Evighedens sange. Prædiken til 16.søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke Erik Høegh-Andersen

Transkript

1 1 Evighedens sange Prædiken til 16.søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke Erik Høegh-Andersen Herre, dit rige er dér, hvor man død byder trods, det komme til os. Amen. Det er høstgudstjeneste i dag. Vi siger tak for høsten og for alle livets gaver. Men samtidig er det også den 16. søndag efter trinitatis. Der handler evangeliet om livet og døden og kærlighedens sejr over døden, sådan som vi får fortalt om det i fortællingen om Lazarus opvækkelse. Man kalder derfor også dagen i dag for efterårspåske. Så det er en søndag som rummer meget i sig. Høst og taknemmelighed, efterår og forgængelighed, død og opstandelse, tid og evighed, og kærlighedens liv som er stærkere end alt. Og alt det synger vi om. I nogle af de flotteste salmer vi har, sammen med vores store og dygtige pigekor. Ja i salmerne siger vi på een gang tak for alle livets gaver, for det skrøbelige liv høstmotivet. Samtidig med at vi trodser døden og alt det som forgår, og synger os ind i verden der er evighed i. Kærlighedens evighed påsken er med. Men for at nå frem til det, vil jeg begynde et helt andet sted, nemlig i den græske mytologi og fortælle om gudeskikkelsen Orfeus. Orfeus var, fortælles det, digter og sanger. Når han sang, spillede han til på sin lyre, og så vidunderlig var den musik han frembragte, at hele verden lyttede til: Floderne standsede op, ja løb tilbage mod deres udspring for at høre hans musik. Sten og træer rykkede tættere på, løven glemte at dræbe og slangen at bide og de samledes med de andre dyr for at lytte til hans sang. Orfeus sang af kærlighed. Men da skete det at hans elskede hustru Euridike døde. Orfeus

2 2 var utrøstelig, og han besluttede sig for at drage ned i underverdenen, ned til de dødes rige for at hente Euridike tilbage igen. Og så smuk og bevægende var hans sang, at alle han mødte dernede, stod stille og lyttede betaget. Selv Persefone, de dødes dronning, bøjede sig til sidst for hans indtrængende ord, og hun gav ham tilladelse til at føre Euridike tilbage til de levendes land igen. Men på én betingelse! Han måtte ikke vende sig om undervejs. Først når de var ude af underverdenens mørke og helt oppe i lyset igen, måtte han se sin elskede. Da gik Orfeus syngende, med Euridike efter sig, den lange vej tilbage til lyset i de levendes land. Men lige før de nåede frem, blev Orfeus i tvivl om hun stadig var hos ham, og han vendte sig om for at sikre sig at hun var der, og da!... ja da var hun tabt for ham for altid. Euridike måtte blive tilbage i de dødes rige. Det var altså omsonst at Orfeus nu sang sine klagesange. Alligevel blev han ved med at synge. Smukkere end nogensinde før. Det var, som om hans kærlighedssange løftede sig ud over afgrunden mellem de levende og de døde. Det var, som om hans sange på en gang havde smerten i sig, smerten over stå ansigt til ansigt med døden, hvad Orfeus jo vitterlig gjorde. Men samtidig rakte de ind i en verden, hvor døden har mistet sin magt. Derfor var sangene så smukke. Til sidst, fortæller myten, blev det for meget for de rasende mænader, de kvinder som tilbad ekstasens gud, Dionysos, og da de en dag fandt Orfeus alene, splittede de hans legeme ad - de rev det i stumper og stykker, og hans hoved kastede de i floden, hvor det - forunderligt - blev ved med at synge, mens strømmen bar det til havs. Selv om denne mærkelige fortælling om Orfeus hører hjemme i den græske mytologi, så har jeg fortalt den, fordi den på sin egen paradoksale måde peger frem imod kristendommen og viser hvad der er på færde i den kristne tro. Orfeus som ansigt til ansigt med døden synger sange som rækker helt ind i evigheden selv. Orfeus som ikke opgiver sin kærlighed, men bliver ved med at synge, så bevægende og smukt. Orfeus

3 3 resignerer ikke, men gør opstand i mod døden, selv om han med stor smerte har erfaret den som et vilkår i sit liv. Jeg vil mene at det er det samme vi i gudstjenesten og i de store salmer om livet og døden gør. Vi ved jo også at døden kan vi ikke undgå eller feje bort. Vi ved at vi en dag måske står tilbage uden det menneske vi holder allermest af. Vi ved hvilken smerte det vil være, og det opleves måske som om livet ikke mere hænger sammen, og det er som at blive revet i stumper og stykker. Men vi synger alligevel. Vi synger i smerte, vi synger af kærlighed, vi synger fordi vi ikke vil give døden med dens tilintetgørelse og tomhed ret. Vi synger om et liv som døden ikke kan bore sig ind i og gøre til ingenting. Og i tro og håb holder vi fast ved at der findes en verden hvor døden har mistet sin lammende magt. Som i Grundtvigs salme vi skal synge om lidt: "Lyksalige lod, at leve hvor døden har mistet sin brod, hvor alt hvad som blegned opblomstrer på ny, hvor alt hvad der segned opfarer i sky, hvor kærlighed vokser som dagen i vår med roser i hår". Altså vi lever på en gang med døden som en uomgængelig realitet. Vi kender smerten, det er at miste. Men samtidig håber vi på trods, samtidig synger vi som Orfeus om det liv som rækker helt ind i evigheden for først at fuldendes dér. Det er lige som i begravelsesritualet hvor vi på en gang vedkender os døden og trodser den. Af jord er du kommet, og jord skal du blive, siger vi jo, som et udtryk for det vi kender til og ved. Men så til sidst som det afgørende, lyder det, og af jorden skal du igen opstå. Som et tegn på at døden alligevel ikke er det sidste ord. Men der er et liv, stærkere end al død, som skal være alt i os alle engang. Ja der er den levende Gud, som i sin kærlighed aldrig vil lade det menneske han har skabt, blive til ingenting igen. Men han vil altid kalde på os og hente os, fra mørket udi lyset, og fra død til liv. Men hvad så med fortællingen om Lazarus, som Jesus kaldte

4 4 tilbage til livet igen. Hvad er dens budskab? At det alligevel er muligt at omgå døden, udsætte den og få vores døde tilbage igen. Naturligvis er det ikke det der er dens pointe. Lazarus vendte jo netop tilbage til det forgængelige og helt igennem skrøbelige liv vi alle kender så godt. Lazarus havde som os andre døden foran sig, og vi ved ikke om den indhentede ham efter få år eller efter et langt og lykkeligt liv. Men nu havde han og de andre erfaret hvordan Gud er der i vores sorg og i vores død. De havde set Jesus græde og set ham harmes over Lazarus alt for tidlige død og søstrenes sorg. De havde i ham set en kærlighed som aldrig hører op og aldrig accepterer at døden gør vores liv til ingenting. Og de havde forstået at sådan som Jesus kaldte Lazarus ud af graven, sådan vil Gud kalde os ud af vores død. Lazarus opvækkelse er derfor først og fremmest et billede, et tegn. Sådan kalder evangelisten det selv. Et tegn som viser at også i døden er Gud der med kærlighedens skabende magt. Gud vil altid kalde os fra mørke til lys, fra død til liv. Og dødens billede er derfor ikke en lukket grav hvor alt det der var, spærres inde og bliver til ingenting. Døden er et kald: Kom herud! Døden er en dør som åbner sig, en lysende dag som stråler os i møde og kalder os ud under kærlighedens sol. Hvilket alligevel ikke tager væk at døden er frygtelig, og det er en smerte uden lige at miste den vi holder af. Men også i smerten er der håb og liv. Og vi kan se frem til, ja allerede nu mærke i os, kærlighedens dødsovervindende magt. Eller som Jesus siger det til Martha, Lazarus søster: Jeg er opstandelsen og livet, den som tror på mig, skal leve om han end dør. Og det er dette liv i smerten, livet som trodser døden, vi i de store salmer synger om. Vi synger fra de dødes rige om de levendes land. Vi synger med håb mod håb, som Paulus siger det. Vi ser døden, men giver den ikke ret. Vi synger som Orfeus salmer der rækker ud over alle afgrunde og ind i evigheden selv. Og måske aner vi da at døden allerede har tabt, og at vi har del og lod i en kærlighed som er stærkere end alt. O kristelighed, du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved; hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt, det lever dog i os, det

5 5 føler vi godt, mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor. Denne kærlighed som når os her, men som fuldendes i Guds rige, i den skal vi leve vores liv og finde nye veje, og det er i den vi døber vores børn, begraver vores døde og synger vores sange. Jeg vil synge for Herren så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud så længe jeg er til, hørte vi hos salmisten fra Det gamle Testamente. Det er det vi gør i kirken. Vi synger i taknemmelighed og glæde over livets mangfoldige gaver, og vi synger trods smerte men med håb om Guds kærlighed som kalder på os i livet som i døden og aldrig giver den ret. Amen. Salmer: //