Indledning 2 Indledning.................................. 2 Historien En gammel kamp............................ 5 EU s institutioner.............................. 6 Artikel 119..................................... 7 Herstal & Defrenne.......................... 8 Lige løn og lige behandling................ 8 Ligestillingstiltag og lovgivning i Danmark........................................ 9 EU-lovgivning på ligestillinsområdet.... 9 Flere rettigheder følger.................... 10 Amsterdamtraktaten....................... 11 Kalenke & Marschall....................... 12 Mainstreaming.............................. 12 AF-Vestsjælland............................ 13 Kvinder og videnskab..................... 14 Den bløde lovgivning...................... 14 Arbejds- og familieliv Det naturlige valg........................... 17 Uddannelse.................................. 17 Repræsentation husarbejde og løn... 17 Barselsorlov og barselsfond............. 19 Frit fald........................................ 21 Særlig ligebehandling..................... 21 Vold mod kvinder Vold i Europa................................ 23 Vold i Danmark.............................. 23 Seksualisering af det offentlige rum... 24 Prostitution................................... 25 Imellem to stole............................. 26 Handel med kvinder....................... 26 Hvad gør EU................................. 27 Hvad gør Danmark........................ 27 Myter og realiteter om 'andre' kvinder De nye EU-lande........................... 29 De andre kvinder i Danmark........... 30 Tvangsægteskaber eller arrangerede ægteskaber................. 31 Omskæring - lemlæstelse af kvinder. 31 Beskyttelse af kvinder..................... 32 Verdens fattige lande...................... 33 EU s udviklingspolitik...................... 33 Dansk udviklingspolitik.................... 34 Fremtiden Konventet om EU's fremtid.............. 35 Kilder.......................................... 38 Kvinder i EU, feminisme... ligestilling vor herre bevares hvor slemt kan det være. For unge kvinder i Danmark kan det være mere end almindelig svært at se, hvad det store problem skulle være: De er frie, vokset op i en ufattelig rig og priviligeret del af verden, har de samme valg og muligheder som deres mandlige venner. Og vi ved jo allesammen, at ligestillingen for længst er indtrådt i Danmark. Men hvis ligestillingen reelt findes, hvordan kan det så være, at piger i gennemsnit deltager i husarbejdet i hjemmet med to timer og 17 minutter pr. uge, mens drenge deltager med 28 minutter, at der kun er en 5% chance for at møde en kvinde i topledelsen i en af landets virksomheder, at kvinder tager dobbelt så mange barns første sygedag, at der i bestyrelserne og chefredaktionerne på landets aviser sidder fem mænd for hver kvinde, og tallet er kun "så højt", fordi der er medarbejdervalgte kvinder, at der er flere kvinder end mænd, der læser på højere læreanstalter, men at mænd udgør 92% af professorerne (et tal som ikke har ændret sig nævneværdigt de sidste ti år), at kvinder har dobbelt så stor risiko for at udvikle depression, at 20.000 kvinder årligt behandles på landets skadestuer for følgerne af vold, og at 2000 kvinder sidste år måtte søge tilflugt på landets krisecentre, at mænd i gennemsnit tjener 20% mere end kvinder, og at stort set kun kvindernes arbejdsgivere skal betale, når vi får børn. Det er fordi, ligestillingen aldeles ikke er indtrådt!. Kvinder tjener mindre end mænd, kvinder skal løbe hurtigere, fordi børn og husligt arbejde er noget, kvinder bruger mere tid på end mænd. Samtidig er der den åbenlyse forskel, at kvinder er langt mindre repræsenteret i samfundssektorer, hvor der træffes politiske beslutninger. I det danske folketing er andelen af kvinder 38%. Det er ikke bedre i Europa. I Europa- Parlamentet er der kun 30%. Fotografierne fra det politiske liv, eksempelvis familiefotoet fra alle topmødeforhandlingerne taler for sig selv: Mænd, der beslutter og nedskriver. Det toppolitiske niveau er totalt domineret af mænd. Det skal der gøres noget ved. Derfor skal vi tale ligestilling igen. Nu er det ikke sådan, at kun kvinder kan repræsentere kvinder. Kvinder skal ikke være identisk repræsenteret overalt ud fra en milimeterdemokratisk logik, men det er det første og mest synlige udgangspunkt for at blive taget alvorligt i politik. Repræsentationen er vigtig i alle sammenhænge, fordi det faktisk gør en forskel for både det politiske liv, erhvervslivet og samfundet, at kvinderne er der. Det drejer sig også om, at man ikke kan få lige rettigheder uden lige magt. Dette er fuldstændig afgørende. Ingen afgiver frivilligt magt, heller ikke kvinder. Mænd har aldrig ønsket at afgive magtpositioner, når de har nogle, men det er også kun få kvinder, der har været villige til at afgive deres - for eksempel magtpositionen i forhold til børnene. I Danmark har diskussionen om køn og ligestilling stort set ikke været fremme de sidste mange år. I EU indgår den derimod i stadig flere sammenhænge. Der er store forskelle mellem medlemslandenes kultur og baggrund, når det drejer sig om køn og kønsopfattelser. Danmark ligger fortsat langt fremme, når det gælder ligestilling. Men det er et område, hvor EU stik mod hvad mange tror har haft en positiv indflydelse, også på den danske politik. Danmark fik for eksempel en ligelønslov i 1976 som direkte konsekvens af EU's ligelønsdirektiv. Det var der mange, som længe havde arbejdet for i Danmark, og loven var forhåbentlig kommet under alle omstændigheder. Det var ikke desto mindre EU, som var løftestang for, at loven rent faktisk blev vedtaget. Man kan sige, at der virkelig er tale om en meget positiv synergieffekt mellem medlemsstaterne - og ikke mindst kvinde-organisationer i forskellige medlemslande og Europa-Kommissionen på dette område. Og selv om man måske kunne have ønsket sig, at det var den da-værende danske regering, der havde taget initiativet på dette område ja, så er rettighederne gode, uanset hvordan de er vedtaget. En af EU's store udfordringer på ligestillingsområdet er udvidelsen. Den betyder optagelse af en række medlemslande, som har en anden tradition og historie og derfor også et andet syn på begrebet ligestilling. Også her har EU en vigtig rolle at spille. De danske og europæiske kvinder har et ansvar for at skabe en proces, som kan bidrage og inspirere til en udvikling, som giver Østeuropas kvinder indflydelse - og så kan vi lære rigtig meget af deres erfaringer. Specielt kvinderne i Øst- og Centraleuropa har en 3
Indledning Historien stor modvilje mod påbud "ovenfra". Det kan man godt forstå. Måske de så kan hjælpe os med nogle bud på, hvordan vi kommer videre "nedefra". Den danske EU-debat har i høj grad været præget af traditionelle kønsforståelser, når fortalere eller modstandere har skulle forklare, hvorfor EU er godt eller dårligt. Flere kvinder end mænd har stemt nej til folkeafstemningerne. I debatten er dette blevet fremstillet som irrationelt og er blandt andet blevet begrundet med kvindernes manglende viden om EU. Det er flere gange blevet fremlagt, at kvinder tænker med hjertet, ikke med hjernen. Men det er selvfølgelig en politisk debat, og kvinder er ikke mindre rationelle end mænd! Det er derfor vigtigt at diskutere rammerne for EU og den politiske dagsorden. EU er en politisk arena, der er permanent, og har stigende indflydelse på vores hverdag. Og så er EU-politik et åbent og endnu relativt udefineret område. Der er gode muligheder for politik, der fremmer ligestilling mellem kønnene. Bag debatten - eller den manglende debat - om ligestilling i Danmark ligger en lang historie om hårdt tilkæmpede sejre. Det er en historie om kvinder, der - både i Danmark og internationalt - gennem mange år har kæmpet for at opnå de samme rettigheder og muligheder som mænd. 60 50 40 30 20 10 0 Befolkningen Regeringen Folketing Kultur. adm. ANDEL KVINDER I ELITEN, 1999. PCT. Politi/anklage Kultur.kunstnere Lønmodtagerorg. Andre org. Domstole Centraladm. Chefdirektører Kommunalpol. Statsl. inst.: dir. Videnskab Advokater Kommunal org. Erhvervsorg. Erhvervsliv: form Erhvervsliv: dir. Forsvaret En gammel kamp Kampen for ligestilling tog sin begyndelse for mere end 200 år siden under den franske revolution. Her kæmpede oprørerne under parolen Frihed, lighed - og broderskab og det var en kamp for frihed på trods af klasse ikke en kamp for frihed på trods af køn. Alligevel affødte revolutionen en feministisk opvågnen. Hvor var kvinderne i denne frihedskamp? Den franske feminist, Olympe de Gourge skrev i 1791 kvindernes "menneskerettighedsklæring" og erstattede demonstrativt "mand" og "han" med "kvinde" og "hun" i oprørernes erklæring fra 1789. 4 Kilde: "Den danske elite" af Peter Munk Christiansen, Lise Togeby og Birgit Møller, Hans Reitzel 2001 I Danmark går kampen også langt tilbage. Allerede få år efter at Junigrundloven i 1849 havde givet mænd stemmeret, startede kvindernes kamp for stemmeret. I 1871 så den første danske kvindeorganisation dagens lys, da Dansk Kvindesamfund blev oprettet. Organisationen arbejdede blandt andet gennem omfattende lobby-virksomhed for at skaffe kvinder 5
Historien 6 de samme rettigheder som mænd. I 1915 kom den store sejr - den nye grundlov gav kvinderne valgret. Derpå fulgte en række ligestillingslove. Men det betød som bekendt ikke, at resten skete af sig selv. Arbejdsmarkedet var stadig mandens domæne, og kvinderne havde svært ved at få adgang. Kun ugifte kvinder blev ansat, og i mange tilfælde blev kvinder afskediget, når de blev gift. Til gengæld blev hjemmet nu anerkendt som arbejdsplads. Husholdningsskoler og husmoderforeninger blev det store hit. Det gjaldt om at være en kvalificeret husmoder. Tanken var, at kønnene var ligeværdige, men selvfølgelig forskellige og kvindernes plads var i hjemmet. Året for kvinders stemmeret i EU- og udvidelseslande 1906: Finland 1915: Danmark 1918: Letland 1918: Luxembourg 1918: Polen 1919: Holland 1919: Sverige 1919: Tjekkoslovakiet (Tjekkiet og Slovakiet i dag) 1919: Tyskland 1919: Østrig 1920: Estland 1920: Litauen 1922: Irland 1928: Storbritanien 1930: Tyrkiet 1931: Spanien 1944: Frankrig 1945: Italien 1945: Ungarn 1946: Slovenien (tidligere Jugoslavien) 1947: Bulgarien 1947: Malta 1948: Belgien 1948: Rumænien 1952: Grækenland 1959: Cypern 1975: Portugal Højkonjunkturen i slutningen af 50 erne ændrede billedet. Der var brug for arbejdskraft, og pludselig var der efterspørgsel efter kvinderne på arbejdsmarkedet. Så var der den generelle kamp for frigørelse i 1960'erne og P-pillens frigivelse i 1965. Rødstrømpebevægelsen blev dannet, og de stillede krav om ligeløn, gratis børneinstitutioner og fri abort. I løbet af 70 erne kom der også gang i lovgivningen omkring ligestilling. Men det skete ikke uden skub fra det internationale samfund. Specielt har EU fungeret som løftestang for kvinders rettigheder i dansk lovgivning. EU's institutioner Europa-Parlamentet. De politikere, som er direkte valgt i medlemslandene for fem år ad gangen. De deltager i bevillingsprocesser, kontrollerer og overvåger Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd. Europa-Parlamentet vedtager EU's lovgivning sammen med Rådet. Der er i dag 626 medlemmer, og de 16 kommer fra Danmark 195 af medlemmerne er kvinder. Efter den første udvidelse vil Parlamentet have 732 medlemmer, hvoraf de 14 vil være danske. Arbejdet i Udvalget om kvinders rettigheder og lige muligheder for mænd og kvinder også kaldet Ligestillingsudvalget, som jeg er medlem af, handler om alt, som vedrører kvinder og ligestilling både indenfor og udenfor EU, herunder forskning, mainstreaming og overholdelse af internationale aftaler. Europa-Kommissionen består af 20 kommissærer med ansvar for hvert deres område. De er udpeget af de enkelte medlemslandes regeringer for en femårig periode (én for hvert land, dog to for de store lande Tyskland, Frankrig, England, Italien og Spanien), men skal godkendes af Europa- Kommissionens formand. Europa- Kommissionens rolle er at være initiativtager, administrator og kontrollant. Europa-Kommissionen har eneret på at fremsætte forslag til EU-lovgivning. Efter udvidelsen afgiver de store lande deres 2. kommissærpost, således at alle landene derefter har én kommissær. For hver kommissær findes et embedsværk i form af et generaldirektorat. Ligestilling hører under Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold. Her findes en ligestillingsenhed, som udformer love og aftaler og kommer med forslag til initiativer, der handler om køn og ligestilling. Det Europæiske Råd består af statsog regeringslederne fra medlemslandene. Det fastlægger de overordnede retningslinier for samarbejdet. Ministerrådet er i virkeligheden flere råd. Her mødes medlemslandenes ministre inden for et område eksempelvis miljø eller økonomi. Det vigtigste er Rådet af udenrigsministre. Dette råd er igen delt i to. Den ene del tager sig af udenrigsog sikkerhedspolitik, mens den anden del har en koordinerende rolle i forhold til de øvrige ministerråd. Det sidste er en stadig voksende opgave, og det er blandt andet derfor, at der tales meget om at reformere Rådets funktionsmåde. Rådet vedtager forslag stillet af Europa- Kommissionen. Rådet er den lovgivende magt, dog med Europa-Parlamentet som medlovgiver på flere områder. I forbindelse med udvidelsen vil der ske en omfordeling, men vægtningen af de enkelte landes stemmer vil stort set være den samme. Der findes ikke et råd for ligestillingsministre, så sager om ligestilling behandles af social- og beskæftigelsesministre. EF-Domstolen er den øverste dømmende myndighed i EU. Den består af én dommer fra hvert medlemsland. I 1999 blev en kvinde for første gang udpeget som dommer. EF-Domstolen afgør i konkrete tilfælde, hvordan EU's lovgivning skal fortolkes. På den måde sikres det, at EU-lovgivningen så vidt muligt anvendes på samme måde i alle medlemslandene. EF-Domstolen dømmer i sager om, hvordan traktaterne skal fortolkes, og for eksempel Europa- Kommissionen kan lægge sag an mod et medlemsland for traktatbrud. Men de nationale domstole skal også rådføre sig med EF-Domstolen, hvis de er i tvivl om, hvordan de skal fortolke eller anvende EU s lovgivning - de såkaldt præjudicielle sager. Hvis den nationale domstol spørger EF-Domstolen til råds, er den forpligtet til at anvende anbefalingen i den konkrete sag, som behandles. Efter udvidelsen udvides antallet af dommere blot således, at hvert land fortsat er repræsenteret. EF-domstolen har kun kompetence til at dømme sager indenfor de områder, hvor der findes fælles EU-lovgivning, og det gør der kun i den del af traktaten, som i dag kaldes EF-traktaten. Derfor hedder den EF-Domstolen og ikke EU-Domstolen. Revisionsretten blev oprettet i 1975 og består af ét medlem fra hvert medlemsland. Revisionsretten kontrollerer, at EU's finansielle midler forvaltes korrekt. Ombudsmanden blev som institution oprettet i 1995. Ombudsmanden (eller kvinden!) undersøger klager, som borgere eller organisationer i EU kan have over fejl eller forsømmelser i EU-institutionernes arbejde. Det kan for eksempel være klager over forskelsbehandling. Klager indbringes ved at skrive et brev på hvilket som helst af EU s 11 officielle sprog indenfor 2 år efter, at man har fået kendskab til det, som man vil klage over. Det behøver ikke at være noget, som man selv har været udsat for, men den institution som man klager over skal allerede være kontaktet. Og klagemålet må ikke være noget, der er ved at blive eller er blevet afgjort ved en domstol. Artikel 119 Ligestilling blev indskrevet i EF-traktaten fra begyndelsen. I 1957 i Romtraktatens artikel 119. Her står der, at kvinder og mænd har ret til samme løn for samme arbejde. Men baggrunden for artiklen var ikke store tanker om retfærdighed mellem kønnene. Romtraktaten var grundlaget for oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) mellem de daværende medlemmer: Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Den skulle danne rammerne for det indre marked og for lige konkurrencevilkår mellem medlemmerne. Frankrig havde i årene 1946-50 formelt indført regler om ligeløn. Det var sket efter strejker og krav fra arbejderkvinder og blev gennemført efter krigen, hvor kvinder var afgørende for genopbygningen af landet. Franskmændene ønskede selvfølgelig, at også de andre lande indførte ligeløn. De fandt det ikke rimeligt, at kvinders løn var højere i Frankrig end i resten af medlemslandene - det ville jo forringe Frankrigs konkurrenceevne. Det var dette franske krav, som førte til artikel 119. EU s traktater En traktat er en overenskomst mellem lande, der fastsætter de grundlæggende regler og principper for et samarbejde. Det er en juridisk bindende aftale. Når EU vedtager nye traktater, skal medlemslandene udarbejde eller indrette national lovgivning i overenstemmelse med dem. Traktaterne er det grundlag, som EU s love bliver vedtaget på. EU s tre søjler indeholder de områder, som samarbejdet foregår indenfor. Søjle 1, hvor blandt andet det indre marked og den sociale dimension ligger, illustrerer det overstatslige samarbejde. Det betyder, at EU-lovgivningen på de områder står over den nationale lovgivning og det gælder for ligestillingsdirektiverne. De to andre søjler indeholder de politiske områder, hvor der er tale om et traditionelt 7
Historien 8 Ligebehandlingsdirektivet (1976) (Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligesamarbejde mellem stater, eksempelvis det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Rom-traktatens paragraf 119 giver kvinder og mænd ret til lige løn for lige arbejde og arbejde af samme værdi. Maastricht-traktaten havde ikke betydning for ligestillingslovgivningen. Amsterdam-traktatens artikel 2 og 3 udvidede lovgrundlaget for ligestilling. Amsterdamtraktatens artikel 13 forbød diskrimination generelt, også på baggrund af køn og seksuel orientering. Romtraktatens paragraf 119 blev erstattet af Amsterdamtraktatens paragraf 141. Her blev det i stk. 4 tilføjet at "For at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere". Nice-traktaten havde ikke betydning for ligestillingslovgivningen. Men artikel 119 betød ikke umiddelbart, at ligeløn blev indført. Der skete faktisk ikke rigtig noget. Først i slutningen af 1964 efter både en henstilling og en resolution fra Europa-Kommissionen - kunne det konkluderes, at der var sket store fremskridt hen imod ligeløn i medlemslandene, men at ingen helt havde gennemført. Det var økonomiske og praktiske problemer på arbejdsmarkedet, der reelt satte gang i ligestillingspolitikken både i Danmark og i EU. På dette tidspunkt i midten af 1960 erne kunne der rundt omkring i Europa ses et stigende engagement på kvindeområdet. Dette skabte debat og opmærksomhed. Men kvinders kamp for rettigheder og lige muligheder skubbede også til den politiske ligestillingsproces. I kombination med samfundets behov for mere arbejdskraft og EU s konkurrencepolitik blev kvindernes kamp udslagsgivende for den videre udvikling af ligestillingspolitikken. Også EF-Domstolen fik en væsentlig rolle at spille. Herstal og Defrenne I begyndelsen af 1966 startede en stor strejke blandt de kvindelige arbejdere på en fabrik (Herstal) i Belgien. Grunden til strejken var et nyt lønsystem, hvor kvinder generelt blev betalt mindre end mænd. Strejken varede i flere måneder og ved demonstrationer bar kvinder skilte, hvor de krævede anvendelse af artikel 119. Parolen lød: "Giv os artikel 119". Strejken endte med, at kvinderne fik medhold i form af lønforhøjelse og ét lønsystem. En anden sag, som har været medvirkende til at skabe rammerne for, EU's ligestillingspolitik, er sagen om Defrenne. I 1968 besluttede den belgiske advokat Eliane Vogel-Polsky og hendes kollega Marie-Terese Cuvelliez, at de ville afprøve artikel 119 ved domstolen. Det gjorde de med sagen om Gabrielle Defrenne, en belgisk stewardesse. Defrenne arbejdede hos Sabena det belgiske luftfartselskab. Men Defrenne blev som andre stewardesser på det tidspunkt afskediget i en alder af 40 år. I modsætning til deres mandlige kollegaer, som kunne fortsætte til de var 55 år. Samtidig modtog stewardesserne mindre i pension end deres mandlige kollegaer. Det blev til to sager. Sagen om tidlig afskedigelse blev behandlet ved den belgiske domstol, og var undervejs i adskillige år. Sagen om pension endte derimod direkte ved EF-Domstolen, men blev tabt. Begrundelsen var, at pensionen ikke var direkte betaling mellem arbejdsgiver og arbejdstager og derfor ikke var dækket af artikel 119. Sagen om afskedigelse nåede EF-Domstolen flere år senere og blev vundet. EF-domstolen vurderede, at sagen hørte under artikel 119. Dette var en skelsættende afgørelse. (Men EF-Domstolen besluttede samtidig, at artikel 119 først var gældende fra dommens afsigelse og ikke fra 1957. Det skete sandsynligvis ud fra overvejelser om eventuelle omkostninger ved lignende sager). Lige løn og lige behandling I forbindelse med udvidelsen i 1973, hvor Danmark, Storbritannien og Irland blev medlemmer af EF, blev der udformet et ligelønsdirektiv. Dette direktiv gjorde det bindende for medlemslandene at have reglerne for ligeløn indskrevet i deres nationale lovgivning. Samtidig blev formuleringen udvidet fra samme løn for samme arbejde til samme løn for samme arbejde og arbejde af samme værdi. I 1976 fik Danmark den ligelønslov, som mange havde kæmpet for, men som først blev vedtaget efter pres fra EU. Det var EU s ligelønsdirektiv, som førte direkte til den danske ligelønslov. Loven betød, at alle områder uanset overenskomst var omfattet. Det ligebehandlingsdirektiv som EU vedtog umiddelbart efter medførte også en tilsvarende dansk lov. Ligebehandlingsdirektivet forbød forskelsbehandling på arbejdspladsen på grund af køn. Men Danmark måtte for EF-Domstolen, før de to direktiver blev ordentligt indarbejdet i dansk lov. I 1980 startede Europa-Kommissionen en såkaldt overtrædelsesprocedure mod Danmark for overtrædelse af ligeløns- og ligebehandlingsdirektivet. Europa-Kommissionen mente ikke, at Danmark havde indarbejdet de to direktiver tilstrækkeligt i lovgivningen. Danmark gav delvist efter for kritikken og ændrede i 1984 ligebehandlingsloven. Men det var ikke nok. Danmark blev slæbt i retten, og i 1985 dømt for traktatbrud i forhold til ligelønsdirektivet. Det betød, at Danmark i 1986 blev tvunget til at udvide ligelønsloven fra kun at gælde samme arbejde til også at omfatte arbejde af samme værdi. Det krævede også en EU-dom at få ændret lovgivningen på en måde, så gravide kvinder fik de rettigheder, som EU kræver. I en EU-dom fra 1998 fik fagbevægelsen medhold i, at Funktionærloven var i strid med ligelønsog ligebehandlingsdirektiverne. Loven indebar, at der kun blev udbetalt løn under sygdom, hvis sygdommen ikke havde forbindelse med graviditet. Det vil sige at en gravid kvinde, som blev syg på grund af graviditet før barselsorloven kun havde ret til sygedagpenge. Men EU-dommen betød, at loven blev ændret, så gravide kvinder nu kan få fuld løn under sygefravær. Ligestillingstiltag og lovgivning i Danmark 1915 Kvinder får stemmeret ved grundlovsændring. 1919 Lige løn indføres for tjenestemænd (og kvinder!) 1921 Lige adgang til offentlige embeder. 1922 Gifte kvinder får del i forældremyndigheden og mulighed for at komme i betragtning som indehaver af forældremyndighed ved skilsmisse. 1925 Ægtefæller får gensidig forsørgerpligt. 1937 Første svangerskabslov vedtages. Den legaliserer abort med medicinsk begrundelse og i tilfælde af voldtægt. (Træder først i kraft i 1939). 1939 Mødrehjælpsloven vedtages. Den giver ret til barselshvile i 8 uger før og efter fødslen samt pligt til 4 ugers arbejdsophør med dagpenge efter fødslen. 1943 Dom for at kvinder ikke kan afskediges fra offentlige stillinger på grund af giftemål. 1957 Forældre ligestilles som værger for deres børn. (Hidtil har manden automatisk været værge). 1961 Kvinder kan efter ansøgning beholde deres eget navn, når de bliver gift. 1965 P-pillen godkendes som præventionsmiddel. 1969 Pornografien frigives ved ophævelse af loven om forbud mod pornografiske billeder. 1973 Fri abort vedtages med den fjerde svangerskabslov. 1976 Ligelønsloven (Vedtaget på baggrund af EU-direktiv. Ændret i 2002). 1978 Ligebehandlingsloven (Vedtaget på baggrund af EU-direktiv. Ændret i 2002). 1981 Navneloven gjorde, at begge ægtefæller kunne vælge den andens efternavn. 1982 Kvinden beholder automatisk sit navn ved giftemål. 1985 Lov om fælles forældremyndighed vedtages. 1986 Mænd får mulighed for at holde to ugers barselsorlov (kan ikke overføres til kvinden). 1998 Lov om ligebehandling af kvinder og mænd inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger (Vedtaget på baggrund af EUdirektiv. Ændret i 2001). 2000 Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd. (Ændret i 2002 med lukning af Videnscenter for Ligestilling). EU-lovgivning på ligestillingsområdet Ligelønsdirektivet (1975) (Rådets direktiv 75/117/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder). 9
Historien 10 behandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår). Rammedirektivet for ligebehandling med hensyn til social sikring (1978) (Rådets direktiv 79/7/EØF om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring). Pensionsdirektivet (1986) (Rådets direktiv 86/378/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger). Direktivet for lighed mellem mænd og kvinder, der driver selvstændig virksomhed. (1986) (Rådets direktiv 86/613/ EØF om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel). Graviditetsdirektivet (1992) (Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer). Direktivet for organisering af arbejdstiden (1993) (Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden). Forældreorlovsdirektivet (1996) (Rådets direktiv 96/34/EF om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS). Direktivet om omvendt bevisbyrde (1997) (Rådets direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn). Deltidsdirektivet (1997) (Rådets direktiv 97/81/EF om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS - Bilag : Rammeaftale om deltidsarbejde). Det 11. direktiv er en ændring af ligebehandlingsdirektivet fra 1976 (2002) (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår). Den Åbne Koordinationsmetode er et supplement til lovgivning og programmer. Den betyder, at der opstilles nogle fælles mål og rammer, som så udfyldes og gennemføres på nationalt plan. Den enkelte medlemsstat kan på den måde tilpasse arbejdet efter eget niveau og i samarbejde med aktører i landet. Domstolsafgørelser har haft stor betydning for ligestillingslovgivningen. Det er nemlig dem, som viser, hvordan EU-lovgivningen skal fortolkes. Derfor står de også over de nationale domstole. Eksempler på EF-Domstolens betydning kan ses i boksene om Defrenne, Kalenke og Marschall. Flere rettigheder følger Gravide kvinder og nybagte mødres rettigheder er også sikret af graviditetsdirektivet fra 1992. Det betyder, at medlemslandene forpligter sig til at give kvinder 14 ugers barselsorlov. Under barslen skal kvinder minimum have den samme kompensation, som de ville have fået, hvis de var væk fra arbejdet på grund af sygdom. Direktivet sikrer også andre dele i forbindelse med gravides og nybagte mødres sundhed og sikkerhed på arbejdsmarkedet. Det er for eksempel forbudt at fyre kvinder under barsel - medmindre det sker af en grund, som ikke har noget med kvindens graviditet at gøre. Det er derfor muligt at lægge sag an mod en arbejdsgiver, som man mener har fyret én på grund af graviditet. Og det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at fyringen ikke er sket på grund af graviditeten. Det blev indskrevet i den danske ligebehandlingslov i 1989. Det er nemlig vigtigt, hvem der bliver pålagt bevisbyrden kvinden eller arbejdsgiveren. Omvendt bevisbyrde betyder, at den, som sagen bliver ført i mod i de fleste tilfælde en arbejdsgiver kan blive pålagt at bevise sig ikke-skyldig. Klageren skal selvfølgelig ligeledes kunne sandsynliggøre diskriminationen. I 1989 blev dette princip brugt i en sag om ligeløn, som blev ført mod firmaet Danfoss. Sagen blev indbragt for EF- Domstolen, som besluttede, at det var Danfoss' opgave at bevise, at de ikke var skyldige i at lønne kvinder mindre end mænd på grund af deres køn. Det lykkedes ikke. Danfoss tabte sagen, fordi de havde et for uigennemsigtigt lønsystem, der diskriminerede kvinder. De berørte kvinder fik en forholdsvis stor erstatning. Kun få år før havde en lignende sag været ført mod Danfoss. Dengang var EF-Domstolen ikke indblandet, og Danfoss vandt sagen, fordi det ikke var muligt for kvinderne at bevise, at lønforskellen skyldtes deres køn. Et EU-direktiv, direktivet om omvendt bevisbyrde fra 1997, har gjort det lettere at føre sager om diskrimination. EUdirektivet, som blev indarbejdet i dansk lov i 2001, betyder nemlig, at omvendt bevisbyrde nu gælder for alle områder, hvor ligebehandlingsprincippet gælder også i forbindelse med for eksempel ansættelse eller sexchikane. Det er arbejdsgiveren, som skal bevise, at der ikke er tale om diskrimination. Internationale aftaler Udover EU s lovgivning findes flere internationale aftaler, som forbyder forskelsbehandling og diskrimination på forskellige områder også mellem kønnene. FN s kvindekonvention, den såkaldte CEDAW ("Convention on the Elimination of Discrimination Against Women"), omhandler afskaffelse af diskrimination af kvinder. Den blev vedtaget i 1979 og Danmark tiltrådte den i 1982. I forbindelse med CEDAW findes en komité, som med fire års mellemrum vurderer de enkelte landes indsats på ligestillingsområdet. Denne komité kan også modtage og behandle klager fra individer eller grupper, der føler, at deres rettigheder er krænket ved manglende overholdelse af CEDAW. ILO (International Labour Organisation) udarbejdede i 1951 deres konvention nr. 100 om ligeløn. Denne blev tiltrådt af Danmark i 1960. Allerede i den forbindelse blev det faktisk taget op i Folketinget, hvorvidt Danmark burde vedtage en dansk ligelønslov. Men dette blev afvist - og Danmark fik først en ligelønslov i 1976 efter pres fra EU. Der findes også et tillæg til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som Europarådet har vedtaget. Den udvider diskriminationsforbudet vedrørende køn til at gælde alle samfundslivets områder - men er endnu ikke ratificeret af Danmark. Siden 1973 er der i alt blevet vedtaget 11 EU-direktiver om ligestilling. Det seneste direktiv blev vedtaget i efteråret 2002. Direktivet er en udvidelse og præcisering af ligebehandlingsdirektivet fra 1976, som gør det markant bedre. Med dette direktiv bliver det gjort tydeligt, hvad forbud mod direkte og indirekte diskrimination og chikane egentlig betyder. I direktivet findes en lang række retningslinjer for medlemslandene. Det er eksempelvis op til medlemslandene at fastsætte sanktioner, hvis ligebehandlingslove overtrædes. Men det bliver præciseret, at de skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Hvis en arbejdsgiver bliver dømt for kønsdiskrimination i ansættelsen af en medarbejder, er det altså ikke nok at refundere ansøgerens papir og frimærker - sådan som det har været gjort i en sag i Tyskland. Samtidig forpligter direktivet medlemslandene til at udpege nogen til at fremme og evaluere arbejdet med ligestilling i landet. Når det 11. direktiv er meget mere præcist end det tidligere ligebehandlingsdirektiv, er det fordi, Amsterdam-traktaten har udvidet EU's beføjelser på ligestillingsområdet og dermed gjort det muligt for EU at lovgive om kønsdiskrimination i alle anliggender. Amsterdam-traktaten I EU's formelle traktatarbejde var der ikke særlig fokus på ligestilling i EU i løbet af 1980erne og begyndelsen af 1990 erne. Murens fald i 1989, genforeningen af Europa og arbejdet med ØMU'en tog en stor del af opmærksomheden. Der blev arbejdet med at udbygge EU's institutioner. Ligestilling indgik derfor heller ikke i Maastricht-traktaten, som i 1992 havde suppleret Rom-traktaten. Men i juni 1997 blev en ny traktat forhandlet på topmødet i Amsterdam, og kvindeorganisationer rundt omkring i Europa arbejdede hårdt for at få indflydelse på den nye traktat. En af de meget aktive var Den Europæiske Kvindelobby. Ved topmødet kunne de overrække 36.000 underskrifter til topmødelederne på vegne af de nationale kvindeorganisationer. Alt dette skulle sikre, at ligestilling kom til at stå stærkere i den nye traktat - og det lykkedes i høj grad. I Amsterdam-traktaten, som trådte i kraft 1. maj 1999, er ligestilling indskrevet som et mål i artikel 2 og 3. Her står, at EU "har til opgave (...) at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder" (artikel 2) og "tilstræber (...) at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder" (artikel 3). Det betyder, at det er blevet en del af EU s målsætning at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er en vigtig formulering. Det er let at skrive og det 11
Historien 12 har flere lande gjort i deres forfatninger at man "bygger på ligestilling". Det er sværere at gøre noget ved i praksis. Men når der står, at EU arbejder for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, så ligger der deri en forpligtelse til faktisk at arbejde for det. I traktaten er der også en artikel om diskrimination generelt (artikel 13). Her står, at EU vil arbejde for at "bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering." Artikel 119 fra Rom-traktaten blev udbygget med Amsterdam-traktaten og hedder nu artikel 141. Her sikres det blandt andet, at medlemslandene kan indføre positiv særbehandling. Som et nyt og centralt punkt på den Europapolitiske dagsorden indgår også mainstreaming af køn. Den Europæiske Kvindelobby Den Europæiske Kvindelobby har eksisteret siden 1990 og har kontor i Bruxelles. Kvindelobbyen er den største sammenslutning af kvindeorganisationer i Europa. De repræsenterer mere end 2.500 europæiske kvindeorganisationers interesser i EU. Kvinderådet er blandt andre medlem af lobbyen. Kvindelobbyen er observatør ved Europa-Kommissionens og Europaparlamentets ligestillingsmøder, og de bliver hørt ved planlægning af ny lovgivning og programmer. Samtidig udgiver lobbyen forskelligt informationsmateriale. Kvinderådet Kvinderådet blev oprettet i 1899 og er Danmarks største kvindeorganisation. Det er en paraplyorganisation for kvindeforeninger og andre organisationer. De koordinerer og formidler kvindekrav og er med til at sætte den kønspolitiske dagsorden både nationalt og internationalt. Kvinderådet er medlem af Den Europæiske Kvindelobby, hvor de har et medlem i bestyrelsen. Dansk Kvindesamfund, Danmarks ældste kvindeorganisation blev stiftet i 1871, er blandt andre medlem af Kvinderådet. De to organisationer deler adresse i København. Kalenke og Marschall Den 17. oktober 1995 afsagde EF- Domstolen en dom, som kom til at skabe stor debat om ligestillingslovenes betydning og ikke mindst om positiv særhandling. Eckhard Kalenke havde anlagt sag mod den tyske delstat Bremen. Kalenke var blevet forbigået ved en forfremmelse, som blev givet til en kvinde med lige så gode kvalifikationer. I Bremens lovgivning var det bestemt, at kvinder skulle gives fortrinsstilling ved ansættelse og forfremmelse på områder, hvor kvinder var underrepræsenteret - såfremt kvinden var lige så kvalificeret som en mandlig ansøger. Så da Kalenke rejste sagen ved de tyske domstole vurderede de, at dette var helt i tråd med tysk lovgivning. Der opstod dog tvivl om, hvorvidt det var i overensstemmelse med EU's ligebehandlingsdirektiv. Derfor blev EF-Domstolen bedt om at komme med en afgørelse på dette spørgsmål. Det overraskende var, at domstolen fandt, at Bremens lovgivning ikke var i overensstemmelse med ligebehandlingsdirektivet. Domstolen mente ikke, at den positive særbehandling af kvinder vejede tungt nok i forhold til spørgsmålet om ligebehandling. Kalenke vandt derfor sagen. Det er efterfølgende blevet vurderet blandt andet af Europa-Kommissionen, at EF-Domstolen primært fandt Bremens lovgivning på området for snæver, idet den tvang arbejdsgivere til at prioritere kvindelige ansøgere og havde fastlagt underrepræsentation til 50%. Europa- Kommissionen mente ikke, at det burde ses som en generel dom imod positiv handling, som da også er fremhævet og anbefalet som ligestillingsforanstaltning i diverse internationale konventioner og i EU's egne direktiver. Få år senere afsagde EF-Domstolen dom i en lignende sag - Marschall-sagen. I den sag blev der dømt til fordel for positiv særbehandling af kvinder. Men det blev også gjort klart, at ligestillingsprincippet er det stærkeste. Positiv særbehandling må derfor ikke ske automatisk. Det må kun bruges i situationer, hvor det er nødvendigt, for at kvinder kan konkurrere på lige fod med mænd. Mainstreaming Der findes desværre ikke et godt dansk ord at oversætte mainstreaming med. Men det betyder at gøre noget til hovedstrømning at gøre noget etableret. Princippet om mainstreaming af køn stammer fra FN og kom for alvor på dagsordenen under FN s kvinde-tiår og kvindekonferencen i Beijing i 1995. Med Amsterdam-traktaten er det blevet et politisk værktøj i EU. Mainstreaming betyder, at en problemstilling i dette tilfælde køn tænkes ind i lovgivningen på alle områder. Det vil sige, at det skal overvejes, hvilke konsekvenser en beslutning har for såvel kvinder som mænd og for deres indbyrdes forhold. Det er en ny - og på mange måder grundigere - måde at gribe tingene an på. I stedet for at arbejde på specifikke enkeltområder skal mainstreaming sikre, at der bliver arbejdet med ligestilling generelt. For hvis der er ét område, hvor der ikke er ligestilling, kan det meget vel påvirke ligestilling på andre områder. Men mainstreaming skal ikke erstatte særlige initiativer for at fremme ligestilling. Der kan nemlig være en fare for, at når ligestilling gøres til alles ansvar så bliver det i stedet ingens ansvar. Derfor kan mainstreaming ikke stå alene. Ikke så længe der bevidst eller ubevidst er modvilje mod at arbejde for at give kvinder og mænd lige muligheder. De to strategier skal supplere hinanden. Sådan er det også indenfor miljøområdet. Miljøet skal tænkes ind i alle områder - men der skal også være særlige miljøinitiativer. Det er langt bedre at tænke ligestilling eller miljø ind fra starten. Ikke at gøre det svarer til at bygge et hus uden vand og kloak. Det er meget dyrere at lave om på et eksisterende hus end at bygge det rigtigt med de rigtige installationer fra begyndelsen. Mainstreaming er noget forholdsvist nyt. Og det lyder jo meget godt, at indtænke ligestilling i alt arbejde det er bare også meget ukonkret. Men flere virksomheder og offentlige institutioner har allerede indarbejdet mainstreaming. Det betyder, at mainstreamingen bliver konkret og til at måle og rent faktisk kommer til at betyde noget. FN Ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder fremme af kvinders rettigheder, er et centralt tema på FN's dagsorden. Temaet er blevet behandlet på FN's fire Verdenskvindekonferencer (Mexico 1975, København 1980, Nairobi 1985, Beijing 1995) og er hvert år på dagsordenen for generalforsamlingen og på Kvindekommissionens samling. Kvindekonferencen i Beijing var den største FN konference nogensinde. Konferencerne har - i meget høj grad - været med til at sætte dagsordenen for ligestilling overalt i verden og har blandt andet medført, at mainstreaming har fået en central plads i EU s ligestillingspolitik. Slutdokumentet fra Beijing, som i daglig tale kaldes Platform for Action (PfA) identificerer og behandler 12 kritiske områder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at opnå ligestilling mellem kvinder og mænd. De 12 områder er: kvinders fattigdom uddannelse og træning sundhed afskaffelse af vold mod kvinder væbnede konflikters virkninger for kvinder kvinders deltagelse i økonomi og produktion lige fordeling af magt og ansvar mekanismer til fremme af kvinders stilling respekt for kvinders menneskerettigheder mediernes fremstilling af kvinder kvinders bidrag til bæredygtig udvikling og miljøbevarelse beskyttelse af piger. Platform for Action blev evalueret under en særlig FN generalforsamling i juni 2000 i New York, også kaldet Beijing+5. EU vedtog i 1995 at indarbejde Platform for Action ved årligt at evaluere udvalgte områder. AF-Vestsjælland Der er allerede flere eksempler på konkret arbejde med mainstreaming i Danmark. Et af dem er arbejdsformidlingen i Vestsjællands Amt. De har de seneste to år arbejdet konkret med mainstreamingstrategien. Det betyder, at de har forsøgt at tænke ligestilling ind i alt deres arbejde lige fra det overordnede politiske og ned til udarbejdelsen af informationsmateriale - og rådgivning af den enkelte ledige. Det har også påvirket AF s samarbejde med virksomheder, a-kasser, kommuner og uddannelsesinstitutioner. Idéen har været at påvirke det kønsopdelte arbejdsmarked på en måde, som gør det mindre kønsopdelt og mere fleksibelt. Konkret handler det om at bryde med de traditionelle forestillinger om, hvad kvinder og mænd kan på arbejdsmarkedet at blive og skabe mønsterbrydere. Det gælder især 13
Historien 14 blandt kvinder, fordi de har en gennemsnitlig overledighed. Kvinder og mænd påvirkes nemlig forskelligt af udviklingen på arbejdsmarkedet. Mange kvinder er ledige, fordi deres kvalifikationer ikke passer til de kvalifikationer, som virksomhederne søger. Det kan være fordi, deres uddannelse er forældet, eller fordi de slet ingen uddannelse har. For at blive selvforsørgende er det nødvendigt, at kvinderne motiveres til at skifte fag eller opkvalificere og uddanne sig både inden for traditionelle kvindefag med gode jobmuligheder, men også inden for typiske mandefag, hvor der er mangel på arbejdskraft. Og mange dygtige kvindelige mønsterbrydere i Vestsjælland har bevist, at selvfølgelig kan kvinder både svejse og køre truck og blive dygtige håndværkere. Den positive effekt kan aflæses i et markant og vedvarende fald i kvinders ledighed. Det største fald har været i de rene kvindeforbund eksempelvis et fald på 14% blandt medlemmerne i KAD i 2001. Kvinderne har dog stadig den største ledighed i amtet. De udgør 60% af de ledige. Kvinder og videnskab Der er for få kvinder indenfor forskning. Derfor arbejder Europa-Kommissionen på at fremme forskning af, for og om kvinder. Den lave kvindeandel i forskning forvrænger forholdet mellem videnskaben og samfundet og er spild af menneskelige ressourcer. Formålet er derfor at få flere kvinder ind øverst på den videnskabelige karrierestige. Det sker blandt andet gennem mainstreaming i programmet Kvinder og videnskab. Her blev der i 1999 udarbejdet rapporten Videnskabspolitikker i EU: fremme af dygtighed gennem mainstreaming af ligestilling. Den fastslog mange grunde til, at kvinder er underrepræsenterede i forskningen. For at arbejde videre med dette har Europa-Kommissionen nedsat en gruppe af embedsfolk fra medlemslandene. Den såkaldte Helsinkigruppe skal udveksle erfaringer og være med til at udarbejde sammenlignelige statistikker. Som en del af arbejdet satte Europa-Kommissionen også det mål, at der i paneler, rådgivende udvalg og lignende indenfor teknologi og forskning skal være mindst 40% kvinder. Det skal være med til at sikre, at forskningen tager hensyn til kvinders behov. Da medlemmerne af de forskellige organer ofte bliver indstillet af medlemslandene, bliver de derfor bedt om at foreslå kandidater af begge køn. Andelen af kvinder i for eksempel ekspertgrupper er da også stigende og var i 2000 oppe på omkring 30%. Til sammenligning er andelen af kvindelige forskere i Danmark steget fra 18 til 22% fra 1970 til i dag! Det er til gengæld en skandale, som få desværre ser ud til at tillægge nævneværdig betydning. I Finland og Sverige er andelen af kvinder i forskerstillinger på henholdsvis 36 og 33% - mens gennemsnittet i EU er 26%. Der bliver også arbejdet på at forbedre kønsbalancen i og omkring Europa- Kommissionen. Det skal blandt andet ske ved at gøre det nemmere at forene arbejds- og privatliv, ved at gennemføre lederkurser for kvinder og ved på anden vis at skærpe opmærksomheden om kønsspørgsmål. Der er oprettet et særligt kontor, der har til opgave at fremme ligestillingen i rekruttering og forfremmelse internt i Europa-Kommissionen. Resultaterne af dette arbejde er positive, men det går altsammen langsomt. Den bløde lovgivning Udover de 11 direktiver arbejder EU med ligestilling på forskellig vis. Formålet er at ændre holdninger og sætte ligestilling på dagsordenen. Europa-Kommissionen har en ligestillingsenhed, der hører under Generaldirektoratet for Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er med til at overvåge, at EU s ligestillingspolitik bliver ført ud i livet og kommer med forslag til lovgivning på området. Lovgivningsværktøjer Forordning: En almengyldig lov, som er bindende i alle detaljer og har direkte effekt i hvert medlemsland. Direktiv: En bindende lov, som skal indgå i medlemslandenes lovgivning, men hvor det overlades til de nationale myndigheder i hver enkelt medlemsland at bestemme form og midler for gennemførelsen af loven. Beslutning: Er bindende i alle detaljer, men retter sig mod én enkelt aktør - eksempelvis et firma. Henstilling og Udtalelse: Retningslinje, som ikke binder juridisk og derfor ikke kan prøves ved EF-Domstolen. Resolutioner: Programerklæringer, som ikke er bindende. Rammeprogrammer: Langsigtede prioriteringer der følges af et budget. Ikke egentligt lovgivningsværktøj, men hjælper til at undersøge et emne og få sat det på den politiske dagsorden. Domsafsigelser fra EF-Domstolen skal følges af den nationale domstol. En vigtig del af den bløde lovgivning det vil sige den del af lovgivningen, som ikke er juridisk bindende for medlemslandene er rammeprogrammerne. Det er arbejdsprogrammer for medlemslandene. De lægger en overordnet ramme og et budget for forskning og andre projekter på et område. Europa- Kommissionens rammeprogram for ligestilling for 2001-2005 sætter rammerne for EU s aktiviteter og opstiller målsætninger for arbejdet. En konkret målsætning er for eksempel at øge erhvervsfrekvensen blandt kvinder fra de nuværende 51% til 60% inden 2010. Der er indenfor rammeprogrammet afsat penge til arbejde og forskning på ligestilllingsområdet. Pengene fra rammeprogrammerne kan søges af NGO er, arbejdsmarkedets parter, myndigheder og organisationer, som arbejder på tværs af landene. Projekterne skal blandt andet fremme den kønsmæssige balance i beslutningsprocesserne, øge opmærksomheden omkring kønspolitiske spørgsmål, skabe kendskab til kvinders rettigheder, bidrage til erfaringsudveksling og indsamling af sammenlignelig statistik. Statistik er et meget væsentligt og også højt prioriteret redskab indenfor ligestillingsarbejdet i EU. Det gør det muligt at skabe et overblik over, hvordan kvinder er repræsenteret på en række områder - og at sammenligne landenes forhold og udviklingen over tid. Europa-Kommissionen har netop gennemført et såkaldt "feasibility" studium om et europæisk videnscenter for ligestilling, der ikke skal forske selv, men blot samle og distribuere al information fra medlemslandene om køn og ligestilling. Studiet viser, at det vil være nyttigt at få et europæisk videnscenter for ligestilling. På tærsklen til udvidelsen er det af afgørende betydning at fastholde konkrete mål med præcise tidsfrister på ligestillingsområdet, så alle parter ved, hvor vi skal hen, og det behøver vi fakta for. Det er en måde at sikre, at ligestillingsdiskussionen baserer sig på hårde fakta. Den bløde diskussion dur ikke i sig selv. Vi bliver nødt til at have tal og statistik på ligestillingen, ellers ved vi jo ikke, om vi gør fremskridt eller tilbageskridt. Ligestilling er også blevet tænkt ind i EU s Socialfond, som skal forbedre mulighederne for beskæftigelse i medlemslandene. Det betyder, at fonden gerne skal støtte projekter, der er særligt rettet mod kvinder. Europa-Parlamentet har også netop vedtaget en rapport, som anbefaler prioritering af mere og bedre seksualundervisning, billigere prævention og ikke mindst, at abort bliver frigivet i de EU-lande, hvor det ikke allerede er tilfældet. Som et minimum bør kvinder, der har fået foretaget ulovlig abort ikke forfølges, sådan som det i dag sker i nogle EU-lande og i flere af kandidatlandene. Det er en kontroversiel udmelding fra Europa-Parlamentet, og der har også været protester i lande som Irland, Malta og Polen. Abort skal selvfølgelig ikke anvendes som præventionsmiddel. Men jeg mener, det er kvindens ret, at kunne vælge denne mulighed, hvis hun har behov for det. Ligestillingspolitikken i såvel Danmark som EU har udviklet sig meget gennem de seneste 25 år. I EU er den gået fra at være et redskab, der sikrede lige vilkår mellem medlemslandene til i dag at give den enkelte kvinde rettigheder og konkrete ligestillingspolitiske redskaber. En europæisk forfatningstraktat, der har ligestilling som værdi og som mål vil være et stort skridt videre i den rigtige retning. Det er omtalt i det sidste kapitel. 15