Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: Pinsedag kl 9.00 synger vi I Rødding 290 I al sin glans 286 Var I ikke 282 Apostlene 294 Talsmand 291 Du som går ud Kl 10.30 synger vi i Lihme: 290 I al sin glans 286 Var I ikke 282 Apostlene 294 Talsmand 438 Hellig 292.3: I det store sjælebad 291 Du som går ud Det er en udbredt forestilling, at pinse er noget underligt luftigt noget, som det er svært at få begrebsmæssigt hold om. Sådan er det, fordi pinsen i modsætning til jul og påske ikke så meget retter sig mod begivenheder i fortiden, men først og fremmest retter sig mod en relation, der omfatter os selv. Jo, der er nok en begivenhed i fortiden, det hele knytter til ved. Men hvor julens og påskens 1
begivenheder handler om noget, vi kender igen fra vore egne oplevelser af glæde ved at et barn fødes til verden eller sorg over at et menneske vi elsker dør, eller igen glæde over at få igen, hvad vi har mistet, så handler pinsen om noget helt nyt, vi ikke kender på forhånd, men som vi ført må lære at kende. Pinse kan man ikke forholde sig distanceret til. Pinse er i grunden kun noget i det øjeblik, det går op for en, at pinse handler om én selv. Jesus er i færd med at tage afsked med sine disciple lige før han skal dø. Så vi er i evangeliet vi lige har hørt i tiden umiddelbart inden påske. Men nu er det jo pinse og påsken er forbi, hvorfor mon så ikke den evangelietekst, vi hører, afspejler pinsen? Ja, det gør den naturligvis også, selvom det ikke er så ligetil at høre. For evangeliet til pinse er virkelig meget kringlet og svært at forstå. Men situationen er den, at Jesus her umiddelbart før sin død lover sine disciple, at når han ikke er blandt dem længere, så vil Helligånden, som han her kalder Talsmanden, komme og gøre alt det, Jesus har sagt og gjort levende og virkeligt igen. Men det er noget kun disciplene og ikke verden omkring dem vil opleve. Det kan Judas ikke forstå: hvorfor er det kun disciplene og ikke verden som helhed, som Jesus gennem Helligånden vil give sig til kende for. Jesus svarer at det handler om kærlighed. De der elsker Jesus hører også hvad han siger, og da det er Gud selv der taler i Jesus, så er det i deres kærlighed til Jesus Gud selv de møder. Men det er ikke nogen selvfølge, at mennesker der hører Jesus elsker ham. Faktisk 2
er der mennesker der hader ham så meget, at de slår ham ihjel, sådan som det jo sker ganske kort efter at Jesus har holdt denne tale. De der hader Jesus, kan ikke høre indholdet i det, han siger, for det han formidler i sine ord er kærligheden fra Gud til mennesker. Jesu budskab kan ikke skilles fra hans person. Gud er i ham og møder mennesker i ham og i det han siger, så afvisningen af Jesus er samtidig afvisning af Gud der taler i ham. I Jesu mund er verden betegnelsen for dem der ikke vil vide af Jesus og det han fortæller og viser om Gud. Og det er så også Jesu svar på Judas spørgsmål: Jesus giver sig kun til kende for disciplene og ikke for verden, for det er kun disciplene der elsker ham, og det er kun for dem der elsker ham, at den kærlighed, han viser dem giver mening. Det kender vi jo også fra os selv. Det er virkelig ikke rart, hvis et menneske, man ikke kan lide, viser en kærlighed. Det er nærmest ubehageligt. Det Jesus i sin person bringer til veje er en kærlighedsrelation mellem Gud og mennesker. En kærlighedsrelation er kun til, hvis den er gensidig. Derfor er det kun disciplene, og ikke den verden der afviser ham, Jesus giver sig til kende for. Det er denne kærlighedsrelation, som den Talsmand eller Helligånd, Jesus lover vil komme, gør levende og virkelig for mennesker også i dag. Derfor skal vi høre denne påskefortælling nu til pinse. Pinse er, at Guds kærlighed, som han har vist verden, i Jesus bliver levende og virkelig også for mennesker der ikke lever samtidig med Jesus eller på samme sted, som Jesus. Det har vi også hørt en fortælling om i dag. Og er Johannes s ord om Talsmanden, som vi hørte i evangeliet, vanskelige og kringlede, så er til gengæld fortællingen om den første pinsedag fra Apostlenes Gerninger det 3
stik modsatte. Det er en sprællevende fortælling, hvor i alt fald jeg synes, at man næsten kan se for sig, hvordan det hele foregår. Apostlene sidder stille og forskræmte i et rum, de har lejet. Den tid der er gået har været virkelig oprivende for dem. Først Jesu forfærdelige død, så hans opstandelse, der jo i grunden ikke var meget mindre skræmmende. Så hans skiftende tilsynekomster og forsvinden og endelig her til sidst ved himmelfarten var han forsvundet for øjnene af dem ind i det himmelblå. Nu er de bange. Lige så alene igen, som da Jesus var død fra dem. De har låst dørene. Skudt skodderne for. Ved hver lyd ude fra gaden farer de sammen. Angste for, at det er tempelpolitiet der er på vej for at sætte dem fast for at udsprede falsk lære. Eller romerske soldater, der vil arrestere dem for politisk oprør. Havde Jesus ikke sagt at en discipel skal være tilfreds, hvis det går ham som hans mester? Kunne det betyde andet end at det var korsfæstelse eller stening eller en anden pinefuld form for dødsstraf, der ventede dem, fordi de havde hørt sammen med Jesus? Da hører de pludselig en larm som af et stormvejr der nærmer sig. Det bliver kraftigere og kraftigere. Det er som om larmen kommer ind og fylder rummet, hvor de sidder. Som om stormen raser her midt iblandt dem. Og nu kommer der også ild. Flammer farer gennem luften og flyver rundt imellem dem. Nu er apostlene virkeligt rædselsslagne. Jeg tænker, de måske har forestillet sig, at det er alle de dæmoner, Jesus gennem de sidste år havde drevet ud, der nu er vendt tilbage for at hævne sig på hans disciple. Men så er det som om stormen trænger ind i dem og begynder at fylde dem indefra, som når sammenpresset luft får en ballon til at folde sig ud. Eller som når 4
dampen i en turbine får hjul og aksler til at dreje med uimodståelig kraft. Og flammerne i luften farer nu ikke længere rundt, men de sætter sig på disciplenes hoveder og sidder som ildtunger der strækker sig md himlen, alt imens tungerne i disciplenes munde begynder at opføre sig mærkeligt, de bevæger sig på måder de aldrig har gjort før, og ud af munden på apostlene kommer lyde de aldrig har sagt før, ord de aldrig har hørt, for de begynder alle hver især at tale på fremmede og ukendte sprog, og skønt det lyder helt forskelligt fra discipel til discipel, så er det alligevel det samme de siger, for de taler om Guds storhed og kærlighed på alle mulige sprog. De bryder ud i glædesråb på sprog, de ikke en gang selv forstår, over Jesus, Guds søn, som var kommet til dem og havde lært dem Guds overstrømmende kærlighed og godhed at kende. Og efter stykket vi hørte i formessen fortsætter Apostlenes Gerninger med at fortælle, at ude på gaden har man hørt larmen derinde fra, og folk er strømmet sammen. Nogle jøder, der er kommet rejsende til Jerusalem fra fjerne egne forundres over at høre, at der tales om Guds forunderlige gerninger på deres egne sprog, men folkene fra Jerusalem, der ikke forstår de mærkelige lyde der kommer derindefra, de står nu og slår sig på lårene af grin: Har I hørt det? Har I hørt det? Siger de til hinanden, mens de hikker af grin: Nu er de frommerikker der fulgtes med Jesus gået helt grassat. De har drukket sig hønefulde her midt på formiddagen! Peter har stået lige inde bag vinduet og har hørt, hvad der er foregået ude på gaden. Han slår vinduet op og siger på hebraisk, så alle kan forstå det, at disciplene ikke er spor fulde! Men nu er der sket det, Gud allerede havde lovet gennem sine profeter fra ældgammel tid, da han lod 5
sige, at han en dag vil udgyde sin ånd over alle mennesker, så de begynder og se og sige, hvad der før havde været skjult. Det er den ånd, der nu giver apostlene mod og evne til over hele verden at fortælle, at Jesus fra Nazareth, der blev udstødt af samfundet, pint og plaget og henrettet som forbryder, han er af Gud oprejst af døden og ophøjet til at være den, der skal være herre og frelser for hele verden. Sådan opretter Gud kærlighedsrelationen mellem sig selv og menneskene i verden. Ikke med verden under ét, heller ikke med folkeslag eller nationer under ét, for det hele bygger på den personlige relation mellem Gud og enkelte mennesker, det hele afhænger af, at vi berøres og gribes af det, der fortælles om Jesus, om ham der ikke ville sig selv og sin egen ære og magelighed, men som gav sig selv og lod sig knuse for at ordene om Guds kærlighed skulle lyde til os mennesker og blive ved at lyde til os under alle forhold. Og som mennesker, der er inddraget i denne relation med Gud, hvori vi som en storm i vort indre oplever, at det er virkeligt og sandt, at netop vi er kendt og elskede af Gud, så han aldrig slipper og og aldrig svigter, smelter vi sammen i et nyt fællesskab på tværs af alle de nationale og folkelige fællesskaber vi hidtil har levet vore liv i, fællesskabet af mennesker, der er ramt og omsluttet af Guds kærlighed. Det er vores nye virkelighed. Den sammenhæng, vi hører hjemme i for evigt. Glædelig pinse. Amen. 6