Flora og vegetation på Tofte-ejendommen

Flora og vegetation på Tofte-ejendommen Af Erik Buchwald, Dansk Botanisk Forening Indledning Tofte Skov og Mose har været lukket for offentligheden fra før år 1895 (Petersen 1896), og der er derfor kun få botanikere, der har haft lejlighed til at besøge disse enestående områder, som ud fra flere forskellige kriterier hører til Danmarks bedste botaniske lokaliteter. Selvom ejendommens randarealer og kystzonen har været tilgængelige, findes der også kun få oplysninger om disse. Med undtagelse af selve højmosefladen har det meste af området ud fra en botanisk betragtning derfor været et af de hvide områder på landkortet. Det meste af dette kapitel er således nyt stof baseret på forfatterens undersøgelser i 2003-2009. Områdets botaniske kvaliteter har dog været kendt gennem årtier af forvalterparret Birgit og Peter Knudsen, som har været meget engagerede i at værne om nogle af de lokale specialiteter, som kongebregne, guldblomme, klokke-ensian, månerude, kær-fnokurt, engblomme og flere arter af ulvefod og orkideer. De har været til stor hjælp bl.a. med oplysninger om tidligere fundne arter og voksesteder for sjældenheder. Størstedelen af området præges af, at vildtet opretholdes med en artssammensætning og bestandstæthed, som efter alt at dømme er tættere på fortidens urskove end noget andet sted i Danmark. Der forekommer bl.a. som følge af vildsvinenes påvirkninger og den meget naturvenlige drift gennem mange årtier en usædvanligt rig og sjælden flora med over 650 registrerede arter (side 350-359). Fx trives den i rødlisten akut truede småfrugtet vandstjerne i talrige store bestande, mens arten er stort set forsvundet fra resten af Danmark. Det er tydeligt, at vildsvinenes oproden af jordbunden er til stor gavn for denne og en række andre arter i området. Botanisk historie Sammenstillinger om flora og naturtyper i Tofte området findes i Skov- og Naturstyrelsen (1992) og Petersen (2004). Disses referencer vedrørende Tofteområdet er gennemgået og suppleret med bl.a. upubliceret materiale fra Birgit og Peter Knudsen, fra Nordjyllands Amt og fra Botanisk Museums TBU-arkiv og Dansk Herbarium. Årstal for første registrerede fund af hver art angives i floralisten. 154

Fig. 1 Forfatteren i gang med undersøgelse af floraen i Tofte Vesterskov. 18. maj 2007. Foto Hanne Schüssler. Fra tidlig tid har vegetationen i Lille Vildmose påkaldt sig interesse, idet Japetus Steenstrup i 1842 beskrev dele af mosen, mens O.G. Petersen i 1896 gav en mere udtømmende beskrivelse baseret på ekskursioner gennem flere år. Japetus Steenstrups beskrivelse fra 1842 I 1837 vandt Steenstrup førstepris for en opgave stillet af Videnskabernes Selskab, om hvorvidt nåletræer var naturligt forekommende i Danmark eller ej, belyst ud fra fund i de dengang mange aktive tørvegrave i Danmarks moser. I den forbindelse besøgte han mange moser i Danmark og giver spredt i afhandlingen forskellige botaniske oplysninger om Lille Vildmose, som jeg her og i floralisten gengiver samlet. Ud fra sine besøg på Store og Lille Vildmose beskriver Steenstrup højmoserne: I Lyngmoserne er det kun én Mosart, som udvikler sig og saaatsige danner den hele Mose, det er en 155

Fig. 2 Stor knopurt med metalvinge og sortåret hvidvinge. Svag helårsgræsning uden gødskning og sprøjtning har gjort Tofte til et paradis for blomster og sommerfugle. Tofte Bakke. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. Sphagnumart. Sphagnumvegetationens Overgang til det tætte, mörke Lyngtæppe gaaer stedse for sig paa den bestemteste Maade; först indfinde sig Hvidskjænen (Rhynchospora alba) [Hvid Næbfrø], Dyndstaren (Carex limosa) og Andromeda (Andromeda poliifolia) [Rosmarinlyng] paa de halv- eller heelt-udgangne Sphagnumpletter, derpaa komer Mosesiven (Limnochloa cæspitosa) [Tuekogleaks], Kjærulden (Eriophorum angustifolium) [Smalbladet kæruld] og Tranebærbusken (Oxycoccos vulgaris), og disse aflöses först langt senere af Moselyngen (Erica tetralix) [Klokkelyng], der tilsidst fortrænges af den indtrædende större Törhed og den stærkere Hedelyng (Calluna vulgaris). 156

Den ret fremtrædende omtale af dynd-star tyder på, at den art var mere udbredt i 1842 end nu, hvor den kun kendes fra eet lille voksested. De øvrige arter er fortsat i dag vigtige dele af højmosefladens vegetation. Da dynd-star er knyttet til de våde dele høljerne - må det tages som udtryk for, at mosen var mere våd dengang. Det fremgår af Steenstrups beskrivelse, at der dengang i hvert fald ved mosens kanter - var kreaturgræsning i væsentlig grad med kraftig tuedannelse: At vore tvende störste Lyngmoser (Vildmoserne) have store Tuestrækninger eller Tuebelter i næsten hele deres Omkreds, er noget der er Lyng- eller Höimosernes Dannelse aldeles uvedkommende; disse Tuestrækninger hidröre ene og alene fra Kreaturtrit. På randen af tuerne voksede bl.a. multebær. Hans undersøgelser viste, at birk ofte findes i højmosetørv, og at birk voksede i de sydligste dele af Tofte Mose (Hurup Mose): I den 3die Hovedart af Moser, Lyngmoserne, höre igrunden kun de Træer hjemme, som, efter hvad vi fandt i vore Skovmoser, havde holdt sig til alle Tider i det sig hævende Mostæppe og Mostörven nemlig Birketræerne; de have sjælden eller aldrig naaet nogen betydelig Störrelse, ofte bære de endog Præg af at have været buskagtige. De forekomme vel paa disse Mosers lyngklædte Flader, men kun sjeldnere (f.ex. i Hurupmosen, som er en Arm af den mindre Vildmose, og en Birkeplet omtrent midt i den store Vildmose, hvor dog Birken kun er en Busk). Mosen var allerede på Steenstrups tid påvirket af afvanding, idet Tofte Sø, Birkesø, Lillesø og Møllesø blev tømt via en kanal i 1760 erne. Han beskriver de meterhøje tørvevægge omkring disse udtørrede søer og i selve kanalerne og nævner om mosen: Det indre eller midterste Belte er vel endnu i sit Sphagnumstadium, men Sphagnummosset er kort og faldende i det Rödlige, hvorved det angiver ikke længere at være i sin fulde Kraft og over meget store Partier seer man de næsten alenlange Kjæruldblade (Eriophorum angustifolium) enkelte, men dog temmelig tætte, hæve sig af Sphagnumtæppet, hvilket Overgangsstadium er det mest fremherskende. Belter eller Strimler langs de 2 længere (östlige og vestlige) Sider ere klædte med Moselyng [Klokkelyng] og Hedelyng og tillige meer eller mindre optraadte i större Tuer. O.G. Petersens skildringer fra en række ekskursioner somrene 1890-93 Petersen giver ca 50 år senere en fin skildring af mosen, hvor den stødte til Haslevgårde Å ved Dragsgårdstien (Latinske plantenavne oversat i alle citater): Nogle faa Alen på den østlige Side af Aaen begynder Mosens Randvegetation, i hvilken navnlig Moseformen af Dun- Birk, Pors, Hedelyng, Tranebær samt Tue- Kæruld gjøre sig bemærkede, foruden mange andre. Jeg meddeler for Fuldstændigheds Skyld en Liste over de her iagttagne Planter, der voxede ganske imellem hverandre. Hans liste gengives her i tabel 1, idet der ikke længere findes noget eksempel på nogenlunde uberørt overgangszone mellem mosen og åen. Den pågældende vegetation rummer en usædvanlig blanding af rigkærs-, fattigkærs-, tørbunds- og højmosearter. 157

Ene Plettet Gøgeurt Tormentil Hedelyng Kryb-Hvene Maj-Gøgeurt Alm. Mjødurt Rosmarinlyng Alm. Hvene Øret Pil Multebær Tranebær Vellugtende Gulaks Krybende Pil Alm. Røn Bukkeblad Mose-Bunke Dun-Birk Revling Eng-Troldurt Bølget Bunke Porse Kattehale Lancet-Vejbred Fløjlsgræs Alm. Syre Rundbladet Soldug Sump-Snerre Blåtop Alm. Hønsetarm Langbladet Soldug Kær-Tidsel Alm. Hjertegræs Græsbladet Fladstjerne Tørst Høst-Borst Tue-Kæruld Trævlekrone Kær-Svovlrod Kær-Høgeskæg Alm. Star Bidende Ranunkel Angelik Håret Frytle Kragefod Alm. Fredløs Glanskapslet Siv Krybende Potentil Klokkelyng Tabel 1 Arter voksende i 1895 i højmoserand langs Haslevgårde Å i et knap 100 meter bredt bælte af Tofte Mose (Petersen 1896) I yderligere ca 50 meters bredde fandtes fortsat porse og birk, men længere inde på højmosen hørte også disse op, og kun de 12 arter af karplanter nævnt i tabel 2 voksede på den mange kvadratkilometer store højmoseflade. De nævnte 12 Arter af fanerogame Planter udgjøre i Forening med Sphagnum og Rensdyrlav Mosens egentlige og karakteristiske Vegetation, der er af en yderst eksklusiv Natur, idet ikke en eneste anden Blomsterplante har faaet Indpas i Mosens Indre. Ingen Star, intet Græsstraa afbryder denne ensformighed (Petersen 1896). Hedelyng Tue-Kæruld Klokkelyng Rosmarinlyng Tranebær Multebær Smalbladet Kæruld Revling Rundbladet Soldug Langbladet Soldug Tue-Kogleaks Hvid Næbfrø Tabel 2 De eneste 12 karplanter, som voksede på selve højmosefladen i 1895 (bortset fra benbræk, som fandtes i et bed på få kvadratalen et sted vest for Tofte Bakke, hvor den fortsat vokser). 158

Fig. 3 Nordlige Lune i Tofte. 1940. Frode Jakobsen billed arkiv. Den sydlige af to søer (Inderste Lune) får følgende ord med på vejen fra Petersen, mens han ikke har registreret de små luner han kom sikkert ikke der forbi: Denne lille Mosesø med en fra den øvrige Mosevegetation forskjellig Plantevæxt langs de stejlt affaldende bredder gjør et overmaade tiltalende Indtryk mellem sine alvorlige omgivelser. Gul Åkande voxede i mængde i Vandet, og langs Bredderne var en uhyre frodig Vegetation af Kærmangeløv foruden endel Grå- Pil og Øret Pil og mange andre Planter. Af stor interesse er Petersens beskrivelse af overgangen fra højmose til å i mosens sydvestdel, idet overgangen siden hen er reguleret som følge af uddybning af åen. Mosen her falder temmelig stejlt af mod Vest, hvorfor ogsaa denne del af den, seet fra Vest i Virkeligheden gjør Indtryk af en lav Banke. Paa flere Steder i denne Del af Mosen findes der smaa indtil omtr. 1 Fod brede Render, vandførende og mer eller mindre bevoxede med Sphagnum; ud mod den vestlige Rand anastomosere disse og give Anledning til Dannelsen af de omtalte stejle Tuer, og endelig siver Vandet ud i Aaen gjennem talrige flade, til dels med Sphagnum overvoxede Render. Her findes altsaa naturlige Afløb for Mosens Vand. Ved åbredden voksede top-star og lyse- eller knop-siv, og på et 2 til 10 meter bredt græstæppe langs åen var der grå star og almindelig star. Så kom en zone med birke-porse-krat og et stejlt besværligt tue-kæruldbælte, før selve højmosefladen. 159

Fig. 4 Randskov af dun-birk er skovens sidste forpost før den naturligt træfri højmose, som udbreder sig bag træerne. Græsarten blåtop dækker bunden næsten fuldstændig med sine tuer. Måske så de tørvenge med birkekrat, som O.G. Petersen beskrev fra sydenden af Toft Mose i 1890 erne tilsvarende ud? Vest for Vesterskovs afd. 177. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald. Ved sydenden af Tofte Mose ligger Tørvemosen, som præges af krattilgroede tørvegrave. Den var på Petersens tid uberørt højmoseflade, flankeret af vejen Den Thestrupske Vase med tilhørende bred grøft. Højmosefladen begyndte på nordsiden af vejen aldeles pludseligt, uden nogen som helst Overgang. Mosen var, saa langt jeg kunde se, hvid af Tue-Kæruld med enkelte smalbladet kæruld, multebær og tue-kogleaks. Syd for grøften var der aktiv tørvegravning og Tørvenge med Birkekrat, hvilket kunne være birkerandskov med blåtopdomineret bund, hvilket ses mange steder langs mosens rand idag. Tørvegraverne fik hyppigt brudstykker af birk op, hvilket viser, at der også i tidligere tider har forekommet randskov af birk i kanten af højmosen på dette sted. Tofte Moses sydøstlige dele udfor Sjældenglad og Langerim var i 1890 erne stærkt præget af udgrøftning. Den næsten 3 kilometer lange lige hovedgrøft ses allerede på kort fra 1870. Langs den sydøstlige Side af Mosen gaaer en dyb Grøft, der gjør Skjel mellem to helt forskjellige Vegetationer. Vest for grøften var der meget sumpet Sphagnum-højmoseflade med smaa døde Vandpytter uden Vegetation af høiere Planter, samt megen stor lyng, som skjulte vandet, og gjorde det svært at færdes. Øst for grøften var der tørt med megen lyng, tue-kæruld og rigeligt med multebær, men ingen Sphagnum. Han fandt også tormentil, klokkelyng, vibefedt og enkelte andre, hvilket bl.a. må have været i mosens laggzone, idet han nævner, at der endnu længere østpå fandtes et stort Parti af Birk og 160

andet Buskads, som må være den nuværende skov ved Gl. Enge. Det udgrøftede sydøsthjørne kalder han Bøndernes Mose og skriver For 30-40 År siden skal her have været ufremkommelig Sump; nu var her let at passere. Vibefedt er ikke siden hen registreret i denne del af mosen, men kan være overset, idet der stadig er ret store områder med egnede biotoper. Tofte Skov i 1890 erne Petersens skildring af skoven afviger ikke meget fra nutidens indtryk af skoven og fortjener fuld gengivelse: Fortsætte vi nu Vejen i nordlig Retning langs den sydøstlige Side af Mosen komme vi til Tofte Skov, der hører ind under Grevskabet Lindenborg og er strengt spærret for uvedkommende. Ved Forstmester Cossels Velvillie fik jeg ikke alene uhindret Adgang til Skoven, men ogsaa Ledsagelse af Skovfogden, der viste mig rundt, hvor han kunde tænke, der kunde være noget af Interesse for mig, ja endog entrede op i en gammel Eg, for at faa 3 Sort Stork Unger til at rejse sig i Reden og hvæsende Gjøre Honnør. Tofte Skov frembyder Interesse i botanisk Henseende, idet den gjør Indtryk af at være en naturlig Blandingsskov, hvor mange forskjellige Fig. 5 "Ørnetræet" i Tofte Skov i Vildmosen, hvor havørnen skal have ruget. De to gamle reder skyldes dog sandsynligvis begge den sorte stork (se også fig. 20, side 83). Ca. 1943. Foto Th. Kjær. 161

Træarter voxe fuldstændig mellem hverandre. I sydvestlig Retning fjerner Skoven sig noget fra Mosen, men i N.V. støder Skov og Mose paa en længere Strækning direkte til hinanden. Der fandtes spredte, tildels gamle og svære Ege, alle Stilk-Eg. Af Birk fandtes ikke ubetydeligt; det meste var Dun-Birk, i det nordøstlige Hjørne af Skoven forekom dog en del Vorte-Birk, spredt mellem de andre, i Exemplarer af moderat Størrelse; i en ren Birkebevoxning, der dog mulig var plantet, fandtes temmelig megen Vorte-Birk. Hasselen er meget sparsom, og af Skov-Elm findes kun ganske faa. Asken forekommer kun i Skovens nordvestlige Hjørne, men dér ret rigelig. Af Bævreasp findes efter Skovfogdens sigende kun 3 Expl. i hele Skoven. Til de dominerende træer hører El. Af Vrietorn traf jeg et som Træ udviklet Exemplar, hvis Forgrening begyndte i 3 Alens Højde og udviklede sig til en bred Krone; i Brysthøjde maalte Stammen 76 Cm. i Omfang. Fig. 6 Et par ege i Vesterskov, afd. 176. Som følge af små forskelle i jordbunden, er der bøg bagved til venstre og blandskov til højre. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 162

Gul Stenbræk 1864, I et lille kjær ved Lille Vildmose, Laurits Ottesen, Dansk Herbarium (måske ikke ved Tofte) Rust-Skæne Ca. 1864, men udateret: Lille Vildmose, Laurits Ottesen, Dansk Herbarium (måske ikke ved Tofte) Tykbladet Fladstjerne 1915 Ll. Vildmose + TBU uden år: strand ved Dokkedal (måske var de udenfor Tofteejendommen) Blå Anemone 1950-1972 et sted i engen på den tidligere søbund, Tofte Sø (søen genskabtes i 1973) Opret Kobjælde Frem til ca 1990 voksede nogle få nær Blæsborghjørnet, Knarmou iflg. Peter & Birgit Knudsen Sølv-Mælde 1966 ml. Dokkedal og Øster Hurup (findes sikkert fortsat, men fåtallig) Hede-Melbærris Ca. 1970? eller ca 1946?, men uden år: ved Knarmov Gd ved Kattegat, T.W.Bøcher (TBU arkivet) Tornløs Hornblad 1981 i Tofte Søs afløb (vandet formodentlig for brunvandet og eutroft efterhånden) Fjernakset Star 1991 Strandeng ved Hedestederne (måske var det udenfor Tofteejendommen) Strand-Tusindgylden 1991 Strandeng ved Hedestederne (måske var det udenfor Tofteejendommen) Rødbrun Kogleaks 1991 Strandeng udfor Tofte Skov (findes måske fortsat, men fåtallig) Butbladet Vandaks 1992 fåtallig et sted i Tofte Sø (vandet formodentlig for brunvandet og eutroft efterhånden) Sø-Kogleaks cfr 1992 Tofte Sø. På de angivne voksesteder vokser i dag blågrøn kogleaks (forveksling?) Spidsbladet Steffensurt cfr Worsøe/Ødum/Lund 1990 Tofte Skov, men uden belæg og ligner liden steffensurt, som ej var nævnt Tabel 3 Arter, som er fundet tidligere, men ikke genfundet i 2003-2009. Af mindre almindelige Planter kunde noteres Kongebregne, der dog kun forekom meget sparsomt. I sit nordvestlige Hjørne gaar Tofte Skov over i et Krat, der trækker sig rundt omkring de i vestlig Retning i Mosen fremspringende Tofte Bakker og danner en Bræmme mellem disse og den egentlige Vildmose. Mellem Tofte Bakker, der er prydede med en Bevoxning af kraftige, tildels mangestammede Bøge, og den tidligere omtalte Spang ved Dragsgård, findes den ligeledes tidligere nævnte Vej, der blev paabegyndt i 1886. I kratskoven mellem Tofte Bakker og højmosen fandt Petersen bl.a. krognæb star, billebo klaseskærm, dunet dueurt, hirse-star, kranskonval, vandkarse, hønsebær og skov-rørhvene, samt på bakkens vestskråning smalbladet høgeurt i mængde. Laggbækken havde på en lang strækning en frodig bevoksning af kryb-hvene. Forholdene i nutiden adskiller sig især ved, at træerne er blevet ældre, idet arterne bortset fra krognæb-star er genfundet på stedet; og den angav han som voksende på den nyanlagte sandede Dragsgård Sti - den har ikke nødvendigvis været fast inventar på stedet. Forsvundne arter og muligvis forsvundne arter I tabel 3 fremgår detaljer om nogle arter, som tidligere er fundet i området uden at være fundet siden 1992. Forekomsten af de meget sjældne 163

Fig. 7 Vegetationsforholdene i og omkring Tofte Skov beskrevet ud fra registreringer udført i Atlas Flora Danica projektet. Zoombar original findes side 114 i bilaget til Grøn driftsplan for Tofte Skov, 2006 på http://www.avjf.dk/ wp-content/uploads/groen_driftsplan_bilagsrapport.pdf. Området er ca. 7 km bredt. arter gul stenbræk og rust-skæne viser, at der i 1864 fandtes et fint udviklet kildekær et sted ved kanten af Lille Vildmose. Det er nok mest sandsynligt, at det var ved mosens vestkant op mod kalkbakkerne, men det kan også have været ved Tofte Bakke eller et andet sted på Tofteejendommen. Begge arter er gået meget stærkt tilbage i Danmark og må nok anses for endegyldigt uddøde i Lille Vildmose området. De øvrige arter i tabel 3 kan være overset eller kan genindvandre. Lokalitetsbeskrivelser Området er for stort og komplekst til beskrivelse af andet end et lille udpluk af lokaliteter, og variationen i området er meget stor. I det følgende beskrives områdets naturtyper med udgangspunkt i nogle specielle eller lettilgængelige lokaliteter. Et overblik over Toftes naturtyper ses på Fig. 7, som er udarbejdet i forbindelse med driftsplanlægningen for Tofte. 164

Tofte Bakke - overdrev Ved Bakkehuset på Tofte Bakke ses små fragmenter af skrivekridt i muldskud, og floraen er en veludviklet kalkoverdrevsflora. Som følge af vildsvinenes jævnlige oproden i dele af overdrevet er der usædvanligt gode spiringsbetingelser og dermed en ekstremt artsrig flora med 214 arter karplanter registreret indenfor ca. 50 meter fra Bakkehuset ved besøg d. 4/7 2003. Bl.a. kan fremhæves stor knopurt, hulkravet kodriver, smalbladet klokke, dunet vejbred, nikkende limurt, knoldet mjødurt, tjære-nellike, rundbælg, vrietorn, koral-hvidtjørn, tornblad, liden museurt, vild stedmoder, flipkrave, blåmunke, sølvpotentil, vår-vikke, alm. pimpinelle og slåen. Kalkrigt overdrev er ikke fundet i væsentligt omfang andre steder indenfor undersøgelsesområdet, idet floraen selv på Tofte Bakke skifter til surt overdrev, inden man fjerner sig 100 m fra Bakkehuset. Store dele af de tørre sletter i Tofte området er artsrigt overdrev på sur bund, med flere undertyper repræsenteret. Fælles for typerne er rig forekomst af hirse-star, fåre-svingel, lyng-snerre, katteskæg, tormentil, læge-ærenpris og hundeviol. Stedvis ses desuden bleg star, krat-fladbælg, mose-troldurt, bakke-gøgelilje, alm. månerude, guldblomme eller alm. mælkeurt. Bedst udviklet ses disse overdrev i randzonerne rundt om og sydøst for Store Langsig, hvor næsten alle de nævnte arter vokser. Derudover er der bl.a. hjertegræs og vild hør, som tyder på, at der omkring Store Langsig er en lidt mere kalkrig bund. Flere steder ses også mange store tuer af gul engmyre i disse områder. Også ved Gl. Sjældenglad og Lyngbakkerne er der fine artsrige overdrev af denne type med bl.a. alm. månerude, kattefod og alm. mælkeurt. Der er ofte tale om komplicerede blandinger af hede, overdrev og eng i området, herunder med glidende overgange eller med fx 200 kvadratmeter veludviklet overdrev midt i et stort område med eng. Det giver en stor og fin variation. Væsentlige dele af de tidligere dyrkede marker har i dag udviklet overdrevsflora af en kvalitet, som lever op til habitatdirektivets skrappe krav til artsrigt surt overdrev, type 6230. De fugtigere dele er som regel blevet til eng. Enge Meget store områder i og omkring Tofte Skov dækkes af tidvis våde enge med udpræget blåtopdominans. Der findes dog også enge i området med dominans af eng-rørhvene eller med artsrig eng-vegetation uden blåtop og uden nogen dominerende art. Bl.a. findes i Trekanten, afd. 159b, en dejlig blomster- og sommerfuglerig eng af bl.a. tormentil, djævelsbid, hirse-star, eng-viol, alm.star, vild hør, bleg star, katteskæg, mangeblomstret frytle, lancetbladet høgeurt, sump-snerre, hjertegræs, vellugtende gulaks, knop-siv og eng-rævehale. I engens kant mod skoven vokser desuden lidt liden vintergrøn. Som følge af den svingende vandstand og vildtets påvirkninger er der ofte tale om stor variation i områderne og meget gode spiringsmuligheder på mudret blottet bund. Dette er medvirkende 165

Fig. 8 Dyrenes græsning forhindrer dette overdrev i at gro til med træer, men tornede buske indvandrer så småt i baggrunden. Stor knopurt, hvid okseøje, nikkende limurt og rundbælg m.fl.. Tofte Bakke. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 166

til, at der i mange af områderne er stor artsrigdom, selvom det umiddelbart kan se ensformigt ud, især hvor der er dominans af høje græsser. Mellem og på tuerne trives dog mange andre og mindre iøjnefaldende arter, som fx hønsebær, bakke-gøgelilje, plettet gøgeurt, eng-viol, lancetbladet høgeurt, djævelsbid, engblomme, trenervet snerre, klokke-ensian og spidsblomstret siv. Engblomme og trenervet snerre er kun set i afd. 155b ved Rådden Røv, hvor de vokser sammen med store bestande af festgræs. Spidsblomstret siv har store bestande i vest- og nordkanten af Enebærstykket, afd. 139a, og er ikke noteret andre steder. I den tidligere høeng Nyeng, som ligger langs Skovbækken i Vesterskoven afd. 157 og 176, vokser der en del gul frøstjerne. Engen har meget blåtop, men også blågrøn star, eng-viol, kær-høgeskæg, bleg star, mangeblomstret frytle, tormentil, kær-mangeløv, vandnavle, krybende pil, tråd-star og liden vandarve. I brynet af engen ved bækken er en rose blevet bestemt til den sjældne lugtløs æblerose af Atlas Flora Danica. Laggzonen af højmosen har også ofte engagtig karakter, flere steder med blåtopdominans. Gl. Sjældenglad og Knarmou - Hede På de store gamle rimme-dobbe systemer i områdets nordøstlige og sydlige dele findes veludviklet hedevegetation. Størstedelen er ret fugtig og svarer til habitatdirektivets type 4010, klokkelynghede. Her findes rige bestande af hedelyng, klokkelyng, tyttebær, blåbær, mosebølle, rosmarinlyng og stedvis tranebær. Ledsagearterne plettet gøgeurt, vestlig tuekogleaks, blåtop og børste-siv er også talrige. I områderne syd for Bønderskov ved Gl. Sjældenglad har den smukke og sjældne klokke-ensian store bestande, mens den Fig. 9 Kattefod er gået stærkt tilbage i Danmark, men har mange forekomster i Tofte. Her ses en hunlig klon. Lyngbakkerne, afd. 198d. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 167

kun er registreret sporadisk i de nordlige hedeområder ved Knarmou. I nord findes til gengæld den sjældne og kønne klokke-vintergrøn med en ca. 300 meter lang spredt bestand på en af rimmerne ved Blæsborghjørnet sammen med lav skorzoner, engelsk visse og plettet gøgeurt. Lyngbakkerne i afd. 198 ved Gl. Sjældenglad og et par små arealer længere sydpå har en meget artsrig og fin hedevegetation. Lyngen er ganske lav og tæt som følge af vildtets græsning. Kattefod har flere bestande på disse hedepartier, sammen med engelsk visse, blåmunke, alm. ulvefod, alm. månerude, katteskæg, sandskæg, sand-star, kornet stenbræk, djævelsbid, lyng-snerre, vild hør og alm. mælkeurt. De sidstnævnte står i lavninger, hvor der åbenbart fortsat er adgang til noget kalk. På dele af hederne er der vokset enekrat frem, men faktisk er hovedparten af områdets større enekrat opstået ved tilgroning på toppen af meget store gamle blåtoptuer i de tidvis våde enge og i de sure overdrev. Mange steder er enerne så store og gamle, at de har dannet deres eget lille skovmiljø under hver busk. Sådanne steder er bl.a. hyppigt set skovstjerne og majblomst, men også tredelt egebregne og hønsebær, som grundet voksestedet på toppen af gamle tuer ikke kan brede sig til særlig store bestande, hvad de ellers gerne gør på mere fladt terræn. Eg, røn, vrietorn, kvalkved, abild, vild kaprifol, hyld og tørst vokser mange steder frem i enernes beskyttelse. Nord for hestefoldsgranerne findes et særligt artsrigt enekrat med en fin bestand af guldblomme og bakke-gøgelilje. Sandhusene - Klitter Fra tårnet ved campingpladsen ved sydøsthjørnet af Tofte reservatet kigger man ud over gamle klitter og flyvesandsaflejringer fra udbredt sandflugt i historisk tid. Sandflugten er ophørt bortset fra ude ved kysten, hvor der fortsat er lidt sandflugt i forbindelse med de lave klitter på strandvoldene. Det største og vigtigste klitområde ligger øst og vest for Sellegårdsbækkens nedre løb, hvor meget smukke og varierede gamle klitter rummer en for klitter artsrig vegetation med bl.a. mange bestande af den lave kurvblomst kattefod, som er gået meget stærkt tilbage i Danmark. Flere områder har mange enebuske. De nærmeste dele af klitterne, man ser fra tårnet, har karakter af afblæsningsflade med en ekstremt næringsfattig og sporadisk grå klit vegetation, som på luftfotos adskiller sig tydeligt fra aflejringsområdet lidt vest for. Laver og mosser udgør et vigtigt islæt i afblæsningspartierne, hvor der også ligger mange småsten i overfladen af sandet. Stenene viser, at sandflugten disse steder er nået ned til de oprindelige strandvolde. De øvrige arealer er frodigere aflejringsområder for sandet og har karakter af grøn klit blandet med klithede. Langs Sellegårdsbækken, som afsløres af sin galleriskov af rød-el, ligger flyvesandet i et flere meter tykt lag, som stort set når ned til bækkens niveau. Bækken skærer sig som en kløft gennem klitterne; ned til den oprindelige og mere faste 168

Fig. 10 Vindbrud i klitheden vest for Sellegårds Bæk, som er forårsaget af og opretholdt af krondyrenes behov for at sandbade (wallowing). Bemærk at lyngen er bidt ned til lav højde af krondyrene, så der er plads og lys til urter mellem lyngen. Klitheden er derfor overraskende artsrig med bl.a. sandskæg, kattefod, blåmunke, engelsød, hjertegræs, mark-bynke, ene og kællingetand, samt uventet indslag af eng-havre, som man normalt ikke ville forvente i klithede. Bækkens galleriskov af rød-el ses i baggrunden. Afd. 205. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 169

jordbund. Enkelte steder i området er der små klitlavninger. De rummer klithedevegetation. Det er interessant, at klitterne syd for Kragelundsvej har holdt sig fri for væsentlig tilgroning gennem snart 100 år. Dette må tilskrives effekten af vildtet, selvom dette har en relativt lav bestandstæthed i reservatet - i samme størrelsesorden som de mest naturlige vildtbestande kendt fra tempererede skovzoner i fx Bialowieza og Yellowstone Nationalparkerne (se senere). Modsætningsvis er klitterne udenfor vildthegnet som følge af tilgroning blevet til, eller ved at udvikle sig til, skov med karakter af egasp-skovfyr-krat mange steder. Tilsyneladende er der væsentlige mængder af flyvesand et godt stykke ind i Bønderskov Egene, afd. 200a, som derfor også med en vis ret kan opfattes som klitskov. Ud over ovennævnte arter er følgende arter i særlig grad nævneværdige for klitterne: Engelsk visse, alm. mælkeurt, kambregne, djævelsbid, katteskæg, klokkelyng, vellugtende gulaks, tandbælg, gul snerre, sand-hjælme og smalbladet høgeurt. Fig. 11 Bredbladet mærke og smalbladet mærke (også kaldet sideskærm) kan forveksles, selvom førstnævnte er en meget større plante. Her vokser de begge i Pindebæk nær Skævbro sammen med gul iris. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 170

Enebærstykket ved Engskov (afd. 108a) og store områder i sydøst ved Sandhusene indeholder fine eksempler på enebærkrat i klitter. I Enebærstykket findes bl.a. guldblomme, bakke-gøgelilje, hjertegræs og lancetbladet høgeurt, mens der mod sydøst er tale om ret næringsfattige områder bl.a. med kattefod. Sellegårds Bæk og Haslevgårde Å Sellegårds Bæk har en række større og mindre tilløb, som sammen med hovedløbet rummer mange vandplanter. Vandet er brunligt som følge af humusindhold, men klart nok til at der vokser en rig flora i vandløbene bortset fra, hvor tæt trævækst skygger. Mest markant i bækken og tilløb er ofte storblomstret vandranunkel eller sideskærm, ledsaget af aks-tusindblad, fladfrugtet vandstjerne, liden vandaks, almindelig vandranunkel eller almindelig kildemos. Derudover er bl.a. fundet stor og liden vandarve, billebo-klaseskærm, spæd, enkelt og grenet pindsvineknop, samt småfrugtet og storfrugtet vandstjerne. Også i mange af grøfterne i området ses bestande af flere af disse vandplanter. Småfrugtet vandstjerne er rødlistet som akut truet i Danmark. Det vurderes, at dens forekomst i området er stærkt begunstiget af vildsvinenes tramp og oproden af vandløbsbredderne, således at der er rige spiringsmuligheder. Den vokser ikke i selve vandløbet, men på mudrede bredder og udtørrede steder ved bækken, foruden i pytter og våde lavninger andre steder i reservatet. Haslevgårde Å afgrænser på en længere strækning undersøgelsesområdet mod vest. Åen er desværre stærkt reguleret og ligger meget dybere i terrænet end naturligt, således at bredderne er stærkt udtørrede og med ret uinteressant flora af gemene grøftekantsplanter som stor nælde, vild kørvel, skvalderkål og kvikgræs, rørgræs m.fl.. Som følge af hård oprensning er der kun en meget artsfattig plantevækst med næsten 100% dominans af enkelt pindsvineknop, stedvis ledsaget af lidt grenet pindsvineknop eller vandpest. Tofte Sø og andre søer På højmosefladen findes en række søer, som kan opdeles i de tre store søer Tofte Sø, Inderste Lune og Yderste Lune, som har ret høj ph og gytje som bundsediment, og en række mindre luner og sprækkesøer, hvis kemiske forhold er beskrevet i et andet afsnit her i bogen. I sidstnævnte gruppe er der ikke fundet undervandsplanter bortset fra mosser, og vandet er brunligt (dystroft). Tofte Sø ses fint fra tårnet ved søens vestende. Den er en brunvandet sø, som er genskabt i 1973 efter at have været afvandet siden 1700-tallet. Erosion af tørven i brinkerne har medvirket til, at søen er meget humøs og brunvandet. Som følge af det uigennemsigtige vand er der kun sporadisk undervandsvegetation i form af aks-tusindblad, butbladet vandaks og liden vandaks. Disse vokser på ganske lavt vand, især i søens østbassin. Rørsumpen er stedvis 171

Fig. 12 Kronhjorte foran tusindvis af den sjældne kær-fnokurt i Tofte Søs østbassin. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. veludviklet med både tagrør, blågrøn kogleaks og bredbladet dunhammer. Registrering af søkogleaks i 1992 kan være en forveksling med den lignende blågrøn kogleaks, idet sidstnævnte findes i søen i dag, uden at den blev registreret i 1992. På udtørret dyndet tørvebund i øst-bassinet af søen voksede meget store bestande af den rødlistede kær-fnokurt frem i 2006. Skytte Peter Knudsen har fulgt arten i området i ca. 50 år, og bemærket at den svinger en del i hyppighed. De to andre større søer på højmosefladen (Inderste og Yderste Lune) har hvid og gul åkande, frøbid og liden andemad i overfladen og nogenlunde klart vand, som dog også ser ud til at være noget brunt og dystroft. Disse to luner er så vidt vides aldrig undersøgt for vandplanter på dybt vand. Uden for højmosefladen findes i Tofte området et par småsøer og nogle vandhuller. Gadekæret ved Toftegården har udbredte bestande af vandrøllike og liden andemad. En lang historie som gadekær har medført, at vandet er ret næringsrigt. Vandet er dog ikke mere eutrofieret end, at det fortsat er klart. De øvrige undersøgte vandhuller og småsøer rummer en række interessante og tildels ret sjældne arter som svømmende sumpskærm (mindst 3 søer rummer bestande), børste-kogleaks, hår-tusindblad, aks-tusindblad, liden siv, tråd-siv, tudse-siv, alm. vandranunkel, vandnavle, aflangbladet vandaks, svømmende vandaks og liden vandaks. I endnu mindre pytter og småvande er stedvis fundet de ret sjældne knudearve, vandportulak og tusindfrø. Det 172

vurderes, at disse arter er stærkt begunstiget af områdets bestand af vildsvin og krondyr, som holder vegetationen i og omkring vandhuller og pytter lav, og ved deres tramp mv løbende sørger for optimale spiringsbetingelser for de enårige arter. Sådanne samfund af amfibiske små plantearter i småsøer og pytter omfattes af habitatdirektivets naturtype 3130, som er ret sjælden og dårligt kendt. Tofte Mose - højmose Højmosen har meget forskellig vegetation i de forskellige dele. Højmosen kan opdeles i fladen, randskoven og laggen, som omkranser højmosen, og hvor vandet siver eller løber væk i en laggzonebæk. Tofte Mose er Danmarks suverænt største stykke højmose, og er en af de største højmoser i det nordvesteuropæiske lavland. Fig. 13 De fleste vandhuller i Tofte er rige på vandplanter. Dette rummer den sjældne svømmende sumpskærm, men domineres af svømmende vandaks med alm. sumpstrå langs kanten. Bemærk at vildtet, selv ved Toftes ret lave og naturlige tæthed, forhindrer ved småsøer tilgroning med tagrør og dunhammer. Rundedam i afd. 140. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 173

Højmosefladen dækker de største arealer. Den rummer meget store og livskraftige bestande af karakteristiske arter som fx langbladet, rundbladet og liden soldug, hvid næbfrø, rosmarinlyng, tranebær, tuekogleaks (begge underarter registreret) og multebær. Derudover findes i kanten af det største af de vandhuller, der kaldes De Små Luner, en bestand af de sjældne dynd-star og blomstersiv, mens benbræk vokser et sted nær Inderste Lune. Store centrale dele af højmosefladen har høljekarakter og kan ikke adskilles med sikkerhed fra de historiske beskrivelser fra 1800-tallet. I forhold til de historiske beskrivelser fra 1895 er randskoven tiltaget betydeligt i udbredelse og frodighed i syd, vest og nord. Det tilskrives udtørring som følge af uddybning af Haslevgårde Å, og længere nordpå udtørring forårsaget af nærgående tørvegravning på naboarealer. Langs højmosens rand mod Tofte Bakke er der dog en smal birkerandskov, som er naturlig. Birk og pil ses også på vestsiden af Inderste Lune og næsten ren birkeskov sydvest for Tofte Sø. Disse ganske lysåbne træbestande rummer en interessant flora med bl.a. butfinnet mangeløv, hønsebær, tredelt egebregne, pors, skovstjerne, multebær, mosebølle, øret pil, tormentil, grå star og hunde-hvene. Den naturlige overgang (laggen) mellem mosen og omgivelserne er stort set ødelagt i dag undtagen langs østkanten, ved at være stærkt udtørret og påvirket. Langs det meste af østsiden af højmosefladen er laggzonen forholdsvis upåvirket af afvanding, sandsynligvis fordi grøftningen ikke er voldsomt dyb, og fordi ejerne og Peter og Birgit Knudsen gennem en årrække ved naturvenlig drift har opretholdt en høj og ret naturlig vandstand i disse delområder, bl.a. ved at opstemme visse grøfter og kanaler. Status er i hvert fald, at den østlige laggzone især i nedbørsrige perioder står helt eller delvis under vand, og at den har en meget veludviklet og rig flora med stor variation, herunder med elleskov på væsentlige dele. Grænsen ind mod højmosefladen ses på luftfotos at have en interessant fliget eller delta-agtig form på de mest upåvirkede strækninger. Disse strøg vurderes ligesom højmosefladen at være helt unikke i Danmark, og meget sjældne også i resten af Europa. Den ikke skovdækkede del af laggzonen rummer en lang række forskellige varianter af mose- og kær-vegetation, hvoraf de største arealer dog dækkes af samfund med meget blåtop eller engrørhvene. Som eksempel på afvigende partier kan nævnes sydenden af mosen nord og vest for Gl. Enge, hvor laggzonen ved besigtigelse 6/7 2005 fremstod som et ca 50 meter bredt og ca 10 cm dybt sø- og eng-agtigt vandløb med frodig vegetation af bl.a. bukkeblad, eng-forglemmigej, kær-dueurt, alm. skjolddrager, næbstar, vandnavle, alm. sumpstrå, glanskapslet siv, dusk-fredløs, alm. fredløs, smalbladet kæruld, kær-fladstjerne, trævlekrone, alm. star, kærsvovlrod, kær-ranunkel, smalbladet ærenpris (begge underarter), dynd-padderok, engkarse og småfrugtet vandstjerne. Alle disse arter var hyppige og derudover var der mindre indslag af en stribe yderligere arter. Småfrugtet vandstjerne er rødlistet som akut truet i Danmark, men har livskraftige bestande mange steder i laggzonen. 174

Fig. 14 Tofte Mose, hvid af tue-kæruld, set fra brynet af Vesterskov afd. 177. Rådyret står i laggzonen, som ofte domineret af eng-rørhvene markerer overgangen fra højmosen til omgivelsernes mere frodige bund. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald. Udfra vegetationen er det konstateret, at væsentlige dele af højmosen er skadet af udtørring fra afvanding i form af gamle grøfter eller tørvegravning på naboarealer. På disse dele, som præges af blåtop og en del birkeopvækst, er levedygtigheden af tørvemos nedsat. Samtidig mangler de mere sårbare af højmosens specielle arter, fx har langbladet og liden soldug ikke kunnet findes, mens multebær klarer sig. Fra sydøsthjørnet af Tofte Sø og mod sydøst gennem højmosefladen ses på luftfotos et svagt busk- og træklædt område, som ved besigtigelse har vist sig at indeholde et strøg med islæt af noget mere næringskrævende arter end normalt for højmoseflade, bl.a. øret pil, dun-birk, hirse-star, alm. star, kær-ranunkel, engkabbeleje, kragefod, tormentil, kær-snerre, eng-karse og plettet gøgeurt. Området er tolket som et område, hvor 175

vandet siver gennem overfladelagene og også må tilføres grundvand. Det går længere mod sydøst ligefrem over i en enklave af rigkærsvegetation ude midt i højmosen. Vildtets veksler over dette strøg består i stor udstrækning af specielle lavtvoksende rigkærs plantesamfund med fine bestande af mange plantearter, som normalt anses for kun at kunne overleve med husdyrgræsning eller høslæt, fx leverurt, vibefedt, tvebo star og loppe-star. Men disse arter kan altså også trives under naturlige forhold, som følge af vildtets aktiviteter. Fig. 15 Liden ulvefod er sjælden og vokser på tidvis våd eller oversvømmet sandbund gerne med lidt humus. Billedet er fra en klitlavning på Kattegat Strand Camping, som tidligere hørte med til Tofte, men den findes også indenfor vildthegnet. 5. juli 2007. Foto Erik Buchwald. 176

Andre mose- og kærsamfund Der er mange forekomster i undersøgelsesområdet af et andet plantesamfund, som også er helt afhængig af vildtets tilstedeværelse, idet dyrene blotter tørv og sand, hvor små lyskrævende arter derefter kan spire og trives. Det findes således på veksler over højmosen, men også på og ved veksler gennem andre dele af undersøgelsesområdet, hvor tørv eller fugtigt sand passeres. De største veksler kan skelnes på luftfotos. Rundbladet soldug er et gennemgående træk for mange veksler i området, mens hvid næbfrø kun er på vekslerne på højmosen. Mose-troldurt er hyppig udenfor højmosen, og virker udpræget favoriseret af de kår, som er på og ved vekslerne. Den sjældne liden ulvefod hører også til i denne naturtype og vokser sammen med soldug og børste-siv i en klokkelyngs-lavning ca 50 meter syd for Kragelundsvej i Kragelundsmarken (afd. 165). På syd- og nordsiden af Tofte Bakke findes partier med kilder og væld. Et par steder på nordsiden, bl.a. udfor afd. 151b, er der veludviklede kildefelter med små kildebække og rig vældflora, mens der på sydsiden mest er tale om væld uden kildebække. Floraen rummer bl.a. vandkarse, småbladet og alm. milturt, samt tue-star, topstar og skov-springklap. De væld-indikerende arter har også sporadiske forekomster en del andre steder spredt i undersøgelsesområdet, bl.a. udfor nordvestspidsen af Elleskoven, men disse væld er ganske små. Rigkær findes tre steder i området med meget forskellig udformning og artsindhold, udover at der findes mindre partier rigkær på bl.a. det gamle spor gennem Gl. Enge med rige bestande af små starer, bl.a. skede-star. Det ene rigkær er midt ude i højmosefladen, hvor der åbenbart er en indflydelse fra ret kalkrigt grundvand, en anden forekomst er i Toftegårdens gamle høenge, sydøst for Bakkehuset i afd. 156a, og endelig er der et parti rigkær ved østspidsen af Tofte Sø. Rigkæret ude i højmosen er ekstremrigkær, idet indikatorarten for ekstremrigkær, sump-hullæbe, er set der et enkelt sted af Peter Knudsen for nogle år siden. Arten er ikke genfundet siden, men kan sagtens stadig være der, idet området er meget svært at komme til og orientere sig i. I øvrigt kan fra rigkæret i højmosen fremhæves tvebo star, loppe-star, krognæb-star, grøn star, trindstænglet star, top-star, skede-star, tråd-star, spyd-pil, krybende pil, vibefedt, leverurt, engtroldurt, djævelsbid, plettet gøgeurt, kær-mangeløv, tue-kogleaks og hjortetrøst. Det er markant, at de store bestande af lavtvoksende arter udelukkende ses på de steder, som krondyr og vildsvin færdes intensivt på, herunder i særdeleshed på vekslerne gennem kæret. De ret sjældne arter vibefedt, leverurt, eng-troldurt, tvebo star og loppe-star er således udelukkende set på knolde og tuer på vekslerne, men har til gengæld her talrige bestande. Rigkærene i den gamle høeng nedenfor Bakkehuset og ved Tofte Sø er mere almindelige i udformning med arter som maj-gøgeurt, alm. star, toradet star, top-star, næb-star, hirse-star, alm. sumpstrå, kær-padderok, trævlekrone, vand-mynte og eng-forglemmigej, samt spor af gamle grøfter. 177

Fig. 16 Leverurten med denne smukke blomst vokser sammen med vibefedt, tvebo star og eng-troldurt i Tofte Mose på hjortenes veksler i rigkæret sydøst for Tofte Sø. 28. august 2005. Foto Erik Buchwald. Der findes endvidere i undersøgelsesområdet andre typer enge, tagrørsumpe og ørnebregnesletter. Flere af disse forekomster rummer sjældne eller rødlistede arter, som fx småfrugtet vandstjerne. Tofte Skov Tofte Skov er i hovedsagen en lavbundsskov på tidligere havdækkede arealer. Kun på Tofte Bakke er der højbundsskov på moræne. 178

Skovområderne i Vesterskov, Østerskov, Kamrene, Bønderskov og omkring Tofte Bakke, samt ved Gl. Enge udgøres i stor udstrækning af meget gammel (150-300 år) og veludviklet artsrig skov med urskovsagtig karakter, samtidig med at vildtet sørger for, at der er lys og luft og dermed en artsrig og frodig bundflora. Ordene naturskov, urskov og urskovsagtig bruges her i afsnittet som defineret i naturskovsstrategien (Miljøministeriet 1994). Vesterskov Vesterskov rummer som følge af sine unikt urskovsagtige kvaliteter med kæmpe oldgamle træer, dødt ved, kun svagt påvirkede vandforhold og varieret jordbund, en meget righoldig flora med en del sjældne arter. Vildsvinenes og krondyrenes græsning og oproden af jordbunden medfører, at der er optimale spiringsmuligheder og tilpas lys i skovbunden. Dyrene medvirker til, at der er mange store og små lysninger i skovens kronetag. Både muldbund og morbund er meget udbredt i Vesterskov, skønsvis med nogenlunde lige stor udbredelse. Der er store områder med ørnebregnedominans. Vesterskovs rige muldbundsflora under eg, ask, el og bøg udgøres i høj grad af springbalsamin, mose-bunke, skovsyre, hvid anemone, stor fladstjerne, skov-galtetand, skov-skræppe, dagpragtstjerne, miliegræs, skov-viol, dunet egebregne, tredelt egebregne, akselblomstret star, skovspringklap, skov-rørhvene og lund-fladstjerne. Fig. 17 Et sig i afd. 176, Vesterskov, dvs et vådt strøg i skovbunden, hvor vandet ophober sig under nedbør for sidenhen at sive langsomt væk. Sig er næsten forsvundet fra de danske skove (og dermed også fra sproget) som følge af omfattende dræning gennem århundreder. I Tofte er der sig mange steder. De er voksested for flere sjældne planter, bl.a. gul rævehale. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 179

Der er især i de nordvestlige dele af Vesterskov en rig buskvegetation af hassel, abild, slåen, benved, alm., koral- og engriflet hvidtjørn, fuglekirsebær, bævre-asp, alm. hæg og kristtorn. Hassel findes både som meget gamle og helt unge, samt som regulære hasselkrat uden træer over. Af sjældnere planter kan fremhæves kongebregne, kambregne, skov-gøgeurt, storblomstret kodriver, fruebær og talrige bestande af liden steffensurt. I områder med morbund er der meget blåtop eller ørnebregne, samt mindre bestande af bl.a. liljekonval, majblomst og blåbær. Vesterskov har en række steder helt naturlige og upåvirkede lavninger kaldet sig, hvor vandet siver mod vandløbene. I disse vokser foruden rød-el og ask, forlænget star, kær-star, tykakset star, alm. og småbladet milturt, rørgræs, gul iris, alm. mjødurt og de sjældne gul rævehale og småfrugtet vandstjerne. Det vurderes, at skoven udelukkende kan opretholde sin store artsrigdom af urter og buske på grund af vildtets græsning, som forhindrer træer i at dominere i skovens underetage. Der er dermed talrige små lysninger, hvor urter og buske er helt fri af træernes kronetag. De fleste af træarterne findes både som meget gamle, halvgamle og helt unge individer. Det ser ud til, at de gode lysforhold gør, at ikke kun skyggetræarterne er i stand til at forynge sig. De unge træer bærer præg af, at de ofte skal bruge årtier som buskformede små individer, før de er istand til at vokse op over vildtets bidhøjde. Man føler, når man færdes i Vesterskov, at dele af fortidens urskov sagtens kunne have set ud på tilsvarende måde. Østerskov Østerskov har mange træk fælles med Vesterskov, men den er ikke helt så upåvirket, artsrig eller rig på sjældenheder. Især i dens nordlige del, i afd. 174 og 175, er der enkelte døde og levende rødgraner plantet for ca. 100 år siden, men hovedindtrykket er både her og i resten af Østerskov urskovsagtigt. Der er meget mere dun-birk og vorte-birk i Østerskov end i Vesterskov, og der er også udstrakte områder, hvor rød-el er næsten enerådende. Både eg og bøg opnår en meget smuk udvikling med majestætiske kæmpetræer i bl.a. områder med ørnebregnedominans, fx dele af afd. 193a. Afdeling 193 er interessant ved, at næsten alle de træarter, der findes i Tofte skovområdet, kan ses som både unge træer og som meget gamle træer, samt i aldersklasser derimellem. Det gælder fx bøg, stilk-eg, ask, rød-el, dun-birk, alm. røn, hassel, bævre-asp, spids-løn, alm. hæg, abild, kristtorn og tørst. Det vurderes, at det er samspillet af vildtgræsning på passende niveau med stedvis mange ørnebregner, der giver den nødvendige lysmængde og variation på skovbunden, så alle disse træarter kan forynge sig og trives til høj alder sammen, uden at stå så tæt at de udkonkurrerer hinanden. Der er tale om kæmpe træer, hvilket følgende diametre målt i brysthøjde d. 27/5 2004 vidner om: eg 132 cm, ask 125 cm, bøg 115 cm, samt en el på 145 cm fordelt på 5 stammer, hvoraf den største var 77 cm. 180

Fig. 18 Storm har væltet en eg på over en meters tykkelse, som stod solitært i en ørnebregnebestand nær det sted, hvor både havørn og sort stork havde rede i 1950 erne. Bregnerne medvirker til en åben skovstruktur, som er attraktiv for de store fugle, når de skal flyve til og fra reden. I denne afdeling af Østerskov har forfatteren målt et skovstrukturindeks på 74 d. 27. maj 2004. Det er vist det højeste, der er målt i Danmark, og svarer til urskovsagtige forhold (Møller 2005). Her findes både gamle, mellemaldrende og unge individer af næsten alle de træ- og buskarter, som findes i Tofte. Afd. 193a. 4. september 2009. Foto Erik Buchwald. 181

Af bundfloret i Østerskov kan nævnes dunet egebregne, skovstjerne, majblomst, dunet og liden steffensurt, forlænget og akselblomstret star, vedbend, alm. milturt, gul frøstjerne, hvid anemone, stor fladstjerne, dag-pragtstjerne, springbalsamin, bredbladet mangeløv, fjerbregne, blåbær, blåtop, hønsebær, ørnebregne, skov- og bjærg-rørhvene, skov-viol, krat-viol, lund-fladstjerne, liden pileurt, kæmpe-svingel, miliegræs, skov-springklap og den rødlistede småfrugtet vandstjerne. Tofte Bøge og tilgrænsende elle-, aske- og birkeskov Rundt om Tofte Bakke ses et usædvanligt naturligt og upåvirket eksempel på, hvordan skovens sammensætning ændrer sig efter jordbunds- og fugtighedsforhold fra næsten ren bøgeskov på høj veldrænet bund til elle-aske-skov på næringsrig våd bund og til sidst til ren dunbirkeskov på den sure mosebund i kanten af højmosen. Bøgeskoven er hovedsagelig på muldbund Fig. 19 Storblomstret kodriver er hyppig langs kanterne af Tofte Bakke i overgangen mellem bøge- og elleskov. 24. april 2004. Foto Erik Buchwald. 182

Fig 20 Slåenkrat foran gamle ege. Kun i bidely i krattet er der opvækst af unge ege, sammen med røn og abild. Krattet er ved at brede sig ud i overdrevet. Bønderskov Egene, afd. 200. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. med skov-rørhvene, miliegræs, lund-rapgræs, skov-hundegræs og skovsyre. Elle-askeskoven ligger ud til højmosens laggzonebæk og er meget artsrig med bl.a. krans-konval, firblad, storblomstret kodriver, tue-star, forlænget star, stiv star, akselblomstret star, dunet og liden steffensurt, skov-skræppe, stor fladstjerne, spring-balsamin, lund-fladstjerne, hunde-kvik, skov-rørhvene, knoldet brunrod, liden pileurt, kær-høgeskæg, krybende baldrian, nyrebladet ranunkel, rosendueurt og den rødlistede småfrugtet vandstjerne. Birkeskoven er domineret af blåtop ledsaget af mosebølle, tue-kæruld, klokkelyng, smalbladet mangeløv, tranebær og et enkelt sted hønsebær. Bønderskov og Bønderskov Egene Bønderskov er meget rig på eg, og rummer i modsætning til de tre ovennævnte skove også småbladet lind, hvilket ofte tolkes som at skoven aldrig har været ryddet helt eller været særligt intensivt udnyttet. Der er dog kun tale om enkelte individer af lind. De ser ud til at være af stor alder udfra tykkelsen ved basis, selvom de enkelte stammer ikke er særlig tykke. De fleste af egene er gamle, men der er også unge og mellemaldrende ege, som uden undtagelse er vokset frem beskyttet af slåenkrat, svarende til den teori om egens foryngelse i urskoven, som 183