Walk the talk Klokken er 09:50 det er onsdag d. 31. Januar 2007 og vores søn er lige kommet til verden! En stor dreng på 5210 gram og 54 cm. Velskabt og helt vidunderlig. Sikke en gave. Den første tanke der gik gennem mit hoved da jeg så Jonathan for første gang var hold da op det er en dreng nu er mit liv perfekt!!! Hjemme i parcelhuset i Fredericia var hans pragtfulde storesøster på knap 2 år og nu havde vi fået en søn. Alt hvad vi havde drømt om var gået i opfyldelse. Det var næsten uvirkeligt. Det var sådan mit livs største forandring startede, men hvem er jeg egentlig? Mit navn er Ann Lundsberg. Jeg er 35 år og mor til 2 pragtfulde børn. Isabella der bliver 6 år lige om lidt og Jonathan, der er kommet til at betyde mere for mit liv end jeg nogensinde havde drømt om. Efter den så lykkelige fødsel, som I ovenstående hørte om, ja så tog livet desværre en helt ny drejning for mig. Jonathan fik våde lunger under kejsersnittet og blev 2 timer efter ovenstående meget glædelige begivenhed og et hav af sms er om vores familie lykke, indlagt på børneafdelingen. Her blev han behandlet for våde lunger, som normalt ikke er en kompliceret behandling, men det viste sig desværre at Jonathan ikke kunne klare behandlingen. Han blev i stedet gradvis dårligere og trods lægernes kamp måtte vi kl. 04:40 fredag morgen sige farvel til Jonathan. Knap 43 timer efter han havde gjort mig til den lykkeligste mor jeg kan forestille mig. Mit helt perfekte liv og lykke faldt komplet sammen og jeg oplevede den mørkeste side af livet jeg nogensinde havde mødt. Familie, venner, kollegaer, naboer, ja alle de vidunderlige mennesker vi til daglig omgiver os med, men som vi desværre tit tager for givet, de var der nu og hjalp os igennem den kæmpe sorg vi oplevede. Det er svært at beskrive helt præcist hvad der sker i sådan en krise, men for mig var der nogle skelsættende øjeblikke. Disse øjeblikke har jeg taget med mig og de er med til at gøre mig til den jeg er i dag. Jonathans død betød for mig en start på en stor udvikling i mit liv, der her snart 4 år efter stadigvæk kører for fuld kraft. Som en coach jeg har mødt gennem Manning Inspire så rigtigt sagde. Jeg har været derinde i hjertet, hvor det er aller mørkets og nu er jeg kommet ud Præcis sådan har jeg det. Jeg har oplevet det mange populært kalder at lynet slår ned. Jeg kan huske at jeg tidligere var lidt små irriteret på disse frelste mennesker. Hvorfor troede de at de kunne og vidste noget jeg ikke gjorde? Nu har jeg måttet erkende at faktum er at vi alle er et produkt af vores erfaringer. Jeg kan huske at jeg tidligere spurgte mig selv hvad det var der gjorde at mennesker der oplevede stor sorg, havde nær døds oplevelser eller lignende fik sådan en utrolig kraft til at få så meget mere ud af deres liv end jeg tilsyneladende gjorde. Det forstår jeg nu og det er denne indsigt jeg gerne vil prøve at give videre til så mange mennesker som muligt. I tiden efter Jonathans død fik jeg tit at vide at det kunne være at der kom en dag, hvor jeg betragtede hans korte liv og død, som en gave i mit liv. Helt ærligt!! Jeg blev simpelthen så sur indvendig når nogen sagde det. Det ville da aldrig nogensinde kunne blive en gave tænkte jeg. Min søn var en gave og han var blevet taget fra mig for altid. Nu er der snart gået 4 år og i dag er hans korte liv og død den største gave jeg kan forestille mig og det er den jeg rigtig gerne vil forsøge at give videre.

For at man bedre kan sætte sig ind i de tanker og følelser der gjorde forskellen for mig vil jeg kort fortælle hvad der egentlig skete inden i mig i de første dage. I timerne efter Jonathan døde var jeg i total fornægtelse indvendig. Det kunne bare ikke passe at det virkelig var sket. Vores søn var lige kommet ind i vores liv. Alt var så perfekt og nu, kun knap 43 timer senere var han allerede væk igen. Forestil dig kort hvad dine planer er i morgen, om 3 måneder, om et år og om 7-8 år. Forestil dig nu at alt dette er væk lige med et. Det kan man næsten ikke vel? Der er nogle ting i livet vi tager for givet. Ting vi ikke bevidst tænker over. Busserne kører i morgen, bageren har åben, vi skal på arbejde, moster Ida har fødselsdag på lørdag, til sommer skal vi holde ferie. Sådan helt specifikke ting tager vi for givet for det er jo en del af livet. Lige efter Jonathans fødsel så mine ubevidste forestillinger cirka således ud: I morgen - præsentation af sønnike for familie og venner om en uge - det første møde med sundhedsplejersken om 3 måneder - lange gåture med barnevognen de næste 1-8 måneder en masse hyggelige møder med mødre gruppen om et år - hans første skridt om 7-8 år den planlagte tur til Disneyland i Florida, med storesøster Isabella Til hver af disse forestillinger er der knyttet nogle forventninger, drømme og måske også håb. Alle disse planer og drømme forsvandt lige på en gang. Intet af det jeg havde forestillet mig skulle ske i morgen ville komme til at ske. Dagen i morgen kommer (sandsynligvis!), men hvad der kommer til at ske ja det kan du ikke vide noget som helst om for alt er nulstillet. Ingen af de forestillinger du har haft kan blive til virkelighed nu og du er nødt til at forholde dig til det. Du har ikke noget valg. Dette var det sorteste tidspunkt for mig. Jonathan var død og jeg anede ikke hvordan livet skulle gå videre. Jeg havde indtil dette øjeblik styret mit liv selv. Jeg var vant til at tingene forløb, som jeg forestillede mig ja okay med små justeringer af og til, men i det store og hele, så var mit liv hver dag verden ifølge Ann. Det var slut nu. Jeg befandt mig i ukendt terræn og måtte have hjælp til de mest basale ting i livet. Heldigvis var vi på dette tidspunkt omgivet af mennesker der kunne takle denne situation og skridt for skridt hjalp de os til at få en lille smule fodfæste. Vi begyndte at tage små skridt og for hver dag der gik og for hver gang vi satte ord på vores sorg blev det hele tiden lidt nemmere. Vi deltog i sorggrupper, gik til psykolog og brugte Landforeningen Spædbarnsdød så meget vi havde behov for. Jeg lærte et helt nyt begreb i denne tid at mærke efter. Jeg kan ikke lade være med at grine når jeg skriver det for det var virkelig nyt for mig at mærke efter. Den nemmeste måde overhovedet at komme igennem en dag på for mig var at jeg kun gjorde lige præcis hvad jeg magtede og ville. For at jeg havde en god dag var det nødvendigt at jeg lærte at mærke efter hvad det så helt præcist var jeg ville. En af sygeplejerskerne sagde til mig at det bedste jeg kunne gøre når det var sværest var at ligge mig 20 minutter på min seng, slappe af og bare være. Så ville jeg mærke hvad der var rigtigt for mig. Kan I forestille jer den modstand mit hoved gav? Jeg måtte da kunne tænke mig til hvad der var rigtigst for mig. I den første tid var det dog mere en naturlig reaktion end et bevidst valg at jeg mærkede efter. Jeg var simpelthen tvunget til det for at komme igennem en dag. Siden hen blev det et mere bevidst værktøj til at finde en forklaring på hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde.

På 4 måneders dagen for Jonathan s død begyndte jeg igen på mit arbejde. Jeg kunne ikke arbejde fuld tid, da jeg simpelthen ikke kunne koncentrere mig så lang tid af gangen, men med en helt fantastisk arbejdsgiver og en pro-aktiv kommune i ryggen lykkedes det mig at komme godt i gang. Nu har jeg altid været en pige der presser mig selv og jeg havde svært ved at acceptere at jeg ikke bare kunne arbejde 100% fra den første dag af. Jeg elsker mit arbejde og jeg ville rigtig gerne i gang for fuld skrue. Det var på sådan en rigtig kamp klar dag at jeg fik endnu en lærerig lektion i at mærke efter. Jeg mødte kl. 8 om morgenen og da jeg dagen før var gået hjem kl 13 var jeg fast besluttet på at jeg ikke ville forlade kontoret før tidligst kl 14 den dag. Jeg skulle jo fremad hver eneste dag. Jeg blev selvfølgelig til kl. 14, selvom det føltes forkert, men prisen var høj. Jeg græd af flere omgange på vej hjem og jeg forstod med min logik ikke hvorfor jeg græd. Mit hoved kørte på højtryk. Alt blev analyseret. Det gav ikke mening. Det var ikke Jonathan jeg savnede mere end dagen før. Der var ikke sket noget specielt. De 20 min på sengen gav opklaringen. Jeg havde simpelthen presset mig selv for hårdt og ikke lyttet efter at jeg havde brug for ro. En tur i træningscenteret fik udløst de nødvendige efedriner, som jeg havde behov for. Det var et redskab jeg brugte og stadigvæk bruger meget på svære dage. Samtidig med kampen for at komme tilbage på arbejdet var i gang havde jeg også en del andre udfordringer. Alene det med at skulle møde andre mennesker igen var en udfordring. Jeg mødte overalt stor forståelse og meget empatiske medmennesker, der gjorde alt hvad de kunne for, på deres måde, at hjælpe mig med at bære sorgen. Det vil jeg altid være taknemmelig for. Det er ligesom om sorgen bliver lettere og lettere hver gang den bliver delt. Desværre var der tit en svær bivirkning. Mange mennesker vil rigtig gerne trøste og hjælpe og den mest nærliggende måde var for mange at fortælle om en lignende situation hvor alt er gået godt for så på den måde at give håb. Utrolig dejlig tankegang, men da jeg oplevede at verden kunne være så modbydelig, som den havde været mod mig kunne jeg ikke rigtig høre om alle de andre forfærdelige ting der foregik i verden. For eksempel Jeg kender en der også oplevede en stor sorg fordi hans kone og mor til 3 børn pludselig døde af men så gik der 2 år og så mødte han en fantastisk pige, som gør en kæmpe indsats for børnene Det eneste jeg tog med mig var hvad den mor døde af, hvilken sygdom det barn fik, hvordan den ulykke skete, osv. Alt det velmenende det druknede i min angst. Angst for at der skulle komme flere ulykker i mit liv og tage mere af det fra mig, som jeg elskede allermest. Det var på det tidspunkt ikke noget jeg var bevidst om, men skridt for skridt begyndte angsten at tage godt og grundigt fat i mig. Helt konkret blev det for mig da jeg i slutningen af november 2008 skulle til Island for første gang. Det var en arbejdstur, hvor jeg skulle arbejde en stor del af tiden, men også fik mulighed for at komme ud og opleve Island lidt. Aftenen før jeg skulle af sted kom angsten. Jeg græd og græd for jeg var sikker på at alle tænkelige ulykker ville ske, hvis jeg rejste. At flyveren ville falde ned var jo nærmest en selvfølgelighed og skulle jeg meget mod forventning overleve dette ville min datter jo nok blive syg mens jeg var væk, osv. Heldigvis overbeviste min mand og en god veninde mig om at det var en stor oplevelse der ventede mig og jeg skulle da selvfølgelig af sted. Det var her jeg virkelig vendte tilbage til livet! På vej til Island læste jeg Hvem har flyttet min ost, som er en lille fabel om 2 mus og 2 mennesker, der forsøger at finde deres egen specielle ost i en labyrint og om de udfordringer de møder på deres vej. På et tidspunkt skriver den ene af de 2 mennesker på væggen Hvad ville du gøre i morgen, hvis du ikke var bange? Det tænkte jeg rigtig meget på. Jeg havde 4 dage foran mig med nye oplevelser, bare mig ikke andre jeg skulle tage ansvar for og så oven i købet med alt betalt. Hvorfor var det nu jeg ikke ville af sted?

Turen blev helt fantastisk!! De første dage gik med arbejde, men om lørdagen fik jeg lov at opleve den gyldne cirkel omkring Reykjavik. Det var så stor en oplevelse og da jeg stod foran Strokkur gejseren blev jeg så fyldt med taknemmelighed over at få lov at leve på en jord med så fantastiske kræfter. Måske har du også været heldig at opleve det, men ellers kan jeg kort beskrive hvad der sker. Når du går gennem området hvor gejseren er, ser du kogende vandhuller flere steder. Selve gejseren er midt i et lidt større område der står og koger. Langsomt rejser vandet sig op i en bue og der kommer et flot klart lys nedefra og pludselig springer gejseren ca. 10 meter op i luften. Det er så fantastiske naturkræfter der er i spil. Jeg følte mig så lille som menneske og så taknemmelig over livet i dette øjeblik. Det var her tingene for alvor tog fart for mig. Det var så skelsættende en oplevelse at jeg 4 dage efter min hjemkomst var nødt til at sige til min mand at det jeg havde lovet ham i kirken ikke længere var noget jeg kunne stå ved. Hvorfor kunne jeg ikke forklare, men der skete så store forandringer for mig og jeg stillede spørgsmål ved alt i mit liv. Jeg begyndte at beskæftige mig med hvem jeg egentlig er og hvad jeg står for. Jeg havde under min graviditet fået lavet mit fødselshoroskop, hvor der også var 2 års fremtid horoskop i. Jeg kan huske at jeg begyndte at læse i det under min graviditet, men jeg forstod intet af det der stod og lagde det væk. Nu var de 2 år næsten gået og alt gav simpelthen mening. Samtidig var fødselshoroskopet en rigtig god måde til at komme ind og mærke efter på og få fat i hvem jeg egentlig er. Derudover fik jeg hjælp af en bog jeg fandt gratis på nettet. Der stod en masse spørgsmål i, som jeg satte mig ned og overvejede. Det var spørgsmål som: Hvad ville du gøre hvis du havde nok penge og aldrig behøvede at arbejde igen? Hvad var dine drømme da du var yngre? Hvad ville du gøre hvis du vandt 20 millioner kroner? Hvad gør dig virkelig glad? Hvad ville du gøre hvis du var Supermand? Hvad er du stolt af? Hvis du var præsident hvad ville du så gøre? Hvis du kunne starte forfra hvad ville du så gøre anderledes? Jeg skrev helt konkrete svar ned på disse spørgsmål og det gav mig en indsigt i hvad der er vigtigt for mig og hvad der vil gøre mig glad sådan rigtig glad! Jeg besluttede mig simpelthen for at jeg har fortjent at være glad i mit liv. Intet mindre. Ud fra dette lagde jeg planer for mit næste 1/2 år. Planer for hvordan jeg kunne leve hver dag i overensstemmelse med mine værdier og fylde mit liv med det der havde betydning for mig. Og ja det er jo klart for enhver at det var jeg 100 meter mester i fra dag 1 af! Nej nej nej desværre er det jo ikke helt sådan. Selvindsigt og gode intentioner er rigtig godt, men det er også hårdt arbejde og der er vist ingen der kan beskæftige sig 100% med dette hele tiden. Jeg har gjort mig den erfaring at det er tid godt givet ud, hvis jeg en gang i mellem sidder mig ned og gør lidt status over hvordan det er gået med mine mål og hvad mine forventninger er til den kommende tid. På den lange bane giver det mig rigtig meget og det er sjovt at se hvordan jeg ubevidst også arbejder på de mål jeg har sat mig. På den korte bane er jeg blevet rigtig gode venner med udtrykket lad os lige sove på det Sikke en fantastisk gave vores psyke og underbevidsthed er!! Ting der virker store og uoverkommelige den ene dag er efter en god nats søvn tit noget nemmere at takle.

Det er en af de gaver jeg er mig meget bevidst om. Jeg bliver bedre og bedre til at trække vejret en gang, sove en nat på det hele. Specielt i forbindelse med min skilsmisse har dette været rigtig godt. Min eksmand og jeg har jo et lidt andet udgangspunkt end de fleste i en skilsmisse. Vi har hver især mistet et barn og ingen af os er interesseret i at miste et til eller at udsætte den anden for en så stor sorg. Isabella er vores begges et og alt. Jeg kan ind i mellem væmmes så utrolig meget når jeg oplever mødre der tror de er vigtigere for deres barn end faderen er. Det er lidt som om de siger at faderen ikke elsker barnet ligeså højt som de gør. Nu er det jo så ikke sådan at det skal forstås som om at vi er en slags overmennesker der så slet ingen problemer har med en skilsmisse. Puha det giver da lige en udfordring eller to ind i mellem, men vores fokus er i så vid udstrækning, som mulig, på hvad der er bedst for vores datter. Hun skal have så godt et liv, som vi kan tilbyde hende med de vilkår vi har. I sommeren 2009 tilbragte jeg min fødselsdag alene i Island. Jeg ville have ro og bruge den specielle mentale tid omkring fødselsdagen til at reflektere over min datid, nutid og fremtid. Jeg kunne på forunderlig vis konstatere at en række af de mål jeg havde sat mig havde jeg nået og jeg var blevet mere klar over hvem jeg er og hvad jeg står for. Det var da jeg kom retur fra Island den sommer at jeg købte Sofia Manning s bog Coaching. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål Det var jo lige netop det, som det hele startede med for mig. Spørgsmål. Jeg har fået en masse erfaring, som jeg rigtig gerne vil dele ud af, men jeg mangler redskaberne til at hjælpe folk med at rykke imod deres drømme og mål. Jeg vil rigtig gerne hjælpe unge mennesker på vej til at træffe store valg i livet, men jeg har ingen pædagogisk uddannelse eller andet der kan være behjælpelig. Jeg vil gerne hjælpe forældre i skilsmisse til at bevare fokus på det positive samarbejde til fremme for vores et og alt børnene, så endnu flere børn kommer godt igennem det vilkår det er at være skilsmisse barn, men jeg har ingen uddannelse der kan hjælpe der heller. Bundlinjen for mig var at jeg manglede værktøjskassen. Jeg blev grebet af bogen Coaching. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål lige fra starten for den handlede så meget om det jeg levede i og helt ærligt så kom tanken forbi Æv, hvorfor har hun skrevet den bog jeg gerne ville skrive Det har jeg tit grint af for det blev mig hurtigt klart at det Sofia gav mig i hendes bog var de redskaber jeg ledte efter til at kunne hjælpe andre mennesker med at nå den indsigt jeg havde fået over de sidste 2-3 år. På et tidspunkt læste jeg om the law of attraction, som helt enkelt handler om at vi tiltrækker det vi har brug for og ønsker os i livet. Helt ærligt det passer jo ikke tænkte jeg, men det har det sidste 1,5 år i mit liv virkelig været tilfældet. Jeg var udfordret økonomisk efter skilsmissen og overvejede at få mig et ekstra job for stadigvæk at have råd til de sjove ting i livet. Der gik ikke mere end en uge før det var på plads og det var baseret på en masse tilfældigheder, men skabt af at jeg havde fokus på det og et stort ønske om det. Lidt ligesom at man ser rigtig mange røde biler, hvis man lige selv har fået en eller rigtig mange kæreste par når det er en kæreste man ønsker sig mest af alt. Kort før nytår, stadigvæk i 2009, satte jeg mig ned og lavede en række mål for 2010. Både omkring mit arbejde, min sundhed og min personlige udvikling. Et af målene var at jeg ville starte på coaching uddannelsen hos Sofia Manning. Det føltes så rigtig og jeg er sikker på at jeg med Sofia s værktøjer vil kunne hjælpe mange mennesker med at forandre deres liv og give gaven, som Jonathan gav mig videre.

På det tidspunkt var der dog ikke den store chance for at banken ville synes om den idé og hjælpe mig med det. Min arbejdsplads, som er meget åben for uddannelse af deres medarbejdere, er som mange andre arbejdspladser i Danmark hårdt ramt af krisen og sandsynligheden for at de ville finansiere uddannelsen var relativ lille. Nød lærer nøgen kvinde at spinde og når vi ønsker os noget rigtig meget er vi parat til at kæmpe for det. Om det er ønske jobbet, en ny cykel, flere venner eller andet, hvis det er noget vi virkelig gerne vil, så finder vi skridt for skridt muligheden for at få det til at lykkes. Mit fokus var uddannelsen og jeg ville så gerne finde en vej. Det gav mig en idé! Den 15. Juli 2010 tog jeg en beslutning. Jeg satte mig ned og skrev et brev til Sofia Manning. Forklarede hende kort hvem jeg er, hvad jeg står for og hvorfor jeg rigtig gerne vil tage hendes coaching uddannelse. Samtidig pointerede jeg at jeg er klar over at vi ikke får noget foræret her i livet Man må yde for at nyde Så jeg tilbød Sofia at arbejde frivilligt i organisationer efter hendes valg i en aftalt periode, hvis jeg måtte få en plads på uddannelsen, hvis det viste sig kort før opstart at der vil være en plads i overskud. Jeg holdte dagene fri hvor uddannelsen skulle finde sted og håbede på det bedste. Det lykkedes!! Alt faldt på plads. Mit firma indgik et samarbejde med Manning Inspire der muliggjorde at jeg kunne komme i gang med uddannelsen. Den 3. oktober gik startskuddet på uddannelsen og den er alt hvad jeg har drømt om, lidt til og en god portion hårdt arbejde. At være i et rum med ca. 70 mennesker, der alle virkelig vil lære at blive de bedste coaches for at kunne hjælpe andre mennesker. Være blandt ligesindede, der holder sig for næsen, vrikker tåbeligt med numsen og i øvrigt deltager 100 % i at lære hvordan vi gør en forskel i et andet menneskes liv. Det er simpelthen ikke mindre end fantastisk. Vi startede kl 9 om morgenen den første dag. Jeg var meget spændt og havde faktisk lidt svært ved at tro på at jeg rent faktisk skulle til og i gang med uddannelsen. Klokken var ikke mere end 11 da jeg inderst inde var overbevist om at jeg bliver en fantastisk coach. Mie Madsen og Chris Manning, der underviste på modul 1 er virkelig inspirerende og utrolig dygtige til at møde netop mig, der hvor jeg har brug for det. Det er mit indtryk at mine medkursister ser det på nøjagtig samme måde. En super kombination af teori, praksis, motivation, selvindsigt og muntert selskab gør miljøet på uddannelsen så fantastisk. Jeg kan huske at jeg i eftermiddags pausen på den sidste dag stod og tænkte Det er da for fedt det her jeg vil ikke hjem Allerede efter 1. modul var vi klædt på til at fuldføre en hel coaching session, så det var bare i gang med at øve. Nu er jeg så absolut fan af Facebook, som jeg bruger til at holde kontakt med mit netværk og her igennem fandt jeg også hurtigt nogle kaniner der ville stille sig til rådighed til træning. Jeg er virkelig begejstret for coaching redskabet og den forskel det kan gøre for andre og jeg glæder mig til skridt for skridt at blive mere fortrolig med de forskellige trin i coaching modellen og de værktøjer vi får i løbet af uddannelsen. På det personlige plan betyder selve uddannelsen at jeg fortsat udvikler mig og den gode fornemmelse af at leve i overensstemmelse med den jeg er hver dag ja den vokser dag for dag og jeg forandre mig som menneske. Samtidig kan jeg mærke hvor meget jeg får ud af at hjælpe andre mennesker ved hjælp af denne, for de indviede, meget simple teknik. Det er en værktøjskasse,

som jeg får rigtig stor glæde af fremover, både flere forskellige måder. Personligt er det med til at udvikle mig rigtig meget, i mit daglige arbejde, som salgsassistent gør det mig mere bevidst om min spørge teknik og jeg når hurtigere frem til sagens kerne med mine kunder. Det fascinerende er også i den forbindelse at coachingens teknikker virker på tværs af kulturer. Derudover og vigtigst af alt giver uddannelsen mig en mulighed for at lave det jeg brænder for. Nemlig at have med mennesker at gøre. Jeg kan hjælpe andre mennesker til at hjælpe sig selv og derved give dem muligheden for at få endnu mere ud af livet hver dag. Katrine: Her går jeg lidt i stå jeg ved ikke helt hvor meget og hvor lidt der skal med fra uddannelsen. Det vil jeg gerne snakke med dig om når du har læst ovenstående. Så kan vi også evaluere lidt på hvor meget for meget jeg tager med