ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET. Vurdering af de landskabelige påvirkninger ved udbygning af det overordnede eltransmissionsnet

ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET Vurdering af de landskabelige påvirkninger ved udbygning af det overordnede eltransmissionsnet Februar 2008 A G R A F B Y P L A N L Æ G G E R E

Udarbejdet for: Energinet.dk Fjordvejen 1-11 DK-7000 Fredericia Telefon: +45 76 22 40 00 Fax: +45 76 24 51 80 www.energinet.dk af: Agraf Byplanlæggere Vestergade 48H, 2 8000 Århus C Tlf. 86 93 25 93 www.agraf-byplan.dk og BIRK NIELSEN Landskabsarkitekter planlæggere m.a.a. Søndergade 1B, 3. tv 8000 Århus C Tlf. 86 20 21 10 www.birknielsen.dk Fotos & Illustrationer: Birk Nielsen: Forside, side 8-17, 21-38, 40, 43, 44 øverst, 45-49, 53-57, 59 (nr. 3), 60 nederst, 61 nederst, 62 øverst, bagsiden. Agraf: Side 42, 61 øverst, 64-65. Energinet.dk: Side 7, 41, 50, 58, 59 (nr. 1), 60 (nr. 1, 61 (nr. 2), 62 nederst. Møller & Grønborg: Side 7, 18-19, 39, 44, nederst 51. COWI: Side 41, 60 (nr. 2) og 63. Bystrup Arkitekter: Side 59 (nr. 2+4) ISBN 978-87-90707-60-6 Kort Copyright Kort- & Matrikelstyrelsen 2 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

Eltransmissionsanlæg i landskabet Vurdering af de landskabelige påvirkninger ved udbygning af det overordnede eltransmissionsnet Februar 2008 A G R A F B Y P L A N L Æ G G E R E ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 3

INDHOLD INDLEDNING... 5 1. SAMMENFATNING... 6 2. SYNLIGHED OG KONSEKVENSZONER... 8 3. LANDSKABSTYPER OG SÅRBARHED... 13 3.2 Kystlandskaber... 14 3.3 Slettelandskaber... 20 3.4 Bakkede morænelandskaber... 26 3.5 Overgangslandskaber...32 3.5 Tekniske landskaber...36 4. AFVÆRGEFORANSTALTNINGER... 41 4.1 Planlægning... 41 4.2 Beplantning... 43 4.3 Design... 46 4.4 Linieføring... 52 4.5 Kabellægning... 56 5. TEKNISKE FORUDSÆTNINGER... 58 5.1 Højspændingsmaster... 58 5.2 Ledningsanlæg... 60 5.3 Stationer... 61 6. PLANLÆGNINGSFORUDSÆTNINGER... 63 LITTERATUR... 66 4 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

INDLEDNING I vort lille og ret intensivt udnyttede land kan det være svært i lige høj grad at tilgodese alle natur- og landskabelige hensyn ved placering af infrastrukturanlæg som veje, jernbaner og eltransmissionsanlæg, som tillige ønskes placeret med lang afstand til byer, boliger, rekreative interesser m.v. Ofte må alle hensyn afvejes og prioriteres i forhold til anlæggenes påvirkningsgrad, funktionalitet, behov og økonomi. I nærværende rapport vurderes eltransmissionsanlæg i forhold til deres påvirkning af landskabet. Rapporten indgår som en del af et samlet projekt, der beskriver og kvantificerer det samlede udbygningsbehov af elinfrastrukturen. Transport- og Energiministeren har i 2007 nedsat et udvalg, der har til opgave at forestå projektet. I 1995 udgav Miljø- og Energiministeriet en redegørelse for valget mellem luftledninger og jordkabler: Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg også kendt som Den Blå Rapport. Rapporten belyser de tekniske præmisser og de mere overordnede landskabelige påvirkninger og principper for lokalisering af ledningsanlæg. Redegørelsen omtaler dog kun få egentlige æstetiske principper for udformning og indpasning af ledningsanlæg i landskabet. Andre æstetiske vurderinger er blandt andet foretaget i forbindelse med VVM-redegørelser for konkrete anlægsprojekter, men der er ikke tidligere udarbejdet en samlet beskrivelse af den landskabelige påvirkning af eltransmissionsanlæg. Denne rapport indeholder en beskrivelse af: de forskellige ledningsanlægs fysiske og visuelle fremtoning - herunder en række anlægstekniske krav til placeringen; den overordnede visuelle påvirkning af landskabet og landskabselementer i forhold til de enkelte typer ledningsanlæg; principper for linjeføringen i forhold til en række generelle landskabelige situationer; den landskabelige påvirkning i forhold til en række repræsentative landskabstyper samt en vurdering af disse landskabers sårbarhed. Rapporten redegør desuden for, hvordan de landskabelige påvirkninger kan afværges eller mindskes gennem afværgeforanstaltninger, og hvilke værktøjer planlægningen og lovgivning giver, for at sikre sådanne tiltag. Endvidere beskriver rapporten, hvilke landskabshensyn, som varetages af planlægningen og lovgivningen, og som dermed giver rammerne for anlæg af nye eltransmissionsanlæg. Det er ikke muligt at give en regulær facitliste for, hvor og hvordan eltransmissionsanlæggene kan placeres og udformes. Her må alle forhold, som påvirkes i et konkret projekt afvejes i forhold til hinanden. Denne vurdering sker i forbindelse med planlægningen af anlægget og de lovpligtige miljøvurderinger efter planlovens bestemmelser om VVM-redegørelse og/eller miljøvurdering efter Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer. Rapporten skal medvirke til at kvalificere de beslutninger, der skal tages ved at undersøge, beskrive og vurdere højspændingsanlæggenes påvirkning af udvalgte, gængse, danske landskabstyper. Det danske landskab er meget varieret. For at sikre et overskueligt og brugbart resultat, er der i rapporten valgt en detaljeringsgrad, som omfatter de fleste landskabelige situationer i landet. Rapportens vurderinger skal kunne anvendes som værktøjer i arbejdet med konkrete projekter sammenholdt med den aktuelle landskabelige situation. ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 5

1. SAMMENFATNING Synlighed og konsekvenszoner Højspændingsanlægs påvirkning kan ikke alene vurderes ud fra anlæggenes synlighed. Til vurdering af den visuelle påvirkning af landskabet kan det være en fordel at operere med følgende konsekvenszoner: nærzonen hvor anlægget dominerer og påvirkningen er størst; mellemzonen hvor anlægget opfattes i samspil med andre elementer i landskabet og påvirker oplevelsen samt fjernzonen, hvor anlægget stadig er synligt, men underordnet i landskabsbilledet, og påvirkningen er uvæsentlig. Påvirkning af landskabstyper Placering af eltransmissionsanlæg i kystlandskaber vil kun i sjældne tilfælde blive overvejet, men sker dog blandt andet ved indføring af søkabler og ved krydsning af smalle farvande. Kystlandskaber vurderes overordnet som værende meget sårbare overfor placering af luftledningsanlæg, dog i mindre grad ved flade kyster end ved høje skræntkyster. Slettelandskaber er ved deres karakter og store skala vurderet som robuste overfor luftledningsanlæg, selvom disse ofte vil være synlige over større afstande. Anlæggets karakter og skala virker i god balance med landskabets overordnede karakter og skala i slettelandskaber. Bakkede morænelandskaber kan groft opdeles i henholdsvis småbakkede og storbakkede morænelandskaber. De småbakkede morænelandskaber vurderes overordnet som sårbare overfor placering af luftledningsanlæg, mens storbakkede vurderes som værende forholdsvis mere robuste. I overgangslandskaber med et skift fra sårbart til robust landskab strækker landskabets sårbarhed fra det sårbare landskab og et stykke ind i det mere robuste landskab svarende til minimum nærzonegrænsen. I tekniske landskaber forøger luftledningsanlæg det tekniske præg væsentligt, og der bør gøres særlige overvejelser om de enkelte anlægs indbyrdes samspil og æstetik. Ved større industrianlæg øger luftledningsanlæg udstrækningen af det teknisk prægede landskab. Langs motorveje opleves luftledningsanlæggenes lige strækninger i direkte og uheldig kontrast til motorvejenes bløde kurveforløb. Samspillet med vindmøller er mindst problematisk, hvis der opleves et tydeligt hierarki mellem de to typer anlæg. Afværgeforanstaltninger Ved at planlægge tracéet i samspil med landskabets bevægelser og med størst mulige hensyn til de landskabelige værdier opnås den mindst mulige påvirkning. Planloven og beslægtet lovgivning giver visse redskaber, som kan sikre disse formål i kommuneplaner, VVM-tilladelser, lokalplaner, landzoneadministration samt ved administration af tilladelser og dispensationer. Med beplantning kan stationsanlæg til dels skjules og dels indarbejdes i en sammenhæng med det omgivende landskab, så påvirkningen afdæmpes. Luftledningsanlæggene har et omfang, som ikke kan skjules med beplantning. Ved strategiske, udvalgte steder, hvor synligheden af de tekniske anlæg vil forstyrre oplevelsen, kan beplantning tæt på beskueren skjule udsynet til anlægget. Det kan for eksempel tages i anvendelse ved forhistoriske minder, naturparker og lignende eller ved særligt belastede udsyn fra veje, stier og jernbaner. Stationsanlæg kan indpasses i landskabet ved at sammentænke placering, udformning og omgivende beplantning, så landskabspåvirkningen begrænses. Ved at udforme anlæggene, så de i sig selv fremtræder harmoniske og velformede, vil de fremtræde mindre anmassende end, hvis anlæggene ser rodede og tilfældige ud. Store og meget synlige anlæg som for eksempel Avedøreværket, Storebæltsbroen og de nyere vindmølletyper er så godt de- 6 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

1. Sammenfatning signede, at de - selvom de påvirker landskabet monumentalt - fremtræder smukt. Linjeføringen kan tilpasses landskabet, så linjerne i landskabets elementer følges eller konflikter med andre landskabselementer undgås. I respekt for de tekniske implikationer kan kurvede forløb overvejes for at underordne de tekniske anlæg i de dominerende liner i de berørte landskaber. Ved kabellægning i jorden er de landskabelige påvirkninger minimale. De begrænser sig til de nødvendige kabelstationer samt eventuelt en lavere beplantning i deklarationsarealet. Hvor berøring af særligt værdifulde landskaber ikke kan undgås, vil en fremføring med jordkabel - eventuelt som en styret underboring, begrænse landskabspåvirkningen til et minimum. Forudsætninger Rapporten indeholder en beskrivelse af de tekniske forudsætninger for vurderingerne. Heri beskrives de vurderede mastetyper, ledningsanlæg og stationsanlæg. Der redegøres i rapporten for, hvordan planlægning og lovgivning fastlægger en række mål, hensigter, retningslinier og bestemmelser, som skal beskytte de landskabelige værdier, og som dermed fastlægger nogle overordnede rammer for etablering af eltransmissionsanlæg i landskabet. ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 7

2. SYNLIGHED OG KONSEKVENSZONER Et luftledningsanlæg samspil med omgivelserne opleves forskelligt afhængigt af afstanden til anlægget og landskabets karakter 400 kv luftledningsanlæg er markante tekniske konstruktioner, som i kraft af deres størrelse og udstrækning over mange kilometer påvirker landskabet betydeligt. Den primære påvirkning af landskabet sker i anlæggets umiddelbare nærhed, hvor master og ledninger ses i fuld størrelse og i direkte samspil med omgivelserne, og hvor de fysiske indgreb i landskabet er tydelige. Et kabellagt ledningsanlæg er omvendt en løsning, som kun ved få og begrænsede spor i landskabet kan opfattes. Anlægget er kun synligt omkring stationsanlæggene eller ved gennemskæring af skove eller plantager. Den visuelle påvirkning af landskabet er derfor også meget begrænset, og det er derfor ikke relevant at anvende konsekvenszonebegrebet i forhold til kabellagte ledningstracéer. En synlighedsanalyse af et 400 kv luftledningsanlæg viser, at anlægget teoretisk er synligt på en afstand af mere end 30 kilometer, hvorefter anlægget forsvinder pga. jordens krumning under horisonten. Anlæggets synlighed indenfor denne afstand afhænger primært af landskabets åbenhed. I et åbent landskab, hvor synligheden er størst, er risikoen for et uheldigt samspil mellem anlægget og visuelt sårbare landskaber eller landskabselementer såsom landsbykirker tilsvarende øget. I områder med mange hegn og større skov- eller plantageområder vil luftledningsanlægget oftere være helt eller delvist skjult. Terrænet kan medvirke til at forstærke eller formindske denne effekt afhængigt af, om anlægget er placeret i et fladt eller kuperet landskab, og om tracéet er placeret lavt mellem bakkerne eller højt henover disse. På større afstand vil anlægget desuden oftere være helt eller delvist skjult af andre landskabselementer. Den visuelle påvirkning bør dog ikke vurderes udfra anlæggets synlighed, men udfra samspillet med og det størrelsesmæssige forhold til de øvrige landskabselementer indenfor synsfeltet. Fra stor afstand opleves anlægget som så småt, at de kun vanskeligt kan ses, og det er således ikke ligegyldigt om luftledningsanlægget opleves tæt på eller langt fra. Anlæggets visuelle påvirkning aftager derfor hurtigere end dets synlighed. Spørgsmålet er, fra hvilken afstand anlægget ikke længere påvirker landskabsoplevelsen, uanset om det stadig er helt eller delvist synligt. For at kunne vurdere om der er risiko for et landskabeligt uheldigt samspil, er det nødvendigt at kende udstrækningen af anlæggets visuelle påvirkning. Er det potentielt problematisk at placere anlægget på tre kilometers afstand fra en landsbykirke, eller vil en afstand på over to kilometer normalt være uproblematisk? Ved vurderingen af et forslag til et ledningstracé er det derfor relevant at operere med konsekvenszoner, som med fordel kan opdeles i nær-, mellem- og fjernzone: I nærzonen er anlægget dominerende og påvirkningen størst, i mellemzonen opfattes anlægget ikke længere som dominerende, men påvirker fortsat landskabet visuelt, og i fjernzonen er anlæggets visuelle påvirkning af landskabet reduceret til ikke at have væsentlig betydning for landskabsoplevelsen. Udstrækningen af konsekvenszonerne er den samme uanset mastetypen, idet de indbyrdes forskelle i højden ikke er afgørende for oplevelsen af den visuelle påvirkning. Hvis et sårbart landskabselement ligger indenfor nærzonegrænsen til ledningstracéet, kan der være et potentielt uheldigt landskabeligt samspil. 8 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

2. Synlighed og konsekvenszoner Konsekvenszoner kan med fordel anvendes i både den forberedende planlægning af et ledningstracé, og i den efterfølgende miljøvurdering af konkrete placeringsforslag. Udstrækningen af et luftledningsanlægs visuelle påvirkning på grund af dets højde vil typisk være større end udstrækningen af et landskabselements visuelle sårbarhed. Ved den indledende lokaliseringsanalyse for et nyt ledningstracé kan konsekvenszoneafstanden derfor bruges som sikkerhedsafstand til sårbare kulturhistoriske landskabselementer. Bruger man derfor anlæggets konsekvenszone som sikkerhedsafstand vil man i reglen kunne forebygge uheldige landskabelige samspil med anlægget. Omvendt kan konsekvenszonerne anvendes til at afgrænse det område, hvor den landskabelige påvirkning af anlægget bør undersøges i forbindelse med en miljøvurdering. Områder, hvor eltracéet er synligt Teoretisk synlighed af et 400 kv højspændingsanlæg Eltracé Eltracé Områder, hvor eltracéet har en visuel påvirkning Udstrækningen af den visuelle påvirkning er væsentlig mindre end den teoretiske synlighed ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 9

2. SYNLIGHED OG KONSEKVENSZONER Nærzone: I nærzonen ses de enkelte master og luftledningerne tydeligt, og anlægget virker dominerende i forhold til andre ikke-tekniske landskabselementer. Et større antal master i ledningstracéet kan kun opfattes i synsvinkler på langs af ledningstracéet. Indenfor nærzonen kan den enkelte mast placeres uheldigt i forhold til bygninger, dalstrøg, bakker, fortidsminder eller andre elementer i landskabet. Udstrækningen af nærzonen for et 400 kv luftledningsanlæg er ca. 0-1 km. A - 0,75 km 10 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

2. Synlighed og konsekvenszoner Mellemzone: I mellemzonen er masterne stadig fremtrædende elementer i landskabet, men der er en skalamæssig balance med de øvrige landskabselementer, fordi masterne syner mindre. Ledningerne mellem masterne er sværere at opfatte, med mindre de opleves i tydelig kontrast mod baggrunden, og masterne optræder i højere grad som enkeltelementer. En større udstrækning af ledningstracéet kan opfattes i synsvinkler på tværs af ledningstracéet. I mellemzonen udgør anlægget en visuel støj, eller barrierevirkning i forhold til udsigter mod landskabselementer eller fikspunkter i landskabet, ligesom større skår i skov- og plantageplantninger vil kunne ses. Udstrækningen af mellemzonen for et 400 kv luftledningsanlæg er ca. 1-2,5 km. A - 1,5 km ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 11

2. SYNLIGHED OG KONSEKVENSZONER Fjernzone: I fjernzonen kan masterne fortsat ses, men syner små og påvirker ikke længere det samlede landskabsbillede væsentligt. Ledningerne mellem masterne kan ikke opfattes, og tracéet får således i højere grad karakter af enkeltelementer frem for et samlet liniært forløb. Rørmaster ses dog tydeligere end gittermaster. Det vil yderst sjældent være nødvendigt at vurdere den landskabelige påvirkning i fjernzonen. Fjernzonen for et 400 kv luftledningsanlæg ligger på afstande udover 2,5 km. A - 2,5 km 12 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. LANDSKABSTYPER OG SÅRBARHED Landskabstyperne i Danmark påvirkes forskelligt af højspændingsanlæg. Hvorvidt et landskab er sårbart eller robust overfor placeringen af luftledningsanlæg afhænger af den terrænmæssige placering og landskabets karakter samt de enkelte landskabselementer i samspil med anlægget. Den visuelle påvirkning af luftledningsanlæg i det danske landskab vil som udgangspunkt altid være problematisk, idet mastehøjden oftest vil overskride højdeforskellene i landskabet. Masterne danner silhuet, der rager op over landskabets silhuet, hvorfor luftledningsanlægget altid vil dominere landskabet indenfor nærzonen. Stationsanlæg, især de typer hvor de tekniske installationer er fritstående, er uanset landskabstypen altid problematiske og er derfor ikke yderligere omtalt her, men behandles særskilt i afsnit 4.3 under afværgeforanstaltninger. Landskabets sårbarhed overfor placering af luftledningsanlæg afhænger dog ikke primært af anlæggets størrelse og umiddelbare synlighed. Anlægget kan ikke underordnes landskabet, men visse landskaber er på grund af deres karakter og skala mere robuste overfor placering af luftledningsanlæg end andre. Luftledningsanlæg forstyrrer landskabet mest, hvor landskabet har en småskalakarakter, og anlægget derfor kommer til at virke desto mere dominerende. På lidt større afstand vil synligheden af anlægget i et sådant landskab være mere begrænset, men det er primært sårbarheden af landskabet i anlæggets nærzone, der i det følgende vurderes på. De landskabelige påvirkninger ved kabellægning i forhold til luftledningsanlæg er meget begrænsede, og afhænger ikke af landskabstypen. De landskabelige spor efter kabellægningen vil kun kunne ses på ganske nært hold, undtagen i de få situationer, hvor der er sket en rydning gennem en skov eller plantage. Oftest vil den overordnede landskabsoplevelse svare til det oprindelige landskabsbillede fra før kabellægningen. Den landskabelige påvirkning ved kabellægning er beskrevet mere udførligt i afsnit 4.6 under afværgeforanstaltninger. Den i det følgende overordnede landskabsinddeling kan ikke tage højde for alle de landskabelige situationer og i særdeleshed værdifulde og sårbare landskaber, der findes, og som der i udgangspunktet altid først og fremmest bør tages hensyn til. De mest værdifulde og sårbare landskaber forudsættes derfor løbende registreret og udpeget i kommuneplaner. Udpegningskriterierne vil med tiden blive mere sammenlignelige, i takt med at de nye retningslinjer i landskabskaraktermetoden bliver anvendt. De her beskrevne landskabstyper omfatter de mest typiske overordnede landskabskaraktertræk. Vurderingen af disses sårbarhed eller robusthed bør betragtes som underordnet de øvrige beskyttelsesinteresser for landskabet. De overordnede landskabstyper omfatter kystlandskaber, slettelandskaber, bakkede morænelandskaber, overgangslandskaber og tekniske landskaber. De første tre landskabstyper er karakteriseret geologisk og morfologisk ved deres dannelsesprocesser og terrænprofil. Der er i beskrivelserne fortrinsvist lagt vægt på tilpasningen af luftledningsanlæg i forhold til de terrænmæssige variationer i hver enkelt landskabstype. De sidste to landskabstyper beskriver i højere grad nogle landskabelige situationer. I overgangslandskaber beskrives anlæggets placering og indpasning ved skift fra en landskabstype til en anden, og i tekniske landskaber beskrives luftledningsanlægs samspil med forskellige andre tekniske landskabselementer og den samlede påvirkning af landskabet. ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 13

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER 3.1 KYSTLANDSKABER Ved kysterne ses luftledningstracéer kun sjældent. De findes primært på steder, hvor det er nødvendigt at krydse et smalt farvand som for eksempel bælt-, sund- eller fjordstrækninger. Passagen er kun mulig med luftledninger, hvor dette ikke udgør en hindring for søfarten, ellers vil forbindelsen blive kabellagt, og den landskabelige konsekvens vil i så fald begrænse sig til en kabelstation på hver side af farvandet og luftledninger frem til disse. De typisk berørte kystlandskaber består således karakteristisk af to modstående kyster adskilt af et smalt farvand. Kystens overgang til baglandet kan enten være flad eller stejl. Det afhænger dels af den landskabstype, kysten består af, samt den erosion eller materialeophobning som kystdannelsen er sket ved. Den primære landskabelige oplevelse knytter sig dog overordnet til kontrasten mellem vand og land. Landskabets sårbarhed knytter sig derfor til alle typer anlæg, som forstyrrer denne veldefinerede grænse. Stejle, modstående kyster kendes især fra de østjyske fjorde, der typisk er opstået i is-erosionsdale eller smeltevandsdale. Deciderede skræntprofiler er dog yderst sjældne, idet den moderate vindstyrke og vandstand i disse farvande ikke giver havbrændingen tilstrækkelig styrke til at kunne løsne materiale og derved danne skrænter langs kysten. Flade, bredere kyststrækninger kendes især fra landhævede områder som for eksempel i Limfjorden, hvor kysten mellem de oprindelige moræneformationer og havet består af hævet havbund, det såkaldte marine forland. Hvor udsigten indrammes af stejle kyster, opleves farvandet som et velafgrænset landskabsrum, som skærer sig gennem de tilstødende moræneområder. Her vil luftledninger opleves som et markant fremmedelement, som forstyrrer oplevelsen af landskabsrummet og den ellers veldefinerede grænse mellem vand og land. Langs de flade, bredere kyststrækninger ligger udsigten derimod åben, og overgangen til det omgivende landskab opleves som mere glidende. Her vil luftledninger i mindre grad virke forstyrrende, idet de i højere grad harmonerer med landskabets skala, om end de stadig vil opleves som et fremmedelement. 14 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Kystlandskab - sund med søkabelforbindelse Kystlandskab - sund med eksisterende jævnstrømsmaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 15

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Kystlandskab - sund med søkabelforbindelse Kystlandskab - sund med eksisterende jævnstrømsmaster 16 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Kystlandskab - sund med søkabelforbindelse Kystlandskab - sund med eksisterende jævnstrømsmaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 17

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Kystlandskab - Fjordstrækning med søkabelforbindelse Kystlandskab - Fjordstrækning med 400 kv luftledning på 90 meter høje master 18 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 19

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER 3.2 SLETTELANDSKABER Slettelandskabet er karakteriseret ved et udstrakt og fladt til jævnt faldende terræn, samt en ofte meget ensartet struktur. I en snæver definition omfatter landskabstypen primært de vestjyske smeltevandssletter, de såkaldte hedesletter, samt morænesletterne. I kystområderne har dele af både det marine forland og marsken desuden nogle af slettelandskabets karakteristika. De vestjyske smeltevandssletter er opstået i de oprindeligt isfri områder udenfor isranden, hvor smeltevandet har aflejret og sorteret det udskyllede materiale i et vifteformet, jævnt og svagt faldende terræn mod havet, fra det punkt hvor vandet forlod gletcherranden. Mindre smeltevandssletter kendes også fra andre dele af landet. I det øvrige vestjyske landskab har erosions- og aflejringsprocesserne ved istidens afslutning udjævnet terrænets profil i en grad, at landskabet mange steder har fået slettekarakter. Et andet karakteristisk slettelandskab er morænesletterne. Isen har bevæget sig henover landskaber der i forvejen har haft slettekarakter, og hvor den har kunnet smelte bort ret hurtigt uden at efterlade sig væsentlige spor. Morænesletterne kendes især fra Lolland, Stevns, Københavns vestegn og nordvest for Fredericia. Overordnet er slettelandskabets flade karakter meget robust overfor placeringen af luftledningstracéer gennem landskabet. I de flade landskaber er højspændingstracéer ofte mere synlige end i andre typer landskaber - selv i områder med mange tætliggende hegn - men samtidig understreger og harmonerer luftledningsanlæggenes langstrakte, liniere forløb godt med det flade landskab. 20 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Slettelandskab - vestjysk bakkeø-landskab med slettekarakter - jordlagte kabler Slettelandskab - vestjysk bakkeø-landskab med slettekarakter - med Eaglemaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 21

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Slettelandskab - vestjysk smeltevandsslette med jordlagte kabler Slettelandskab - vestjysk smeltevandsslette med Eaglemaster 22 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Slettelandskab - vestjysk smeltevandsslette med jordlagte kabler Slettelandskab - vestjysk smeltevandsslette med Eaglemaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 23

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Slettelandskab - sjællandsk smeltevandsslette med jordlagte kabler Slettelandskab - sjællandsk smeltevandsslette med Eaglemaster 24 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Slettelandskab - bundmoræne med slettekarakter, jordlagte kabler Slettelandskab - bundmoræne med slettekarakter, Eaglemaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 25

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER 3.3 BAKKEDE MORÆNELANDSKABER Bakkede morænelandskaber anvendes i denne sammenhæng som en samlebetegnelse for en række landskabssituationer med forskellig karakter og baggrund: De udstrakte og udjævnede morænelandskaber fra den forrige istid, Saale-istiden, og bundmorænens bølgede morænelandskab og morænebakkelandet, som er en af de mest udbredte landskabsformer i Østjylland og på øerne, hvor de dækker store sammenhængende områder. Fælles for de bakkede morænelandskaber er deres større eller mindre grad af kuperet terræn, som overordnet kan opdeles i to landskabstyper: De storbakkede og de småbakkede morænelandskaber. Disse kan yderligere have en jævn og udstrakt topografi, eller en urolig og afbrudt topografi. Det kan være svært at sætte en tydelig grænse mellem bundmorænens forskellige landskabsformer, idet de ofte grænser op til hinanden med en jævn og gradvis overgang. Det skyldes at bundmorænelandskaberne blot er en udjævning og ikke en omformning af det oprindelige landskabsrelief. Landskaberne omfatter således både storbakkede og småbakkede landskaber, foruden de ovenfor nævnte morænesletter. Storbakkede morænelandskaber De storbakkede bundmorænelandskaber kendes fra det meste af Østjylland og i de sjællandske bakkeområder ved Skjoldenæsholm mellem Roskilde og Ringsted, samt Kobanke syd for Haslev, eller i Ålborgområdet, hvor isen er skredet henover de store kridtkupler. Når det kan fremtræde som storbakkede områder, skyldes det, at det underlag isen har gledet henover, i forvejen var kraftigere kuperet. Udstrakte og mere udjævnede, storbakkede morænelandskaber kendes desuden blandt andet fra resterne af det ældre morænelandskab fra den forrige istid, Saale-istiden, hvor smeltevandet og det subarktiske klima i de isfri områder udenfor isranden har udjævnet terrænets profil. Landskabstypen omfatter store områder i Vestjylland syd for Holstebro, hvor de ældre moræneområder ligger som øer i det flade, omgivende smeltevandslandskab, heraf betegnelsen bakkeøer. Overgangen mellem bakkeøernes udviskede profil og de omgivende smeltevandssletter og dale er glidende og vanskelig at opfatte, og det er kun i dele af områderne, at landskabet fremtræder storbakket. Overordnet er de udstrakte og jævnt storbakkede morænelandskaber forholdsvis robuste overfor placeringen af luftledningstracéer gennem landskabet. Her kan luftledningernes tracéer følge terrænbevægelsen jævnt, uden at luftledningerne kommer til at overlejre en større terrænmæssig variation mellem de enkelte master, og luftledningernes langstrakte, liniere forløb harmonerer derfor godt med og understreger landskabet. Selvom et større antal master i tracéet ofte er mere synlige, opleves masterne dog overordnet i god balance med landskabets skala. Landskabet er mest sårbart hvor det gennemskæres af mindre smeltevandsdale og kløfter med mere bratte terrænspring, som et ledningstracé ofte vil komme til at overlejre og forstyrre. Småbakkede morænelandskaber De småbakkede morænelandskaber er ligeledes en typisk og meget udbredt landskabsform. Det omfatter to principielt forskellige typer: Det jævnt kuperede bundmorænelandskab med bløde og afrundede former som udgør et sammenhængende og udstrakt landskab og det mere reliefrige dødislandskab med dets mange og varierede landskabselementer såsom åse, kamebakker, dødishuller og issøplateauer. Det kan mange steder være vanskeligt at skelne mellem de to landskabstyper, især hvor dødislandskabets elementer ligger tæt. Andre steder ligger dødisbakkerne mere isoleret i tydelig kontrast til det omgivende, fladere landskab. De småbakkede morænelandskaber er ofte mere sårbare, idet luftledningstracéet ikke kan følge landskabets relief, hvorved tracéet kommer til at overlejre en terrænmæssig variation mellem de enkelte master og derfor opleves i kontrast til landskabets former. Denne kontrast forstærkes i dødislandskabets mere urolige relief, især hvor dødisbakkerne ligger enkeltvis i det omgivende flade landskab. Det småbakkede landskab opleves ofte også som mere lukket og afgrænset, hvorfor de store master kommer til at virke desto mere dominerende. 26 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Bakket morænelandskab, småbakket dødislandskab med jordlagte kabler Bakket morænelandskab, småbakket dødislandskab med Eaglemaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 27

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Bakket morænelandskab, småbakket bundmorænelandskab med jordlagte kabler Bakket morænelandskab, småbakket bundmorænelandskab med Eaglemaster 28 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Bakket morænelandskab med hatbakker, jordlagte kabler Bakket morænelandskab med hatbakker, med Eaglemaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 29

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Storbakket morænelandskab, jordlagte kabler Storbakket morænelandskab, med Eaglemaster 30 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Bakket morænelandskab - vestjysk bakkeø-landskab med jordlagte kabler Bakket morænelandskab - vestjysk bakkeø-landskab med Eaglemast ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 31

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER 3.4 OVERGANGSLANDSKABER Grænsen mellem to landskabstyper kan være enten skarp og veldefineret eller flydende og svær at opfatte. I sidstnævnte situation er landskabets karakter således en blanding af flere forskellige landskabstyper et overgangslandskab. Ændringer i terrænets profil er ofte den væsentligste forskel mellem to landskabstyper, men der kan også være tale om ændringer i landskabets struktur, som for eksempel mellem herregårdslandskaber og stjerneudskiftede agerbygder. Eksempler på egentlige overgangslandskaber, hvor terrænets profil er udjævnet og overgangen er glidende, omfatter grænsen mellem smeltevandssletter eller ådale og de såkaldte bakkeøer eller grænsen mellem et småbakket bundmorænelandskab og en moræneslette. Overgangssituationer med skarpe grænser omfatter for eksempel dalstrøg med stejle sider som danner et veldefineret landskabsrum, kyststrækninger eller grænsen mellem et randmorænestrøg og den foranliggende smeltevandsslette. Ved placering af luftledningstracéer i forhold til overgangslandskaber kan der desuden være tale om to principielt forskellige strategier: På tværs af eller langs grænsen mellem de to landskabstyper. Placering af ledningstracéer i overgangslandskaber eller -situationer er primært problematisk, hvis et af landskaberne er vurderet som sårbart. Hvis ledningstracéet skal krydse grænsen, kan man som afværgeforanstaltning vælge at kabellægge tracéet og i givet fald placere kabelovergangsstationen i det mindst sårbare af de to landskaber. Skal ledningstracéet derimod følge grænsen mellem to landskabstyper, hvoraf den ene er sårbar, bør man placere ledningstracéet med tilstrækkelig afstand til det mest sårbare af landskaberne, så den visuelle påvirkning mindskes. 32 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Overgangslandskab - smeltevandsslette med dødisbakker i baggrunden, jordlagte kabler Overgangslandskab - smeltevandsslette med dødisbakker i baggrunden, Eaglemaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 33

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Overgangslandskab - dødisbakker med smeltevandsslette i baggrunden, jordlagte kabler Overgangslandskab - dødisbakker med smeltevandsslette i baggrunden, med Eaglemast 34 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Overgangslandskab - bundmoræne med dødisbakker i baggrunden, jordlagte kabler Overgangslandskab - bundmoræne med dødisbakker i baggrunden, Eaglemaster ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 35

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER 3.5 TEKNISKE LANDSKABER Når et landskab domineres af tekniske anlæg, nedtones landskabets oprindelige karakter, og i stedet vil karakteren af de tekniske anlæg præge landskabsoplevelsen. Det sker især i områder, hvor flere tekniske anlæg opleves i samspil. På større afstande opfattes tekniske anlæg oftest som isolerede landskabselementer, mens de set på tæt afstand kommer til at dominere den samlede landskabsoplevelse. Det tekniske landskab er dog ikke et område, hvor almindelige æstetiske regler er sat ud af spil, men derimod områder med en særlig arkitektonisk udfordring. Samspillet mellem de forskellige tekniske anlæg kan således opleves harmonisk eller som problematisk. Luftledningsanlæg ses oftest i samspil med større kraftværker og industrianlæg, på langs eller på tværs af trafikårer (motorveje) samt i relation til mere isolerede anlæg (særligt vindmøller i det åbne land). I samspil med kraftværker og større industrianlæg er luftledningsanlæg i høj grad med til at øge det tekniske landskabspræg og dets udstrækning i området væsentligt, især hvor flere luftledningstracéer udgår fra det samme kraftværk. Langs motorveje opleves luftledningsanlæg ofte som uheldige, fordi vejens og ledningsanlæggets overordnede tracéer er anlagt efter modsatrettede principper. Motorvejen er udført som en sammenstykning af vertikale og horisontale kurvestrækninger, og glider nærmest gennem landskabet, mens luftledninger er udført som lange, lige stræk afbrudt af markante knæk. Luftledninger bør derfor enten føres i selvstændige tracéer, der vil opleves som adskilte i forhold til vejforløbet, og krydse hinanden så vinkelret som muligt, når det er nødvendigt, eller ledningsmasterne bør placeres efter de samme principper om sammensatte kurvestykker parallelt med motorvejen. En særlig problematik er samspillet mellem luftledninger og vindmøller, hvor vindmøllens vinger roterer umiddelbart bag ledningerne. For at undgå dette skal de to typer anlæg placeres med en afstand, så vindmøllerne enten opleves som betydeligt større eller mindre end ledningsanlægget, og der derved opleves et klart hierarki mellem de anlægstyper. Afstanden afhænger af vindmøllernes størrelse i forhold til ledningsanlæggets størrelse. Ved indpasning af ledningstracéer med nye vindmølleområder bør de derfor kunne samtænkes indenfor relativt kort afstand, idet nye vindmøller vil være væsentligt større end højspændingsmasterne, og derfor med større fordel vil kunne placeres tæt på i et indbyrdes tydeligt hierarki. Vindmøllernes rotor er fri af de tværgående ledninger, og møllerne opleves som klart dominerende Vindmøllernes rotor befinder sig i samme højde som ledningerne, og det skaber et uheldigt visuelt samspil uden hieraki. Vindmøllerne er så små, at de stort set befinder sig under ledningerne, og elmasterne opleves som klart dominerende 36 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Teknisk landskab - Kraftværk og raffinaderi med jordlagte kabler Teknisk landskab - Kraftværk og raffinaderi med eksisterende luftledningsanlæg ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 37

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Teknisk landskab -Kraftvarmeværk med eksisterende vindmøller og 150 kv ledninger 38 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

3. Påvirkning af landskabstyper Teknisk landskab - Motervejsstrækning med 400 kv luftledningsanlæg ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 39

3. PÅVIRKNING AF LANDSKABSTYPER Teknisk landskab - 150 kv luftledninger med vindmøller - ingen hierarki mellem møller og luftledningsanlæg Teknisk landskab - 150 kv luftledninger med vindmøller - luftledninger dominerer 40 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

4 AFVÆRGEFORANSTALTNINGER Når eltransmissionsforbindelser skal etableres, kan forskellige tiltag afværge eller mindske påvirkningen af landskabet. 4.1 PLANLÆGNING Størst effekt på landskabet har det, når tracéer er lagt på en måde, så sårbare landskaber kan friholdes, og når linjeføringen føjer sig ind i et samspil med landskabets bevægelser. Herudover skal der med afvejning af funktionalitet og økonomi vælges den tekniske løsning, som tilgodeser landskabet bedst muligt. Når der er gennemført en planlægning for nye højspændingsanlæg, er såvel bygherrer, myndigheder og borgere fokuseret på at få sikret, at de hensyn til landskabet, som processen har afdækket faktisk gennemføres. Planlægningen og lovgivningen giver visse værktøjer, som kan sikre disse hensyn faktisk bliver gennemført, men planloven har også begrænsninger for, hvad man kan sikre etableret. I det følgende er der beskrevet, hvilke værktøjer planloven og anden beslægtet lovgivning stiller til rådighed. Kommuneplaner Efter amternes nedlæggelse skal udlæg af tracéer for eltransmission samt stationsanlæg nu fastlægges i kommuneplanen. Kommuneplanen skal yderligere varetage den overordnede beskyttelse af landskabsmæssige, naturmæssige og kulturhistoriske hensyn, som hidtil er sket i regionplanerne. I kommuneplanen kan landskabshensynene ved højspændingsanlæg først og fremmest varetages ved at udlægge transmissionstracéerne, så landskabshensynene i størst muligt omfang tilgodeses. Ved at udpege områder som særligt værdifulde eller sårbare landskaber, kan byrådet kræve, at der her skal tages særlige beskyttelseshensyn ved etablering af anlæg. Hensynet til almenvældets interesser kan blandt andet for de store infrastrukturanlæg få staten til at afveje interesserne i planlægningen for at sikre udbygningen. Kommuneplanen er ikke direkte bindende overfor borgere og virksomheder, men kommunalbestyrelsen er forpligtet til at arbejde for realisering af kommuneplanen - herunder at gennemføre lokalplanlægning og administrere tilladelser og dispensationer efter kommuneplanen. VVM-tilladelse I forbindelse med anlæg, som er omfattet af planlovens bestemmelser om udarbejdelse af VVM-redegørelse, kan der i en VVM-tilladelse fastsættes vilkår for projektet. Herunder kan det sikres, at de hensyn og afværgeforanstaltninger, som beskrives i VVM-redegørelsen bliver gennemført. For luftledninger over 2 km til spændinger over 100 kv skal der udarbejdes VVM-redegørelse. Der skal normalt ikke gennemføres VVM-redegørelse for jordkabler og stationsanlæg, hvis ikke helt særlige miljøforhold nødvendiggør det. Lokalplanlægning Der er pligt til at udarbejde lokalplaner for byggeri og anlæg, der fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø. Vurderingen af, om der skal udarbejdes lokalplan for ledningsanlæg i det åbne land, beror dels på omfanget af anlægget og dels på sårbarheden for det landskab, der berøres. Kommunalbestyrelsen har pligt til at udarbejde lokalplaner, som sikrer kommuneplanens virkeliggørelse. I lokalplaner kan landskabshensynene varetages ved at stille krav til anlæggets udformning og placering. Herunder kan der fastlægges bestemmelser for udformning og farver på bygninger, master, belægninger m.v. samt størrelse og placering af bebyggelse og anlæg. Der kan i lokalplaner desuden stilles krav om udformning og placering af beplantning, De berørte parter høres i planprocessen ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 41

4. Afværgeforanstaltninger som kan afskærme tekniske anlæg i forhold til omgivelserne. Etablering af beplantningen kan endvidere stilles som krav for ibrugtagning af bebyggelse og anlæg, således at det sikres, at beplantningen faktisk etableres sammen med anlægget. Lokalplaner kan derimod ikke bestemme, hvordan anlæg skal udføres, eller hvordan de skal konstrueres. Lokalplaner kan heller ikke regulere miljøforhold som for eksempel fastsætte grænser for støj og emissioner fra anlæg eller forbyde anvendelse af sprøjtemidler eller andre kemikalier. Sådanne forhold reguleres til dels af anden lovgivning som blandt andet byggelov, miljølov og arbejdsmiljølov. Lokalplaner kan endvidere ikke regulere ejer eller brugerforhold. Der er normalt ikke pligt til etablering af anlæg, som er beskrevet i en lokalplan. Lokalplaner kan derfor ikke altid sikre, at de afværgeforanstaltninger, som er beskrevet i en miljøvurdering faktisk etableres bortset fra den før nævnte beplantning. I planlovens 15 stk. 2 er det fastlagt, hvad en lokalplan kan optage bestemmelser om. Lokalplaner er direkte bindende for borgere og virksomheder, og nyt byggeri og anlæg skal udføres i overensstemmelse med lokalplanen. Landzonetilladelse Nyt byggeri og anlæg i landzone kræver normalt tilladelse efter planlovens 35 landzonetilladelse. For projekter, som kræver landzonetilladelse, kan der stilles vilkår for tilladelsen jf. planlovens 55 herunder for forhold, som skal sikre anlæggets indpasning i landskabet. Vilkårene skal være begrundet i de hensyn, som planloven varetager. Hvis der er udarbejdet miljøvurderinger - og for visse projekter VVM-redegørelser, er der heri ofte angivet en række afværgeforanstaltninger, der skal forhindre eller minimere anlæggets påvirkning af landskabet. Sådanne afværgeforanstaltninger vil ofte kunne stilles som vilkår for en landzonetilladelse. I de tilfælde, hvor lokalplaner udformes, så de tillige udgør en lovpligtig landzonetilladelser for de anlæg, som lokalplanen beskriver den såkaldte bonusvirkning kan der i lokalplanen fastlægges samme vilkår for bonusvirkningen som for en landzonetilladelse. Dispensationer Samme vilkår som for landzonetilladelser kan stilles som betingelse for tilladelser og dispensationer, der gives efter planloven. Tilsvarende er der mulighed for at knytte betingelser til dispensationer fra naturbeskyttelsesloven og skovloven. Kommunalbestyrelsens pligt til at fremme realiseringen af kommuneplanens varetagelse af landskabsinteresserne gælder også ved kommunens administration af tilladelser og dispensationer. I planlægningen afvejes interesserne 42 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

4. Afværgeforanstaltninger 4.2 BEPLANTNING Beplantninger, foretaget efter anlæggelse af tracéet, kan placeres på strategisk udvalgte steder for at mindske den visuelle påvirkning fra udsatte steder og vinkler, herunder fortidsminder, fredede oplevelseslandskaber, eller fra væsentlige standpunkter såsom større færdselsårer og kirker. Den samlede forstyrrende effekt vil ikke kunne afværges for et samlet ledningstracé, men kan dog i nogen grad bruges til at skærme for eksempel et stationsanlæg. Ved etablering af beplantning som afværgeforanstaltning for elledningsanlæg og stationer, bør det aktuelle landskabs karakter, struktur og topografi analyseres for at opnå den bedste landskabsarkitektoniske løsning. Desuden bør plantevalget kunne indgå naturligt med den eksisterende beplantning på stedet. Der kan ikke opstilles standardløsninger, men i stedet angives nogle generelle overvejelser om, hvilke typer beplantningselementer og strategier, der er bedst egnet det pågældende sted. Synligheden af et elledningsanlæg vil afhænge af landskabstypen. I et småt kuperet morænelandskab vil udsynet til et anlæg oftest være begrænset, da bakkeformationerne kan dække for en del af anlægget. I dette tilfælde vil det være muligt fra udvalgte standpunkter at etablere beplantning som slør for anlæggets synlige strækninger. I et storbakket morænelandskab kan der foretages sløring ved særlige standpunkter og strækninger. I et åbent og Beplantning placeret tæt på anlæg - anlægget er kun delvist skjult Beplantning placeret i større afstand til anlæg - kontakt til landskabet er delvist bevaret Beplantning placeret tæt på betragter - kontakt til landskabet er afskåret ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 43

4. Afværgeforanstaltninger Eksisterende forhold og visualisering. Ved fjernelse af beplantning, opstår en bedre balance mellem elledninger og øvrige landskabselementer oversigtligt landskab vil det meste af anlægget være synligt og derfor umuligt at sløre blot med hegns- og allébeplantning. Her kunne etableres mindre skovområder i bag- eller forgrunden, for at aflede betragterens opmærksomhed. I det vestjyske slettelandskab, vil elledningsanlæg kunne ses tydeligt i landskabet og enten forsvinde i det uendelige eller skjules bag de karakteristiske hegnsbeplantninger. Afværgeforanstaltninger med beplantning vurderes ikke her at være relevant. Der kan anvendes tre typer beplantningselementer som afskærmning; Allétræer, hegnsbeplantning og rejsning af skovområder. For beplantning gælder, at der vil gå en rum tid inden den fulde effekt af afskærmningen opnås. Særligt for skovrejsning vil det tage adskillige år, inden en afskærmningseffekt kan opnås. I situationer hvor et rydningsbælte langs et ledningstracé har skåret sig ind gennem et skov- eller plantageområde, så der efterlades en mindre isoleret skovlomme, bør det overvejes at fjerne den isolerede restbeplantning helt. Herved fremtræder rydningsbæltet ikke længere som et sår gennem beplantningen, og der kan retableres et nyt skovbryn langs kanten af tracéet. Eksisterende forhold og visualisering. Beplantning omkring stationer hjælper kun til en begrænset forbedret landskabelig situation. 44 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET

4. Afværgeforanstaltninger Beplantning kan etableres med stor eller lille effekt. Den største effekt opnås ved placering tæt på betragteren som for eksempel ved en hegnsplantning langs en vejstrækning. Herved afskæres man dog samtidig fra den visuelle kontakt med resten af landskabet. Ved en placering for tæt på anlægget bliver den slørende effekt begrænset, idet anlægget fortsat vil kunne ses henover beplantningen. Jordvolde og beplantning omkring stationsanlæg kan endvidere kun delvist skærme indsynet, idet der er højdebegrænsninger der, hvor luftledninger føres ind i stationen. Den bedste løsning synes derfor at være en placering af beplantning i tilstrækkelig afstand fra både standpunkt og anlæg i samspil med de eksisterende hegns- og landskabsstrukturer, så den slørende effekt opnås uden at miste den visuelle kontakt til landskabet. Der vil normalt ikke være hjemmel i for eksempel en lokalplan til at kræve etablering af beplantning uden for deklarationsbæltet for et ledningstracé, og etablering af beplantning vil derfor oftest skulle ske ved frivillige aftaler. Eksisterende forhold og visualisering. Ved beplantning af skovbælte skjules elledninger delvist, og opmærksomheden rettes på skovbæltet frem for ledningsanlægget Eksisterende forhold og visualisering. Ved beplantning af allétræer sløres indsyn til elledningsnettet ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET 45

4. Afværgeforanstaltninger 4.3 DESIGN Ved en omhyggelig udformning og placering af anlæggene kan oplevelsen af dem ændres meget. Selvom det nyt anlæg i et velkendt landskab altid vil forekomme påtrængende, vil et flot udformet anlæg på sigt forekomme mindre anmassende end et uskønt, rodet og usammenhængende anlæg. Som eksempel kan nævnes, at store og meget synlige anlæg som Avedøreværket, Storebæltsbroen og de nyere vindmølletyper, der er så godt designede, at de - selvom de påvirker landskabet monumentalt - fremtræder smukt. Mastedesign Rørmaster har et mere enkelt og elegant design, der dog har den ulempe, at konstruktionen er noget kraftigere end gittermasten så den tydeligere ses i landskabet. Særligt i mellem- og fjernzonen vil rørmasten være mere synlig end gittermasten. Dens synlighed kan dog mindskes ved at give masterne en lysegrå overflade. Den lysegrå overflade kendes blandt andet fra de nyere vindmøller, der opstilles i dag. Udover Designmasten og Eaglemasten arbejdes der også med en rørmastetype af kunstfiber, som vil være en yderligere forenkling af Eaglemastedesignet. Overordnet virker en rørmastekonstruktion mere enkel og mindre teknisk i sin udformning end en gittermastkonstruktion, hvilket medfører, at luftledningsanlægget kommer til at fremstå mindre tungt i landskabet. Stationsanlæg Af de forskellige typer stationsanlæg er kabel- og kabelovergangsstationerne forholdsvis uproblematiske at integrere i landskabet, da de primært består af bygninger og i mindre grad af fritstående, tekniske installationer. Transformerstationer og omformerstationer består derimod ikke blot primært af fritstående tekniske installationer, men er desuden ofte samlingspunkt for to eller flere luftledningstracéer, hvorved præget af teknisk landskab omkring disse stationsanlæg bliver kraftigt forøget. For at mindske den landskabelige og visuelle påvirkning kan de enkelte stationer forenkles ved at reducere omfanget og udformningen af anlægget. Ved at reducere koblingsanlæg i højde og antal, samt at forstærke galgesæt og derved reducere dem i antal, har man kunnet mindske anlæggets størrelse. Det kan desuden bestemmes, at komplekset ikke må placeres over en be- stemt kote i landskabet for derved at sikre, at anlægget ligger lavt i forhold til det omgivende terræn. Der kan gøres overvejelser om, at udforme bygninger med flade tage samt at samle bygningerne således, at anlægget fremstår som et sammenhængende billede i landskabet. Ved at sammentænke placering, udformning og beplantning, kan man indpasse stationsanlæg i landskabet og mindske den landskabelige påvirkning. Antallet af ledningstracéer fra det enkelte stationsanlæg bør reduceres enten ved kombination af 150 kv og 400 kv ledninger på kombimaster eller ved kabellægning. 46 ELTRANSMISSIONSANLÆG I LANDSKABET