Sidste søndag hørte vi begyndelsen af det 17 kapitel i Johannesevangeliet, som vi nu i dag har hørt de sidste vers af.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Sidste søndag hørte vi begyndelsen af det 17 kapitel i Johannesevangeliet, som vi nu i dag har hørt de sidste vers af."

Emil Skaarup
7 år siden
Visninger:

1 Tekster: Joel 3,1-5, Rom 8,31b-39, Joh 17,20-26 Rødding Nu nærmer sig (mel. Vor Herres Jesu mindefest) 292 Kærligheds og sandheds ånd 319 Vidunderligst 302 Gud Helligånd, o kom! (mel. Aug. Winding) Lihme Nu nærmer sig (mel. Vor Herres Jesu mindefest) 279 Venner, lad kun skyer (mel. Vaj nu Dannebrog) 292 Kærligheds og sandheds ånd 438 Hellig 477 Som korn 319 Vidunderligst 302 Gud Helligånd, o kom! (mel. Aug. Winding) Sidste søndag hørte vi begyndelsen af det 17 kapitel i Johannesevangeliet, som vi nu i dag har hørt de sidste vers af. Hele kapitlet er én lang bøn, som Jesus bad den sidste aften, han levede. Bønnen kaldes ofte den ypperstepræstelige bøn, fordi Jesus i denne bøn optræder som formidler mellem Gud og den lille gruppe af mennesker, Jesus har samlet om sig. Jeg prøvede sidste søndag at vise, at den horisont Jesus beder denne bøn på baggrund af, det er det fuldstændige sammenbrud af den drøm, han havde haft om at forny verden til at skulle være et sted, hvor Guds vilje var rådende blandt mennesker. I stedet er hele 1

2 bønnen i dette kapitel bestemt af tanken om, at de som tror Jesus skal trækkes ud af verden, hans disciple først og fremmest, men nu i sidste del af kapitlet også de mennesker som ved at lytte til disciplenes ord kommer til at tro på Jesus på anden hånd så at sige. Jesus selv skal nu, hvor hans tid i verden er slut, fordi han endegyldigt forstødes af verden og helt bogstaveligt dræbes ud af verden, Jesus selv skal nu leve hos Gud i Guds virkelighed. Hans disciple skal en kort tid endnu være i verden og her virkeliggøre det liv i kærlighed, som de har lært at kende gennem Jesus. For som vi så sidste søndag, så er livet i kærlighed identisk med den herlighed Jesus levede i hos Gud før han kom til verden. Guds kærlighed og Guds herlighed er ét og det samme. De der kan huske de nyreligiøse grupper der dukkede op i slutningen af 1900 tallet i kølvandet på hippie-bevægelsen vil kunne nikke genkendende til dette her. Også den gang hørte vi om religiøse bevægelser, der som udgangspunkt ville forvandle verden, men som i skuffelse over verdens afvisning vendte ryggen til verden i klosteragtige samfund og som for nogles vedkommende endte med at begå kollektivt selvmord for samlet at træde ind i den nye virkelighed. Det er netop som sådan en bevægelse, der har vendt ryggen til verden og lukket sig inde med sig selv, at vi i Biblens beretninger om tiden umiddelbart efter påske hører om Jesu disciple: de holder sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne. De der før sammen med Jesus havde gået rundt på stræder og veje i uafladelig kontakt med 2

3 alle mulige mennesker og i stadig diskussion med dem, de har nu lukket sig inde med sig selv. Ud over frygten for, at også de ville blive arresteret og henrettet, som Jesus var blevet det, ved vi ikke noget om, hvad der har fyldt disciplenes tanker i disse dage mellem påske og pinse, men mon ikke frygten for at blive arresteret og dræbt har været blandet med håb og forventning om at Jesus ville komme tilbage fra himlen, Guds virkelighed, og hente dem til sig, sådan som han jo selv havde sagt i sin sidste bøn: Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig? Og de havde jo da også selv erfaret, at Jesus trods sin død stadig levede og færdedes blandt dem på en mærkeligt overjordisk måde. I hvert fald var det sådanne tanker, der i de efterfølgende år på afgørende vis bestemte livet blandt de kristne: forventningen om, at Jesus meget snart ville komme igen og hente de der troede på ham til sig i himlen, hvorefter den verden vi kender her fra livet på jorden ville bryde sammen og forsvinde. Imidlertid skete der, samtidig med at denne forventning om verdens snarlige undergang var fremherskende, også noget andet: disciplene begyndte igen at vende sig ud ad mod den verden, de havde trukket sig tilbage fra. Det er denne forvandling i discipelgruppen fra at være en isoleret, lukket enklave, der har vendt verden ryggen til at blive en bevægelse, der strømmer ud i verden og bringer røre i verden, vi skal høre om næste søndag, når det bliver pinse. Selve pinsens begivenhed vil vi ikke tage forskud på i dag. Vi vil i stedet prøve at se, hvad det er der sker med synet på verden i hhv tilbagetrækningen fra verden og åbningen ud ad mod verden. 3

4 Sådan som verden tager sig ud set fra Jesu ypperstepræste bøn i Joh 17, der har verden spillet endegyldigt fallit: Jesus er kommer for at vise verden, hvad der er dens eksistensberettigelse, nemlig at være ramme om kærligheden som på en gang er Guds væsen og det formål Gud har haft med at skabe verden. Og verden har sagt endegyldigt nej til at være Guds kærligheds sted ved at afvise Jesus, bortset fra de få, der er brudt op og har fulgt ham og som nu skærtorsdagsaften er samlede omkring ham. Netop fordi verden har spillet fallit ved at afvise Jesus er den ikke bedre værd end kassere og smide ud. Og det er da også en måde at betragte verden på, som med jævne mellemrum har gjort sig gældende i den kristne kirke: kristne har svælget i forestillinger om dommedag eller skælvet ved tanken om hvordan alt skulle rystes og falde fra hinanden. Og hvem kunne overhovedet vide sig sikker, når Guds store og frygtelige dag kom? Og det var jo ikke spekulationer, der var grebet ud af luften. De kunne finde næring i ord Jesus selv havde sagt: i dommedagstalerne i Makusevg. kap 13, Matt. kap 24 og Luk. kap 21. Og det var tanker, der var blevet ved at gøre sig gældende i de ældste kristne menigheder og som kommer til fuld udfoldelse i det sidste af biblens skrifter, Johannes Åbenbaring med dets voldsomme og farverige skildringer af hvordan denne verden og dens magter og myndigheder skal gå til grunde og til sidst forsvinde sammen med djævelen og alt ondt i den evige svovlpøl. Men denne tanke om verdens håbløse ondskab uden for den snævre discipelkreds får ikke lov at stå alene. Jesus åbner faktisk en lille låge af håb for verden i bønnen vi har hørt i dag, hvor han ellers så entydigt vender blikket bort fra verden og henimod himlen. Men han siger jo faktisk, at han ikke beder for disciplene alene, men også for dem, der ved deres ord kommer til tro på Gud som er kærlighed. Verden har nok sagt nej til Jesus. Ja, Jesus selv har i så høj grad mistet troen på verden, at han er holdt op med at 4

5 bede for den, som vi hørte sidste søndag. Og alligevel glimter der et lille spinkelt håb: det kunne dog være, at der var nogen derude i den selviske, selvfede verden, som kunne vækkes og gribes, når de hørte disciplene fortælle om, hvad de oplevet i mødet med Jesus. Det kunne dog være, at der var noget, det ville sige: Yes! Det er sådan det skal være! Når de hørte disciplenes fortællinger om Jesus, der fuldstændig kompromisløst havde insisteret på, at den eneste ordentlige måde at leve som menneske på er at møde alt og alle omkring sig med tillid og kærlighed og at svare med tilgivelse, når såvel tillid som kærlighed blev skuffet. Tag ikke fejl. Der er i dette fornyede håb for verden ikke tale om, at Vorherre går på kompromis med sin egen tanke om kærligheden som altings mening og mål. Der er ikke tale om sådan et guddommeligt: Nå, så skidt da, en lille smule selvfedme og kynisme, en lille smule had og foragt for andre, kan vi godt acceptere. Nej evangeliet lyder fortsat: Gud har sendt sin søn til verden for at gøre kærligheden gældende som al tings mening og mål og den eneste gyldige måde at forholde sig til andre på. Men så længe der er mindste mulighed for at der er steder, mennesker, sammenhænge på denne jord hvor kærligheden kan få ørenlyd og vinde fodfæste, så længe lader himlens og jodens skaber den verden, han har skabt til kærlighed, bestå. Fo Gud selv er kærlighed. Og kærlighedens væsen er netop at tage mod afvisning, kulde, foragt med fornyet kærlighed. Kærligheden kan slet ikke lade være med at elske, for gjorde den det, ville den ophæve sig selv. Gud er kærlighed: det er vores store håb og store udfordring. Håb fordi Gud hverken kan eller vil opgive os. Udfordring fordi vi aldrig i evighed møder Gud uden at hans kærlighed har overvundet vores modstand og taget magten i os. Amen. 5

Relaterede dokumenter

365 Guds kærlighed ej grænse ved, 723 Naturen holder pinsefest

Joel 3,1-5, Rom 8,31b-39, Joh 17,20-26 Salmer: Lihme 9.00 749 I Østen, 292 Kærligheds og sandheds Ånd!, 365 Guds kærlighed ej grænse ved, 723 Naturen holder pinsefest Lem 10.30 749 I Østen, Dåb: 448, 292