Prædiken til 16. søndag efter trinitatis Salmer Indgangssalme: DDS 406: Søndag morgen fra de døde Salme mellem læsninger: DDS 524: Hør mig, skaber mild Salme før prædikenen: DDS 305: Kom, Gud Helligånd, kom brat Salme efter prædikenen: DDS 148: Ånden opgav enkesønnen Nadversalme: DDS 34, v.3-4: Gud skal alting mage Udgangssalme: DDS 349: Herren han har besøgt sit folk Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde:»græd ikke!«og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde:»unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!«da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde:»en stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.«og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. (Luk 7,11-17) Det fortælles om den i dag afdøde teologiprofessor fra Aarhus Universitet, Johannes Sløk, at han i forbindelse med et foredrag ved en studenterforenings sommermøde, af en håbefuld stud. theol. blev spurgt, om professoren altså Johannes Sløk, for sådan kunne man udtrykke sig dengang, hvis man var håbefuld teologistuderende mon skulle blive og spise med. Sløk affærdigede imidlertid hurtigt spørgeren ved at svare, at det eneste, han skulle her i tilværelsen, var at dø. 20/9-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
Sløk skulle, får man indtrykket af, når man læser bøger af og om ham, have været særdeles skarp i replikken. Skarp i mere end en forstand. Ordskiftet rummer da også i al sin korthed, en ikke ubetydelig dybde. Og det kan således efter behag forstås som et opgør med konventionelle omgangsformer, en næsten afgrundsdyb dyb åbning til et af filosofiens grundspørgsmål om den frie vilje og vores ansvar for egne valg. Og så selvsagt som en påpegning af det grundlæggende forhold hér i livet. At det eneste, vi kan være helt sikre på, er, at vi skal dø. Det med, at vi skal dø, er ellers ikke noget, som vi sådan ynder at gå og tænke så meget på. Døden er den grænse, som vi ikke kan se ud over. Den grænse, som vi derfor slet ikke ønsker at se. I døden lukker de døde en dør bag sig, som de ikke tillader os levende at kigge ind bag. Og den eneste, der nogensinde er vendt tilbage fra de døde, Jesus, har ikke løftet sløret og fortalt os, hvad døden egentlig er for noget. Og det er måske også i sin gode orden, for netop hans død og opstandelse har jo for altid ændret dødens karakter - også for os. I opstandelsens påskemorgen har Gud vredet og rystet verden i dens grundvold, så alt er blevet nyt. Og heller ikke vores død kan derfor længere være den samme. Kristendommens forkyndelse af, at Gud selv i dette menneske, Jesus af Nazareth, gik ind i døden, men ikke kunne fastholdes i den, gør dog intet i forhold til det faktuelle og konkrete forhold. At hver eneste af os en dag skal dø. I en meget gribende beretning kunne man for nogle uger siden i Kristeligt Dagblad læse om en ung kvinde fra det nordvestjyske, der pludseligt og helt uden varsel havde mistet sin mand. De to, hun og hendes nu afdøde ægtefælle, var forinden blevet tre. I dag sidder hun som 27-årig tilbage som enke og alenemor til en pige, der aldrig vil komme til at lære at kende sin far. Der er fortællinger, der næsten ikke er til at udholde at høre. Denne er så afgjort en af dem. Den har printet sig ind på nethinden, måske fordi den i sin beretning om manden, der var draget af sted på arbejde, for aldrig igen at vende hjem, spejler en grundlæggende frygt hos os alle. En bemærkning træder særligt tydeligt frem. Den alt for unge enke peger således på, at hendes sorg er en anden, end den langt de fleste efterladte oplever, når de mister. Hvor andre, der mister en gammel mor, en morfar - og måske gælder det også en ægtefælle, som man i mange år har delt sorger og glæder med -, mister deres fortid, har hun mistet sin fremtid. Hun har mistet hele det liv. 20/9-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
Samtlige de drømme og alle de forhåbninger, der lå foran hende er væk. Ingen af dem vil nogensinde blive virkelighed. Og i dag må hun for datterens skyld dog leve videre. I dagens evangelium møder vi også en enke. Hun har måske været enke i mange år og er nok, tør vi formode, kommet godt op i årene. Under alle omstændigheder har hun kun ét at holde sig til. Sin søn. Og nu er han død. Det er scenariet i al sin ubarmhjertige nøgenhed. Vi hører, at det er enkens eneste søn; og vi hører intet om døtre og dermed mulige svigersønner, der måske ville være villige til at træde hjælpende til. Og ud over den nære familie var der dengang ingen hjælp at hente. Der var ingen til at forsørge hende eller skaffe hende tag over hovedet. Den ene søns død er derfor også identisk med enkens egen død. Vi ser enken dér ved sønnens båre. I ubærlig magtesløshed. Fulgt af resten af landsbyen, der ganske givet er kommet for at græde og klage sammen med hende. Men hvoraf en del måske også er gået med for at få det hele med. For at se et menneske gå til grunde og i hendes undergang kunne glædes over, at det da i det mindste ikke er dem selv, der skulle lades tilbage uden nogen eller noget i denne verden Men fortællingen handler egentlig hverken om enken, om den døde eller om resten af landsbyen. For alt det er sådan set bare baggrunden. Den handler om den gode Guds magt over liv og død. For Jesus kommer, virker det som, sådan lidt tilfældigt forbi. Og han gribes af medlidenhed med den enke, der står der ved båren og krampagtigt holder fast ved det eneste, hun har at holde sig til. Den søn, der nu ikke længere kan fastholde nogen fremtid for hende. For ganske som enken, som vi hørte om før, har denne enke mistet sin fremtid. Ja, hun har mistet sit liv. I den forstand møder vi to døde, der bevæger sig hen ad vejen. Den døde søn på båren og den snart døde enke. Fordi det menneske, Jesus af Nazareth, der kommer forbi og ser optrinnet, på samme tid er Gud selv, kan han gøre, hvad vi mennesker ellers ikke er i stand til. Han kan opvække den afdøde søn. Han kan gøre den døde levende igen. Fordi han gribes af medlidenhed; fordi han lider med enken, kan han ophæve den ultimative grænse, som døden for os står som. Men det er ikke og aldrig det samme som Jesu egen død og opstandelse. Det er meget væsentligt at få fat i den pointe og den afgørende forskel, den dækker 20/9-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
over. Enkens søn i Nain opstod ikke i den samme opstandelse og da slet ikke til det samme liv som Jesus selv, da Gud i ham brød dødens magt. For selv om enkens søn opstod fra døden, var det ikke til evigt liv og herlighed i enheden med Gud. Sønnen fik godt nok en chance til, måske fik han et langt liv, og gjorde måske endda en forskel for andre og forhåbentligt da for sin mor, nu hvor hun var grunden til, at Jesus gav ham livet tilbage. Men uanset hvad skulle han dø igen. Han skulle dø og den død kunne han, ligesom alle vi andre, ikke undslippe. Derfor kan beretningen om det, der skete dengang i Nain, heller ikke for alvor betyde noget for os i dag; det kan aldrig blive til andet end en måske spændende og i hvert fald besynderlig beretning om noget, der skete eller måske ikke skete engang for ubegribeligt mange år siden. Altså, hvis det ikke lige var fordi, at denne fortælling peger hen på noget andet. Nemlig, at ham, der kom forbi dengang på vejen ved Nain og opvakte enkens søn, selv skulle opstå fra de døde. Og at hans opstandelse ikke skulle være en opstandelse til en ny død, men til evigt liv. Ikke kun for ham, men også for os, der hører ham til.. I evangeliernes sammenhæng spiller dagens beretning nært sammen med en anden fortælling. Det er Johannes beretning om Lazarus, som er teksten til selvsamme søndag, 16. søndag efter trinitatis, blot i den modsatte tekstrække. Og det er bestemt ikke tilfældigt, at de to beretninger falder på netop d. 16. søndag i trinitatis-tiden. For netop i dag er vi halvvejs; halvvejs mellem den påske, der ligger bag os og den påske, vi er på vej imod. Det er, som den er blevet kaldt, trinitatis-tidens påskefejring. Og de to beretninger, enkens søn i Nain og opvækkelsen af Lazarus, viser os grundlæggende det samme. Vi får billedet af Jesus som den, der har magt over dødens magter. Men der er også forskelle. Lazarus er Jesus gode ven; Marthas og Marias bror. Hér er vi blandt mennesker, som stod Jesus nært. I dag hører vi om, at den samme nåde kan falde på en fremmed, fordi den gode Gud åbenbart ynkes over vores lidelse og hans medlidenhed så kan falde på os. Begge beretninger lader evangeliets håb lyse ind i vores håbløse liv. Men på hver sin måde. Opvækkelsen af Lazarus først. Hér vises vi hen til, at vi, fordi vi i dåben er kommet til at høre Gud til, må tro på, at han vil regne os som én af sine og handle med os som en sådan. At han ganske som han gjorde med Lazarus, vil lade sin nåde falde på os, fordi han ikke vil acceptere, at én, der hører ham til, går til grunde. I dåben har vi allerede lagt døden bag os. 20/9-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
Og dernæst - fordi Gud selv fik medlidenhed og lod sin guddommelige kærlighed falde på enken, har vi fået lov til at tro på, at hans kærlighed vil falde på os. Ufortjent, fordi vi aldrig kan fortjene den. Og samtidig som en aftegning af Guds inderste væsen, fordi vi som hans skabning aldrig kan andet end at tage imod det, han skænker os. Det er trøsterige billeder af Guds godhed og nådens mulighed, der til sammen lader os ane, at Guds virkelighed altid er større end vores. Der til sammen lader os gribe ud efter troen på, at vi må høre ham til i livet som i døden fordi vi er døbt i den treenige Guds navn. Og fordi han ved selv at blive menneske, har vist os, at han aldrig vil skille sig fra sin skabning. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os alle bede. Vi takker dig, levende Gud, fordi du giver os livet og lader os leve det for og med andre mennesker. Vi beder dig for alle, der har mistet, og alle der står over for at skulle miste. Læg din trøstende hånd på de syge, de bange og dem, der kæmper med døden. Lad dem finde håb i troen på, at vi i dig skal leve, om end vi dør. Hjælp os med at være taknemmelige for alt, hvad vi har fået givet. Og giv os at leve vores liv i fællesskabet med dig. 20/9-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5
Tilgiv os alt ondt, vi har gjort, og tilgiv alle, der har gjort ondt mod os. Giv dem og os din fred. Vi takker dig for din kirke og for dine sakramenter, som du har skænket os i dåben og i nadveren. Velsign og bevar din kirke her og ud over jorden, og lad ordet om dig forkyndes uden omsvøb over hele verden. Lær os at følge dig, skønt vi ikke er villige dertil. Hold din hånd, Herre, over vort land og vort folk. Velsign alle, der udøver magt og myndighed. Lær dem at bruge magten til at værne den svage. Vær med vor dronning, hendes familie og alle familier med dem. Vær med alle, der er udsendte og tjener fredens tjeneste i ind- og udland. Giv dem og os at bevares i din nåde, fred og velsignelse. Skænk os din frelse og bevar os i troen på det evige liv. 20/9-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6