De græske skulpturer og deres indvirkning på eftertidens kunst. Hvorfor er de græske skulpturer interessante at studere? Det er de, fordi man igennem den kunsthistoriske udvikling kan følge selve historiens gang, og fordi de klassiske skulpturer er blevet og stadig bliver kopieret i kunsten (klassicistiske perioder, hvor antikken står som et forbillede), og ligeledes bruges de klassiske skulpturer som anti-forbillede (ekspressive perioder, hvor der er modreaktion mod det klassiske og det naturalistiske). Grækerne begyndte at fremstille skulpturer i tidlig arkaisk tid, dvs. figurer af menneskeform, efter at have skævet til den egyptiske kunst. Men grækerne fremstillede ikke, som egypterne, deres skulpturer for at ære en guddom. Grækerne var derimod interesserede i, hvordan den ideelle krop skulle se ud, og brugte lang tid på matematiske formler for fremstillingen af den perfekte krop. Skulpturerne blev brugt til mange ting: en del af dem blev anbragt på byens torv (agora), i helligdomme eller på sportspladsen, hvor alle havde adgang til at se dem. Nogle skulpturer blev givet som såkaldte votivgaver, dvs. gaver til en guddom for et eller andet giveren ønskede enten at opnå eller takke for. Andre skulpturer blev til som en hyldest til en særligt dygtig atlet, kriger eller helt. Disse betegnes som portrætter. I sidste ende er skulpturerne også et symbol på økonomisk fremgang og kulturel forfinelse, som en by gerne bryster sig af. Det besynderlige er, at de græske skulpturer sjældent har overlevet i deres oprindelige form. En sjælden undtagelse er de skulpturer, som blev ødelagt under persernes hærgen på Athens Akropolis (480-479 f.kr.). Disse skulpturer blev begravet på Akropolis, og netop opholdet under jorden har bevaret disse skulpturer i en usædvanlig fin form. Rigtig mange andre skulpturer har kun overlevet som kopi, og det er her, romerne kommer ind i billedet. Romerne fragtede nemlig i stor stil græske skulpturer til Rom, især da Grækenland i hellenistisk tid (323-31 f.kr.) var blevet en del af Romerriget. De kopierede de græske skulpturer, og det er for størstedelen disse romerske kopier vi i dag behandler som græske skulpturer i oldtidskundskabsundervisningen. Romerne fremstillede dog også deres egen kunst. Især var den romerske portrætkunst i form af buster særdeles særegen. 1
De græske skulpturers indflydelse på den ikke-græske eftertid stopper ikke i Romerriget. Den europæiske klassicisme henter i stor stil sin inspiration i den græsk-romerske oldtid. Den følgende skematiske oversigt skal hjælpe til at identificere, hvilken periode en skulptur er skabt i. Inden Arkaisk tid optræder minoisk (2000-1400 f.kr.) og mykensk (1600-1200 f.kr.) tid, men da disse perioder er kendt primært for sine vaser, og fordi man først begyndte at skabe skulpturer i arkaisk tid, tager denne oversigt sit udgangspunkt i netop arkaisk tid. 2
Arkaisk tid (ca. 700-479 f.kr.): 700-580: tidlig arkaisk 580-525: mellemarkaisk 525-479: senarkaisk Historiske begivenheder: Fra 776 f.kr.: De panhellenske lege i Olympia 490-479 f.kr.: Perserkrigen, en lang stribe udfald mellem grækere og persere (ikkegrækere). Grækerne vinder bl.a. pga. deres overlegne flåde. Karakteristika for perioden: Arkaisk betyder oprindelig. Følgende kendetegner arkaisk skulptur: Stående figurer med venstre ben foran det højre Kouros / kore statuer (mænd nøgne, kvinder påklædte) Frontalitet og symmetri (Ægyptisk inspiration, se fx figur 64, OG) Arkaisk smil (figur 70-71, OG) Langt og tungt hår (perlelokker, sneglelokker) stilisering Enkel markering af muskler Stiliserede detaljer i tøjet, der virker dekorativt Idealet udtrykker sundhed og styrke, man skulle være smuk og stærk (kalos kai megas). Senarkaisk stil: stadig de ovenstående karakteristika, men med forsøg på naturalisme. Dog stadig meget svulstig. Ikke korrekte proportioner. Peploskoren (fig. 70-71 i Oldtidens Grækenland), ca. 530 f.kr., mellemarkaisk stil. 3
Peploskoren, som hun oprindeligt så ud med farver på. Kleobis og Biton (figur 66, Oldtidens Grækenland), ca. 590 f.kr., tidlig arkaisk stil. 4
Klassisk tid (ca. 479-323 f.kr.): 479-450: tidlig klassisk 450-400: højklassisk 400-323: senklassisk Perioden dateres fra perserkrigens afslutning (490-479 f.kr.) samt det deliske søforbunds grundlæggelse (i 478 f.kr.) til Alexander den stores død. Styreform: demokrati (på nær perioden 404-403 her var der tyranni) Historiske begivenheder: 478 f.kr.: Det deliske søforbund grundlægges. En forening af græske bystater, som skulle holde den græske flåde i optimal stand, så man kunne forsvare sig mod kommende fjender som man forsvarede sig mod perserne. Her var flåden meget vigtig for sejren. 462-429 f.kr.: Perikles er leder i Athen. Stod for bl.a. det store byggeprojekt på Akropolis efter sejren over perserne. Sejren skulle manifesteres i overlegenhed mht. arkitektur og skulptur. 431-404 f.kr.: Den peloponnesiske krig. De tidligere allierede, Athen og Sparta bekriger hinanden. Athen taber, og fra 404-403 f.kr. regerer 30 tyranner i Athen. 399 f.kr.: Sokrates henrettes i Athen. 338 f.kr.: Filip af Makedonien (Alexander den stores far, en ikke-græker) får magten i Grækenland. 334-323 f.kr.: Alexander den stores felttog til Østen. Han dør af en infektion i år 323 f.kr. 5
Tidlig klassisk: Også kaldt Den strenge stil (Perserkrigenes indflydelse alvor, ro) Karakteristika: ro, alvor, ophøjethed, udtryksløse ansigter, statelighed Beklædning for kvinder: peplos tunge, lige folder i dragten (fig. 107, OG), søjleagtig fremtoning, kroppen ses ikke gennem tøjet eller anes kun. Introduktion af kontrapoststilling (fig. 108, OG). Kontrapost: Vægten lægges på det ene ben, skabende forskydelse (= ponderation ) i hofteparti og skulderparti, s-kurve i kroppen. Bevægelse og asymmetri. Det mutte ansigt tager over efter det arkaiske smil. Større realisme i fremstilling af kroppen, dog fortsat stive overkroppe. Nøglebegreb: idealisme. Kritiosdrengen, ca. 479 f.kr. 6
Højklassisk: Karakteristika: bevægelse i kroppen (fig. 138, OG), udtryk stadig roligt og lidenskabsløst. Idealisering, ydre harmoni, naturalistiske proportioner, kraftfuldhed og styrke (fig. 135, OG). Kanon for størrelsesforhold: hoved = 1/7 af kroppens højde (Spydbæreren danner ideal for denne kanon) Kvinder: "den våde stil" (fig. 137, 144, OG), klyngende klæder, kroppen kan ses gennem klædedragtens draperi, understregning af kroppens former, udforskning af den "nøgne" kvindefigur (man måtte ikke vise kvinder nøgne i kunsten endnu). Idealet for mænd: at være smuk og god (kalos kai agathos). Nøglebegreb: idealiseret naturalisme. Man opererer med en idealiseret menneskefremstilling. Teknisk perfektion. Anatomisk korrekte proportioner. Spydbæreren, ca 440 f.kr. (fig. 138, OG) Den våde stil, ca. 410 f.kr. (fig. 144, OG). 7
Senklassisk: Karakteristika: slanke typer (størrelsesforhold 1:8 bliver ny kanon for mandsstatuerne, mindre hoved, slankere krop, grænsende til feministisk udtryk, (planche XV, 1, OG), ro, afslappethed, neutralt udtryk.) Kontrapost, men med tendens mod tredimensionalitet: figurerne indbyder til ses fra flere vinkler (fig. 168, OG). Skønhed vægtes frem for styrke. (Større følsomhed, mindre kraft) Nyt emne: introduktion af den nøgne kvindefigur (fig. 168, OG), dog stadig forbeholdt gudinder! Nøglebegreb: naturalisme. Hermes med Dionysosbarnet, ca. 323 f.kr. Den knidiske Afrodite, ca. 340 f.kr. 8
Hellenistisk tid (323-31 f.kr.): Karakteristika: voldsomme følelser, dramatik, sanselighed, bevægelse, handlingsmættede optrin (fig. 197, 200, OG). Alt er overdrevet, både muskler, hår, blodårer og ansigtstræk. Tredimensionalitet nye figurstillinger, fx drejede kroppe. En del skulpturer er modsætninger, dvs. der ofte indgår 2 figurer som står i kontrast til hinanden. Hverdagsmotiver vinder frem. Man fremstiller også gamle og grimme mennesker. Man ser ofte gruppeskulpturer i den hellenistiske periode. Nøglebegreb: realisme, dog ofte noget patetisk, dvs. med store følelser, ofte smerte. Laokoon, ca. 1. årh. f.kr. 9
Stikord til analyse af skulptur ved eksamen: Ved eksamen i oldtidskundskab kræves der, at man er i stand til at beskrive det antikke kunstværk og ud fra disse iagttagelser som indgår i beskrivelsen, at datere et forelagt kunstværk, samt tolke på det. Dernæst skal man med perspektiv-monumenterne prøves i at kunne sætte monumentet i et kunsthistorisk perspektiv: ANTIKT KUNSTVÆRK: BESKRIV, DATER, SAMMENLIGN MED ANDET KUNSTSTOF, TOLK. PERSPEKTIVERENDE KUNSTVÆRKER: BESKRIV, SAMMENLIGN MED ANTIKT KUNSTVÆRK, DATERING, TOLK. (Her vil I højst sandsynligt møde enten et græsk eller romersk værk, et kunstværk fra renæssancen eller den neoklassiske periode, eller måske et fascistisk kunstværk.) Der vil stå en manchet til hvert billede, hvor også årstallet vil fremgå så I er ikke helt på egen hånd! Der vil højst være 3 perspektiverende kunstværker. I skal altså her demonstrere, at I ved, at der findes utallige renæssancer af antikken, hvor klarheden og de harmoniske proportioner er i fokus, idealisering, renhed, naturalisme, skønhed. Og at disse perioder ofte efterfølges af abstrakte, barokke perioder.. 1. Beskrivelse (hvad ser jeg?) 2. Art (statue, relief, figurgruppe?) 3. Stilling (frontal, kontrapost eller fri?) 4. Enkelte træk (ansigt, muskulatur, arme, ben, mm.) 5. Påklædning 6. Udstyr (våben, el. lign.?) 7. Stilisering/idealisme/idealiseret naturalisme/naturalisme/(overdreven) realisme? 8. Handling (hvad laver skulpturen?) 9. Bemaling (det var de jo!) 10. Funktion: ( Formål, anvendelse?) 1. votivgave ( gave til en gud) 2. kultbillede (statue forestillende en gud) 3. portræt (fx af en god atlet/kriger) 11. Stilbestemmelse/datering (hvor vil i placere skulpturen tidsmæssigt, ud fra jeres observationer mht. dens udseende/fremstilling?) 10
12. Sammenlign med andre kunstværker fra andre perioder (arkaisk-klassiskhellenistisk), 13. Beskriv og dater de perspektiverende kunstværker. 14. Tolk (Har kunstneren haft en bestemt intention med kunstværket, fx politisk?) 11
Romersk kunst: Inden Rom blev til Rom levede etruskerne i det italiske område. Etruskernes storhedstid falder fra ca. 1000-500 f.kr. Romerne påvirkes af etruskerne, men den største inspiration kommer fra den græske kulturkreds. Den romerske kunsthistorie opdeles - ganske som den græske - i mindre perioder, der bestemmes af rigets historiske begivenheder, men disse vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Perioderne er som følger: Kongedømmets tid (753-510 f.kr.) Republikkens tid (510-31 f.kr.) Kejsertiden (31 f.kr.-395 e.kr.) Delingstiden (395-479 e. Kr.) Romerrigets fald. Det vigtige er her at der sker en ændring i kunsten fra republikkens tid til kejsertiden fra det meget realistiske og naturtro (Aulus Metellus) til det mere idealiserende og ungdomsdyrkende (Prima Porta statuen/augustus). Mens de højklassiske, græske skulpturer ville vise idealmenneskets skønhed og ungdommelighed, viser de romerske skulpturer romerrigets storhed og kejserens magt. De romerske kopier af græske originaler: Romernes version af de græske skulpturer er væsentlig i denne sammenhæng, fordi vi ikke længere har den græske original, og derfor må fundere vores viden om de græske skulpturer på de romerske kopier, hvilket naturligvis er problematisk men ikke desto mindre uomgængeligt. Dateringen af de originale skulpturer finder derfor sted på baggrund af de periodekarakteristiske kendetegn, som skulpturen fremviser. 12
Grækerne brugte ofte bronze til at fremstille deres skulpturer. Disse blev kopieret af romerne, men de brød sig ikke om det mørke metal, og udførte i stedet kopien i marmor. Bronzen var dyr og de græske skulpturer blev ofte smeltet om, så vi kun har marmorkopien tilbage. Det eneste problem, hvilket også giver kopierne deres særlige kendetegn, er tyngden i marmor. En skulptur, der er designet som en hul og forholdsvis let bronzeskulptur, har problemer med sine ekstremiteter som en noget tungere marmorskulptur. Og derfor anbragte romerne stivere af alskens slags på marmorkopierne, nogle mere heldige end andre (se fx Spydbærerens benstøtte/ træstamme, fig. 138, OG). Disse stivere har dog været camoufleret så godt som muligt ved hjælp af bemaling. Et andet punkt hvor man kan se, om man står med en kopi eller en original, er ved at betragte skulpturens hår. Marmor absorberer lyset, mens bronze reflekterer lyset. Dvs. at man skal hugge dybere i marmoret for at få samme look som i bronze. Igen kan spydbæreren bruges som eksempel: hans hår er lidt playmobil-agtigt, da der ikke er hugget dybt nok i marmoret til at give håret et naturligt look. De nuværende romere kan dog også ændre på en skulptur: det nydelige figenblad der ofte er strategisk placeret foran en skulpturs ædlere dele, er påsat efter ordre fra paven, idet man ikke kunne gå rundt i Vatikanstaten og se på nøgne mandekroppe! 13
Romersk statue af Kejser Augustus, formentlig fremstillet kort efter hans død i 14 e.kr. (model: Spydbæreren). Romerske portrætter: Den europæiske portrætkunst opstod i Grækenland i det tidlige 5. årh. f.kr. På dette tidspunkt har man haft den tekniske kunnen til at kunne fremstille et naturalistisk portræt, mens man samtidig var begyndt at interessere sig for individet. Det græske portræts udvikling er knyttet til monumenter over fremtrædende borgere, dvs. mænd: digtere, statsmænd, generaler og filosoffer. Opstillingen skete ofte efter personens død. Portrætternes individualitet beroede ikke på deres fotografiske livagtighed, men på deres overensstemmelse med eftertidens vurdering af personens livsværk. Deres formgivning afspejlede derfor den overordnede stiludvikling i græsk skulptur. For at gøre karakteristikken så udtømmende som muligt, omfattede det græske portræt oftest hele skikkelsen. 14
Romerne har også kopieret de græske portrætter, men de holdt sig for det meste til den øverste del af portrættet, og har derfor gengivet kopien som en buste. Romerne havde en tradition med forfædremasker, livagtige voksmasker af de afdøde forfædre, der blev opbevaret hos familiens overhoved og taget frem ved begravelser, hvor skuespillere blev hyret til at udgive sig for de afdøde slægtninge. Noget lignende finder sted i den kinesiske kultur i dag. De romerske forfædremasker har muligvis været grobund for romernes forkærlighed for portrætkunsten. Til forskel fra grækerne ønskede romerne ikke en idealiseret fremstilling af en person, men ønskede at gengive en person realistisk, i hvert fald med hensyn til ansigtet. Det er set, at en atletisk, ung krop er kronet med et aldrende ansigt. Til slut et par buster af romerske personligheder for at tydeliggøre romernes begejstring for realisme: 15