begynder at se sig om efter et nyt projekt. Så er der andre, som er så ømme overfor deres bil, at den aldrig får lov til at køre, andet end op og ned af de lastbiler, hvorpå den bliver transporteret rundt til de forskellige udstillinger, mens der også er folk, som måske bare nyder at køre i en gammel bil og ikke helt ser så nøje på, om den er i fuldstændig perfekt stand. Kort sagt, der er nok næsten ligeså mange måder, som der er biler, og den ene kan, når det kommer til stykket, vel være lige så rigtig som den anden. For mig har interessen en del at gøre med, at jeg synes, biler på en måde repræsenterer en tids-epoke bedre end så meget andet. Jeg kan f.eks. som her fortælle om noget, som er sket for over 25 år siden. Det er ikke løgn, det er heller ikke overdrevet, men alligevel, så er det måske farvet en smule af alle de år, som ligger indimellem. På samme måde, når folk fortæller soldaterhistorier. 50 år efter lyder de nok anderledes, end 5 minutter efter, de er oplevet. Men med biler er det noget andet. Hvis du sætter dig ind i en gammel bil, som er holdt i god stand, og kører i den, så ved du, at det her, det er ikke, som du mener, du kan huske det. Nej, det er virkelig, som det var, og den slags tror jeg egentlig ikke, hvis jeg skal være meget, meget ærlig, man oplever i ret mange andre sammenhænge. Man kan ikke skrue tiden tilbage, men det er nok trods alt her, man kommer tættest på, og når alt kommer til alt, så er det nok også i hvert fald en af grundene til, at jeg heller aldrig har kunnet nænne at skille mig af med min VW Polo, årgang 1982 med Steilheck, som, ligesom den altid har gjort, i et smukt samspil med Jettetøsen også stadigvæk udfylder rollen som hverdagsbil. - Slut - december 2005 Haderslev VW-klubs medlemsblad Sommeren er en fantastisk årstid, men måske allerbedst, når man i vintermånederne tænker tilbage på den sommer, som lige har været, eller glæder sig til den, som næsten er på vej. En ting er i hvert fald sikkert. Juleudgaven af klubbladet skulle gerne kunne bruges til begge dele, så prøv at bladre en gang, og en gang til og..og av..av
Klubbens bestyrelse og kontaktpersoner: Formand/garagemester Næstformand Jens Bille Stig Asmussen Fasanvej 18 Frueløkke 183 6100 Haderslev 6200 Aabenraa Tlf. 74530842 Tlf. 74627500 E-mail: jensbille@yahoo.dk E-mail: karinstig@oncable.dk Kasserer Revisor/redaktør Edith Quvang Lars Pedersen Solvang 7 Buskhusevej 5, Ustrup 6100 Haderslev 6500 Vojens Tlf. 74525338 Tlf. 74545298 E-mail: buskhusevej@mail.tele.dk Best. medl. Best. medl. Henning M. Sønnichsen Henrik Højland Fredstedvej 2, Fredsted Præstevænget 2 6100 Haderslev 6100 Haderslev Tlf. 74525015/20161189 Tlf. 74566052 E-mail: vwtumpen@tiscali.dk 1. supl./garagemester 2. supl. Henry Quvang Claus Mikkelsen Solvang 7 Bakkesvinget 27 6100 Haderslev 6340 Kruså Tlf. 74525338 Tlf. 23725583 VW-Værksted, Odinsvej 12, 6100 Haderslev gjort klogere i bare at nikke og sige: Jamen, det forstår jeg da godt, selvom jeg faktisk ikke fattede en dyt, for så havde jeg sikkert, om ikke andet, sluppet for at høre svaret. Da hun var barn, havde hendes far nemlig haft en Morris 1000, og når de kørte forbi nogle af hendes kammerater, havde hun altid forsøgt at gemme sig omme på bagsædet, simpelthen fordi hun var flov over familiens bil. Det hele havde varet, indtil hendes far af hensyn til harmonien i det lille hjem, havde skilt sig af med bilen. Det lyder som det pureste opspind, men med hånden på hjertet, historien er fuldstændig sand, eller det var i hvert fald sådan, hun fortalte den. Kvinder kan være svære at forstå. Tag nu bare.nej, det lader vi ligge. Senere blev jeg medlem af VW-klubben, da klubbens første formand, Henry Olsen pludselig en dag for efterhånden også næsten 10 år siden dukkede op og spurgte, om jeg ikke ville være med i den Folkevognsklub, han var ved at starte ude i Haderslev. Det, syntes jeg da, lød spændende, og det er der helt sikkert også kommet mange sjove og fornøjelige oplevelser ud af. Fra Jettetøsens 50 års fødselsdagsfest, hvor klubben selvfølgelig var inviteret. Ligesom med alle andre ting, man foretager sig, er der også forskellige måder at dyrke interessen for gamle biler. Der er folk, som holder af at sætte bilen i stand, og når den så står der, flot, færdig og klar til at komme ud at køre, så mister de interessen og
Mange gange, når folk ser min Folkevogn, spørger de: Hvorfor står der Jettetøs bagpå?. Det gør der selvfølgelig, fordi det er bilens navn. Historien omkring navnet har ligesom mange gamle historier en tendens til at blive bedre og bedre, hver gang den bliver fortalt, men kort sagt stammer det fra engang også for lang, lang tid siden, hvor jeg en søvnig morgen på arbejdet kom til at fortælle en elev, at hendes krop egentlig mindede mig en del om min Folkevogn. Hun tog det underligt nok meget pænt, mens en anden kollega til gengæld blev småmopset og i heftige vendinger fortalte mig, at hvis jeg nogensinde opkaldte en bil efter hende og skrev det bagpå bilen, ville hun blive eddikesur. Jeg prøvede at berolige hende med, at jeg overhovedet ingen aktuelle planer havde om at købe en Morris 1000. Det burde egentlig have fået hende til at falde ned igen, men gjorde det mærkeligt nok ikke. Nærmest tværtimod. Grunden til, at min bemærkning ikke helt havde haft den ønskede effekt, men nærmest havde bragt hende i affekt, fandt jeg først ud af flere år senere, hvor hun fortalte mig, at hun siden barndommen havde haft noget nær et traume med Morris 1000 ere. Hvordan kan man have det skidt med sådan en pæn, lille, charmerende bil?, spurgte jeg selvfølgelig, selvom jeg måske havde Lørdag, den 20. august var klubben inviteret til grilleftermiddag og aften ved Edith og Henry Quvang på Solvang i Haderslev. Sommeren i år har mildt sagt ikke helt levet op til de forventninger, den i maj og juni gav os alle sammen, men lige præcis på dagen for grillarrangementet valgte den meget passende igen at vise sig fra sin absolut bedste side. Hvis det havde været planlagt, kunne det simpelthen ikke have været gjort meget bedre. Alligevel er det nok svært at give nogen æren for det dejlige sommervejr, mens det til gengæld er lidt lettere, når det drejer sig om at uddele ære for det fine grillarrangement, som Edith og Henry havde stillet på benene. De havde i deres have placeret et festtelt flot udsmykket helt i Folkevognens tegn og med borde og stole og alt dertilhørende, mens Henning Sønnichsen var kommet med hele to Weber-kuglegrille, som han tændte op, betjente og fyldte ekstra kul på, så selv en Glæsel, hvis han havde set det, sikkert var blevet grøn af misundelse, og måske endda var begyndt at køre Folkevogn. Simpelthen fordi luftkølet Folkevogn åbenbart er den direkte vej til luftvarmet kuglegrill. Mange gange har der i klubben også været en tendens til, at arrangementerne sådan set er udmærkede, bortset fra den lille detalje, at der ikke altid kommer medlemmer i et særligt stort antal. Det gjorde der til gengæld den dag i august. Hele 28 personer dukkede op, og deriblandt et medlem helt fra København, nemlig Paul Erik Maertens. Jeg ved ikke rigtig, om han i forvejen havde et ærinde i landsdelen, eller om han udelukkende var kommet for at deltage i grillaftenen, men i hvert fald kom han kørende, ikke i sin Folkevogn, men alligevel i fin, luftkølet stil i sin velholdte Citroen 2CV. Klubbens nyeste medlem, Per Moshage var der også sammen med sin hustru, søn og familiens lille ny, som viste sig at være en utrolig flot Karmann Ghia, som Per var faldet for under familiens ferie, og som han efter hjemkomsten lige var et smut på 900 km nede i Tyskland for at hente.
Per har før deltaget i klubben. Både for nogle år siden som aktivt medlem, men også da han under fætteren, Stig Asmussens ferie her i år stillede op til oldtimerløb i Gråsten med Stigs bil. Faktisk var det også den eneste af de biler, som deltog fra klubben, som kørte selve løbet ned til Flensborg og retur. Det var en meget varm dag, og jeg tror, det lidt var en medvirkende årsag til, at vi andre ikke rigtig gad, og i stedet besluttede os for at blive på pladsen og se alle Harley erne dukke op. Men nu her et par måneder senere var fætrene Per og Stig begge med til grillaften i Haderslev. Hvis man hører dem snakke med hinanden i bedste pingpong-stil, så er man ikke et øjeblik i tvivl om, at når de snakker sammen på den måde, hvor det måske ikke altid lyder så pænt, som det er ment, så er det noget, man kun kan gøre, hvis man har kendt hinanden meget, meget længe og også holder meget af hinanden. I hvert fald er man bagefter fuldstændig sikker på, at når Haderslev efterhånden fodboldmæssigt har placeret sig noget højere end Åbenrå, så begyndte det først at ske, efter at Per og Stig havde lagt støvlerne på hylden for ikke så mange, men alligevel en del år og måske ligeså mange kg siden. Til sidst nogle billeder fra en dejlig eftermiddag og aften, hvor der både blev hygget, grillet, snakket og kigget biler og billeder og endda også udloddet julegaver. Julegaverne var egentlig indkøbt til sidste eller forrige års julehygge. Det arrangement blev bare aldrig rigtig til noget, men nu er gaverne i hvert fald med en smule forsinkelse retfærdigt fordelt blandt klubbens medlemmer. Det er ikke altid så spændende at blive fotograferet. Selv er jeg, når det kommer til stykket, heller ikke så vild med den slags, og derfor er det også en fordel, at jeg næsten altid er på den anden side af linsen. Da jeg lige havde taget et billede af Karin, fik hun også pludselig en stor lyst til at låne mit kamera, og jeg fik af en eller anden mærkelig grund ligeså pludseligt en mistanke om, at det måske ikke var så meget for at kigge billeder, men mere for at slette det sidste, jeg havde taget, så det fik hun selvfølgelig ikke lov til. Heldigvis, for når man kigger over på næste side, så vil alle da sikkert give mig ret i, at det da egentlig blev meget pænt. Har jeg ret, eller har jeg ret? Selvfølgelig har jeg det. i næste udgave af klubbladet, vil man så i billeder og tekst kunne få en lille anelse om, hvordan man kan få denne bil til at se ud som. Lidt er der da om snakken, når man ser Porschen i midten flankeret af to Ferrarier, og..denne bil.
som tiltrak sig mest interesse, var nok alligevel, da Jens Schear dukkede op i sin nyerhvervelse, en specialbygget bil med et engelsk fabrikeret glasfiber-karrosseri ovenpå en forkortet Folkevognsbund og med en meget potentlydende type 4 motor. Bilen har, indtil Jens overtog den, og så vidt jeg ved, mest været brugt til motorløb. Biler bygget til det formål, er også mange gange meget smukke biler at se på, og det gælder helt sikkert også i dette tilfælde. Selve modellen er en Porsche 718 fra 1957, som jeg ikke lige kendte i forvejen. Det var måske også grunden til, at bilen i første omgang, og specielt set forfra, faktisk mindede mig en del om den Ferrari 246 GTS, som Tony Curtis udfoldede sig i i serien De uheldige Helte i starten af 70 erne. Måske en helt hen i vejret sammenligning, men hvis man kigger lidt på den næste sides første billede, så tror jeg da alligevel, de fleste må indrømme, at der trods alt er en vis lighed. På den anden side er det vel heller ikke det værste at blive sammenlignet med. Ved 1-tiden var arrangementet slut. Det havde været en dejlig formiddag, hvor vi havde fået snakket lidt bilsnak på kryds og tværs af forskellige bilmærker, og hvor vejret også havde været helt med os...hvis der nu skulle være en eller anden, som har problemer med at lokke hustruen med til et arrangement i klubben, så vis hende billedet herunder, for så sjovt er det faktisk. Ikke også? Derefter et billede af fætrene fra Aabenraa. Fætrene fra Aabenraa? Er det en gammel dansk familiefilm? Nej, det er det ikke. Det er Stig og Per eller Per og Stig, og
Jens Bille bag rattet i Jens Schears bil, Per Moshages Karmann Ghia, og.. når man kommer helt fra København, skal man selvfølgelig også med i bladet. Det er Paul Erik Maertens til højre. Klubben har før deltaget i et arrangement i Vojens, som hed Good Evening og foregik en fredag aften, hvor forretningerne holdt længe åbent, og hvor byen var spærret af for motoriseret trafik, bortset fra de udstillede oldtimere. I år var det så en smule anderledes. For det første var arrangementet flyttet til lørdag formiddag, den 2. juli, men udover det, var mange af de forretninger, som før befandt sig på Vestergade og Østergade ned igennem byen, nu også flyttet ud til nye lokaler i nærheden af rådhuset. Konsekvensen er blevet det stik modsatte af, hvad de mennesker, som har været med til at tage beslutningerne, påstod, og måske lidt mere hen i retning af, hvad andre mennesker frygtede, bare ved at bruge en smule sund fornuft, nemlig en mere død midtby med mange tomme butikslokaler. Det kan man så mene om, hvad man vil, men det påvirkede måske også arrangementet en smule. Alligevel var det et hyggeligt arrangement, som startede ved kl. godt og vel 8-tiden med morgenkaffe ude på Mågevej ved Hans Hansen fra Triumphklubben. Derefter kørte vi i samlet flok ned på Vestergade, hvor vi holdt lige ud for Budstikkens lokaler. Der var en del forskellige bilmærker at kigge på, både Triumph, Morris Mascot, Jaguar, DKW, Fiat, Folkevogn og også en række af gamle Nimbus-motorcykler, men dagens højdepunkt, og det
Mens vi andre sad indenfor i tørvejr og nød både kaffe og kakao, måtte Stigs bil stå lige udenfor i regnen. Nedenfor et billede af dagens boligsituation. Enten er det en Et billede af en vildtfremmed kvinde, som bare uden videre lod sig fotografere. Det må Edith kunne lære noget af. fuldstændig værdiløs, gammel togvogn, eller også et sommerhus, som på grund af placeringen så tæt ved vandet og på trods af diverse mangler, koster millioner. Man ved det ikke, kun at herligheden befinder sig i nærheden af Åbenrå. Den 1. oktober havde Stig i samarbejde med biografen i Åbenrå lavet et specielt arrangement, hvor ejere af luftkølede Folkevogne kunne komme ind og se den nye Herbie-film for kun 40 kr. pr. billet. Tilbudet var både for chaufføren og en passager, så det burde måske have fået lidt flere til at støve Folkevognen af og, som noget af det sidste i klubsæsonen, at tage turen til Åbenrå. Vejret har dog nok været en medvirkende årsag til, at der, trods alle mulige anstrengelser for at lokke folk til, kun stod 8 biler parkeret på parkeringspladsen ved biografen. Hvis man sammenligner med andre arrangementer som f.eks. Good Evening i Vojens, og når vi for år tilbage stillede op ude på Gravene i Haderslev, så var 8 biler egentlig slet ikke så dårligt. Det, som måske fik det til at se lidt magert ud for de mennesker, som kom forbi pladsen for at kigge Folkevogne, var, at der i forvejen i avisen var blevet annonceret med 50 biler. Selv med deltagelse af andre klubber og med alle mulige vejrguders hjælp lige fra Voldborg til hende den småbuttede, men meget charmerende fra TV2, så var vi nok aldrig nået op på så mange, og som det også før er set, så skyldtes det høje tal også udelukkende en misforståelse fra avisens side. Stig havde nemlig, for at sikre sig rigelig med plads i biografen, sagt, at der kunne dukke ca. 25 biler op, og hvis man regnede med 2 personer pr. bil, ville det svare til 50 biografstole. De 50 biografstole var så blevet til 50 Folkevogne, men det er den slags, der sker, ikke mindst, når det er Herbie, som står på plakaten. Vi mødte op kl. 11 på parkeringspladsen, og der var både disket op med kaffe og kakao. Stig havde endda stillet en lille pavillon op, som egentlig var beregnet som garage til hans bil, men som i dagens anledning var blevet stedet, hvor vi i læ for regnen kunne indtage de varme drikke. Kl. 13 kørte vi ud på en tur i og omkring Åbenrå, hvor vi bl.a. så Brundlund Slot og også det sygehusbyggeri, som har været meget nævnt i pressen, og hvor der ingen grund er til at fordoble tallene. De er store nok i forvejen. Vi skulle også op på Åbenrås udgave af Himmelbjerget, for at vi ligesom kunne se det hele lidt fra oven. Måske har den tynde luft været
medvirkende. Jeg ved det ikke, men i hvert fald var det for mit vedkommende lige ved at gå helt galt på vejen derop. Kort forinden gik min bil pludselig i stå. Det kom fuldstændig uden forvarsel. Motoren stoppede bare fra det ene sekund til det andet, og så var der overhovedet ingen strøm. Lige pludselig var den der dog igen, og det viste sig senere at være den ene kabelsko på batteriet, som ikke var spændt ordentligt til. Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt, kun at bilen nu kunne starte igen, og at vi kunne fortsætte. Henne ved foden af det famøse udsigtspunkt kunne jeg godt se, at det gik ret stejlt opad, så jeg skiftede ned til første gear, men da jeg var nået halvvejs op, skete det igen. Motoren døede ud, strømmen var væk, for så i sekundet efter at være der igen. Det er kedeligt at holde ved et T-kryds, når strømmen pludselig er forsvundet, men det er ingenting imod, når det sker, mens man befinder sig på en stejl bakke, specielt når man kører i en kolonne. Der var ikke andet for end at trække håndbremsen og forsøge at få liv i bilen. Det lykkedes, men så snart jeg koblede til, gik den ud igen. Det skete flere gange, men til sidst nåede jeg dog op på toppen af bakken, hvor de andre holdt og ikke kunne forstå, hvor både jeg og Jens og Bente, som havde haft den tvivlsomme fornøjelse at befinde sig lige bag mig, var blevet af. I bakspejlets ulidelige skær og klarsyn, har det været den ene kabelsko, som har været så løs, at den, ved at bilen blev sat i gang, har bevæget sig frem og tilbage, så forbindelsen til strømmen er slået til og fra. Tilbage på parkeringspladsen blev det dog ordnet igen ved, at Henry lagde værktøj til, og Per spændte kabelskoen. Så burde alt igen være i sin fineste orden. Det var det dog ikke helt, for da vi bagefter sad ved middagen, bekendtgjorde Jens, at mit stoplys faktisk lyste hele tiden. Igen noget, som man burde kontrollere af og til, men som man sjældent får gjort, måske fordi det er svært at træde på bremsen og samtidig stå omme bagved og se, at det virker. Under Herbie-filmen sad jeg så, selvfølgelig samtidig med at jeg nød filmen, og spekulerede lidt over, hvad problemet kunne være. Løsningen kom midt i det hele, og da vi bagefter tog afsked med hinanden, spurgte Jens og Bente bekymret, om de ikke skulle køre bagved mig på vejen hjem. Egentlig var jeg lidt beæret over, at de stadigvæk havde lyst til at køre bagved mig, men alligevel sagde jeg til dem, at jeg godt lige ville have mit bremselys til at virke, inden jeg kørte. Jeg kunne godt se på dem, at de ikke havde den helt store tiltro til mine evner i den retning, men det lykkedes faktisk, godt nok ikke på parkeringspladsen, men senere da jeg kom hjem. Pærerne var sat forkert i, og da lige netop ting, som at skifte pærer, er noget, mange selv påtager sig, kommer der lidt om det i næste udgave af bladet. Det var så punktum på årets arrangementer, som meget apropos sluttede lidt i efterårsstemning. Men ingen kan gøre noget ved vejret. Når sandheden skal frem, heller ikke Voldborg eller hende den lille, småbuttede fra TV2. Derfor kan man også kun rose Stig og Jens for det store arbejde, de har lagt bag arrangementet. Filmen var helt sikkert også udmærket. Meget i ånden af de gamle Herbie-film, men alligevel kan man godt se, at der er sket et eller andet med computerteknik og film siden dengang. Når jeg skal forklare mine gamle forældre, hvad en film handler om, så plejer jeg altid at sige, at det er noget i stil med Morten Korch, også fuldstændig underordnet, hvad det er for en film. Det passer egentlig også meget godt med Herbie-filmen. Godt nok spiller Poul Reichardt og Tove Mås ikke med, og der er heller ingen røde heste på fire ben, men alligevel, så er det da noget med, at den ene, her i skikkelse af Maggie Peyton vinder det store løb til sidst og får ham den anden, som man egentlig hele tiden godt vidste, hun skal ende med at få, også til sidst. Heller helt til sidst er det faktisk slet ikke, for helt til sidst skal Herbie nemlig i byen med en gul Beetle, som han er blevet så forelsket i, og så kan det vist næsten ikke blive bedre, når man er en Folkevogn, eller hva? Alle biler linet op ved Brundlund Slot.