Marte Meo metoden anvendt i en pårørendegruppe til demente. På et møde for pårørende blev der stillet følgende spørgsmål: Når vi besøger vores nære på plejehjemmet, er det for at glæde dem og se hvordan de har det, - men hvordan gør vi det, på den bedste måde, så det bliver til mest glæde for begge parter? Spørgsmålet gav starten til at etablere en pårørendegruppe og afprøve Marte Meo som metode, så ovenstående spørgsmål kunne målrettes den enkelte. I projektgruppen var vi ikke tidligere stødt på anvendelse af Marte Meo metoden som informationsformidlende redskab til pårørendegrupper, og syntes derfor, det kunne være interessant at se, hvilke erfaringer, der kom ud af dette. Formål med projektet: At give indsigt i ressourcerne hos personen med demens samt viden om, hvordan et positivt samspil støttes. Den praktiske tilgang: Gruppen bestod af tre pårørende, der mødtes 3 gange fra kl. 10-14. Deltagerne var blevet opfordret til at deltage af demenskonsulenten, som kendte dem fra sit daglige arbejde. Deltagerne holdt møde med demenskonsulenten inden undervisningens start, så de kunne møde hinanden. De blev orienteret om indholdet i forløbet samt at de skulle være villige til at lade sig filme sammen med personen med demens, da filmene skulle danne grundlag for undervisningen. Desuden blev de praktiske formaliteter omkring filmning aftalt. Under hele forløbet var det demenskonsulenten der stod for at filme til hver gang I dette forløb var demenskonsulenten ikke selv Marte Meo uddannet, så der var hyret en Marte Meo supervisor til at stå for undervisningen. Den enkelte undervisningsdag bestod i at deltagerne på tur fik vejledning/tilbagemelding på deres film. Vi så først den enkelte film igennem, så alle havde et fælles udgangspunkt. Dernæst fik den 1
enkelte pårørende- på baggrund af Marte Meo supervisorens analyse af samspillet på filmen - indsigt i, hvad filmen viste, at personen med demens havde af ressourcer og hvad vedkommende skulle have støtte til. Med afsæt i filmen og analysen af filmen blev der valgt et fokuspunkt for den pårørende for perioden indtil næste filmning, - et fokuspunkt som især kunne fremme et positivt samspil. Eksempel fra undervisningsforløbet: Det følgende afsnit viser et eksempel på hvordan en af deltagernes film indgik i undervisningen og hvilke emner filmene gav anledning til drøftelser omkring i undervisningsforløbet. Den pårørendes problemstiling, som der ønskes hjælp til En datter oplever, at det kan være svært at besøge moderen, fordi moderen ofte bliver vred og vil med hjem. Første film På filmen ser vi, at der er skabt en hyggelig situation, hvor mor og datter kan være fælles om at drikke kaffe og spise kage. Datteren forsøger at gætte sig frem til, hvad moderen har lyst til at tale om, på den måde presser datteren både sig selv og moderen. Dels skal datteren finde på noget at tale om og dels skal moderen tune ind og prøve at svare. Datteren det det fokuspunkt at vente på at moderen selv tog initiativ til et emne og derefter at turde tage en pause, når emnet var slut. Spændende at se hvad der sker /viser sig i næste filmoptagelse Anden film Igen er der skabt en hyggelig situation med kaffe og kage. Anden film er en optagelse, hvor datteren venter og sørger for, at der er pauser i samtalen, så moderen kan komme frem med det, hun har på hjertet. Moderen viser, hvad hun vil/kan tale om og får følelsen af at blive set og hørt. Moderen ser flere gange op på datteren med et glad ansigt. 2
I størstedelen af samtalen tager moderen alle initiativerne og datteren følger op på det moderen taler om. Det er de nære ting, moderen taler om, og hun ser rigtig mange gange på datteren med et smil Vi ser tydeligt forskellen på, hvad der sker, 1. når datteren tager initiativerne til samtalen som i den første film 2. og når moderen tager initiativerne til det, der tales om som i den anden film. Da datteren tog initiativerne til, hvad der blev talt om, endte besøgene ofte i, at moderen blev vred og ville hjem. Måske magtede moderen ikke et besøg, hvor, datteren i bedste mening, kom til at definere samtalen. Efter at datteren nu holder egne initiativer tilbage og følger moderens initiativer, er det blevet meget nemmere at besøge hende og moderen siger lettere farvel og er glad efter endt besøg. Emner som ovennævnte film gav anledning til at drøfte i undervisningsforløbet: I forbindelse med visningen af de ovennævnte film gav det pårørendegruppen anledning til at drøfte og udveksle erfaringer om følgende temaer: Grunde til at spørge og fortælle Der er mange grunde til at de pårørende kommer til at tage initiativet i besøget dels vil de gerne vise deres interesse for den de besøger og dels oplever de ofte at personen med demens tager meget få initiativer, som bevirker at de selv tager ekstra initiativer. Selvom hensigten med at spørge og fortælle var at opmuntre den person de besøgte, var det tydeligt på filmene, at det ikke var det, der skete Filmen kunne vise forskellen på, om vi (ubevidst) kommer til at dominere samværet eller om det er personen med demens, der viser vejen for, hvilket samvær og indhold for samtalen, der er muligt. Det, at føle sig set og hørt, er med til at give en følelsen af, at vi lever og det er jo netop den følelse, som vi som pårørende ønsker at glæde vores nære med. Hvad skal vi tale om 3
Hvad skal vi tale om - var et andet emne, der kom frem og her kunne filmen atter vise, at når vi holder os selv tilbage venter - og følger den, vi er sammen med, behøver vi ikke at tænke på, hvad vi skal tale om, fordi den anden definerer emnerne. På den måde er vi sikre på at være på det rette niveau for, hvad personen med demens kan magte den pågældende dag. Vi får mulighed for at være præcis der, hvor den demente er i nuet, og undgår at stresse med spørgsmål eller tale om emner, der er for svære. Pauser Pauser var et andet emne, der kom til at fylde, fordi flere udtrykte, at de følte ubehag ved pauser. Gennem filmene blev det tydeligt at en pause i samtalen skaber det rum, hvor personen med demens får tid og plads til at komme med det, de vil sige. På den måde er den besøgende sikker på at være præcis, hvor personen med demens er i sin tankegang. Samtidig bliver den pårørende fritaget for at finde på emner at tale om, fordi personen med demens selv viser vejen. Gentagelser Hvad skal man gøre, når de bliver ved med at fortælle det samme? Igen kunne filmen vise at selvom personen med demens gentager sig selv eller spørger om det samme, er det mest respektfuldt at høre efter det, der bliver sagt og svare på det samme spørgsmål igen og igen. Det er jo ikke for at irritere os, at de gør det, - men på grund af deres hjerneskade, kan de ikke huske, hvad de lige har sagt eller spurgt om. Hvilke aktiviteter kan vi have i besøget. Datteren spurgte hvad de kunne lave i besøget, så derfor blev den tredje fim en optagelse af at se billeder sammen. 3. Film: At se billeder sammen Det album de ser i på filmen består af billeder og papirer ( for eksempel anbefalinger fra pladser i huset),der er sat ind i et ringbind med en ting på hver side, så det er overskueligt for moderen. 4
På filmen ser vi at datteren hjælper moderen med at holde fokus ved at gøre moderen opmærksom på et billede. På den måde kan de se fælles på det, og moderen kan fortælle, hvad hun har lyst til. Når datteren siger, se der, får de fælles fokus, men der er ikke noget krav til moderen om, at skulle kunne huske noget bestemt. De koncentrerer sig om de billeder, moderen vil tale om, så moderen kan tale om det, hun kan huske og på filmen er det tydeligt at se, at hun føler, at hun magter situationen. I gruppen gav filmen med at se billeder anledning til at drøfte, hvad der sker, når vi ser billeder og at billeder er en måde at dele følelser på og kunne tale om det, billederne giver association til. Da billeder repræsenterer minder, vi har sammen kommer vi nemt til at sige: Kan du huske, men filmen gav anledning til at drøfte, hvad man kunne sige i stedet, så samtalen nemmere kunne fortsætte til glæde for den anden part. Et eksempel kunne være se der og så holde pause/vente. Erfaringer med forløbet: Det var ikke kun i ovennævnte eksempler, at filmoptagelsen og Marte Meo analysen var med til at gøre undervisningen konkret for den enkelte, men for alle i pårørendegruppen blev det tydeligt, hvilke ressourcer de inddragede personer med demens havde, og hvordan et positivt samspil kunne støttes. Undervisningen tog afsæt i det, som den enkelte pårørende ønskede at blive klogere på. De forskellige film gav anledning til at drøfte emner, der var af fælles interesse for pårørendegruppen og var med til at tydeliggøre og give en forståelse for demensdiagnosens mange ansigter. De pårørendes erfaringer: Efter forløbet blev deltagerne spurgt om deres oplevelse af at deltage i en pårørende gruppe, hvor optagelser af deltagerne selv og deres pårørendes konkrete samspil dannede udgangspunkt for drøftelser i gruppen. Udpluk af udsagn om de pårørendes personlige udbytte: 5
Det første klip, jeg så, var virkelig en øjenåbner, jeg troede jeg var helt med på, hvordan man skulle gøre, men man kunne se det lige med det samme, hvad jeg gjorde forkert og hvad jeg gjorde, der virkede. Jeg kan mærke, at det betyder meget, at jeg har prøvet det her, jeg har fået en ro, jeg bekymrer mig ikke så meget om, at hun ikke kan huske, jeg har lært at leve med hende, som hun er i dag og være sammen i nuet, og nyde det. Udpluk af udsagn om hvordan de pårørendes evne er øget i forhold til at se - få øje på - personen med demens: Man kan se, at det er den samme person på trods af sygdommen, man kan se smilet, blikket. Man kan se, hvornår er de glade, hvornår de er de urolige, se det, der er i situationen, her og nu. det giver en anden bevidsthed, når vi kigger på en anden måde Man kan med det samme se, at når jeg stiller to spørgsmål, så duer det bare ikke. Især første gang man ser det, hvordan hun reagerer, der så jeg det ikke, det er jeg blevet bedre til at holde øje med, ved at vente og give mig tid til at se. Udpluk af udsagn om hvordan det har været at være i en gruppe og se hinandens film: Der er jo noget i at lære af hinanden også, der er noget godt i at se de andres udfordringer. At få det arbejdet igennem sammen, de timer vi har snakket, man lærer jo også af hinanden. Jeg har fået forståelsen af at demens kan være mange ting, havde vi været hundrede pårørende, havde der været hundrede måder at gøre det på. Demenskonsulenternes erfaring med Marte Meo i en pårørendegruppe: 6
I undervisningsforløbet deltog de to demenskonsulenter, der arbejder i det pågældende område. Demenskonsulenternes oplevelse var, at Marte Meo er usædvanlig god metode at anvende der, hvor pårørende ønsker at øge kvaliteten af samværet mellem dem selv og personen med demens. -og samtidigt lære den pårørende noget om personens kognitive færdigheder ved at se hvad der sker iagttage. Demenskonsulenterne oplevede at de pårørende kunne give hinanden opmuntring undervejs. De pårørende udtrykte over for dem, at de lærte af de andres vejledning/ tilbagemelding på filmene og at den tilbagemelding de selv fik af Marte Meo supervisoren gav 100% oven i. Visioner for undervisning af pårørende Med baggrund i mine erfaringer fra flere undervisningsforløb i ældresektoren kunne jeg få lyst til at opfordre til at flere plejehjem fik øje på kraften i undervisningsforløb, der styrker det positive samspil med den demente for såvel pårørende som personale. Der ligger, for mig at se, store ressourcebesparelser i, at også de pårørende har indsigt i og forståelse for personen med demens, så de kan gøre deres nære rolige, når de får besøg, frem for at gøre dem urolige. Desuden vil mange pårørendes urealistiske krav til personalet kunne minimeres ved at de pårørende har en indsigt i tilstanden hos personen med demens. Mange pårørende vil rigtig gerne involvere sig i dagligdagen for deres nære, så en konkret og realistisk forståelse af den enkeltes behov og muligheder, kan være med til at bane vejen for et positivt samarbejde mellem pårørende, beboere og personale. Lone Bakke April 2013 Lic. Marte meo supervisor lbakke@dadlnet.dk 7
2. eksempel en datter spørger - Hvordan er man sammen, når man ikke kan tale sammen? Moderen har haft en hjerneblødning med en deraf følgende vaskulær demens. Desuden har hun mistet det meste af talen. Siger næsten kun ja og nej. Derfor kan det være svært at finde på, hvad der skal foregå i et besøg. Første film For at der kunne være noget at filme, har datteren fået råd om at tage nogle forårsblomster med. I filmen ser vi, hvordan mor og datter er sammen om at plante nogle forårsblomster i potter. Filmen viser at datteren hele tiden har en ide til, hvad moderen kan gøre, og det er tydeligt at moderens ansigt bliver mere og mere sammenbidt. Moderen kan dog stadig mange ting, derfor ser vi efter moderens initiativer for at finde ud af, hvad hun stadig kan, og hvornår hun har brug for hjælp. 8
Da det ikke er muligt at have en samtale med moderen i besøgene fokuseres der på at gøre noget praktisk sammen, så situationen er med til at give indhold i samværet og samtalen kommer til at dreje sig om det der sker. I den næste film fik datteren det fokuspunkt at prøve at være nysgerrig på moderens ressourcer ved at vente se og følge moderen, og derved blive bevidst om hvad moderen magter. Anden film. I den anden film ser vi at datteren venter og følger moderen. Datteren oplever at det er svært at vente men at hun er blevet klogere på moderen og kan se at praktisk magter moderen mere end hun var bevidst om. Filmene viser os - at opgaven at kunne vente og bare se på det der sker, giver os mulighed for at vide, hvornår der er brug støtte. Støtten er jo først nødvendig, når den anden part viser, at situationen er for svær. Det er mest respektfuldt først at blive hjulpet, når der er brug for hjælp. Men det kan være svært at vente. Tredie film: Datteren har taget slik med til slikskålen, så moderen er ved at fylde slikskålen op. Moderen magter selv at finde mere slik i skuffen og får fordelt både det som datteren kom med og det hun selv havde i skålene. Datteren venter ser og følger moderen og sætter ord på det der sker. Selv om sproget er væk er der mange andre funktioner, der er til stede. Ved at vente og se, hvad moderen magter, bliver det nemmere for datteren at aflæse moderens kompetencer, så hun kan bruge dem i besøget og blive mere bevidst om, hvad de kan være sammen om. Når moderen føler sig set og respekteret for det hun magter, giver det også anledning til at moder og datter udveksler øjenkontakt, og får mere glæde ind i besøget. 9
- når personen med demens har tabt sproget filmen viser at når vi er sammen med nogen, der ikke siger så meget, kommer vi nemt til at stille mange spørgsmål. Spørgsmål kan være svære at svare på, hvis personen har tabt sproget og samtidig har en demenssygdom, fordi sygdommen netop bevirker, at personen har svært ved at huske og derfor ikke kan svare på spørgsmålet. Når vi stiller et spørgsmål, stiller vi det ud fra vores egen tankegang og det kræver, at den, der får spørgsmålet, hurtigt skal indstille sig på en andens tankegang for at kunne svare. Samtidig skal de også kunne huske noget om det, der spørges om. Når vi bliver spurgt om noget, vi ikke kan opfatte eller forstå, bliver vi usikre. Nogle gange resulterer det i, at personen med demens kan blive så usikker, at det fører til angst, der kan vise sig i vrede. Netop derfor skal man overveje spørgsmål og kun spørge om det, som man er sikker på, at de kan svare på, så vedkommende kan føle sig sikker og godt tilpas. En anden ting, der også sker, når vi er sammen med nogen, der ikke siger noget er, at vi enten kan bliver lige så tavse som modparten eller begynder at tale hele tiden. For at bryde tavsheden eller forebygge at vi kommer til at tale hele tiden, kan vi sætte ord på det, vi selv gør. På den måde bliver vi tydelige og forudsigelige. Vi kan også sige, hvad vi ser personen med demens gør og dermed vise at vi ser vedkommende. se hvad der sker og sig hvad du ser 10