For tredje år i træk afholdt BUSTER Filmfestival i samarbejde med MEDIA Desk Danmark i september seminaret INSTALL New Stories for den danske filmbranche. Efter de forrige års fokus på nye talenter (INSTALL New Talents 2012) og nye publikummer (INSTALL New Audiences 2011) var temaet denne gang; hvordan bliver vi bedre til at fortælle historier til børn? Af Louise Kidde Sauntved/BUSTER Hvordan fortæller man til børn? Hvor kommer de gode historier fra? Og i hvor høj grad skal børnefilm have en opdragende og oplysende funktion? Det var de overordnede spørgsmål, da BUSTER Filmfestival og MEDIA Desk Danmark i forbindelse med årets filmfestival inviterede den danske filmbranche til seminar om at fortælle til børn. I en tid hvor mange børnefilm enten går efter bare at underholde eller er baseret på allerede succesfulde bogforlæg, kan der synes at være en mangel på kvalitetsfilm til de helt små, der tør udfordre og lege med de etablerede normer. Men er det egentlig det, vi vil have? Og hvad med børnene hvad vil de have? Har vi glemt at tage dem med i regnestykket, når vi udvikler vores historier, der ikke kun skal appellere til børnepublikummet, men også godkendes af en række gatekeepere så som Filminstituttet og tv-stationerne, inden de overhovedet kan realiseres? Spørgsmål, der bedst kan besvares af dem, der til daglig har hænderne helt nede i den konkrete produktion af produkter rettet mod børn. BUSTER Filmfestival havde derfor til lejligheden inviteret en række fremtrædende film- og tv-folk, der til daglig har problemstillingerne helt inde på livet; instruktør Ask Hasselbalch og forfatter Kenneth Bøgh Andersen, der står bag den kommende 'Antboy'-film, Eva Juul Hammerich og Nina Lyng fra produktionsselskabet Nepenthe, der producerer den kommende filmatisering af Lene Kaaberbøls 'Skammerens datter', instrueret af Kenneth Kainz, der også var tilstede, instruktør Mariella Harpelunde Jensen, samt endelig producer Ngaio Harding-Hill fra britiske Aardman Animations, der står bag en lang række stop-motion serier til de mindste, ikke mindst den populære 'F for Får'. Historien i fokus Ngaio Harding-Hill om Aardmans metode Første taler på scenen i Cinemateket i København var Ngaio Harding-Hill, der de seneste ti år har arbejdet som manuskript- og udviklingsproducer hos Aardman UK, hvor hun blandt andet har stået for den populære tv-serie 'Shaun the Sheep' (på dansk 'F for Får'), der som størstedelen af Aardsmans produktioner er lavet i stop-motion med dukker af modellervoks og silikone. Der er indtil videre lavet hele 130 episoder af 'F for Får', der derfor er en af Aardmans mest populære og langlivede produktioner. Der er netop nu ved at blive udviklet en spillefilm over konceptet, der efter planen får premiere i foråret 2015.
Ngaio Harding-Hill tilskriver den store succes, at selskabet er lykkedes med at udvikle en fortællestil, der taler direkte til både børn og voksne og giver mulighed for en nærmest uendelig variation af historier. 'F for Får' er inspireret af stumfilmens slapstick-komik, ikke mindst Buster Keaton. Det betyder, at der absolut ingen dialog er i serien alt bliver udtrykt via karakterernes handlinger. Det gør det lettere, hurtigere og billigere at animere, da der ikke skal bruges tid og kræfter på lip-sync, ligesom det er lettere at eksportere serien. På det fortællemæssige plan betyder det, at holdet bag er nødt til at tænke meget filmisk i hele processen, fra historierne bliver undfanget til de bliver realiseret. Det hele handler om historien og karaktererne. Det er med til at holde Aardman på tæerne. Det hæver barren, at det er den måde karaktererne spiller på, der gør, at vi kan forstå historien. Det handler alt sammen om historien, siger Ngaio Harding-Hill. Følelser på spil Når man fortæller til børn er det vigtigt, at karakterernes tanker er umiddelbart aflæselige og at historierne er enkle, mener Ngaio Harding-Hill. Vi er nødt til at have tydelige visuelle ideer, så publikum kan slappe af og nyde komikken i stedet for at bruge en masse energi på at prøve at forstå, hvad der sker på skærmen. Kernemålgruppen til 'F for Får' er piger og drenge mellem 5 og 11 år, og der er konstant fokus på, at der aldrig bliver talt ned til børnene. Derfor bliver historier, der kræver en forståelse eller et forhåndskendskab, som børnene ikke kan forudsættes at have, kasseret med hård hånd. Vi arbejdede blandt andet med en serie om får, der blev brændemærket, og den handlede selvfølgelig om at være med i eller uden for flokken. Men det gik i sidste ende op for os, at det var et for kompliceret emne at kommunikere alene gennem karakterernes opførsel, så vi endte med at droppe historien. Udgangspunktet er enkelhed og følelsesmæssig troværdighed. Samtlige historier tager udgangspunkt i universelle menneskelige sandheder, i erfaringer og følelser som publikum, store som små, umiddelbart kan genkende. Det hele foregår i en afgrænset verden bondegården som aldrig bliver overskredet. På den måde bliver fortællingen endnu mere fokuseret på karaktererne, der er historiens hjerte. Vi prøver at skabe genkendelige historier for alle. Derfor er vores udgangspunkt altid følelser; nysgerrighed, frygt, kærlighed, paranoia...
Vi søger altid hjertet i historierne, og går efter at publikum skal føle sig følelsesmæssigt forbundne med karaktererne. Vi prøver at undgå pludselige udbrud, men bygger handlingen stille og roligt op. Karaktererne holder følelserne tilbage i stedet for at eksplodere. Det gør, at det appellerer til både børn og voksne, siger Ngaio Harding-Hill, der tit modetager fanbreve fra bedsteforældre, der har opdaget serien gennem deres børnebørn. Der skal være noget følelsesmæssigt på spil, for at publikum bliver fanget. En karakter skal ville have noget som er genkendeligt for publikum. F for Familie Alle episoder er lavet efter samme faste model; de starter med en normaltilstand, der så bliver forstyrret, inden alt igen vender tilbage til status quo. Det giver mulighed for at lave skøre ting i midten, blandt andet at lade dyrene på bondegården opføre sig som mennesker men kun når gårdmanden ikke ser dem. Grundideen er, at 'F for Får' skal være et familieunivers; dyrene på bondegården er børnene, med Shaun som den frække 11-årige dreng af den slags, der ikke kan lade være med at trykke, hvis han ser et skilt, hvor der står 'tryk ikke her'. Han er den centrale karakter, men ikke altid den, der finder løsningen. Små børn bryder sig ikke om blærerøve. Det er vigtigt, at de kan forholde sig til Shaun, derfor skal han ikke være ufejlbarlig. Han skal være vores helt, men han skal også være fræk, som børn er det indimellem, siger Ngaio Harding-Hill. Bondemanden er faderen, der ikke ser, hvad der foregår lige for næsen af ham hvilket hans tykke briller selvfølgelig er en metafor for. Der er en række udfordringer forbundet med at fortælle historier i stop-motion med modellervoks-modeller. Blandt andet er modellerne ikke så gode til at løbe, hoppe og springe. Der skal derfor en del omtanke til at få historieideer til at fungere i praksis. Hele holdet er så vidt muligt med i alle dele af processen, så alle får et ejerskab over historien, ligesom der ikke bliver foretaget flere ændringer i fortællingen, så snart der er et færdigt storyboard. Der er ikke plads til improvisation, for det er de små detaljer, der er afgørende for forståelsen; en enkelt lillebitte ændring af et øjenlåg giver pludselig et helt nyt udtryk.
Svar på tiltale. Mariella Harpelunde Jensen om at fortælle MED børn Den danske instruktør Mariella Harpelunde Jensen har også stor erfaring med at fortælle til børn i tv-mediet. Hun har instrueret to kortfilm, og har skabt populære børneserier som 'Isas Stepz' og ikke mindst reality-rollespilsserien 'Barda', der kører på sjette sæson. Hendes speciale er ikke kun at fortælle til børn, men også at fortælle med børn at gøre børnene til aktive medfortællere. I sidste ende er det nemlig børnene, der bedst kan tage stilling til, hvad de gerne vil have. På 'Barda' bliver to børn, der egentlig bare er sig selv, i hvert afsnit sendt ud i eventyrlandet Barda for at hjælpe Spilmester Martin med en opgave. De ved ikke på forhånd, hvad historien er, de bliver bare klædt ud i noget sjovt rollespilstøj og sendt på eventyr og på den måde, bliver de karakterer, fortæller Mariella Harpelunde Jensen, der selv har rejst rundt i hele Danmark og castet til serien. Det har givet mig mulighed for at snakke med rigtigt mange børn i 8-10 års alderen, og det synes jeg er meget vigtigt. Vi snakker for meget med konsulenterne og redaktørerne på Ramasjang og Ultra, og selvom det også er vigtigt, hvad de mener om de historier, vi kommer op med, så synes jeg, vi snakker for lidt med børnemålgruppen. Det giver noget umiddelbar feedback. Man får at vide, hvis det udgangspunkt, man har for sin historie, er noget gammel hat, som ingen fatter i den alder. Hvis der er en præmis, som børnene ikke forstår, så fungerer afsnittet simpelthen ikke, og så er vi nødt til at lave det om. Man får svar på tiltale lige med det samme, hvis man tør at gå i dialog med sit publikum. På Barda lader Mariella Harpelunde Jensen børnene være direkte medfortællere. Ikke mindst i en række animationssekvenser. Der er et afsnit, hvor de skal holde det årlige Bardagensiske mesterskab i hår. Men håret er blevet smurt ind i en væske, der gør det levende og dødsensfarligt. Når vi når dertil, bryder vi optagelserne og sætter os ned sammen med børnene og snakker om, hvordan scenen skal foregå. Og så giver vi noterne til Karsten (Kiilerich, red.) og alle de andre dygtige mennesker på A-film, der så animerer det. Det gør på en helt enkel måde børnene til medfortællere. Og det gør, at der kommer nogle børneagtige ting ind i det, som vi aldrig ville finde på, fordi vi er voksne. Det giver en autenticitet, som jeg tror, børnene kan smage. Derfor tror jeg meget på at fortælle med børn, siger Mariella Harpelunde Jensen.
Børn er høflige På tv-serien 'Isas Stepz', som Mariella Harpelunde Jensen også står bag, der er mere traditionel fiktion, var der både et manuskript og en klar plan. Men det betød ikke, at der ikke var plads til at lytte til børnene, der fik lov til at lave alle deres replikker om, så de var lettere at sige og huske. Resultatet var, at Mariella Harpelunde Jensen efterfølgende fik at vide, at de små seere satte stor pris på, at her var et børneprogram, hvor børnene rent faktisk snakkede, som de gjorde henne i skolen. Det er igen det der med at prøve sit materiale af. Hvordan ligger det i munden på de der unger? På tv-serier skriver man nogle gange så blodet springer, forfatterne har megatravlt, og børnene er alt for flinke, de siger ikke 'prøv at høre her, vi siger ikke for sørensen', eller hvad det nu er. Børneskuespillere er de flinkeste, sødeste unge mennesker, der altid siger, hvad der står. Også selvom de synes, det er noget gammel hat. Det snakker de om, når de er på toilettet bagefter. Det samme gælder, hvis der er en scene, de ikke forstår. De prikker ikke instruktøren på skulderen og siger 'jeg fatter ikke hvad udgangspunktet for den her scene er'. Så jo mere vi kan sætte os ned og snakke med dem, jo bedre. De er jo meget tit målgruppen for det, vi laver. Når Mariella Harpelunde Jensen taler med målgruppen, bliver hun overbevist om, at der er et stort behov for danske historier med danske børn, hvor børnene kan genkende sig selv. De har brug for at blive underholdt og se film med børn, de kan identificere sig med. Modige børn som gør noget af alt det, de selv drømmer om at gøre. Og så skal der være nogen, der siger stop, når det er nok. Det er vigtigt for børn at opleve, for vi voksne bestemmer jo over dem hele tiden. De har brug for at se historier om at have eller være en god ven, en god datter eller søn. Og så vil de gerne redde hele verden og jeg synes, vi skal blive ved med at fortælle historier om, at man kan. Og så skal historierne ende godt. Det skal de altid, når man fortæller historier til mindre børn. Censur gør os tandløse Barda er skabt til tv, og derfor er der vide grænser for, hvad der kan vises, fordi der på tv ikke er samme strenge censur, som der er på biograffilm. En censur, som Mariella Harpelunde Jensen mener, er med til at gøre danske børnefilm unødvendigt tandløse. Det er noget vi trænger til at tale om, for det hæmmer vores historiefortælling. På Barda, der blive sendt på Ramasjang, kan jeg lave djævleuddrivelser der vurderer man, at det er helt børnesikkert, at se frygtelige monstre blive presset ud af ryggen på en ond mand. Men hvis det var i biografen, ved jeg ikke hvilken censur, vi havde fået, siger Mariella Harpelunde Jensen, der foreslår, at man laver en toårig prøveordning, hvor censuren på biograffilmen lempes. For jeg tror, at det er en af grundene til, at vi altid får at vide, at danske børnefilm er så pattede, hvis vi spørger børnene. Hun understreger, at voksne tit har en helt forkert forestilling om, hvad børn egentlig synes er uhyggeligt. I et afsnit af Barda var skuespilleren Robert Reinhold klædt ud som fugleheks, og det syntes mange af børnene var langt mere uhyggeligt end at se monstre. De kunne nemlig
ikke regne ud, at det var en mand, der var klædt ud som kvinde. Det havde de aldrig oplevet før. De var så små og uerfarne i deres liv, at de simpelthen syntes, det var så uhyggeligt. Det er den mest uhyggelige karakter, vi har haft. Der var en lille dreng, der blev så nervøs, at vi var nødt til at stoppe optagelserne og trøste ham lidt. Vi voksne tror, at vi kan huske, hvordan det var men det kan vi ikke altid. Vi skaber kulturarv Mariella Harpelunde Jensen vil også gerne slå et slag for, at de dygtige filmskabere ikke forlader børnefilmen, så snart de får mulighed for at lave en rigtig voksen spillefilm som det typisk har været tilfældet. Jeg er træt af, at det ikke er høj status at fortælle historier til børn. Jeg synes, det er fantastisk, at der er gode projekter i gang, men det er desværre stadig ikke særligt smart at sige ude i byen, at man laver børnefilm og tv-serier til børn. Det er lang tid siden, det var på mode, og det gør det svært at løfte gode projekter, når de fedeste kræfter, der kommer ud fra filmskolen, løber i nogle andre retninger. Vi er nødt til at gøre det supersmart og lækkert igen. Ikke mindst fordi børne- og ungdomsfilmene er en vigtig del af vores fælles kulturarv. De historier vi udvikler nu, bliver det der står tilbage, når man om tyve år kigger tilbage på vores tid og siger 'hvordan var det at være barn?'. Derfor er det vigtigt, at de film og de historier vi laver, også repræsenterer den virkelighed, der er. Hvordan er det, når over halvdelen bliver skilt? Hvordan er det at bruge otte timer i børnehaven og tre timer med familien hver dag? Hvad er det for nogle børn, der kommer ud af det? Jeg synes, vi har en pligt til at fortælle historier, der afspejler børnenes verden. Og det kan sagtens gøres sindssygt underholdende. Supermyren. Ask Hasselbalch og Kenneth Bøgh Andersen om at fortælle i øjenhøjde med børn På filmfronten er der netop nu flere spændende projekter på vej baseret på boguniverser, der allerede har en stor fanbase. I oktober er der premiere på Ask Hasselbalchs filmatisering af Kenneth Bøgh Andersens 'Antboy' Danmarks første egentlige superheltefilm. 'Antboy' handler om drengen Pelle, der bliver bidt af en supertissemyre og får myre-super-kræfter. Kenneth Bøgh Andersen har indtil videre skrevet seks bøger om den myreflittige superhelt, Filmatiseringen af 'Antboy' er baseret på første og tredje bog i serien. Første bog fokuserer på tilblivelseshistorien, mens tredje bog introducerer Antboys nemesis, superskurken Loppen, i filmen spillet af Nicolas Bro.
Ideen opstod som en modreaktion på Hollywoods dystre og selvhøjtidelige voksne superhelte som Spiderman, Batman og X- Men. Jeg ville gå til superhelten med en realistisk tilgang. Hvordan ville det være at være superhelt i en ganske almindelige kedelig by i Danmark, hvor der ikke var bankrøverier hver fredag og overfald på hvert gadehjørne, siger Kenneth Bøgh Andersen. Det var vigtigt, at Pelle blev en dreng, fordi alle andre superhelte er voksne på nær Spiderman, der starter som teenager. Det, at han var en dreng, var med til at understrege, hvor problematisk det er pludselig at være superhelt. Hvordan holder man for eksempel varmen om vinteren i et tyndt latex-kostume? Og hvordan holder man udkig med en hel by? I modsætning til de voksne superhelte, der typisk bliver til seje dyr som skorpioner, flagermus og edderkopper, bliver Pelle til en tissemyre. Der ligger noget symbolik i det, for han er jo i forvejen sådan en, som andre træder på. Men samtidig er det et dyr med nogle fede egenskaber, der kan bruges i historien, forklarer Kenneth Bøgh Andersen. Venskab som superkraft Det har været vigtigt for Ask Hasselbalch at være tro mod forlægget, men samtidig også gøre det til sit eget. De ændringer der er sket i forhold til bogen, har dog primært været af praktiske hensyn. I modsætning til i bogen, hvor Pelle laver sit eget kostume, ender han i filmen med at købe det på nettet for jeg ville jo gerne have, at han så lidt sej ud, som Ask Hasselbalch siger. Den væsentligste ændring er dog, at Pelle ikke er en enspænder i filmen. På film er det ikke så let at få alle tankerne med, som på skrift, så han var nødt til at have en at tale med undervejs. Derfor er rollen som hans skolekammerat Wilhelm, der også i bøgerne er den eneste der ved, hvem Antboy i virkeligheden er, blevet skrevet op, så han fylder mere. Det gav en uventet sidegevinst. Venskabshistorien begyndte at fylde mere og mere i manuskriptet, og pludselig var det det, det handlede om. Så jeg endte med at lave en film, der fortæller, at venskab er den største superheltekraft af alle, fortæller Ask Hasselbalch, der også valgte at se stort på, at Pelle i bøgerne er en tyk dreng. Da han castede, havde han nemlig ikke lyst til kun at fokusere på tykke drengeskuespillere, men på, hvem der var den bedste. Valget faldt på Oscar Dietz, selvom han ikke umiddelbart lignede Antboy. Ask Hasselbalch castede ellers ud fra den metode, at børneskuespillernes private personlighed lå tæt på den personlighed, de skulle spille i filmen, for at give det mest naturlige resultat. Privat har Oscar dog fuldstændigt knald i låget og vælter rundt. Men når han går ind foran kameraet, og jeg siger 'værsgo', så falder
han fuldstændig til ro. Så er han tryg og tilstede. På en eller anden mærkelig måde har han en enormt stor poesi i filmen, som han ikke har privat. Hans bedste ven spilles af Samuel Ting Graf, og de to drenge har mange scener sammen hvilket viste sig at være endnu en udfordring. Oscar er sådan en skuespiller, der bliver bedre og bedre, jo flere takes han får. Samuel var til gengæld skidegod første gang og så blev han dårligere, fordi han blev for bevidst. Når man laver genrefilm, vil man jo gerne have mange vinkler og indstillinger, og nogle gange havde vi tidsbegrænsninger, så jeg var nødt til at lave noget i to skud, og så endte jeg med at vælge det klip, hvor Oscar var bedst. Men jeg synes ikke at nogen af børnene falder igennem. I øjenhøjde med publikum 'Antboy' er som udgangspunkt et modsvar til de selvhøjtidelige amerikanske superhelte film derfor er det da også både ironisk og sært passende, at den er blevet solgt til distribution i netop USA efter en succesfuld urpremiere på filmfestivalen i Toronto. Men derudover opfatter hverken Ask Hasselbalch eller Kenneth Bøgh Andersen filmen som ironisk. Jeg ville bare gerne lave en sej film til aldersgruppen, fortalt med et glimt i øjet. Jeg gør ikke grin med genren, det er bare en charmerende, underholdende eventyrfilm, der også har superhelteelementer, understreger Ask Hasselbalch. Den største udfordring var, at budgettet ikke tillod store effekter. Men det viste sig hurtigt at være en gave. Et eller andet sted havde jeg jo lyst til at sprænge meget mere i luften, end jeg kunne, men når man ikke har råd til det, er man nødt til at fokusere på karaktererne og det emotionelle i fortællingen, og så placere de få effekter, der er råd til, de rigtige steder i fortællingen. Den scene, hvor Nicolas Bro kidnapper pigen, er en meget god illustration, supplerer Kenneth Bøgh Andersen. Hvis man træder et skridt tilbage, er det fuldkommen latterligt, at store Nicolas Bro står der med en lille dum maske på alle kan jo se, hvem han er. Det er komisk. Men scenen er ikke komisk der er der ingen, der griner, for han er pisseuhyggelig, og det er lavet pisseuhyggeligt. Det var vigtigt for mig at lave en film, der turde være uhyggelig, når den var uhyggelig og sjov, når den var sjov, siger Ask Hasselbalch. Jeg ville helst ikke have, at Loppen var sådan en skurk, der truede med at slå Pelle ihjel og bagefter gled i en bananskræl. Der skulle være noget på spil. Noget fare. Da jeg var barn, var de film jeg kunne lide først og fremmest de film, der var uhyggelige, og jeg kunne godt tåle at se dem. Det jeg blev bange for var sådan noget, som ingen voksne troede, børn ville synes var uhyggeligt, siger han med reference til Fugleheksen i Barda. Filmen må gerne være uhyggelig undervejs, så længe slutningen på en eller anden måde er positiv.
Det hjælper også på uhyggen, at alt bliver gjort i øjenhøjde med publikum. Bogstaveligt talt. Jeg har stjålet et greb fra 'E.T.', hvor kameraet aldrig er over ham. Vi er altid i øjenhøjde med hovedkarakteren hele filmen er filmet fra hans perspektiv. Skam og ærlighed. Nina Lyng, Eva Juul Hammerich og Kenneth Kainz om at filmatisere en populær fortælling Til næste år er der premiere på endnu en storstilet bogfilmatisering, nemlig 'Skammerens datter' af Lene Kaaberbøl. Filmen instrueres af Kenneth Kainz, der også stod bag den nylige opdatering af Ole Lund Kierkegaards 'Otto er et næsehorn', og produceres af Eva Juul Hammerich og Nina Lyng fra Nepenthe-film. Nina Krag og Eva Juul Hammerich lagde allerede billet ind på historien, første gang rettighederne blev udbudt, men fik dem ikke. Da rettighederne endte med at gå tilbage til Lene Kaaberbøl, gav de det endnu et forsøg. Denne gang besluttede de, at være fuldkommen ærlige omkring, hvad de gerne ville med historien, og det vil de gerne råde andre, der søger bogrettigheder, til at være. Det er et supergodt råd ikke at prøve at gennemskue, hvad forfatteren gerne vil lave, for det er os, der skal arbejde med det her de næste 4-10 år, siger Nina Lyng. 'Skammerens datter' handler om pigen Dina, der har arvet en særlig evne fra sin mor; hun kan se løgn og bedrag i andre menneskers øjne. Derfor er hun også den eneste, der kan redde verden, da den trues udefra. Filmatiseringen af 'Skammerens datter' rammer naturligt ned i diskussionen om, hvorvidt der udvikles for få originalhistorier i dansk børnefilm. Men Eva Juul Hammerich synes ikke, der er så stor grund til at skelne mellem filmatiseringer og originalhistorier. Det vigtigste er, at finde historier der er værd at fortælle. Og som kan blive realiseret. Først og fremmest gælder det om, at skabe et univers og en historie, der er vedkommende, og som publikum kan identificere sig med og spejle deres egne drømme, ambitioner, håb og kvaler i. I vores branche tror jeg, at vi alle sammen er klar over, at man skal løbe en lille smule op ad bakke, hvis man kommer med en originalhistorie, der ikke allerede har gjort sig gældende på en anden platform. For folk vil sige; 'hvad kan den egentlig? Hvorfor vælge den?'. Jeg tror det vigtige - uanset om der er et bogforlæg eller ej - er, at man skal have karakterer, som er værd at beskæftige sig med i den lange tid, det tager at lave en film. Hun mener, at de mange parametre, man som filmskaber skal forholde sig til
- hvad vil folk gerne se? Hvad identificerer de sig med? Hvordan kvalificerer man det kunstneriske potentiale og kvaliteten? - langt hen ad vejen kan koges ned til én ting; at man skal have en hovedperson, der er uimodståelig. Som Dina. Forfatteren som manual Manuskriptet til 'Skammerens datter' er skrevet af Anders Thomas Jensen, der lavede et første udkast, der indeholdt stort set alle storylines og karakterer fra første bog i serien. Det viste sig at være en gevinst i forhold til samarbejdet med Lene Kaaberbøl, der har været med på sidelinjen, men i vidt omfang har givet filmholdet frie hænder. Det første udkast viste sig at være meget konstruktivt i forholdet til samarbejdet med Lene fortæller Nina Lyng. For så fik hun ikke et kæmpechok over at se sin egen historie lavet fuldstændigt om. Det er jo noget andet at lave dramaturgi til film. Der er nogle store valg, der skal tages, og man er nødt til at gå på kompromis med både karakterer og storylines. På den her måde kunne hun med det samme se de ting, vi påpegede var en udfordring. Det gjorde, at hun sagde; 'jeg er supergod til at skrive bøger. I er supergode til at lave film'. Og længere var den ikke. Ambitionen med 'Skammerens datter' er, at lave en film, der både giver den massive fanbase noget af det, de forventer og noget af det, de ikke forventer. Derfor er der blevet foretaget store fortællemæssige valg undervejs hele tiden med Lene Kaaberbøl som en uudtømmelig kilde til at forstå de enkelte karakterer, deres motiver og baggrund. Lene er på mange måder vores manual, siger Nina Lyng. Hun er den, vi hele tiden kan vende tilbage til, når der er noget, vi bliver i tvivl om. Hun er en fuldstændigt uudtømmelig kilde til baggrundshistorier, viden om karakterer og storylines. Eksistentielle overvejelser Selvom 'Skammerens datter' foregår i et storstilet fantasyunivers, har fokus hele vejen været på karakteren, frem for universet. Da vi holdte det første møde med Kenneth, sagde han det samme, som Eva og jeg havde sagt til Lene; hvis jeg skal lave den film, så skal det være en film om en pige, der har nogle helt særlige evner og så lever hun også i et fantasyunivers. Jeg har ikke lyst til at lave en kæmpestor fantasyfilm som i øvrigt også har noget at gøre med en pige, der har nogle særlige evner, siger Nina Lyng. Manuskriptet til 'Skammerens datter' mindede Kenneth Kainz om hans allerførste filmoplevelse i 1978, hvor han var med sin far inde og se den første 'Star Wars'-film. Mødet med den verden og det univers blæste min hjerne fuldstændigt væk, fordi det er så fantasifuldt, men samtidig også meget menneskeligt. Der er nogle store mytologiske, eksistentielle, spørgsmål, der gør, at det ikke kun er for børn og unge. Og det er lidt på samme måde, jeg er gået til den store og fantastiske udfordring, det er at lave den her film, der foregår i et ophøjet fantasyunivers, hvor der også stilles nogle store mytologiske og eksistentielle spørgsmål. Udgangspunktet er selvfølgelig denne her 10-12-årige pige, men det handler ikke om et barn i en barnlig verden. Der er ikke andre børn. Det er ikke en skolegårdsfilm.
Vi vil gerne lave en film til nogen, der enten har været ti år, bliver ti år eller er ti år lige nu. Den er til alle de mennesker, der stadig har bevaret barnet i hjertet, medgiver Eva Juul Hammerich. For mig handler historien om et mennesker der, ligesom alle vi andre, har noget familiær bagage, siger Kenneth Kainz. Den handler om, hvad jeg har fået med fra mor og far og det er noget, vi alle sammen kan relatere til, selvom vi ikke er børn længere. Hvad er jeg for en person? Hvad er jeg gjort af? Hvad er mit kompas i livet? Hvilke voksne skal jeg se op til, og hvad er det for nogle valg, de har truffet for at stykke deres identitet sammen? Den tematiske bagage er fantastisk, og jeg håber ikke den bliver pegefingerløftende eller opdragende, men bare stiller sig frem som noget, man skal tage stilling til. Som barn og som menneske, men især som barn, hvor man jo søger efter sin identitet. Mit fokus og min fascination er på Dinas rejse gennem den her verden. Udfordringer En stor udfordring i arbejdet med filmatiseringen har været at holde fokus på både den lille fortælling og den store. De fire bøger i Skammerens datter-serien hænger sammen fra start til slut, men når man laver en film til børn og unge, kan man ikke lave en helt åben slutning og bare fortsætte handlingen i næste film. Det har krævet en række dramaturgiske valg. Det har været en udfordring at træde et skridt tilbage og få et overblik over alle fire bøger, men samtidig holde fokus på første film nu og på de karakterer, vi vælger at vægte i den her historie. Det er en anderledes udfordring i forhold til, hvis vi bare havde filmatiseret en isoleret bog, siger Nina Lyng. En anden udfordring har været at lave en filmatisering af bøger, der indeholder skræmmende og voldsomme begivenheder som i sagens natur vil virke endnu voldsommere på det store lærred end på papiret. Da jeg læste bogen tænkte jeg 'hold da op, det er blodige sager, det her. Det er voldsomt at læse', siger Kenneth Kainz. Hvad nu, når vi begynder at filme det? Der er jo ikke litterære mellemregninger, der kan bløde det op. Dina bliver for eksempel bidt i armen af en kæmpe drage. Men det som er vigtigt for mig i udførelsen af denne her film er at tage alle følelserne alvorligt; når det er uhyggeligt, så er det uhyggeligt, og når vi er forløste, så er vi forløste. Så man hæfter det ved en ægte følelse. Hvis man føler, at der er belæg for det, så er jeg sikker på at selv unge mennesker og store børn kan se den. Hvad med fremtiden? Hvordan vi tager ansvar for fortællingen nu og for de kommende generationer Årets seminar var som udgangspunkt fokuseret på at fortælle nye historier til børn men konklusionen blev, at det ikke er nødvendigt kun at fokusere på de nye historier. Der findes faktisk masser af gode historier at tage af, blandt andet i litteraturen, hvor historierne til 'Antboy' og 'Skammerens datter' er hentet fra. Det vigtige er i de tilfælde at se på, hvordan man bedst muligt formidler historien til en ungt publikum. Hvordan tackler man scener, der er uhyggelige? Det gør man ved at sørge for, at de er hæftet op på følelser, der er til at forstå
for et ungt publikum. Det er det ukendte og uforståelige, der for alvor skræmmer. Hvordan fortæller man i øjenhøjde med sit publikum? Det gør man ved at tage de emner, der fylder deres verden og hverdag, alvorligt og helt lavpraktisk ved at indstille kameraet, så det ser verden fra et lavere perspektiv. Og hvordan tager man sit publikum alvorligt? Ved ikke at tro, at de kun kan håndtere en verden, der er sort-hvid og forsimplet. Men det er stadig nødvendigt at fortælle nye historier. Og til det formål bør den danske filmbranche blive bedre til at inddrage det publikum, der fortælles til. Selv den mest empatiske og fantasifulde voksne filmskaber kan nemlig ikke helt sætte sig ind i, hvad der rører, rager og skræmmer et publikum af børn og unge så hvorfor ikke spørge målgruppen til råds? Også når det gælder at skabe en alderssvarende dialog, hvilket er et vigtigt greb, når det gælder om at engagere børn og unge. Når man fortæller til børn og unge, er det vigtigt at fortælle historier, der er umiddelbart aflæselige, og til det formål kan et test-publikum hjælpe meget. Også tidligt i forløbet. Derud over er det vigtigt, at den danske filmbranche er opmærksom på, hvad det betyder for de endelige produktioner, at der skal tages højde for en lang række faktorer så som investorer, distributører og ikke mindst censuren. Hvordan kan man omgås de mange krav, uden at gøre produktet tandløst? Det er en udfordring, som dagens filmskabere bør tage alvorligt. Ligesom dagens filmskabere bør gøre sig mere bevidst, at de ikke udelukkende skaber underholdning, men også bidrager til den danske kulturarv. Det er derfor vigtigt, at der ikke udelukkende skabes fantasifuld underholdning til børn, men også film der tør, vil og kan spejle, hvordan det er at være barn anno det år filmen kommer ud.