Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag af Erik Dybdal Møller. Luk. 1, 26-38

Transkript

1 Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag af Erik Dybdal Møller Luk. 1, Jeg synes ikke, jeg kan komme udenom, hvad angår salmevalg til denne dag, Mariæ Bebudelsesdag, at vælge dels den salme, vi lige har sunget, Thomas Kingos Nu kom der bud fra englekor, at Gud herned vil stige og så den, vi skal synge efter prædikenen. Det er godt nok også en julesalme, men det gør ikke så meget, synes jeg, så længe der er sammenhæng i tingene. Det er Grundtvigs gendigtning af en endnu ældre salme, Lovet være du, Jesus Krist, som ikke mindst Martin Luther havde præget med flere vers. Men tilbage til evangeliet: Ét er alt det positive og næsten søde, vi hører om Maria, den unge pige, hvis skæbne er så enestående i hele menneskehedens historie. For tænk sig at skulle føde Jesus! Oven i købet under omstændigheder, der strider imod al menneskelig erfaring, og som bestemt ikke er blevet lettere at tale om i vore naturvidenskabeligt prægede fornuftstider, hvor præster risikerer at blive sendt på tvungen efteruddannelse hos pensionerede professorer i teologi, hvis de taler lidt for åbenmundet om, at de ikke kan tro på det, der strider imod fornuften. Eller i hvert fald det, de selv synes er fornuft. Det var det ene. Det andet, og i mine øjne så absolut det vigtigste, er det i enhver forstand grænseoverskridende, at det er netop denne bestemte søn, Maria af englen får besked om at skulle føde. Hvis noget strider imod den almindelige menneskefornuft, sådan som den siden tidernes morgen er indlejret i os, så er det, at Gud vælger at blive menneske, sådan af kød og blod og hud og hår, i stedet for, som man måske kunne have forventet, at åbenbare sig i al sin voldsomme majestæt med lyn og torden og jordskælv, og, vil vi i vores oplyste tid vel tilføje, mens alle Tv-kameraer er tændt. Men sådan skulle det ikke være. Tværtimod. Hvilket har undret mennesker lige siden, Jesus gik på jorden. Hvorfor skulle Gud, Faderen, den almægtige, himlens og jordens skaber, gøre sig selv så lille, at hans tilsynekomst i vores verden til at begynde med kunne rummes i Marias livmoder? Det er jo da en

2 mærkværdighed, der selvfølgelig kalder på den dybeste undren. Ja, hvis den ikke ligefrem kalder på en total afvisning. Hvad den jo har gjort i lige så høj grad. Der er i mit præstearbejde ved hvert eneste hold konfirmander en stor udfordring i at fortælle de unge mennesker om denne mærkværdighed. Fordi de, som stort set alle andre, reagerer overfor beretningen om Jesu undfangelse med, hvad man næsten kunne kalde en passende skepsis. For selvfølgelig er man skeptisk. I hvert fald, til at begynde med. Det var jeg også i den alder og også nogle år frem. Jeg kan huske, at jeg snakkede med mine forældre om, at det da ikke kunne passe, at der ikke, i normal forstand, havde været en jordisk mand med ved undfangelsen af Jesus. Og jeg kan stadigvæk huske, hvad min far svarede. Han sagde: Jamen, hvis vi tror på, at Gud findes, hvorfor skulle det så være umuligt? Skulle Gud, som vi jo alligevel grundlæggende ikke forstår, Gud, om hvem vi siger, at han har skabt verden, sat det hele i gang, hele universet ned til den mindste bestanddel, skulle Gud ikke kunne gøre lige akkurat, hvad der falder ham ind? Om det så skulle stride imod selv den største menneskelige fornuft? Og det tror jeg nok, jeg slog mig til ro med. I hvert fald er det blevet sådan med årene, at jeg giver min far ret. For mennesker er det ikke muligt, men for Gud er intet umuligt. En forudsætning for overhovedet at grunde over det guddommelige i, hvad der dels hændte Maria, dels hendes søn Jesus, er ikke kun at alliere sig med skolekundskaber og det alment fornuftige, men selvfølgelig, med mere eller mindre tro, at være åben for, at Gud findes. Men tilbage står stadigvæk, hvorfor det var nødvendigt for Gud at lade sig føde som et drengebarn. Nu bør vi altid være forsigtige med at ville vurdere, hvad der er nødvendigt for Gud. Vi skal blot sige, at sådan var det, at sådan skete det, og så i det hele taget tage imod det, som Jesu liv og gerninger er kommet til at betyde. Ikke mindst det, vi snart skal høre om i påsken. For også i Jesu død og opstandelse, ikke mindst i opstandelsen, har der været endnu mere at slås med for menneskefornuften. Det afgørende er, at Gud ville mødes med os. At Gud ville åbenbare sin vilje på en måde, som ikke skulle skræmme mennesker fra sans og samling, men tværtimod skulle mærkes som et kærlighedens kærtegn ind i menneskelivet, som ellers kan give grund nok til bekymringer. Det kender vi godt alle sammen.

3 Det er ikke lutter lys og glæde alt sammen. Det blev det så heller ikke for Jesus så sandt, han levede sit menneskeliv helt og fuldt. Jamen, spørger mine konfirmander, hvis nu Jesus er Gud, der har gjort sig selv til et menneske, hvordan kan han så også være i Himlen? Vi hører jo om, at han beder til Gud og kalder ham for sin Far. Og ved flere lejligheder taler Gud også til ham og disciplene oppe fra Himlen et eller andet sted. Hvordan kan det lade sig gøre? spørger ikke bare konfirmanderne. Det gør de fleste af os jævnligt, fordi vi simpelthen ikke kan koble vores virkelighedsopfattelse fra. Og det er jo også rigtigt, hvordan er det muligt, så at sige, at være to steder på én gang. Ikke bare det! Vi kunne endda spørge, hvordan det er muligt at være tre steder på en gang, hvis Gud også er Helligånden? Faderen og Sønnen og Helligånden er da tre, så vidt vi kan tælle. Hvordan så alligevel være én og den samme? Sandheden er, at det kommer vi aldrig til helt at begribe med vores fornuft og det sprog, vi bruger til at være fornuftige med. I kristendommens første århundreder, da den først og fremmest bredte sig omkring i det daværende Romerrige, hvor man talte latin, sagde man om dette mysterium, at Gud er en og samtidig tre, det, vi kalder treenigheden: Unus Deus, tres personae. Det kan vi oversætte med at sige: En Gud, tre personer, eller i virkeligheden mere korrekt: En Gud, tre masker. Det latinske ord, persona, som vi har afledt ord som person og personlig af, betyder egentlig en maske. Sådan en, man sætter for ansigtet til fastelavn eller på et teater. Det synes vi måske ikke i første omgang virker særlig personligt. Tværtimod, ville vi måske sige, så er man vel først helt personlig, når man, sådan i overført betydning, har smidt masken. Det andet virker jo mere som at ville skjule sin person. Men det er en misforståelse. Det er ligesom med de roller, vi selv indtager eller ligefrem spiller. Somme tider befinder jeg mig i rollen som præst. Somme tider i rollen som ægtemand. Og senest er jeg begyndt at indtage rollen som morfar. Jeg er dog alligevel stadigvæk mig, uanset rollen. For en helt anden rolle end netop mig selv, kan jeg aldrig komme til at indtage. Men jeg er et menneske og dermed særdeles begrænset. Derfor er jeg også bundet til de vilkår, der hører med til det at være menneske, hvor jeg f.eks. ikke samtidig kan være både en og tre, og slet ikke være forskellige steder samtidigt.

4 Hvem er jeg, om jeg på den måde ville forsøge at begrænse Gud, som om Gud kun kan forstås på menneskelige vilkår? Hvad der er umuligt for et menneske, er på ingen måde nogen hindring for Gud. Eller sagt på en anden måde, hvorfor skulle det være umuligt for Gud både at være den for os oftest fjerne og uforståelige, og samtidig være den blafrende åndelighed, der overhovedet giver os fornemmelse for Gud, det, som vi kalder Helligånden, og så også den side af Guds væsen, som Gud havde bestemt sig for netop skulle leve et menneskeliv på jorden. Guds væsen er ikke begrænset af hverken naturvidenskab eller almindeligheder. Men Gud valgte i sin ubegrænsethed at lade sig føde som et begrænset menneske. At lade sig føde af en kvinde, naturligvis, for sådan er det med mennesker, de fødes af kvinder, ligesom mennesker også har en barndom og ungdom, inden de som voksne forventes at have en smule styr på tingene. De fleste af os lever kun på troens præmisser i de første fem seks år, hvorefter tvivlen kommer ind i hovedet på os og bliver siddende resten af livet. Det synes vi vel er naturligt. Det er da også ved tvivlens mellemkomst, at vi er blevet så dygtige til at vide, hvad vi ved om det meste. Fordi tvivlen tvinger os til at søge beviser. Det behøver den person, der lever på troens vilkår ikke. Det behøver det lille barn ikke, og det behøvede Jesus heller ikke. Han vedblev at leve i tro til han hang på korset. Han tvivlede ikke det mindste og mistede ikke troen. Han undrede sig måske bare det mere. Da Gud blev menneske i Jesus, var det ikke på skrømt. Det var ikke sådan, at Jesus vidste, sådan som voksne kan lide at vide om tingene, at han var af Guds væsen. Han gik ikke rundt og bare spillede menneske. Han var et menneske. Men i modsætning til de fleste, var han et absolut troende menneske, og mere og mere overbevist blev han om, at Faderen og han var ét. Lydig overfor sin Far i Himlen, lydig overfor den hellige Ånd, som han mærkede i sig, lydig overfor sig selv som den side af Guds væsen, der bragte et nyt og evigt håb til menneskeheden. Læser vi i Bibelen og leder efter et godt og dækkende billede af Gud, får vi, hvad den almægtige Gud, skaberen, ikke bare et, men mange billeder. Især i det gamle Testamente. Og sådan må det vel være, når mennesker beskæftiger sig med det, der grundlæggende er uforståeligt. Men historien om Jesus er Guds egen måde at komme os i møde på. Nærmest som en af os. Så vi gennem hans liv og ord kan tro på, at Gud vil os det bedste. Det er det, der hedder frelse.

5 Jeg er somme tider i tvivl, om mine konfirmander helt forstår, hvad jeg mener, når jeg forsøger at undervise dem i alt dette. Vi kan alle jævnligt komme i tvivl, og måske skal vi nøjes med at sige, at der venter os en fuld forklaring på det hele, når vi engang slår øjnene op i evigheden. Det vil være en glædelig opstandelse. Indtil da er det måske allerbedste, at vi, i stedet for absolut at ville begribe med det fattige sprog, vi bruger til hverdag, lader det poetiske sprog virke i os, sådan som det på allerbedste måde kommer til udtryk i blandt andet de to salmer, vi synger i dag om Jesu underfulde undfangelse og fødsel. Somme tider er det poetiske det eneste mulige, vi kan benytte, hvis vi vil nærme os det mest sande. Det gælder i vores tro. Det gælder i vores kærlighed. Det gælder i det meste, hvor vi ikke kan vide, men dog alligevel have noget sandt på fornemmelsen. Amen Den danske salmebog 3 71 /