Fuglene i Tofte Skov og Mose 1929-1957

Fuglene i Tofte Skov og Mose 1929-1957 Af Thorkild Lund Indledning Takket være den navnkundige amatørornitolog Karl O. Pedersens (1886-1980) omhyggelige notater, er vi i besiddelse af et ret indgående kendskab til fuglelivet i Tofte Skov og Lille Vildmose tilbage til første halvdel af forrige århundrede, et kildemateriale, der er overladt forfatteren af Karl. O. Pedersens søn, Ejnar Pedersen. En gennemgang af fuglelivet i Tofte Skov og Mose vil derfor naturligt blive en historisk gennemgang, med en beskrivelse af de ændringer, der er sket i tidens løb. Første afsnit vil være viet til en omtale af Karl O. Pedersens virksomhed med uddrag af udvalgte noter fra hans dagbøger. Hovedvægten er lagt på perioden indtil 1958, fra hvilke besøgene bliver lidt mere spredte. I 1989 begyndte Tscherning Clausen og Hans Christophersen på regelmæssige registreringer, ynglefugleoptællinger efter punktoptællingsmetoden, registrering af rovfuglereder og ugleterritorier. Fra 2004 bidrog endvidere Claus Rømer og Anton Thøger Larsen til registreringen med bl.a. fokus på de ynglefugle, der står anført i fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1. I den mellemliggende periode har især revirjæger Peter Knudsen bidraget med værdifulde iagttagelser, suppleret med enkelte optegnelser af Karl O. Pedersens søn Niels D. Pedersen. I hele perioden har der været publiceret artikler med henvisning til Tofte Skov og Mose, ofte med kildehenvisning til Karl O. Pedersen. Den endelige kommenterede artsliste medtager alt, hvad der er iagttaget i området indtil 2010. Den omfatter således også fugle, som må anses for at være definitivt forsvundet fra området. Et særligt afsnit omtaler en række udvalgte arter. Revirjæger Peter Knudsens pionerarbejde med retablering af Tofte Sø og forekomsten af fugle i søen er viet særlige afsnit. 250

Karl O. Pedersen og fuglene Karl O. Pedersen (i det følgende benævnt KOP) var gårdejer i Skelund ikke så langt fra Lille Vildmose og Tofte Skov og ejede endvidere den vestligste gård i Langerim umiddelbart syd for vildthegnet fra 1933 til 1951. KOP var af lensgreve H.C. Schimmelmann blevet tildelt det privilegium at kunne færdes frit i det hegnede område. En beskrivelse af fuglelivet frem til omkring 1960 er derfor uløseligt knyttet til KOP s person. Til en indledning vil det derfor være på sin plads at bringe hans søns, Ejnar Pedersens ord om sin far og fuglene: GÅRDEJER KARL O. PEDERSEN, SKELUND (1886-1980) af Ejnar Pedersen (sønnens mindeord efter faderens død) Karl O. Pedersen viste allerede tidligt sin interesse for fuglene ifølge eget udsagn godt understøttet af sin Fader, der fortalte Fig. 1 Karl O. Pedersen. ham om Kornværlingen, som han kaldte for Skræplærken, og om Toplærken, der sås almindeligt dengang. Og det var Faderen, der på en tur med hestevogn så langt som til toget i Hobro ved landsbyen Vive, for første gang viste ham en helt ny og spændende fugl, Husskaden. Men ellers var det småt med ornitologisk støtte i den lille landsby, Skelund, der førte en stille tilværelse mellem skove og kær i det sydøstlige Himmerland. De fleste anså det for unødigt tidsspilde at tosse rundt og se på fugle, så Karl O. Pedersen var henvist til at lære selv. Helt uden teoretisk hjælp var han dog ikke, idet han fik fat i 3. udgave af Severin Petersens bog Vore Sangfugle, der udkom i 1905. Denne lille fine bog var først og fremmest beregnet på at give Læseren et Hjælpemiddel til at skelne mellem de forskellige Fuglerøster, som der står i forordet. Dette må siges at slå til, for Karl O. Pedersen mestrede denne kunst som få, indtil hørelsen svigtede på det sidste. I Karl O. Pedersens hjem herskede vel, hvad man kan kalde et oplyst bondemiljø, hvilket giver forklaringen på, at drengen af sig selv begyndte at notere ned, hvad han så og hørte af fugle. I årenes løb er det selvsagt blevet en anselig stofmængde, der om noget er karakteriseret af sin punktlighed. Som den beskedne mand han var, underdrev han hellere end at overdrive! Som årene gik, fik Karl O. Pedersen kontakt med medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening (DOF), især cand. pharm. S. Rasmussen, Hadsund (senere apoteker i Galten og Esbjerg), cand. pharm. A. Steinbach, Randers (senere apoteker i Asnæs) og kæmner H. Ellegaard Nielsen, Hadsund. Der udviklede sig et venskab mellem disse fire måske med Karl O. Pedersen som krumtap, idet han gæstfrit åbnede sit hjem på gården Nørrevang som udgangsbase for mange ekskursioner til bl.a. Tofte Skov og Lille Vildmose. Karl O. Pedersen blev for øvrigt af lensgreve Schimmelmann, Lindenborg, vist den enestående tillid, at han fik livsvarig tilladelse til at færdes i Tofte Skov og han fik endog udleveret en nøgle, så han selv kunne lukke sig ind i reservatet. Skal man nævne en fugl, der især har optaget Karl O. Pedersen, må det nok blive Storken. Både den hvide og den sorte Stork. Han har i DOF s tidsskrift (1945) skrevet en afhandling om den hvide Stork i Veddum (en naboby til Skelund), der utvivlsomt i hans barndom dér har dannet den største koloni i landet. Og den sorte Storks saga har han fulgt på tætteste hold og beskrevet med medleven og vemod. I 1943 erhvervede Karl O. Pedersen sig en af landets fornemste fuglesamlinger fra vennen, apoteker S. Rasmussen. Samlingen befinder sig fortsat i familiens eje. Karl O. Pedersen var et eksempel på, at ornitolog og jæger godt kan forenes. Han fodrede med omhu både småfuglene og vildtet om vinteren, og han skød aldrig mere, end bestanden kunne bære. For øvrigt kaldte Karl O. Pedersen sig aldrig for ornitolog. Han kaldte sig fugleven. Og som sådan skal han huskes! Efterskrift Den flotte samling af udstoppede fugle blev senere købt af Peter Zobel, Codan, og blev efter købet placeret i det nye hus i Tofte Skov. Da Aage V. Jenses Fonde senere købte Tofte Skov og Tofte Mose indgik fuglesamlingen også i handelen og kan således fortsat ses i Tofte Bakke Huset. 251

Fig. 2 Besøg i Tofte Skov i 1944. KOP nr. to fra venstre. Dansk fugleforskning og interessen for ornitologi i det hele taget var indtil for et halvt hundrede år siden overvejende en beskæftigelse for folk bosat i Københavnsområdet, det gjaldt de få forskere tilknyttet universitetet og Zoologisk Museum, men også den lille eksklusive medlemskreds i Dansk Ornitologisk Forening. KOP blev medlem af foreningen i 1927. Det var dengang usædvanligt at finde en jysk gårdejer i dette selskab. KOP s mest aktive periode ligger fra omkring 1930 til 1958. Han førte omhyggeligt dagbog over sine iagttagelser, selvom han i en senere brevveksling beklager, at han ikke har gjort grundigere notater. Efter at være trådt ind i ornitologernes kreds (han frabad sig i øvrigt at blive benævnt som sådan), blev han hurtigt en kilde til viden om fuglelivet på sin hjemegn herunder altså også fuglelivet i Tofte Skov og Lille Vildmose. Stort set alle koryfæer inden for dansk fugleforskning har været i brevveksling med ham. Ejnar Pedersen har beredvilligt overladt os sin fars efterladte korrespondance, breve som fremover vil være at finde arkiveret i Tofte Bakke Huset i Tofte Skov. Som det ofte er tilfældet med sådanne brevvekslinger, er det de modtagne breve, der er bevaret og ikke de af KOP afsendte. Dog har han i enkelte tilfælde skrevet en kladde, så helt uden breve fra hans hånd er vi ikke. Korrespondancen 252

med relation til denne redegørelse kan opdeles i breve til vennerne, apoteker S. Rasmussen, apoteker A. Steinbach, kæmner Ellegaard Nielsen og konservator C.M. Poulsen og til de mere systematiske fugleforskere. Her må først og fremmest nævnes mag. scient. Poul Jespersen, manden bag det første egentlige faunistiske projekt herhjemme, Dansk Zootopografisk Undersøgelse vedrørende Fugle, som affødte en række artikler i DOFT, Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift. Endvidere brevvekslede KOP med personligheder som Lehn Schiøler, Thorvald Kjær, Otto Fabricius, H.M.Tamdrup, Axel Kofoed, P. Skovgaard, Vagn Holstein, Torben Donark, Ernst Torp Pedersen, Thorvald Frölich, Arne Nørrevang, Finn Salomonsen, Vittrup Jensen, som alle, der har beskæftiget sig med dansk ornitologi, ved, hvem er, men hvis meriter udelades i denne sammenhæng. Næsten rørende er et brev fra 1913 fra Herluf Vinge skrevet med en sirlig miniatureskrift, hvori Vinge griber lejligheden til at stimulere den unge Karl O. Pedersens interesse for naturen. Disse nye bekendtskaber blev anledning til mange besøg udefra, hvorunder KOP var den kyndige guide, der beredvilligt viste gæsterne omkring og blandt andet fremviste Danmarks sidste rede med Sort Stork. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at KOP s fugleinteresse også rakte uden for de nære omgivelser. bl. a. var det KOP, der sammen med S. Rasmussen kunne dokumentere Svartbagen som ny dansk ynglefugl (Rasmussen 1931). Det bør også nævnes, at han var med på en af Dansk Ornitologisk Forenings første Laplandsture. En anden kilde til indsigt i egnens fugleliv i tiden er den store fuglesamling, som KOP Fig. 3 Storspoveunge i KOP's hånd - Lille Vildmose. 23. maj 1937 (se også fig. 9 side 261). Foto H. Ellegaard. 253

erhvervede og udbyggede. Samlingen er egentlig påbegyndt af vennen S. Rasmussen, men blev i 1943 erhvervet af KOP, der efterfølgende anskaffede yderligere eksemplarer. Den særdeles velbevarede fuglesamling er i dag erhvervet af Aage V. Jensens Fonde og er udstillet i Tofte Bakke Huset sammen med et katalog med oplysninger om fuglenes oprindelse. 1951 blev det sidste år Sort Stork ynglede i Danmark efter at have haft indfødsret siden stenalderen, og det faldt i KOP s lod at følge den til dørs på artens sidste yngleplads i Tofte Skov. Adskillige forfattere har omtalt artens sidste år som dansk ynglefugl (Kjær 1943, 1946 og 1951, Rasmussen 1979, Rosendahl 1975). Lige siden sin opvækst i Skelund havde han fulgt med i storkenes liv, de sorte storke i Lounkær Skovene ved Mariager Fjord, hvor der så sent som i 20 erne ynglede to til tre par og så selvfølgelig de hvide storke. I hans drengetid var nabolandsbyen hjemsted for en storkekoloni på 70 par. Denne usædvanlige forekomst er genstand Fig. 4 S. Rasmussens og KOP's Fuglesamling i Tofte Bakke Huset. 254

Fig. 5 Ved gåsehullerne omkring 1960. for den eneste videnskabelige artikel fra KOP s hånd, nemlig Storkekolonien i Veddum i Dansk Ornitologisk Tidsskrift (Pedersen 1945). Det har sikkert også været i KOP s tanker at skrive en artikel til publicering om Sort Stork, i hvert fald fandtes der i hans efterladte papirer et fyldigt udfærdiget dokument, der kunne ligne skitsen til et manuskript, og som med en skønsom redigering af nærværende forfattere bringes i det efterfølgende. Jeg (TL) havde den glæde at besøge KOP et par gange i 70 erne, da jeg var formand for DOF Nordjylland. KOP fortalte mig da, at han ikke længere ville forny sit medlemskab til D.O.F., da hans svigtende syn gjorde det svært for ham at læse de udsendte publikationer. Efter min mening burde han have været udnævnt til æresmedlem, men sammensætningen af det daværende repræsentantskab var et udtryk for tidsånden, der var antiautoritær og præget af ungdomsoprøret, så sådan noget som æresmedlemskaber var slet ikke på tale i disse år. Da jeg nævnte problematikken for daværende hovedbestyrelsesmedlem Thorvald Frölich udbrød han: Denne gamle hædersmand fortjener i virkeligheden den største ære. Men vi kan i det mindste gøre ham kontingentfri på livstid, og så vil jeg skrive et brev til ham, som du må tage med og læse op for ham. Som sagt så gjort. Alligevel følte jeg mig lidt flov over, at vi ikke kunne strække os til mere (desværre kan vi ikke finde Frölichs brev i de efterladte papirer). 255

Karl O. Pedersens dagbogsnoter KOP noterede godt nok omhyggeligt, hvad han registrerede, men angav normalt ikke, hvor mange fugle, han iagttog af den enkelte art. Til gengæld har han beskrevet mange af de oplevelser, han har haft ude i naturen. Man kan tænke sig, at han mange gange har slået op i dagbøgerne for at genkalde sig gode minder. Tscherning Clausen havde i 1993 lejlighed til at gennemlæse dagbøgerne og noterede da alle relevante optegnelser vedrørende Tofte Skov og Mose, der således udgør en væsentlig kilde til nærværende artikel. I 1939 sammenfattede KOP en artsliste for sine iagttagelser i Tofte Skov og Mose. Den er ikke blot interessant ved de fugle den lister op, men også ved de fugle som mangler, f. eks. er et par af vore dages karakterfugle i Tofte skov, Gransanger og Misteldrossel ganske fraværende, ikke at KOP ikke kendte dem, enkelte iagttagelser andre steder fra bliver noteret og behørigt omtalt blandt vennerne. Det efterfølgende er en gennemgang af udvalgte arter på grundlag af KOP s efterladte notater, korrespondance og litteraturhenvisninger, hvor han er anført som kilden samt uddrag af hans dagbogsnotater (kursiv), men ellers indgår dagbogsoptegnelserne i den endelige artsliste side 381 i denne bog. Fig. 6 Johannes Larsens tegning af den sorte storks rede i Tofte Skov 1932. 256

Sort Stork Arten som fra 1940 havde sin eneste danske yngleplads i Tofte Skov var genstand for megen opmærksomhed blandt ornitologer i hele landet. KOP ledsagede næsten altid de besøgende til ynglepladsen. I et senere bilag, side 330, bringes en skitse til en formodentlig artikel om Sort Stork i Tofte Skov, som befandt sig i KOP s efterladte papirer. Hvepsevåge I 1940 erne noterer KOP arten hvert år i yngletiden. I 1950 finder han for første og eneste gang en rede. I betragtning af artens skjulte levevis, må man formode at den har ynglet mere eller mindre regelmæssigt i den tid KOP har færdedes i skoven. 11.06.50 Et par har anlagt Rede i en Eg, som står ved Stien, der fører over Mosen. Fløj af Reden, men kom straks tilbage og satte sig skrigende i nærheden af Reden. Der er eet Æg i Reden, som ikke er pyntet, men der er dog grønne Blade i Bunden. Hedehøg Et til to par ifølge Jespersen (1947). Arten ses mest i Gl. Enge. Dog skal man i den forbindelse være opmærksom på at KOP som før nævnt i en årrække ejede og ved en bestyrer drev en ejendom, som grænsede op til hegnet om Tofte, og at han derfor havde sin gang i nærheden. 08.07.39 Hun set flyve til og fra Gl. Enge. Fodring. Rede med tre Unger fundet. Vandrefalk Der er dokumentation for ynglevirksomhed i Tofte Skov fra 1947 til 1953 (Donark 1952), men arten har sikkert ynglet i årene forinden ifølge KOP s iagttagelser. 02.05.37 Skræmte et par Falke op fra de høje Bøge på Nordsiden af Bakken. Ynglefugle? 17.07.49 I to Timer nær Reden saas intet til de Gamle. Der er mindst een Unge i Reden Urfugl KOP s første iagttagelser af Urfuglene er så tidligt som 1911. Arten har formodentlig været almindelig i Lille Vildmose i århundreder. Den er blandt andet nævnt af forfatteren Steen Steensen Blicher i Jydske Efterretninger fra 1832. KOP beretter om skoggerpladser ved Langerim, Gl. Enge, Tofte Sø, Elleskov ved Knarmou, mosen øst for Lille Brøndum og Skallekrogen nord for Vildmosegaard. Fremhæves her skal hans smukke skildring af en morgen på skoggerpladsen ved Gl. Enge bragt i Dansk Jagttidende i 1932 (Pedersen 1932) (Artiklen er at finde i det skrift, der er fremlagt ved fuglesamlingen i Bakkehuset). 257

Fig. 7 Ung vandrefalk. Arten ynglede indtil midten af 1900-tallet i Tofte Skov. 2. november 2010. Foto Jan Skriver. Han nævner i 1937 og 1952 at arten er i aftagende. KOP s angivelser står i kontrast til hvad lensgreve H.C.Schimmelmann oplyser i sin artikel i Dansk Jagttidende i 1936 Vildmosens Vildt : Der er en ret god Bestand af Urfugle. Jeg vil anslå Antallet til 5-600 stk. Sandsynligvis ligger det en hel del over den virkelige bestand. Det harmonerer i hvert fald meget dårligt med KOP s optegnelser. Mere pålidelig er et anslået antal fra 1940 erne på 200, som angivet hos Westerskov (1942) og hos Johnsen (1967). Det skulle falde i KOP s lod at være vidne til Urfuglenes gradvise forsvinden fra Lille Vildmose. De sidste blev set af revirjæger Peter Knudsen i 1972 (pers. medd.). 19.04.42 Skovfogeden fodrede Urfuglene i Vinter. Talte en Dag 54 Fugle 04.05.52 Der ses ingen Fugle i Gl. Enge. Den er vel forladt. De skønnes i Aftagen i Omraadet 17.05.70 Saa to Urhaner ved Tofte Sø Trane Hvor stabil og hvor langt tilbage i tiden Tranen har været at træffe som ynglefugl i Lille Vildmose står hen i det uvisse. Fra 1922 foreligger der en iagttagelse af en unge og en hun fra august 258

1929, som befinder sig i Svendborg Museums samlinger formodes at være en ynglefugl (Kjær 1951). KOP har en del iagttagelser i perioden 1929 til 1946, hvoraf nogle eller måske alle er trækfugle. KOP refererer sin fætter, Jørgen Peter Pedersen, hvis ejendom grænsede op til hegnet og som ofte talte med daværende skovfoged Nielsen (virkede fra 1899 til 1924) om fugle- og dyrelivet. Nielsen skulle efter sigende aldrig have nævnt Tranen. Men fra 1950 til 1958 gør KOP mange iagttagelser af ynglevirksomhed. Ynglelokaliteterne er Gl. Enge, Gåsehullerne og i 1957 Lillesø (Bettesøen) uden for hegnet. Denne vanskeligt registrerbare fugl figurer herefter ikke længere i KOP s nu sparsomme optegnelser. 03.05.53 Er set danse og foretage Parring 24.05.53 Fandt Rede fra sidste Aar i Tagrørsbevoksningen i kanten af Mosen mod syd. Gik senere over til Vestsiden ved Aaen og fortsatte til Solbjerg Kær. Er den Tredje mon på Reden et Sted? 16.06.53 Saa to flyve fra den sydlige Del over mod Dragsgaard. Da de så os ændrede de Kursen mere nordlig og de satte sig nord for Dragsgaardstien. Vi gaar over Mosen og ser endnu to, der gaar i nærheden af de første. Der er tale om to gamle, og to yngre Fugle Fig. 8 Ung og gammel Trane i kanten af kæruld. Arten har tidligere ynglet uregelmæssigt i Lille Vildmose. 1. august 2010. Foto Jan Skriver. 259

sept. 54 Der er set tre ved Tofte Sø. Skovfogeden mener bestemt, at den ene er en Unge fra i Aar. Desuden ses der endnu to. En uges tid senere blev der set otte Traner ved Dragsgaard og sidst i September er der 11 i Tofte Sø. 24.05.55 Tilsaa Tranernes Rede ved Bettesø (Lillesø). Tranerne forlod Stedet uset. Æggene er endnu ikke udrugede. 1958 Yngler i Gaasehullerne i Tofte Mose. Desuden to Ungfugle. Stor Regnspove KOP opsummerer i et notat fra 1937 sine iagttagelser af Stor Regnspove. Arten var som relativ ny ynglefugl i Danmark genstand for megen opmærksomhed i ornitologiske kredse, og netop Lille Vildmose var en af de første kendte ynglepladser. Vi må forestille os at notatet er et udkast til den korrespondance, han havde med nogle af de videnskabeligt arbejdende ornitologer, bl. a. finder vi oplysningerne gengivet hos Tamdrup (1937) og Pedersen (1966). I notaterne omtaler KOP, at han for første gang fik anelse om ynglende Stor Regnspove i området, da hans fætter, Jørgen Peter Pedersen, der havde Langerimsgaarden, hvis jorde stødte op til vildthegnet, i 1929 jagede en stor vadefugl op fra reden under indfangningen af en løbsk kvie. Senere i 1933 erhvervede KOP Langerim og blev derved ofte opmærksom på Spoverne og deres yngleadfærd. En eftersøgning med hunden forløb uden resultat, men han bemærkede, at ynglefuglene ikke tog notits af de første trækkende spover midt i juni. De følgende år havde han bedre mulighed for at følge fuglene, og han opsummerede antallet af ynglefugle til 8 par (1939) på følgende lokaliteter: 1) Heden ved Langerim. 2) Øst for Sjældenglad. 3) Nord om Tofte Bakke. 4) Mod sydsiden af Birkesø. 5) Ved Bettesøen (Lillesø). 6) Vest om Mosefogedens Hus. 7) Vest om Bakken, syd for Dragsgaardstien. 8) Mosen ovre ved Knarmou. Tinksmed Arten har været fast ynglefugl i Tofte Mose i den periode, hvor KOP har haft sin gang i området. Lunerne, Gåsehullerne og Tofte Sø, der dengang henlå som eng, har været de sikre ynglelokaliteter. Pedersen (1959) refererer KOP ved at angive 2-3 par de sidste 25 år. 15.05.38 Hørte Triller ude i Mosen NV for Ydre Lune 22.06.47 Set med Unger i Området N for Ydre Lune 01.06.55 Tre Fugle set ved Gaasehullerne, 1-2 Par 18.05.69 Set og hørt ved Tofte Sø 260

Fig. 9 Den 16.05.37 ledsagede KOP dr. phil. H.M. Tamdrup på en tur over mosen med henblik på at finde rederne af Hjejle og Stor Regnspove. De fandt en rede med 4 stærkt rugede æg. Ugen efter besøgte KOP igen lokaliteten sammen med Ellegaard, som fotograferede en af ungerne i KOPs store arbejdsvante næve (se fig. 3, side 253). Sandterne Da Sandtern var ynglefugl på holmene i Mariager Fjord havde den et af sine fourageringsområder i Tofte Mose. Figurerer sporadisk i KOP s dagbøger, hvilke dog ikke er ensbetydende med, at den ikke har været almindelig forekommende. 03.08.47 Fouragerede over nyslaaet Eng inde ved Tofte. 10 Fugle 24.05.53 4-8 Fugle saas stadig samtidig i Luften over Mosen og Aaen i sydvestlige Del af Mosen 01.05.66 Saa mange Sandterner Natravn I betragtning af de specielle omstændigheder, der skal være til stede for at kunne registrere arten, må man formode at arten har været mere almindelig end de fåtallige observationer dokumenterer. 06.06.39 Så een på Bøgebakken 11.07.48 Som een ved Kragelundsporten 261

Fig. 10 Ravnen forekom tidligere fåtalligt. 15. oktober 2011. Foto Jan Skriver. Vendehals Arten var fast ynglefugl på flere lokaliteter i årerne 1940-1970. Faste ynglepladser var Sjældenglad, skoletomten ved Skolevej, haven ved skovfogedboligen og Bønderskoven. Der var op til 4 par i perioden. 24.06.45 Unger i Reden ved Skoletomten 10.06.46 Paa Rede i gammelt Frugttræ ved Skovfogedboligen i Tofte 25.05.52 Ved Kansleren i Bønderskov SØ var to skrigende Fugle. Fandt beboet Rede i en hul, men tynd Ellestamme. Fandt ikke den andens Rede 262

Hedelærke Hvor almindelig Hedelærken har været er svært at sige. KOP registrerer den tilsyneladende kun i begyndelsen af fyrrene. 28.05.42 Et Par ved Hesteengen ved Gl. Enge 28.06.42 Fløj syngende højt over Langsigs nordlige del 25.05.43 Hørt synge ved Lunerne 30.05.43 Hørt synge ovre ved Kragelund Ravn KOP noterer i 1939 Ynglede tidligere flere Aar paa Bakken, hvilket kun kan tolkes derhen, at Ravnen ikke længere ynglede i Tofte Skov. 01.06.31 Ravnepar. Rede i høj El ved Foden af Bakken 06.03.32 Ravnene set igen i Aar Sortstrubet Bynkefugl En sjælden forekomst, der ligesom andre i dag overvejende Vestkyst arter som Natravn og Hedelærke giver et fingerpeg om de daværende naturforhold. 15.05.38 En Han set ved Sjældenglad sammen med en formodet Hun 12.06.38 En Han set ved Sjældenglad Græshoppesanger Det var formodentlig i 1926 KOP kom i forbindelse med S. Rasmussen, Steinbach og Ellegaard Nielsen. Det lille selskab har efter alt at dømme været på en ekskursion den 13.06.26, hvor KOP har fremvist nogle af de iagttagelser, han har gjort i området. Græshoppesanger var dengang en stor sjældenhed. (Guildal 1960) 06.06.26 Een hørt ved Gl. Enge 13.06.26 Een hørt synge i Gl. Enge Høgesanger Egnen omkring Mariager Fjord var til o. 1930 et af artens sidste tilholdssteder i Jylland. Foruden Græshoppesanger kunne KOP på ekskursionen den 13.06.26 også fremvise Høgesangeren. S. Rasmussen var som så mange andre af datidens ornitologer ægsamler. KOP s lakoniske dagbogsnoter melder dog ikke noget om, at æggene er blevet indsamlet. 13.06.26 Rede fundet med stærkt rugede Æg Stor Tornskade Ynglede i 1959, refereret i Aarhus Stiftstidende den 27.07.59 på baggrund af en vandring af journalist Kaj Christiansen sammen med KOP i Tofte Skov. Forekomsten er endvidere omtalt i et ekskursionsreferat i DOFT (Bondesen 1960). 263