Fra børnesanatorium til behandlingshjem 1914-2014. 100 års jubilæumsbog

Fra børnesanatorium til behandlingshjem 1914-2014 100 års jubilæumsbog

KOLOFON Forfatter: Katrine Corvinius Lund Foto: Thorsten Wilstrup Museum Nordsjælland, Hørsholm Lokalarkiv Sahva, privatfotos Layout og tryk: TryKKeriet, Københavns Kommune Trykkeår: 1. udgave 2014 Udgiver: Center for Socialpædagogik og Psykiatri, Københavns Kommune Copyright: Specialinstitutionen Villa Kokkedal, Københavns Kommune Oplag: 500 ISBN: 978-87-997312-0-6

2

1 Villa Kokkedal de tidlige år: Børnely et vanførehjem, 1914-1941... 10 2 Børnely - Københavns Kommunes Optagelseshjem, 1940 erne... 32 3 Venlighed, bestemthed og mest af alt tålmodighed, 1950-60 erne... 46 4 Fra pasning til pædagogik, 1970 erne... 76 5 Behandlingshjemmet Kokkedal Omsorg er et nøgleord, 1980-90 erne... 94 6 Villa Kokkedal i dag - Trivsel, sundhed og omsorg, 2000-2014... 110 3

Forord Behandl os som jeres egne børn! Sådan siger Sigrid på 15 år i Børnerådets undersøgelse fra 2012 om anbragte børn i Danmark. Sigrid taler selvfølgelig om hendes ønsker til de voksne det sted, hvor hun er. Men Sigrids ønske er også et vidnesbyrd om, hvordan anbringelser af børn og unge uden for hjemmet på én gang er en af de største, fineste og skrøbeligste opgaver i samfundet. Når børn og unge af forskellige årsager men altid for at støtte op om en god trivsel og udvikling anbringes uden for hjemmet, så påtager vi os i kommunerne ansvaret for at opfostre børn og unge, som er bagud på point sammenlignet med deres jævnaldrende. Børn og unge, som om nogen har brug for, at der er voksne, der er der for dem, med både vedvarende og kærlig omsorg og motiverende støtte og puf i forhold til at være med i de sammenhænge, som alle børn og unge har brug for i skolen, fritidsaktiviteter, med vennerne osv. Det ansvar forpligter. Vi skal interessere os for, hvad vi gør i det sociale arbejde med anbragte børn og unge, hvorfor vi gør det, og hvad det betyder for børnene og de unge. Det skal vi gøre, så vi holder fingeren på pulsen i forhold til, hvad der gør en forskel for børn og unge, og hvad der skal til for at vi kan blive ved med og blive endnu bedre til at hjælpe udsatte børn og unge til at komme godt i vej. Her kommer historien ind i billedet. For udvikling og læring sker altid på en baggrund, i en historisk sammenhæng. Og hvis vi skal blive klogere på, hvordan vi kan gøre en forskel for anbragte børn og unge, må vi også interessere os for, hvad vi har gjort, og hvad der har bragt os til der, hvor vi er nu. Denne bog handler om livet på Villa Kokkedal gennem tiden, og om hvordan Villa Kokkedal som døgninstitution har dannet rammen for mange børneliv igennem de sidste 100 år. Børn med komplekse vanskeligheder og meget problemfyldte opvækstvilkår. Bogen handler også om, hvordan opfattelsen af samfundets opgave med udsatte børn og unge har ændret sig, og om udviklinger i det pædagogiske og behandlingsmæssige arbejde med børnene gennem årene. På den måde giver bogen et ståsted i forhold til det arbejde for og sammen med udsatte børn og unge og deres familier, der ligger foran os på Villa Kokkedal og andre anbringelsessteder. Da jeg besøgte Villa Kokkedal, slog det mig, hvor meget der er på spil, hvis vi skal lykkes med at give udsatte 4

børn og unge fundamentet for et godt voksenliv. Villa Kokkedal er et specialiseret døgntilbud til børn og unge med alvorlige og komplekse psykologiske, sociale og psykiske vanskeligheder. Det er børn og unge, som har det rigtig svært, og som har brug for noget helt særligt, der involverer ikke bare Villa Kokkedal, men oftest også behandlingspsykiatrien, som mange af børnene og de unge også er i kontakt med, og familierådgiverne, der varetager myndighedsopgaven. Og som det allervigtigste inddrager forældrene og netværket så meget som overhovedet muligt i deres børns hverdag og sætter det, som barnet og familien kan og vil så meget som muligt i spil. Historien viser, at Villa Kokkedals rammer og pædagogik har været ambitiøs og haft barnet og familien i centrum, men også har været påvirket af samtiden. Det vil den også være i fremtiden. Villa Kokkedal arbejder i spændingsfeltet mellem det almindelige og det særlige. Der arbejdes hver dag benhårdt på at børnene inkluderes i de lokale folkeskoler, går i fritidstilbud i de lokale foreninger og deltager i lokale sociale arrangementer. Det er ikke kun et mål for Villa Kokkedal, men for alle anbragte børn og unge i København. Samtidig er omstændighederne for børnene på Villa Kokkedal særlige rammerne er fantastiske, men samtidig adskilte fra det miljø, som børnene og de unge kommer fra, og børnene tilbydes en meget specialiseret indsats. Vi har derfor en opgave med at sikre, at børnene får og oplever et sammenhængende forløb, hvor tiden på Villa Kokkedal og gevinsterne ved behandlingsindsatsen her føres videre og spiller bedst muligt sammen med børnenes videre forløb, når de skal tilbage til København og måske overgå til andre tilbud. Historien lægger nogle spor, som peger ind i fremtiden et af dem er, hvordan vi kan arbejde videre med fleksible løsninger og tænke nye tanker sammen med familierne, netværk og frivillige og på tværs af involverede myndigheder og tilbud, så vi sikrer, at vi sammen skaber en tryg og udviklende ramme for børnene og de unge på Villa Kokkedal. Så de føler sig behandlet som vores egne børn. God læselyst. Anette Laigaard Administrerende direktør, Socialforvaltningen 5

Indledning I lyset af sine 100 år er bogen blevet et jubilæumsskrift med personlige fortællinger om livet på Villa Kokkedal. Det var den forhenværende forstanderinde, Lone Elin Vestergaard, der i 2012 ønskede at få indblik i Villa Kokkedals historie. Jeg var så heldig at få opgaven, og da jeg begyndte at grave i historien, fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke ville blive en lille opgave at undersøge 100 års historie. Lone Elin Vestergaard overlod arbejdet til mig med et ønske om, at historien blev fortalt gennem personlige beretninger om tiden på Kokkedal. Det er altså bogens præmis at lade tidligere anbragte og ansatte fortælle, hvad de har oplevet i deres tid på Kokkedal. Bogen er derfor også et resultat af tidligere ansatte og beboere på Kokkedal, som er dykket ned i egne erindringer; og for dette vil jeg gerne sige tak. Ligeledes ønsker jeg at takke de nuværende ansatte, som har bidraget med beretninger og givet mig lov til at være en del af deres hverdag og få indblik i deres arbejde på Villa Kokkedal. En tak til børn og personale på Villa Kokkedal. For at undersøge historien har jeg gjort brug af forskellige kilder: Fra tørre mødereferater og gamle protokoller til personlige beretninger fra involverede mennesker. Jeg har desuden været på lokalarkivet og stadsarkivet, hvor jeg har fundet gulnede billeder, breve, indskrivningsprotokoller og grundtegninger over de mange ombygninger gennem tiden. Jeg har læst brevkorrespondancer mellem ansatte og beboere fra 1920erne samt erindrings- og historiebøger. Alt sammen for at indsamle viden om samtiden. Bogens indhold bygger hovedsageligt på interviews med personer, som har haft tilknytning til hjemmet i perioden 1943 og frem til i dag. Disse personer er tidligere beboere, forstandere, pædagoger og barneplejersker, som hver især bidrager med tankevækkende, rørende og morsomme fortællinger om hjemmet og alt det udenom. De personlige beretninger i bogen er formuleret af de involverede, og de dele af interviewene, som ikke anvendes direkte i fortællingerne, er blevet brugt som værdifuldt materiale til det overordnede billede af Villa Kokkedals historie. Det personale, jeg har mødt, har været vidne til mange forskellige facetter af børn af Københavns borgere; og det har ikke været uden følelser, at de har taget sig af børnene. Uden at være overfladiske eller dramatise- 6

rende har de hver især fortalt en bid af historien. På samme tid er det værd at notere, at de personer, som har været anbragt på Kokkedal - ligegyldigt hvilket årstal - alle har været i stand til at tale om deres barndom og om de svigt og uretfærdigheder, det har budt på. De har alle været mere eller mindre reflekterende omkring barndommen, opholdet på børnehjemmet og forholdet til forældrene. Det er ikke noget, som skal tages for givet, og det er værd at understrege, at ikke alle har interesse i at fortælle om en bebyrdet fortid. Ingen af de tidligere anbragte børn har haft deciderede dårlige minder om selve opholdet på hjemmet i Kokkedal, men det er klart, at anbringelsen i sig selv har sat sine spor. Trygheden, som de oplevede på børnehjemmet, har de oftest først lært at sætte pris på som voksne - og ofte i sammenligningen med barndomshjemmet. For dem jeg har mødt, har børnehjemmet haft en positiv indflydelse på deres opvækst uden for familien, og de er eksempler på, hvordan det kan lade sig gøre at skabe muligheder, mening og retning i livet på trods af en belastet barndom. Jeg er ikke stødt på fortællinger om afstraffelse på Kokkedal og heller ikke på grimme historier om de frøkener og pædagoger, der skulle passe på børnene snarere tværtimod. Jeg fortæller historien, som jeg har fået den fortalt og læst om den, men jeg vil ikke udelukke, at der kan være andre perspektiver på hjemmets historie. Jeg tillader mig desuden, at anonymisere enkelte steder og vælger ikke at bruge fulde navne på alle personerne af respekt for det personfølsomme perspektiv. Det har været interessant at tale med de mange mennesker, der gennem 70 år har boet eller arbejdet på Kokkedal. De bidrager alle med autentiske og værdifulde indblik fra tiden på Villa Kokkedal; og udvælgelsen af de gribende anekdoter var ikke altid let. Bogen er ikke en analytisk udredning af sociale og historiske forhold, men tidstypiske fortællinger, som gentagende behandler forskellige temaer, som er gældende i dag såvel som før. Temaerne vedrører udsatte børn og deres forhold til forældre, som både indebærer svigt, loyalitet og enorme savn. De fortæller om isolationen fra lokalsamfundet og København og om det kommunale system, hvor de økonomiske ændringer har haft stor betydning for døgninstitutionens fremtid 7

og virke. Der er også temaer som datidens barnepleje, manglende inklusion og nyere tids forældresamarbejde og pædagogik. Især fra 1970erne og frem anskues nye pædagogiske retninger som for eksempel en bevidst inddragelse af børn og et mere helhedsorienteret syn på barnet. Der kom løbende mere uddannet personale til, og på Kokkedal begyndte man at indføre børnemøder og senere at fokusere på børnenes livshistorier, så de fik billeder og historier med fra tiden på Kokkedal. Det er værd at bemærke, at børnehjemmet i Kokkedal har haft mange funktioner. Først som vanførehjem hvor pionerer blandt andet arbejdede for at afhjælpe og udviske stigmatiseringen af de såkaldte vanføre børn i datidens Danmark. Denne del af bogen skal forstås som et kapitel for sig i Villa Kokkedals historie. Senere og i en længere periode fungerede Villa Kokkedal som et optagelseshjem, med korte og akutte anbringelser - og i dag som behandlingshjem. Derfor bærer historien præg af mangfoldige og forhåbentlig levende skildringer gennem tiden. En fjernelse fra forældrene og tvangsanbringelser har ofte sat ar på sjælen; og at bo på optagelseshjem for en periode har formentlig for flere været præget af usikkerhed om, hvad der nu skulle ske? Kom man videre på børnehjem, i familiepleje eller hjem til mor og far? De mange fortællinger er beskrivelser af centrale forhold på et børnehjem på godt og ondt, og det er op til læseren at lade sig inspirere og perspektivere til samfundstendenser og børnesyn gennem tiden. Overordnet set vil bogen give generel indsigt i Villa Kokkedals 100 års historie gennem personfortællinger og arkivmateriale. Det er historier om hverdagens liv på børnehjemmet, hvor alle fortællingerne har fået plads, og de mange indsamlede billeder af hjemmet, børn og personale får lov til at give bevægende indtryk af historien. Afslutningsvis vil jeg understrege min taknemmelighed til de involverede i historien, som har givet mig lov til at dykke ned i deres personlige erindringer. Tak til Samfundet og Hjemmet for Vanføre for billeder og bøger. Tak til Hørsholm Egns Museums lokalhistoriske arkiv for billeder og sparring gennem processen - og særligt til museumsinspektør Hans Jørgen Winther Jensen, som også foreslog, at jeg indrykkede en efterlysning i ugeavisen. Det var en stor hjælp i indsamlingen af de personlige bidrag og gav mange henvendelser, som var meget værdifulde for bogens fremdrift jeg har endda måttet takke nej til de sidst tilkomne henvendelser på grund af manglende tid og plads. Ligeledes en særlig tak til psykolog Niels Dueholm ved Center for Socialpædagogik og Psykiatri for afsluttende sparring, redigering og kommentarer til materialet. Tak til Villa Kokkedal og Center for Socialpædagogik og Psykiatri i Københavns Kommune. Forfatteren Katrine Corvinius Lund I NDHOLDSFORTEGNELSE 8

Villa Kokkedal er beliggende i et naturskønt område på Rungsted Strandvej 320A i Hørsholm med udsigt over Øresund. Villa Kokkedal er en døgninstitution med egen skole, ejet og drevet af Københavns Kommune. Institutionen er normeret til 14 døgnanbragte børn, og målgruppen er børn med psykiatriske udviklingsforstyrrelser og normal begavelse i alderen 6-14 år. Huset blev bygget af Samfundet og Hjemmet for Vanføre og stod klar til brug i 1914. Villa Kokkedal havde den gang navnet Børnely, og huset var indrettet med åbne liggehaller i stuen og på 1.sal, hvor de vanføre børn kunne nyde frisk luft og havudsigt. Den gang hørte Villa Kokkedal sammen med naboejendommen, som i dag er udflytterbørnehaven Mikkelborg. Husene havde fælles virke også efter Københavns Kommunes overtagelse i 1941 frem til 1970. De var dengang opdelt i et A og et B hus, hvor A huset er det, vi i dag kender som Villa Kokkedal. Arven fra denne opdeling ses på adressen, nemlig Rungsted Strandvej 320A. Villa Kokkedal har igennem sine 100 år haft flere funktioner: som børne- og rekreationshjem for handicappede børn og unge, som optagelseshjem for Københavns Kommune med mange akutanbringelser, som børnehjem med anbringelser af børn i op til 3 år og i nyere tid som behandlingshjem med længere anbringelser. Huset har med andre ord dannet ramme for en mangfoldig skare af både børn og ansatte. 9

10 Villa Kokkedal de tidlige år: Børnely et vanførehjem, 1914-1941

Et postkort fra Børnely i 1930 Verandaen ved drengeafdelingen, cirka 1920. Villa Kokkedal begyndte sit virke som et sanatorium for vanføre børn i 1914 til 1941 under Samfundet og Hjemmet for Vanføre (Sahva). Før Villa Kokkedal blev bygget, havde Sahva købt naboejendommen i 1893, for at oprette et sommerhjem for vanføre børn. Stedet blev valgt på grund af sin beliggenhed ved vandet ved Mikkelborg, da man mente, at et ophold med frisk luft, strandbade og sund kost ville gøre hverdagen derhjemme lettere. Sommerhjemmet var fortrinsvist for børn, der ikke kunne klare at blive anbragt i en normal feriekoloni eller et privathjem som følge af deres vanførhed. De vanføre var handicappede enten ved fødslen eller på grund af sygdom og ulykkestilfælde, og det var både af åndelig og legemlig karakter. En liste over fattige, som søgte fattighjælp fra 1889 viser, at der blandt datidens indregistrerede fattige var et betydeligt antal handicappede. Fattighjælpen var på dette tidspunkt den eneste offentlige omsorg for vanføre og bestod i yderste instans af fattiggårde rundt om i landet, hvor en sammenblanding af forskellige kategorier af fattige befandt sig. Det var blandt andet både alkoholikere, sindssyge, vanføre, børn og ældre, der ikke var i stand til at tage vare på sig selv. At ende på fattiggården var noget af det værste, der kunne overgå en. Sahva er sammenslutningen af Pastor Hans Knudsens første forening Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede børn og Johanne Petersens Hjemmet for vanføre under navnet Samfundet og Hjemmet for Vanføre : Sahva i 1908. Sahvas socialpolitiske indsats havde en afgørende rolle i udformningen af den store socialreform i 1933, og foreningens sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige opgaver blev herefter en offentlig forpligtigelse. Sahva er i dag Skandinaviens førende virksomhed inden for design, produktion og udvikling af hjælpemidler til handicappede. 11

Ifølge årsberetningen i 1898 havde patienter under Sahva, både børn og voksne, følgende sygdomme: Åreknuder og sår, betændelse i rygsøjlen, skævhed, rundryggethed, engelsk syge, brok, klumpfod, deformitet efter led- og bensygdomme, amputation, lamhed eller andre deformiteter. Sahva blev oprettet i 1872 af en gruppe af datidens idealistisk indstillede borgere som en velgørende forening, der gennem behandling, uddannelse og støtte ønskede at give vanføre børn mulighed for at klare sig selv senere i livet. Initiativtageren var Pastor Hans Knudsen, som forblev formand frem til sin død. Andre prominente personer i denne forbindelse var Johanne Petersen, forstanderinde og opretter af blandt andet Børnely og Thora Constantin-Hansen, lærerinde i Sahvas barneskole og i en periode på Børnely. Sahva startede sit virke i København med ønsket om at brede sig til resten af landet. Ydelserne bestod blandt andet i indkøb af korsetter og bandager til især krumme og skæve rygge samt gratis pensionat og lægehjælp for ubemidlede. Formålet med oprettelsen af foreningen var at hjælpe vanføre børn på bedste måde med at bære deres ejendommelige prøvelse. Senere begyndte foreningen også at hjælpe voksne vanføre, og den centrale opgave var altså at afhjælpe de fysiske følger af forskellige fysiske handicap. Sahvas tilblivelse skyldtes Pastor Hans Knudsens storsindede ønske om at forbedre forholdene for de hårdt ramte børn. I forhold til det resterende samfund var de vanføre meget dårligt stillede og blev generelt set skævt til i samfundet. De måtte ofte gå ad bagveje, mellem mure og plankeværker, for at undgå at vække opsigt på gaden. Det var synet af de ulykkelige vanføre børn, som gik forkrøblede rundt i København, der satte noget i gang hos Hans Knudsen. Det blev hans ønske at gøre en positiv indsats for at hjælpe de vanføre børn. Sahvas stifter og grundlægger af Sahva Fonden. Hans Knudsen var meget fokuseret på ulighederne i samfundet og på de enkelte individers kamp. Det danske samfund havde på daværende tidspunkt ikke et særligt ansvar for at hjælpe de vanføre. Hvis en vanfør ikke kunne klare hverdagen selv, var det kun muligt at søge hjælp via fattiglovens bestemmelse, hvilket medførte tab af personens borgerlige rettigheder. Derfor ønskede Hans Knudsen at hjælpe de vanføre - og i særdeleshed børnene i datidens Danmark. Han håbede, at de vanføre med denne hjælp senere kunne blive i stand til at klare sig selv og være aktive i samfundet og på arbejdsmarkedet. oprettede det såkaldte Hjemmet for Vanføre i 1893. Hun så, hvor vanskeligt det var for de udenbys vanføre at finde tag over hovedet, når de var under behandling. Derfor sørgede hun for at skaffe ophold for alle patienter i hele landet ved at oprette hjem i København og sommerhjemmet Børnely i Mikkelborg. Da hun startede sit virke, stod hun for at oplære de vanføre i syning og andre håndgerningsfag. Senere oprettede hun skoleundervisning til de vanføre børn og unge og ansatte flere lærerinder. 12

Pastor Hans Knudsen (1813-1886) Hans Knudsen voksede op i København og studerede teologi. Senere søgte han om tilladelse til at blive udsendt som missionær og præst i Trankebar ved den danske kirke. Her blev han sidenhen gift med sin danske kæreste, der rejste til Trankebar for at mødes med ham. Opholdet i Trankebar bød på interessante og fremmedartede oplevelser, som gjorde ham særligt opmærksom på sociale forhold i samfundet. I foråret 1843 vendte han og konen tilbage til Danmark, hvor han gjorde sine præstegerninger i Jylland og på Sjælland. I 1869 blev han opfordret til at blive præst ved den nyoprettede Diakonissestiftelse på Frederiksberg. Her kunne han dagligt følge søstrenes næstekærlige og frivillige arbejde, og hvorledes man søgte midler ved private indsamlinger. Det var her han fik sin inspiration til sit fremtidige virke for de vanføre. I 1872 indkaldte Hans Knudsen til det møde, der blev starten på Sahvas gerninger. Til mødet samledes 14 mænd med gode kontakter til flere sider, herunder læger, apotekere, juridiske professorer, en justitsminister og erhvervslivets grosserere. Mødet foregik på Den Kgl. Skydebane på Vesterbro i København, og formålet var, at hjælpe vanføre på bedste måde. En bestyrelse blev nedsat, og de udpegede Hans Knudsen til formand. Betingelserne for Sahvas fremtidige arbejde var at vække offentlig interesse for de vanføres vanskeligheder i samfundet - i håb om at skaffe økonomiske midler til arbejdet og Sahvas videreudvikling. Hans Knudsen blev 73 år, og døde 16. februar 1886. I sit arbejde for de vanføre udarbejdede han grundprincipper og skabte løsninger for de handicappedes udfordringer i hverdagen, som man også har arbejdet ud fra i mange andre lande. Det blev skrevet i Samfundets eftermæle om Hans Knudsen, at Mindet om det af ham i denne Sags Interesse udfoldede nidkjære, meneskekjærlige og opofrende Arbejde vil sent glemmes af de mange hundrede Børn, som Samfundet har hjulpet. For dettes virksomhed i det hele taget og særligt for bestyrelsen efterlader hans død et savn, som ingen vil kunne udfylde. Den Danske Diakonissestiftelse blev oprettet i 1863. Den havde til formål at uddanne kristne kvinder til sygepleje og anden barmhjertighedsgerning. Diakonissestiftelsen er en selvejende institution, der arbejder på et folkekirkeligt grundlag med omsorg, uddannelse og diakoni, og som også i dag befinder sig på Frederiksberg. 13

Frk. Johanne Petersen (1847-1922) Ifølge loven havde de vanføre børn ikke undervisningspligt, men Frk. Johanne Petersen oprettede på egen hånd almindelig skoleundervisning for de vanføre. Hendes tilknytning til Sahva startede omkring 1874, hvor hun tilbød at undervise nogle af Samfundets børn i syning. Undervisningen udfoldede sig over mange år og i flere retninger med anerkendelse fra Hans Knudsen. Deres fælles mål var at give alle vanføre en praktisk uddannelse, så de kunne klare sig på egen hånd og derved føle sig uafhængige. Frk. Petersen havde selv været svagelig som ung, og under en indlæggelse på Diakonissestiftelsen i 1870 traf hun Hans Knudsen. Han indviede hende i sine planer om at skabe en institution for vanføre børn og opfordrede hende til at blive lærerinde for de vanføre børn på institutionen. Først takkede hun nej til tilbuddet, men så sendte Hans Knudsen en enarmet pige til Frk. Petersen, som skulle hilse at sige, at hun gerne ville lære at strikke, og det fik Frk. Petersen til at ændre mening. Derfor takkede hun endeligt ja til jobbet som lærerinde. Frk. Petersen var kendt for sine pædagogiske evner, og i sit arbejde med vanføre børn indså hun, at et handicap ikke nødvendigvis gjorde en person ubegavet. Hun stod for oplæringen af især børnene, men fra 1880 blev det vanføre i alle aldre, som fik undervisning under hendes ansvar. Undervisningen viste sig at blive en succes hvor andre understøttelsesselskaber, og fattigvæsenet bad Frk. Petersen om råd og vejledning. Johanne Petersens første pionerindsats var i 1874, da hun oprettede Skolen for eenhaandede og lamme, senere forkortet til Håndgerningskolen, hvor hun underviste en lille gruppe piger i sit eget hjem. Hun måtte selv gå i lære for at lære processerne, og med tiden fik hun indsigt i mange forskellige håndværk, som hun lærte fra sig. Det var store fremskridt, da der i 1880 erne blev plads til vanføre i alle aldre og endnu mere, da det lykkedes Johanne Petersen at åbne et pensionat for udenbys patienter. Der var dog stadig pladsmangel til de mange patienter, så Johanne Petersen valgte at leje to hjem for egen regning i det indre København - et til piger og et til drenge. I løbet af få år husede Johanne Petersen 45 børn og unge, og senere organiserede hun foreningen Hjemmet for Vanføre, som sørgede for ophold og undervisning til vanføre børn og unge fra hele landet. Elevtallet steg år for år, og efterfølgende måtte der ansættes flere lærere; og arbejdsområderne blev udvidet med blandt andet vævning, billedskæreri og snedkeri, så alle kunne være med. Det stigende antal børn 14

og unge samt udvidelsen af forskellige håndværksfag afspejler udviklingen og ikke mindst de stigende forventninger til de vanføres oplæring og indlæring. Det var derfor også en nødvendighed at ansætte en fast lærerinde til den udvidede skole. Man ansatte desuden de uddannede vanføre som lærere og faglærte i værkstederne og på arbejdsstuerne. Dette muliggjorde også en videreudvikling af et af Hans Knudsens oprindelige mål om at gøre børnene i stand til at fremstille salgbare artikler, hvilket for de vanføre børn var spæde skridt på vej mod selvstændigheden. Udvidelsen af skoleundervisningen var en større udgift for Samfundet, og derfor organiserede man, at de fabrikerede varer skulle sælges; og det kunne mærkes på økonomien. Johanne Petersen var forstanderinde og underviser for Sahva i næsten 50 år og var en pioner for de vanføre, i særdeleshed de hårdt ramte børn. Hun blev karakteriseret ved sit personlige engagement og interesse i den enkelte person. Hun var i alle årene efter Hans Knudsens død tro overfor hans ideer og modtog fortjenstmedaljen i guld i 1897 for sin utrættelige arbejdsiver. Børnely - Et hjem for vanføre Frk. Johanne Petersen besluttede i 1893 at udvide pensionaterne med et sommerhjem ved Mikkelborg, som skulle huse 20 patienter. Det var på en tur til Øresund en sommerdag flere år forinden, at Johanne Petersen forelskede sig i området og bestemte sig for, at det skulle være ved Mikkelborg, at sommerhjemmet og sanatoriet en gang skulle have sin plads. Piger i haven ved pigeafdelingen, cirka 1930. 15

Foruden hjemmet i Staden har Hjemmet for Vanføre - i Betragtning af den helbredende Virkning, som nogle Maaneders Ophold i den friske Søluft i Forbindelse med god Kost og Søbade har paa mange af de haardest angrebne og mest lidende Vanføre - oprettet et Sanatorium, Børnely kaldet, som er beliggende ved den aabne Strand Nord for Rungsted, og som indtil videre holdes aabent Sommer og Vinter. Bestyrelsen har hidtil ikke taget Betaling af nogen for dette Ophold (et hjem for drenge og piger) som saaledes kunne færdes i lykkelige og glade eller i alfald dog trygge og tilfredse i et Hjem, hvor Vanførhed og Legemsfejl er alles fælles Lod Særligt har Hjemmet Betydning for de mange Børn, som Forældre bosatte paa Landet bringer til Samfundet, og som uden Bekymring kunne overlades til Hjemmets Varetægt, medens de selv reise tilbage til deres Gjerning i det ofte fjærne Hjem. Uddrag fra Aarsberetninger fra 1984 & 1903. I 1893 udkom første årsberetning, under ledelse af forstanderinde Johanne Petersen. Sahvas klientel kom oftest fra fattige kår og kunne ikke selv sørge for hospitalsophold. Derfor oprettede Frk. Petersen et hjem for de udenbys vanføre, som kom til København for at få Sahvas hjælp. Hun fik deraf titlen som forstanderinde, og under dette virke udvidede hun over årene pensionater for børn og voksne. Udvidelserne skabte løbende økonomiske udfordringer for bestyrelsen og forstanderinden. Men de ønskede at skabe en hverdag for de fattige børn, der til dagligt ikke havde meget hjælp at hente og hverken forstanderinden eller pastoren mente, at man kunne kræve betaling af de fattige og skrøbelige børn, som de havde i sinde at anbringe der. Det understreges ligeledes i årsberetningerne, at det er yderst nødvendigt med sådanne fripladser til de svageste, og at sommerhjemmet ved Mikkelborg måtte indeholde gratis måltider til de indlogerede, trods den dårlige økonomi. 16

slutter Aaret med et betydeligt Underskud. Aarsagen hertil er, at Hjemmet som hidtil om Sommeren plejede at leje en mindre til dels møbleret Lejlighed paa Landet, i Aar har lejet et hus beliggende mellem Rungsted og Sletten og indrettet dette til fast Sommerhjem for Vanføre. Lejemålet er afsluttet for flere Aar paa meget billige Betingelser, og vi ansaa det derfor for rigtigst at montere huset saa hensigtsmæssigt som muligt, hvad der selvfølgeligt krævede et betydeligt Pengeoffer. Hertil kommer Rejseudgifter, forøget Folkehold og den Forhøjelse af Udgifterne, som er en nødvendig Følge af at føre Husholdning paa to Steder og endelig den Omstændighed, at Opholdet på landet må være fuldstændig frit for at blive til den størst mulige Nytte for Eleverne, som ikke i deres Ferie bør trykkes af Bekymring for at skaffe Midler til deres Underhold. Erfaringen har lært os, at da det er af saa stor Betydning for Skolens ofte meget svage Elever at tilbringe nogen Tid under gode Forhold med frisk Luft, Strandbade og styrkende kost, ville de Pengeoffre, som bringes for at holde Landopholdet i Gang, komme igjen med gode Renter. Eleverne sættes nemlig derved i hold eller endog til ganske at forsørge sig selv og saaledes at opnaa den Lykke at leve et nyttigt Liv under hyggelig Forhold i Stedet for at blive underkastede den Lod, som ellers var de fleste besluttet, at anbringes paa en eller anden af Landets Fattiggaarde. Børnely var først og fremmest et hjem for børn, hvor de vanføre småbørn blev anbragt efter klinikbehandling. Både poliklinikken og sygeafdelingen i byen havde mulighed for at benytte børnesanatoriet på Børnely. Det var et rekreationssted egnet til børn, der havde været igennem en langvarig behandling på klinikken i byen; og opholdet om sommeren var i modsætning til de andre børnehjem i København ganske gratis. Derfor var Børnely også med til at skabe et større underskud. I 1895 fandt man trods underskud mulighed for at låne penge til at købe ejendommen, og Børnely blev et fast rekreationshjem frem til 1941. Det var en selvfølge, at behandlingen af vanføreheden måtte påbegyndes så tidligt som muligt for at nå det bedste resultat eller i hvert fald en væsentlig bedring. I børnenes tidlige år blev der derfor rettet klumpfødder og lignende, for derefter at anbringe dem på Børnely ofte i årevis, indtil børnenes helbred var forbedret. Herefter blev de sendt hjem til familien eller anbragt på klinikken i København, hvis behandlingen skulle fortsætte. Men om sommeren anbragte man også svage børn fra barneskolen. Det var fortrinsvist børn, som ikke kunne klare at blive anbragt i en normal feriekoloni eller et privathjem på grund af deres vanførhed. På Børnely var der ligeledes indlogeret både barneplejersker og læger for at tage sig af børnene. I de første år husede Børnely 20 patienter ad gangen, hvor der i 1899 var givet frit landophold til 71 vanføre i løbet af året. Børnely indrettede senere et børnesanatorium til at tage imod de vanføre børn fra byen; og ved udvidelsen i 1914 blev der lavet specifikke drengehjem, Børnely B, og pigehjem, Børnely A. 17

Udvidelsen Det nye Børnely Om det første hjem ved Mikkelborg står der skrevet i 1914 i medlemsbladet Krykken for elevforeningen Hans Knudsens Minde: Man må ikke tro ( ), at der inde i Huset var Overmål af Plads, eller at der havde været Raad til mange kostbare Møbler. Men saa forstod man at gøre sig det hyggeligt alligevel. Hvem undersøgte vel Tingene saa grundigt, at de opdagede, at Bordet i Dagligstuen var stillet sammen af to smaa, eller at det blaa Vadmelstæppe, som dækkede dem, nok ikke var ganske ens i Vævningen? Hvem tog det vel saa nøje, om det kom for dagen at Sofaen ikke havde rigtige Ben, men var stillet paa Træklodser? Hvem tænkte vel paa, at Gangen i Haven var alt for smal, naar Haven var fuld af duftende Roser og Syrener, af dryssende Guldregn og af Klematis, som voksede, saa man næsten ikke fik Hold paa dem? Jo, de handlende tænkte paa den smalle Gang; thi de maatte holde med deres Køretøjer oppe paa Vejen og bære Varerne ned til Huset. Og naar der kom Patienter, maatte de ogsaa bæres ned gennem Haven. Sommer- og rekreationshjemmene Børnely blev udvidet tre gange. Første gang i 1905, hvor Børnely B blev udvidet med tilbygninger, med større sovestuer, hvor der var plads til lange rækker af børnesenge, så der kunne være 30 børn og 10 yderligere patienter om sommeren. Dagligstuen blev bygget meget større og så kom der en ny spisestue med udskæringer på træværket, skåret af de vanføre. Køkkenet var nyt og stort, og haven voksede med en stor del frugttræer, og det hele blev betalt med penge fra Børnehjælpsdagen. I 1914 byggede man Børnely A; det vi i dag kalder Villa Kokkedal, som stod klar til brug i julen; og i 1924 rev man den ældste del af Børnely B ned for at oprette en særlig klinikafdeling med plads til 15 patienter. Børnely A blev tegnet af den anerkendte arkitekt Axel Berg og murerarbejdet blev udført at den lokale tømrermester N.R. Billedet til venstre viser pigeafdelingen set fra haven, cirka 1920. Billedet til højre viser en udskæring i træet, som også i dag giver træværket i udflytterbørnehaven Mikkelborg en særlig karakteristik. 18