Udveksling til (land): Kenya Udvekslingsperiode: 21-04-2012 01-07-2012 Navn: Email: Nanna van Roon nanna-van-roon jubii.dk Tlf. nr. 60166260 Evt. rejsekammerat: Trine Fogsgaard Mikkelsen og Roseanne Tangkjær Fuchs Hjem-institution: Sygepleje skolen VIA Campus Aarhus Holdnummer: 164851 Værtsinstitution/Universitet: Praktikplads/Hospital: Speciale: Action Aid/ Global Contact mellemfolkeligt samvirke Nyeri Provenciel District Hospital Sygepleje Hvorfor valgte du at tage på udveksling? Som sygeplejerske møder man ofte flere forskellige kulturer, så jeg syntes det kunne være spændende og lærerigt at møde en kultur som er så forskellig fra den danske. Jeg har altid været fascineret af at Afrika er så anderledes på så mange punkter, og jeg ville gerne opleve mere af det. Jeg har også været optaget af, at afrikanere altid virker så tilfredse og smilende på trods af fattigdom, så det ville jeg gerne lære mere om. Jeg tænkte også det kunne være lærerigt at prøve at arbejde på et sygehus, hvor de ikke har så mange ressourcer. Jeg har aldrig været ude og rejse som de fleste har i deres sabbath år, så jeg syntes også det kunne udvikle mig og gøre mig mere selvstændig at prøve at stå på egne ben i et helt fremmed land. Hvorfor valgte du det specifikke sted? Valget stod mellem Uganda eller Kenya - jeg vidste bare det skulle være Afrika fordi jeg vidste jeg ville komme til at opleve en helt ny verden. Vi ringede til ActionAid for at høre forskellen på de to lande. De kunne ikke fortælle den store forskel bortset fra at naturen var lidt anderledes, så vi besluttede os for at vælge Kenya som også var vores første prioritet 1
Din forberedelse til udvekslingsopholdet Da jeg ikke har rejst før, havde jeg ingen af vaccinationerne i forvejen. Så derfor blev det en dyr omgang med alle de vaccinationer, men jeg meldte mig ind i Danmark som betaler 50 % af omkostningerne. Så hvis man ligesom mig skal have mange, er det en god idé at melde sig ind. Til at betale for rejsen har jeg taget SU lån og lånt lidt af min far, for mit fritidsjob var ikke nok til at kunne betale for det hele. Jeg prøvede at søge mange forskellige legater, men jeg havde desværre ikke heldet med mig. Og jeg havde ikke været medlem af DSR i mere end et år, så derfor kunne jeg heller ikke få økonomisk støtte derfra. Men selvom jeg ikke fik noget ud af min legatsøgning, syntes jeg alligevel det er en god idé at prøve at søge alligevel, for man kan være heldig og det er en rigtig stor hjælp. Jeg var inde og læse en del om Kenya og deres kultur, og så var jeg inde på udenrigsministeriet hjemmeside, hvilket måske skræmmer mere end det gavner. Jeg blev i hvert fald skræmt da jeg læste om Kenya derinde, for der stod meget om terror, korrupte politimænd i forklædning og mange røverier og overfald. Men når man er dernede er det slet ikke sådan man oplever det. Jeg blev anbefalet at melde mig ind i dansker registeret, så de altid ved man er der hvis der skulle ske noget og man får mails hvis der skulle ske noget, som gjorde det farligt at opholde sig der. Jeg blev fortalt det var en god idé at have sine egne handsker med, fordi det kunne være en mangelvare. Handsker kan være ret dyre, så jeg skrev til nogle forskellige firmaer som producerer handsker, og vi var heldige at to firmaer ville sponsorere en masse handsker til os. Så det er værd at prøve at skrive til forskellige firmaer i god tid. For at høre lidt mere om hvordan sygehusene er hernede, skrev jeg også til nogle af de studerende som tidligere havde været hernede, for det er rart at høre det fra nogle som virkelig har været i det. Vi valgte at bestille vores flybilletter selv, i stedet for at bestille pakken med flybillet hos ActionAid. Det kan helt klar anbefales, for vi sparede mange tusinder. I stedet for de ca. 25.000 kom vi af med 15.000 plus nogle tusinder for flybilletten. Så det er helt klart værd at bruge lidt tid på, selvom det kræver lidt mere planlægning. Selvom man bestiller sin egen flybillet, følges man stadig med de andre til Daraja hvor man er den første uge. Fagligt udbytte Det var ud fra læringsmålene jeg valgte de afdelinger jeg kom på. Jeg valgte f.eks. Post-natal, pediatric og fødeafdelingen ud fra sundhedspædagogisk virksomhed i forhold til gravide, børn, nyfødte, familie og familieplanllægning. Jeg var på surgery ward for at opnå læringsmålene omkring ældre. 2
Jeg var heldig at have en rigtig god vejleder/mentor som lyttede når jeg havde nogle spørgsmål og så skulle de andre og jeg hver uge diskutere oberservationer eller handlinger vi havde undret os over. Det var rigtig godt at få svar på alle vores spørgsmål og få en forklaring på ting vi nogle gange syntes var mærkelige og var meget anderledes i forhold til hvad vi er vant til. Så det er en god idé at man fra starten, aftaler at man ca. ugentligt mødes med sin vejleder hvor man kan snakke om undrende spørgsmål. For der kommer til at være mange, og det er ikke altid let at få svar fra de andre kollegaer, for vi oplevede nogle gange at svaret bare var; sådan har vi altid gjort. Generelt syntes jeg kontakten til patienterne var rigtig god, og der var alligevel flere der kunne engelsk end jeg havde regnet med. Men der var stadig mange der kun kunne snakke swahili, hvilket gjorde det lidt sværere at give ordentlig sygepleje, for det skete tit at patienterne snakkede til mig på deres sprog om nogle problemer de havde, hvor jeg ikke kunne hjælpe dem. Da jeg var på fødselsafdelingen med de andre to jeg rejste med, var der en ung kvinde der havde kraftige veer, og hun blev ved med at sige en masse til os på swahili, og vi forstod det ikke. Vi var alene ved hende, så vi prøvede at spørge om hun ikke kunne sige det på engelsk. Da der kom en sygeplejerske ind, spurgte vi om hun kunne oversætte, og patienten havde så lagt og bedt til gud, fordi hun troede hun skulle dø på grund af smerter. Så det var rigtig synd vi ikke kunne have forklaret hende, at det var helt normalt med så kraftige smerter, for det var hendes første fødsel og hun var meget bange. Sygepleje kommunikation til patienterne er også en del anderledes end i Danmark, sygeplejerskerne forklarer ikke rigtig patienterne hvad de gør og der bliver ikke snakket om personlige problemer. De har heller ikke noget privatliv, for mange deler senge og der ligger mange på samme afdelingen, så man ville heller ikke kunne starte en dyb privat samtale som man ville have ønsket. Jeg oplevede på børneafdelingen, at nogle børn var vildt fascineret af os og nogle børn var skrækslagne for os på grund af vi var hvide. Selvom mange af børnene ikke forstod engelsk, så syntes jeg stadig det hjalp når man var helt rolig og prøvede at snakke til dem selvom de 3
ikke forstod det. F.eks. da jeg var på børneafdelingen var der morgen medicinrunde hvor børnene skulle havde injektioner, hvilket de bestemt ikke kunne lide. Det var meget voldsomt, fordi sygeplejerskerne snakkede ikke til børnene, men der var i stedet for bare 3 personer til at holde det skrigende barn, så det gjorde oplevelsen endnu mere voldsom. Vi prøvede så en dag hvor vi stille og roligt snakkede til børnene som havde alderen til det, og det hjalp rigtig meget. Så lige meget om patienter forstår en, så er det altid godt at være rolig og smilende. Jeg følte mig også utrolig velkommen af alle patienterne, og vi alle blev tit velsignet fordi vi kom ned for at hjælpe i deres land. Kulturelt udbytte Kenyanere er virkelig åbne og alle var meget taknemlige over vi ville komme ned og hjælpe i deres land. Vi blev tit takket og velsignet og folk ville havde vores numre og mails, for at kunne skrive til os. Der var også mange der ønskede at komme til Danmark, og håbede vi ville tage dem med tilbage. Det var dejligt at føle sig så velkommen af alle. Hvordan man agerer i offentligheden er også meget anderledes end den danske, f.eks. er det helt uhørt at græde, så skal der virkelig være sket noget meget alvorligt, og ikke engang til begravelser er det velset at græde. Kulturen er også at alle hjælper alle, i stedet for den danske der nogle gange mere kan være at det er vigtigst at hjælpe sig selv. Der var altid mange der spurgte om vi ville have et lift, og i starten syntes vi at det var lidt underligt for det ville aldrig ske i Danmark, men der var slet ikke noget skummelt over det, det var virkelig kun for at hjælpe. Alle spørger også hele tiden hvordan man har det og man kender dem eller ej. Så det er virkelig et folkefærd der får en til at føle sig hjemme og velkommen. 4
Rent arbejdsmæssigt er Kenyanere ikke særlig effektive. Det er lidt hårdt at sige, men de har bare en helt anden arbejdskultur end vi var vant til i Danmark. F.eks. holder de forskellige afdelinger morgenmøde i 1-1½ time om de samme patienter hver dag, hvor de sidder og læser hvert et cardex op. Når de deler morgenmedicin ud, går alle sygeplejerskerne efter den samme vogn og venter på den ene sygeplejerske giver noget medicin til en patient, i stedet for at de deler sig op så alle patienterne kunne få på samme tid. De er også utrolig mange på arbejde i forhold til i Danmark, nogle gange var der flere sygeplejersker og sygeplejerske studerende på en afdeling end der var patienter. Men alt det skyldes, at de hele tiden har rigtig mange sygeplejerske studerende i praktik på alle afdelinger, så man kan hurtigt føle sig overflødig. Derfor er det vigtigt at man selv siger at man f.eks. vil give en injektion, for ellers gør de studerende det bare. Så nogle gange skal man kæmpe lidt for at få noget at lave. En af afdelingssygeplejerskerne fortalte at de generelt ikke var særlig motiveret for deres arbejde, for alle de penge deres hospital tjente, forsvandt et sted hen de ikke vidste, og det var ikke noget man måtte snakke om, så ville man blive fyret. Så derfor gik de tit k. 13, hvor de egentlig havde fri kl. 16 eller 17, og kulturen var meget at alle mødte for sent hver dag. Som jeg kort har nævnt tidligere om sygeplejekulturen, er kommunikation ikke noget som de ser som en del af sygeplejen. Der var ellers tid nok til at kunne snakke med patienterne, men igen har de ikke noget privatliv, så det gør det svært at få en dyb samtale. Men det er så anderledes i forhold til det vi lærer i Danmark. Vi lærer meget med patientens velvære og hvordan de klarer hele sygdomsforløbet psykisk. F.eks. var jeg på mor-barn afdelingen hvor der var en ung pige som havde svangerskabsforgiftning og var rigtig syg. Under fødslen havde hun mistet sit barn, men hun havde været så syg at hun ikke havde opfanget det da det var sket. Nogle dage efter var jeg inde for at kigge til hende, og hun blev ved med at spørge hvor hendes barn var. Jeg spurgte en af sygeplejerskerne, og hun sagde at barnet nok lå på en anden afdeling. Jeg blev meget forvirret for en anden sygeplejerske havde sagt til mig barnet var dødt. Derfor spurgte vi afdelingssygeplejersken hvad der var sket, og hun havde altså mistet barnet. Vi sagde derfor at en af dem blev nødt til at gå ned at snakke med moderen om det, for hun havde helt fornægtet det. Hvis det var sket i Danmark havde hun fået krise- ellers psykolog hjælp, og man havde gjort meget ud af at have mange samtaler med sådan en mor. Men her lå hun bare alene og råbte om hvor hendes barn var. Social erfaring Jeg har følt mig meget velkommen på afdelingerne, og de fleste syntes det er rigtig sjovt at der kommer hvide og arbejder med dem. Alle var meget interesseret i at høre om vores uddannelse og om Danmark. Så det er en rigtig god idé at have billeder af det danske sygehus og danske billeder så de bedre kan forstå det. De spurgte tit hvordan man gjorde de forskellige procedure i Danmark i forhold til i Kenya, og det kunne nogle gange være svært at svare på for vi har jo ikke været så meget ude på sygehusene endnu. Noget jeg gentagne gange blev spurgt om, var hvilke vacciner vi giver i Danmark, så det er en god idé at have styr på det og vide hvordan man siger det på engelsk. Det kunne godt veksle lidt hvilke 5
evner vores kollegaer troede vi havde. Nogle gange troede de at vi intet anede, og andre gange havde de forventninger til os som om vi var læger. De sygeplejerske studerende i Kenya er utrolig dygtige til det praktiske, for de laver nærmest ikke andet end at være i praktik. Til gengæld vidste de ikke så meget teoretisk og kunne sjældent forklare hvorfor de egentlig gjorde som de gjorde. Nogle gange kunne jeg godt føle mig lidt inkompetent ved nogle af de praktiske færdigheder, fordi de havde en forventning til at jeg havde prøvet det mange gange, hvor jeg måske ikke engang vidste hvad jeg skulle gøre. Men de fleste var heldigvis gode til at lære os hvordan man gjorde. Kollegaerne var meget venlige og åbne, og vi blev f.eks. inviteret på frokost af vores afdelingssygeplejerske og nogle af de sygeplejerske studerende viste os nogle gode restauranter i vores by og viste os rundt. Både kollegaer og hele lokalbefolkningen var meget positive over vi var i deres by, og mange ville vide hvor vi var fra og hvad vi lavede dernede og ville høre hvad vi syntes om Kenya. Nogle gange kunne det godt være lidt belastende at man aldrig bare kunne blande sig i mængden, men vi var hele tiden fremmede og mange kiggede på os og skulle høre hvordan vi havde det. Der var aldrig nogle der var ubehagelige, det var kun for at være venlige, men når alle skulle gøre det kunne det godt blive for meget nogle dage. Vi boede lidt udenfor byen i et lille område, og i det område havde alle hørt om de tre hvide sygeplejersker, så vi var nærmest kendt i byen og alle sagde hej til os. Vigtige erfaringer gjort under udvekslingsopholdet Jeg har lært at reflektere meget over min sygepleje. Jeg er også blevet mere opmærksom på hvordan man gør de forskellige sygepleje procedurer i Danmark, for det blev gjort så anderledes i Kenya. F.eks. når nogle af sygeplejerskerne skulle stikke den samme patient to gange, lod de nålen sidde i huden og så sprøjtede den anden medicin ind. Det var noget der aldrig ville ske i Danmark, så man ligger virkelig mærke til hvad der er rigtig og forkert, og begynder at tænke over teorien bag. Mange gange havde de heller ikke en forklaring på hvorfor de gjorde som de gjorde når vi undrede os, og derfor gjorde det at 6
jeg kom til at tænke på teorien bag handlingerne. Jeg er også blevet meget mere selvstændig og jeg føler jeg kan klare mere når jeg kommer i praktik igen end jeg kunne før. Jeg tror jeg først rigtig ser hvilke erfaringer jeg har gjort når jeg kommer i praktik igen. Inden jeg tog af sted, havde jeg det lille håb som vi nok alle har, om at kunne ændre bare lidt. Jeg har indset at det nok ville tage årtier endnu, og der skal et helt nyt system til som ikke kun omhandler korruption. En kultur er indgroet helt fra barnsben af, så at arbejdsgangen og hele den kulturelle indstilling skulle kunne ændre sig vil også tage sin tid. Men noget der overskygger det hele er den taknemmelighed jeg føler over at være så privilegeret at være født i Danmark, kunne gå gratis i skole, kunne komme gratis på sygehuset og at min familie aldrig kommer til at lide nød som den jeg har set finder sted. Andet du synes andre bør vide om udveksling Jeg syntes ikke man skal lade sig skræmme af alle de historier som man hører, for jeg har på intet tidspunkt følt mig utryg eller dårligt behandlet. Den Kenyanske befolkning er så åbne og imødekomne og vil for alt i verden gerne hjælpe og sørge for man har det godt. Inden jeg tog af sted var jeg bange for at blive smittet med HIV ved at stikke mig på en nål eller blive smittet med så meget andet, men jeg syntes ikke den frygt skal gå ud over om man tager af sted eller ej, for chancen for at det skulle ske er så minimal hvis man tager sine forholdsregler. Så hvis man har mod på en stor udfordring og nogle lærerige måneder kan jeg kun anbefale det. 7