DOM Afsagt den 23. juli 2015 i sag nr. BS C1-1755/2014: Fagligt Fælles Forbund 3F s.m.f. A mod X Entreprenør & Maskinstation v/b Under denne sag, der er anlagt ved stævning indleveret til retten den 3. december 2014 - og hvor dommen i medfør af retsplejelovens 218 a, stk. 2, affattes uden fuldstændig sagsfremstilling - har sagsøgeren, Fagligt Fælles Forbund 3F som mandatar for A (i det følgende benævnt sagsøgeren), nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, X Entreprenør & Maskinstation v/b, tilpligtes at betale ham 67.500 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 30. juli 2014 til betaling sker. Til støtte for påstanden har sagsøgeren gjort gældende, at der er mangler og uklarheder ved det ansættelsesbevis, som sagsøgte har udstedt og sammen med ham underskrevet den 1. juli 2008, hvorfor han i medfør af 6 i lov om ansættelsesbeviser er berettiget til samlet godtgørelse på 10.000 kr., hvoraf sagsøgte efter sagens anlæg har betalt 7.500 kr., at der er tale om overskridelse af 4 i lov om gennemførelse af arbejdstidsdirektivet, idet den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i adskillige tilfælde, og målt over perioder på 4 måneder, har oversteget 48 timer pr. uge, s a m t at han derfor i medfør af samme lovs 8 er berettiget til en godtgørelse, der passende kan udmåles til 3 måneders løn, eller 65.000 kr., idet overskridelsen har været væsentlig og er sket gentagende gange. Under anbringende af, at sagsøgeren over for ham har ytret ønske om at arbejde mest muligt for at tjene mest muligt, herunder at han ikke ville holde ferie, men arbejde i stedet, at der derfor ikke foreligger nogen krænkelse af sagsøgerens rettigheder efter arbejdstidsdirektivet og/eller grundlag for at tillægge ham en godtgørelse på 3 måneders løn, at det skal tillægges sagsøgeren processuel skadevirkning, at han ikke har villet fremlægge hverken ansættelsesbevis eller lønsedler fra sin nuværende arbejdsplads,
- 2 - s a m t at der ikke er mangler ved det til sagsøgeren udstedte ansættelsesbevis og i hvert fald ikke mangler, der har haft nogen konkret betydning har sagsøgte nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om frifindelse mod betaling af en efter rettens skøn fastsat mindre godtgørelse. Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren og sagsøgte B samt vidnerne C, D, E, F, G og H. Endvidere har parterne fremlagt stævning af 1. december 2014 med bilag 1-10, svarskrift af 18. december 2014, replik af 20. februar 2015, duplik af 5. marts 2015 samt påstandsdokumenter af henholdsvis den 9. og den 11. juni 2015. Blandt det fremlagte er der en "Ansættelseskontrakt timelønnede", underskrevet af parterne den 1. juli 2008, og hvorefter sagsøgeren med virkning fra samme dato ansættes som traktorfører med en ugentlig arbejdstid på 42½ time, der placeres i tidsrummet 07.30 til 17.00. Af kontakten fremgår det endvidere, at lønnen er individuelt aftalt og fastsat til 115 kr. pr. time, samt at overarbejde honoreres med 140 kr. pr. time. Herudover "tilkommer der medarbejderen ferie i overensstemmelse med ferielovens regler", ligesom ansættelsesforholdet "udløber når det af en af parterne opsiges med mindst 1 måneds varsel til fratrædelse ved en måneds udgang". Ved tillæg af 24. august 2009 er aftalen ændret, således at timelønnen/overarbejdshonoreringen forhøjes til henholdsvis 120 og 155 kr. Hverken kontrakten eller tillægget indeholder oplysninger om, hvorvidt ansættelsesforholdet er omfattet, eller reguleret, af en kollektiv overenskomst. Endvidere er der som dokumentation for antallet af arbejdstimer fremlagt et stort antal lønsedler/-afregningerne. Forklaringer Sagsøgeren har forklaret, at han den 1. juli 2008 blev ansat som traktorfører hos sagsøgte, alt således som det fremgår af den ovenfor omtalte ansættelseskontrakt med senere tillæg. Arbejdet var meget sæsonpræget, og navnligt i februar/marts måned samt i høsten og om efteråret kunne der være flere uger, hvor der blev arbejdet rigtigt mange timer. Sagsøgte var den, der pr. telefon eller om morgenen gav besked om, hvor sagsøgeren og de mange andre ansatte skulle hen og udføre en given arbejdsopgave. De ansatte kunne herefter mere eller mindre frit selv bestemme, hvornår de mødte og hvor mange timer, de arbejdede pr. dag, blot opgaven blev løst indenfor en fastsat frist. Sagsøgeren og de andre ansatte startede ofte før kl. 07.30 og fortsatte til længe efter kl. 17.00, hvis arbejdet hos kunden kunne gøres færdig den pågældende dag. Sagsøgeren følte det vanskeligt at sige nej til overarbejde, idet han så ville blive betragtet som "en kylling" af de andre i branchen. Af samme årsag har sagsøgeren aldrig afvist eller vægret sig ved overarbejde, medmindre han skulle til begravelse eller noget andet uopsætteligt. Efter sagsøgerens opfattelse "var det nok fyringsgrund", hvis han nægtede at arbejde mere end de aftalte 42,5 timer om ugen og/eller fastholdt den daglige arbejdstid. Foruden sagsøgeren var der mellem 9 og 12 andre ansatte. Disse arbejdede lige så meget som sagsøgeren og nogle få endda endnu mere. Hvis der har været travlt i foråret eller omkring høsten har sagsøgeren flere gange arbejdet i weekend'en og på tidspunkter, hvor man normalt holder sommerferie. Sagsøgeren har aldrig nægtet dette, ligesom han ej heller på noget
- 3 - tidspunkt har fået afslag på at holde f.eks. 2-3 ugers sommerferie. Selv om sagsøgeren arbejdede mange timer, har han på et tidspunkt spurgt sagsøgte om tilladelse til at køre lastbil "for en i Toftlund", men dette skulle alene været i "de stille perioder", hvor han ikke tjente så meget. På grund af uenighed omkring sagsøgerens ønske om en pensionsordning, ophørte ansættelsesforholdet i slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014. Sagsøgeren fik umiddelbart efter ansættelse hos en lignende virksomhed, hvor man dog alene udfører landbrugsarbejde. Den ugentlige arbejdstid er her 37,5 timer og maksimalt 48,3 timer også i forårs- og efterårssæsonen. Sagsøgte har forklaret, at han i de seneste cirka 18 år har drevet den sagsøgte entreprenør- og maskinstation i Sagsøgte har 9-10 fastansatte personer, der alle har de samme ansættelsesvilkår og kontrakter som sagsøgeren. I sagens natur er arbejdet meget sæsonpræget, og navnligt om foråret samt i høsten og/eller om efteråret, er der ofte meget lange arbejdsdage. Sagsøgte uddeler de forskellige arbejdsopgaver, hvorefter de ansatte nogenlunde frit kan tilrettelægge arbejdets udførelse indenfor den tid, der er aftalt med kunden. Sagsøgte har også mange afløsere, som han trække på, hvis de fastansatte vil holde ferie eller ikke ønsker at arbejde mere end de aftalte 42,5 timer pr. uge. Sagsøgeren var lige fra begyndelsen "helt vild" med at få så meget arbejde som muligt, og af samme årsag var han altid klar til at tage nogle ekstra timer, hvis han blev spurgt. Selv om sagsøgeren ofte havde mange arbejdstimer, henvendte han sig på et tidspunkt i januar/februar måned til sagsøgte og spurgte, om han i lavsæsonen kunne få tilladelse til at også at køre lastbil for en anden arbejdsgiver. For sagsøgeren var det sådan, at "jo mere der var at lave, jo bedre". At sagsøgeren efter nogle års ansættelse hos sagsøgte sagde op og fik andet arbejde skyldes alene, at han hos den nye arbejdsgiver kunne få mere i løn. Sagsøgte har endvidere forklaret, at der hverken i sagsøgerens eller de andre ansattes kontakter er oplyst noget om, hvorvidt ansættelsesforholdet er reguleret af en kollektiv overenskomst eller andre aftaler. Dette skyldes ganske enkelt, at dette på intet tidspunkt har været tilfældet, hvilket alle de ansatte var klar over. Vidnet, C, har forklaret, at han for cirka 3½ år siden fik ansættelse som traktorfører hos sagsøgte. Ansættelsen har været på de samme vilkår som sagsøgerens, herunder en ugentlig arbejdstid på 42,5 timer. Vidnet har under sin ansættelse blandt andet arbejdet sammen med sagsøgeren og har lige som ham og alle de andre ansatte haft mange overarbejdstimer i forårsog efterårssæsonen. For vidnet er dette en selvfølge, når man arbejder på en maskinstation. Sagsøgte gav de ansatte besked om, hvor de skulle udføre arbejdsopgaver og herefter kunne de nogenlunde selv bestemme, hvorledes dette skulle ske, herunder om de f.eks. ville starte tidligt om morgenen og/eller forsætte til ud på aftenen. Efter vidnets opfattelse kunne han altid få fri eller ferie, hvis han ønskede dette og i god tid forinden gav sagsøgte besked herom. Ligledes er det vidnets opfattelse, at det ikke er muligt at undgå overarbejde og konsekvent holde sig til en ugentlig arbejdstid på 42,5 timer. Hvis en ansat desuagtet ville fastholde, at han arbejdstiden hver dag ophørte kl. 17.00, tror vidnet, at han ville blive fyret. Vidnet, D, har forklaret, at han fra 2008 til 2010 har været ansat som traktorfører hos sagsøgte og blandt andet arbejdet sammen med sagsøgeren. Vidnet var ansat på de samme arbejdsvilkår/-betingelser som sagsøgeren og vidste på forhånd, at der på en maskinstation måtte påregnes en del overarbejde i navnligt forårs- og efterårssæsonen. Arbejdsdagen begyndte normalt med et møde i frokoststuen, og hvor sagsøgte fortalte de ansatte, hvad og hvor de skulle udføre dagens opgaver. Herefter kørte de ansatte ud til det opgivne arbejdssted og begyndte at høste, pløje og lignende. Hvorledes arbejdsdagen skulle organiseres, var stort
- 4 - set op til den ansatte selv, herunder om han ville møde tidligt og arbejde til sent. For vidnet var det normalt sådan, at han blot fortsatte arbejdet, hvis han kunne se, at han kunne få det afsluttet samme dag. Der var aldrig tale om, at de ansatte blev presset til noget, og hvis man ikke kunne klare mere eller gerne ville standse lidt tidligt, gjorde man det bare uden at spørge om tilladelse hertil. Vidnet har aldrig oplevet problemer med at få fri eller afholde ferie, hvis man blot gav besked herom i god tid. Vidnet har ikke arbejdet så meget sammen med sagsøgeren, som efter hans opfattelse var "en glad gut", der gerne ville arbejde meget og tjene lidt ekstra penge. Vidnet, E, har forklaret, at han i dag driver selvstændig tømrervirksomhed, men tidligere har været landmand og udført forskellige arbejdsopgaver for sagsøgte. Vidnet har gennem mange år kendt sagsøgeren, herunder også medens han var ansat hos sagsøgte. Sagsøgeren sagde aldrig ned til ekstra arbejde og var focuseret på så mange timer som muligt, idet han angiveligt gerne ville spare op til en lille landbrugsejendom. I sidstnævnte forbindelse fortalte sagsøgeren jævnligt, hvor mange penge, han nu havde på sin bankkonto. Sagsøgeren tog simpelthen alt det arbejde, han kunne få, og vidnet har aldrig hørt ham brokke sig eller sige fra. Vidnet, F, har forklaret, at han aldrig har været ansat hos sagsøgte, men gennem eget vikarbureau udført en arbejdsopgaver for ham, navnligt i sommersæsonen. Vidnet har selv tilrettelagt arbejdet og bestemt den daglige arbejdstid for de opgaver, han skulle udføre. Hvis vidnet har ønsket at få fri eller springe en dag over, har der aldrig været problemer med dette. Vidnet kender sagsøgeren, der var ansat hos sagsøgte det første års tid, hvor vidnet kom der. Vidnet har ikke arbejdet sammen med sagsøgeren, men kun spist frokost og lignende med ham. Vidnet kender ikke noget til sagsøgerens arbejdstid, men hørte ham ofte sige, at han rigtigt gerne ville arbejde og tjene så meget som muligt. Vidnet husker specielt en samtale i foråret 2013, hvor sagsøgeren på trods af højsæsonen sagde, at han manglede nogle timer, samt at hans løn "jo ikke var så stor". Vidnet, G, har forklaret, at han oprindeligt var ansat hos sagsøgte, men for cirka 1½ år siden begyndte at arbejde for ham gennem et vikarbureau. Vidnet er maskinfører og påbegynder typisk sit arbejde kl. 07.30, men kunne om ønsket starte tidligere eller når det passer ham. Vidnet har aldrig oplevet nogen form for arbejdstvang fra sagsøgtes side og har heller ikke haft problemer med at få fri eller holde ferie, hvis han ønskede dette. Såvel vidnet som de øvrige ansatte ville gerne arbejde mange timer, hvilket er helt normalt på en maskinstation. Vidnet kender sagsøgeren og har blandt andet arbejdet en del sammen med ham. Efter vidnets opfattelse er sagsøgeren "en herlig fyr, der gerne vil arbejde rigtigt meget og dermed også tjene mange penge". Anledningen hertil var oprindeligt, at sagsøgeren gerne ville spare op til en lille landbrugsejendom, men senere ombestemte han sig og købte i stedet et hus. Vidnet, H, har forklaret, at han det seneste års tid har arbejdet som landmand, men forud for dette var ansat hos sagsøgte i cirka 3 år. Arbejdsdagen startede normalt kl. 07.30, hvis det ikke var i højsæsonen. Sagsøgte fordelte arbejdsopgaverne blandt vidnet og de andre ansatte, herunder sagsøgeren. Herefter var det mere eller mindre op til den enkelte, hvorledes han ville tilrettelægge arbejdet og arbejdstiden. Vidnet er aldrig blevet pålagt at arbejde over eller haft nogen form for problemer med at få fri eller afholde ferie. Vidnet har i cirka 2 år arbejdet sammen med sagsøgeren, der efter hans opfattelse "ikke kunne få nok arbejde", idet han gerne ville tjene lidt ekstra til køb af et hus eller lignende. Under vidnets ansættelse var der vist et par stykker, som ikke ville arbejde mere end de aftalte 42,5 timer pr. uge. Vidnet bekendt har
- 5 - dette ikke givet anledning til problemer, idet sagsøgte havde en del afløsere, som han kunne benytte, hvis det kneb med at få arbejdet udført. Rettens begrundelse og afgørelse Det er under sagen ubestridt, at sagsøgeren gentagende gange under sin ansættelse hos sagsøgte har haft en gennemsnitlig arbejdstid, der i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder i væsentlig grad har oversteget 48 timer inkl. overarbejde. Sagsøgte findes herved at have krænket sagsøgerens rettigheder i henhold til arbejdstidsdirektivets 4. Sagsøgeren findes af samme årsag, og i medfør af direktivets 8, stk. 1, at være berettiget til en godtgørelse, der efter en samlet vurdering fastsættes til 15.000 kr. Der er herved lagt vægt på de bag direktivet liggende hensyn, samt at overholdelsen af dens bestemmelser påhviler arbejdsgiveren, henholdsvis at overskridelserne i alt det væsentlige må anses for sket efter sagsøgerens egen beslutning samt hans mange udtrykkelige ønsker herom og mod fuld overtidsbetaling. Hvad angår den påberåbte tilsidesættelse af sagsøgtes oplysningspligt må det som ubestridt lægges til grund, at det i sagen omhandlede arbejdsforhold ikke på noget tidspunkt har været reguleret af en kollektiv overenskomst eller andre aftaler. Endvidere må det lægges til grund, at dette antageligt var almindeligt kendt blandt de ansatte, samt at sagsøgte allerede har betalt sagsøgeren en godtgørelse på 7.500 kr. Henset hertil, og idet den manglende angivelse må anses for undskyldelig og uden konkret betydning for ansættelsesforholdet, findes der ikke grundlag for at tilkende sagsøgeren en godtgørelse efter ansættelsesbevislovens 6 ud over det allerede modtagne beløb. Sagsøgerens subsidiære påstand tages herefter til følge med det ovenfor angivne beløb på 15.000 kr. og med tillæg af renter som påstået og ubestridt af sagsøgte. Henset til det nu opnåede resultat findes hver part at burde bære egne sagsomkostninger. Thi kendes for ret Inden 14 dage betaler sagsøgte, X Entreprenør & Maskinstation v/b, til sagsøgeren, Fagligt Fælles Forbund 3F som mandatar for A, 15.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. juli 2014 til betaling sker. Hver part bærer egne sagsomkostninger.