Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis

Transkript

1 Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis Salmer: Indgangssalme: DDS 754: Se, nu stiger solen Salme mellem læsninger: DDS 617: Nu bør ej synden mere Salme før prædikenen: DDS 695: Nåden hun er af kongeblod Salme efter prædikenen: DDS 494: Kærlighed fra Gud Nadversalme: DDS 462: Jesus, livets sol og glæde Udgangssalme: DDS 475: Går det, Herre, som jeg vil Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus. Korsvar Jesus sagde:»hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«(matt 5,20-26) Amen! Herre. Lad os høre dit ord. Skænk os troen i vore hjerter og lad os leve vores liv i og af troen på dig som vores ophav og mål. Amen! 12/7-2 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Det er klar besked. To mennesker er kommet op at toppes, og nu skal de til dommeren. De er endnu undervejs; der er derfor stadig mulighed for forsoning mellem dem. Det kan nås, mens de er på vej. Er de først i retssalen, er det for sent. Så falder hammeren, dommen afsiges, og der er ingen pardon, før den sidste gæld er betalt. De to, der er på vej til dommeren, det er mig og min bror. Sammen er vi på vej mod den yderste dom, og vi kan endnu nå at blive forsonet med hinanden. Men det haster. Inden vi ser os om, er det for sent. Det hér handler ikke kun om vores forhold til vores bror, forstået som et andet menneske. For forholdet til medmennesket kan ikke forstås uafhængigt af vores forhold til Gud. Vi kan nemlig ikke have et rigtigt eller, om man vil, ret forhold til Gud, hvis vi har et forkert forhold til vores medmennesker. Først når jeg har min bror ved hånden, har jeg et ret forhold til Gud. Og min bror, det er selvfølgelig ikke bare den, jeg er i familie med. Det er også det vildt fremmede menneske, som Gud pludselig sætter foran mig. Og min bror, det er heller ikke bare det menneske, jeg kan lide som jeg sympatiserer med og umiddelbart kan identificere mig med. Men det er også den næste, som Gud uden i øvrigt at spørge, hvad jeg har smag for sætter ved siden af mig. Der er kort fortalt slet ingen grænser for, hvem jeg skal se som min bror eller søster. Brødre og søstre er nemlig mennesker med samme far. Derfor kan vi se en bror eller søster i hvert eneste menneske, Gud har skabt. Det er et menneske, jeg må have ved hånden, hvis jeg vil stå i et ret forhold til Gud. Enhver, der bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig af domstolen - Guds altså. Kommet så vidt kan vi altså fastslå, at Jesus virkelig forlanger noget af sine disciple: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Hvis vi tror, at kristen tro er at gøre præcis, hvad jeg selv vil, og så derefter komme og bukke pænt og sige undskyld, Vorherre. Hvis vi tror det, tager vi altså frygtelig fejl fejl. Der er en virkelig retfærdighed, Jesus forventer af sine disciple. En ret-færden, dvs. at færdes ret, leve livet ret, nemlig efter Jesu bud om kærlighed. Vores kærlighed, vores ret-færdighed og ret-færd, skal langt overgå de skriftkloges og farisæernes. 12/7-2 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Og fald nu ikke for den populære misforståelse, at de skriftkloge og farisæerne bare var en samling hyklere og svindlere. Så var det jo ingen sag at overhale dem. Nej, når Jesus peger på de skriftkloge og farisæerne, peger han på mennesker, der granskede Guds lov seriøst og i øvrigt gjorde alt, hvad de kunne, for at indrette deres liv efter dem. Jesus peger på de bedste af de bedste, når han siger: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. På den anden side skal det ikke nægtes, at Jesus ord også rummer en kritik af de skriftkloge og farisæerne. Hvad gør man nemlig, når man står over for en overvældende stor opgave? Så deler man den op i overskuelige, mindre enheder, for så går det straks noget nemmere. Det samme havde de skriftkloge og farisæerne gjort. De havde splittet Guds lov op i 248 bud (det siges, at det er så mange som knoglerne i en krop) og 365 forbud (så mange som dagene i et år). De havde f.eks. splittet buddet om at holde hviledagen hellig op i 39 småkrav, der hver for sig kunne synes overkommelige nok. Og når man på den måde får problemet bragt ned i øjenhøjde, dukker der jo immervæk også nogle smuthuller op. Noget, som man vedtager med sig selv, at man sagtens kan gøre uden at overtræde buddet altså. Altså: på den ene side gjorde de skriftkloge og farisæerne en voldsom indsats med at granske Guds bud og efterleve dem, og på den anden side havde de som praktiske folk reduceret Guds bud til en masse overkommelige småkrav med diverse undtagelser og genveje. Og helt ærligt: det dér med at reducere det store bud til overkommelige krav, det kender vi da også fra vores liv. Hvis der er noget, vi ikke kan leve op til, så gør vi det mindre, mere overkommeligt eller bagatelliserer alvoren i det. Og så lyder det altså i dag fra Jesus: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Langt overgår, siger Jesus. Egentlig burde det nok oversættes: langt overstrømmer eller overflyder. Det, Jesus peger på, er nemlig en retfærdighed uden grænse. En ret-færd, der ikke ydes op til et bestemt mål, som et målebæger der fyldes op til stregen, dertil og ikke længere. Men en retfærdighed, der strømmer over, flyder ud over bægerets kant, så at sige en handlemåde, derikke kender mål eller grænse. 12/7-2 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Altså en retfærdighed, der tager Guds bud alvorligt som bud. Det vil sige en forpligtelse, der omslutter hele livet, gennemtrænger både tanke, ord og gerning; gennemsyrer hele livet med Guds gode vilje. Det er en retfærdighed, der langt overgår de skriftkloges og farisæernes. Her er det så, Jesu ord om at blive vred på sin bror og blive kendt skyldig i manddrab, kommer ind i billedet. Du må ikke begå drab, sådan lyder buddet altså. Hvad vil det sige? Det er klart, at det betyder det helt konkrete: din hånd må ikke begå drab - den hånd, der griber om kniven eller pistolen eller rattet. Men det betyder mere end lige håndens gerning. Det betyder også dine ord: dine ord må ikke begå drab. Og det betyder også din tanke: din tanke må ikke begå drab. Det betyder hele din person, alt hvad du ejer af lemmer og sanser og evner og muligheder og værdier. Du må ikke begå drab; det bud rækker altså vidt: helt ud til den kærlighed, der umuligt kan blive vred på en bror eller søster, fordi kærligheden tåler alt. Buddet peger på en kærlighed så ægte, at den ikke kan skælde noget menneske ud, fordi kærligheden tror alt og håber alt og udholder alt. Buddet taler altså om en kærlighed, der ikke drømmer om at sige et ondt ord til noget menneske, fordi kærligheden udholder alt. Buddet om ikke at begå drab indbefatter altså forbud mod alle forstadierne til drabet, nemlig vreden, hadet og hævnlysten. Den, der bliver vred på sin bror, har således allerede overtrådt buddet. Og det ganske uden hensyn til, om det så, set i menneskelig forstand, var med rette eller urette, at jeg blev så gal i hovedet - om det var min brors eller søsters skyld, eller det var min. Selve vreden, dette første forstadium til manddrabet, er en overtrædelse af buddet. Har du været vred på din næste i dag? Det er dybest set sagen, som vi skal ind til. Det drejer sig om: ikke at ville drømme om at gøre et medmenneske fortræd i mindste måde. Er det overhovedet muligt? Nej, for os er det ikke. Men for Gud er intet umuligt. For han ikke bare har, men er den kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. 12/7-2 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Og vi; ja, vi har jo fået lod og del med ham. Vi siger jo, at vi i vores dåb voksede sammen med ham - blev sammenvoksede med ham. Sådan formulerer Paulus det f.eks. i de livgivende ord om dåben, som vi hørte epistlen i dag. Så er vi altså som Jesu Kristi døbte disciple sammenvoksede med Jesu Kristi kærlighed. Og når noget er vokset sammen, kan man ikke længere sige, hvor det ene ender, og det andet begynder. For det, der er vokset sammen, er blevet ét. Derfor, kan det også i glimt, være muligt for os at leve som om. Som om vi faktisk, lige nu og hér; bare for et øjeblik kan virkeliggøre dette; kan lade ikke vores, men Guds nådige retfærdighed strømme over. Fordi vi er vokset sammen med Jesu Kristi overstrømmende kærlighed, og fordi det er den, og aldrig vores egen retfærdighed, som vi har at holde os til. Amen! /Søren Peter Villadsen 12/7-2 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5