Landebeskrivelse Slovenien

Landebeskrivelse Slovenien Den Danske Ambassade Ljubljana, Slovenien Den 9. januar 2013

1 Historie, Geografi og Befolkning Beliggende syd for Alperne med et areal på 20.273 km 2 er Slovenien knap halvt så stort som Danmark. Landet har adgang til det nordøstlige hjørne af Adriaterhavet (46 km kystlinje) og grænser op til Italien, Østrig, Ungarn og Kroatien. Landskabet i det nordvestlige Slovenien er meget bjergrigt med flere tinder på over 2.000 meter. Det resterende område er ligeledes kuperet, dog er højderne her noget mindre. Det højeste punkt er bjerget Triglav 2.864 meter over havets overflade. Triglav er blevet et nationalt symbol for slovenerne, og bjerget er at finde på det slovenske flag. Fire store europæiske geografiske regioner mødes i Slovenien: Alperne, de Dinariske Alper, Pannonien og Middelhavet. De store geografiske forskelle gør klimaet i Slovenien meget afvekslende, og der er markant forskel på temperaturer og nedbørsmængder på tværs af landet. Slovenien er desuden rigt på naturligt forekommende underjordiske huler og floder, og mere end halvdelen af landet er dækket af skov. Hovedstaden, Ljubljana, er med sine ca. 280.000 indbyggere Sloveniens største by. Andre store byer er Maribor (157.000), Celje (71.000), Kranj (54.500), Koper (50.000), og Novo Mesto (42.000). Slovenien har en samlet befolkning på lidt over 2 mio. Befolkningen er - i modsætning til i andre af de tidligere jugoslaviske republikker - relativt homogent sammensat med ca. 83 % slovenere. Den romersk-katolske kirke er den dominerende religiøse retning. Sloveniens historie daterer sig tilbage til det 6. og 7. århundrede, da det slaviske folk indvandrede nordfra. Området var fra 1400-tallet til 1918 underlagt Det Habsburgske Rige (Østrig-Ungarn), bortset fra årene 1809-1813 hvor det var en del af den selvstændige provins Illyrien. Afslutningen af 1. verdenskrig i 1918 indebar opløsningen af det Østrig-Ungarske Kejserrige og dannelsen af den første jugoslaviske stat, Kongeriget Jugoslavien (Serbien, Kroatien og Slovenien) med den serbiske regent Alexander Karadjordevic som statsoverhoved. Styret var stærkt centraliseret og udviklede sig til et diktatur. Kongeriget var skrøbeligt og holdt kun indtil 1941, hvor Jugoslavien under 2. verdenskrig blev besat af aksemagterne, og Slovenien blev delt mellem Det Tredje Rige, Italien og Ungarn. I de tyskindlemmede områder iværksattes en fortyskning af den slovenske befolkning. Partisankrigen mod de fremmede besættelsesmagter var intens og grusom med overgreb fra alle parters side, også de allieredes. Den kommunistiske partisanbevægelse udmanøvrerede hurtigt de mere nationalsindede modstandsgrupper, og bevægelsens leder Josip Tito kunne i november 1943 udråbe den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien (SFRY). I marts 1945 dannede Tito sin første regering.

I forbindelse med nyordningen af Jugoslavien efter krigen blev Slovenien en jugoslavisk delrepublik. I forhold til tidligere grænsedragning måtte landet afstå Trieste (Trst på slovensk) til Italien grænsen blev først fastlagt i 1975. Den tyske befolkningsgruppe blev stort set fordrevet fra det jugoslaviske område. Den kommunistiske stat søgte at fortrænge nationalitetsproblemerne, og republikkernes kompetence var især i den første tid begrænset til at udføre centralregeringens beslutninger fra Beograd. Trods det store indbyrdes konfliktpotentiale, forblev Jugoslavien en enhed grundet faktorer som Titos person, frygten for sovjetisk indblanding efter Titos brud med Stalin i 1948 og den kraftige repression, der forhindrede oprørsbevægelser, men også at landet gennemgik en positiv økonomisk udvikling. Samtidig fik befolkningen efterhånden rettigheder, som var ukendte i andre kommunistiske lande, for eksempel fri udrejseret. Efter Titos død i 1980 i Ljubljana, vandt ønsket om slovensk selvstændighed frem, og i september 1989 gennemførte det slovenske parlament en forfatningsændring, der muliggjorde udtræden af den jugoslaviske føderation. Slovenien og Kroatien udtrådte i februar 1990 af det kommunistiske partiforbund, hvorefter Serbien iværksatte en økonomisk blokade. Det første frie valg til det slovenske parlament blev afholdt i april 1990 og i december samme år stemte et flertal på 88 % ved en folkeafstemning for Sloveniens løsrivelse fra Jugoslavien. I februar 1991 foreslog Sloveniens parlament opløsning af den jugoslaviske forbundsstat og vedtog en forfatningsændring, der gav slovensk ret forrang for føderal ret. Som en konsekvens af den endelige selvstændighedserklæring af 25. juni 1991, angreb den jugoslaviske forbundshær en række grænseovergange og byer i Slovenien, men blev mødt af hård modstand fra det slovenske hjemmeværn, som under ledelse af daværende forsvarsminister i den slovenske delrepublik, Janez Janša, var blevet en reel hær i tiden op til erklæringen af selvstændighed. Den 18. juli efter en 10 dages væbnet konflikt med ca. 50 omkomne trak det jugoslaviske styre forbundshæren tilbage. EU's bestræbelser var medvirkende til en hurtig våbenhvile (Brioni-aftalen af 8. juli 1991). EU-landene traf den 16. december 1991 beslutning om med virkning fra 15. januar 1992 at anerkende den nye stat. USA fulgte efter i april 1992. Slovenien blev medlem af EU og NATO i 2004. 2 Sloveniens politiske system Slovenien har siden den 25. juni 1991 været et parlamentarisk repræsentativt demokrati. Den nuværende forfatning er fra december 1991. Det politiske system i Slovenien er konstrueret omkring en folkevalgt præsident, der fungerer som statsoverhoved, og nationalforsamlingen, der udgør den lovgivende magt.

Præsidenten er statsoverhoved og vælges direkte for en femårig periode. Hver præsident kan tjene i to perioder. Præsidentembedet er tillagt begrænsede kompetencer af forfatningen og er trods præsidentens status som øverstbefalende for Sloveniens væbnede styrker hovedsageligt af ceremoniel karakter. Dog har præsidenten visse kompetencer på det udenrigspolitiske område. Alle myndige slovenske statsborgere kan stille op til et præsidentvalg. Næste præsidentvalg finder sted i efteråret 2017. Præsident Borut Pahor (tidligere Premierminister og medlem af EU-parlamentet) vandt præsidentvalget i 2012 med støtte fra centrum-vestrefløjen, som på daværende tidspunkt var i opposition. Pahor efterfulgte Danilo Türk på posten. Türk efterfulgte i 2007 den nu afdøde præsident Janez Drnovšek. Landets første præsident, Milan Kučan, sad i perioden 1992-2002. Pahor vandt valget med overvældende 2/3 af stemmerne og forventes at forbedre samarbejdet mellem de politiske fløje. Nationalforsamlingen er den lovgivende magt og består af 90 medlemmer, der vælges ved direkte valg for en fireårig periode. De italienske og ungarske mindretal er hver sikret én repræsentant. Valgloven indebærer et forholdstalssystem med en spærregrænse på 4 %. Nationalforsamlingen er det centrale lovgivningsorgan. Næste valg til nationalforsamlingen finder sted senest i efteråret 2015. Regeringen er den udøvende magt. Præsidenten udpeger premierministeren, som derefter udnævner resten af regeringen. Både premierministeren og den enkelte fagminister skal godkendes af et flertal i nationalforsamlingen. Ved valget til Nationalforsamlingen 4. december 2011 opnåede syv partier repræsentation. Den nuværende mandatfordeling fremgår nedenfor: Mandater Positive Slovenia, PS 27 Slovenske Demokratiske Parti, SDS 26 Socialdemokraterne, SD 10 Citizens list of Gregor Virant, LGV 7 Pensionisternes demokratiske parti, DeSUS 6 Folkepartiet, SLS 5 New Slovenia, NSi 4 Italienske og ungarske mindretal 2 Uafhængige 3 Efter valget dannedes en regering omfattende SDS, LGV, DeSuS, SLS og NSi under premierminister Janez Janša. Positive Slovenia (PS) er et centrum-venstre parti ledet af Zoran Jankovič. Jankovič, som er borgmester i Ljubljana og tidligere direktør for Sloveniens største supermarkedskæde Mercator, dannede partiet i oktober 2011 i forbindelse med det slovenske valg, der blev

afholdt den 4. december 2011. Blandt partiets støtter er bl.a. Sloveniens første og stadigvæk indflydelsesrige tidligere præsident Milan Kučan. Det Slovenske Demokratiske Parti (SDS) er et konservativt centrum-højre parti. På europæisk plan er partiet medlem af Det Europæiske Folkeparti. SDS er ledet af premierminister Janez Janša, som også var premierminister fra 2004 til 2008 og dermed havde regeringsmagten under Sloveniens EU-formandskab i 2008. Ved valget den 4. december 2011 fik partiet 26,2 % af stemmerne, hvilket med 26 pladser i parlamentet gør SDS til Sloveniens næststørste parti. Det betyder samtidig, at partiet har flere parlamentsmedlemmer end de fire andre koalitionspartier tilsammen. Partiet har sine rødder tilbage fra 1989, hvor det etablerede sig som opposition til det kommunistiske styre. Socialdemokraterne (SD) er et centrum-venstre parti. I juni 2012 blev tidligere undervisningsminister Igor Lukšič valgt til leder af partiet. Han afløste tidligere premierminister Borut Pahor, der var partiets leder siden 1997. Partiet har sine rødder tilbage fra slutningen af 1989, hvor den slovenske kommunistiske liga besluttede at afskaffe kommunistpartiets politiske monopol. Partiet har fungeret i sin nuværende organisatoriske form siden 1993. Partiet har dog siden 2005 i stigende grad taget afstand fra sin kommunistiske fortid og den mere venstreorienterede fløj af partiet. Socialdemokratiet opnåede sin hidtil eneste tid med regeringsmagten, da partiet vandt valget i 2008 og Pahor blev premierminister Citizens list of Gregor Virant (LGV), blev dannet i forbindelse med valget den 4. december 2011. Partiet er bygget op omkring dets leder Gregor Virant, der var minister for offentlig administration i Janša s forrige regering, og som i 2004 stillede op for SDS s liste. Ved valget i 2011 fik partiet 8,4 % af stemmerne og 8 pladser i parlamentet. Partiet kan beskrives som et centrumparti med klassisk liberale værdier, men er som et nyt parti et forholdsvist ubeskrevet blad. Pensionistpartiet (DeSUS), blev dannet i 1991 og er ledet af Karl Erjavec. Partiets hovedmål er at sikre vilkårene for pensionister og handicappede. Partiet blev valgt ind i parlamentet for første gang i 1996 og har siden da, på nær en seks måneders periode, været med i samtlige slovenske regeringskoalitioner. Folkepartiet (SLS), er et konservativt orienteret landmandsparti. Partiet blev dannet i 1988 som den første ikke-kommunistiske politiske organisation i det daværende Jugoslavien. I 2000 fusionerede partiet med det daværende slovenske kristendemokratiske parti. Partiet er ledet af økonomiminister Radovan Žerjav. Partiet har på trods af sin centrum-højre orientering også tilsluttet sig flere centrum-venstre regeringer. Partiet er ligesom SDS medlem af Det Europæiske Folkeparti. New Slovenia (NSi), er et konservativt, kristendemokratisk centrum-højre parti. Partiet blev dannet i 2000 som en reaktion på det daværende kristendemokratiske partis fusion med SLS og uoverensstemmelser heri. Partiet har siden 2008 været ledet af Ljudmila Novak og er medlem af Det Europæiske Folkeparti. NSi er det mindste parti i det slovenske parlament.

3 Indenrigspolitik Parlamentsvalget den 4. december 2011 kom som en konsekvens af en politisk krise, som startede i foråret 2011, hvor to ud af fire koalitionspartier forlod regeringen. Ved valget blev det ny-etablerede Positive Slovenia det største parti, med 28,51 % af stemmerne, efterfulgt af Slovenske Demokratiske Parti med 26.19 %. Alt i alt blev syv partier valgt ind i parlamentet. Valget ændrede det politiske landskab i Slovenien idet to ny-etablerede partier blev valgt ind som henholdsvis det største og det fjerdestørste parti i nationalforsamlingen. Samtidigt blev tre partier ikke genvalgt i forhold til den forrige valgperiode. Blandt disse tre partier var også Liberal Demokraterne, som dominerede slovensk politik mellem 1992 og 2004. Det lykkedes ikke for valgets umiddelbare vinder, Zoran Janković, leder af Positive Slovenien, at danne en regering i en hemmelig afstemning. Janković fik i nationalforsamlingen kun 42 ud af 90 mulige stemmer fire færre end det krævede absolutte flertal. Ydermere var de 42 stemmer tre færre, end hvad de tre partier, der på forhånd havde annonceret deres støtte til Janković, tilsammen kunne opnå. Som en konsekvens af dette modtog Janez Janša fra Slovenske Demokratiske Parti, mandat fra parlamentet til at danne en regering. Den 28. januar blev Janša således valgt til premierministerkandidat af en koalition bestående af fem centrum- og højre partier (Slovenske Demokratiske Parti, Citizens list of Gregor Virant, Pensionisternes Demokratiske Parti, Folkepartiet og New Slovenia). Den 10. februar godkendte parlamentet Janša s regering. Regeringskoalitionen har støtte fra 48 ud af de 90 medlemmer af parlamentet. Kun to partier udgør på nuværende tidspunkt den slovenske opposition, Socialdemokraterne og Positive Slovenien. Premierminister Janez Janša har mere end 20 års politisk erfaring. Han har været valgt ind i parlamentet til alle valg siden Sloveniens første demokratiske valg i 1990. Janša fungerede som Sloveniens første forsvarsminister og var også premierminister fra 2004 til 2008. Med den nuværende økonomiske situation er den slovenske regerings væsentligste opgave at konsolidere de offentlige finanser og skabe et miljø, der kan stimulere økonomisk vækst. I april fremlagde regeringen et lovforslag til stabilisering af de offentlige finanser, som indeholdt en pakke af besparelser samt et revideret budget for 2012. Siden hen har man arbejdet på at introducere strukturelle reformer. De nye tiltag har mødt stor modstand fra den slovenske befolkning og fagforeninger, og har resulteret i demonstrationer og strejker.

4 Udenrigs- og sikkerhedspolitik Sloveniens væsentligste udenrigspolitiske mål efter selvstændigheden i 1991 var at undgå at blive slået i hartkorn med de andre tidligere jugoslaviske republikker og at distancere sig fra opfattelsen af Slovenien som et balkanland. Man orienterede sig hurtigt i retning af Vesteuropa og det transatlantiske samarbejde med den altoverskyggende målsætning at opnå medlemskab af EU og NATO. Vedholdende og målbevidste bestræbelser herpå fra alle dele af samfundet førte i 2004 til medlemskab af begge. Ved forudgående folkeafstemninger havde knapt 90 % af de afgivne stemmer sluttet op om EU-medlemskabet, mens 66 % støttede NATO-medlemskabet. Slovenien varetog som det første af de central- og østeuropæiske medlemslande EU-formandskabet i første halvår 2008 og blev fuldt medlem af Schengen-samarbejdet i marts 2008. Slovenien indførte euroen som møntfod i 2007. I 1998-99 var Slovenien medlem af FN s Sikkerhedsråd og i 2005 formand for OSCE. Fra maj 2009 var Slovenien for første gang formand for Europarådet, og er i perioden 2009-2012 medlem af UNICEF s Executive Board. Slovenien er medlem af det Centraleuropæiske Initiativ (CEI) og varetog i marts 2009 for tredje gang det toårige formandskab for the Alpine Convention, som landet blev medlem af i marts 1993. Slovenien blev medlem af OECD i juli 2010. Sloveniens forhold til dets nabolande er generelt godt. Landet er varm fortaler for yderligere udvidelse af EU, således at flere af Vestbalkans lande kan opnå medlemskab, når de opfylder kriterierne for optagelse. Slovenien har siden selvstændigheden i 1991 stræbt efter at anlægge en ansvarlig og vestligt orienteret udenrigspolitik. I løbet af sin 20-årige historie har Slovenien gennem medlemskab af bl.a. EU og NATO involveret sig i en række internationale konflikter. Aktuelt tager Slovenien del i flere militære aktioner, bl.a. har man tropper udsendt til Afghanistan, Bosnien-Hercegovina og Kosovo. Størstedelen af Sloveniens udsendte tropper er udstationeret i Vestbalkan. Slovenien opfatter i høj grad Vestbalkan som en krudttønde, og man har klare nationale interesser i at holde regionen stabil. 5 Økonomi og udenrigshandel Slovenien blev ramt særdeles hårdt af den økonomiske krise. Den økonomiske vækst i Slovenien var relativt høj indtil 2007 (ca. 6,9 %), men siden har landet oplevet et af de største fald i BNP i EU. Den slovenske økonomi har således haft særdeles svært ved at komme i omdrejninger efter den økonomiske krise og den økonomiske tilbagegang. I 2012 faldt BNP med 2 %, og det forventes, at 2013 vil byde på endnu et fald. Slovenien gennemførte efter kommunismens fald en vellykket makroøkonomisk stabilisering. Recessionen de første år efter uafhængigheden blev vendt, og Sloveniens BNP voksede siden 1993 årligt med minimum 3,5-5 %. Sloveniens forudsætninger for en succesfuld overgang til markedsøkonomi var bedre end de sydlige nabolandes, eftersom sloven-

ske virksomheder havde betydelig erfaring på vestlige markeder (navnlig Tyskland, Italien og Østrig) og en højtuddannet befolkning. Privatiseringsprocessen er gennemført i et mere adstadigt tempo end i andre af de nye EU-lande. Staten ejer eller kontrollerer blandt andet fortsat store dele af tele- og energiforsyningen, lufthavne, havnen i Koper, forsikringsvirksomheder, transport, minedrift og banksektoren. Finanskrisen og den deraf afledte økonomiske krise satte et brat stop for den høje vækst, der i 2009 afløstes af fald i BNP på hele 8,1 %. Den store økonomiske nedgang har sat sit tydelige præg på samfundsbilledet, der ligesom i de fleste andre europæiske lande præges af arbejdsløshed, offentlig gæld og manglende sociale og økonomiske reformer. Krisen havde stor effekt på beskæftigelsen i Slovenien. I slutningen af 2012 lå arbejdsløsheden på ca. 12 %. Ligesom flere europæiske lande kæmper Slovenien også med en stigende ungdomsarbejdsløshed. BNP s fordeling på hovedsektorer svarer i dag til andre industrialiserede lande. Indtjeningen fra landbrug m.v. udgør under 2,5 % af BNP, fremstillingsvirksomhed og byggeri ca. 31 % og serviceerhvervene ca. 66 %. Størrelsesstrukturen i erhvervslivet svarer også til forholdene i mindre vesteuropæiske lande relativt mange små og mellemstore virksomheder og kun få store. Blandt de større hører Mercartor (supermarkedskæde), Revoz (led i Renaults bilproduktion) og Gorenje (hårdehvidevarer). Som det første af de nye EU-medlemslande indførte Slovenien euroen som valuta i 2007. I tiden efter indførslen af euroen steg inflationen. Finanskrisen og dermed opbremsning i forbruget har fået inflationen ned igen til 2,8 % Efter krisen har Slovenien været længe om at introducere nødvendige strukturreformer og besparelser. Ny lovgivning om stabilisering af de offentlige finanser blev dog vedtaget i maj 2012. Den nye lovgivning indeholder bl.a. besparelser på de offentlige finanser samt et revideret statsbudget. Den økonomiske krise har sat et tydeligt, negativt præg på de offentlige finanser, og regeringen har i årene efter opereret med en klar overskridelse af stabilitets- og vækstpagtens grænse på -3 % af BNP. Sloveniens statsunderskud var på sit hidtil højeste i 2011, hvor det lå på 6,4 % af BNP (6,0 % i 2010 og 6,1 % i 2009). For 2012 estimeres budgetunderskuddet til at ligge på 4,2 %, og det har dermed endnu ikke været muligt at bringe det under den tilladte grænse. Regeringen planlægger dog at nedbringe statsunderskuddet til under 3 % i 2013 med hjælp fra reviderede budgetter med yderlige 5 % besparelser. Den offentlige gæld er stadig under EU-tærsklen på 60 %, men steg betydeligt fra 21,9 % i 2008 til 46,9 % i 2011. Den slovenske regering anser konsolidering af de offentlige finanser som en forudsætning for økonomisk vækst. Man arbejder i øjeblikket på at indføre flere strukturreformer, herunder en arbejdsmarkedsreform og en pensionsreform samt privatisering af statsejede firmaer og rekapitalisering af banksektoren.

Udenrigshandel Omfanget af udenlandske investeringer i Slovenien er meget begrænset sammenlignet med andre lande i Europa: arbejdsomkostningerne er højere end i andre øst- og centraleuropæiske lande og på Balkan, og arbejdsmarkedet er ufleksibelt. 83 % af de udenlandske investeringer kommer fra EU-lande. Østrig står for 43 %, mens Schweiz, Holland, Frankrig og Tyskland hver står for 7-11 %. En stor del af investeringerne sker i den finansielle sektor. Til trods for tilbagegang i handlen på markederne i de øvrige tidligere jugoslaviske republikker havde Slovenien i starten af 1990erne et mindre overskud på betalingsbalancen. Dette vendte i 1998, og med få undtagelser har Slovenien siden da haft et underskud på betalingsbalancen. I de seneste år tegner underskuddet på betalingsbalancen sig som følger: -1,6 mia. euro i 2007, -2,5 mia. euro i 2008, -456 mio. euro i 2009, -297 mio. euro i 2010 og -58 mio. euro i 2011. EU tegner sig for langt størstedelen af Sloveniens udenrigshandel, med ca. 2/3 af både eksporten og importen. Sloveniens vigtigste samhandelspartnere er Tyskland og Italien, i næste række følger Østrig, Frankrig, Kroatien, Rusland og Tjekkiet. Samhandel med Danmark En række danske virksomheder har etableret sig i Slovenien. De fleste af disse fungerer som salgsdatterselskaber. Danfoss har foretaget en stor investering i henholdsvis opkøb og udvidelse af en slovensk virksomhed samt opførelse af en ny virksomhed. Virksomhederne producerer såvel til eksport som til det slovenske hjemmemarked. Danske virksomheder er generelt yderst velrenommerede i Slovenien. Handelsbalance Danmark-Slovenien, mio. kr. 2006 2007 2008 2009 2010 2011 Eksport 654 624 563 458 461 509 Import 1433 1500 1198 914 1214 1348 Handelsbalance -779-876 -635-456 -753-839 Kilde: Danmarks Statistik Den største danske eksportsektor til Slovenien bestod i 2010 af medicinske og pharmaceutiske produkter, mens den største danske import af slovenske varer bestod af maskiner og tilbehør til industri. 6 Bilaterale forbindelser til Danmark Danmark anerkendte Sloveniens selvstændighed med virkning fra den 15. januar 1992. I foråret 2000 åbnede Sloveniens ambassade i København, mens Danmarks ambassade i Ljubljana blev åbnet i november 2001.

Besøgsudveksling I Slovenien Dansk deltagelse Vært Periode Statsminister Anders Fogh Rasmussen HM Dronningen og Prinsgemalen Udenrigsminister Per Stig Møller Statsminister Anders Fogh Rasmussen Udenrigsminister Per Stig Møller Premierminister Drnovsek Februar 2002 Præsident Kucan Oktober 2001 Udenrigsminister Rupel Marts 2003 Premierminister Jansa Januar 2008 Udenrigsminister Rupel Februar 2008 Endvidere har der bl.a. været besøg i Slovenien af fødevareminister Mariann Fischer Boel, forsvarsminister Sven Åge Jensby og transportminister Flemming Hansen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, kulturminister Brian Mikkelsen, sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, miljøminister Troels Lund Poulsen, fødevareminister Eva Kjer Hansen, forsvarsminister Søren Gade, transportminister Carina Christensen. For hovedpartens vedkommende i tilknytning til slovenske EU-formandskab foråret 2008. HKH Kronprinsessen deltog i april 2008 med præsidentfrue Barbara Miklič Türk som vært i WHO s lancering af et vaccinationsprogram for børn. I Danmark Slovensk deltagelse Vært Periode Udenrigsminister Rupel Premierminister Rop Udenrigsminister Mogens Lykketoft Statsminister Anders Fogh Rasmussen Maj 2001 Maj 2003 Endvidere har der bl.a. været besøg i Danmark af landbrugsminister Franci But, kulturminister Andreja Rihter og transportminister Janez Borlic.

7 Kort over Slovenien