1 Grindsted Kirke. Søndag d. 17. marts 2013 kl. 10.00 Lilian Høegh Tyrsted Prædiken til Mariæ bebudelses dag. Luk.1,26-38. 1. tekstrække. Salmer. DDS 749 I østen stiger solen op Dåb: DDS 448 Fyldt af glæde over livets under DDS 71 Nu kom der bud fra englekor - - - DDS 115 Lad det klinge sødt i sky Altergang: DDS Hil dig, frelser og forsoner DDS 441 Alle mine kilder skal være hos dig Tekstlæsninger. Es 7,10-14; 1.Joh 1,1-3; Luk 1,26-38
2 Prædiken. Hver dag står vi over for valg store som små - sådan har det altid været. Vi bliver spurgt om vi vil have kaffe eller te og det er jo et valg, der er let at forholde sig til. Der er andre valg, der er mere komplicerede. Er det nu vi skal sætte børn i verden eller skal vi vente til tiderne bliver bedre, til drømmehuset er købt og så er der valg, hvor man egentlig ikke synes, at man har noget valg, men man kan så vælge, hvordan man vil reagere på det, der overgår en. Man kan spørge sig selv, om kan kunne have valgt anderledes? og det kan man vel altid hvordan kan man vide, at det er det rigtige valg, man træffer? og det kan være svært at afgøre men når man træffer et valg, er det vel rigtigt, lige på det tidspunkt. Søren Kierkegaard mener, at der i ethvert valg kun er to virkelige valgmuligheder: Man kan enten vælge sig selv, dvs. overtage sit liv, som det er, og leve de muligheder man har. Eller man kan drømme sig til andre muligheder og dermed fravælge sig selv. Det sidste kan føre til fortvivlelse, når man en dag indser, at man ikke er blevet den, man egentlig var og er. Og at vælge det første at vælge at blive sig selv, det kan være afslørende, og dog alligevel befriende, som Maria, der vælger at sige: Lad det ske efter dit ord! Hun valgte at blive den hun var, Guds udvalgte. I dag fejrer vi, at der er sådan cirka 9 måneder til jul. Det er i dag, at vi hører, at Maria en ung pige fra en by i Galilæa, der hedder Nazaret, fik fornemt besøg. Hun fik besøg af et af Guds sendebud, en Guds engel, Gabriel, som gav hende et valg; ja, et valg som ikke levnede hende noget valg. I sidder med et ark med to billeder på. Det øverste billede er malet af en italiensk maler Beato Angelico som levede i 14-tallet i Firenze. Det nederste er et maleri af Arne Haugen Sørensen fra 2004. Begge billeder har Mariæ bebudelse som titel og de skildrer begge det øjeblik, hvor det guddommelige mødes med det jordiske. og hvor Marias liv forandres for altid, for Maria får at vide, at Gud er med hende og ikke kun det, nej hun skal føde en søn, og hun skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den højestes søn, for han er Guds søn og der skal ikke være ende på hans kongerige. Hvis nogen af os blev mødt med et sådant budskab, ville vi næppe se ud som Maria på det øverste billede. Maria ser ikke ud til at fortrække en mine. Hun lytter intenst, som om hun ikke rigtig har hørt, hvad der er blevet sagt, men det har hun, det ved vi
3 jo. Der er en næsten ophøjet ro og afklarethed over billedet. Maria sidder i en tryg og indelukket have, hvor intet ondt synes at kunne hænde hende. Der er så få følelser i billedet, at man kunne fristes til at sige, at det er næsten som når nabokonen lige ser ind, og spørger om de skal drikke en kop kaffe sammen, eller også fastfryser billedet det øjeblik lige inden, at det går op for jomfru Maria, at hendes tilværelse er totalt forandret med englens Frygt ikke, Maria. I det andet billede af Arne Haugen Sørensen hersker der ingen ophøjet ro, snarere en udsathed og en livets tyngde. Der er ingen due, der overskygger Maria, som hellighånden ved Jesu dåb. Der er Guds hånd, som peger ned på Marias bryster, mave, lår. Her er Gud selv tilstede, det er lige her, hvor det guddommelige møder det jordiske, hvor Gud overvinder afstanden, hvor Guds finger rører jorden og aftegner en vej af kærlighed at gå fra menneske til menneske. Det er billedet af et vilkår, der lægges på menneskets skuldre her synes der ikke at være et valg, man kan vælge, men et vilkår man kan tage på sig og det gør så Maria. Hun har ikke noget valg, for hun er det nye i det gamle det er lige her, at ordet blev kød og tog bolig iblandt os her er overgangen fra det gamle til det nye testamente. Gud flytter så at sige ind i Maria. Det er det nye, Gud er ikke længere kun henvist til templet i Jerusalem, som det jødiske folk mente. Marias livmoder bliver Guds tempel. Det sted, hvor Gud er det sted hvor liv bliver til med alle dets glæder og bekymringer også for Maria: hendes bekymring for, hvad Josef mon ville tænke hendes glæde julenat, hvor hun gemte englenes ord i sit hjerte og sorgen, da hun ser sin søn hænge på korset Langfredag. -- Kan en jomfru være med barn? ja, det er en dårskab for forstanden det er svært at forestille sig, at Gud på den måde kommer til verden også det er en dårskab for forstanden. Men hertil er at sige, at Guds komme til verden ikke handler om hverken Marias underliv eller vores forstand. Men det handler netop om Guds komme til verden at Jesus er sand Gud og sandt menneske at det, der synes umuligt, dog er en mulighed for Gud. Det handler på den ene side om Maria, der var et ganske almindeligt menneske hun fik faktisk flere børn med Josef, fortælles det. Hun var ikke et overmenneske.
4 Og på den anden side handler det om, at Gud blev menneske, og at det ikke kunne ske, hvis ikke Gud på den måde lod sig væve inde i Marias moderliv. At et utroligt og uforståeligt under skete, som er hinsides enhver forstand. Det store ved troen på Guds komme til verden er jo netop dette paradoks, at Jesus både var Gud og menneske. På en og samme tid både Gud og menneske. Det var Guds hjerte, der bankede i et menneske. Og holdt op med at slå på korset. Og det var et menneske, der påskemorgen stod op fra de døde og mærkede græsset under fødderne og med øjnene så solen stå op. Gud kommer ikke til os som et overnaturligt væsen, men han kommer til os gennem fødsel og veer. Hans fødder gennemtraver de støvede stier og veje i Galilæa. Og sopper i Genesareth sø. Han bliver vred over uretfærdighed. Han smiler til børnene, som kvinder bragte til ham. Han lider under torturen på korset, og han dør, som også vi skal dø engang. Det var ikke til at se, at han var Gud selv. Så menneskelig var han. Og dog var det det, som de første kristne netop så i de tegn, han gjorde. Og så er vi fremme ved det spørgsmål, som trænger sig på. Hvorfor kom han? Hvorfor kom han på denne måde? Ja, det er en dårskab for forstanden og sådan er det med kristentroen. Mange tænker, at det er ude af trit med et moderne, oplyst og erfarent menneskes virkelighedsopfattelse, at en jomfru kan blive med barn. Og i stedet for at lytte efter helheden og søge meningen med det, der bliver fortalt, så lader man de uforståelige elementer blive anledning til, at man skrotter det hele. Maria kunne da heller ikke helt forstå englens budskab til hende, for vel havde hun ikke mange års skolegang, men et og andet vidste hun dog. Som f.eks. at man ikke gik hen og blev gravid, uden at der havde været en mand med i det. Og det havde der ikke! Englen forklarede, at barnet skulle undfanges ved Helligånden, og det må have været en udfordring for Maria at fatte. Men hun lod sig ikke kaste omkuld ved den detalje, for englen tilføjede: for intet er umuligt for Gud!
5 OG hvorfor så ikke overlade den sag og så mange andre sager til Ham, og glæde sig over det? Glæde sig over, at Jesus kom, fordi Gud vil være med os. Både i livet og i døden. Han kom for at være dér, hvor vi er. Og for at vi skal være dér hvor han er. Det eneste Maria havde at vælge ud fra, var overbevisningen om og troen på, at Gud også var med hende i det, der var overgået hende. Hvad Maria gør, er at underkaste sig det valg, hun tror, Gud har truffet med hende. Det er det, Maria kan lære os. Hun kan lære os at se bort fra os selv og vort eget. Hun kan lære os, at tro ikke er en åndelig kraftpræstation, som skal ydes for at se verden med andre øjne end vores egne. Tro er at sætte sin lid til, at Gud vil noget med os at det er værd at være det er værd at være menneske, for Gud vil være en af os, og han vil være som en af os, og var Gud ikke blevet menneske i Jesus, havde han slet ikke vidst, hvordan det er at leve og dø under de vilkår, som Han selv havde skabt og skænket os. Under al vores almindelighed og foretagsomhed lever vi alle af det, vi får givet. Af det underfulde. Det, vi ikke selv står inde for og kontrollerer, er det, der giver liv i livet. Vi glemmer det let. Men alt, hvad vi mennesker kan og er og yder, er udslag af, hvad vi hver især har fået skænket. Marias liv forandredes i mødet med Gud. Det er i mødet med den anden, at vi bliver mennesker. Det gælder ikke kun mellem Gud og mennesket, men også mennesker i mellem. Det er i mødet, vi bevidst som ubevidst stiller os til rådighed for hinanden og for hinandens muligheder for glæde og vækst. Det underfulde møder os på tider og steder, vi ikke regnede det for muligt. Men er vi alligevel åbne, og giver vi indtrykkene lov til at sætte sig, da efterlader de i os ord og følelser, som vi må gemme i hjertet og grunde over, som Maria gjorde det. Når det underfulde finder sted, så taler det i langt højere grad til hjertet end til hjernen. Det, der taler til hjertet, kan man ikke tænke sig til, men kun føle og mærke sig frem til ved med åbne sanser at leve menneskeliv : at dufte sit nyfødte barn for første
6 gang at opleve et fortrolighedens øjeblik med et andet menneske at tage en ved hånden mærke et andet menneske og mærke livsmodet vokse frem af sig selv. Det, der betyder noget i mit liv, det er, at jeg er sat ind i en sammenhæng, hvor noget ja, meget, på forhånd er givet. Før noget andet - forhåbentlig - det, at jeg er elsket. At kærligheden som det største under af alle, findes i mit liv og skaber grobund for livsglæden. Det er det væsentlige: Kærligheden og glæden. Livsmod og forundring over det liv, hvor forstanden truer med at gøre alt gråt i gråt og gøre alt det underfulde her i tilværelsen til en banal selvfølgelighed og berøve os muligheden for at mærke, at underet kan finde sted midt i det daglige som da Maria fik besøg af Gabriel og hun frimodigt svarede: Lad det ske mig efter Dit ord! Derfor frygt ikke, men tro kun! og dertil: lov og tak og ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.