1 Pæne piger slås ikke (Af: Simon Gjerløv) Vi er heldigvis ikke ens alle sammen. Ellers ville tilværelsen være temmelig kedelig. Som udgangspunkt bestemmer vi ikke selv, hvilke forudsætninger vi fødes med og hvilke determinerende vilkår, vi mere eller mindre tilfældigt fødes ind i. Man bestemmer ikke selv sit etniske tilhørsforhold, sit køn, sin seksualitet, sit begavelsesniveau, hvilken familie, social status, religion, kultur eller hvilket land man fødes ind i. Grundlæggende bestemmer man heller ikke selv sin psykoseksuelle identitet, selvom den for langt de fleste menneskers vedkommende, som det naturligste i verdenen, er en latent medfødt del af ens personlighed, som omgivelserne præger i den biologiske og i en kulturelt definerede retning. Af og til stemmer den latente medfødte kønsidentitet, det biologiske køn og eller den kulturelle opfattelse af individets køn ikke overens med hinanden. Et sådan individ udfordres og udfordrer ligeledes omgivelserne udover det sædvanlige på noget så grundlæggende, naturligt som vores køn, kønsidentitet og kønsopfattelse, der i højere grad, end de fleste gør sig det bevidst, er basis for vores personlighed, identitets- og selvopfattelse, samt danner grundlaget for vores koncept af forholdemåder i forholdet til os selv og andre mennesker. Transseksualitet er et af naturens forunderlige eksperimenter, der øger mangfoldigheden i verdenen. Mangfoldigheden får os til at sammenligne, danne meninger og af og til får den os til at stoppe op og forundres. Transseksualitet får ikke blot andre mennesker til at forundres. Den udfordrer også andre mennesker i noget så grundlæggende som deres selvopfattelse. De fleste mennesker hviler så meget i dem selv, at de kan vende en sådan udfordring til en inspirerende oplevelse. Andre mennesker skræmmes og føler sig truet på deres kønsidentitet, selvopfattelse og deres opfattelse af, hvordan verdenen hænger sammen, når de konfronteres med eksistensen af transseksualitet.
2 Det er trist for alle parter. Jeg mener at en frygt for, tilbageholdenhed, forskelsbehandling eller en afstandstagen overfor transseksuelle bunder i uvidenhed og berøringsangst. Derfor er det vigtigt, at nogle af os helt almindelige mennesker, der tilfældigvis er født som transseksuelle, vælger at stå frem og fortælle lidt om os selv og om det at være transseksuel, så andre mennesker forhåbentlig kan se alt det grundlæggende almindelige, vi alle rummer bag vores anderledes fremtoning set i forholdet til vores biologiske kønsmæssige udgangspunkt. Kønsidentitet og kønsmæssig markering eller fremtoning befinder sig på 2 flydende skalaer, der har 2 ekstremer i hver sin ende på lige fod med håndethed: *Man kan være ekstrem højrehåndet, kan bruge begge hænder lige godt eller være ekstrem venstrehåndet. *Ligeledes kan man føle sig ekstremt maskulin, ikke føle sig specielt kønsmæssigt defineret eller føle sig ekstremt kvindelig. *Man kan have et ekstremt stort behov for at markere sig eller fremtone maskulint, have det bedst med at være kønsmæssig neutral, eller have det bedst med at markerer sig eller fremtone ekstremt kvindeligt. Der er ingen, der er så tossede, at de vælger at blive transseksuelle, men der er nogle af os, der er så uheldige at være født som transseksuelle, der vælger at gøre noget ved det. Langt de fleste transseksuelle har meget tidligt, eller så længe de kan huske, følt sig som og identificeret sig med det biologiske modsatte køn. Følelsen af at være havnet i den forkerte krop, eller været blevet kønsmæssigt fejldefineret, er så stærk, vedvarende og altomfattende, at man ikke kan holde det ud eller forliges med, at forblive i et kompromis med sin egen selvopfattelse og omgivelsernes opfattelse af sit køn, og deres forventninger til dig desangående. Først når alt er prøvet, og man ikke kan forlige sig med at leve i et kompromis. Først dér beslutter man sig for at gøre noget ved sin transseksuelle tilstand. Det første og grundlæggende skridt er, at man 100% erkender over for sig selv og er afklaret med, at man altid har været, er og vil leve resten af livet i overensstemmelse med sit identitetsmæssige køn.
3 Det næste skridt er, at man tør stå frem og erklære sin sande kønsmæssige identitet overfor sine nærmeste, ens arbejdsplads og overfor resten af ens omgivelser. Om man vil gå flere skridt fremad i form af hormonbehandling, kirurgiske indgreb og i sidste instans imod en egentlig kønsskifteoperation er meget individuelt. Et egentligt kønsskifte lader sig i praksis ikke gøre. Det kan kun lade sig gøre at lave modificerende eller tillempede tiltag, især for FTM ernes (Kvinde til mand) vedkommende. Det er meget individuelt, hvor langt den enkelte i praksis kan gå og, hvor gode resultater man kan opnå. Graden af hvor langt den enkelte vælger at gå, siger derfor nødvendigvis ikke noget om, hvor transseksuel personen er. Her i landet er lægelig behandling hen imod kønsskifte meget svært tilgængelig. For de få som det lykkedes for er det en meget langsommelig, nedslidende og i mere end én forstand omkostningsfuld vej at gå. Derfor er det irriterende og i og for sig ret så irrelevant, at omgivelserne ofte er meget nysgerrige efter at få af vide, om og i hvilket omfang en transperson er i gang med, eller har fået foretaget, et fuldt kønsskifte. Kønsidentiteten sidder ikke mellem benene men mellem ørene. Man føler sig som transseksuel ikke som mere eller mindre mand eller kvinde afhængig af, hvordan og i hvilket omfang ens krop fremtoner eller ikke fremtoner med kønsmæssige manifestationer. Det forholder sig stik omvendt: De der vælger og er så heldige at få mulighed for lægelige kønsmodificerende tiltag, gør det primært for at få deres krop til at stemme overens med deres kønsidentitet, sekundært gør de det, for at omgivelserne tydeligere kan se, hvordan de kønsmæssigt opfatter dem selv. Man kan derfor ikke bedømme graden af en persons transkønnethed ud fra, hvor langt denne har valgt og eller, hvor langt vedkommende har haft mulighed for at få kønsmodificeret sin krop. Vi tager den lige én gang til: Kønsidentiteten sidder ikke mellem benene men mellem ørene Bedøm derfor aldrig en gave på indpakningen, for så kan du komme til at tage grueligt fejl og såre et andet menneske. At være transseksuel betyder ikke nødvendigvis, at man har behov for at markerer sig eller fremtone ekstremt modsatrettet sit biologiske køn.
4 En transmand (kvinde til mand) behøver ikke at identificerer sig med og interesserer sig for ekstreme, stereotype maskuline ting så som øl, fodbold og biler. En transkvinde (mand til kvinde) behøver heller ikke at interesserer sig for tøj, makeup og dameblade, selvom de ofte gør det. Transseksuelles kønsidentitetsmæssige følelser og manifestationer er lige så forskellige som alle andre menneskers. Transseksuelle mennesker er blot helt sikre i deres kønsmæssige identitet, fordi de tidligt har været tvunget til at skulle tage stilling til, hvem de kønsmæssigt er, hvilket mange andre mennesker ikke har behøvet at skulle tage stilling til, eller har behøvet at skulle bekymre sig om. Selvom transkønnethed er medfødt, præges transpersoner på lige fod med andre af deres opvækst og miljøets påvirkning. Mødes du og defineres du hele livet igennem ud fra et køn, du ikke selv kan identificere dig med, så kan det ikke undgå at præge din personlighed, dine evner og dine erfaringer. Det er derfor ikke ualmindeligt, at man møder en smuk feminin transkvinde, der er dygtig til teknik eller har et maskulint erhverv, ligesom det ikke er ualmindeligt at møde en transmand, der har valgt at sætte børn i verden. Disse forhold forvirrer omgivelserne, der frygtelig gerne vil kunne definere og sætte folk i bås. Det ændrer ikke ved de transkønnedes fastforankrede kønsidentitet, men vidner mere om, at vi bor i et land, hvor man er meget lidt opmærksom på eksistensen af, og kun i meget begrænset omfang yder støtte og behandling til, transkønnede. Man må hyle med de ulve man er i blandt og lærer at sno sig, for at kunne overleve på trods af den smertefulde erkendelse, at man officielt defineres ud fra et forkert køn. Alle mennesker er et produkt af de forudsætninger vi kommer til verdenen med, den prægning vi udsættes for, samt af de valg vi tager. Transseksuelle er ingen undtagelse. Det er det forhold, at jeg som udgangspunkt er transseksuel, der har gjort, at jeg allerede tidligt i teenageårene begyndte at fordybe mig i psykologibøger, for at prøve at finde svar eller løsning på mit problem. Det er sandsynligvis derfor, at jeg er blevet uddannet og har fundet min levevej som psykolog, hvilket ligeledes er grunden til, at jeg har en tendens til at se tingene ud fra et større, generelt og overordnet perspektiv, i stedet for at konkretisere tingene, ved eksempelvis at skrive om mig selv og mine egne erfaringer som transseksuel.
5 De fleste transkønnede har haft store kønsmæssige, eksistentielle kriser og overvejelser i og omkring pubertetsårene, hvor andre børn og unge kun behøver at bruge deres tid og energi på, at udforske og manifestere deres iboende biologiske køn. Jeg selv mente allerede som 7-8-årig, hvor andre ikke behøver at bekymre sig om andet end at lege og være børn, at livet sluttede, når jeg fik bryster. Menstruationen frygtede jeg som et mareridt, længe før den kom. Jeg havde de skrækkeligste kvaler med og slet ingen glæde af min krop, der i andres øjne blomstrede til en forfærdelig køn ung kvindekrop, som jeg hele livet igennem ihærdigt har forsøgt at skjule formerne på. Som barn havde jeg kun drengevenner. Udover de store eksistentielle og identitetsmæssige problemer, man uundgåelig i pubertetsårene som transseksuel gennemgår, begyndte mine drengevenner også at få et andet kønsmæssigt syn på mig. Det var frygteligt ydmygende og frustrerende. Jeg mistede mange af mine barndomsvenner på den konto. Det er en dobbelt op negativ konsekvens af FTM-problematikken i en periode af livet, hvor man er meget følsom og identitetsusikker. Jeg er primært vokset op med en knap 3 år ældre storebror. En håndfuld yngre søskende er med årene kommet til. Jeg har 3 brødre og 3 søstre, så det at jeg er transseksuel giver en hvis kønsmæssig balance i søskendeflokken. Mine forældre, der var fra henholdsvis 1932 og -35, havde på hver deres måde svært ved at forstå og accepterer, at jeg kønsmæssigt var anderledes. Det er nok hovedårsagen til, at jeg i 27 år levede et uudholdeligt dobbeltliv, før jeg relativt sent i livet, mange år efter mine forældre døde, valgte at tage de første skridt imod et egentligt kønsskifte og 100% sprang ud som transmand. Jeg bryder mig egentlig ikke om begrebet: at springe ud, da jeg altid har været, den jeg er. Jeg kan bedre lide at kalde det: at slå over, da det jo egentlig bare er at gøre det 100%, som man altid har gjort og altid har haft mest lyst til at gøre. Der er aldrig et rigtigt tidspunkt at slå over på. Det vil altid skabe problemer i form af misforståelser, uforståenhed, udfordringer og en masse både positiv og negativ opmærksomhed, som jeg personligt helst ville have været foruden. Når man hele livet har været anderledes, vil man bare gerne være og opfattes helt normal.
6 Det er skønt at kunne slappe af, bare være sig selv hele tiden, og slippe for at blive tvunget til, at skulle spille skuespil for at undgå problemer og leve op til andres virkelighedsopfattelse. Det er en form for lykke, som jeg sætter stor pris på og er taknemmelig for endelig dagligt at kunne nyde. Der er ofte en stor skyldfølelse forbundet med at være transseksuel. Man har skyldfølelse over ikke at slå til i forhold til ens biologiske køn. Man har skyldfølelse over ikke at kunne leve op til ens forældres, søskendes og den øvrige omverdens forventninger til en. Man har også skyldfølelse over, ikke at kunne leve op til ens egne forventninger til en selv, for man vil jo gerne være lige som alle andre - som barn ville jeg i hvert tilfælde gerne, men jeg kunne ikke. Min mor var en traditionel kvinde, der til trods for, at hun som andre kvinder i 1960érne 70érne kom ud på arbejdsmarkedet, fortsat stod for alle de huslige forpligtelser og pasning af os børn. Det var en for stor opgave for hende, der voksede hende over hovedet og druknede hende i et ulykkeligt ægteskab, med en utro mand, et lavt selvværd og et vedholdende alkoholmisbrug. Min mor insisterede på, at jeg jævnligt skulle have kjoler og nederdele på. Jeg var ferm til at hive søm lidt ud af væggene, hvorpå jeg senere kom til at flå mine skørter itu og opfandt avancerede faldteknikker, som kunne flå mine kjoler i stykker. Allerede som 4-årig var jeg udspekuleret nok til, for at slippe ud af et hvidt strutskørt, at komme til at læne mig op af en nymalet sort væg. Det afstedkom, som så mange gange senere, en grundig gang klø fra min mors side, som jeg ofte var villig til at tage for at slippe ud af skørterne. Min mor blev ked af det og vred, hvilket medførte skam- og skyldfølelser, især når jeg havde ødelagt en af de kjoler, min mor selv havde syet til mig. Man kan ikke klatre ordentlig i træer og lege i skørter, uden at de hæmmer ens bevægelsesfrihed. Man ser tøset ud i dem, og jeg hadede at gå med dem især i skolen, hvor drengene hev op i vores små lårkorte 60ér og vores patchworkbefængte 70érskørter, hvilket ofte førte til slåskampe, når jeg blev nød til at rette op på mit krænkede selvværd. Under en af de utallige slåskampe i skolegården med en dreng, der havde hevet op i min nederdel, som jeg ikke turde ødelægge, fordi min mor selv havde syet den, var drengen kommet til at flå min T-shirt itu, så et af mine gryende bryster blev blottet. Jeg følte mig særdeles ydmyget, flov og var samtidig rasende på drengen.
7 Gårdvagten greb fat i og holdt os i hver sin udstrakte arm. Jeg forsøgt svært pinligt berørt at dække over det blottede bryst, medens gårdvagten bebrejdende og skarpt sagde: Pæne piger slås ikke, hvorefter han slap mig og ruskede og skældte drengen voldsomt ud, fordi han havde været oppe at slås med en pige og ødelagt hendes tøj. Drengens forældre blev kontaktet og han skulle erstatte T-shirten. Jeg blev blot sendt hjem for at skifte tøj. Jeg syntes det var enormt uretfærdigt overfor drengen, at han havde fået så meget ballade. Vi havde jo været lige gode om at slås. Det at jeg var blevet skånet for mere ballade, opfattede jeg blot som en yderligere ydmygelse, fordi jeg ikke betragtede mig selv som en pige. Efter sådanne ofte forekommende ydmygelser og nederlag, hvor jeg blev konfronteret med min egen og omgivelsernes divergerende opfattelser af mit køn, havde jeg brug for at lukke omverdenen ude og bare være mig selv. Fra jeg var ca. 4 til jeg var knap 10 år, havde jeg et sådan frirum i mine forældres garderobeskab. Mine forældres garderobeskab var et stort et af slagsen, hvor man åbner et par dobbeltdøre og kan gå helt ind i et klædeskabsrum. Til højre side var min fars garderobe og til venstre, svært barrikaderet med gulv til loft høje stabler af skotøjsæsker, var min mors. Indersiden af garderobeskabsdørene, loftet og bagvæggen var beklædt med spejle, der kunne oplyses af knitrende lysstofrør. I bunden af min fars garderobe, under det tøj, der var for slidt til at gå med, men var for pænt til at blive taget i brug som arbejdstøj, havde jeg, løbende over årene, gemt et af min storebrors aflagte sæt JBS undertøjs og en bøllehat. Når livet blev for surt, krøb jeg ind i garderobeskabet og iklædte mig min storebrors aflagte undertøj, for at kompenserer for min kønsmæssig manglende habitus. Jeg proppede det lange hår, min far tvang mig til at have, ind under bøllehatten og knugede armene om knæene, medens jeg betragtede spejlbilledet af den dreng, jeg inderst inde var. Dette frirum var nødvendigt, for at jeg kunne holde sammen på mig selv som et helstøbt menneske og for, at jeg kunne klare omverdenens opfattelse af og forventninger til mig og mit officielle køn. Desværre opfattede min mor min tilbagetrækning til mit frirum som noget perverst, der med vold og magt skulle straffes og bekæmpes og det blev det. Mit behov for at trække mig tilbage og få fred for omverdenen, i garderobeskabet, var for stort til, at jeg trods repressalier kunne lade være. Dette kulminerede med min mors fejlopfattelse og stigende frustration over, at hun ikke kunne stoppe mig. Det skabte en uheldig voldsoptrapning fra hendes side, der med årene blev værre og spredte sig udover garderobeskabet, hvilket har forpestet og gennemsyret vores indbyrdes forhold i en meget uheldig og negativ retning.
8 Jeg både frygtede og hadede min mor, der ligeledes frygtede og hadede min anderledeshed, som ingen af os dengang kunne sætte ord på. Vores forhold blev ikke bedre af, at jeg som ung blev afsløret i at være intimt sammen med en pige, hvorefter min mor drak sig fuld og i sin brandert, tudende kravlede rundt på gulvet og forlangte at få af vide, hvad hun dog havde gjort, siden jeg var blevet så pervers. Med tiden opgav jeg min mor og kom også til at foragte hende. Desværre gjorde min mor sig aldrig den ulejlighed at lære mig at kende, fordi hun ikke ville acceptere den jeg er. Min far var et varmt og hjerteligt men også et noget frembrusende og ubetænksomt menneske, der forholdt sig helt anderledes til min transseksualitet. Hele min barndom havde han ekstraordinært travlt med at fortælle mig, at det var meningen og at det var perfekt, at jeg var blevet en pige, eftersom de havde fået en dreng først. Min far var glad for og stolt af mig. Han plejede at sige: Du er mig i pigeudgave. Selvom det blev sagt i kærlig anerkendelse, fyldte den vending mig med sorg og smerte, fordi jeg vidste, at jeg aldrig kunne komme til at leve op til hans forventninger til mig, og fordi ikke engang han, min helt og mit store forbillede, så mig, som den jeg var fars dreng. Som sagt gav min far mig meget kærlighed og anerkendelse, selvom han jævnligt prøvede at opfordre mig til, at opføre mig mere feminint og ihærdigt, vedholdenhed livet igennem prøvede at manipulere mig i den retning. Eksempelvis forbød min far mig af gå til fodbold, da jeg som 8-årig plagede om at få lov til at gå til det. I stedt forsøgte han at bestikke mig med 100 kr. for at gå til jazzballet, så jeg kunne få nogle mere feminine bevægelser. Jeg synes det var ækelt og vildt pinligt at komme i den røde gymnastikdragt, med bølgeskørt, som min far i den anledning købte til mig. Jeg følte mig totalt malplaceret, som en hund i et spil kegler, den éne gang jeg gik til jazzballet. De efterfølgende gange gemte jeg mig oppe på vores loft. Min far opdagede, at jeg pjækkede fra jazzballetten. Han blev noget slukøret, sagde ingenting og de 100 kr., der den gang var pænt mange penge for en 8-årig, fik jeg lov til at beholde. Det følte jeg ingen glæde ved, fordi jeg var flov og ked af, endnu en gang, at have skuffet min fars forventninger til mig.
9 Jeg flyttede tidligt hjemmefra som 15-årig, hvor jeg både økonomisk og på alle andre områder blev uafhængig af mine forældre. Det var nogle barske teenage- og ungdomsår, hvor man, midt i en følsom og identitetsusikker alder, stod helt alene med nogle meget store, dybtgående eksistentielle og identitetsmæssige problemer. Set i bakspejlet var det nødvendigt for mig, for ikke at blive knust som menneske, tidligt at løsrive mig fra min familie, der ikke kunne rumme eller havde forståelse for min transseksualitet. Min mors afskedssalut, da jeg flyttede hjemmefra, var hånende at sige: du kommer nok hjem igen, når du bliver sulten. Dette var jeg tilpas harm over og stædig nok til at få gjort til skamme. Konsekvensen var, at jeg havde meget erhvervsarbejde ved siden af skolen for at skaffe penge til huslejen, maden på bordet og de øvrige leveomkostninger. Det var en hård tid med særdeles dyre lærerpenge, men det kunne ikke havde været anderledes, omstændighederne og tiden taget i betragtning. Friheden, ved allerede som 15-årig at være selvstændig og have min egen lejlighed, gav mig mulighed for at udforske mig selv og starte et nødvendigt, men temmelig belastende, dobbeltliv som mand ofte iført jakkesæt i mit private, hemmelige liv og bibeholde mit kønskompromitterende, utilfredsstillende facadeliv som maskulin pige/ kvinde overfor min familie, skole og arbejdsplads. Jakkesættene var ikke en fetich men virkede i ungdomsårene, på samme måde som min brors undertøj i garderobeskabet, som et lindrende plaster på de fortrædelige mangler og uheldige tilføjelser, som skæbnen havde skabt mig med. Det var et nødvendigt frirum for mig at gå ud i byen, primært om natten, klædt som mand. Det var en stor lettelse at blive set og mødt som en mand. Men det var en tavs fornøjelse fyldt med frygt. Tavs fordi jeg, hver gang jeg talte, som oftest i andres øjne blev afsløret som kvinde. Frygtfuldt fordi mange mennesker bliver skræmte, fornærmede, vrede eller mener sig berettigede til at sige og gøre utilladelige ting, når de føler, at de er blevet narret til at se eller tale med en, de betragter som kvinde, som de først havde antaget for at være en mand. Jeg kunne fortælle mange historier desangående. Det vil jeg undlade, for de fleste er stadigvæk for smertefulde til, at jeg har lyst til at berette om dem. Jeg vil hellere fortælle om de gange, hvor jeg dengang iført herretøj blev mødt og behandlet som mand. Det var en så stor lettelse, at jeg, ved at føre et uudholdeligt dobbeltliv i knap 3 årtier, blev nødt til at fortsætte med at have dette frirum.
10 I dag er det at gå klædt som mand heldigvis en offentlig anerkendt, naturlig implementeret del af min dagligdag og personlighed. Tidligere har jeg, i korte perioder, forgæves forsøgt at smide jakkesættene ud for at prøve at leve og fungere som kvinde. Det blev aldrig til andet end et kikset og ulykkeligt skuespil, som jeg ikke kunne udleve, hvor jeg hver gang håbløst faldt igennem. Jeg var aldrig glad for og følte intet tilhørsforhold ved at prøve at spille kvinde. Det var altid en stor lettelse at vende tilbage til min sande identitet som mand. Jeg har forsøgt mig som homoseksuel. Det er jeg ikke (selvom en del transpersoner er). Der er stor forskel på at være lesbisk og være en heteroseksuel transmand, der er tiltrukket af kvinder. Kønsidentiteten stikker langt dybere og er noget andet, meget mere omfattende, i et menneskes liv end ens seksualitet. At være transseksuel drejer sig ikke om at mene, at ét køn er bedre end det andet. De 2 køn er 2 afhængige, ligeværdige komplimentære størrelser, der som regel ikke kan undvære hinanden eller defineres uden sameksistensen af det andet køn. Vi er alle lige, der er bare nogle af os, der har fået lidt større udfordringer med på livets vej end andre. Det at være slået om som transseksuel, drejer sig, i høj grad, om at være i harmoni og balance med sig selv og sine omgivelser. Det drejer sig om, at kunne få lov til at opleve og nyde mange store og små dagligdags ting, som andre mennesker tager for givet, og som de derfor måske ikke altid tænker over elle værdsætter så meget. Det er fantastisk at blive mødt som den man er uden latterliggørelser, misforståelser og forbehold. Det er en vidunderlig stor lettelse, at kunne fortælle andre, hvad man hedder og høre andre mennesker kalde én ved éns rette navn. Det er stort, endelig at kunne kramme andre mennesker uden at være hæmmet af et par bryster, som man ingen glæde har af og som man slet ikke kan identificere sig med. Det er ubeskriveligt fantastisk, når den smukkeste kvinde, der er min, i et kram trykker sine velkurvede bryster imod min flade brystkasse og erklærer, at jeg er hendes mand, og at jeg er perfekt som jeg er - dét er lykken.