1. Mundhulen og tænderne

1. Mundhulen og tænderne Mundhulen afgrænses af læberne, kinderne, ganen og gulvet i munden. Tungen med dens smagsløg og tænderne til at tygge føden med findes i mundhulen. Struktur: Den øverste del af mundhulen er ganen, som adskiller mundhulen og næsehulen. De forreste 2/3 af ganen er benet og hård. Den bagerste tredjedel er den bløde gane, som er opbygget af muskler og en lagdelt fibrøs membran (aponeurosis), der holder musklerne på plads. Spyt fra ørespytkirtlerne udskilles gennem en kanal i mundhulen bagerst i overkæben. Tungen er placeret over mundhulens gulv, og åbningerne fra de øvrige spytkirtler, underkæbens spytkirtler og tungespytkirtlerne, findes her. Tungen: Er dannet af bundter af tværstribede muskler der løber både i længderetningen og til siderne og af eksterne muskler hæftet til de omliggende knogler. Overfladen er dækket af en mukøs membran, der er oversået med smagsløg, der ligger i pletter. Smagsløgene er koncentrerede i de forreste 2/3 af tungen i de svampeformede papiller og de voldgravspapiller. Salte og søde smagsfornemmelser er koncentreret i spidsen af tungen, surt smages på siden af tungen og bittert smages især bagerst ved roden af tungen. Mundhulen Tungen Mandlerne: Mandlerne (figur side 2) er lymfoidt væv, der danner lymfocytter. Mandlerne i mundhulen er lokaliserede på begge sider ved basis af tungen medens svælgets mandler sidder bag til i svælget. Ganens mandler sidder på bagsiden af den bløde gane. Tænderne: Mælketænderne eller de primære tænder begynder at vokse frem i omkring 8 måneders alderen, og Smagsløg Side 1 af 12

tandsættet på 20 tænder er udvokset ved 2-3 års alderen. De 32 permanente tænder erstatter mælketænderne mellem 6- og 11-års alderen. Se detaljer af en tand. Funktion: Tænderne, tungen og kinderne arbejder sammen om at tykke og ælte føden, blande den med spyt og sende den til svælget (mekanisk fordøjelse). Mundhulen arbejder også sammen med næsehulen om at forstærke de lyde, der dannes af stemmebåndene. Når man synker føde eller laver en lyd løftes den bløde gane opad og bagtil, hvor den støder sammen med bagvæggen i svælget. Det sker for at forhindre, at føde og inhaleret luft skal ryge op i næsehulen. Mandlernes placering ved basis af tungen De hyppigste sygdomme: Mundsygdomme (stomatitis), revnedannelse i mundvige og læber (angulær stomatitis), tungebetændelse (glossitis), forstyrrelser af smagssansen (gustatury dysgenesia), huller i tænderne (caries), pyorrhea. God kilde med yderligere informationer om sygdomme i mund og tænder: http://www.netdoktor.dk/ De 32 permanente tænder Side 2 af 12

2. Svælget og strubehovedet Svælget (pharynx) Svælget er det muskuløse rørformede organ, der forbinder næsehulen og mundhulen. Strubehovedet er fortsættelsen af svælget, og er indgangen til luftrøret. Hos voksne mænd kaldes den brusk, der omgiver strubehovedet, og som fortil hos nogle stikker frem på halsen, for "adamsæblet". Struktur: Åbningen til svælget er synlig, når man åbner munden. Det er omkring 12-15 cm langt og løber foran og parallelt med rygsøjlen, og det danner en cylinder, der er flad for og bag til. Svælget udvider sig øverst oppe, hvor det rører ved bunden af kraniet, og den nedre ende løber sammen med spiserøret. Den forreste del af svælget er forbundet med næsehulen og mundhulen mellem den bløde gane og roden af tungen. Ved strubelåget mødes svælget med strubehovedet. Svælgets vægge er opbygget af lag af stribet muskulatur. Svælgets (pharynx) og strubehovedet (larynx) Funktion: Svælget er et af mellemledene i luftvejene (næsehulen, svælget, strubehovedet og luftrøret) og i fødepassagen (mundhulen, svælget og spiserøret). Strubelåget har den vigtige rolle, at det skal forhindre føden i under synkningen at komme ned i luftrøret ("i den gale hals"). Strubehovedet (larynx) Struktur: Skjoldbrusken, ringbrusken og strubelåget danner en ramme omkring talrige brusk-muskler og stem- Side 3 af 12

mebånd. Indersiden er beklædt med en mukøs membran som dækker brusken og musklerne. Inde midt i strubehovedet danner to foldede mukøse membraner de falske stemmelæber og de ægte stemmelæber. Funktion: Strubehovedet er passagen mellem de øvre luftveje og de nedre luftveje. Dets bredde justeres for at kontrollere åndingen og beskytte passagen. Stemmelæberne danner lydene når vi taler. Strubelåget står helt åbent når vi indånder og indsnævres, når vi ånder ud. Når man synker føden eller kaster op lukker strubelåget og både de falske- og ægte stemmelæber for luftvejen, og forhindrer herved at fremmedlegemer i svælget trænger ned i luftrøret og lungerne. Hyppigste sygdomme: Facial tonsilitis, pharyngitis, adenoider, cancer, laryngitis, polypper på stemmelæberne. 3. Spiserøret (oesophagus) Spiserøret: (gr. oesophagus) transporterer føde og væske fra munden til mavesækken. Lokalisering: Fra svælget (pharynx) passerer oesophagus tæt forbi struben mellem luftrøret og rygsøjlen og gennem mediastinum i brystvægen. Det passerer videre ned bagom hjertet og gennem mellemgulvet til bughulen, hvor det forbinder sig med mavesækken. Størrelse og form: Det er en lang passage, der er 25-30 cm lang og 2 cm i diameter. Når der ikke passerer føde ned gennem spiserøret er det lukket pga. den mukøse membrans stærkt foldede overflade. Spiserøret er ca. 25-30 cm langt. Side 4 af 12

Struktur: Spiserøret består yderst af to muskellag: inderst cirkulære ringmuskler og langs løbende muskler yderst. Den inderste muskeloverflade er beklædt med en mukøs membran hvori der også findes muskler, og den ydre overflade er dækket af en fleksibel membran. I de nederste 2/3 af spiserøret er der kun glat muskulatur og i den øverste tredjedel er der stribet muskulatur. Mellem slimhinden og ringmusklerne findes der trykreceptorer, de Meissnerske plexus. Mellem ringmuskellaget og det langsgående muskellag findes Auerbach's plexus, der regulerer spiserørets peristaltiske bevægelser. Bevægelse: Når føden kommer ned i spiserøret, begynder musklerne på deres peristaltiske bevægelser, og de bølgende bevægelser skubber føden nedad mod maven. De tværstribede muskler i den øverste del af spiserøret er under viljens herredømme, men når føden når ned i den del af spiserøret, hvor der kun findes glatte muskler, er synkebevægelsen ufrivillig. Den udløses af fødens tryk mod spiserørets vægge. På overgangen mellem spiserøret og mavesækken (cardia) er de glatte muskler så veludviklet, at de danner nogle ringmuskler, der forhindrer tilbageløb af føden fra maven. Den tid det tager føden at passerer gennem oesophagus er 1-6 sekunder for væske og 30-60 sekunder for fast føde godt blandet med spyt. Spiserørets forskellige lag af slimhinde, muskellag og nerveforsyning. 4. Mave-tarmkanalens placering - et overblik Den nedre del af mavesækken fortsætter over i pylorus, der er åbningen, der fører fra mavesækken til den del af tyndtarmen, der kaldes tolvfingertar- Mave-tarmkanalen set forfra. Side 5 af 12

men (duodenum). Jejunum og ileum, der i den nævnte rækkefølge er de næste afsnit af tyndtarmen, ligger op til mesenteriet (den dobbeltlagede bughinde). Den bageste del af bughinden, mesenteriet eller krøset, hæfter tyndtarmen til bugvæggen i bughulens bagside, så dens bevægelser er noget begrænsede. Jejunum findes især i den øverste venstre del af bughulen og ileum findes i den nedre sektion til højre. Ileum er hæftet til den opadstigende del af tyktarmen under en vinkel på 90. Tyktarmen (opadstigende tværgående og nedadstigende) danner en M- formation rundt om den midterste sektion af bughulen for til sidst at blive til den S-formede endetarm (rectum), der ender i tarmåbningen (anus). Mavesækkens og tolvfingertarmens placering set i to snit. 5. Mavesækken og tolvfingertarmen (duodenum) Mavesækken (ventriklen) holder midlertidigt på føden, der er blevet tilført via spiserøret, herved kan det første trin i fordøjelsen begynde. Fordøjelsen fortsætter i duodenum (tolvfingertarmen). Lokalisering: Mavesækken optager hovedparten af arealet til venstre og under mellemgulvet, som er grænsen mellem brystkassen og bughulen. Leveren er placeret til højre for mavesækken. Sammen optager disse to organer hovedparten af rummet under mellemgulvet. Hovedparten af resten af bughulen udfyldes af tynd- og tyktarmen. Mavesækkens fundus støder op til hjertet gennem det flere millimeter tykke mellemgulv. Spiserøret passerer direkte igennem mellemgulvet og forbinder sig med mavesækken. Milten ligger til højre for mavesækken, og bugspytkirtlen (pancreas) ligger under og bagtil. Bugspytkirtlen er Side 6 af 12

placeret på en sådan måde, at det ser ud som om, den bliver holdt på plads af duodenum. Duodenum, tolvfingertarmen, er den første del af tyndtarmen. Den begynder ved udløbet (pylorus) fra maven, og den holdes på plads hæftet til bughulens bagvæg af bughinderne. Duodenum er kurve-formet meget lig en hestesko og den fortsætter i den del af tyndtarmen der kaldes jejunum. Størrelse og form: Mavesækken er blevet beskrevet som havende en form som et tyrehorn, der er vendt på hovedet. Dens størrelse varierer med indholdet, men når den er fuld er dens rumfang omkring 1.200-1.600 ml. Den hesteskoformede duodenum er omkring 30 cm lang. Den har fået sit navn fordi den nogenlunde svarer til bredden af tolv fingre. Mavesækkens inddeling: For tydeligt og let at beskrive mavesækken er den inddelt i sektioner. Fundus er markeret med C, selv mavelegemet er betegnet M og pylorus-delen er betegnet A. En anden metode er at benytte tal for at beskrive et bestemt sted. Duodenums dele kaldes lige efter pylorus-delen for den øvre duodenum, og de følgende dele som vist i figuren. Duodenums struktur: Duodenum er fuldstændig dækket af bughinden (peritoneum). De vævslag, tunica, der opbygger den, er indefra og ud: den mukøse membran, slimhindens muskellag, de submukøse kirtler (submucosa) med trykreceptorer (Meissner'ske corpuscler), to lag af muskler (inderst et ringmuskellag og yderst et langsgående muskellag) hvor imellem der ligger et nervecellelag (Auerbach's plexus der kontrollerer de peristaltiske bevægelser) og yderst tunica serosa. På overfladen af den mukøse membran (tunica mucosa) er der cirkulære folder, der kaldes tarmtotter (villi), og celler der udskiller forskellige hormo- Skitse af tyndtarmens forskellige vævslag (tunica). Side 12 er der en større og lettere læselig udgave af skitsen. Side 7 af 12

ner, som har meget eksotiske navne (pancreozymin, sekretin, enterogastron, cholecystokinin (CCK)). Den store duodenum papil er lokaliseret nær centrum af den nedadstigende duodenum. Papillen markerer placeringen af ampulla af Vater, der er indgangen fra galdegangen, der kommer fra leveren (og nogen gange fra pancreas) til duodenum. Mavesækkens struktur: Mavesækken kan sammenlignes med en pose, der er opbygget af tre lag glatte muskler. Det inderste lag er det skråtstillede lag, hvor muskelfibrene løber diagonalt, det mellemste lag er det cirkulære lag, som består at muskelfibre der omkranser mavesækken, og det yderste lag hvor musklerne løber i længderetningen. Det cirkulære lag er specielt udviklet i pylorus, hvor det danner pylorus's ringformede lukkemuskel. Det muskulære lag i mavesækken er dækket af en mukøs membran og submucosa og ydersiden er dækket af serosa og bughinden. Stort set alle mavesvulster og ondartede tumorer begynder deres vækst i den mukøse membran og vokser ud mod serosa. Bevægelse: Mavesækken blander og transporterer sit indhold ved sammentrækninger og afslapninger så der opstår regelmæssige peristaltiske bevægelser. En sammentrækning varer fra 2-20 sekunder og der forekommer maksimalt 3-5 sammentrækninger per minut. Ud over den peristaltiske bevægelse, der transporterer føden mod pylorus, forekommer der peristaltiske bevægelser i pylorus delen af mavesækken som transporterer føden i den modsatte retning for at blande føden og mavesaften. Normalt vil føden fra et måltid være 4 timer om at nå frem til duodenum, men det kan tage længere tid, hvis maden er fedtholdig. Duodenum har peristaltiske bevægelser i retning af jejunum. Side 8 af 12

Funktion: Mavesækken opbevarer midlertidigt føden, der kommer ned gennem spiserøret, og koordineret med den fremadskridende fordøjelse i tyndtarmen (specielt i duodenum) før den sender den videre til duodenum. Mavesækken fungerer også som en blandingsmaskine, der omhyggeligt blander føden og mavesaften. I duodenum tilføres der bugspyt og galde til føden, der i mavesækken er blevet forberedt på nedbrydning, så den let kan absorberes i tynd- og tyktarmen. Udskilte safter: Der udskilles mavesaft fra den mukøse membran i mavesækken. Mavesaft er en blanding af saltsyre (HCl), forsøjelsesenzymet pepsin og mukus. Saltsyren er en stærk syre med ph = 1,0-2,5. Mukus forhindre mavens muskler i at blive opløste af mavesaften, der eller angriber og spalter proteiner. Der udskilles omkring 1.500-2.500 ml mavesaft per døgn. Desuden basisk tarmsaft fra tyndtarmen og adskillige fordøjelsesenzymer og fordøjelseshormoner udskilles fra duodenums mukøse membran. 6. Tyndtarmen (intestinum tenue) Tyndtarmen, der spiller en hovedrolle i fordøjelsessystemet, er den lange kanal, der fordøjer og absorberer chymus, der lukkes ind i tyndtarmen fra mavesækken. Chymus er navnet på føden, efter den er blevet grundigt blandet med mavesaft, og den har fået en konsistens som en tyktflydende suppe. Lokalisering: Tyndtarmen består af tre dele: duodenum, der er det første stykke efter mavesækkens pylo- Side 9 af 12

rusmund, jejunum og ileum. Duodenum er fastgjort til den bagerste bugvæg, medens den resterende del af tyndtarmen og den efterfølgende tyktarm ligger og optager hovedparten af bughulens rumfang. Størrelse: Tyndtarmen er en blød kanal, der er 7 meter lang med en diameter på ca. 4 cm hvor den er tykkest. Jejunum udgør 2/5 af tyndtarmens længde og ileum udgør de resterende 3/5. Ileum er noget bredere end jejunum og har en tykkere, lyserød farvet væg. Struktur: Tyndtarmen har en indre beklædning af en mukøs membran, omgivet af muskellag (et indre lag af ringmuskler og et ydre lag af langsløbende muskelfibre). Bughinden dækker dette yderste muskellag. Ringformede folder, der kaldes plicae, findes i den mukøse membran. Plicae er specielt talrige i jejunum afsnittet. Der sidder talrige villi på plicae. Hertil kommer at der på hver villi i gennemsnit sidder 600 mikrovilli. Tilsammen er disse dannelser med til at give tyndtarmen en meget stor overflade. 7. Tyktarmen (colon) Lokalisering. Tyktarmen tredeles i coecum, colon og rectum. Colon kan inddeles i den opadstigende tyktarm, det tværgående stykke og den nedadstigende tyktarm. Den opadstigende del kommer fra coeum i den nederste del af bughulen. Colon drejer derefter skarpt til venstre og bliver den tværgående colon, som efter endnu en skarp drejning bliver til den nedadstigende colon, der løber nedad i bughulens venstre side. Den sidste del af colon, der er halvmåne-formet, fortsætter over i endetarmen (rectum), som ender i anus. Den opadstigende og nedadstigende del af colon er fastgjort til bag- Side 10 af 12

væggen i bughulen, men den tværgående tyktarm, som hænger mere løst kan i nogen grad bevæge sig. Størrelse, form og struktur. Tyktarmen er omkring 1,5 meter lang, og den er to til tre gange så bred som tyndtarmen. Dens ydre overflade ikke glat. Tre bånd af på langs løbende muskler, hver 8 mm brede, sidder med ens mellemrum og giver colon en slags løs blæsebælgsagtigt udseende. Enden af tyndtarmens ileum og den opadstigende del af colon mødes i et T-formet sammenhæftningssted. Her trænger ileum en smule ind i colon og danner de ileocecale forhøjninger, som forhindrer indholdet i tyktarmen i at løbe tilbage til tyndtarmen. Haleenden i dette forbindelsespunkt er det ormeformede vedhæng (appendiks 2-20 cm lang), som minder om en temmelig fed orm. Funktion. Hovedparten af funktionen har med fordøjelsen at gøre, og hovedparten af disse processer foregår i tyndtarmen. Tyktarmen absorberer 1/4 af væsken fra det flydende indhold, der kommer fra ileum. Tyktarmen absorberer også natrium og forskellige salte og udskiller kalium. 8. Endetarm (rectum) og anus Endetarmen, der sidder i forlængelse af tyktarmen, er ca. 15 cm lang. Den har 3 horisontale folder, der fungerer som klapper. Fæces (afføring), der oplagres i den halvmåne-formede del af tyktarmen, flytter sig over i rectum som et resultat af muskelsammentrækninger, der forekommer flere gange om dagen, og endetarmen tømmes i et afklarende øjeblik som afføring. Det indre og øverste antal lukkemuskler på indersiden af anus (endetarmsåbningen) er glat muskulatur og ikke underlagt viljens kontrol, men de nederst anale lukkemuskler er tværstri- Side 11 af 12

bede muskler, og derfor underlagt viljen. De to lukkemuskler arbejder sammen om at åbne og lukke anus. Tunica er en generel betegnelse for vævslag, der beklæder organer. F.eks. er tyndtarmens tunica, som er skitseret her, forskellig fra arterier og veners tunica Side 12 af 12