Fanget på kamera En tur op ad gågaden og du kan hurtigt blive fanget af et kameras linse. I dagligdagen tænker vi måske ikke så meget over det, da det at tage billeder er en helt naturlig del, men hvis vi dykker nærmere ned i, hvor, hvorfor og hvordan kameraer er med til at præge vores liv, så vil vi se, hvordan billeder faktisk er en stor del af vores liv i det offentlige rum. Hvem har retten over billederne? Finder du sjove billeder på google og bruger på dine profiler eller til skoleopgaver? Det er faktisk ulovligt, fordi ophavsretten til billedet tilhører den, der har taget billedet. Dette gælder også når billeder eller videoer uploades på nettet. Det er nemt at anvende og dele billeder, når de er så let tilgængelige og mange vælger derfor at se bort fra dette, når de eksempelvis sender billeder videre uden at have spurgt ejermanden. Det vil sige, at man ofte deler sjove billeder og videoer uden samtykke. På sociale medier er det lidt anderledes. Når du tager et billede eller laver en video og uploader det, er du stadig ejer af billedet eller videoen. Det vil sige, du har ophavsretten. Men på sociale medier accepterer du, hvis du ikke selv ændrer det i indstillingerne, at nettjenesten får brugsretten over de billeder du har på dine profiler, dvs. du accepterer at de må bruge dine billeder 1 af 5
eksempelvis til reklamebrug. Dette kan virke underligt eller forkert at de må bruge dine billeder og oplysninger generelt til at målrette reklamer m.m., men omvendt er det nødvendigt for at et medie som Facebook kan eksistere. Dit profilbillede og de billeder, du vælger at lægge på din facebookprofil (som du har ophavsret til) vises nemlig hele tiden til andre i deres nyhedsfeed, hver gang, du ligger noget op på din profil. Så derfor vil det være umuligt for et socialt netværksmedie som Facebook, at spørge om lov hele tiden. Men du har stadig ophavsretten til billedet, mens de sociale medier blot har brugsretten. Hvor det bliver rigtig kompliceret at nå frem til den, der har ophavsretten til billedet er når billeder deles tilstrækkelig mange gange. Derfor kommer personer, jævnligt i klemme, når billeder lægges op og deles uden den pågældende har givet lov, det vil sige samtykket. Overvågning - hvordan og hvorfor? Vi tænker måske sjældent over det, men når vi færdes i det offentlige rum, så overvåges vi af sikkerhedskameraer. Prøv næste gang du går på en gågade, at lægge mærke til facader, vinduer og inde i butikken om du kan finde overvågningskameraer eller skilte der fortæller, at her er der sat overvågningskameraer op. Du vil forbavses over, hvor mange der er rundt omkring. Danmark er et af de mest overvågede lande i verden. Overvågningskameraer findes på husfacader, i toget, i bussen, i skolen og i butikkerne. For hver 15. dansker findes der ifølge statistikker et kamera. Faktisk er børn blandt de mest overvågede. De fleste skoler har overvågningskameraer i skolegården og rundt om på skolens fællesarealer. Derudover kan mobiltelefoner indeholde GPS, så forældre kan følge med i deres børns færden, hvis de ønsker det. Vi stiller ikke længere så ofte spørgsmålstegn ved det, men betragter i stedet overvågning som en vigtig del af vores tryghed som borgere. Det skal sikre os mod kriminalitet, og overvågningen er især blevet udvidet i forbindelse med et forhøjet beredskab mod terror. Faktisk er det sådan, at en undersøgelse i 2015 viste at knap halvdelen af de adspurgte ønskede flere overvågningskameraer i gadebilledet som led i terrorbekæmpelsen. 2 af 5
Men stemmer det så også overens med virkeligheden, at overvågning forhindrer kriminalitet? Det gør det til en vis grænse, men det kan stadig være svært at finde frem til en forbryder fra et billede på et overvågningskamera. Og der er intet belæg for det i forskningen om, at overvågning er den største hindring for at kriminalitet ophører. Overvågning fører ikke til mindre vold eller gør os i stand til at fange flere terrorister. Alligevel er overvågning bredt accepteret i dagens Danmark. Hvad er offentlig og hvad er privat? Hvad sker der når grænsen mellem det private og offentlige pludselig forsvinder? Vi kender det fra Reality-serier som Big Brother og Paradise Hotel. Her overvåges deltagerne med kameraer, selv i badet og i soveværelset. Man følger deltagerne nærmest dag og nat også i intime situationer, hvor deltagerne dyrker sex eller tager brusebad, når de er fulde og når de i fuldskab græder eller skændes. Overvågningen i disse programmer betragtes som leg, konkurrence og spil og for deltagerne handler det om at stille op til udsendelserne for at få en smutvej til berømmelse ved at udstille sig selv. Men hvor er grænsen for overvågning som middel for tryghed mod kriminalitet og hvor kan man tillade at sætte kameraer op? På toilettet? I omklædningsrummet? Kan man tillade at overvåge sine børn eller sit hus som værn mod indbrudstyve? Eller er det ok, at en IT-gigant virksomhed som google kan samle persondata om, hvor du har været, hvornår og gemme din søgehistorik i evig tid? Hvad skal de bruge den til? 3 af 5
Spørgsmålet om grænsen for overvågning handler derfor om dilemmaet mellem at føle sig tryg, når vi færdes i bybilledet og at bevare vores frie ret til at færdes uden at andre ved, hvor vi er og hvad vi laver, dvs. at værne om vores privatliv. Filmet i det skjulte Når vi færdes offentligt kan vi sagtens ende på andres billeder. En tur på museum eller foran turistattraktioner kan uvildigt føre til, at vi havner på en fremmed persons billede. Som det ses på billedet til højre er der mange mennesker, som eksempelvis ikke har bedt om at blive foreviget ved n af den egyptiske attraktion på London Museum. Men dette kan vi dog godt acceptere, da vi ved at intentionen med at tage billedet har været den egyptiske skulptur og ikke folkene omkring, der i øvrigt ikke fremtræder på nogen uheldig måde på billedet. Omvendt findes der en lang række tilfælde hvor mennesker er blevet filmet i det skjulte med en intention om at filme dem i bestemte situationer og senere videregive disse billeder til mange på nettet. Det kan være i fitnesscentret, i omklædningsrummet, på toilettet eller i ferielejligheden, hvor ejeren af boligen har sat skjulte kameraer op. Det kan også være i form af hacking af computerens webcam, hvor nogle drenge er blevet optaget mens de onanerede. De har efterfølgende oplevet, at bagmændene har forsøgt at afpresse dem for penge og truet dem med at lægge videoerne ud på nettet. For at nævne nogle andre eksempler på skjulte optagelser, har en ung pige oplevet, at hun under nogle øvelser i et fitnesscenter er blevet filmet. Pigen og hendes kæreste fandt senere ud af, at videoen var delt i en lukket Facebookgruppe med titlen Røv- 100kr. 4 af 5
Nogle gymnasiepiger er desuden blevet filmet i et omklædningsrum på deres skole og køkkenpersonalet på et sygehus har fundet skjulte kameraer sat op i deres omklædningsrum. Derudover har kvindelige orienteringsløbere fra landsholdet oplevet at blive filmet på deres hotelværelser af en af deres ledere gennem mange år. Også optagelser af tissende festivalsgæster var en sag som ramte avisforr efter en Roskilde Festival. Billeder og videoer af trængende piger, der havde sat sig ved festivalens hegn for at tisse, var blevet filmet og videoerne delt på diverse pornor. Værst synes det at være, når børn ufrivilligt filmes, som det skete i en omfattende sag om pædofili. Her indgik skjulte optagelser over børns besøg i omklædningsrummet i Lalandia som en del af gerningsmandens omfattende materiale af børn i intime situationer. Optagelserne fra Lalandia, var gennem den tiltalte blevet spredt til pædofili-kredse på nettet. Der er altså flere eksempler på, at mennesker oplever krænkelser og deres grænse mellem, hvad der er privat og hvad der er offentligt overtrædes. Så hvad der for nogle mennesker bruges til at tjene penge, bruges for sjov eller handler om helt andre hensigter, så går dette udover den enkelte person, der har været udsat for at blive filmet i det skjulte eller uden samtykke og derefter opleve at få billederne eller videoen spredt på nettet eller de sociale medier. 5 af 5