Til dig hvis børns far, mor, søster eller bror er udsendt på mission. BAglandet. Til forældrene

Børnene i Til dig hvis børns far, mor, søster eller bror er udsendt på mission BAglandet Til forældrene ER MIT BARNS REAKTIONER NORMALE? HVAD KAN JEG GØRE SOM FORÆLDER? HVORDAN HAR JEG DET EGENTLIG SELV MED, AT SOLDATEN ER AF STED? HVORDAN HOLDER VI KONTAKTEN? BØRNS TANKER OM DET VÆRSTE TIPS TIL AT KOMME I BØRNEHØJDE

Kære forældre Denne folder er skrevet til dig, der er forælder til et barn, hvis far eller mor, storesøster eller storebror, moster eller onkel eller måske bedsteforælder skal udsendes som soldat. Indholdsfortegnelse Kære forældre 03 Umiddelbare tanker, følelser og reaktioner 04 Tips til at komme i børnehøjde 06 Før udsendelsen 08 Forberedelserne 10 Aflastning og åndehuller til forælderen derhjemme 12 Under udsendelsen 14 Ideer til at holde kontakten 16 Leaveperioden 18 Hjemkomsten 20 Tanker om det værste 22 At være pårørende til en soldat i international tjeneste stiller ikke kun store krav til soldaten. Også de pårørende yder en stor indsats og må huse bekymringer. Der skal ydes støtte, lides afsavn og klares ekstraopgaver på hjemmefronten. Hele familien er på godt og ondt involveret i missionen, og alle familiens medlemmer vil reagere på den nye situation også børnene og de unge i familien. Hvordan de reagerer, vil imidlertid afhænge af flere ting, f.eks.: Hvordan har I sammen forberedt jer på missionen? Hvordan plejer I at tackle udfordringer i jeres familie? Hvordan er børnenes forhold til soldaten? Hvor gamle er børnene? Hvordan er børnenes gemyt og måde at være på? Hvilke tidligere erfaringer har børnene med internationale missioner? Hvordan har børnene det generelt med at være adskilt? Hvordan har børnene det med skolen og vennerne? Og vigtigt: Hvordan har du det som forælder med missionen, og hvordan reagerer du? Børnenes trivsel eller mangel på samme afhænger tit af, hvordan de andre i familien har det. Hvis én i familien er utryg ved situationen eller bekymret og måske forsøger at skjule det, vil det alligevel smitte af og påvirke de andre i familien. Modsat vil et familiemedlems ro og tillid eller åbenhed omkring de vanskelige emner forplante sig på en positiv måde til de andre. Børn og forældres reaktioner vil altid være afhængige af hinanden. Trives forælderen ikke, trives barnet heller ikke og modsat. Når man som forælder vil hjælpe sit barn, er det derfor vigtigt at begynde med at hjælpe sig selv. Du kan læse mere om, hvordan du som pårørende kan hjælpe dig selv, på hjemmesiden www.forsvaretspsykologer.dk eller læse bogen Baglandet. Hver udsendelse er unik, så selvom I som familie har erfaringerne fra tidligere udsendelser, skal I være opmærksomme på, at det kan være noget helt andet denne gang. Måske er missionen og missionsområdet nyt? Måske har jeres familie forandret sig siden sidst? Måske har I fået et barn mere? Børnene har helt sikkert en anden alder og har dermed andre behov end sidste gang, soldaten var af sted. Brug gerne lidt tid på at tænke over ligheder og forskelle. Hvad var vigtigt dengang, og hvad er vigtigt nu? Hvad var muligt dengang, og hvad er muligt nu? Hvordan kan I bruge jeres tidligere erfaringer, så den kommende udsendelse bliver så god som muligt? Pjecen er ikke en manual. Den rummer ingen facitlister, opskrifter eller formler på, hvad man skal gøre, hvordan og hvornår. Ethvert barn, enhver soldat, enhver familie, ethvert lokalsamfund og enhver mission er forskellig, og hvad der er en god ide for nogle, behøver ikke være det for andre. Det vigtige er, at du som forælder løbende er i god kontakt med barnet og følger med i, hvordan barnet har det. Hold generelt øje med, hvordan barnet har det med sig selv, sine venner, på skolen, i klubben og de andre steder, barnet lever og færdes i hverdagen. Og husk: Som barnets forælder er du en helt unik person i barnets liv. Det er dig, der kender dit barn allerbedst og ved, hvornår og hvordan ting skal gøres. Pjecen her er tænkt som inspiration i den forbindelse, og den er i høj grad også tænkt som en stor anerkendelse af og opmuntring til alle jer forældre, der på hjemmefronten gør jeres bedste for at støtte børnene, imens soldaterne gør deres arbejde i missionsområdet. Vi håber, du vil få glæde af den og husk så endelig, hvad Winston Churchill har sagt: Det er lettere at regere en nation end at opdrage tre børn! De bedste hilsner Institut for Militærpsykologi 02 03

Umiddelbare tanker, følelser og reaktioner På denne side er der plads til at skrive lidt stikord om, hvordan de forskellige familiemedlemmer og personer i omgivelserne reagerede, da det blev fortalt, at soldaten skulle udsendes. Her er plads til forskellige personers reaktioner. Det kan være bedsteforældres reaktion, pædagogers/læreres reaktion eller nogle af barnets venners reaktion. Det kan være, I har flere børn skriv da hvert barns reaktioner ned. Prøv til sidst at se på de forskellige reaktioner forskelle og ligheder. Hvilke tanker sætter det evt. i gang, og peger det på noget, du som forælder måske skal være særligt opmærksom på? Hvordan reagerede barnet eller børnene, da de fik af vide, at soldaten skulle udsendes? Har du talt med barnet/børnene/den unge om det? Hvis nej hvorfor ikke? Hvis ja hvad sagde han eller hun? Blev det sagt med ord eller med kropssproget? Hvordan reagerede barnet? Prøv at skrive et par stikord om hvert barns umiddelbare tanker, følelser og reaktioner. Hvad tænkte du selv, og hvordan reagerede du, da du hørte, at soldaten skulle udsendes? Prøv at tænke tilbage på, hvad du selv tænkte. Blev du overrasket, eller var det forventet? Hvilke tanker røg gennem dit hoved? Og hvilke følelser var på spil? Bekymring, stolthed, irritation, nervøsitet, glæde? Gjorde du noget bestemt i forbindelse med disse tanker eller følelser? Prøv at skrive et par stikord ned om dine egne reaktioner, tanker og følelser. Hvor ligger det land henne? Hvordan skal vi klare det uden ham? 04 I folderen UNGT Bagland kan du læse mere om unges tanker, følelser og reaktioner i forbindelse med internationale udsendelser. 05

06 Tips til at komme i børnehøjde Når man skal hjælpe et andet menneske f.eks. et barn er det vigtigt at undersøge, hvordan verden ser ud med den andens øjne. Hvem er den anden, og hvordan tænker og føler han eller hun? Man taler tit om vigtigheden af at være i børnehøjde. Men hvad vil det egentlig sige, og hvordan gør man det? Her er nogle gode tommelfingerregler for, hvordan du kan komme i børnehøjde. Hvad fik dig til at taenke på det? Lyt nysgerrigt og prøv at opmuntre barnet til at dele sine tanker med dig Spørg ind til det, dit barn fortæller dig, ved at stille åbne spørgsmål. Det er dem, der starter med HV f.eks. hvordan, hvor, hvornår, hvem, hvad, hvorfor. Det giver barnet eller den unge mulighed for at forklare sig frem for lukkede spørgsmål, som man kan svare på med enten ja eller nej. Undersøg, hvad det egentlig er, barnet spørger om Man kan ikke altid vide, hvad der får barnet til at stille et givent spørgsmål. Hvis du er i tvivl, så undersøg det lidt nærmere, inden du svarer på spørgsmålet. Spørg f.eks.: Hvad fik dig til at tænke på det? Nogle gange roder vi voksne os ud i lange, abstrakte forklaringer, fordi vi reelt ikke ved, hvad barnet spørger om. Et konkret spørgsmål er lettere at svare på end et abstrakt. Tag barnets spørgsmål alvorligt Pas på med ikke at komme til at signalere, at barnet er for lille til at tale om et bestemt emne. Det fastholder kun barnet i uvidenhed og giver det i værste fald fornemmelsen af, at noget farligt holdes skjult for det. Og det overlader barnet til en måske livlig og skræmmende fantasi om emnet. Fortæl lidt ad gangen Børn ønsker også tit få informationer ad gangen. Lige fra barnet første gang hører om udsendelsen, skal du sørge for, at barnet løbende får informationerne i små portioner. Det giver barnet mulighed for at fordøje informationerne lidt ad gangen og vende tanker og spørgsmål med dig. Og det giver dig mulighed for løbende at se, hvordan dit barn reagerer på det, du fortæller. Giv korte svar Børn ønsker tit korte svar. Hvis de vil vide mere, kommer de tilbage og spørger igen hvis de vel at mærke finder dig troværdig som voksen! Foto Linda Alfvegren Scanpix/Folio Du traenger vist til et knus Hav helt bogstaveligt øjnene i samme højde som barnets! Prøv at tænke på, hvordan du selv har det med at tale med en, som du skal kigge op på eller se ned til? Det er lettere at få en god kontakt med barnet, hvis man er i samme niveau. Begge kravler rundt på gulvet og leger med Duplo, imens man taler om savnet af far; begge sidder ved middagsbordet; begge står og vasker op eller begge ligger ned og taler sammen i forbindelse med putte-ritualet. At være i øjenhøjde skal nogle gange forstås helt bogstaveligt! Hvad er det du er bange for? Hvad taenker du på? Læg mærke til, hvad barnets kropssprog siger Børn kan lige som voksne sige ét med ord og noget helt andet med kroppen. Ordene siger måske, det går godt, mens kroppens hængende skuldre og triste mimik siger, det går skidt. Hvem kan du lide at tale med i skolen? Hvad vil du gerne skrive til far/mor? Kom med sande svar ikke perfekte og rigtige svar Børn mærker hurtigt, hvis vi voksne forsøger at skjule noget for dem. Måske gemmer vi os bag principielle, teoretiske eller statistisk set korrekte svar. Vær ærlig over for dig selv og lyt til, hvad der er essensen i barnets spørgsmål, også selvom barnet måske har svært ved at formulere det korrekt. Er du i tvivl om, hvad barnet spørger om, kan du som nævnt altid undersøge det ved at spørge: Hvad fik dig til at tænke på det? Husk spørgsmål kræver ikke øjeblikkelige svar Hvis du bliver overrumplet af et spørgsmål og er i tvivl om, hvordan du ønsker at svare barnet, kan du altid give dig selv en tænkepause. Du kan sagtens sige: Det er et godt spørgsmål, og jeg er glad for, at du spørger mig om det. Jeg kan bare ikke svare lige nu/ jeg kender ikke svaret lige nu, men jeg vil prøve at finde ud af det, og så skal jeg nok fortælle dig det. Og så er det selvfølgelig afgørende for din fremtidige troværdighed, at du overholder løftet. Jeg ved det ikke, men vil gerne finde ud af det 07

Hvor meget skal man fortælle barnet om soldatens arbejde? Delebørn Det er et spørgsmål, alle forældre stiller sig selv. Svaret er individuelt, fordi hverken to udsendelser eller to familier er ens, men det er altid en god ide at fortælle jeres barn lidt om, hvad soldaten laver, når han er på arbejde. Både når han ikke er udsendt, og når han er væk. Hvad er en soldats job egentlig? Det synes mange også børn er spændende. Og husk at gøre det i børnehøjde afhængig af barnets alder. I forhold til børn er hovedreglen, at jo ældre de er, jo mere skal de have at vide, men det vigtigste er, at I kun fortæller sande ting. Man skal ikke lyve for at beskytte et barn. Før eller siden gennemskuer barnet løgnen, og det skaber stor utryghed, hvis barnet føler, at det ikke kan stole på sine forældre. Så hellere fortælle en smule mindre og holde sig til sandheden. Hvornår skal man fortælle barnet, at soldaten skal udsendes? Børn fornemmer hurtigt, når der er noget på færde i familien, og derfor vil det som regel være bedst at få talt med barnet om den kommende udsendelse fra begyndelsen. Det giver barnet mulighed for at vænne sig til tanken og få svar på spørgsmål. Igen skal I fortælle i børnehøjde afhængig af barnets alder, gemyt og øvrige livssituation. Det gælder også, hvis I har børn i forskellige aldre. Noget kan I fortælle til alle, men ældre børn har måske nogle spørgsmål og behov for nogle svar, som de yngre søskende ikke kan bruge til noget. Du og jeg Den bedste storebror i verden 08 Hvis I er skilt, er det vigtigt, at I som forældre samarbejder og løbende taler sammen om, hvad I har tænkt jer at gøre i forbindelse med den forestående udsendelse. Der er altid en masse oplysninger, der skal udveksles, for at gøre udsendelsesperioden så god som muligt for barnet. Det er vigtigt, at I som voksne får talt direkte med hinanden om de relevante ting, så I ikke kommer til at tale sammen gennem jeres barn. Det er aldrig en god ide at bruge barnet som sendebud heller ikke når det gælder den forestående udsendelse. Oplysninger om internationale udsendelser er voksen-snak, som de voksne har ansvaret for at få frem til rette person. Det vil i praksis f.eks. sige, at den anden forælder får besked om udsendelse før eller samtidig med barnet. Hvis det er muligt, vil det altid være en god ide, at I sætter jer ned alle sammen med barnet og taler om udsendelsen. På den måde ved barnet, at begge forældre kender til udsendelsen, og hvad de ved. Sørg også for at få det praktiske på plads. Der skal måske træffes nye aftaler om samvær i den periode, soldaten er udsendt. Måske skal samværet fortsætte, hvis soldaten har etableret en ny familie, som gerne vil bevare kontakten med jeres fælles barn i perioden. Eller måske vil soldatens mor eller far gerne overtage samværet med barnebarnet i udsendelsesperioden. Når jeres barn har fået beskeden om soldatens udsendelse, er det en god ide også at fortælle det til barnets omgangskreds. Lærere i skolen eller pædagoger i daginstitutionen vil dermed kunne bakke op om situationen. Bed f.eks. om en ekstra forældrekonsultation, så I kan tale med lærerne og pædagogerne om, hvad barnet har fået at vide, og hvad de kan gøre for at støtte barnet før, under og efter udsendelsen. Tænk lidt over, om barnet skal deltage i samtalen, eller om der evt. skal være to møder et med og et uden barnet. Der kan være både fordele og ulemper ved, at barnet deltager i samtalen. På den ene side er det vigtigt, at barnet oplever at være inddraget, så det ikke fornemmer, at der er hemmeligheder i luften. På den anden side kan der også være voksen-ting, som barnet ikke skal involveres i. Sørg for at få afklaret med lærere/pædagoger, hvor meget I har fortalt barnet, så de ved, hvad de kan tale med barnet om under udsendelsen. En udsendelse betyder i det hele taget tit et tættere samarbejde med skolen/institutionen, da de professionelle har brug for flere oplysninger og information fra jeres familie, end de plejer, for at kunne støtte jeres barn i den periode, soldaten er udsendt. Nogle forældre vælger at komme på besøg i skolen/institutionen i uniform og fortælle lidt om udsendelsen: Overvej, om der er andre, der skal orienteres om udsendelsen. Det kan være barnets bedste vens familie, en nabo, en træner eller andre i barnets nære omgangskreds. Det var vigtigt for at komme ud i klassen, så alle børnene forstod, hvorfor Lucas nogle gange reagerede, som han gjorde, og hvorfor han nogle gange blev ked af det. Lærerne havde fuld forståelse for det og var rigtig, rigtig gode. forældre til 9-årig dreng Inden jeg skulle af sted til Irak, var jeg henne i Sara klasse for at vise, at nu skulle jeg have en anden uniform på. De var vant til at se mig i uniform om morgenen, og nu kunne jeg vise, at jeg skulle have den brune ørkenuniform på i stedet for. Sara har altid været stolt over os forældre, og at vi er soldater, og det var hun også i denne forbindelse. Det kom f.eks. til udtryk ved, at hvis drengene i SFO en legede, at de havde et gevær, så sagde hun: Min mor har da bare et rigtigt gevær. Jeg tror, at det var lettere for hende, når jeg havde været henne i klassen og fortælle om, hvad jeg skulle. Så hun blev fri for at forklare, hvad der skulle ske, for det kan være svært at sætte ord på. Foto Sara Skytte FØR UDSENDELSEN Skole/daginstitution Hvad skal du lave derude? mor til 7-årig pige De syntes min mor var flot i uniform Vær opmærksom på, at der også findes en folder Professionel i baglandet til lærere og pædagoger og andre professionelle, der igennem deres arbejde er i kontakt med børn, som er pårørende til soldater. Se bagsiden for yderligere information. 09

Forberedelserne Hold kontakten Det er vigtigt, at soldaten holder kontakten med sit barn både i perioden op til udsendelsen og under selve udsendelsen. Undersøg og aftal derfor lige fra begyndelsen, hvordan det bedst lader sig gøre. I de fleste missionsområder er der mulighed for både at ringe og maile, men det er ikke alle soldater, der har mulighed for at holde daglig kontakt. Vær realistiske, når I aftaler, hvordan I vil gøre det. Lav aftaler, som I er sikre på, at I kan overholde. Så kan det være en glædelig overraskelse, hvis der alligevel bliver mulighed for mere kontakt, end I har aftalt hjemmefra. Nye aftaler Mange børn har fritidsinteresser, der kræver, at barnet bliver hentet eller bragt, og hvem skal nu gøre det, imens soldaten er udsendt? Der er tit mange praktiske ting og gøremål, der skal overvejes og aftales inden udsendelsen. Der vil uden tvivl blive lavet en del om på opgavefordelingen i jeres familie, og hvorfor ikke inddrage barnet eller børnene i forandringerne? Det kan være, at jeres børn skal have nye ansvarsområder derhjemme. En 4-årig kan måske få til opgave at hjælpe med at dække bord, mens en 7-årig kan få ansvaret for at gå ned med skraldespanden eller smøre madpakker. En 10-årig kan have ansvaret for at passe familiens kaniner, og en 12-årig kan måske hente en mindre søskende i børnehaven en gang om ugen? Selvom det ikke er tvingende nødvendigt at uddele ansvar og opgaver til barnet, kan det være en rigtig god ide, da det styrker fællesskabet. Barnet oplever, at det bidrager, og at familien står sammen om at klare udfordringerne. Tænk også over, hvor meget og hvordan soldaten skal inddrages i beslutningerne i familien, mens han eller hun er væk. Lige meget hvad I finder frem til, vil der være både fordele og ulemper. Find det niveau, der passer jer. Der er ingen rigtig eller forkert måde at håndtere de praktiske spørgsmål på. Det vigtige er, at I finder nogle løsninger, der passer jer. Og vær åben over for, at I sikkert kommer til at justere aftalerne undervejs. Inden udsendelsen havde vi ikke tænkt på, hvor meget jeg faktisk kunne hjælpe min kone fra missionsområdet. Internettet og telefonen er jo opfundet. Da hendes barsel f.eks. var ved at være slut, og vi endnu ikke havde fået anvist vuggestueplads, tog jeg mig af sagen og ringede regelmæssigt til pladsanvisningen, indtil de fandt en plads, og det hele kom i orden. Og hvor var det skønt, at jeg kunne hjælpe min kone, for hun gik alene derhjemme og knoklede med vores små børn, imens jeg havde noget så sjældent som fritid og ingen daglige pligter som madlavning, vask og rengøring! Udsendt soldat Mon prinsessers faedre også er soldater Forslag til aktiviteter Når et barn skal undvære en forælder eller tæt søskende i længere tid, er det vigtigt, at barnet stadig føler et fællesskab til soldaten, mens de er adskilt. Derfor kan det være en god ide, hvis barnet får noget alene-tid med soldaten inden udsendelsen, hvor de så f.eks. kan lave noget sammen, der vil gavne barnet under adskillelsen. Måske tage fotografier af soldaten sammen med barnet og sætte billederne i rammer eller i et album, som kan stå på barnets værelse, mens soldaten er udsendt. Måske digte og indtale et eventyr på bånd, som jeres barn kan lytte til, mens soldaten er udsendt. Det kan også være en god ide at finde en ting, som barnet kan få eller låne af soldaten som en form for minde undervejs i udsendelsen. Hvad kommer vi til at savne mest I kan også lave en kalender sammen. Husk at lade den begynde allerede der, hvor soldaten begynder at være meget væk fra hjemmet pga. forberedelse op til en udsendelse. Så bliver det tydeligt, at fraværet af soldaten reelt begynder før afrejsetidspunktet, og at I derfor allerede da skal begynde at passe godt på jer selv og hinanden. Og måske også forkæle hinanden lidt mere, end I plejer at gøre! Hvad sker der egentligt på hjemmefronten, mens soldaten er væk? Måske er det barnets fødselsdag, og hvordan kan soldaten blive en del af den, selvom han eller hun er langt væk? Det kan være en god ide at lægge planer for de særlige dage, som soldaten ikke kan være med til pga. udsendelsen, før han eller hun tager af sted. Soldaten: Og så lavede vi en kalender til dem. En nedtælling til, hvornår jeg kom hjem Mor: Ja, og med alle de ting, der skulle ske, mens soldaten var væk. Såsom Her skal vi på vinterferie, her har du fødselsdag, her kommer soldaten hjem på ferie osv. Og så kunne vi strege ud efterhånden. Den lavede vi sammen, inden Peter tog af sted. Det var mest Signe (6 år), der havde glæde af den, Tea (3 år) havde lidt sværere ved at forstå den. Signe kiggede ikke på den hver dag, men hun kunne konkret se, hvad der skulle ske og hvor lang tid, der var til, at Peter kom hjem. Det, synes jeg, fungerede godt. Forældre til to piger 10 11 Foto PEr magnus / Johner

12 Aflastning og åndehuller til forælderen derhjemme Jeg synes jo hele tiden, det var så synd for mit ældste barn, Mathias (7 år), at hans far var af sted. Så da Mathias ikke kunne lide at blive passet af andre, aflyste jeg det sport, jeg plejer at gå til fast en gang om ugen. Men efter nogle måneder kunne jeg mærke, at jeg var ved at være kørt helt ned af hverdagens mange ekstra gøremål, to små børn og min egen bekymring for, om der skulle ske soldaten noget. Så ringede jeg til min svigermor og bad om hjælp. Set i bakspejlet er det det klogeste og bedste, jeg nogen sinde har gjort for mine børn, selvom det i situationen føltes som at opgive og smide det hvide håndklæde i ringen. Det var godt, jeg bed min stolthed i mig og bad om hjælp og faktisk er min svigermor og jeg kommet meget tættere på hinanden, end jeg nogen sinde havde forestillet mig, vi ville komme. Mor med fast job og to små børn Hvor får mor tanket batterierne op henne? Mange familier vælger at købe sig til hjælp i hjemmet, mens soldaten er udsendt. Det kan være i form af en barnepasser til at hente børnene en gang imellem eller på fast ugebasis, eller det kan være en rengøringshjælp eller én til at passe haven og slå græsset. Det er vigtigt, at forælderen derhjemme nøje overvejer og planlægger, hvordan hun eller han i udsendelsesperioden kan få skabt åndehuller til sig selv i hverdagen. Åndehuller, hvor man prioriterer sig selv og får slappet af eller gjort det, man holder af. Hvor man ikke står til rådighed for andre. Kan bedsteforældre have børnene i en weekend? Kan barnet komme fast hjem til en legekammerat om mandagen? Hvis man som voksen før udsendelsen havde en fritidsinteresse fast en gang om ugen, er det vigtigt, at man fortsætter med det. Planlæg på forhånd, hvordan det kan lade sig gøre, og find løsninger, der giver mulighed for regelmæssigt at komme ud med en veninde eller løbe en tur i skoven. Tænk langsigtet og planlæg løsninger, som er gode på den lange bane, så du kan opretholde overskuddet som enlig forælder i hele udsendelsesperioden. Brænder du ud undervejs, kan I havne i en situation, hvor du går ned med stress, og soldaten må repatrieres af sociale årsager. Almindelige følelser og typiske reaktioner før udsendelsen Børn er forskellige og reagerer på hver deres måde i forbindelse med en udsendelse. Ofte kommer reaktionerne i tiden op til udsendelsen, hvor soldaten er meget væk fra familien på grund af den missionsforberedende uddannelse. Specielt i småbørnsfamilier kan perioden før selve udsendelsen være hård, fordi mange førskolebørn har svært ved at forlige sig med og vænne sig til, at soldaten måske kun er hjemme i weekenden. De er derfor umulige om mandagen, hvor soldaten lige er taget af sted (og måske også umulige om tirsdagen), rolige om onsdagen, og så stiger intensiteten måske igen, for nu kommer soldaten snart. Herefter bliver børnene klæbende eller englebørn i weekenden, når soldaten er der. Den tilbageblevne forælder står ofte tilbage med besværet og må stå for skud som modtager af alle barnets frustrationer, vrede og kedaf-det-hed. Andre børn reagerer ved at gå tilbage i udvikling fagfolk taler om, at barnet regredierer. For eksempel kan barnet begynde at tale babysprog, tisse i bukserne eller få meget opmærksomhedssøgende adfærd, hvor barnet er mere klynkende eller mere hidsigt og vredt, end det plejer at være. Da er det vigtigt: at I som forældre forsikrer jeres barn om jeres kærlighed og accepterer barnets følelser. at I samtidig fastholder jeres almindelige regler for, hvordan man omgås hinanden i jeres familie. En ide kan være at tale om udsendelsen og barnets reaktioner f.eks. ved middagsbordet, hvor man som voksne kan tale sammen uden direkte at inddrage barnet. Pointen er ikke at tale hen over barnet, men at tale indirekte til barnet. Hvis barnet blander sig i samtalen, er det fint, og hvis barnet ikke siger noget, vil det under alle omstændigheder have mærket, at forældrene er opmærksomme på, hvordan det har det. Konstrueret eksempel på, hvordan sådan en samtale kan forløbe: Magnus (6 år), Susanne (mor) og Peter (soldaten) Susanne: Magnus har været rigtig vred den sidste uge. Han vil ikke op om morgenen, vil ikke i børnehaveklasse, bliver sur på mig, når jeg beder ham om noget... Jeg tror, han savner dig (Peter) rigtig meget, og måske kan han ikke forstå, hvorfor du ikke kan være mere hjemme. Peter: Jeg savner også Magnus og dig, når jeg ikke er her, og jeg glæder mig til, når vi skal være sammen. Det er sikkert også lidt svært at forstå, hvorfor jeg ikke kan være her mere, men det er jo på grund af mit arbejde. Vi er nødt til at træne rigtig meget, så vi er klar til udsendelsen. Susanne: Jeg tænker på, om vi måske kan lave nogle aftaler, så det bliver lidt nemmere for Magnus at undvære dig? Peter: Tjaaa hvad mon det kunne være? Susanne: Ja, det ved jeg ikke. Måske ville det hjælpe, hvis Magnus vidste noget mere om, hvad det er, du laver, og hvad du skal lave, når du udsendes. Jeg tror også, at Magnus er rigtig bekymret for, hvordan det skal blive, når du bliver sendt ud. Om I overhovedet kan komme til at snakke sammen, eller om du måske kommer til at glemme ham! Magnus: Mor, jeg ved da godt, at vi kan tale sammen. Der er jo telefoner dernede. Peter: Ja, for det har vi jo talt om. Og selvfølgelig kommer jeg ikke til at glemme jer herhjemme. Heller ikke selvom der måske nogle gange kan gå fire eller fem dage, hvor jeg ikke har mulighed for at ringe... Det kan også være, at jeres barn oplever skyldfølelse i forbindelse med, at soldaten skal udsendes på samme måde som et barn kan opleve følelser af skyld i forbindelse med forældres skilsmisse. Mindre børn har måske i vrede en dag ønsket soldaten derhen hvor peberet gror og kan bagefter føle, at de derfor er medansvarlige for, at soldaten tager af sted. Denne følelse af skyld kan være så stærk, at selv større børn og unge kan blive overvældet af den, selvom de med deres fornuft godt ved, at det ikke forholder sig sådan. Er følelser intense nok, overskygger de nogle gange vores fornuft. Det er derfor vigtigt, at I taler med jeres barn om, hvorfor soldaten skal af sted, og at det ikke har noget med barnet eller den unge at gøre. Det større barn kan føle, at soldaten svigter familien og f.eks. moren ved at tage af sted og kan være rasende på soldaten eller på soldatens arbejde. De fleste børn er også bange for, om der kommer til at ske soldaten noget, og har brug for hjælp til at skelne mellem spisesedlernes tragiske nyheder om tab af danske soldater og deres egen soldats kommende arbejde i missionen. Måske klæber barnet til soldaten, eller måske ignorerer barnet soldaten totalt op til udsendelsen? Uanset barnets reaktioner, er det vigtigt, at I forsikrer jeres barn om, at I elsker det. Respekter barnets reaktioner og gør jer umage med ikke at blive irriterede eller lukke af også selvom I i forvejen måske er stressede og fortravlede. Brug kræfter på at stille jer til rådighed for barnet, hvis og når barnet gerne vil tale med jer om den periode, I står overfor i jeres familie. Hvorfor bliver du ikke bare hjemme hos mig? 13

Rutiner Det er vigtigt at fastholde den struktur og de rutiner, I allerede har i jeres familie, fordi det almindelige er ualmindeligt vigtigt, når der sker forandringer. Det opleves som tryghed for barnet, at tingene er, som de plejer. Når det er sagt, er det også klart, at nogle ting må ændres, f.eks. hvis det var soldaten, der sang godnatsang, og forælderen derhjemme ikke har en tone i livet! Måske begynder et mindre barn at blive puttet i dobbeltsengen, fordi det alligevel vågner flere gange i løbet af natten. Det kan være hyggeligt for både forælderen og barnet at sove sammen, og det giver sikkert en bedre søvn for den voksne, fordi han eller hun ikke skal op flere gange om natten. Det væsentlige er, at I aktivt tager stilling, hvis I ændrer på den måde, I plejer at gøre tingene på. Hvad er den gode grund til at gøre det? Hvis den er god nok, skal ændringerne selvfølgelig ske, men overvej, hvis behov ændringen egentligt imødekommer både på kort og på lang sigt. Skole og daginstitution Lærere og pædagoger er vigtige ressourcepersoner i barnets liv, og gennem deres daglige kontakt med barnet har de som professionelle et medansvar for barnets trivsel. De vil med deres opmærksomhed kunne bidrage med værdifulde oplysninger om, hvordan det går i skole og daginstitution. Børn har nogle gange en tendens til at ville skåne deres forældre for så at reagere i andre trygge omgivelser som f.eks. skole eller daginstitution. Derfor er et samarbejde mellem de voksne, der omgiver barnet, af stor betydning for barnets oplevelse af omsorg, sammenhæng og stabilitet. Faste og stabile rammer er sammen med forståelse og omsorg vigtigt for barnets trivsel i forbindelse med en forælders udsendelse. Mange skoler har gode hjemmesider, hvor man også som forælder i missionsområdet kan følge med i børnenes skoleliv. Derudover kan man gennem mailkorrespondance have kontakt med barnets lærere og holde sig orienteret om vigtige forhold i barnets liv. Soldaten: For mig bliver skolens hjemmeside en rigtig god måde at holde kontakten til skolen, og den kan sikkert komme til at fungere som en elektronisk kontaktbog. Mor: Ja, det er et rigtig godt redskab. De lægger billeder ind, som er taget i skolen, så man kan være med på en helt anden måde. Man behøver jo ikke at vide, hvad børnene har med i madpakken, men viden giver tryghed. Og hvis man stille og roligt kan sidde og følge med på den måde, er man rigtig godt hjulpet. Forældrepar til 8-årig, hvor soldaten snart skal udsendes Mediernes påvirkning Du vil igennem medierne løbende få mange oplysninger om, hvad der sker i missionsområdet. Medierne vil dog ofte have en tendens til at fokusere på uroligheder, hvilket selvfølgelig skaber utryghed for de pårørende hjemme i Danmark. Det er derfor vigtigt, at både du og barnet ved præcist, hvor soldaten befinder sig i missionsområdet, så I ikke behøver at bekymre jer, hver gang der har været uroligheder og evt. tab i det land, jeres soldat er udsendt til. De omtalte uroligheder finder måske sted flere hundrede kilometer fra, hvor jeres soldat befinder sig. Det kan svare til at høre om et skuddrama i Skagen, og så blive bekymret for sin kusine i Vejle! Forældre skal være opmærksomme på, at det er svært at beskytte skolebørn mod mediernes informationer. Selvom barnet ikke ser tv derhjemme, vil det kunne høre de større børn i skolen tale om de udsendte soldater eller støde på informationer på internettet. Overvej derfor, hvordan I vil tage hånd om situationen, når jeres barn ser eller hører noget om missionsområdet, som I måske ikke havde forestillet jer, at barnet skulle vide. Omgivelsernes holdninger Vær også opmærksom på, at alle i familien kan støde på mennesker, som er meget kritiske over for, at danske soldater befinder sig i det pågældende land. Som pårørende kan man opleve, at man skal forsvare sin soldats beslutning om at være ansat i Forsvaret og derfor være udsendt. Måske skal man ligefrem forsvare de danske politikeres beslutning om at sende soldater til det pågældende land. Vær opmærksom på, at I sikkert vil føle jer mere følelsesmæssigt involveret i missionen, fordi ét af jeres nære familiemedlemmer er udstationeret. Og vær derfor opmærksom på, at I vil have nemt ved at blive vrede eller kede af det, hvis nogen forholder sig kritisk eller kommer med ondskabsfulde eller ubetænksomme bemærkninger. Specielt familiens unge vil ofte være ekstra følsomme over for omgivelsernes eventuelle negative holdning, hvilket betyder, at mange unge holder kortene ret tæt ind til kroppen og kun fortæller nogle ganske få i deres omgangskreds, at deres far eller storebror f.eks. skal udsendes. Og ofte ved de unges forældre faktisk ikke, at den unge ikke har fortalt det f.eks. i skolen! Har din unge søn eller datter fortalt det i sin klasse? Og hvordan kan du som forælder sammen med læreren sørge for, at klassen taler om emnet på en god måde, hvor eleverne får forståelse for demokratiets vilkår? Læreren kan i samfundsfag komme ind på, at det er et udenrigspolitisk spørgsmål, hvor soldaterne bliver sendt hen, og dermed et udtryk for et flertal i befolkningens ønske. At gøre den enkelte soldat eller soldatens familie personligt ansvarlig for dansk udenrigspolitik vil være lige så urimeligt, som f.eks. at gøre en læge eller sygeplejerske ansvarlig for den til enhver tid siddende regerings sundhedspolitik, sygehusenes ventelister eller lignende. VIGTIGSTE RÅD: Hold kontakt til hinanden, så barnet kan mærke, at soldaten stadig er en del af barnets liv, og at soldaten stadig elsker barnet. Hvis der tales negativt på den unges skole om udsendelserne, vil det kunne betyde, at den unge trækker sig og måske begynder at isolere sig. Og det vel at mærke på et tidspunkt i hans eller hendes liv, hvor vennerne er ekstra vigtige. Mange unge pårørende har oplevet, at det er svært for de jævnaldrende at forstå, hvad det vil sige at have f.eks. en far eller storebror udsendt i international tjeneste. Hjælp den unge til at få kontakt med andre unge pårørende det vil ofte være den bedste måde, du kan hjælpe den unge på. Læs også bladet UNGT Bagland, Forsvarsakademiet 2008. UNDER UDSENDELSEN 14 15

Ideer til at holde kontakten Skriv en fælles historie En ide til en sjov kontakt mellem soldaten og barnet kan være at skrive en fælles historie over mail. Det kan være, soldaten begynder med at skrive Der var engang en og sender stafetten videre til barnet. Så kan forælderen hjemme læse højt og skrive for barnet, hvis der er tale om et førskolebarn. Hvis barnet er lidt ældre (fra 9 10 år og op), kan det være, at barnet gerne selv og alene vil digte på den fælles historie med soldaten. Eller måske digter hele familien med? Det kan både blive til en lang historie eller mange små historier i løbet af den periode, soldaten er udsendt. Dyst med dit barn En anden ide til en hyggelig kontakt mellem soldaten og barnet kan være, at de indleder en venskabelig dyst med hinanden. Det kan være, hvem der har spist sundest i dag, lavet flest mavebøjninger, hvem der har været den bedste kammerat i denne uge, eller hvem der har fortalt ugens bedste vits? Hvad kan man tale om? Når du taler med dit barn i telefonen fra missionsområdet, kan det nogle gange være lidt svært at finde på, hvad du kan tale med barnet om. Jo yngre barnet er, jo vigtigere er det, at du er så konkret som muligt, når du taler med dit barn. Spørg til barnets hverdag og det, der er nærværende i barnets liv. For eksempel: Hvad har du fået at spise til middag i dag? Hvad har du lavet i daginstitution/skole i dag? Hvem legede du med? Hvad legede I? Hvad har du på af tøj i dag? Hvordan er vejret hos dig? Hvordan gik det til fodbold? Der var en gang en Dagbog Det kan være en ide, at soldaten og barnet skriver en lille dagbog, som de kan give til hinanden, når der er lejlighed til det. Det kan være under leaven, eller når soldaten kommer hjem fra udsendelsen. På den måde kan både soldaten og barnet få indblik i, hvad den anden har lavet i den tid, de har været adskilt. Soldaten: Én ting er mail og at tale i telefon, men det gode gammeldags brev går aldrig helt af mode. Bare det at se min kones håndskrift er meget mere personligt end at få en mail. Mail og telefon er godt, men breve går aldrig af mode. Mor: Peter sendte ærmemærker hjem, som vi syede på deres skoleog børnehavetasker, så de andre børn kunne se det og spørge, hvad det var for noget. Det kan jo være lidt svært at finde på noget at sende hjem, men det var nærmest lige meget, hvad det var, bare der kom en eller anden lille ting nede fra soldaten. Og de lavede perleplader og påsketing, som vi sendte ned til lejren, og så sendte Peter et billede hjem, hvor de kunne se, at tingene hang over hans seng. Det var godt at se, at vores ting hang dernede. Så var der ligesom en forbindelse mellem os. Forældre til børn på 3 og 6 år Jeg elsker jer! Tal om soldaten I den tid, soldaten er udsendt, er det en god ide fortsat at tale om soldaten med jeres barn. Hvad mon han laver lige nu, og mon soldaten ville have syntes om den her lækre lasagne, familien skal have til middag i dag? Det kan være, at jeres barn siger godnat til et foto af soldaten om aftenen, og at I lige taler lidt om soldaten, inden barnet falder i søvn. Mon soldaten også skal sove nu? Almindelige følelser og typiske reaktioner under udsendelsen Mennesker reagerer typisk ved enten at vende følelserne indad eller udad, når vi udsættes for belastninger som for eksempel savn eller langvarige bekymringer. Vær opmærksom på dit barn og spørg barnet, hvis du fornemmer, at der måske er noget i vejen. Det er tit let at få øje på de børn, der vender følelserne udad, f. eks. i form af vrede og dårlig opførsel. Modsat kan man let komme til at overse det barn, som bliver overtilpasset, og som er ekstra hjælpsomt og artigt. Bag denne gode opførsel kan der let gemme sig et lille menneske, som ikke vil være til besvær eller ikke helt stoler på, om den tilbageblevne forælder har overskuddet til at hjælpe det. Uanset hvordan barnet eller den unge reagerer, er det vigtigt, at du tydeligt forsikrer barnet om din kærlighed, respekterer dit barns udtryk og hjælper det. Hvis dit barn reagerer indadvendt og indesluttet, kan det være en god ide at tale indirekte til barnet gennem en voksensamtale læs mere herom på side 13. Brug eventuelt en pædagog/lærer, en veninde, der er til middag, bedsteforældre eller andre som samtalepartnere. Eksempel: Susanne taler med en pædagog (mens Magnus er til stede): Susanne: Magnus forsøger at være rigtig tapper og stor, men jeg er bekymret for ham, fordi han slet ikke vil tale om Peter (soldaten). Jeg tror, han savner ham rigtig meget og måske ikke vil vise mig det, fordi han er bange for, at jeg så bliver ked af det. Og jeg er jo ked af, at Peter er udsendt, og jeg savner ham, og det kan jeg også godt forstå, at Magnus gør. Pædagog: Hernede fortæller Magnus meget om sin far, og hvad han laver på missionen. Magnus kan også nogle gange sidde helt stille for sig selv. Så taler vi lidt om, at han savner far. Susanne: Jeg er glad for, at han fortæller om det hernede. Pædagog: Nogle gange kan det være svært at tale med ens mor, fordi man kan være bange for, at hun bliver ked af det. Børnene var rigtig glade for, at Peter kunne sende billeder hjem over internettet, som de kunne se. Peter sendte også små videoklip hjem til deres fødselsdag, hvor han sang fødselsdagssang, og små videoklip, hvor han filmede rundt i lejren, så vi kunne se, hvor soldaten spiste og sov. De videoer så vi hundrede gange. Mor til to børn på 3 og 6 år 16 17 Nogle steder har soldaterne deres egne papirmønter med forskellige billeder på Foto Scanpix/Briljans

LEAVEPERIODEN En leaveperiode kan komme til at vende op og ned på tingene i familien, og der er typisk nogle forskellige temaer, der melder sig for både den udsendte og familien i den forbindelse. At finde hinanden igen Efter lang tid væk fra hinanden kan der være store forventninger til gensynet alle parter har jo glædet sig. Nogle familier oplever imidlertid, at det også kan være svært at vænne sig til at være sammen igen. For soldaten er der meget at vænne sig til, når han vender hjem en ny døgnrytme, nye rutiner, familiens forventninger og det kan tage lidt tid. Samtidig kan det være svært at give slip på kollegaerne og livet i lejren, og måske bruger han eller hun en del tid på at følge med i, hvad der sker i missionsområdet. Samtidig kan børn have en forventning om, at soldaten med det samme vil gøre alle de ting, han plejede at gøre f.eks. at følge i institution/skole, hjælpe med lektier, læse godnathistorie osv. For at få så god en leave som muligt er det vigtigt, at I får afstemt jeres forventninger med hinanden. Hvordan og hvor meget skal soldaten deltage i det almindelige familieliv i perioden? Hvilke rutiner skal fortsætte, og hvilke skal ændres i leaveperioden? Forbered evt. børnene på, at leaven vil blive forskellig fra jeres hverdag både fra den I har haft, mens soldaten har været væk, og den I havde, før han eller hun tog af sted. Leaveperioden er lidt speciel, og nogle vælger at gøre en dyd ud af det og gøre den til en ferie. Vi havde valgt at tage en uge på ferie i anden uge af leaveperioden. Vi tog en uge til Spanien, sådan et sted hvor der ikke var noget som helst andet at lave end at ligge ved poolen og læse bøger. Det var børnene helt vilde med. Vi plejer altid at tage på ferier, hvor der skal ske noget, men her havde vi valgt et sted, hvor vi bare var os selv, og hvor vi ikke lavede så meget andet end at lege i poolen og læse bøger. Det var rigtig rart. Hvis vi havde valgt at blive hjem me, var der mange, der ville være kommet for at hilse på ham og høre, hvordan det gik, og snakke om Afghanistan. Mor til to børn Uanset hvad I vælger, skal I huske at få lyttet til alles behov, så alle får noget af det, de har brug for. Vær forstående og søg kompromisser, når I evt. er uenige. Husk I lever meget forskelligt i udsendelsesperioden. Alle har ydet, og det er derfor naturligt og menneskeligt gerne at ville have anerkendelse for det. Børn kan sagtens reagere på, at soldaten pludselig er hjemme igen. Det kan tage lidt tid at vænne sig til og resulterer ofte i en af to reaktioner: barnet afviser soldaten, og det er kun den tilbageblevne forælder, der må putte, give mad, hjælpe med lektier osv. barnet vil udelukkende være sammen med soldaten! Begge dele kan være rigtig hårdt. For råd og gode ideer se næste side. Dagbog over barnets udvikling Der kan ske meget med børns udvikling i løbet af få måneder. Det kan være, at barnet har lært at sige flere ord, er begyndt at løbe eller har lært at læse. Som forælder føler man sig tit to skridt bagud i forhold til barnets udvikling. Man har lige vænnet sig til, at barnet nu kan det og det, og i næste øjeblik er barnet videre og kan endnu mere. Soldaten, der jo har været væk fra barnet, kan om nogen let føle sig hægtet af. Det er derfor en god ide løbende at føre dagbog over barnets udvikling, så soldaten i f.eks. leaven kan se udviklingen skridt for skridt. Husk at gøre det sammen med barnet. Det styrker barnets selvfølelse og kan være en god måde at finde ind til hinanden igen. De praktiske gøremål Måske er der i leaveperioden også nogle praktiske gøremål, som lige skal ordnes? En tagrende trænger måske til lidt vedligeholdelse, eller måske burde man få fjernet de træer i baghaven, som væltede i efterårsstormen? Tal i forvejen om, hvordan I vil vægte eventuelle praktiske gøremål i forhold til afslapning og samvær, og aftal, hvad I meget gerne vil nå. Brug resten af tiden på hinanden. Hvis det viser sig, at jeres mål for det praktiske i leaveperioden alligevel ikke er realistiske, så tilpas målene til virkeligheden og ikke omvendt. Skønt at se dig igen Institution/skole: Når soldaten er hjemme, kan børnene have lyst til at være rigtig meget sammen med ham. Derfor skal I aftale, om børnene skal have fri i nogle dage, skal hentes tidligere, eller om hverdagen skal fortsætte, som den plejer. Hvis soldaten før udsendelsen har været i skolen/daginstitutionen for at fortælle om udsendelsen, kan han eller hun eventuelt komme forbi igen under leaveperioden. Da jeg var hjemme på leave, var jeg med til samling i Claras klasse. Jeg havde taget nogle forskellige ting med hjem fra Irak, f.eks. rosenkranse, og så sad vi og snakkede om tingene. Det var rigtig godt at have noget håndgribeligt med til dem. Og så snakkede vi arabisk, for di der er en arabisk dreng i klassen. Der har skolen været rigtig god til at åbne dørene og sige Kom ind og lad os høre! Gode råd og ideer Voksentid Når I som par har været adskilt i flere måneder, har man tit brug for tid sammen uden børn. Det kan være en god mulighed for at pleje jeres parforhold og lave noget rart sammen. Måske er der også brug for tid til at tale om ting, der vedrører børnene: Er der f.eks. noget bestemt, soldaten skal vide om den periode, han eller hun har været væk? Er der noget, I skal have talt om, fordi det kræver, at I begge to tager stilling? Aftal gerne på forhånd, hvornår I som voksne skal have alenetid, og hvordan I ordner det praktiske i den forbindelse: Kan bedsteforældrene passe børnene? Skal det bare være en eftermiddag eller et par dage? Skal I være hjemme, eller skal I tage væk? Er det mon min skyld han tager af sted igen? Skal soldaten nu af sted igen? Når børn har fået af vide, at soldaten skal af sted, men kommer hjem igen, tror mange, at næste gang, de ser soldaten, er han eller hun kommet hjem for at blive. Det kan derfor være svært for børn at forstå, at soldaten skal af sted igen efter leaveperioden, og at det kun var en pause fra udsendelsen. Skal han nu af sted igen? Hvis børnene har fået at vide, at soldaten skal være væk i lang tid, kan de meget vel føle, at tiden frem til leaveperioden har været lang tid, og derfor have svært ved forstå, at soldaten kun var hjemme på ferie eller orlov fra udsendelsen. Afsked nummer to kan derfor være lige så svær som den første, men for nogle børn kan det føles lidt nemmere, fordi de nu har set, at soldaten rent faktisk kommer hjem igen. For andre er ekstra hårdt at skulle undvære soldaten igen, når han eller hun nu lige er kommet hjem og kun har været hjemme i kort tid. Nogle børn bliver kede af det, nogle vrede, nogle afvisende, og nogle trækker sig ind i sig selv. Ligesom ved den første afsked kan nogle børn komme til at føle skyld. De føler, at det er deres skyld, at soldaten tager af sted igen. Soldaten tager af sted, fordi jeg ikke har været sød nok eller soldaten tager af sted igen, fordi jeg gjorde noget forkert. Så måske er det ikke kun selve afskeden, men også selvbebrejdelse og skyldfølelse barnet tumler med. Reaktionerne og måden at kunne hjælpe barnet på er ofte de samme som ved den oprindelige afsked og beskrives også på side 8 under punktet Før udsendelsen almindelige følelser og typiske reaktioner. 18 19 Foto Peter Gerdehag / scanpix Mor til 7-årig

20 hjemkomsten Ikke to udsendelser eller to familier er ens, og det er derfor svært at sige, hvordan soldatens hjemkomst kommer til at forløbe i netop jeres familie. I mange familier forløber det helt problemfrit, men det kan også sagtens tænkes, at familien lige skal bruge lidt tid til at vænne sig til hinanden igen. Soldaten skal ind i den almindelige hverdagsrytme, som han ikke har været en del af i de seneste 8-9 måneder (før udsendelsen er han jo typisk kun hjemme i weekenderne). I soldatens fravær har familien formentlig lavet en del om på, hvordan tingene bliver gjort, og soldaten kender ikke de nye rutiner. Noget nyt kan opstå I stedet for at se hjemkomsten som et problem, kan det være en ide at se den som en mulighed for udvikling i familien. Alle i familien har udviklet sig under udsendelsen og er sikkert lidt anderledes end før. Det kan være, der på nogle områder er opstået nye og hensigtsmæssige rutiner derhjemme, som soldaten skal tilpasse sig? Og noget andet skal måske bare hurtigst muligt tilbage til den måde, I gjorde det på før udsendelsen. Eller måske beslutter familien i fællesskab at gøre noget helt tredje fremover? Efter jeg kom hjem, gjorde jeg op med mig selv, at der skulle være mere tid til familien. Så som noget nyt er det mig, der afleverer dem i skole og børnehave hver morgen, så om morgenen har vi tid til at hygge os. Det har jeg prioriteret nu. Soldat, far til to børn Reaktioner på udsendelsen Mange soldater oplever i forbindelse med hjemkomsten nogle tilpasningsreaktioner, og I vil måske opleve, at soldaten er lidt anderledes, end før han tog af sted. Nogle forandringer er positive. Han eller hun kan være blevet mere tålmodig og synes måske ikke, der er grund til at hidse sig op over småting i hverdagen. Eller soldaten er måske blevet mere opmærksom på værdien af at være sammen som familie. Andre reaktioner er mere negative og kan være belastende for både soldaten og omgivelserne. Nogle soldater bliver lettere sure og irritable, nogle får søvnproblemer eller mareridt. Andre oplever at være fyldt med energi og går i gang med en masse projekter for derefter at blive helt udmattede og gå i stå. De negative reaktioner forsvinder som regel af sig selv igen efter en til to måneder, så prøv at have lidt tålmodighed med soldaten, hvis han eller hun for en tid er mere hidsig, distræt eller lidt af et rodehoved. Der er uendelig stor forskel på livet i en militærlejr langt væk fra Danmark og så hverdagen herhjemme, og det tager lidt tid, før man har vænnet sig til at være hjemme igen. Hvad nu hvis? den hjemvendte bliver ved med at være sur, ked af det eller energiforladt I som par og forældre let kommer i konflikt med hinanden og skændes hyppigt, også flere måneder efter udsendelsen soldaten ikke kan rumme at være sammen med børnene, fordi de larmer for meget eller stiller for mange krav til ham eller hende Hvis reaktionerne ikke aftager inden for de første par måneder, kan I søge professionel hjælp. Alle nære pårørende og alle soldater, der har været ude i international tjeneste, har mulighed for at få hjælp gennem Institut For Militærpsykologi, hvor Forsvarets psykologer arbejder. Se folderens bagside for yderligere oplysninger om, hvor man kan få hjælp. Gode råd og ideer Soldatens psykiske stop-over En psykisk stop-over er en aftalt periode, hvor soldaten får lidt ro til at finde sig selv og falde til i hverdagen igen. En periode, hvor der ikke skal tages store beslutninger om store ting såsom flytning, skoleskift, jobskift, separation, børneopdragelse eller modernisering af hjemmet og lignende. En periode, hvor alle i familien vænner sig til hinanden igen, og hvor det f.eks. er okay, at far bare sidder på sidelinjen og kigger på børnenes leg, kigger ud ad vinduet, falder lidt i staver og ikke lige er med i alle beslutninger og samtaler derhjemme. I denne periode gør familien stort set, som den plejede at gøre, mens far var udsendt. Det vil typisk vare i nogle uger. Min hjemkomst var præget af, at jeg kom fra en krigszone, hvor man gjorde tingene på en meget anderledes måde. Man gik aldrig væk fra asfaltvejene og ud på græsset på grund af miner, og jeg var vant til, at alt omkring mig var nød og elendighed og sort økonomi, og at lægehjælp og alle mulige basale fornødenheder manglede. Og så kommer man hjem til et land, hvor hverdagen er meget anderledes, og problemerne måske kan virke meget små og ligegyldige. Nu var det pludselig et stort problem, at bussen var forsinket, og jeg kom lige fra en verden, hvor folk døde, fordi man ikke kunne få fat i en læge, eller der ikke var noget vand, eller der ikke var strøm til en pumpe. Så skal man lige vænne sig til at sige, nå, det er dét, vi bekymrer os om. Soldat, far til tre børn Som pårørende kan man måske nok opleve dette råd som lidt uretfærdigt. Nu har man taget slæbet i 6-9 måneder, og når soldaten så endelig kommer hjem, er han eller hun ikke ordentligt på og med i det hele! Det kan imidlertid være en helt nødvendig investering, da soldaten har brug for en rolig tilvænningsperiode for også at få sjælen med hjem fra missionsområdet. Som pårørende må man stikke fingeren i jorden og vurdere, hvilke af ens egne og familiens ønsker og behov soldaten realistisk set vil kunne opfylde i den første tid. Jeg har savnet dig Det drev mig nogle gange næsten til vanvid, når han ikke var mentalt til stede, og jeg syntes, at der gik lang tid, før det gik over. Efterhånden blev det dog langsomt bedre og bedre. Men det er godt at vide på forhånd, så man ikke tror, at det bare er ren lykke fra dag ét af. Der går lige et stykke tid, og det hjalp mig, at jeg var forberedt på, at det kunne være sådan. Pårørende Men det er vigtigt, at man så hurtigt som muligt kommer ind i kampen herhjemme og får lavet en opgavefordeling. Det er f.eks. mig, der handler stort ind lørdag formiddag, mens Pia går til gymnastik. Pårørende Spejling af barnet Et andet godt råd til tiden efter hjemkomsten kan være, at soldaten sætter ord på de forandringer, han ser hos barnet. På den måde kommer de to måske hurtigere ind på hinanden igen. Det kan være, at soldaten siger: Du kan jo cykle uden støttehjul, Kasper, mens han ser på sønnen, der cykler rundt. Det kan være, at soldaten har brug for lidt hjælp fra den anden forælder til at komme i gang med at sætte ord på de store og små udviklinger, der er sket med barnet. Det kan derfor godt være moren, der tager initiativet: Cecilie kan lægge det store puslespil det har hun lært, siden du så hende sidst, eller Søren kan læse et helt Anders And-blad med kun en lille smule hjælp nu. Foto Rasmus Drejer-Nielsen Genforhandling af opgaver, regler og ansvar I stedet for at gå direkte tilbage til den gamle måde at gøre tingene på eller at beholde de nye rutiner fuldstændig kan det være en god ide at sætte sig ned og snakke om, hvordan hverdagen nu skal se ud. I kan fortælle soldaten, hvad der har fungeret godt, og han eller hun kan komme med sin mening. Sammen kan I finde ud af, hvordan jeres nye arbejds- og ansvarsfordeling skal være. Det kan også være, at reglerne har været ændret under udsendelsen, og at I nu sammen skal finde ud af, hvad der er rimeligt. Husk på, at det som regel vil være et kompromis for alle parter alle giver lidt og alle får lidt i forhandlingerne om den nye hverdag i familien. Almindelige følelser og typiske reaktioner efter udsendelsen Det kan være svært for et barn at få soldaten hjem igen efter en lang udsendelse. Måske har barnet glædet sig rigtigt meget, men oplever, at den første tid ikke lever op til forventningerne. Det kan være, barnet er genert og tilbageholdende over for soldaten. Det kan være, at det større barn holder sig væk fra hjemmet. Det kan være, at barnet søger konflikter med soldaten eller bliver ked af det og måske endda lidt bange for soldaten, hvis han eller hun f.eks. skælder ud eller farer op af forskellige grunde. Barnets reaktioner er helt almindelige og aftager ofte i løbet de første par måneder, når familien begynder at vænne sig til hinanden igen. Det væsentligste for ethvert barns trivsel og udvikling er, at barnet grundlæggende modtager godt med opmærksomhed, anerkendelse og kærlighed. Hvis I oplever, at jeres barn og I som familie har behov for professionel støtte og hjælp i forbindelse med soldatens udsendelse (før, under eller efter), kan I kontakte Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i jeres kommune. I er også velkomne til at kontakte Institut for Militærpsykologi (IMP) for hjælp. 21

Tanker om det værste... Jeg har ondt i maven Gennem de senere år er flere danske soldater kommet alvorligt til skade, og nogle er døde. Det har selvfølgelig sat sig som en angst i mange pårørende, der derfor kan få tanker som: Hvad nu hvis der sker soldaten noget på missionen? Hvad nu hvis han eller hun kommer til at sidde i en kørestol resten af livet? Og hvad nu hvis han eller hun blev slået ihjel? Hvordan vil jeg kunne leve uden ham eller hende? Hvordan vil jeg klare det som forælder, og hvordan vil børnene klare det? Ligesom man som voksen ind imellem kan have stunder, hvor frygten for at miste soldaten fylder meget, vil nogle børn indimellem være tilsvarende optaget af tanker om døden. For hvad nu hvis? Hvad vil der så ske med os, hvis soldaten døde? Hvordan ville den tilbageblevne forælder mon klare det? Vil vi kunne blive boende i vores hjem? Vil jeg skulle skifte skole? Hvem skal så lære mig det ene eller det andet? Vil mit liv overhovedet nogen sinde kunne blive godt igen, hvis vi mister ham eller hende? Hvad taenker mor Mange børn mærker intuitivt, at det med døden er lidt af et tabu at tale med voksne om. Det kan der være flere årsager til: Barnet ræsonnerer: De voksne taler ikke om frygten for døden ergo; sådan noget taler man ikke om! Barnet er bange for at gøre de voksne kede af det og vil beskytte den voksne for tanker om at kunne miste soldaten Barnet vil ikke have, at de voksne skal blive bekymrede for, hvordan barnet har det. Barnet tænker måske, at de voksne i forvejen har travlt med så meget andet, og ønsker ikke at være til besvær Barnet har tidligere fået at vide, at der ikke er noget at frygte, og så vil det måske ikke indrømme, at det indimellem alligevel er bange og tænker på det værste. Men hvis et bekymret barn ikke får hjælp af en voksen til at tale om sine bekymringer og sin frygt, kan det komme til at sætte sig som f.eks.: mavepine eller hovedpine søvnproblemer trang til at trøstespise eller til at holde op med at spise aggressioner og irritation over for vennerne, lærerne eller forældrene ulyst til at være sammen med andre eller angst for at være alene problemer med at huske og koncentrere sig, f.eks. i skolen Jeg vil ikke vaere til besvaer Det er vigtigt, at man som voksen er åben for at tale med barnet om dets frygt, så barnet ikke risikerer at gå alene med disse ofte tunge og svære tanker. Uden en voksen at tale med og stille spørgsmål til vil barnet havne i en situation, hvor det er overladt til sine egne gætterier og fantasier om, hvad der sker for soldaten i missionsområdet, og hvilke forhold han/ hun arbejder og lever under. Og uanset hvor store anstrengelser man som forælder gør sig for at kontrollere informationsstrømmen, vil barnet igennem bl.a. skole, venner, internettet, tv og formiddagsavisernes spisesedler ofte blive konfronteret med dramatiske hændelser fra missionsområdet. Selv ganske små børn lærer hurtigt at fange små stumper af information, og de har brug for en voksens hjælp til at forstå, hvad der sker. Hvordan skal jeg klare det En far til en soldat, der tidligere har været udsendt til Afghanistan, fortæller her, hvordan soldatens halvsøstre på hhv. 4 og 7 år en dag reagerede: Casper (soldaten) havde inden missionen forklaret sine små søstre, at han skulle ned at hjælpe børn som jer, så de kan komme i skole. Jeg troede egentlig, at pigerne bare forstod, at han skulle til udlandet og være væk i lang tid, men da han var af sted, og der var noget i tv fra Irak eller Afghanistan, så rejste den ene pige sig pludselig op og sagde: Jeg vil ikke have, at Casper dør. Jeg gik jo helt i panik. Hvad skal man sige? Casper dør ikke. Nu må du holde op... Jeg var helt panisk. Pludselig kom det meget tæt på. At høre det fra sådan en lille pige var helt vildt. Faktisk har jeg stadig svært ved at snakke om det. Jeg får tårer i øjnene... Men de fanger åbenbart mere, end man lige tror, for når der så var noget fra Afghanistan i tv, så sagde den ene måske, er det ikke dér, Casper er?. Og man bliver jo nødt til at svare, jo, det er, mens der ruller nogle ubehagelige billeder over skærmen. Det er virkelig en svær situation. Man kan jo heller ikke lyve, men jeg havde det nok sådan, at så længe de ikke spurgte, ville jeg heller ikke begynde at fortælle alt for meget. Mange forældre genkender sikkert problemstillingen: Hvad, hvornår og hvor meget skal man fortælle børnene? Der findes ikke et bestemt svar på det spørgsmål, da det altid vil afhænge af bl.a. barnets alder, modenhed og personlighed er det et tænksomt, følsomt eller ubekymret barn? Det vil også afhænge af, hvilken type arbejde soldaten skal lave i missionsområdet. Er der tale om et arbejde med et lavt trusselsniveau, er det selvfølgelig vigtigt at få det understreget over for barnet. Børn og også voksne i øvrigt kan nogle gange glemme de fornuftige tanker om, at soldaten har et relativt sikkert arbejde i missionsområdet, når de på avisens forside ser et dramatisk billede af en dansk soldat i ørkenuniform. For sådan en uniform har far også, og så føles det pludselig, som om det næsten lige så godt kunne være far, der var på billedet og måske var kommet til skade! Stærke og intense følelser af frygt kan let overskygge barnets fornuft og viden, og det er da vigtigt at rumme barnets frygt (ved f.eks. at turde lade barnet fortælle om den) og derefter erindre barnet om, at det ikke er den slags arbejde, soldaten laver i missionsområdet, eller at langt de fleste soldater heldigvis ikke kommer til skade. Når man taler med et barn om dets frygt, er det vigtigt at gøre det i børnehøjde se side 6 for gode råd i den forbindelse. Er jeres barn generelt meget bekymret og plaget af tanker om det værste, skal I tale med barnets lærere og pædagoger om det og evt. kontakte den lokale Pædagogisk Psykologiske Rådgivning eller Institut for Militærpsykologi for professionel hjælp. I kan også overveje at købe bogen Hvad du skal gøre, når du bekymrer dig for meget (Dansk Psykologisk Forlag 2008) som er en selvhjælpsbog til børn, der gennem pædagogiske og sjove øvelser lærer barnet at tackle angsten. Voksne, der er plaget af mange bekymringer og af angst, vil også kunne have stor glæde af bogen. Bogen kan købes hos boghandleren. Ring til Institut for Militærpsykologi for at høre nærmere om arbejdet med bogen. Hvad hvis han ikke kommer hjem igen? 22 23

Tak for nu. Vi håber, du har haft glæde af at læse folderen, som du med fordel kan lade andre voksne i barnets liv læse en onkel, faster eller bedsteforældre. Hvis du vil vide mere litteraturhenvisninger Brug gerne folderen som udgangspunkt for en samtale om, hvordan I som de voksne bedst støtter barnet i at håndtere situationen. Har du brug for rådgivning i den forbindelse, er du altid velkommen til at kontakte Institut for Militærpsykologi. Husk der også findes en folder til lærere og pædagoger Professionel i Baglandet og en folder til unge Ungt bagland. Se nedenfor. Nyttige numre Institut for Militærpsykolog (IMP) kan kontaktes på telefon 39 15 19 00 i tidsrummet 9.00-15.00 på hverdage og på telefon 40 78 77 30 i tidsrummet 19.00-21.00 samt på lørdage, søndage og helligdage fra 13.00-15.00. www.forsvaretspsykologer.dk Bøger: Min far er soldat, Forsvarsakademiet 2005 Christoffer Boserup Skov Baglandet, Forsvarsakademiet 2008 Rikke Høgsted (red.) Foldere: Ungt Bagland en folder til unge pårørende Professionel i Baglandet en folder til lærere og pæda - goger om at støtte børn, der er pårørende til en soldat Materialet kan rekvireres på soldatens tjenestested eller ved henvendelse på tlf. 39 15 14 96 Materialet kan af tjenestestederne rekvireres i DeMars: Natolagernummer: 7610226180346. Partnummer: BUR-08-FOR003 Forsvarets socialrådgivere kan kontaktes på Pårørendetelefonen telefon 72 16 18 18 på hverdage 8.00-15.00 og alle ugens dage19.00-22.00 Hvis du vil vide mere om de enkelte missioner kan du få yderligere oplysninger på Forsvarets hjemmeside: www.forsvaret.dk eller på Forsvarskanalen: www.forsvarskanalen.dk Udgiver: Forsvarsakademiet. Forfattere: Merete Larsson Meyer, Dorthe Lippert og Rikke Høgsted. Design og illustration: Henriette Mørk / Imperiet. Fotos: Scanpix, de udsendte soldater m.fl. Børnetegninger: Alfred, Bertram, Dafne, Johannes og Kora Mei. Tryk: Burchardt A/S. 1. oplag: 20.000 ekspl. Natolagernummer: 7610226180346. Partnummer: BUR-08-FOR003