Personlighedens almene grundlag

Niels Engelsted Personlighedens almene grundlag En teoretisk ekskursion i psykologiens historie I Genstandsproblemet AARHUS UNIVERSITETSFORLAG 1989

Copyright: Aarhus University Press, I 989 Tekstbehandling ved forfatteren Tryk: The Alden Press, Oxford ISBN 87 7288 205 O (bind 1-2 samlet) 2. udgave, 2. oplag, 1995 AARHUS UNIVERSITETSFORLAG Aarhus Universitet 8000 Århus C @i ANSilNlSO Z39.48 1992

INDHOLDSFORTEGNELSE Introduktion Forord vii ix I. Del: Psykologien mellem naturvidenskab og åndsvidenskab l. ERKENDELSE OG GENSTAND Det bekendte og det erkendte 3. Filosofi og videnskab 5. Det videnskabelige grundproblem 7. Videnskab og videnskabsteori 8. Filosofi og psykologi 10. Foliet opdages 11. To halve sandheder 12. Noter 13. 2. FRA MEKANIK TIL DIALEKTIK Den nye videnskab 15. Tvedelingen 17. Mekanik og romantik 19. Romantikkens bidrag til erkendelsen 22. Dialektik og udvikling 24. Erkendelsens tre trin 27. Negationens negation 29. En spore og to illusioner 32. Noter 33. 3. FRA ANALYSE TIL SYNTESE Fra sammensætning til sammenhæng 35. Samlingsbestræbelser 38. Udvikling som metode 39. Dialektikken er altid konkret 40. Dialektikken som skema 41.. Erkendelsen som stereoskopi 43. En fugl i hånden 45. Noter 48. 4. DEN TVEDELTE VERDEN Splittet 49. Hjernens dialektik 51. Den synkrone og den diakrone betragtning 53. På grænsen til det konkrete 54. En pris at betale 56. Freuds forsøg 57. Idealisme og materialisme 61. Dialektisk materialisme 63. Noter 66. 5. DEN ALTERNATIVE PSYKOLOGI Arven fra Aristoteles 67. Brentano og Wundt 69. Anden generation 70. Gestaltpsykologien 72. Den holistiske organisme 73. Form og stof 75. Materiens selvorganisation 76. Noter 79. 6. PSYKOLOGIENS FORMLÆRE Type og personlighed 80. Det negatives problem 82. Grænsedragning 85. Sterns halve syntese 87. Prima Causa 88. Noter 90. 3 15 35 49 67 80

vi Personlighedens Almene Gmndlag I U. Del: Den sociale verdens psykologi 7. DEN STORE FORM Spørgsmålet om staten 95. Fornuftens værk 96. Lovenes ånd 97. Volksgeist 99. Samfundsorganismen 100. Den svære syntese 101. Formlæren som sociologi 102. Socialpsykologi som refugium 105. Noter 106. 8. DEN SOCIALE PSYKE Sympati, imitation og suggestion 108. Spøgelset fra folkedybet 109. Hypnose og hysteri 110. Det kvindelige og det psykopatologiske 112. Menneskets to verdener 114. Socialpsykologien og McDougall 116. Instinkternes socialpsykologi 117. Mellem to stole 118. Noter 119. 95 108 9. INDIVIDET OG DEN SOCIALE GRUPPE 121 Chicagoskolen 121. I erfaringernes verden 123. Gruppepsykologi 125. Den sociale erfaring og handling 126. En halv bestemmelse 127. To forskellige realiteter 128. Noter 130. III. Del: Dialektisk og materialistisk psykologi søges 10. P Å JAGT EFTER DEN NYE ALMENPSYKOWGI Psykologiens to spor 133. Romantikkens pris 134. Genstandens vej 135. Kandidaterne 137. Antropologisk psykologi 138. Undtagelsen der bekræfter reglen 142. Den vigtigste bestemmelse 143. Dialektisk-materialistisk psykologi 143. Det 'marxistiske' spektrum 144. Freudo-marxisme 145. Seves modspil146. Andre alternativer 147. Noter 148. 11. ATGÅPÅTOBEN Den objektive psykologi 149. De fires pagt 150. Oplysningstidens sidste bastion 151. Psykologien og den dialektiske fordring 152. Reaktologien som vigtigt fremskridt 154. Subjektsidens nødvendighed 155. Et udviklingsskema 157. Noter 159. 12. FIWSOF PSYKOLOGEN RUBINSTEIN Den subjektive faktor 161. Af en anden skole 162. Det psykofysiske problem 163. Rubinstein tackler problemet 164. Relationer og forhold 167. Kybernetik og systemtænkning 168. Skrappe betingelser 172. Noter 175. 13. VYGOTSKI OG HANS ELEVER Mekanisk subjektivisme 176. Vygotskis projekt 177. Luria og den kulturhistoriske skole 179. Bredde og dybde 182. Den marxistiske filosofi og psykologien 183. Videnskab, filosofi og samfundsudvikling 185. Ideologi og videnskab 187. Banebryderen Leontjev 189. Leontjev og den naturhistoriske bestemmelse 191. En prøvet metode 192. Bordet fanger 194. Noter 195. 133 149 161 176

Introduktion vii INTRODUKTION ved professor, dr. phil. Henrik Poulsen og lektor, dr. phil. Jens Mammen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Det foreliggende manuskript er på flere måder usædvanligt i dansk psykologisk sammenhæng. Der er ikke i mange år i Danmark fremkommet et psykologisk arbejde, der i den grad forsøger at give et samlet billede af psykologiens grundlæggende problemer og deres historie. Dertil kommer, at forsøget må siges at være særdeles vellykket ikke blot ved at give sammenhæng og overblik, men derudover ved at være præget af stor originalitet og en meget pædagogisk og engagerende form. Originaliteten viser sig både ved den måde, hvorpå videnskabernes - og specielt psykologiens - udvikling forstås og fremstilles, og ved den måde, hvorpå forfatteren meget velargumenteret foreslår løsninger på en række af psykologiens hidtil uløste gåder. Arbejdet har i sin fremstillingsform et vist skitsepræg, hvilket blandt andet hænger sammen med dets tilblivelse som opsummering af et undervisningsfor~ løb på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Mange steder er den direkte henvendelsesform til deltagerne bevaret, ligesom der f.eks. er henvisninger til begivenheder i det lokale faglige miljø. Dette præg kunne naturligvis være elirnlneret ved en gennemarbejdning og omskrivning af manuskriptet, som irnldlertid ville have lange udsigter. Vi har derfor presset Niels Engelsted til at udgive manuskriptet i den foreliggende form, dels fordi vi mener, at der i universitetsundervisningen i psykologi er et stort og akut behov for en generelt introducerende tekst som denne, og dels fordi vi mener, at den lille afvigelse fra de akademiske normer, som her er tale om, ikke går ud over fremstillingens kvalitet, og iøvrigt kan have sine pædagogiske fordele. Manuskriptet har i enkelte eksemplarer cirkuleret blandt studerende og lærere ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og har allerede givet anledning til en livlig debat.. Uanset om læserne har været enige med forfatterens konklusioner, har manuskriptet virket usædvanligt inspirerende og har defineret en begrebsruressig ramme, som der har kunnet arbejdes videre med. Der er tale om begreber, som både er præcise og rummelige nok til at sammenfatte en stor mængde af de erfaringer, der ellers er knyttet til mere snævre og gensidigt udelukkende teorirammer, som har præget psykologiens brogede historie.

viii Personlighedens Almene Grundlag I Bogens store force som introducerende tekst er blandt andet, at den i kraft af det ovennævnte evner at reducere den forvirring, der ellers let præger et begyndende studium af psykologien, uden at det er gået ud over mangfoldigheden af teorier og synspunkter, som præsenteres. Bogens metode er grundlæggende historisk. Det gælder første binds fremstilling af de forskellige psykologiske teorier, der anskues som momenter i en samlet videnskabshistorisk udviklingsproces fra oldtiden til i dag. Og det gæl der for andet binds fremstilling af psykens udvikling fra de simpleste livsformer til det moderne mermeskes virksomhed og bevidsthed. I kraft heraf er bogen både en introduktion til psykologihistorien og til psykens egen historie, dvs. både dens naturhistorie og dens samfundshistorie. Men bogen er på trods af, at den begynder "med Adam og Eva" i mere i een forstand, og på trods af sin almene tilgængelighed også i høj grad et originalt forskningsmæssigt bidrag til psykologien, som vi håber både vil vække til debat og stimulere den videnskabelige proces.

FORORD Dette arbejde om personlighedens almene grundlag er et personligt forsøg på at gennemarbejde nogle temaer fra min forskning i sammenhængende form, så jeg selv kan læse, hvor jeg i øjeblikket står. Det er altså tale om et arbejdsværktøj og ikke om publicering af forskningsresultater. Samtidig er det et rrdddel til kommunikation med de af rrdne kolleger, der arbejder med beslægtede problemstillinger. Altså et led i en løbende diskussion. I en vis forstand kan man faktisk betragte det som et diskussionsoplæg. Ikke rrdndst er det imidlertid skrevet til de studerende, der har deltaget på rrdt kollokvium 1983-1986 på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, der netop havde personlighedens almene grundlag som sit overordnede tema, og hvor de fleste af de her fremsatte synspunkter allerede har været op at vende gennem mange fornøjelige og frugtbare diskussioner. Arbejdet bærer naturligvis præg af dette dobbeltformål, og nogle vil måske mene, at det sætter sig mellem to stole, når det både vil indføre den studerende i nogle af fagets begreber og problemstillinger og samtidig arbejde med nye forestillinger i fagets uordentlige frontlinie. Det var imidlertid kollokviets erklærede formål at invitere de studerende med derud, hvor slaget står. På eget ansvar, naturligvis. Enhver må tænke selv. Og det havde jeg hverken som lærer eller forsker grund til at fortryde. Mon det i virkeligheden ikke er noget, der forsømmes? Ihvertfald synes jeg her, at der er god grund til at slå to fluer med et smæk. Arbejde4 som det foreligger, er meget ufærdig!, og det valgte jeg at affinde mig med, da en udgivelse kom på tale. Under redigeringen og renskrivningen har jeg ikke ændret noget væsentligt i forhold til den fotokopierede udgave fra 1986. Dette skyldes ikke, at de mange kommentarer, ideer og indvendinger, som jeg har modtaget fra studerende først og fremmest i København, har været irrelevante. Tværtimod har det givet så megen stof til eftertanke, at det ville være håbløst her at tage højde for det hele. Der skal en helt ny runde til. Men netop dette viser, at en bog med mange løse ender kan tjene et vigtigt formål. Bag ethvert arbejde gemmer der sig mange menneskers indsats. Det gælder også her. Det er ikke blevet til i et tomrum. Venner, kolleger og studerende har bidraget afgørende til de forestillinger, der her er formuleret. Både idemæssigt og praktisk har jeg modtaget megen hjælp, hvilket jeg siger tak for. Her vil jeg imidlertid først og fremmest sige hjertelig tak til Psykologisk Institut v. Aarhus Universitet, der igennem årene har ydet rrdg generøs støtte og vist rrdg stor gæstfrihed. Uden instituttets moralske og fagrådets finansielle opbakning var dette arbejde aldrig blevet udgivet. København 1988 Niels Engelsted

Utålmodigheden forlanger det umulige, at opnå målet uden midlerne G.WF.Hegel I. Psykologien mellem naturvidenskab og åndsvidenskab

Erkendelse og Genstand 3 KAPITEL l ERKENDELSE OG GENSTAND Det bekendte og det erkendte Hvor mangfoldige den psykologiske videnskabs veje end er, så samler de sig dog alle til sidst i et punkt: mennesket. Psykologiens ultimative mål er at begribe mennesket, såvel dets almene menneskelighed som dets særegne individualitet. 1 Eller - psykologien som videnskab er et af menneskets vigtigste midler til at begribe sig selv som menneske. Præcis som Karl Linne har formuleret det, når han ud for Homo sapiens' plads i Systema Naturae skrev: "Kend dig selv!". Løsningen af denne opgave er på. en gang psykologiens mål og målestokken for dens modenhed som videnskab. Nu er det, der bliver målt, selv målestok for det, der måler. Det vil sige, at psykologiens udviklingsgrad som videnskab selv er et mål for, hvor langt vi er kommet i begribelsen af mennesket. I så fald vil det næppe være fejlagtigt at konkludere, at der endnu mangler et stykke vej i menneskets erkendelse af sig selv. Hermed får vi øje på et ejendommeligt paradoks. Menneskets erkendelse af sig selv er endnu mangelfuld, men samtidig er mennesket det fænomen i verden, som vi kender allerbedst. Eller som Dernokrit kunne formulere det: "Menneske er, hvad vi alle kender.n I modsætning til den moderne natmvidenskab, der udforsker det ukendte, udforsker psykologien med andre ord det kendte. Hvad psykologerne studerer i deres ansigts sved, er faktisk det, som alle ved. Dette er naturligvis kun latterligt for uforstanden. For anstrengelsen viser, at allemandsviden og videnskabelig viden er to forskellige ting. Fortrolighed og erkendelse er ikke det samme. Hegel formulerer det på denne måde: "Det bekendte er endnu ikke det erkendte, fordi det er bekendt", at tro det "er det mest almindelige bedrag af en selv og andre." 2 Hvad angår sondringen mellem det bekendte og det erkendte, fik vi på holdet selv syn for sagen, da vi i et tidligere semester forsøgte at bestemme begrebet personlighed. Personligheden kender vi alle som den menneskelige psykes højeste og vigtigste udtryk. I skærende kontrast til den fortrolighed og selvfølge med hvilken, kategorien blev anvendt og forstået, stod imidlertid ubehjælpsomheden,når det drejede sig om at bestemme begrebet. "Jeg forstår det godt, men jeg kan ikke foklare det", var en bemærkning, og den blev fulgt op med det

4 Personlighedens Almene Gmndlag I snedige spørgsmål, om der overhovedet er nogen grund til at forklare det, som vi godt forstår? I denne dovne form kan synspunktet afvises med et dunk i hovedet, men det findes også i en mere principiel og gennemtænkt form, der hævder, at person ligheden er den samlede rannne om den menneskelige forståelse, og at den derfor ikke selv kan gøres til genstand for begribelse. For helheden kan jo ikke samtidig være en del af sig selv.' Problemet med det paradoksale misforhold mellem den selvfølgelige fortrolighed og bestemmelsens ubehjælpsombed mødte vi imidlertid ikke kun, hvor det drejede sig om at bestemme personligheden som begreb. Vi mødte det hver eneste gang, vi tog et fundamentalt psykologisk forhold under behandling. F.eks. begrebet følelse, begrebet socialitet og begrebet arbejde. Det vil således næppe være forkert at konkludere, at vi med hensyn til menneskepsykens mest fundamentale forhold boltrer os som fisk i vandet. Men samtidig i kraft af denne intime forbundethed ikke er i stand til at skabe den distance, som den iagttagende beskrivelse fordrer. Fisken er som bekendt den sidste til at erkende det vand, som den svømmer i. Vandet opdager den først, når den løftes ud af det. Eller sagt med andre ord: Den deltagende praksis er anderledes beskaffen end den iagttagende viden. Hvad man forstår, når man er aktiv i situationen, og hvad man forstår, når man betragter situationen udefra er ikke ganske det samme. Hvilket iøvrigt er den samme sondring, vi finder i begreberne praksis og teori, der er græske ord for henholdsvis "gø ren" og "betragtning". At det er den samme sondring, der ligger i udtrykkene "det bekendte" og "det erkendte", er ikke svært at vise, hvis vi formår at trænge bag om vores spontane fortrolighed med udtrykkene. Her gælder nemlig også, at vi godt ved, hvad de betyder, men vi har vanskeligt ved at forklare det. Det er ikke alle sproglige udtryk, der er lige svære at definere. Substantiver som "fugl" og "hund" kan i sidste ende defineres ved, at vi peger på virkelige fugle og hunde. Verber er lidt sværere, men hvor de henviser til konkrete aktiviteter som "at spise" og uat svømme", kan de også i sidste ende defineres ved påpegning. Derimod er det forbundet med nogen vanskelighed at pege på det, verbet "at kende" henviser til. I barnets sprogtilegnelse læres betydningen af "at kende" næppe heller ved påpegning. Det vokser så uløseligt ud af selve den levende praksis, at det ikke kan forbavse, at ordet selv etymologisk udspringer af en grammatisk bøjningsform af verbet "at kunne". 4 Det betyder imidlertid ikke, at vi i det teoretiske arbejde kan lade os nøje med den praktiske forståelse, der bliver stum, når vi spørger efter. Også verbet 11 at kende" henviser naturligvis til noget, der findes i verden og derfor må kunne bestemmes eller påpeges. For at gøre en lang historie kort, så er det påpegningen selv, verbet "at kende" (skelne, mærke, nævne) henviser til. Hvoraf naturligvis fremgår, at tilegnelsen af betydningen sker i selve den påpegende praksis og ikke ved påpegning.

Erkendelse.og Genstand 5 Hvis at kende er at påpege, så kan vi også lytte os frem til den forskel i påpegningen, der ligger gemt i henholdsvis "det bekendte" og "det erkendte". Vi hører da, at mens "det bekendte" i væsentlig grad synes at vise hen til en sammenhæng, hvor den kendende har en fremtrædende plads, så viser "det erkendte" hen til det, som bliver kendt - uden særligt hensyn til den kendende. Det vil sige, at mens "det bekendte" er en påpegning af et noget, der står i et tilhørsforhold til den kendende person, så er "det erkendte" en påpegning af noget, der har en uafhængighed af den kendende person. Denne sidste betydning kommer løvrigt klart til udtryk i det etymologisk nærtbeslægtede ord "at anerkende", der udspringer af en social Guridisk) praksis, hvor ordet betyder "erkende som virkeligt bestående". At erkende og anerkende er altså at tilstå noget uafhængighed eller suverænitet, hvilket i sociale forhold kan bekræftes gennem anerkendelse og erkendtlighed. Hvis vi kalder den kendende for subjektet og det, der bliver kendt for objektet, så er det bekendte altså en påpegning af objektets tilhørsforhold til subjektet, mens det.erkendte er en påpegning af objektets uafhængighed af subjektet. Følger vi - men foreløbig kun for fremstillingens skyld - William James i hans definition af menneskets Selv, der lyder: "In its widest possible sense... a man' s Self is the sum total of all that he can call his" 5, så kan vi sige, at det bekendte som noget, der tilhører subjektet, bliver en del af selvet, mens det erkendte bliver noget, der ligger uden for selvet. Dette giver os den traditionelle sondring mellem subjektiv viden, dvs. verden som det for os værende, som vores oplevelse og vores erfaring, og den objektive viden, dvs. verden som det i sig selv værende. Eller som Kant formulerede det: Das Ding fur uns og Das Ding an si c h, der netop i den klassiske tyske filosofi blev opfattet som en sondring mellem subjektet og objektet eller mellem Jeget og Ikke-jeget. Anskuet på denne måde bliver sondringen mellem det bekendte og det erkendte - eller det jeg andetsteds har kaldt eifaringsforståelse og genstanrlsforståelse6 - grundtema bag udviklingen af en lang række fundamentale sondringer inden for den vestlige filosofi, der i sig som en integreret del rummede psykologien i de første 2500 år af sin historie. Filosofi og videnskab Denne rodfæstede sammenhæng mellem filosofi og psykologi kan ingen videnskabeligt arbejdende psykolog sidde overhørig. Ihvertfald ikke uden at afskære sig fra det enorme tænkearbejde, der allerede er foretaget med psykologiens fundamentale problemstilllinger. Vi skal heller ikke gøre det. Det betyder imidlertid ikke, at psykologi fortsat er en filosofisk disciplin. Psykologi er en videnskabelig disciplin. Der er derfor grund til at ridse forskellen mellem filosofi og videnskab op.

6 Personlighedens Almene Grundlag J Filosofien begynder ganske simpelt som selvstændig bestræbelse, da for skellen mellem det bekendte og det erkendte bliver tydelig og dermed et problem for tanken. Det var den ikke altid. Erkendelsesevnen opstår ganske vist med den menneskelige virksomhed, dvs. med mennesket selv, men det betyder ikke, at mennesket selv har skelnet mellem oplevelse og erfaring på den ene side og erkendelse på den anden. Denne sondring har nogle ganske særlige forudsætninger og optræder først, når de samfundsmæssigt er opfyldt. Og vi taler naturligvis her om den arbejdsdeling mellem håndens og åndens arbejde den adskillelse mellempraktisk erfaring og teoretisk tænkning, der fødes med klassesamfundets udvikling i antikken. Først hermed bliver erkendelse eller teori skilt ud som et selvstændigt projekt, og dette er det samme som filosofiens fødsel. Fiolosofien begynder med andre ord, når den menneskelige erkendelse selv bliver påpeget, dvs. selv gjort til genstand for erkendelse (erkendelse af erken dejse). Og det vil sige, at dens grundproblem bliver, hvordan mennesket kan have viden, der rækker udover det bekendte. Det vil sige udover oplevelsens tilfældighed og erfaringens begrænsning. Eller - hvilket er det samme filosofien begynder med spørgsmålet om, hvad virkeligheden er bag det tilsyneladende. Den umiddelbare vanskelighed er ikke svær at få øje på. Erkendelse synes at fordre en samtidig sammenhæng og adskilthed mellem subjekt og objekt. Man må nemlig tro, at subjektet kun kan erkende objektet i kraft af sin forbin dejse til det, og det skal så føre til en erkendelse af objektet, som det er i sig selv. Dvs. uafhængigt af sin forbindelse til subjektet. Sammenhængen skal altså give adskiltheden, kontinuiteten diskontinuiteten. Hvad der forekommer svært at begribe. Ihvertfald voldte det de tidlige græske filosoffer umådelige vanskeligheder, og de blev tvunget til at vælge enten det ene eller det andet i den umulige enhed mellem sammenhæng og adskilthed. Den nemmeste løsning valgte sofisterne, der derfor ikke regnes for rigtige filosoffer. De forkastede forestillingen om en objektiv sandhed bag den subjek tive erfaring. Sandheden er altid relativ, dvs. en synsvinkel eller en fortolkning, og der er lige så mange sandheder, som der er synsvinkler. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Denne fænomena!l<tiske løsning (der i græsk politik var sammenfaldende med populistisk-demokratiske strømninger) blev mødt af den realistiske, der hævdede, at der bag det tilsyneladende eller fænomenale fandtes en absolut og eviggyldig sandhed (realitet), der på ingen måde beror på øjnene, der ser. Platon og Dernokrit er de vigtigste eksponenter for denne tanke, men det betyder ikke, at de har løst problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Ligesom fænomenalisterne havde absoluleret sammenhængen mellem subjekt og objekt, måtte de absolutere adskiltheden. Såvel Platon som Dernokrit erklærede således, at oplevelse og erfaring er ugyl

Erkendelse og Genstand 7 dige kilder for erkendelsen. Erkendelse er altså ikke noget, der kommer til subjektet ude fra verden gennem sanserne. Erkendelse er ikke en sammensætning (induktion) af sanseindtryk, som subjektet modtager udefra (empiri). Erkendelse er noget, som subjektet udleder indefra (deduktion). Fra sit eget sind eller sin egen fornuft. Hvorfor løsningen kaldes rationalisme efter det latinske ord for fornuft. Det betyder imidlertid ikke, at Platon og Dernokrit - som senere Kant - lukkede erkendelsen inde og gjorde den til erkendelse af sindets egen orden 7 For begge var det den virkeligt (objektivt) eksisterende orden, som fornuften blotlagde. Ordet "ratio" henviser således på en gang til verdens orden og sammenhæng og til sindets fornuft 8 Rationalisterne mener derfor, at det er verdensfor~ nuften, som mennesket kan genfinde i sin egen fornuft. For Platon, der satte verdensfornuften lig med Gud (eller omvendt), skete dette gennem meditation. Hermed blev mennesket nemlig i stand til at genkende sin egen gudelige oprindelse og dermed erkende det virkelige. For Demokrit, hvis forestilling var mindre animistisk, var det den logiske tænkning, der var menneskets adgang til erkendelsen af det virkelige. Men i øvrigt var der for grækerne en flydende overgang mellem det åndelige og det logiske. De så som Pythagaras det logisk-matematiske og det mystisk-religiøse som to sider af samme sag. Med forestillingen om det virkelige, der er andet og mere end det fænomenale, var filosofiens tog sat på skinner. Den lange rejse fra det bekendte til det erkendte begyndt. Vi skal også løse billet, omend vi ikke gør hele rejsen med. Vi hopper af og på, som det passer til vort formål. Rejsen er nemlig i høj grad den psykologiske erkendelses egen rejse. Desuden er togets lokomotiv også vort. Det filosofiske grundproblem om enheden af det almene og det partikulære eller af sammenhæng og adskilthed er nemlig selve grundproblemet i den videnskabelige begribelse af den menneskelige personlighed. Det videnskabelige grundproblem Det betyder ikke, at det filosofiske grundproblem også er et grundproblem for videnskaben. Hver videnskab har også sit grundproblem. Det er det, der definerer den pågældende videnskab. Men det er ikke problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. En videnskabs grundproblem er dens genstand. Det vil sige det særlige lovmæssighedsområde (f.eks. fysikkens, kemiens eller biologiens) i verden, som den studerer. Videnskaben går med andre ord ud fra som det givne, at det er muligt at erkende objektet, som det er i sig selv.' Og må forskeren i sit daglige arbejde til stadighed beskæftige sig med sin forbindelse til objektet, så er det alene som et praktisk spørgsmål. Det falder ham ikke ind at gøre det til et grundlæggende principielt spørgsmål. (Undtagen til festlige lejligheder). I dagligdagen er han temmeligt ligeglad med, at subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed er van-

8 Personlighedens Almene Grundlag I skeligt at begribe. Han ved, at erkendelse er mulig, og tager sig det let, at han ikke kan forklare det. Det er jo ikke hans ærinde. Meget sigende er da også, at når problemet om subjektet og objektet optræder inden for videnskaberne, så er det først og fremmest som et metodespørgsmål Det vil sige som en praktisk anvisning eller et regelsæt, der skal sikre, at den subjektive forbindelse ikke i for høj grad forurener erkendelsen af objektet, som det virkelig er. Sådanne regler er meget nyttige - til en vis grænse. Der er grund til at advare biokemikeren mod at stikke tommelfingeren ned i reagensglasset eller zoologen mod at se for meget af sig selv i ormen. Men forvandles regelsættet fra den praktiske anvisning til noget filosofisk principielt, så er det ikke gavnligt. Intintiderer man videnskabsmanden til at tro, at det subjektive og det objektive helt må skilles fra hinanden i forskningsprocessen, så sætter man den i stå. Erkendelsen når nemlig kun den objektive realitet igennem den subjektive forbindelse. Det er ikke uden grund, at vi taler om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Videnskabelige resultater kan derfor heller ikke bedømmes på soberheden i deres metode. Kunne videnskabelige opdagelser forkastes på et sådant grundlag, måtte f.eks. evolutionslæren forkastes. Darwin var - set fra et metodelæresynspunkt - aldeles uordentlig i sin brug af kilder. Anekdoter anvendes på den mest ukritiske og ureflekterede måde, og ikke alene hans hund men også adntiral Sulivans papegøje optræder som rene sandhedsvidner. Men selv om Darwin kunne være et skoleeksempel på, hvad en biolog ikke må gøre, så er det en uafviselig kendsgerning, at han ikke desto mindre opdagede de virkelige principper for naturlig udvælgelse. Og der er ikke nødvendigvis grund til at tro, at det skete på trods af subjektivismen i hans metode. Dette er naturligvis ikke det samme som at sige, at uordentlighed i metoden er vejen til videnskabelige opdagelser. Men det er at fremhæve, at den orden, som det er den videnskabelige erkendelses opgave at blotlægge, er genstandens orden. Det vil sige, at det videnskabelige resultat er en genspejling af genstanden, ikke af metoden. Har man fat i genstanden, så kan man få ordentlige resultater også med en uordentlig metode. I den virkelige erkendelsespraksis kommer genstanden før metoden. Hvilket i videnskabshistorien viser sig i den rækkefølge, at først gøres der en vigtig genstandsmæssig opdagelse - og som regel med temmeligt kritisable eller ureflekterede metoder; dernæst foregår der et metodisk oprydningsarbejde med udgangspunkt i opdagelsen. Man taler ligefrem om, at der dannes skole. 10 Videnskab og videnskabsteori Disse to trin genfinder vi i en slags arbejdsdeling inden for det videnskabelige samfund, der er analog til arbejdsdelingen mellem forfattere og litteraturkritikere. Nemlig mellem "genstands-ordnere" og "metode-ordnere", hvor de første

Erkendelse og Genstand 9 er optaget af genstanden, mens de sidste er optaget af de første. Hvilket er den kendte skelnen mellem videnskab (som teori om genstanden) og videnskabsteori (som teori om teori om genstanden). Som erkendelse af erkendelse står videnskabsteorien naturligvis i bestandig fare for at blive en filosofisk disciplin snarere end en videnskabelig. Som eksempel kan nævnes epistemologien, hvis oprindelige betydning er lære om videnskab, men som i løbet af sin udvikling er blevet forvandlet til en filosofisk lære, der mere eller mindre eksplicit erklærer erkendelse af objektet (eller objektiv erkendelse) for principielt umulig. Et synspunkt, der per definition øver ubodelig skade på den videnskabelige bestræbelse i det omfang, den vinder udbredelse. På sin rette plads er videnskabsteorien imidlertid yderst nyttig. Den er hævet et trin over den konkrete videnskabelige forskning og har på dette højere (meta:-teoretiske) abstraktionsniveau et større overblik, og gennem organisering og systematisering af erkendelsesresultatet kan den sætte fokus på inkonsistenser, som videnskaben konkret må løse. Hertil kommer, at den fungerer som et kampendium (lat. for besparelse), der i kraft af forenklingen og abstraktionen er den mest praktiske kilde til en hurtig tilegnelse af et fags videnskabelige problemstililinger og resultater. Da det først og fremmest er i denne form - lærebogen, at den studerende tilegner sig sin videnskab, kan det af forståelige grunde let føre til den vildfarelse, at videnskab er videnskabsteori. Det er temmeligt vigtigt at forstå, at dette ikke er tilfældet. (Derimod kan det omvendte godt være tilfældet, men da som et specialområde). At man som studerende (og dermed også som lærer) nødvendigvis må gøre teorierne til genstand for sin virksomhed, betyder ikke, at teorien er genstanden for videnskabens erkendelsesbestræbelse. Videnskabens genstand er altid et konkret forhold i verden. At dens særlige opgave er at begribe forholdet teoretisk ændrer intet herpå. Videnskab er en lære for livet og ikke for skolen, kunne man sige. Omend det må indrømmes, at denne forskel ikke altid er tydelig på et universitet, der jo også er en skole. Tekstbøger er et uvurderligt redskab, men man må aldrig glemme det rette forhold mellem tekst og genstand. Det vil sige, at det til stadighed må være genstanden, som teksten afbilder, og ikke teksten selv, som man må have for øje. Tekstvidenskaben må kort sagt ikke gøres til et mål i sig selv eller hæves over den genstandsvidenskab, der er den videnskabelige erkendelses fabrik. Uden stadig næring fra genstandsfronten stagnerer nemlig også baglandet. Uden den stadige konfrontation med den genstridige genstand stivner de overordnede teoretiske forestillinger og bliver til skematismer. For ordenen i den videnskabelige erkendelse kan nemlig i sidste ende ikke være andet end genstandens egen orden, som den genspejles gennem den særlige menneskelige praksis, som videnskab er. Det er derfor, at der er så god grund til at insistere på en sammenhæng mellem undervisning og forskning. Hvilket iøvrigt er det

10 Personlighedens Almene Grundlag J bevidste sigte med disse betragtninger over personlighedens almene grundlag, hvor vi vil anbringe os i den kaotiske frontlinie frem for i det mere uforstyrrede bagland. Skal vi kort gentage, hvad det er for en forskel mellem videnskabens og filosofiens projekt, som vi her har peget på (med videnskabsteori som grænsetilfælde), kan det siges således: Videnskabens projekt er (erkendelsen af) genstanden. Filosofiens projekt er erkendelsen (af genstanden). Med forskellig vægtning af det samme udgangspunkt får de to klart forskellige problemer. For videnskaben er genstanden problemet. For filosofien er erkendelven problemet. Hvilket betyder, at problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed er filosofiens centrale problem, mens det derimod ikke er noget problem for videnskaben, da denne netop tager udgangspunkt i den menneskelige erkendelsesevne som det sikkert givne. Filosofi og psykologi Når videnskaberne er optaget (i bogstaveligste forstand) af deres respektive genstande og ikke interesserer sig for erkendelsen som problem, og når alle grundlæggende fænomener i verden har deres videnskab, så må der imidlertid være en videnskab, der kommer i en særlig situation. Nemlig den videnskab, der har det grundlæggende erkendelsesfænomen som sin videnskabelige genstand. Som man nok allerede har forstået, er denne særligt anbragte videnskab psy kologien. Subjektet i dets forbindelse til verden er psykologiens genstand. Det problem, der er grundlæggende for filosofien, problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, bliver derfor også grundlæggende for psykologien. At psykologien i den langt overvejende del af erkendelsens historie har været integreret i filosofien, forekommer derfor ret naturligt. Hvorfor skelne mellem filosofi og psykologi, når grundproblemet er det samme? Imidlertid er grundproblemet ikke det samme. Der er en vigtig forskel på, om man opfatter subjektets og objektets samtidige sammenhæng som et filosofisk eller et videnskabeligt problem. Forskellen kan udtrykkes kort på denne måde: Filosofiens problem er erkendelsen (af genstanden). Som videnskab er psykologiens problem (erkende!, sen af) genstanden. Som er erkendelven (i videste betydning). Som alle kan forstå, kan det være svært at holde tungen lige i munden med en sådan sondring. Psykologien som videnskab har heller ikke konsekvent været i stand hertil, men er igen og igen blevet filosofiseret til skade for sit projekt. Hvad psykologien ikke altid har været opmærksom på, er det imidlertid vigtigt, at vi er. Nemlig den betydningsfulde forskel der er mellem filosofi og videnskabelig psykologi. Lad os derfor vende forskellen et par gange.

Erkendelse og Genstand 11 Erkendelsens opgave er at begribe genstanden, som den i virkeligheden er. At begribe vil sige at genspejle eller afbilde genstanden i begrebet (der er en sproglig konstruktion), således at genstandens væsentlige egenskaber fastholdes. Man kan billedgøre dette ved at forestille sig erkendelse som det at holde et gennemskinneligt folie op for verden og derpå med en filtskriver aftegne de væsentligste konturer i det, man ser. Denne afbildning, som nødvendigvis er en abstraktion af den konkrete mangfoldighed af genstandsegenskaber, som vi kan se igennem foliet. - men denned også en skelnen mellem væsentligt og ikke-væsentligt- er begrebet (betragtningen). Med afbildningen befinder virkeligheden sig nu på to planer. På den ene side som den konkrete virkelighed og på den anden side som den afbildede og dermed abstraherede virkelighed. (Analogier forfører som bekendt, heri ligger deres charme. Er man stemt for det, kan man faktisk se interessante sammenhænge, hvis man jævnfører udviklingen i erkendelsens teori- eller billeddannelse med udviklingen i billedkunsten). Det er vigtigt at forstå, at såvel det konkrete verdensplan som det abstrakte billedplan har faktisk eksistens. Begge plan findes i verden, og det ideelle afbildningsplan er ikke mindre virkeligt end det materielle plan, som det afbilder. Foliet opdages I menneskehedens første historie sameksisterer de to plan ganske problemløst. Man er næppe engang opmærksom på, at der findes to forskellige plan. Det er, da man opdager foliet som noget selvstændigt eksisterende og de dermed forbundne problemer, at filosofien opstår. Skiftet kommer i øvrigt tydeligt til udtryk i det græske sprog (og sproget er erkendelsens primære medium). Karakteristisk for den sparsomme litteratur fra den græske oldtids bondekultur - f.eks. liliaden og Odysseen - er således på den ene side det homeriske menneskes fantastiske ordforråd,. når det gælder forskellige måder at se noget på, og på den anden side det totale fravær af ord for selve det "at se". Man kan sprogligt pege på tusind forskellige sindsindtryk eller følelser, men man kan ikke sprogligt pege på sindet selv eller følelsen selv. Denne rigdom på konkrete udtryk og fattigdom på abstrakte skifter ved overgangen til antikkens bykultur. Før gjaldt det om at forstå, hvad der var rigtigt og forkert at gøre, og hvordan man blev en god mand eller kvinde. Nu gælder det om at forstå, hvad godhed og sandhed i sig selv betyder. Som abstrakte og universelle begreber udskilt af det praktiske livs sammenhæng. Altså et problem i lighed med det, der mødte os i det foregående som vanskeligheden ved at bestemme ordet "at kende", selv om vi er fuldt fortrolige med at kende alt muligt konkret. At opdage ordet "at kende", er at opdage foliet. Begynder filosofien med opdagelsen af foliets selvstændige eksistens, så må den også begynde med problematiseringen af forholdet mellem foliet og verden.

12 Personlighedens Almene Gnmdlag I At de spørgsmål, der grundlægger filosofien, derfor nødvendigvis må blive spørgsmålet om forholdet mellem folie og verden, og spørgsmålet om, hvad der er mest virkeligt (sandt)- folie (ide) eller verden (materie), kan derfor ikke forbavse. Vi kan i lyset af vores folie-analogi tilmed værdsætte Piatons løsning som temmelig genial - omend falsk. Han opfatter foliet som det egentligt virkelige og verden som et skinbillede. Det vil sige en (meget ufuldkommen) billedprojektion, der fremkommer, når Guds lys sendes igennem foliet, som var det et lysbillede.u Piatons løsning viser noget, der er karakteristisk for den tidlige filosofi. I og med den meget vigtige opdagelse af foliet som noget forskelligt fra verden ( noget særskilt), så skiller man folie og verden helt ad og absoluterer foliet. Begribelsen bliver ikke en begribelse af verden igennem begrebet, men begribelsen af begrebet selv. Det vil sige, at det værendes orden ikke opfattes som verdens orden, men som begrebets orden. Ordenen ligger i tegningerne eller tegnene på foliet, og man holder det ikke op mod verden. Erkendelse er formalviden ikke realvid en. Ikke det empiriske studie af verden afslører det værendes sande orden, men formalvidenskaber som matematik og logik. Kun på foliet eller papiret kan man udlede de sande - konsistente - relationer, i verden udviskes de af tilfældigheder." Man må derfor, som Platon dikterede sine elever, se bort fra den fænomenale sanseverden og koncentrere sig om tankens verden, hvor man ud fra enkle grundsætninger kan udlede de sande forhold. Erkenderen må bruge sin fornuft, ikke sine øjne. To halve sandheder Vores folie-analogi er både sand og falsk. Den er sand, fordi den fanger subjektets og objektets adskilthed. Den er falsk, fordi den mister subjektets og objektets sammenhæng. Det er på samme måde, at filosofien er sand og falsk. Dens uvurderlige bidrag til den menneskelige erkendelse er, at den opdager erkendelsen - som subjektets og objektets adskilthed, og dermed hæver vores viden om verden over det fænomenale og bekendte. Men hermed - og det er prisen - også over verden. Filosofien er i den forstand en halvhed. Til en halvhed svarer der naturligvis en anden halvhed. Denne komplementære halvhed findes også i læreform. Den dukker historisk op som en kritik af den rationalistiske filosofi og har den fortjeneste, at den genopdager subjektets og objektets sammenhæng. Til gengæld taber den subjektets og objektets adskilthed af syne, hvorfor den sænker vor viden om verden ned i det bekendte og fænomenale. Ned under erkendelsens niveau med andre ord. Fordi den ser viden som viden indefra og ikke udefra, det vil sige som deltagerens og ikke iagttagerens viden, kalder den sig for praksisfilosofi i modsætning til den hidtidige betragtningsfilosofi. Vi skal senere beskæftige os mere med denne alternative halvhed, da den ikke er mindre relevant for psykologien end den første. Men her kan vi billed-

Erkendelse og Genstand 13 gøre dem som to halvbilleder, der nok er komplementære, men som formuleret som henholdsvis adskilthedens og sammenhængens viden udgør en modsigelse og derfor et grundproblem for den sproglige begribelse. Hvad skolen har så vanskeligt ved at forene i et fusioneret billede, udgør imidlertid i livet en ubrydelig forening. Det, der kommer til udtryk som en modsigelse på foliet (sproget, begrebet, logikken, fornuften) er en enhed iverden. Vejen til begribelsen går derfor over studiet af verden. Genstanden rummer nøglen til sig selv. Det er her og ikke i logikken, at man må begynde. Det er dette udgangspunkt i verden eller i genstanden, der adskiller videnskaben fra filosofien. Eller realvidenskaben fra formalvidenskaben og filosofien. Man taler i overensstemmelse hermed også om den empiriske og eksperimentelle videnskab. Videnskabens genstandsmæssighed kan dog ikke hermed reduceres til eksperimentet som metode. Den ligger grundlæggende i opfattelsen af begrebet eller teorien som en transparent igennem hvilken, genstanden ses. Og det er præcis dette genstandsmæssige udgangspunkt, der adskiller psykologien fra filosofien, uagtet at de begge har subjekt-objekt forholdet som grundproblem. Den videnskabelige psykologi går ud fra subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed som et genstandsproblem og ikke et erkendelsesproblem. Eller - hvis man bruger Kants distinktion - som et problem for forstanden (begribelsen af genstanden) og ikke for fornuften (begribelsen af begrebet). Psykologien som videnskab forholder sig altså til sin genstand som enhver anden realvidenskab, idet den indser, at genstandsproblemet ikke bliver til det filosofiske erkendelsesproblem blot fordi, at genstanden er erkendelsen. I modsætning til det filosofiske problem om erkendelsen, er det videnskabelige problem om genstanden noget, der lægger op til empiriske og eksperimentelle studier. Det var da også med præcist et sådant empirisk og eksperimentelt studium af erkendelsen, at psykologien skilte sig ud fra sit filosofiske ophav for at blive en selvstændig videnskab. Noter til kapitel l l. Inden for personlighedspsykologien i særdeleshed har der hersket uenighed om, hvorvidt personligheden skulle studeres nomothetisk eller idiografisk. En skelnen, der hidrører fra Windclbands Geschichte und Naturwissenschaft fra 1904 og angiver henholdsvis studiet af det almene, fælles og lovmæssige og studiet af det enkeltstående og unikke tilfælde. Argumentet for det sidste skulle være, at personligheden er unik for den enkelte og derfor usammenlignelig mennesker imellem. F.eks. ville man aldrig med den nomothetiske metode kunne besvare spørgsmålet om, "hvorfor van Gogh skar sit øre afr, som det udtrykkes af den amerikanske biografiske skole. Hertil er at sige, at videnskabens opgave naturligvis ikke er at udjævne de forskelle, som den ska1 studere, men det er en illusion at tro, at man kan begribe det partikulære uden på baggrund af det almene. løvrigt viser en så nomothetisk videnskab som astronomien, at det enkeltstående udmærket kan gøres til genstand for begribelse på detle grundlag. F.eks. Saturns ringe, der er et unikt fænomen i vort solsystem. Uden at underkende såvel den gode intention som indsigten i den idiograflske metode, så må man advare imod, at personligheden opfattes som individuelt unik, før man har begrebet dens

14 PersonlighedensAlmene Gnmdlag l advare imod, at personligheden opfattes som individuelt unik, før man har begrebet dens almene træk. Der ligger i den idiografiske synsmåde en meget stor fare for at forveksle det personlige med det private, hvad der er noget hej t andet. r den sammenhæng kan bemærkes, at præfixet i idiografisk er det samme som i idiot, der betyder privatmand på græsk. 2. Hegel, G.W.F.: Phdnomenologie des Geistes, Vorrede s. 35. Citeret fra Oskar Hansen: Hegel, Berlingske Filosofi Leksikon, København 1971, s. 153. 3. Logiske argumenter, der på forhånd gør konkrete undersøgelser udsigtsløse, er der mange af i videnskabshistorien. Her kan man dog trøste sig med, at selv om virkeligheden sikkert altid er logisk, så er logikken ikke altid virkelig. 4. At kende kommer af det germanske "kannian", der oprindeligt er en kausativ dannet af da tidsformen af "kunne". Dansk Etymologisk Ordbog, Gyldenda~ Kbhvn.l%6, s. 188. 5. James, William: The Principles of Psychology, 1890. Dover edition 1950, vol. l, s. 292. 6. Engelsted, Niels: Om den politiske natur, Kbhvn. 1981 (genoptrykt af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, 1985), s.75. 7. Johs. Mørk Pedersen har påpeget, at denne vanlige udlægning af Kant bar sin rod bos Fichte, og at Kant kan læses anderledes. I bogen følger vi imidlertid den traditionelle forslåelse. 8. At ordet ratio på en gang betyder orden og fordeling skal ses på baggrund af, at ordenen for datidens tænkere var identisk med den sociale fordeling i samfundet. Der var orden iverden, når man fik sin berettigede del. 9. At de sider, som objektet fremviser af sig selv, allirenger af, hvordan videnskaben griber, vender og drejer objektet, ændrer ikke, at det er objektet selv, som man får at se. At atomare partikler med en procedure optræder som partikler og med en anden procedure som bølger, betyder f.eks. ikke, at det ikke er genstanden selv, som atomfysikerne undersøger. lo. Denne rytme i videnskabsprocessen er især blevet studeret af Thomas S. Kuhn (The Sirneture of Scientific Revolutions, Chicago 1%2). Dette vil blive yderligere omtalt senere i bogen. 11. Vi refererer her til Piatons berømte huleanalogi fra Staten. 12. Dette er forsåvidt ikke usandt. Det er svært at finde lige linier og cirkelrunde cirkler i den materielle verden, hvorimod de i bedste velgående findes inden for matematikken. Men tankegangen knytter også an til slaveejernes skel mellem slavernes materielle og fordægtige verden (kaos) og herrernes åndelige verden (kosmos).