FABU i Rødovre 06.05.2014 Børne- og ungdomspsykiatrien i et fremtidsperspektiv. Vi tror, vi tænker vores egne tanker, men vi tænker vores kulturs tanker. Krishnamurti i Bateson, 2011 Forskelle som ledestjerne i et udviklingsarbejde Alvor og troen på udvikling. Uærbødighed som ledetråd Søren Hertz Børne- og ungdomspsykiater Metalog
Mulighederne for perspektivskifte opstår, når man skifter position. Enhver udforskning må indeholde en udforskning af egne forforståelser og grundantagelser et tema om uærbødighed Vi er en del af noget meget større ikke bare gøre mere af det samme
Mennesker kan ikke forstås uafhængigt af den kultur, som vi som fagpersoner også let bliver bærere af Du er fritstillet til at skabe dig selv, men hvis du mislykkes, er det din egen fejl presset på identitetskonstruktioner og det manglende eksistentielle sikkerhedsnet til den, der ikke lykkes, har gjort sygerollen mere attraktiv end tidligere. (Ekeland, 2007). Fra det individuelle kompetence- og mangelfokus til et fokus på deltagelse, på at føle sig betydningsfuld og på bevægelserne i fællesskabet Vores opgave er at invitere til det, der rækker ud over, invitere til det, der kan synes endnu mere attraktivt.
Det dobbelte fremtidsperspektiv: Et psykiatrisk perspektiv handler om at møde den største alvor med troen på, at der er noget, der trænger til at blive forstået (anderledes) og noget, der skal tages vare på i en proces, der kan åbne for nye og uanede muligheder. Symptomer som invitationer til omgivelserne. Diagnoser er beskrivelser af fremtrædelsesform, ikke forklaringer, risikoen er at vi ikke bliver optaget af, hvad der holder fremtrædelsesformen ved lige. Et antropologisk perspektiv.
Børns og unges symptomer og problemadfærd som invitationer til omgivelserne Spørgsmålet om psykiatri dukker op, når personer føler sig afmægtige og alt for meget alene Jo mere afmagt, jo snævrere grænser for det almene, jo flere børn og unge i specialforanstaltninger Det inviterer til at opbygge miljøer, hvor det er muligt at være deltagere i udviklende fællesskaber dilemmaerne forbundet med særlige behov.
Faglighed er knyttet til børne- og menneskesyn Individet kan aldrig forstås isoleret, men altid i relation, i samspil, i kontekst og i mulig forandring. Man må altid undersøge for ændringspotentialer Det problematiske må forstås i lyset af det bedste; børn/unge er ansvarlige i forhold til ideer og mennesker Problemadfærd er symptomer og fremtrædelsesform, opgaven handler om at få øje på, hvad der holder liv i det Mennesker udvikler sig alt andet lige nemmere, når de oplever, at det ikke kun er dem, der skal forandre sig. Risikoen ved adfærdskorrektion og symptomreduktion
Individet er blevet den centrale analyseenhed Det er ikke muligt at observere fænomener uafhængigt af de kontekster, som de eksisterer i Kontekster er meningsbærende og dermed båret af de historier, som over tid har vokset sig betydningsfulde. Men vi er også kontekstskabende Sprogets konstituerende kraft uærbødighed som åbning ind i det uanede Sammenhængende fænomener i stedet for sammenhængende sygelighed
Når børn eller unge udfører selvdestruktive handlinger, så er det oftest en invitation til at få afklaret sin betydning i fællesskabet, at få skabt en proces, hvor de bliver mere sikre på at kunne opdyrke et godt og livfuldt fællesskab med andre. Psykisk lidelse: Frustreret kærlighed Oplevelse af fastlåsthed Hvordan forbinder vi os med det, der rækker ud over det, der er. Adfærd som vores bedste manualer
Foretrukken viden: Når du fortsætter med at udvikle din hjerne, uanset hvor gammel du er, kan du være sikker på, at hjernen tager udfordringen op (Inside the Human Body) BBC, 2011 Risikoen for at skabe afhængighed af det specialiserede opgaven handler om det, der rækker ud over
Ny og visionær faglighed/ foretrukken viden: Børn og unge har uanede udviklingsmuligheder Moderne hjerneforskning, udviklingspsykologi og tilknytningsforskning Der er basalt set ingen enkle årsagsforklaringer Målet er ikke normalitet, men udvikling, det handler heller ikke om øget rummelighed Opgaven handler ikke om tidlig diagnosticering, men om de nødvendige processer og dialoger, som børn og unge inviterer til.
Specifikt også i forhold til plejeforhold Socialt samspil handler ikke blot om træning, men om spejling og hverdag, der rækker ud over særlige hensyn Plejebørn er ikke blot opgaver, men gaver Supervision er en begrænset udviklingskontekst, når det drejer sig om at skabe oplevelser af forbundethed Det handler om at gøre forskellene mellem hverdag og udfordrende særlige vilkår mindre. I en periode kan der være brug for at børn og unge kan udvikle sig under særlige omstændigheder
Stress-sårbarhedsmodel et individuelt perspektiv sårbarhed stress
Det børne- og ungdomspsykiatriske udkigstårn Børne- og ungdomspsykiatri nye perspektiver og uanede muligheder Diagnosen som udvalgt øjebliksbillede Diagnosen som bevillingsudløsende Spørgeskemaer, guidelines og manualer Begreberne psykisk sygdom og handicap får ikke øje på børns og unges invitationer til deres omgivelser
ADHD selve forkortelsen forstyrrer vores nysgerrighed Diagnosen er ikke en forklaring! Diagnosen er del af noget større!
Recovery-forskningen Betydningen af det stedfortrædende håb Det, der rækker ud over, hvad brugeren havde forventet Oplevelse af at blive set på som mere end sygdommen Oplevelse af gensidighed ægte nysgerrighed Oplevelsen af ikke at få tiden ophævet Behandling må ikke reduceres til ord, men følges op af handlinger, der er med til at gøre en forskel