Historien om kong David Saul og kong David, del 2

Historien om kong David Saul og kong David, del 2 (Anden Samuelsbog) Kapitel 1 1 Efter sejren over amalekitterne vendte David hjem til Siklag. 2 Et par dage efter kom en mand fra Sauls hær op på slottet. Han havde revet sit tøj i stykker og gnedet jord i ansigtet for at vise sin sorg, og han bukkede dybt for David. 3 Hvor kommer du fra? spurgte David. Jeg er flygtet fra slagmarken, svarede manden. 4 Jamen, hvad der er sket? sagde David. Vi måtte flygte, efter at mange af vores mænd var døde. Saul og Jonatan døde også. 5 Hvor ved du det fra? spurgte David. 6 Budbringeren svarede: Jeg stod tilfældigvis på Gilboabjerget, og jeg så Saul støtte sig til sit spyd, mens fjendens vogne og rytterne kom nærmere. 7 Han vendte sig om, og da han fik øje på mig, råbte han til mig. 8 Han spurgte, hvem jeg var, og jeg svarede, at jeg var amalekit. 9 Så sagde han: Kom herhen og slå mig ihjel. Jeg har frygtelige smerter. 10 Jeg gik hen og stak sværdet i ham, for jeg var klar over, at han ikke ville overleve alligevel. Så tog jeg hans kongekrone og armbåndet. Her er de, herre. 1

11 Så gav David og hans mænd sig til at rive deres tøj i stykker som tegn på deres store sorg. 12 De græd og fastede hele dagen over Saul og Jonatan og over alle de andre israelitter, der var døde. 13 David spurgte budbringeren, hvem han var. Jeg er søn af en amalekit, der bor blandt israelitterne, svarede han. 14 Hvorfor havde du ikke mere respekt for Guds udvalgte konge? spurgte David. 15 Han kaldte på en af sine mænd og bad ham om at slå amalekitten ihjel. 16 Bagefter sagde David: Han var selv ude om det, for han indrømmede, at han havde slået kongen ihjel. Åh, heltene er døde 17 David sang en klagesang over Saul og Jonatan 18 og satte sydisraelitterne til at lære sangen. I dag står den i Bogen om det gode. 19 Dine helte, Israel, ligger døde på et bjerg. Åh, heltene er faldet. 20 Fortæl det ikke i Gat og i Ashkalons gader, for så vil filistrenes døtre glæde sig, de ugudelige filistres døtre vil juble. 21 Lad der hverken falde dug eller regn i Gilboa, må kilderne standse deres strøm. For i bjergene ligger heltenes blodige skjolde. Sauls skjold kommer aldrig mere i kamp. 22 Før slagmarken var mættet med fjendens blod og fedt, sænkede Jonatan ikke sin bue, 2

og Sauls sværd vendte aldrig hjem uden at have slået store krigere ihjel. 23 Saul og Jonatan var omgivet af kærlighed og respekt, og de var sammen i liv og død. De var hurtigere end ørne og stærkere end løver. 24 Israels kvinder, I skal græde over Saul, som gav jer guldsmykker og smukt tøj. 25 Åh, heltene er faldet på slagmarken, Jonatan ligger død i Israels bjerge! 26 Jeg sørger over dig, Jonatan, min bror, jeg elskede dig så højt. Din kærlighed betød mere for mig end nogen kvinders. 27 Åh, heltene er døde, og deres våben er ødelagt. Kapitel 2 Konge i Hebron 1 Nu spurgte David Gud: Skal jeg flytte til Sydisrael? Gud svarede ja og bad ham tage til Hebron. 2 Der tog David op sammen med sine koner, Akinoam og Abigail. 3 Alle hans mænd og deres familier fulgte med og slog sig ned i byerne i nærheden. 4 Senere kom alle sydisraelitterne også til Hebron og gjorde David til konge. 3

Da David fik at vide, at mændene i Jabesh i Gilead havde begravet Saul, 5 sendte han besked til dem og sagde: Tak, fordi I behandlede Saul godt og gav ham en ordentlig begravelse. 6 Jeg vil belønne jer for det, og bede Gud passe på jer. 7 Vær nu modige og trofaste over for mig, for sydisraelitterne har gjort mig til konge. På sværdenes mark 8 Abner, som havde været Sauls hærfører, havde taget Sauls søn Ishboshet med over til Mahanajim øst for Jordanfloden 9 og havde gjort ham til konge over stammerne i Nordisrael. 10 Ishboshet var 40 år gammel, da han blev konge i Nordisrael, og han regerede i to år. Det var kun sydisraelitterne, der valgte David som deres konge. 11 Han var konge i Hebron i syv år og seks måneder. 12 Men Abner ville gerne have Sydisrael til at underlægge sig Nordisrael, så Israel kunne blive til ét samlet kongerige. Derfor tog han til Gibeon lidt nord for Jerusalem, 13 hvor han og hans følge blev mødt af Davids hær med Joab i spidsen. De slog lejr på hver sin side af søen. 14 Abner henvendte sig til Joab og foreslog, at de indledte kampen med at lade de unge mænd kæmpe mod hinanden. Det gik Joab med til, 15 så 12 af Ishboshets mænd gik i kamp med 12 af Davids mænd. 16 De kastede sig over hinanden med sværdene, og kort tid efter var de alle sammen døde. Derfor kalder man stedet ved Gibeon for Sværdenes Mark. 4

17 Kampen blev meget hård den dag, og det endte med, at Davids hær vandt. 18 Joabs to brødre, Abishaj og Asael, var der også, og Asael var hurtig som en gazelle. 19 Da Abner prøvede at flygte, løb Asael efter ham, og da han var lige ved at indhente ham, 20 vendte Abner sig om. Er det dig, Asael? spurgte han. Ja, svarede Asael. 21 Så gå efter en anden end mig! råbte Abner, men Asael ville ikke give op. 22 Abner råbte igen til Asael: Hold nu op med at forfølge mig! Jeg vil ikke slå dig ihjel, for hvordan skulle jeg så kunne se din bror Joab i øjnene igen? Selvom vi slås nu, er vi jo i familie med hinanden. 23 Men Asael standsede ikke, så Abner stak sit spyd tværs igennem ham, så han faldt om og var død på stedet. Folk stimlede sammen omkring liget, 24 men Joab og Abishaj forfulgte Abner ud mod ørkenen, og ved solnedgang var de nået til foden af Ammahøjen øst for Gia. 25 Oppe på toppen samlede Benjaminstammen sig bag ved Abner, 26 og Abner råbte til Joab: Skal vi blive ved med at slå ihjel? Kan du ikke se, at det kun skaber ulykke for os alle sammen? Hvor længe skal vi blive ved på denne måde? 27 Du har ret. Godt, du sagde det; ellers kunne vi være fortsat sådan her lige til i morgen, svarede Joab. 28 Så blæste han i hornet, og soldaterne sænkede deres våben. 5

29 Så vendte Abner og hans mænd hjem mod Nordisrael. De krydsede Jordanfloden og hele natten gik de igennem Bitron og kom tilbage til Mahanajim. 30 Også Joab samlede sine mænd, nu hvor han havde opgivet at forfølge Abner. Ud over Asael havde Sydisraels hær mistet 19 mand, 31 mens de selv havde slået 360 af nordisraelitterne ihjel. 32 De tog Asaels lig med sig og begravede ham i hans fars grav i Betlehem. Joab og hans mænd gik hele natten og nåede hjem til Hebron ved daggry. Kapitel 3 Nu har jeg fået nok! 1 Krigen mellem Ishboshet og David trak ud, men David blev hele tiden stærkere, mens Ishboshet blev svagere og svagere. 2 I Hebron fik David seks sønner med seks forskellige kvinder. Den ældste søn, Amnon, fik han med Akinoam. 3 Den næstældste, Kilab, fik han med Abigail, og den tredje søn, Absalon, fik han med Maaka, der var datter af Geshurs konge Talmaj. 4 Den fjerde søn, Adonija, fik han med Haggit, den femte søn, Shefatja, fik han med Abital, 5 og den sjette søn, Jitream, fik han sammen med Egla. 6 Under krigen blev Abners magt i Nordisrael styrket, selvom landet blev svækket, og det bekymrede Ishboshet. 7 Da Saul, Ishboshets far, døde, havde han efterladt sig en kone ved navn Rispa. Nu anklagede Ishboshet Abner for at være gået bag ryggen på Saul: Hvorfor gik du i seng med min fars kone? spurgte han? 6

8 Abner blev rasende og sagde: Hvad regner du mig for? Et fjols fra Sydisrael? Jeg har altid været trofast over for Saul og hans slægtninge og venner, og jeg har støttet dig frem for David, og så vil du alligevel anklage mig på grund af en kvinde? 9 Nu har jeg fået nok, fra nu af vil jeg hjælpe David med få det kongerige, Gud lovede ham! 10 Jeg tager kongedømmet fra Sauls efterkommere og lader David blive konge over både Nordisrael og Sydisrael. 11 Ishboshet blev helt tavs, og fra da af var han meget bange for Abner. Taget fra sin mand 12 Abner sendte besked til David og sagde: Burde Nordisrael ikke også tilhøre dig? Hvis du indgår en aftale med mig, vil jeg hjælpe dig til at få magt over hele Israel. 13 David svarede: Meget gerne. Men jeg har et uomgængeligt krav. Når du kommer, skal du have Sauls datter Mikal med. 14 Samtidig sendte David en besked til Ishboshet: Giv mig min kone Mikal, som jeg i sin tid købte for 100 af filistrenes forhuder. 15 Så tog Ishboshet hende fra den mand, hun senere var blevet gift med. 16 Hendes mand fulgte grædende efter hende lige til Bahurim, hvor Abner gav ham besked om at gå hjem. 17 Abner gav sig til at forhandle med landsbyrådene i Nordisrael og sagde: I har i lang tid villet have David som konge over nordisraelitterne. 18 Nu må I gøre alvor af det! For Gud har sagt: Jeg vil få David til at redde mit folk fra filistrene og deres andre fjender. 19 Abner henvendte sig også til benjaminstammen, og til sidst tog han til Hebron med 20 mænd og fortalte David, at alle stammerne i Nordisrael og 7

benjaminstammen havde indvilget i at støtte ham. 20 David holdt en stor fest for Abner og hans mænd, 21 og Abner sagde: Nu vil jeg tage af sted og sørge for, at hele Israel samler sig om dig. De vil indgå en aftale med dig, og så har du al den magt, du kan ønske dig. David gav Abner lov til at tage af sted. Hvorfor lod du Abner rejse? 22 På samme tid vendte Joab hjem fra et plyndringstogt sammen med Sydisraels hær, hvor de havde vundet et stort bytte. Abner var rejst, 23 og det fik Joab at vide. 24 Joab sagde til David: Hvad har du gjort? Hvorfor lod du Abner rejse uden videre? 25 Du kender ham jo. Han kom for at narre dig og udspionere dig. 26 Og Joab var knap nok færdig med at tale med David, før han sendte nogle mænd af sted efter Abner, som tog ham med tilbage fra Bor-ha-Sira, uden at David vidste det. 27-30 Da Abner blev ført ind ad porten til Hebron, trak Joab ham til side og stak ham ihjel som hævn for sin bror Asael. David blev rasende, da han hørte det. Gud er mit vidne på, at jeg ikke har noget med Abners død at gøre, sagde han. Det er udelukkende Joab og hans fars familie, der er skyldige. Må væskerne løbe ud af alle deres kropsåbninger! Må de blive spedalske, gå med krykker, dø i krigen og sulte ihjel! Myrdet med koldt blod 31-32 Så sagde David til Joab og mændene: I skal rive jeres tøj i stykker og tage sørgetøj på i stedet. De begravede Abner i Hebron, og David gik selv bag ved hans båre. Alle græd ved graven, 33 og David sang: 8

Tænk, at du skulle dø sådan, stukket ned i en port! 34 Du døde ikke i krig, skønt det var en ære, du havde fortjent. Du blev myrdet med koldt blod. Og de græd alle sammen endnu mere. 35 Senere kom Davids mænd hen for at få ham til at spise noget, men David sagde: Må Gud straffe mig hårdt, hvis jeg så meget som rører en smule mad før i aften! Det gjorde indtryk på folk, og i det hele taget var de begejstrede for ham. 37 Den dag forstod alle i hele landet, at David ikke havde noget at gøre med drabet på Abner. 38 Det er virkelig en stor mand, der er faldet i dag, sagde David. 39 Men selvom jeg er valgt som konge, har jeg ikke magt nok til at gå efter Joab og Abishaj. Det må være op til Gud at straffe deres forbrydelse. Kapitel 4 Her er Ishboshets hoved 1 Alle i Nordisrael blev chokerede, da de hørte at Abner var død, og Ishboshet vidste ikke, hvad han skulle stille op. 2-3 Det besluttede to af hans egne mænd, Baana og Rekab, at udnytte. De var anførere for hver deres bande, der jævnligt tog ud for at plyndre Nordisraels fjender. Egentlig kom de fra Beerot, der lå uden for benjaminstammens område, men de blev alligevel anset for at høre med til benjaminstammen, og 9

derfor havde Ishboshet stor tillid til dem, for han nedstammede også selv fra Benjamin. 4 Jonatan havde haft en søn ved navn Mefiboshet, der kun var fem år gammel, da Jonatan og Saul døde. Hans plejemor var flygtet med ham, men havde tabt ham, så han brækkede ryggen og ikke længere kunne gå. Ham skal vi høre mere om senere. 5 En dag opsøgte Rekab og Baana Ishboshet, mens han sov til middag. 6 Den kvinde, der sad vagt uden for døren, havde siddet og sorteret hvede, men var faldet i søvn i varmen, så Rekab og Baana let kunne slippe forbi 7 og komme ind og slå Ishboshet ihjel. De huggede hovedet af ham og tog det med sig på turen igennem Jordandalen. De gik hele natten, 8 og næste dag afleverede de hovedet til David i Hebron. Her er Ishboshets hoved. Gud har i dag givet dig hævn over Saul og hans efterkommere, der prøvede at slå dig ihjel. 9 Gud er mit vidne, svarede David, 10 på, at dette er sandt: Da jeg fik besked om, at Saul var død, troede den mand, der fortalte mig det, at jeg ville blive glad, men jeg fik ham henrettet. Det var den belønning, han fik. 11 Hvad tror I så jeg gør ved sådan et par forbrydere, der har slået en uskyldig mand ihjel hjemme i hans egen seng? 12 David lod de to mænd henrette og fik deres hænder og fødder hugget af og hængt op ved dammen i Hebron. Ishboshets hoved lod han begrave i Abners grav i Hebron. 10

Kapitel 5 Blinde og døve jebusitter 1 Alle israelitterne tog over til David i Hebron, og landsbyrådene sagde: Vi vil gerne have dig til konge. Når det kommer til stykket, er alle Israels stammer jo én stor familie. 2 Selv da Saul var konge, var det i virkeligheden dig, der var anfører, når vi skulle i krig. Og Gud har sagt til dig, at du skal passe på os og være leder for os. 3 David accepterede deres forslag, og alle stammerne indgik højtideligt en aftale om at slå sig sammen. Så kronede de David som konge over hele Israel, ligesom Gud i sin tid havde lovet Samuel det. 4 David var 30 år, da han blev konge, og han regerede i 40 år. 5 De første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Sydisrael, og de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Sydisrael og Nordisrael. 6 Da Sydisrael og Nordisrael havde slået sig sammen, tog David og alle israelitterne op for at indtage Jerusalem, fordi den var en strategisk vigtig by. På det tidspunkt hed byen Jebus, og det var dér, jebusitterne boede. I kan godt opgive at komme ind i byen! sagde jebusitterne, 7 men kort efter havde David indtaget Zionborgen og omdøbt den til Davidsborgen. 8 Før angrebet sagde David: Vi må slå til ved vandledningen. Jeg hader de elendige jebusitter; de er både blinde og døve. Davids ord blev misforstået og blev til det ordsprog, der siger: De blinde og døve må ikke komme ind i templet. 11

9 David flyttede ind i klippeborgen, og han udbyggede den helt ud til Millos terrasser. 10 David fik mere og mere magt, og Gud hjalp ham. 11 Kong Hiram i Tyrus sendte træ, murere og tømrere til David, så han kunne bygge sig et palads. 12 Da forstod David, at andre konger også ville have respekt for ham, og nu var han ikke i tvivl om, at det var Gud, der havde udvalgt lige netop ham til at være konge i Guds højtelskede Israel. 13 David fik flere koner i Jerusalem, og han fik flere børn. 14 De sønner, han fik, hed Shammua, Shobab, Natan, Salomon, 15 Jibkar, Elishua, Nefeg, Jafia, 16 Elishama, Eljada og Elifelet. Skyllet ind som en stormflod 17 Da filistrene hørte, at David var blevet konge i hele Israel, tog de alle sammen af sted for at tage ham til fange. Men David fandt ud af det og forskansede sig i sin borg. 18 Filistrene var nået til Refaim-dalen og havde spredt sig der. 19 Nu spurgte David Gud: Skal jeg angribe filistrene? Vil du lade mig vinde? Ja, det vil jeg! svarede Gud. 20 Filistrenes hær stod i Baal-Perasim, og der vandt David over dem. Gud har ladet mig skylle ind over mine fjender som en stormflod, sagde han tilfreds. 21 Filistrene efterlod deres gudestatuer i Baal-Perasim, da de trak sig tilbage, og David og hans mænd tog dem med sig. 22 Men så angreb filistrene Refaimdalen igen, 23 og David måtte endnu engang spørge Gud, hvad han skulle gøre. 12

Du skal ikke gå til frontalangreb på dem. Gå om bag ved dem, og angrib dem ud for den lille skov. 24 Så snart det lyder, som om nogen går rundt oppe i træerne, skal du gå til angreb, for det er tegn på, at jeg har startet angrebet på filistrenes hær. 25 David gjorde, som Gud havde sagt, og han vandt over filistrenes hær og trængte dem tilbage til Gezer. Kapitel 6 Grebet i farten 1 Senere samlede David alle sine bedste mænd, 30.000 i alt, 2 og de gik til Baala i Sydisrael for at hente kisten med den hellige aftale. 3 De tog kisten og satte den på en splinterny vogn med okser foran. To mænd, der hed Uzza og Akjo, styrede vognen. 4 Uzza gik ved siden af kisten, og Akjo gik foran, 5 mens David og alle israelitterne dansede på livet løs for Gud, mens de sang og spillede på citarer, harper, pauker, bjælder og cymbler. 6 Pludselig snublede okserne, og Uzza greb fat i kisten, så den ikke røg på jorden, selvom han ikke havde renset sig. 7 Gud blev rasende på Uzza og slog ham ihjel på stedet, fordi han havde rørt ved kisten med den hellige aftale, uden at han havde renset sig først. 8 Det gjorde David vred. Derfor kaldte han stedet for Peres-Uzza, som betyder angrebet på Uzza, og det hedder det stadigvæk. 9 Nu var David bange for Gud, og han tænkte, at han hellere måtte lade være med at tage kisten med hjem til sig selv. 10 Så i stedet for at stille den i Davidsborgen afleverede han den til Obed-Edom, der boede i Gat. 13

Ikke ligefrem værdigt! 11 Kisten stod i Obed-Edoms hus i tre måneder, og imens tog Gud sig godt af Obed-Edom og hele hans familie. 12 Da David fandt ud af, hvilke fordele Obed-Edom fik ud af at have kisten stående, holdt han en stor ceremoni og flyttede den op til Davidsborgen. 13 Først løftede nogle mænd kisten op og tog seks skridt med den, og så ofrede David en okse og en kalv. 14 David havde en særlig præstedragt på og dansede vildt foran kisten. 15 Og hele landet kogte af begejstring, mens kisten blev flyttet. 16 Men da den nåede frem til Davidsborgen, stod Sauls datter Mikal og kiggede ud ad vinduet. Og da hun så kong David hoppe og danse, kunne hun pludselig slet ikke lide ham mere. 17 Mændene førte kisten ind og stillede den i det telt, David havde sat op til den, og de ofrede alle sammen til Gud. 18 Da David var færdig med at ofre, bad han til Gud om at give folket styrke og livskraft, 19 og han uddelte et brød, en daddelkage og en rosinkage til alle mænd og kvinder i hele Israel. Derefter gik de alle sammen hjem. 20 Da David kom hjem for også at bede for sin familie, kom Mikal ud til ham. Israels konge opfører sig ikke ligefrem værdigt, når han danser og udstiller sig selv for sine undersåtters slavinder, sagde hun. Sådan gør man ikke! 21 David sagde: Jeg dansede til ære for Gud, som udvalgte mig til konge og fravalgte din far. Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at danse foran 14

kisten, 22 og jeg nedværdiger mig gerne endnu mere. Du må synes, hvad du vil, men de slavinder, du nævner, har respekt for mig. 23 Mikal fik aldrig nogen børn. Kapitel 7 På vandring fra telt til telt 1 Gud sørgede nu for, at der var fred i landet, 2 og David sagde til profeten Natan: Jeg bor her i et stort palads, men Guds kiste med den hellige aftale bor bare i et telt. Jeg vil bygge et tempel til ham. 3 Gør endelig det, du har tænkt dig, svarede Natan, for Gud støtter dig. 4 Samme nat talte Gud til Natan og sagde: 5 Sig til min tjener David: Gud har sagt: Du skal ikke bygge noget til mig. 6 Jeg har jo ikke boet fast noget sted, siden jeg førte israelitterne ud af Egypten. Tværtimod har jeg været på vandring fra telt til telt og fra bolig til bolig. 7 I al den tid, jeg vandrede omkring med israelitterne, har jeg aldrig nogensinde bedt en af Israels ledere, som jeg udvalgte til at passe på mit folk, om at bygge mig et stort tempel. 8 Så sig til min tjener David: Gud siger: Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og jeg udvalgte dig til at være konge over mit folk israelitterne. 9 Jeg var med dig overalt, og jeg udryddede alle dine fjender. Det er min fortjeneste, at du i dag er en af de mest berømte konger på jorden. 10 Jeg vil give mit folk et sted at bo og sørge for, at de kan slå rod som en plante og bo der uden at være bange. Deres fjender skal ikke længere undertrykke dem, 11 som dengang jeg måtte udvælge ledere til at 15

passe på dem. Jeg har overvundet dem alle sammen. Så hør nu: Du skal ikke bygge et tempel til mig, men jeg vil sørge for, at du får et stort palads. 12 Og når dit liv er slut, og du er gået i døden ligesom dine forfædre, vil jeg lade en af dine sønner efterfølge dig. 13 Det bliver ham, der får lov at bygge et tempel til mig, og hans efterkommere vil være konger i Israel til evig tid. 14 Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Når han gør noget, jeg ikke vil have, vil jeg straffe ham. 15 Men jeg vil være trofast over for ham og ikke vende ryggen til ham, som jeg gjorde med din forgænger Saul. 16 Så dine efterkommere vil være konger i Israel til evig tid. 17 Hele dette syn fortalte Natan til David. Hold fast ved dine løfter, Gud 18 Så gik kong David ind og satte sig foran kisten og sagde til Gud: Hvordan har jeg gjort mig fortjent til al den succes? Jeg kommer jo fra en helt almindelig familie. 19 Og så har du ovenikøbet givet os løfter langt ud i fremtiden. 20 Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til al den ære, du viser mig. 21 Du lovede at behandle mig så godt, og nu har du opfyldt dit løfte. 22 Sådan har du vist din storhed. Gud, vi har aldrig hørt om, at der skulle være andre guder som dig. 23 Ingen er så heldige som dit folk, israelitterne, det eneste folk på jorden, som du har reddet fra at være slaver. Du udvalgte os til at være dit folk, så dit navn kunne blive kendt over hele verden på grund af de store og vidunderlige ting, du har gjort for os. Det var det, der skete, da du sørgede for at jage de andre folk væk fra det land, israelitterne kom til, efter at du havde reddet dem ud af Egypten. 24 Du har gjort israelitterne til dit eget folk for evigt, og du er blevet vores Gud. 16

25 Gud, hold fast ved dine løfter til mig og min familie. 26 Så skal du være berømt for altid, og alle vil sige: Gud er Israels Gud. Og lad min familie leve for evigt. 27 Du har talt til mig og sagt, at du vil bygge et palads til mig. Derfor vover jeg at knæle for dig og bede om alt det, du har lovet mig. 28 Gud, du er jo Gud, 29 så sørg for, at min familie vil leve for altid. Hvis du vil, Gud, så kan du sørge for, at det sker. Kapitel 8 Målt med en snor 1 I tiden derefter vandt David over mange af israelitternes nabofolk. Først gik han i krig mod filistrene og erobrede Meteg-ha-Amma. 2 Bagefter tog han kampen op mod moabitterne, og da han havde besejret dem, tvang han dem til at lægge sig ned på jorden. Så målte han deres højde med en snor og slog de højeste af dem ihjel. Kun de mindste lod han leve, og dem tvang han til gengæld til at begynde at betale skat. 3 Han vandt også over Sobas konge Hadadezer, som var taget ud for at erobre landområder ved Eufratfloden. 4 David beslaglagde 1.000 vogne, 7.000 ryttere og tog 20.000 af kongens soldater til fange. Han skar haserne over på alle vognhestene, bortset fra hundrede af dem, som han besluttede at skåne og bruge selv. 5 Da aramæerne fra Damaskus kom for at hjælpe kong Hadadezer, slog David deres hær på 22.000 mand. 6 Så indsatte han guvernører i Damaskus, og også aramæerne skulle nu begynde at betale skat. Gud sørgede for, at David vandt alle slagene 7 og fik et stort krigsbytte. David 17

tog guldskjoldene fra de besejrede soldater og bragte dem med hjem til Jerusalem 8 sammen med store mængder bronze. 9 Da Hamats konge Toi hørte, at David havde slået hele Hadadezers hær, 10 sendte han sin søn Joram af sted til kong David for at hilse på ham og takke ham, for Hadadezer og Toi var nemlig fjender. Joram havde mange gaver af guld, sølv og bronze med, 11 og alt det gav kong David til Gud sammen med det sølv og guld, han havde taget fra alle de folk, han havde vundet over: 12 edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene og amalekitterne, og fra Hadadezer. 13 Sådan blev David berømt. Da han kom hjem fra sejren over aramæerne, slog han en hær på 18.000 edomitter i Saltdalen. 14 Bagefter indsatte han guvernører i Edom, så alle edomitterne blev hans undersåtter. Gud sørgede for, at David vandt over dem alle sammen. 15 David regerede over hele Israel og var en retfærdig konge. 16 Han omgav sig også med gode folk: Joab var hærchef, og Joshafat var sekretær. 17-18 Sadok og Abimelek var præster sammen med Davids egne sønner. Shavsha var embedsmand, og Benaja stod i spidsen for Davids livvagter. Kapitel 9 Fast plads ved kongens bord 1 David spurgte sine folk: Er der nogen tilbage af Sauls familie, som jeg kan gøre noget godt for? Det vil jeg gerne for Jonatans skyld. 2 Saul havde haft en tjener ved navn Siba, og ham tilkaldte David. 18

Er du Siba? spurgte David Ja, herre, svarede han. 3 Er der slet ingen tilbage af Sauls familie, som jeg kan gøre noget godt for? ville David vide. En af Jonatans sønner, Mefiboshet, lever stadig, svarede Siba. Han er lam og kan ikke gå. 4 Hvor er han? spurgte David. Hos Ammiels søn Makir i Lodebar, svarede Siba. 5 David sørgede for, at Mefiboshet blev hentet, 6 og Sauls barnebarn kom ind til David og bukkede dybt. 7 Mefiboshet, du skal ikke være bange, sagde David. For din fars skyld vil jeg behandle dig godt. Jeg vil give dig al den jord, som tilhørte Saul, og vi skal spise sammen hver aften. 8 Mefiboshet bukkede dybt. Din gestus kommer bag på mig, sagde han. Jeg betyder jo lige så lidt som en død hund. 9 Så tilkaldte David Siba og sagde: Alt det, der har tilhørt Saul og hans familie, overdrager jeg nu til Jonatans søn. 10 Du og dine sønner og dine tjenestefolk skal dyrke jorden for ham og sørge for høsten, så han har noget at leve af, og han skal spise sammen med mig hver aften. 11 Vi skal gøre alt, hvad du befaler, svarede Siba. Fra nu af havde Mefiboshet og hans lille søn Mika en fast plads ved kongens bord sammen med Davids sønner. 12 Han overtog Sauls jord, der lå ude på landet, og Siba og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk tog sig af at 19

passe den. 13 Selv boede Mefiboshet i Jerusalem, for han skulle jo spise sammen med kongen hver aften. Kapitel 10 Groft ydmyget 1 Senere døde Nahash, ammonitternes konge, og hans søn Hanun overtog tronen efter ham. 2 David tænkte: Jeg vil vise min støtte til Hanun, for jeg har jo altid kunnet regne med hans far. Derfor sendte David nogle mænd østpå til ammonitternes land for at kondolere med den gamle konges død. Men da Davids folk var kommet frem, 3 sagde de ammonitiske stormænd til Hanun: Tror du, det er til ære for din far, at David har sendt sine mænd for at kondolere? Nej, de er kommet for at skaffe oplysninger om vores land, så de kan angribe og ødelægge os. 4 Så anholdt Hanum Davids mænd, barberede deres skæg af og tog bukserne fra dem, så så de var nøgne fra livet og nedefter. Og så sendte han dem hjem. 5 Da David fik at vide, hvad der var sket med mændene, sendte han folk ud med besked til dem om, at de gerne måtte blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud, for de var jo blevet groft ydmyget. Derefter kunne de komme tilbage til Jerusalem. 6 Da det gik op for ammonitterne, at David var blevet rasende, skyndte de sig at hyre nogle soldater. De skaffede 20.000 mand hos aramæerne i Bet- 20

Rehob og Soba, 1000 mand hos kongen af Maaka og 12.000 mand i Tob. 7 David svarede igen med at sende Joab af sted med hele styrken af elitetropper. 8 Ammonitterne rykkede ud og stillede op til kamp foran byporten, mens lejesoldaterne stillede op til kamp på den åbne mark. 9 Da Joab så, at han kunne blive angrebet både forfra og bagfra, valgte han nogle af israelitternes bedste mænd og stillede sig op over for aramæerne. 10 Resten af hæren overlod han til sin bror Abishaj, og de gjorde klar til kamp mod ammonitterne. 11 Hvis aramæerne er stærkere end mig, skal du hjælpe mig, sagde Joab til Abishaj. Og hvis ammonitterne er stærkere end dig, kommer jeg og hjælper dig. 12 Vær modig! Vi kæmper for vores folk og for Guds byer. Må Guds vilje ske! 13 Så gik Joab og hans mænd til angreb på aramæerne og jog dem på flugt. 14 Da ammonitterne så, at aramæerne var stukket af, flygtede de selv for Abishaj og trak sig ind i byen. Efter slaget tog Joab til Jerusalem. På flugt igen 15 Da aramæerne så, at de havde tabt til israelitterne, samlede de sig. 16 Hadadezer fik aramæerne på den anden side af Eufratfloden til at komme til undsætning. Hadadezers hærfører Shofak stod i spidsen for dem, og de marcherede til Helam i Nordisrael, øst for Jordanfloden. 17 Så samlede David alle israelitterne og gik over Jordanfloden og videre til Helam. David stillede sine styrker op til kamp mod aramæerne, som gik til angreb. 18 Men endnu en gang måtte aramæerne flygte for israelitterne, og David slog 700 heste og 40.000 ryttere ihjel. Han dræbte også deres hærfører Shofak. 19 Da Hadadezers folk så, at de havde tabt til israelitterne, overgav de sig 21

til David. Derefter turde aramæerne ikke længere hjælpe nogen mod israelitterne. Kapitel 11 I seng med Batseba 1 Foråret efter, ved den tid hvor konger normalt går i krig, sendte David Joab af sted med den israelitiske hær. De hærgede ammonitterne og belejrede deres hovedstad Rabba, mens David blev tilbage i Jerusalem. 2 En eftermiddag stod David op efter at have hvilet sig og gik rundt på taget af sit hus. Han så ud over byen og fik øje på en ualmindelig smuk kvinde, der var ved at tage et bad. 3 David forhørte sig om hende og fik at vide, at hun hed Batseba. Hun var datter af Eliam og gift med hittitten Urias, der var en af de mænd, der var med Joab i krig. 4-5 David fik sine mænd til at hente hende. Han gik i seng med hende og gjorde hende gravid. Da hun fortalte det til David, 6 skyndte han sig at få en besked af sted til Joab om at sende Urias tilbage til Jerusalem. 7 Da Urias var kommet, inviterede David ham ind på borgen og snakkede lidt om, hvordan det gik med hæren og krigen. 8 Bagefter sagde David: Gå nu bare hjem og få dig et bad. Urias gik, og David sendte en gave efter ham. 9 Men Urias gik ikke hjem. I stedet han lagde sig ved porten til kongens hus sammen med Davids livvagter. 22

10 Da David fik det at vide, gik han ud til Urias i porten. Du har været ude på en lang rejse, hvorfor går du ikke hjem? spurgte han. 11 Både Den Hellige Kiste og alle israelitterne bor i simple hytter, og Joab og de andre soldater har slået lejr i det åbne land, svarede Urias. Det ville ikke være rigtigt af mig at tage hjem, spise og drikke og gå i seng med min kone. Det kunne jeg ikke finde på! 12 Fint, sagde David. Så bliv her i dag, og tag af sted i morgen. Urias blev i Jerusalem, og dagen efter 13 inviterede David ham til middag og drak ham fuld. Men alligevel gik han ikke hjem om aftenen. Sendt i forreste linje 14 Næste morgen sendte David Urias tilbage til krigen og gav ham et brev med til Joab. 15 Der stod: Lad Urias kæmpe i forreste linje, og træk så de andre mænd tilbage, så han kan blive slået ihjel. 16 Joab, der havde holdt øje med fjendens bevægelser i Rabba, sendte Urias hen, hvor han vidste, at de havde deres dygtigste krigere. 17 Og da ammonitterne gik til angreb, var Urias en af de israelitter, der døde. 18 Joab sendte besked til David om slagets gang 19 og gav budbringeren besked om at være meget omhyggelig med sin rapport. Når du har fortalt kongen, hvad der er sket, 20 bliver han sikkert vred, forklarede Joab. Måske siger han: Hvordan kan det være, at I kæmpede så tæt ved byen? I må have vidst, at der ville blive skudt oppe fra muren. 21 Det var jo sådan, Abimelek døde i sin tid; der var en kvinde, som smed en møllesten ned over ham fra muren i Tebes. Så hvorfor gik I så tæt på? I så fald er det meget vigtigt, at du siger: Hittitten Urias var en af dem, der døde. 23

22 Budbringeren tog af sted og afleverede sin besked til David. 23 Han sagde: Selv om mændene fik overtaget og angreb os i det åbne land, pressede vi dem tilbage til byporten. 24 Men da bueskytterne begyndte at skyde på os fra muren, blev nogle af dine mænd dræbt, og hittitten Urias var en af dem. 25 Da sagde David til budbringeren: Sig til Joab, at det skal han ikke bekymre sig om. Det er, hvad der sker: I krig kan man let komme til at dø. Så forstærk angrebet på byen og ødelæg den! 26 Batseba sørgede, da hun fik at vide, at hendes mand var død. 27 Efter en passende tid hentede David hende og giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn. Men Gud var vred på David over det, han havde gjort. Kapitel 12 Straffen over David 1 Derfor sendte Gud profeten Natan hen til David for at fortælle ham en historie. Der var engang to mænd i samme by; den ene var rig, og den anden var fattig. 2 Den rige havde mange får og køer, 3 men den fattige havde kun et eneste lille lam. Han passede godt på det, og det voksede sig stort hjemme hos ham og hans børn. Det fik lov at spise af hans mad og drikke af hans krus, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. 4 En dag fik den rige mand besøg, men han var for nærig til at slagte et af sine egne dyr og tilberede det til sin gæst. Så han tog den fattige mands eneste lam og tilberedte det til sin gæst. 24

5 David blev meget vred over det, han hørte om den rige mand. Den rige mand fortjener virkelig at dø, sagde han. 6 Han skal erstatte lammet med fire andre lam, fordi han har været så hjerteløs! 7 Den rige mand er dig! svarede Nathan. Gud siger: Jeg gjorde dig til konge i Israel, og jeg reddede dig fra Saul. 8 Jeg lod dig få magten over hele Sauls familie, og jeg gav dig kongedømmet over både Nordisrael og Sydisrael. Og hvis det skulle være, ville jeg gerne have givet dig meget mere. 9 Hvorfor har du så svigtet Gud og gjort noget, han ikke ville have? Du har sørget for, at ammonitterne slog Urias ihjel, og giftet dig med hans kone. 10-11. Det vil ramme din egen familie; den vil blive ramt af ulykker. Mange vil blive slået ihjel, 11 og Gud vil give dine koner til en anden, som vil gå i seng med dem uden så meget som at prøve at skjule det. 12 Du ville dække over, hvad du havde gjort, men nu skal alle i Israel få det at vide. 13 Jeg har svigtet Gud! indrømmede David. Gud tilgiver dig, og du slipper med livet i behold. 14 Men din søn skal dø, fordi du har hånet Gud, 15 sagde Natan. Og så gik han hjem. Gud sørgede for, at Batsebas dreng blev syg. 16 David bad til Gud for ham, og han ville hverken spise eller drikke noget og lå på jorden om natten. 17 De ældste ved hoffet kom for at få ham til at rejse sig, men det ville han ikke, og han ville heller ikke spise sammen med dem. 18 Ugen efter døde hans søn, og Davids mænd turde ikke fortælle ham det, for de tænkte: Da 25

drengen var i live, ville han ikke høre på os. Hvordan skal vi nu få sagt til ham, at hans søn er død? Måske slår han os ihjel. 19 Da David så, hvordan hans folk gik rundt og hviskede sammen, regnede han ud, hvad der var sket. Han spurgte dem, om det var rigtigt, at hans søn var død, og så var de nødt til at fortælle ham det. 20 Nu stod David op. Han vaskede sig, smurte sig ind i velduftende olie, skiftede tøj og gik ind i helligdommen for at bede til Gud. Bagefter gik han hjem og bad om noget at spise. 21 Hans folk undrede sig og spurgte ham: Hvad sker der? Mens din søn var i live, fastede og græd du, og så snart han er død, står du op og spiser. 22 Så længe han var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Gud få medlidenhed med mig og lade ham leve, svarede David. 23 Men hvorfor skulle jeg faste, nu hvor han er død? Kan jeg få ham tilbage igen? Nu bliver det mig, der kommer til at følge ham i døden en dag og ikke omvendt; det kan jeg ikke længere lave om på. 24 David trøstede Batseba. Hun blev gravid igen og fødte en søn, som David kaldte Salomon. Helt fra begyndelsen elskede Gud Salomon, 25 og han sendte besked til David gennem profeten Natan om, at Salomon skulle have tilnavnet Jedidja. Det betyder Guds elskede. Gudens guldkrone 26 Joab var endelig gået til angreb på Rabba og havde vundet over ammonitterne. 27 Han sendte besked til David: Jeg har angrebet Rabba og 26

erobret vandforsyningen. 28 Kom nu med resten af hæren, og indtag selve byen, så du får æren for det i stedet for mig. 29 David samlede hæren og indtog Rabba. 30 Han tog guldkronen fra guden Milkoms hoved og satte den på sit eget hoved. Den var indlagt med ædelsten og vejede 35 kilo. Han tog et stort krigsbytte med sig hjem fra Rabba, 31 og indbyggerne tog han som slaver, som han satte til at fælde træer og bygge huse eller ved teglstensformene. Sådan behandlede David alle ammonitternes byer. Derefter trak han hele hæren tilbage til Jerusalem. Kapitel 13 Syg af begær 1 Davids søn Absalon havde en søster ved navn Tamar, som voksede op og blev meget smuk. Og Amnon, som var en af Davids sønner med en anden kone, blev så forelsket i hende, 2 at han var syg af begær. Problemet var, at hun var jomfru; derfor passede man særlig godt på hende, og Amnon kunne ikke se, hvordan han skulle bære sig ad med at komme i seng med hende. 3 Men Amnon var gode venner med sin fætter Jonadab, og han var en meget klog mand. 4 Jonadab kunne se, at Amnon så elendig ud, og spurgte, hvad der var galt. Jeg er forelsket i Tamar, søsteren til min halvbror Absalon, svarede Amnon. 5 Jonadab foreslog, at han skulle lade, som om han var syg, og når så hans far kom for at se til ham, skulle han sige: Kan du ikke sende Tamar over 27

med mad til mig. Så kan hun lave maden inde hos mig i min stue, og hun kan selv servere den for mig. 6 Det besluttede Amnon sig for at gøre. Da David kom for at se til ham, sagde Amnon: Kan du ikke få Tamar til at komme over og lave et par kager og servere dem for mig. 7 Så gav David Tamar besked om at gå over og lave mad til Amnon. 8 Tamar gik over til Amnon og gav sig til at bage kager til ham. 9 Da hun ville servere dem, bad han alle hoffolkene om at gå. 10 Så sagde han til hende: Kom ind i soveværelset med kagerne i stedet. Tamar gjorde, som han bad om, 11 men da hun skulle til at servere for ham, tog han fat i hende og sagde: Kom op i sengen til mig, søster, og det skal være nu! 12 Nej, bror, svarede hun, du må ikke voldtage mig. Sådan må man ikke opføre sig i Israel. 13 Hvor skulle jeg gå hen med min skam bagefter? Vil du virkelig være så ussel? Tal med kongen om det i stedet, han vil sikkert lade dig gifte dig med mig. 14 Men Amnon hørte ikke på hende, men kastede sig over hende. Ensom og forladt 15 Amnon var knap nok færdig, før hans forelskelse slog over i had. Nu hadede han hende endnu mere, end han nogensinde havde elsket hende. Forsvind herfra! snerrede han. 16 Nej, bror, du må ikke sende mig væk! bad hun. Dit had mod mig er endnu værre end det, du allerede har gjort imod mig. Han ville ikke høre på hende, 17 men råbte til sin tjener: Få hende væk, og lås døren efter hende! 28

18 Tamar havde en lang kjole på med ærmer. Det var sådan, en konges datter gik klædt, så længe hun var jomfru. Da tjeneren havde fået hende ud og låst døren efter hende, 19 gned hun jord i ansigtet og flængede sin lange kjole, lagde hænderne på hovedet og gik skrigende omkring. 20 Da hendes bror Absalon så det, prøvede han at berolige hende. Har vores halvbror Amnon været i seng med dig? spurgte han. Lad nu være, søster, det er vel ikke så slemt; han er jo din bror! Tamar blev boende hos Absalon og var ensom og forladt. 21 Da David hørte om det, blev han meget vred. 22 Absalon var også vred på sin bror over det, han havde gjort mod Tamar, og talte overhovedet ikke til ham. Til fest hos Absalon 23 Et par år senere, da Absalon skulle holde fest for at fejre, at fåreklipningen var overstået i Baal-Hasor, inviterede han alle sine brødre. 24 David og hele hoffet var også inviteret med, 25 men David svarede: Nej, ingen af os kommer; vi vil ikke være til besvær. Selvom Absalon pressede ham, ville han ikke tage med. 26 Så sagde Absalon: Lad i hvert fald Amnon tage med. Hvorfor er det så vigtigt? spurgte David. 27 Men Absalon pressede ham, og David lod Amnon og de andre sønner tage af sted. 29

28 Nu sagde Absalon til sine mænd: Når Amnon har fået noget vin og er begyndt at slappe af, så siger jeg til, og så skal I slå ham ihjel. I skal ikke være bange, for I handler under ordre fra mig. Bare tag jer sammen! 29 Absalons mænd slog Amnon ihjel, som de havde fået besked på, mens Davids andre sønner skyndte sig at flygte på deres muldyr. 30 Men rygtet overhalede dem indenom, og inden brødrene var nået hjem, havde David hørt, at Absalon havde dræbt hver og en af sine brødre. 31 Forfærdet rev han sit tøj i stykker og faldt på knæ for at vise sin sorg, og alle hans mænd rev også deres tøj i stykker. 32 Men Amnons fætter Jonadab beroligede David: Herre, du skal ikke være bange for, at alle dine sønner er blevet slået ihjel. Det er kun Amnon, der er død. Siden Amnon voldtog Tamar, har Absalon planlagt det her. 33 Du skal ikke tro, at alle dine sønner er døde, det er kun Amnon. 34 Og i mellemtiden var Absalon flygtet. Udkigsposten fik nu øje på en flok mennesker, der kom ridende fra Horonajim. 35 Se, der kommer de alle sammen! sagde Jonadab. Det var det, jeg sagde. 36 Så kom Davids sønner ind i Jerusalem, mens de græd højt, og det samme gjorde David og hans folk. 37 Absalon skjulte sig hos Geshurs konge, Talmaj. David sørgede længe over Amnon, 38 og Absalon blev i Geshur i tre år. 39 Da David begyndte at komme sig over Amnons død, blev han klar over, at han også savnede Absalon frygtelig meget. 30

Kapitel 14 Lad den udstødte vende hjem 1 Joab fandt ud af, at David ofte tænkte på Absalon, 2 og derfor sendte han besked til en klog kvinde i Tekoa. Lad, som om du sørger, sagde han. Tag passende tøj på og lad være med at gøre noget ud af dig selv, så du virkelig ligner en, der har sørget længe. 3 Og gå så hen til kongen og sig det, jeg nu fortæller dig. Joab fortalte hende, nøjagtig hvad hun skulle sige, 4 og hun gik hen og bøjede sig i støvet for ham og sagde: Hjælp mig, konge! 5 Hvad er der i vejen? spurgte David. Jeg er enke, svarede kvinden. 6 Jeg havde to sønner, og en dag kom de op at slås ude på marken. Der var ingen til at skille dem ad, og den ene kom til at slå den anden ihjel. 7 Nu presser hele slægten på og siger: Udlever morderen til os, så slår vi ham ihjel som straf. På den måde får vi også den eneste arving ryddet af vejen. De vil slukke mit eneste håb, så der ikke er nogen til at føre min mands navn og slægt videre. 8 Tag hjem, og overlad roligt den sag til mig, sagde David. 9 Nej, svarede kvinden, lad mig og min familie tage straffen, du skal på ingen måde rammes af det her. 10 Hvis nogen siger noget til dig, skal du bare sende ham hen til mig. Så vil du ikke have problemer med ham mere, sagde David. 11 Men kvinden sagde: Lover du mig, at de, der kræver blodhævn, ikke får held med at slå min søn ihjel? Jeg sværger i Guds navn: ingen får lov til at røre ham. 31

12 Men må jeg sige en ting til, konge? 13 Hvorfor er du ikke lige så overbærende over for din egen søn? Ham har du jo udstødt, og nu vil du ikke lade ham komme tilbage. 14 Ganske vist skal vi alle sammen dø og blive som vand, man hælder ud på jorden og ikke kan samle op igen. Men Gud slår ingen ihjel. Han ønsker, at den udstødte skal vende hjem. 15 Når jeg er gået til kongen med den her sag, er det, fordi jeg er bange. Jeg tænkte: Jeg vil tale med kongen, og måske vil han gøre, hvad jeg beder om. 16 Så hør mig og red mig fra ham, der vil udrydde både mig og min søn. 17 Jeg tænkte, at dine ord nok ville gøre mig rolig, for du er lige så klog og god til at dømme i den slags sager som en af Guds egne udsendinge. Må Gud passe på dig! 18 Svar mig nu ærligt på det, jeg spørger dig om, sagde David. Det lovede hun. 19 Så spurgte han: Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her? Når du spørger så direkte, kan jeg ikke benægte det, svarede hun. Joab gav mig besked på at sige alt det her, 20 for at du skulle se sagen fra en anden side. Det er det, jeg siger: Du er lige så klog som en udsending fra Gud, og du ved alt, hvad der foregår på jorden. Forsoningskys 21 Så fik David fat i Joab. Jeg har besluttet mig, sagde han til ham. Tag hen og hent Absalon. 22 Joab bukkede dybt og sagde: Konge, nu ved jeg, at du holder af mig, for du har gjort det, jeg gerne ville have. Så tog Joab af sted til Geshur og fik Absalon tilbage til Jerusalem. 32

24 Men David sagde: Send ham hjem til sig selv, jeg vil ikke se ham! og Absalon måtte tage hjem til sit eget hus. 25 Absalon var en utrolig smuk mand. Fra top til tå var hans udseende perfekt, 26 og når han en sjælden gang blev klippet, vejede det afklippede hår flere kilo. 27 Absalon fik tre sønner og en datter, der hed Tamar ligesom hans søster, og hun var en smuk kvinde. 28 Da Absalon havde været i Jerusalem i to år uden at måtte vise sig for kongen, 29 bad han Joab om at tale med kongen igen, men det ville Joab ikke. Absalon sendte bud efter Joab flere gange, men han kom ikke. 30 Så sagde Absalon til sine mænd: Joab ejer jo den bygmark, der ligger ved siden af min. Sæt ild til den for mig. Det gjorde hans mænd, 31 og Joab gik straks hen til Absalon og spurgte: Hvorfor i alverden har dine mænd sat ild til min mark? 32 Jeg bad dig om at spørge kongen, hvorfor jeg egentlig skulle komme tilbage fra Geshur, svarede Absalon. Jeg havde det jo bedre der. Nu forlanger jeg at komme til at tale med ham. Hvis han stadig mener, jeg er skyldig, kan han slå mig ihjel. 33 Joab fortalte det til David, der gav sig og tilkaldte sin søn. Absalon kom og bukkede dybt for David, og David kyssede ham som tegn på forsoning. 33

Kapitel 15 Bedre, hvis jeg var dommer 1 Men Absalon anskaffede sig en vogn og heste og 50 livvagter. 2 Hver morgen stillede han sig op ved vejen ind til byporten og kaldte på alle, der var på vej til kongen for at få en retssag afgjort. Han spurgte: Hvilken by kommer du fra? Når nogen svarede, at han var fra Nordisrael, 3 sagde Absalon: Du har en god sag, men kongen vil afvise den. 4 Og han tilføjede: Det ville være bedre, hvis jeg var dommer, for så skulle jeg nok dømme retfærdigt. 5 Hver gang nogen skulle til at bukke for ham, tog han fat i ham, rejste ham op og kyssede ham. 6 Sådan gjorde Absalon med alle de nordisraelitter, der kom til kongen med deres retssager, og på den måde vandt han støtte fra mange mennesker. 7 Efter fire år sagde Absalon til David: Vil du give mig tilladelse til at tage til Hebron, så jeg kan ofre? 8 Da jeg boede i Geshur, lovede jeg Gud, at jeg ville bringe ham et offer, hvis han lod mig komme hjem. 9 Bare tag af sted, svarede David, og Absalon tog straks til Hebron. 10 Men han kom ikke for at ofre. Fra Hebron sendte han hemmelige beskeder ud til sine kontakter fra alle stammerne i nord om, at Nordisrael skulle løsrive sig. Så snart der bliver blæst i hornet, skal I råbe: Absalon er kåret til konge i Hebron! sagde han. 11 Absalon havde haft 200 mand med sig fra Jerusalem, som ikke vidste noget om hans planer. 12 Mens de havde travlt med offerfesten, fik 34

Absalon sendt bud efter Akitofel, der var Davids rådgiver i Gilo, og både han og mange andre gik bag ryggen på David og sluttede sig til Absalon. Nødt til at flygte 13 Rygtet om, at Nordisrael med Absalon i spidsen ville gøre oprør mod David, nåede frem til Jerusalem. 14 Vi er nødt til at flygte, sagde David til sine mænd. Skynd jer! Snart angriber han os, og så slår han os ihjel. 15 Vi følger dig overalt, konge, svarede hans mænd. 16 Så tog de alle sammen af sted bortset fra ti af hans koner, som han lod blive tilbage for at tage hånd om paladset. 17 Ved det sidste hus i udkanten af Jerusalem standsede David og lod hele følget gå forbi, så han kunne se hele sin hær an. 18 Først lod han alle sine egne mænd og de udenlandske livvagter passere, men da filistersoldaterne fra Gat gik forbi, standsede han deres leder. 19 Hvorfor går I med os, Ittaj? spurgte David. I er jo udlændinge og er flygtet fra jeres eget land. Var det ikke bedre, hvis I sluttede jer til Absalon? 20 I er lige kommet, og nu vil I flakke omkring med os! Jeg ved ikke engang selv, hvor jeg skal hen. Vend om, og må Gud behandle jer godt. 21 Men Ittaj svarede: Gud skal vide, at vi vil følge dig, konge, i liv eller død! 22 Godt, så fortsætter vi, sagde David, og Ittaj gik i spidsen for sine mænd og deres familier. 23 Alle indbyggerne i Jerusalem græd højt, da David og hans følge forlod byen. Så gik mændene over Kedrondalen på vej mod ørkenen. 35

Lad Absalon få dårlige råd 24 Sadok og tempeltjenerne gik med, og de havde taget kisten med den hellige aftale med. Ebjatar blev stående ved alteret i templet og ofrede til Gud, indtil alle havde forladt byen, og så kom han ud til dem. 25 Men David gav Sadok besked om at stille kisten tilbage. Hvis Gud holder af mig, lader han mig komme tilbage til Den Hellige Kiste og Det Hellige Telt, sagde han. 26 Og hvis Gud ikke længere vil have mig som konge, så må han gøre, hvad han vil med mig. 27 Så gå nu tilbage med det sammen med din søn Akimaas og Ebjatars søn Jonatan. 28 Jeg venter ved vadestederne ved Jordanfloden, indtil jeg får besked fra jer. 29 Så bar Sadok, Ebjatar og deres sønner kisten tilbage til Jerusalem. 30 Barfodet og med tildækket hoved gik David og hans følge grædende op ad Oliebjerget. 31 Det var et hårdt slag for David, da han fik at vide, at hans rådgiver Akitofel havde svigtet ham og sluttet sig til Absalon. Han faldt på knæ for Gud. Sørg for, at Akitofel giver Absalon dårlige råd! bad han. 32 Da David nåede toppen af bjerget, hvor man normalt bad til Gud, kom Hushaj fra Erek hen til David. Hushaj havde revet sit tøj i stykker og gnedet jord i ansigtet som tegn på sin sorg. 33 Vi kan ikke have dig med, sagde David. 34 Men tag tilbage til byen og sig til Absalon: Jeg arbejdede engang som rådgiver for din far, og nu vil jeg gerne arbejde for dig. Så kan du sørge for, at Absalon bliver i tvivl om Akitofels gode råd. 35 Og det, du hører i paladset, skal du fortælle videre til Sadok og Ebjatar, 36 som så kan sende deres to sønner af sted til mig med 36

en rapport. 37 Hushaj tog så til Jerusalem og ankom samtidig med Absalon. Kapitel 16 Forsvind, din morder 1 Da David var kommet over Oliebjerget, stod Siba, der arbejdede for Mefiboshet, og ventede på ham. Han havde et par æsler med, som bar på 200 brød, 100 rosinkager, 100 stykker frugt og en krukke vin. 2 Hvor skal du hen med det? spurgte David. Det er til jer, svarede Siba. 3 Hvor er Mefiboshet henne? ville David vide. Han blev i Jerusalem, fordi han tænkte, at han nu omsider ville få chancen for at blive konge som sin farfar Saul. 4 Alt, hvad Mefiboshet ejer, giver jeg hermed til dig, Siba, sagde David. Må jeg altid behage dig, konge, svarede Siba. 5 I Bahurim kom en mand ved navn Shimi hen til David. Shimi kom ligesom Saul fra Benjaminstammen. Selvom David havde hele hæren og sine livvagter med, forbandede han David 6 og kastede sten efter ham. 7 Forsvind, din morder, du er ussel! råbte Shimi. 8 Nu straffer Gud dig for alle dem, du har slået ihjel i Sauls familie. Du gjorde dig til konge i stedet for ham, men nu har Gud givet kongedømmet videre til din søn Absalon. Og det har du fortjent! 37