Refleksionsspil for sundhedsprofessionelle Velkommen til refleksionsspillet om patienters værdige og respektfulde møde med sundhedsvæsenet. Fokus i spillet er, at få en konstruktiv dialog om hvordan sundhedsprofessionelle kan medvirke til, at fremme et værdigt og respektfuldt møde med patienter og pårørende i sundhedsvæsenet. Spillet har ingen entydige rigtige eller forkerte svar, men er en uformel måde at sætte rammen for en dialog om nogle udfordrende og autentiske situationer som sundhedsprofessionelle, patienter eller pårørende har stået i. Spillet er designet ud fra de input som deltagere og oplægsholdere ved workshoppen har bidraget med. Situationerne er anonymiseret. Tanken er, at spillet skal medvirke til, at sundhedsprofessionelle deler deres viden og erfaring om nogle eksemplariske situationer, og på den vis kan bidrage til kompetenceudvikling og fremme arbejdet med at sikre, at patienter og pårørende oplever et værdigt og respektfuldt møde med sundhedsvæsenet hver gang. Spilleregler: Der nedsættes grupper á 4-6 deltagere. Der vælges en tovholder, der håndterer bunken med situationskort. Tovholderen trækket et tilfældigt kort fra bunken og læser situationen højt samt de tilhørende spørgsmål. Der afsættes maksimum 10 minutter til drøftelsen af hver situation ud fra spørgsmålene. Det er tovholderens opgave, at holde drøftelse på sporet og i luften ud fra spørgsmålene på 10 minutter. Tovholderen deltager også i drøftelsen. Når drøftelsen er færdig og/eller der er gået 10 minutter får sidemanden til højre rollen som tovholder. Bevar et nysgerrigt og åbent sind i drøftelsen og forsøg ikke at overtale din makker til at mene det samme som dig.
Situation 1: Taler hen over hovedet på patient ved stuegang Du er ny turnuslæge på afdelingen, og skal med overlægen og sygeplejersken på stuegang på den mave- tarm kirurgiske afdeling du er på. På tosengs- stuen henvender overlægen sig direkte til den første patient. Overlægen præsenterer siv ved navn og formålet med stuegangen i dag, men ikke dig eller sygeplejersken. Han står ved siden af patienten ved sengen og kigger lidt i journalen. Han spørger så patienten, en ældre dame: Nå, det går da bedre i dag kan jeg se : Patienten nikker, men siger ingeting. Lægen skimmer derefter igen journalen, og fortsætter nu dialogen med sygeplejersken. Han omtaler patienten i tredje person: Hun har færre smerter, men jeg synes vi skal fortsætte den smertestillende medicin en dag mere og så se om vi kan stoppe med det i morgen. Lægen og sygeplejersken står på hver sin side af sengen og taler hen over patienten et stykke tid. Lægen spørger til sidst patienten, om hun har nogle spørgsmål. Hun har en enkelt bekymring om smerter, og lægen fortæller at de fortsætter den smertestillende behandling en dag mere og så tager stilling derefter. Patienten nikker. Lægen indtaler derefter sine journalnoter til diktafonen, og siger så til patienten, at hun selvfølgeligt skal sige til sygeplejersken, hvis der er noget. Går herefter videre til næste patient på stuen. Hvordan tror du, at patienten oplever mødet med de sundhedsprofessionelle ved stuegangen? Hvilke erfaringer har du med mødet mellem sundhedsprofessionelle og patienter ved stuegang? Hvad er din forklaring(er) på, at overlægen handler som han gør? Hvad er din forklaring(er) på at sygeplejersken handler som hun gør? Hvilke dilemmaer ser du i situationen for patientens, turnuslægens, overlægens og sygeplejerskens perspektiv? Hvad er overlægens motiv for at handle som han gør? Hvad kunne han have gjort anderledes? Hvad kunne sygeplejersken have gjort? Hvad afholdt turnuslægen for at introducere sig selv? Hvad kunne han have gjort? Hvordan ville det mest optimale møde mellem sundhedsprofessionelle og patient se ud for at fremme et værdigt og respektfuldt møde ved stuegang?
Situation 2: Det var som at tale til en mur Min mand var kræftpatient og var udsat for en alvorlig fejlmedicinering 14 dage før han døde, hvilket var medvirkende til hans død. Min mand havde uhelbredelig kræft og var akut indlagt pga. smerter på en kirurgisk modtageafdeling. Efter fejlmedicingeringen begyndte min mand at blive uklar. Personalet talte til ham som om han var utilregnelig, og de tog ikke hans reaktioner på hændelsen alvorligt. Jeg fosøgte som pårørende at få adgang til at tale med en læge, og personalet fortalte mig, at lægerne havde for travlt til at tale med pårørende. Når jeg forsøgte at råbe sygeplejerskerne op om, at min mands reaktioner var usædvanlige, talte de beroligende til mig på sådan en måde, at jeg følte, at de også anså mig som utilregnelig. Min mand og jeg oplevede, at det var som at tale til en mur. Vi følte os umyndiggjort, og min mand blev meget angst, fordi han udmærket forstod, at der var noget alvorligt galt og ingen reagerede på det. Hvilke erfaringer har du med ovenstående situation, hvor ingen lytter og tager patienter og pårørende oplevelser alvorligt? Hvad tænker du kan være forklaringer på, at personalet reagerer som de gør? Hvilke dilemmaer eller problemstillinger ser du i situationen ud fra et værdigheds perspektiv? Hvad kunne personalet have gjort anderledes sådan som du ser det? Nævn gerne flere ting. Hvad ville du have gjort, hvis du var vidne til ovenstående situation som kollega på afdelingen? Hvad ville være det mest optimale at gøre som sygeplejerske/sosu- assistent, læge, afdelingsledelse for at skabe et værdigt møde i lignende situationer i fremtiden?
Situation 3: Lagt i seng uden mad, drikke og medicin Du er vikar på et plejehjem og oplever, at personalet lægger en beboer i seng klokken 18 uden aftensmad, smertestillende medicin og noget at drikke. Beboeren fik ikke børstet tænder eller en stor ble til natten. Beboeren hørte meget dårligt og brugte høreapparat og havde mild demens. Senere på aftenen mødte jeg beboeren ude på gangen i underbukser og skjorte. Beboeren var meget forvirret og kunne slet ikke finde ud af det. Næste dag kunne jeg læse i journalen, at beboerne havde haft smerter om natten. Hvilke erfaringer har du sådan en situation? Hvilke dilemmaer og problemstillinger ser du i situationen fra et værdighedsperspektiv? Hvordan vil du forklare, at situationen kan ske? Hvilke erfaringer har du med at tackle sådan en situation som kollega? Kom med forslag til hvordan sådan en situation kan undgås i fremtiden?
Situation 4: Tage patientens ønske om at komme hjem at dø alvorligt på trods af utilstrækkelig indtag af mad og drikke? Jeg er ansat på en afdeling, hvor Ole er er indlagt. Ole er en gammel mand på 91 år, som er ramt af en hjerneblødning og har svært ved at udtrykke sig (ekspressiv afasi). Han er meget træt og afkræftet. Han har et tæt forhold til sine to døtre, som ofte besøger ham. Hans to døtre giver udtryk for, at de ønsker at få deres far hjem i hans stue, hvor han foretrækker, at sidde dagligt og kigge ud af panoramavinduet på sin elskede have. Stuegangsgående læge vil forsøge af få Ole udskrevet til eget hjem med støtte, og det skal drøftes på konferencen med afdelingens læger. Overlægen afviser ønsket med den begrundelse, at Ole skal have væske og ernæring. Ole har sagt nej til sonde, men der er lagt en. Beskeden om, at han (Ole) ikke kan komme hjem gør ham frustreret, og han skriver på en seddel - hjem- dø - tårende triller ned af kinderne. Ole har gentagne gange fortalt, at han vil dø uden mad og drikke, det bekymrer ham ikke. Han ønsker kun at komme hjem at dø. Efter lange heftige argumentationer ændrer overlægen mening og giver grønt lys til udskrivelse. Ole kom hjem samme dag, grædende af glæde sammen med sine to døtre. Hvilke dilemmaer og problemstillinger ser du i situationen, når værdighed er på dagsordenen, fra patientens og pårørendes samt personalets perspektiv? Hvad siger loven om nedlæggelse af sonde mod patientens vilje? Hvad tænker du kan være forklaringer på, at overlægen reagerer som han gør? Hvordan kan en lignende situation håndteres bedst muligt i fremtiden, så patienten og pårørende oplever sig set, hørt og forstået på trods af, at patienten qua sin sygdom har svært ved at udtrykke sig?