BESØG I BHUTAN 2012 MEST OM LYKKE af Anne Sophie Jørgensen I denne artikel fra 2012 beretter Anne Sophie om sin anden rejse til Bhutan, hvor hun blandt andet mødte landets daværende Prime Minister og for første gang deltog i festivalen på klosteret Chodrak, Tharpaling. Hun fortæller om, hvordan de har inspireret os, og hvordan vi kan bringe dem håb for fremtiden. Klokken nærmer sig syv om morgenen, og mine ben er ved at falde af, måske begge to, måske kun det højre fra knæet og ned. Det kommer af at sidde i skrædderstilling på et tæppe på et bræddegulv op til 13 timer om dagen og nu for fjerde dag i træk. Jeg har været oppe siden klokken fire og indtil videre ikke nydt andet end en let fugtig kiks og et par kopper te med fed, sød, lunken yakoksemælk. Jeg er lykkelig. Jeg er til festival på klosteret Tharpaling i Bhutan med alt, hvad der hører til af udklædte dansere, chantende munke, trut i store horn og konkylier og dundrende trommer.
Lyden er høj i templet og i hele klosterområdet, og festivalen er i gang i døgndrift. Det er ikke meget ro, vi får i vores lille rum ved siden af templet. Men det er heller ikke derfor, vi er kommet. Vi er kommet for at deltage i klosterets liv med alt, hvad det indebærer. Det første møde med Bhutan i 2007 For fem år siden var jeg helt almindelig turist i Bhutan sammen med en veninde, hvor vi rejste rundt med guide og chauffør og betalte det autoriserede og ganske betragtelige dagsgebyr der kræves, for at komme ind i landet som turist. Formålet var at besøge Bhutans vigtigste kloster og pilgrimssted Tiger s Nest, som mit eget meditationscenter har delt navn med siden 2001. Det er det, man ser på stort set alle de store annoncer for rejser til Bhutan. Vi ville også gerne besøge klosteret Tharpaling, som er relateret til den store buddhistiske filosof og forfatter Longchenpa. Det ligger lidt uden for alfarvej, men vores guide havde forbindelserne i orden. Jeg fik en usædvanlig god kontakt til klosterets leder, Lama Tshewang Rinzin, og det endte med, at vi blev inviteret til at overnatte på klosteret. Det var en lykkelig meditation med Lama, men det blev en kold novembernat under tynde tæpper. Kontakten blev holdt levende gennem besøg af nogle af mine elever, og den resulterede i en invitation til at rejse til Danmark. Til te hos Prime Minister Sidste år i maj besøgte Lama Tshewang Rinzin med tolk og ledsager mit meditationscenter i to uger. Det var hans første besøg i vesten, og det blev en lykkelig og lærerig begivenhed for alle parter. Mod slutningen af besøget inviterede han mig og min mand, Jukas, til at besøge sig som sine gæster næste år. Han spurgte desuden, om vi kunne tænke os at møde Prime Minister of Bhutan. Her skyndte vi os at sige ja tak, det ville være en ære. Og et års tid senere træder vi ind i regeringsbygningen, hvor vi bliver vist ind i det rum, hvor statsoverhoveder og udenlandske diplomater modtages og nu også en spirituel lærer fra Danmark. Det skal vise sig at blive et givende møde for begge parter. Prime Minister, Jigme Thinley, er intelligent og behageligt selskab, og han kender godt Danmark, som han besøgte for to år siden i forbindelse med, at han rejste rundt i verden og fortalte om Bhutans Gross National Happiness. Som mange ved, har Danmark støttet Bhutan økonomisk gennem Danida f.eks. kan vi på marmeladeglasset på morgenbordet læse, at indholdet i dette glas er
produceret med dansk teknologi men er vi også klar over, hvad vi har fået igen? Det er det, jeg gerne ville fortælle Prime Minister. Spirituel inspiration fra øst til vest Bhutan har sammen med f.eks. Tibet leveret spirituel inspiration til Danmark, og buddhismen har sat sig spor i vores samfund på tre måder: For det første har vi i Danmark en del ægte buddhister, som efterlever traditionen, så godt de formår i dette vestlige, verdslige samfund med kristne rødder. Buddhisterne trives godt og fredeligt med det øvrige samfund. De bidrager til landets kulturelle og åndelige mangfoldighed på en stilfærdig og afbalanceret måde. For det andet ruller mindfulness som en bølge over Danmark i disse år. Mindfulness er ikke en religion, men fænomenet har buddhistiske rødder, og det fungerer virkelig godt her i landet. Her er en bevægelse, som får masser af mennesker i tale, får dem til at vende blikket indad, stoppe op og mærke sig selv, tage en dyb indånding og kaste sig ud i dagligdagen med fornyet kraft. Mindfulness har sans for mange steder, hvor danskernes sko trykker. Det er godt mod depression og overspisning, det kan give kriminelle i fængsler lidt tiltrængt fred i sjælen, det kan afhjælpe soldaters posttraumatiske stressproblemer, og det letter kræftsyges pulje af psykiske belastninger. Det kan også lære skolebørn at skabe et bedre indbyrdes forhold i klassen, og her handler det om empati, tolerance, respekt og om at passe godt på hinanden. Jeg glæder mig over, at fænomenet meditation i Danmark i de seneste år har rystet støvet af meditationspuden, luftet ud i lønkammeret og opnået en bred appel og accept. For det tredje er der meditationscenteret Tigerens Rede i Østjylland, hvor jeg har undervist og mediteret, siden jeg grundlagde det i 1988. Og hvor de to første emner i et eller andet omfang var Prime Minister bekendt, var dette emne nyt for ham, og det havde hans oprigtige interesse. Her arbejder en gruppe veluddannede mennesker seriøst med kærlighed og bevidsthed på at skabe et meningsfuldt liv med meditation, arbejde, børn, parforhold, seksualitet og økonomi i konstruktiv og inspireret udveksling med samfundet. At bevare essensen i overgangen til et moderne samfund Som vores tur i Bhutan skrider frem, bliver vi klar over, at udvekslingen mellem øst og vest har flere overraskende aspekter end først antaget. Vi giver nemlig også spirituel inspiration tilbage til dem. Det er ikke envejs, som jeg oprindelig antog. Den spirituelle bevægelse går ikke kun fra øst til vest den går også tilbage igen i kraft af et sted som Tigerens Rede. De har også brug for os. Vi viser dem noget, som giver håb. De oplever som alle samfund i rivende vækst, at de traditionelle værdier står for skud, herunder religionen.
Det er tydeligt, at mange af de unge mennesker, vi mødte i landets hovedstad, hellere vil lade deres liv inspirere af sjove ting, man kan finde på internettet, frem for tidligere generationers tro og ritualer. Det ved de godt selv i Bhutan, men de ved ikke helt hvad de skal stille op. Som modtræk til påvirkningen fra den store verden kræves det, at den traditionelle klædedragt skal bæres på arbejde og på offentlige steder, samt at alle huse skal bygges i traditionel stil. Det afsætter en duft af hjemstavnsmuseum, og jeg tvivler på, at det i længden holder de unge ved den traditionelle ild. Formen kan af og til stå i vejen for essensen. Derfor er det godt, at der sker en fornyelse. Det er godt, at dharmaen (den buddhistiske lære) kommer til vesten, også i helt nye versioner og formidlet af en ikke-buddhistisk lærer som dig sagde Prime Minister. Han er i stand til at glæde sig over mangfoldigheden, og det kendetegner mennesker, som har fundet et livssyn, som passer til netop ham eller hende, og som hviler godt i det. Det gør gavmild, hjælpsom og rummelig. Det er en del af det at være et lykkeligt menneske. Gang på gang mødte vi lamaer og tulkuer, som formår at glæde sig over, at den buddhistiske essens finder nye veje og udtryk. De opererer med en langt højere grad af spirituel skelneevne og frihed, end vi umiddelbart forestiller os, når vi sidder her i Danmark og forsøger at begribe bevægelsen fra øst til vest. Vi kommer let til at tænke, at mennesker i et land med megen form og tradition dyrker en traditionel tankegang. Men jeg har mødt en langt mere fordomsfri indstilling, end vi ser her i landet, når det kommer til måden forskellige religiøse grupperinger og mediterende forholder sig til hinanden på. For de mennesker, jeg talte med, handler det ikke om, hvorvidt man er buddhist eller ej. Det handler ganske enkelt om hvordan, man som menneske behandler andre samt om graden af kontakt til ens eget hjerte og hvordan man bruger sin bevidsthed. Og om man efterlever det, man tror på. I Danmark er der frihed til at tro på hvad som helst og det kan vi kun glæde os over men med friheden følger ikke automatisk hverken respekt eller sans for at skelne mellem guld og det, der blot glimter smukt i duftlysenes skær. De kalder det buddhistisk essens, fordi buddhismen er deres udgangspunkt. Men det behøver vi faktisk ikke. Spirituel essens er altid universel, når man piller de religiøse og kulturelle klæder af. Fremtidens spiritualitet: bevidsthedsarbejde og selvansvarlighed Og hvad giver det os af muligheder i dag? Svaret kunne være: Bevidsthedsarbejde og en hidtil uset selvansvarlighed kombineret med hjerte for andre mennesker og for naturen. Denne indstilling og dette livslange projekt er ikke afhængig af en religion. Derfor er der fortsat et spirituelt liv, efter religionerne har mistet det faste greb i et lands befolkning. Altså for dem som finder det umagen værd. Også her i Danmark, hvor nogle af folkekirkerne er lukningstruede. Religionerne vil bestå, for de har fortsat et tilbud, som
appellerer til mange, men ikke-religiøst bevidsthedsarbejde vil komme til at fylde mere og mere. Det er den vej, det går. Lykke i Danmark og i Bhutan Jeg taler også med Prime Minister om lykke. I Bhutan har de haft lykke på den politiske dagsorden siden 1972. Ikke som erstatning for materiel vækst, men som et perspektiv på menneskers liv, som rækker ud over økonomiske velfærd, som det eneste mål for succes. Danmark er i år nummer et på OECDs liste over verdens lykkeligste lande. Det kan man undre sig over, når man ser hvor meget brokkeri, der fylder både medier og daglig tale, og har man tilbragt tid i mindre begunstigede egne af verden springer det for alvor i øjnene. Samtidig er det da indlysende, at vi må være lykkelige! Vi er ufatteligt heldigt stillede. Vi mangler bare lidt åndsliv og taknemmelighed. Er bhutaneserne lykkelige? Det kunne se sådan ud langt hen ad vejen. I hvert fald har jeg aldrig mødt venligere mennesker. Naturligt hjælpsomme er de også. Måske fordi det ikke er så længe siden, de levede under så barske vilkår, at hjælpsomhed var nødvendig for overlevelsen. I Danmark er det ikke den basale overlevelse, som udfordrer os, og derfor tænker vi måske, at vi ikke behøver at være venlige og hjælpsomme. Men hvis vi lader materiel rigdom erstatte nogle af de menneskelige kvaliteter, som giver et rigt og lykkeligt liv, er udbyttet tvivlsomt. Jeg er spændt på at se, om de kan løse den opgave bedre i Bhutan, end vi har formået i Danmark. I så fald ville udvekslingen mellem øst og vest få endnu en dimension. Nogle uger senere har vi fået benene rettet ud igen oven på festivalen, og vi lander i Tirstrup lufthavn, hvor vi bliver hentet af gode venner. Vi kører gennem den lune, danske sommeraften, og Danmark har aldrig præsenteret sig smukkere. Det er lige til at blive lykkelig af.