Fortælleaften 2013. Grethe Trane

Fortælleaften 2013 Grethe Trane Godaften. Ja gamle kolleger kan jeg se, nogle elever også og det piner mig jo lidt. Nå men jeg skal jo til det, som jeg sagde til Mette, jeg havde fortrudt det allerede dagen efter. Men det har nu været helt spændende alligevel at gå i gang med, for man kommer jo. 9. april var Åge lige inde på. Det husker jeg naturligvis intet om, jeg er født i 39 og sidst i januar 1940 da forlader min far og mor og jeg Grindsted og flytter til Vedbæk, hvor min far og mor har fået job, min mor som kammerjomfru, der var nu ikke så meget jomfru ved hende, hun havde jo mig med. Min far er blevet privatchauffør og hjælper i haven og når det øvrige personale var borte, så var han også tjener når der var middagsgæster. Jeg husker ikke noget fra den tid. Det er noget jeg har læst mig til men min mor skrev søndagsbreve hjem til sine forældre her i Grindsted. Jeg ved ikke om I ved hvad søndagsbreve er, det er nok muligt at nogen gør. Der blev sat et kryds henover kuverten og man skrev nede i hjørnet søndagsbrev. Jeg har nogle af kuverterne liggende endnu, det kostede den formidable sum af 25 øre i 1940 og så blev brevet bragt til døren. Der var service på det danske postvæsen. Vi bliver i Vedbæk til 1942 og der flytter vi så til Amager. Kastrupkrogen 34 1. sal, får vi en lejlighed. Der har min far og mor ikke arbejde, men det får de så, min far bliver lagerforvalter på en sækkefabrik og min mor kommer på glasværk og jeg kommer i børnehave. Det husker jeg svagt. Der bor vi så til 46. Oplever selvfølgelig også krigen der. Og der er nogle ting jeg husker. Det er ikke noget jeg har fået fortalt, det er virkelig noget jeg husker. Jeg husker luftalarmen over København og vi skulle jo i kælderen. Jeg bliver klædt på og sidder ude på den grønne kommode ude i gangen, det var sådan noget, ja jeg ved ikke, kaninpels eller sådan noget jeg havde på og en kyse. Min mor er også klædt på og så skråt ind i soveværelset, der ligger min far og så siger han, jamen gå I bare i kælderen, det gider jeg altså ikke. Hvorpå jeg blev klædt af igen og puttet i seng. Vi kom aldrig i beskyttelsesrum. Der skete jo så heller ikke noget, men det ville min far altså ikke. Så har vi en meget stor generalstrejke i København 44, sidst i juli, der strejkes over en uge. Det er drønvarmt og der lukkes jo for gas, lys og vand og hvad der ellers var. Der husker jeg, henne på legepladsen, henne for enden af boligblokken, der blev der tændt bål og så blev der lavet mad. Så der fik vi bålmad. Så der klarede man sig altså på den måde. Jeg husker 5. maj, der var frihedskæmperne jo ude og hente stikkerne. Der var så et par i opgangen ved siden af hvor vi boede. Det var hvad jeg så sidenhen fik fortalt, lidt tæt på. De bliver hentet, et ægtepar, de bliver ikke kørt væk med armene oppe ligesom Skjold-Hansen i Matador. Men der løber børn ved siden af og det er det der gør indtryk på mig. De råber til de her forældre, giv mig nøglen, giv mig nøglen. Så det vil sige at forældrene har taget nøglen med til lejligheden og der er så børnene tilbage. Det er sådan mit indtryk derfra. Ellers husker jeg ikke så meget fra krigen, jeg har sidenhen fået fortalt, det er derfor jeg sagde før at det var lidt tæt på, at min far var med til at gemme våben på fabrikken, hvor han arbejdede. Ind i mellem havde vi også en til at overnatte på divanen inde i stuen en nat, og så var de væk igen. Min mor fik aldrig at vide hvad de hed. I tilfælde af at hun skulle blive taget. Men det er så noget der kommer mig til gode sidenhen, hvis man kan sige det sådan, da jeg søger ind på 4. maj kollegiet i Esbjerg. Det vender jeg tilbage til. Min far var uddannet militærflyver, men de fløj jo ikke under krigen. De mødtes i foreningen inde i København, jeg har billeder af, hvor der sidder, så vidt jeg kan se, ene mænd. Men de mødtes jo så og så skulle de være hjemme inden spærretid. Der er en af min fars flyverkammerater, der spørger ham om han

vil flyve for ham når de får brændstof igen. Det siger han ja til. I 46 kommer der et postkort, så flyver vi Ras, står der. Det gør de så. Der flytter vi så til Ålborg. Der starter min far i det firma, der. Flyver i begyndelsen for Geodætisk institut og fotograferer Danmark, min far har en fotograf med. De fotograferer rundt omkring hvor vi er stationeret. Vi havde vinterbase i Ålborg og sommerbase det havde vi her nede omkring. Jeg har boet i Randbøldal, jeg har boet på Randbølgård ude ved siden af Randbøl Kirke og jeg har boet i et lille gult hus langs med startbanen ude på Vandel flyveplads. Jeg har gået i Vandel skole, to dage om ugen kun. Det var tider dengang. Det var den vestjyske skoleordning så vidt jeg ved. Men det var kun i sommerhalvåret, om vinteren var vi i Ålborg. Bl.a. fløj min far i vinteren 47 nødforsyninger til Samsø, han landede ude på vandet, ikke inde på Samsø. Det er altså noget jeg har fået fortalt, selvfølgelig. I Ålborg, der kommer jeg i Kellerupgade skole, der er jo gymnastik og skolebadning osv. Så en dag kommer jeg hjem fra skole, vi bor jo i sådan en etageejendom og min mor er på altanen. Så da jeg spotter min mor, så hiver jeg min seddel op fra tasken og så skriger jeg, mor mor jeg har fået luseseddel. Min mor sagde efterfølgende, det var vel nok ærgerligt at der ikke var et hul i altanen, så de andre ikke kunne se hvis barn det nu var. Jeg vil læse højt hvad der står på sådan en seddel man fik hjem, sikke en skrivelse: Da det ved den i forbindelse med skolebadning foranstaltede undersøgelse har vist sig at deres barn, Grethe Rasmussen, har utøj (æg) skal man i henhold til skolelovens bestemmelser anmode Dem om at sørge for at barnet omgående bliver renset. Man skal henlede Deres opmærksomhed på et godt middel. Håret gennemfugtes med Ivoran, der gnides ind i hovedbunden. Man kan herefter straks kæmme håret, men det er ikke absolut nødvendigt. Håret tørrer hurtigt pga. præparatets spritindhold, men må ikke vaskes de første 10 dage. Man skal oplyse at første behandling er foretaget på skolen. Så er der stempel på fra Kellerupgades skole, den 1. marts 1947. Underskrevet af Hartvig Christensen, skoleinspektør. Der var orden i sagerne. Min mor blev fuldstændig hysterisk, sådan noget stads i huset. Min fars hår var til at overse, så det kunne hun klare. Så gik hun hen til frisøren, så sagde hun hvis du kommer efter lukketid, så vil jeg tage dig. De andre kunder, det kunne jo ikke nytte noget, de også opdagede der var lus. Så min mor blev altså også klippet. Der bliver vi så til 48. Der flytter vi til Hillerød. Den flyverkammerat, min far havde, han hed S Jensen, der er måske nogen der kender navnet. Han startede så med luftfoto af jeg tror samtlige danmarks bøndergårde. Hver landmand med respekt for sig selv, han havde et billede af gården hængende. Min mor får lært at kolorere, så det kunne hun sidde hjemme med, i Hillerød. Det var så sådan at når de her repræsentanter de kom ud, så havde de jo prøvefoto med og det kunne jo godt være vasketøjet lige var lagt ud på tørre-engen, den dag hvor flyveren kom forbi. Det kan man altså ikke have på et billede. Så det lærte min mor at retouchere væk. Hvis ikke der var blomster i haven, det klarede vi også lige. Så det blev ret pænt, I kan gå hjem, hvis I kender nogen. Så kan I gå hjem og kigge på hvor meget der i grunden er puttet på bagefter. Det var ikke småting der kom på, skulle jeg hilse og sige. Jeg går i skole i Hillerød i et par år. Så finder chefen ud af at der skal være luftcirkus. Der styrtede min far ned og blev slået ihjel. Vi har ikke været så længe i Hillerød, så min mor vælger at pakke sammen og flytte tilbage til Grindsted. Der havde hun alt sin familie. Så der vender jeg tilbage til Grindsted, i 1950. Jeg starter i skole på Nordre skole, i april hvor vi kommer hertil. Tager optagelsesprøve, hed det vist, til realskolen. Starter så deromme til august. Jeg kan huske der var brosten i Borgergade i 1950, så blev de fjernet, så blev der asfalteret. Nu har de lagt dem ned igen. Det giver jo arbejde. Der går jeg så i fem år. Jeg skal lige sige også at jeg blev spejder i Hillerød, og det spejderliv fortsatte jeg med, også i det meste af min seminarietid. Det vender jeg tilbage til. Så tager vi præliminæreksamen i 1955. Vi var faktisk i en lille by, ret mange dimittender, over 50 var vi, og vi skulle alle sammen ud og have arbejde. Jeg fik tilbudt en læreplads ved Damgård Jensens boghandel og det sagde jeg ja tak til. Jeg syntes jeg havde vundet i

lotteriet og jeg havde altid været glad for at læse, så det var fint nok. Jeg kommer så i lære i august 1955 og det er et godt sted at være, jeg er glad for at være der. Men der var alligevel et eller andet, det blev ved med at arbejde. Det var vist ikke det her, jeg skulle blive ved med at være. Så jeg snakkede med min mor om det og penge havde vi jo ingen af, så vi skulle ud og låne penge i banken. Der var ikke noget det hed SU og sådan noget. Så det var da også en overvejelse. Så snakkede vi med chefen og han går med til at lade mig løses fra min kontrakt efter 2½ år. Fordi jeg skulle blive julen over, en elev, der havde været elev i to år. Der var arbejde i hende til jul. Så der skulle jeg blive, og det var også i orden, jeg syntes det var fine vilkår. Første januar 1958 startede jeg på seminariet i Esbjerg, kører med bussen frem og tilbage. Søger så optagelse på 4. maj kollegiet og så vender jeg tilbage, fordi det er sådan, sådan var det i hvert fald dengang. At når man søger ind på 4. maj kollegiet, så skal man have, jeg vil ikke sige man skal have ren straffeattest, det er jo ikke det, det kommer an på, men man skulle komme med et bevis på at ens forældre ikke havde arbejdet for tyskerne. Det var trods alt ret knap efter krigen og der havde jeg jo så min fars flyverkammerater, den ene af dem var blevet leder på Esbjerg Lufthavn, så han sagde god for at min far ikke havde gjort noget der var forkert dengang. Så jeg kom ind på 4. maj kollegiet. Det var jo super. Vi var unge mennesker, alle mulige arbejdsgrupper, der var smedelærlinge, der var kontorelever, der var seminarieelever, alt muligt imellem hinanden, vi var godt og vel 50. Jeg boede på sådan en læsegang og det kostede i 1958, der kostede det 57 kroner om måneden. Alt inklusive, mad skulle vi selvfølgelig selv sørge for. Det var billigt, vi havde ikke mange penge, men det var billigt. Så søgte jeg nogle legater ind i mellem og så fik man halv pris på værelset. Så der var jeg så i de fire år, og så på et tidspunkt - der var noget der hed praktik, man kom ud i tre omgange, det var almindeligt. Men på det tidspunkt er der lærermangel, i yderdistrikterne. Så vi fik bevilget 5 måneder på fuld løn. Det var guf. Der var penge i kassen. Jeg kommer til Rosendal Skole, hvis I ved hvor det er henne. Herude ved Åjum som vi siger, Ådum, der er antikvitetsbutik i dag, aldrig i mit liv har jeg været så langt ude på landet. Det må jeg sige, jeg kunne høre kanonerne ovre ved Borris, når de øvede sig derovre om natten. Men det var også de lyde, der var. Der var mørkt, da det blev vinter. Hold op, hvor var der mørkt. Jeg boede i den der lille lejlighed, der var over gymnastiksalen. Ovre i hovedhuset, der boede førstelæreren og hans New Zeelandske kone og hun kunne ikke et ord dansk. Hun var i hvert fald også kommet på landet. Det var jo også sådan at når man var på landet, så blev vi inviteret ud til eftergilder, hed det vistnok. Og så kunne jeg godt se på hende at hun syntes det ville være smart hvis vi sad ved siden af hinanden. Engelsk var mit hovedfag, skal lige siges. Mændene sad i den ene stue og snakkede om landbrug, kartofler og sådan noget. Kvinderne sad i den anden og det var husholdning, syltetøj og den slags man snakkede om, og der sad hun og kunne ikke forstå noget som helst. Der lærte jeg at tolke. Det gik. Men jeg var glad for at være derude. Jeg kommer tilbage til seminariet i februar og så skulle vi jo høre hvor alle de andre havde været. De havde godt nok også have nogle sjove oplevelser rundt omkring, men det var i yderdistrikterne. Så vi fik prøvet lidt af hvert der. Så blev jeg dimitteret der i 1962. I mellemtiden havde jeg søgt om at komme til Grindsted og også få job. Men så bliver jeg spurgt om jeg vil tage et barselsvikariat for Hanne Jespersen, i maj måned. Jeg manglede et fag på seminariet, så det kunne godt passe ind sammen med. Så sagde jeg ja til det. Det var så de sidste 4 uger før sommerferien. Og så kommer slagteridirektøren ind igen. For han var skolekommisionsformand og jeg vil vove at påstå at han styrede skolevæsenet som han styrede slagteriet. Fuldstændig. Der var ikke noget at rafle om, når Hjort havde sagt noget, så blev det som Hjort sagde. Hjort sagde, har jeg ladet mig fortælle, for han sagde det jo ikke til mig. Jeg har ladet mig fortælle at han havde sagt. Ja, når hun vil hjælpe os her hvor det kniber, så skal hun også have løn i ferien. Så jeg blev ansat per første juni 1962, mine kolleger fra seminariet de kom jo først til august. Men det var Hjorts fortjeneste. Så jeg fik løn i feriemånederne der. Det har jeg jo lukreret på hele vejen igennem. Så det var fint nok.

Ja, så kommer jeg på Søndre skole, jeg startede jeg var ansat på Søndre skole, men de manglede så på det tidspunkt en engelsklærer i nogle enkelte klasser oppe på Nordre, så jeg cyklede frem og tilbage over engen det første år. Og så blev jeg på Søndre. Jamen, det har så været 43 år, og det har været en fantastisk arbejdsplads. Hele vejen igennem har det været en god arbejdsplads. Både kollegialt og med elever osv. Jeg vil fortælle sådan et par jeg blev jo klasselærer. Klasselærer det fulgte normalt med dansk, det var jo engelsk der var mit hovedfag. Men jeg blev jo klasselærer i nogle små klasser. Sidenhen blev jeg så klasselærer i overbygningen. Klasselærerens job var bl.a. at føre protokol, og der skulle man jo sørge for hver dag at tjekke om eleverne havde været der, og så skulle man jo skrive om det var lovlig forsømmelse eller ulovlig forsømmelse eller hvad det nu var. Jeg vil bare nævne to eksempler. Jeg havde en elev. Han kom ikke den første oktober. Jeg sagde til ham, jeg skal have en seddel. Det kunne jeg ikke få. Jamen det skal jeg have, jeg skal skrive det i protokollen. Det kan du ikke få. Men hvad lavede du. Jeg var på jagt. Så sagde jeg, jamen, og jeg kan godt sige dig at jeg kommer heller ikke næste år den første oktober. Så jeg spurgte ham heller ikke næste år, for jeg kunne alligevel godt huske det. Den første oktober holder jeg mig fra. Jeg har så mange mange år senere spurgt hans mor, eller fortalt hende episoden. Så sagde hun, ved du hvad, i mange år sendte vi en seddel med ham i skole og bad ham fri, for han har gået på jagt med sin far siden han var tre år. Vi fik nej hver gang. Så, på et eller andet tidspunkt, så sagde faderen, nu tager vi fri, og det gjorde de så. Og det var så ved mig. Så havde jeg to elever, de mødte klokken ni en morgen, og det er jo direktørtid. Dem måtte jeg jo også have fat i og sige at det er altså klokken otte, vi andre har mødt. Jeg skal have en seddel. Det kan du ikke få. Jamen hvad har I lavet. Vi har altså stået i kø ned ved Sportsmaster siden klokken seks, der er udsalg i dag. Hvad skal man sige til det. Men der var da mange andre sjove episoder. Det var ikke altid de kunne stå inde for hvorfor de ikke var der, men det var ikke noget, der var ret meget. Med at forsømme, det synes jeg ikke, der var. I to år var jeg gårdvagt sammen med Peter Nørgaard, og vi gik ude i gården. Bogstaveligt talt, i al slags vejr. Eller også sad vi på de bænke, der var under halvtaget derovre. Vi var derude, og børnene vidste at vi var der, så det var fint nok, men det var i al slags vejr, vi var derude. Og så har jeg, nåh ja Jeg er kommet for sent på arbejde, to gange i 43 år. Den ene gang husker jeg som var det i går. Jeg var sådan set vågen, så faldt jeg i søvn igen og så vågner man med at brag. Ud af sengen, i tøjet, cykle over til skolen. Det var sådan ovre på Søndre skole på det tidspunkt, det var jo før vi byggede ud med de store fløje nede bagved. Der var sådan nogle glasbure vindfang, ud i gården, og der stod børnene opmarcheret udenfor, og fra kontoret kunne man se når børnene blev hentet ind, eller ikke blev hentet ind til tiden. Så det var bare om at komme derover. Klokken var jo mindst ringet da jeg kommer og så går jeg ned ad gangen, styrter jeg ned ad gangen, og så mødte jeg pedellen, det var Jacobsen, og lige idet vi passerer hinanden, så siger han sådan ud af mundvigen, jeg har lukket dem ind. Så gik han videre. Så Jacobsen reddede mig på stregen, der. Men ikke fordi, jeg tror da ikke inspektøren sad og kiggede, men det kunne lade sig gøre i hvert fald, at sidde der og kigge, om vi nu var der. Ja vi havde også morgensang dengang. Det har man jo heller ikke mere. Det foregik ovre i det store klasseværelse ovre ved, der hvor der sidenhen blev jeg tror det blev håndarbejde til sidst. Og med fadervor og - det blev så afskaffet, de sidste år havde vi så morgensang ude i aulaen, og på det tidspunkt var jeg så blevet skolebibliotekar og jeg fik bevilget på et tidspunkt, tre måneders bibliotekskursus, jeg havde jo arbejdet på biblioteket i flere år, men jeg fik bevilget et tre måneders bibliotekskursus i Vejle. Fik så den uddannelse. Da så Keld Olsen holdt, så fik jeg tilbudt jobbet som leder af skolebiblioteket. Så der havde jeg ikke så meget undervisning der, men der kom jo så skolebiblioteket. Der vil jeg selv have lov at sige, at jeg synes vi havde en god standard. Vi havde et stort serviceorgan der. Der blev også i årenes løb tillagt os mange ting. Det havde jo været sådan i mange mange år, at det med at sørge for bøger, det var viceskoleinspektørens arbejde. Men det blev også lagt over på biblioteket. Så når vi fik årstallene, eller elevtallene for det næste år, så var det bare med at få regnet ud, hvad mangler vi og hvad skal vi have skrevet hjem. Vi skulle jo også have søgt hjem fra eleverne, for det var jo ikke altid de havde afleveret det de skulle aflevere. Så vi ringede jo også rundt for at få materialer hjem, så der var stort arbejde, der omkring sommertid, for at få det til at passe. Men det lykkedes.

Og så har jeg slet ikke sagt noget om hvem der var ledere på skolen, det har jeg så bestemt mig til, det gør jeg så lige i en rækkefølge, kan man sige. Jeg startede med Max Nielsen, jeg tror faktisk kun han var der et halvt år, så blev han sygemeldt og så bliver Rahbæk Pedersen skoleinspektør i en lang årrække, og så kommer Enggaard der flyttede på Vestre og blev skoledirektør sidenhen og så kommer Fredensborg. Og det var samtidig med at jeg slutter af også. Der er nu Dorte Møller, så jeg har arbejdet under fire inspektører i de år. Lige da Vestre skole flytter ud, jeg tror det er i 69, jeg kan altså ikke helt huske årstallet og jeg kan ikke finde det. Men der laver man en aftale. De har ikke rigtig bygget nogle traditioner op. Man plejer at have lejrskole på Bornholm, i 8. årgang. Man bliver enige om at vi følges ad til Bornholm. 120-125 elever og 9-10 lærere, det var et mareridt. Det kan jeg lige så godt sige, fordi de skulle jo beskæftiges og de skulle helst køres sådan at de var trætte om aftenen. Det gjorde vi så efter bedste evne og det var hårdt det vil jeg sige. Da vi står den sidste dag og skal hjem. Jeg kan huske at Susan og jeg, vi står ude i badeværelset og er lige ved at være klar. Vi skal ned til båden og alt det her. Der står en elev imellem os. Lige pludselig er eleven væk. Så står vi og snakker med hinanden Susan og jeg, eleven er faldt om på gulvet, hun er besvimet. Der var så to eller tre, jeg kan ikke huske det helt, men i hvert fald tre, der simpelthen besvimer. Så vi har ambulance hjem til Grindsted, med læger i sammen med dem. Vi andre tager med toget hjem. Hjemmet får selvfølgelig besked og så går de til egen læge næste dag og hvad er diagnosen, overanstrengelse. På en lejrskole. Ja, man griner, men det var virkelig overanstrengelse. Så, jeg tror også eleverne husker turen. Vi havde også, da gymnasiet starter op, da bor de ovre hos os det første år, så der er også fyldt op, både i klasseværelserne men også på lærerværelset. Så i det sidste år, der i byggefasen, der er de ovre hos os. Jeg vil sige, at tiden har jo også forandret sig meget. Når jeg tænker på de første år, og så hvordan vi udvikler os, også menneskeligt set, det er jo også samfundet. Vi lærte virkelig at tage hånd om hinanden. Være opmærksomme på når der var noget galt. Det var man ikke de første år, der snakkede man ikke med hinanden eller om hinanden, altså på en positiv måde. Så får vi lavet en sorgplan på Søndre skole, jeg sad selv i det udvalg der, og det kan jeg jo se, at det var rigtig godt. Der sker jo mange ting, på sådan en stor arbejdsplads. Det er med børn og det er med forældre, hvordan tackler vi dem, når der sker nogle voldsomme ting. Det fik vi så sat på plads, vi fik sat ord på. Det påvirkede os også i vores dagligdag, synes jeg, at vi også hinanden indbyrdes, fik et rigtig godt samarbejde på skolen. Det kan jeg ikke rose nok. Det blev meget skolesnak, men selvfølgelig har jeg også haft meget fritid ved siden af. Lærere har jo fri altid. Så vi skal også bruge vores fritid til noget fornuftigt. Som sagt blev jeg spejder allerede i Hillerødtiden, og det fortsætter jeg her og er også på førertræning, bliver patruljefører og fortsætter i min seminarietid. Men det sidste år, der holder jeg altså, jeg kan ikke få det til at hænge sammen mere. Men så bliver jeg gift med en FDF er og så er jeg inde i det igen, med lejr, jeg har været tante utroligt mange gange på sommerlejre. Også efter at jeg blev alene med Jens. For han var også FDF er, så der tog jeg så med også. Det har jeg haft meget fornøjelse af. Så har jeg i over 40 år været medlem af St. Georgs Gildet, det er gamle spejdere. Vi er ikke så mange tilbage, men vi holder da ved endnu. Så er jeg med til lydavisen, læser op der, har en til at redigere. Så servicerer jeg, også noget frivilligt arbejde. Er med i kor, omme på Mødestedet, hver anden uge. Det kan jeg også godt lide, jeg sang også i kor på seminariet. Så jeg bruger min fritid, og den har jeg så fået mere af nu. Så skal jeg lige kort sige, hvor jeg har boet i Grindsted. Da vi kommer hjem, hjem siger jeg, tilbage fra Hillerød, da bor vi i det første halve år hos min mormor og morfar, for min mor kan ikke få en lejlighed. Det får hun så, og så bor vi i Østerbrogade i ti år. Så bor jeg, som nygift, bygger vi hus på Hørlyks allé, der bor vi i 6 år og flytter på Jorden Rundt. Der dør min mand året efter, så var huset blevet rigeligt stort syntes jeg, og så byggede jeg alligevel lidt ud på det. Noget skulle der jo ske. Så bor jeg der i 10 år og så flytter jeg på

Engvej. Der har jeg så til gengæld også boet i 35 år og der er jeg lige flyttet fra. Om på Bekkasinvej. Lidt mindre have og lidt mindre hus, så nu kan jeg rigtig give mig til at drive den af. Jeg har sådan et udklip, som jeg har gemt. Om lærerjobbet. Det er jo meget på tale lige for øjeblikket. Hvad det ender med, det er der ingen der ved, men der bliver jo nok ændringer af den ene eller den anden art. Men lærerne er jo ikke i høj kurs lige i øjeblikket. Det her er hentet i folkeskolen i 1999 og der står om lærerjobbet: Hvis hun er venlig er hun familiær, er hun ikke burde hun lære det. Hvis hun er alvorlig er hun et surt opstød, hvis hun munter er hun er pjattehoved. Er hun ung ved hun ikke noget om noget som helst, er hun ældre er hun er moshoved, oldtidslevn. Hvis hun tilhører et parti er hun ensidig, hvis ikke er hun et fjols der ikke tør vise kulør. Hvis hun går i kirke er hun en hykler, hvis hun ikke gør det er hun en hedning. Hvis hun tillader sig at drikke er hun en sut, hvis hun ikke gør det er hun en hængemule. Taler hun med alle er hun et sladrechatol, gør hun det ikke er hun en mumie. Hvis hun overholder lovene er hun et pernittengryn, hvis ikke er hun sløset. Hvis hun holder opsyn er hun en spion, hvis hun ikke gør det er hun ligegyldig. Hun må have tålmodighed som en engel, være tykhovedet som en flodhest, fintfølende som en mimose, snu som en ræv, modig som en løve, blind som en muldvarp, tavs som graven. Kort sagt, hun må vide alt, se alt, intet sige men alligevel klare alt. Sådan er det at være lærer.