NOGET VI BARE GØR FRIVILLIGE HJÆLPER ETNISKE MINORITETER MED UDDANNELSE OG JOB DANSK FLYGTNINGEHJÆLP GIV FLYGTNINGE EN FREMTID

I N S P I R A T I O N S H Æ F T E 2 0 0 5 NOGET VI BARE GØR FRIVILLIGE HJÆLPER ETNISKE MINORITETER MED UDDANNELSE OG JOB DANSK FLYGTNINGEHJÆLP GIV FLYGTNINGE EN FREMTID

NOGET VI BARE GØR Frivillige hjælper etniske minoriteter med uddannelse og job Udgivet af Dansk Flygtningehjælp 2005 Dansk Flygtningehjælp / Frivillige Borgergade 10, 3. sal Postboks 53 1002 København K Tlf. 3373 5000 Fax 3332 8448 Mail drc@drc.dk www.flygtning.dk Redaktion: Kit Jørgensen, Rie Græsborg, Sidsel Jacobsen Grafisk design: Steven Leweson ISBN nr. 87-7710-430-7 Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S Oplag: 5.000 eks.

INDHOLD Netværk og karriere Som ny i Danmark har man ikke noget netværk til arbejdsmarked eller uddannelse. Men det har til gengæld de frivillige. SIDE 4 Når jobbet kræver, at man kan cykle Der er stor søgning til frivilliggruppens cykelkursus for kvinder. SIDE 12 Landskabsarkitekten og turistguiden to fynske fagfæller Det frivillige Arbejdsmarkedsprojekt på Fyn skaffer fagfæller eller coaches til etniske minoriteter. SIDE 20 SIDE 3 Noget vi bare gør to historier om netværk Når helt almindelige danskere skaffer arbejde til flygtninge og indvandrere. SIDE 6 Pensionister følger til dørs Ældre erfarne frivillige støtter flygtninge og familiesammenførte på vej til uddannelse eller arbejde. SIDE 14 Frivillighed og professionalisme Det offentlige har ansvar for de basale rammer for integrationen, mens den frivillige indsats giver adgang til private relationer og netværk. SIDE 22 Lige pludselig var det os, der regnede og forklarede på tavlen Højt kvalificeret lektiehjælp gav selvtillid og ny uddannelse og job. SIDE 8 Vi skal støtte hinanden Den iranske læge kom hver dag i Netværkshuset for at træne sit dansk. SIDE 16 Introduktionsprogrammet de første 3 år Hver enkelt flygtning over 18 år indgår en individuel kontrakt med kommunen, og et brud på den kan få alvorlige følger. SIDE 23 Frivillige hjælper med lommepengene Gennem fritidsjob lærer minoritetsunge tidligt arbejdsmarkedet at kende. SIDE 10 Sådan er jeg ikke opdraget Via Guideprojektet lærte Sara at se sine stærke sider og bruge dem. SIDE 18

NETVÆRK OG KARRIERE FLYGTNINGE OG INDVANDRERE KAN FÅ ET NYT NETVÆRK GENNEM DE FRIVILLIGE, SOM REPRÆSENTERER MASSER AF ERHVERVS- OG UDDANNELSESERFARINGER. SIDE 4 Vi har næsten alle oplevet det i en eller anden version: at få øje på en ny jobmulighed, få et uvurderligt råd eller gode fif gennem venner og bekendte, når der skulle ske noget nyt i vores arbejdsliv eller vi skulle vælge uddannelse. Der er mange bud på hvor stor en procentdel af jobs der sker ved privat formidling, men den ligger ikke under 50 %. I hvert fald hvis man også inkluderer at mennesker i ens nærhed fungerer som jobspejdere og gør opmærksom på muligheder man ikke selv ville have fået øje på, eller kendskab til. Flere undersøgelser viser, at det ikke nødvendigvis er den nærmeste familie der er mest effektiv, men snarere det løsere netværk: venner og bekendte og venners venner. Når man som flygtning eller indvandrer kommer til Danmark har man ladt sit netværk bag sig. Sine gamle skolekammerater, sine kolleger og kollegers venner osv. Man begynder så at sige ved år nul og er samtidig i en situation hvor man, om nogensinde før, har brug for netværk der rækker ud i erhvervslivet, i uddannelsesverdenen og kan støtte, give gode råd og åbne døre I langt de fleste tilfælde er flygtningenes nærmeste danske netværk de frivillige, der jo heldigvis repræsenterer en kolossal sum af erhvervs- og uddannelseserfaringer, fagkompetencer, og adgang til et endnu større netværk, nemlig deres eget. Kortlæg dine egne erfaringer og forbindelser Når en flygtning eller indvandrer har behov for en frivillig sparringspartner og støtte på vej til og gennem uddannelse eller jobs er det ikke ligegyldigt, hvem der mødes med hvem. De frivillige er nemlig på dette felt ikke professionelle, men repræsenterer hver især egne erfaringer og netværk, som kan være værdifulde og relevante for den enkelte flygtning. Alt efter fag og uddannelsesønsker. Nogle gange sker det rette match ved lidt af en tilfældighed. Andre gange må vi give tilfældet en hjælpende hånd og organisere at de rette mennesker mødes med hinanden. Det kan i en mindre frivilliggruppe, hvor mange kender mange, ofte klares ved en snak i gruppen og en opringning til nogen man kender. I større byer må det ofte organiseres, og det er der i dette hæfte flere eksempler på hvordan man kan gøre. Man kan som frivillig og gerne i en mindre gruppe starte med at kortlægge sin egen vej gennem uddannelser og jobs. Og fundere over de erfaringer man selv sidder inde med, som kan være en flygtning til hjælp. Hvordan skriver jeg jobansøgninger? Hvordan valgte jeg erhvervsretning og uddannelse. Hvilke processer var jeg igennem. Hvem hjalp til? Hvad inspirerede? For mange flygtninge og indvandrere kan det være tankevækkende at opleve den danske model personificeret i et andet menneske: At man godt som ung kan vælge en uddannelse og derefter arbejde, bygge videre med ny eller efteruddannelse, eller helt skifte erhvervsretning midt i livet. Så del ud af jeres egne karriere-historier og erfaringer. Det fremmer forståelsen af det danske uddannelsessystem og inspirerer.

Flygtningenes nærmeste danske netværk er i de fleste tilfælde de frivillige. Foto: Merete Biltzing. Derefter kan man kortlægge sine forbindelser ud i andre brancher end ens egen. Venner og bekendte som ved noget om netop deres branche, om jobmuligheder, uddannelsesveje, lokale forhold, og som man kan spørge til råds eller etablere kontakt til. Jo mere viden og jo flere erfaringer den enkelte flygtning har at trække på, jo mere kvalificerede bliver de valg som den enkelte til syvende og sidst selv må træffe. DET VAR DOG UTROLIGT Og så skal vi sammen med den enkelte flygtning være parate til et konstruktivt samarbejde med de professionelle personer som den enkelte flygtning må støtte sig til og samarbejde med. SIDE 5 For de fleste er det en positiv overraskelse at få anskueliggjort hvor megen viden og erfaringer de har adgang til - som kan aktiveres når en flygtning skal finde vej til job og uddannelser. At afdække hinandens talenter kan være lige så relevant når en flygtning skal bakkes op i et uddannelsesforløb. Hvor iblandt os selv eller folk vi kender, finder vi de rette sparringspartnere og lektiehjælpere? Vi skal ikke være bange for at øse af vore egne erfaringer og viden eller bruge vore egne netværk i processen, når en flygtning eller indvandrer skal støttes og inspireres på vej gennem uddannelse eller i jobs. Hun har passet kalve, lavet mad på et plejehjem, vasket tøj på et sygehus, været fabriksarbejder, arbejdet som bogholder i mange år. Så læste hun HF, tog en pædagoguddannelse og arbejder nu professionelt i grænselandet mellem børnehave og folkeskole. I hendes personlige netværk er der sådan cirka 15 andre brancher. Alt fra bibliotekar til industriarbejder. Og så er hun i øvrigt frivillig i en frivilliggruppe under Dansk Flygtningehjælp. På Dansk Flygtningehjælps kurser for frivillige, der har lyst til at støtte flygtninge og indvandrere på vej i uddannelse og til jobs, laver deltagerne et kort over hvilke uddannelses- og brancheerfaringer de selv og deres omgangskreds repræsenterer. De fleste bliver overraskede over, hvor mange tangenter de selv har at spille på, når en flygtning skal hjælpes på vej til uddannelse og jobs. Den frivillige kvinde der begyndte som kalvepasser og nu er pædagog er kun et ud af mange kort der har tegnet sig til stor overraskelse for frivilligkollegerne: Det vidste jeg søreme ikke om dig. Hvis vi i vores gruppe derhjemme lavede denne øvelse med hinanden, er der næsten ikke det gode råd, den snusepraktik eller jobmulighed vi ikke kunne få frem.

NOGET VI BARE GØR DET HANDLER OM AT HELT ALMINDELIGE DANSKERE KAN UDVIDE FLYGTNINGES NETVÆRK OG DERMED CHANCER FOR AT KOMME I ARBEJDE FORDI VI KENDER NOGEN INDEN FOR MANGE FORSKELLIGE FAG ELLER BRANCHER. SIDE 6 Frivilliggruppen i Dianalund blev dannet i 2001 og ligner nok mange andre grupper i små byer der har fået boligplaceret flygtninge efter integrationsloven i 1999. Nyankomne flygtningefamilier får tilbudt en dansk kontaktfamilie, og frivilliggruppen og flygtninge mødes derudover til ture, arrangementer og madaftener. I det sidste halvandet år har den unge mand været ansat på Danfoss, der netop manglede en person, der mestrede det italienske sprog. Det drejede sig jo bare om et telefonopkald siger Gert. Han fortsætter med historien om en afghansk journalist, der ønskede at arbejde med hvad som helst. Om vi kalder det at gøre brug af sit netværk eller noget der bare tilfældigt sker, kommer ud på et. Det handler om at en helt almindelig dansker kan udvide flygtninges netværk og dermed chancer for at komme i arbejde fordi vi kender nogen inden for mange forskellige fag eller brancher. Vi kender Gud og hvermand i sognet Det allersydligste Danmark huser Netværk Sydfalster, hvor seks frivillige i de seneste år har taget imod flygtninge i kommunens tre små bysamfund. Hver anden uge er der caféaften i Gedser. I Dianalund har de frivillige desuden prøvet at trække på deres eget og fælles netværk for at hjælpe flygtningene i arbejde. Gert Andersen, gruppens kontaktperson, har selv brugt sit personlige netværk til at hjælpe et par flygtninge ud på arbejdsmarkedet. En af Gerts historier gælder en somalisk mand i starten af 20 erne. Han boede på det nærliggende asylcenter, men da han fik asyl skulle han bosættes i Kolding. I hjemlandet havde han læst på universitetet og talte derudover italiensk og engelsk. Nu er det sådan at jeg har en søn på Danfoss, og det er jo ikke så langt fra Kolding. Jeg ringede til ham for at bane vejen lidt, men vi aftalte at den unge somalier selv skulle henvende sig. Og så var det at vores naboer arbejder i Kvickly i Slagelse. Her sagde de, at hvis han kom på kursus på slagteriskolen i seks måneder, så ville de gerne have ham i praktik, fortæller Gert. Kurset blev finansieret af kommunen, fordi den kommende slagter var garanteret en praktikplads. Nu er han flyttet fra Dianalund, men han er stadig fastansat i Kvickly. Gert Andersen begynder på en tredje historie om en afghansk bager der gennem frivilliggruppen kom til at bruge sit fag i et supermarked i Roskilde. Det har jo været sådan lidt tilfældigt noget vi bare gør, slutter han. Frivillig Tom Petersen husker at snakken i gruppen en kold vinteraften faldt på hvor stor en del af vores identitet, der er forbundet med vores arbejde. Du er ikke numismatiker, filatelist eller håndboldspiller med mindre du er professionel og lever af det. Nej, du er laborant, konsulent eller elektriker, som Tom formulerer det.

Spørgsmålet om frivilliggruppens muligheder for at hjælpe flygtninge ud på arbejdsmarkedet fulgte lige efter. Ret hurtigt går det op for os, at det er os seks der tilsammen kender Gud og hvermand i sognet. Det er os der har det personlige kendskab og forbindelserne til det lokale erhvervsliv, fortæller Tom. På næste caféaften lægger gruppen ideerne frem: Fatmir vil gerne ansættes i en butik, Samir og Hussein vil gerne arbejde i kafeteria på færgerne til Tyskland. De frivillige deler opgaverne imellem sig ud fra evner og kontakter i lokalsamfundet: To hjælper flygtningene med at afdække og beskrive deres baggrund og personlige ressourcer, én kender brugsuddeleren i Væggerløse, én kender ham i Gedser Brugsforening, og én har kontakt med den forhenværende direktør i Scandlines i Gedser. Tom har en dør åben til lokalavisen og kender da også købmanden i Gedesby. Ansæt en flygtning lyder overskriften på Toms artikel i den lokale avis og det er begge brugsuddelere da også umiddelbart interesserede i. Ikke mindst da de har hørt om mulighederne for løntilskud. Tom beder kommunen fortælle om ordningen. Og én gang til da de efter 14 dage har glemt det. Scandlines sender ansøgningsskemaer som udfyldes til næste caféaften. Samir kommer til informationsmøde om arbejde i færgernes supermarkeder. Kort tid efter har færgeselskabet et vikariat til Samir, der får fri fra sprogskolen og starter på det obligatoriske kursus. For Hussein går det ligesådan han får et kafeteria-vikariat. Resultatet af de frivilliges kontakter til områdets brugsuddelere og købmand bliver en ansættelse med løntilskud til Fatmir i Gedser Brugs. SIDE 7

LIGE PLUDSELIG VAR DET OS DER REGNEDE OG FORKLAREDE PÅ TAVLEN TAG EN NY UDDANNELSE TIL ET UKENDT ARBEJDSMARKED. DET ER VIRKELIGHEDEN FOR MANGE FLYGTNINGE, DER KOMMER HERTIL SOM VOKSNE. EUGENE OG JEANNE FRA RWANDA FIK HØJT KVALIFICERET LEKTIEHJÆLP, OG IKKE MINDST FIK DE STYRKET DERES SELVTILLID. SIDE 8 Et par cykler, en bil af ældre dato og en krukke med lyserøde pelargonier, der kæmper en sidste kamp mod novembervejret. Parcelhuset i udkanten af Kalundborg skiller sig på ingen måde ud. Familien der bor bag de gule mursten har imidlertid levet et liv som de færreste har fantasi til at forestille sig. For syv år siden kom familien til Danmark som kvoteflygtninge fra Rwanda. Da havde de været adskilt fra hinanden i flere år, og børnene på det tidspunkt tre piger havde oplevet uudslettelige scener i hjemlandet og flygtningelejrene. På syv år blev kaos vendt til en meningsfuld tilværelse i Danmark. En udvikling som parret i dag takker de frivillige for. Nu sidder der fire børn rundt om det velassorterede kaffebord i stuen. Ægteparret Jeanne og Eugene husker begge udflugten til Røsnæs. Det var her det rigtig startede. De havde igennem flere måneder kendt de frivillige, heriblandt Grethe. Men Grethes mand, Per, uddannet ingeniør og ansat på Novo, var også taget med på turen, og mødet med ham vendte op og ned på tilværelsen for Eugene og to andre flygtninge der var med på turen. Per spurgte hvad jeg ville lave. Jeg svarede, at jeg bare ville forsørge min familie. Jeg tænkte på noget rengøring. Men Per kunne fortælle om en ny uddannelse til industrioperatør for udlændinge. Det var en meget praktisk orienteret uddannelse, husker Eugene, der har en universitetsuddannelse fra hjemlandet. Jeg har aldrig haft et stykke værktøj i hånden! Men jeg var meget interesseret. At arbejde med teknik var en barnedrøm men i Rwanda er det staten der bestemmer hvilken uddannelse man tager. Derefter gik det hurtigt; Per sendte en brochure om uddannelsen, Eugene kom til informationsmøde og begyndte kort tid efter på Processkolen sammen med to andre flygtninge fra Røsnæsturen. Lektiehjælp giver selvtillid De fleste i klassen havde i forvejen en teknisk baggrund. For Eugene var de tekniske fag spændende, men skræmmende. De tre begyndte derefter at læse lektier med Per en lektiegruppe der bestod igennem uddannelsens to et halvt år. Så vi blev meget dygtige i klassen samme niveau som ingeniørerne! Lærerne kunne ikke forstå det. Lige pludselig var det os, der forklarede og tegnede på tavlen! Jeanne genkender forløbet. Da hun, et par år senere, skulle starte på Laborantskolen var det nærliggende at ringe til Per. I min klasse er der mange unge danskere, og det er lidt svært at følge med, fortæller Jeanne, imens hun hælder mælk op til den mindste. Især kneb det med kemi, og Per og Jeanne mødtes en gang om ugen i starten nogle gange mere for at gennemgå stoffet og opgaverne. Eugene og Jeanne er enige om, at det nok ikke havde været muligt for dem at gennemføre uddannelsen uden den kvalificerede lektiehjælp. Men deres egen tvivl og usikkerhed har måske været den største barriere. At Per blev en højt værdsat guide for dem begge skyldes uden tvivl hans faglige kvalifikationer, men ikke mindst hans evner til at styrke sine elevers selvtillid.

DE TRE DER LÆSTE LEKTIER MED PER UNDER DERES SKOLEOPHOLD PÅ PROCES ER I DAG ANSAT PÅ NOVO I KALUNDBORG. Foto: Kit Jørgensen Så lykkedes det! De nyuddannede industrioperatører hos Novo Nordisk Kalundborg. Det er Eugene yderst til venstre. Foto: Steen Rasmussen. Han fik os også til at tro på os selv. Ellers bliver man bange i starten, fortæller Jeanne. Nu fik vi kræfter og håb med i skole. Bedst at finde praktikpladsen selv Jeanne skal snart til at afslutte skoleforløbet. Og Per hjælper mig med at repetere til prøverne og skrive ansøgninger til praktiksteder. Blandt andet har Jeanne lært at man godt kan skrive nogle af sine bløde kvalifikationer ind i ansøgningen fx omstillingsparathed og fleksibilitet det ville man aldrig gøre i hendes hjemland. Hun tror på at det vil lykkes hende at finde en praktikplads. Eugene fik en praktikplads på Novo, da han havde afsluttet sit skoleophold. Per hjalp de tre i lektiegruppen med ansøgningerne, men det var ikke ham der skaffede praktikpladsen på Novo eller lagde et godt ord ind for sin elev. Faktisk har jeg aldrig set Per på Novo, fortæller Eugene, der nu i halvandet år har været ansat på verdens største insulinfabrik. Det er også bedre at finde den selv, indvender Jeanne. Lektiegruppen fortsatte møderne med Per under praktikperioden. De havde stadig et stort behov for at få snakket om processerne på arbejdspladsen både dem i anlægget og blandt kollegerne. Hvornår går man fx til chefen med et problem, og hvornår til kollegerne? De frivillige havde tid Familien har boet i det gule parcelhus i et år. Eugene havde fået arbejde, og så tog vi chancen. Vi er så mange der skal have plads til at lave lektier, og det var svært i lejligheden, fortæller Jeanne. Og der er ikke skyggen af tvivl i ægteparrets vurdering. De havde aldrig siddet i deret eget hus uden hjælpen fra Per og de andre frivillige i byen. Det er rigtig rart! Vi har ingen familie her i Danmark, men der er altid nogen vi kan spørge om råd og snakke med... Jeg ser det som et netværk, slutter Jeanne. SIDE 9

FRIVILLIGE HJÆLPER MED LOMMEPENGENE DET ER VIGTIGT FOR FLYGTNINGE OG INDVANDRERE AT LÆRE ARBEJDSMARKEDET AT KENDE TIDLIGT SÅ BLIVER DET IKKE SÅ MYSTISK, MENER DE FRIVILLIGE I RINGKØBING. AL ERFARING TÆLLER MED, NÅR DE UNGE SENERE SKAL SØGE ARBEJDE, OGSÅ ET JOB SOM AVISBUD. SIDE 10 Hvordan finder man et fritidsjob når man er 15-16 år? De fleste af os vil vel svare, at det finder man igennem sine venner, klassekammerater, ældre søskende eller også finder man det bare selv Men hva så hvis man ikke taler flydende dansk, fordi man har været i Danmark i kort tid? Og ikke har nogen klassekammerater, der kender de gode steder i byen fordi man aldrig har gået i en almindelig dansk skoleklasse? Ringkøbing Kulturhus? Det er slet ikke bygget endnu! Ekspedienten i sportsbutikken morer sig øjensynligt. Jeg skal mødes med Jaffar på 19 og Sonja der er kontaktperson for Frivilliggruppen i Ringkøbing for at snakke om fritidsjob til de unge. Tilsyneladende på et ikke-eksisterende sted. Underholdningsværdien stiger yderligere da jeg finder adressen frem. Ja, det er dér det skal bygges! I stedet for det gamle stadion. En gammel cykel, et frikort og et lille puf Hvis det her ikke er et kulturhus så ved jeg ikke hvad det er, griner Sonja da hun fem minutter senere tager imod i den gamle stadionforvalter-lejlighed, der udgør Ringkøbing Kulturhus. Stedet er mødested for frivillige og flygtninge, i de sidste fire år mest irakere. Udover Sonja og Jaffar er også Jens, Aase og Ahmed mødt op. Både Ahmed og Jaffar er sent ankomne unge, det vil sige unge der er kommet til Danmark efter skolealderen. Deres erfaringer med at finde fritidsjob er derimod meget forskellige. Jaffar der kun var 15 år da han kom til landet startede som avisbud samtidig med at han gik i en ungdomsmodtageklasse. Sammen med Sonja havde de kigget på annoncen i lokalavisen, og Sonja opfordrede ham til at slå et slag forbi avisdistributionen. Frivilliggruppen, der har en aftale med en lokal brugt-cykel-forhandler havde skaffet Jaffar en gammel cykel. Samtidig kontaktede Sonja kommunen for at sætte gang i et frikort til det kommende avisbud. Mere skulle der ikke til. De næste 8-9 måneder delte Jaffar aviser ud i Ringkøbings gader. For Ahmed gik det anderledes. Han var nemlig over 18 og dermed uden interesse for mange virksomheder. Det første job baner vejen Det vigtigste ved et fritidsjob er pengene! mener Jaffar. Som alle andre unge. Men han ved også godt at al erfaring tæller når man skal søge et andet arbejde. Arbejdsgivere spørger altid om man har haft andet arbejde. Selv et job som avisbud tæller. Det er jo vigtigt for flygtninge at man har været ude på arbejdsmarkedet så tidligt som muligt, indskyder Sonja, så er det ikke så mystisk. Men det er svært når man er over 18. Ahmed nikker. Mine små søskende arbejder også, de er under 18. Jeg arbejdede en sommer på byens biograf, men det var uden løn. Som frivillig, smiler han. For Jaffar fulgte en ansættelse på en fiskefabrik efter avisjobbet. Det fandt han selv. Senere gjorde han rent i slagterafdelingen i et supermarked og senest har han været på en anden fiskefabrik for at tjene til et kørekort. Han er sikker på at det lykkedes ham at få arbejde selvom han nu er over 18, fordi han allerede havde en del erfaring med at være på en arbejdsplads. Lige nu er tiden for dem begge helliget den vanskelige start i en helt almindelig dansk gymnasieklasse, men Jaffar er sikker på at han kan finde et feriejob, når den tid kommer.

Vi gør egentlig ikke så meget, siger Sonja. Som i Jaffars tilfælde snakker de frivillige med de unge om mulighederne for fritidsjob avisbud, supermarkederne eller sommerlandet som dækker kystbyerne med mange turister om sommeren. Hvor kan man søge når man er under 18? Og hvor kan man prøve når man har passeret den magiske aldersgrænse? Derefter henvender de unge sig selv til arbejdspladsen eller også snakker Sonja med integrationsmedarbejderen i kommunen, der selvom det ikke er en kommunal pligt prøver at finde de eftertragtede fritidsjobs. Opskriften er simpel: De frivillige kender de unge, integrationsmedarbejderen har god kontakt til byens erhvervsliv. Det virker godt! understreger Sonja og remser sammen med Ahmed og Jaffar en lang liste op over alle de unge irakere der har fået et fritidsjob. De yngre søskende ofte på den danske måde. De går nemlig i skole og har større søskende der har banet vejen. Andre fordi de frivillige i starten er trådt ind som supplement for et lokalt netværk. SIDE 11 Jaffar (til venstre) var 15 år da Sonja Kristensen fra Ringkøbing Frivillighus hjalp med at finde fritidsjob. Det var sværere for Ahmed fordi han var over 18 år. Foto: Kit Jørgensen. SMÅRAPSERIER FØRTE TIL ANSÆTTELSE Da et par af de unge blev taget i rapseri i et af byens supermarkeder mødtes de frivillige med den kommunale integrationsmedarbejder for at drøfte mulighederne. Løsningen blev at de unge skulle have et fritidsjob. I dag kommer de unge jævnligt i supermarkedet men nu iført butikkens tøj som alle andre ansatte

NÅR JOBBET KRÆVER AT MAN KAN CYKLE DER ER STOR SØGNING TIL KURSET KVINDER CYKLER. 12 SØNDAG EFTERMIDDAGE FORÅR OG EFTERÅR TRÆNER FRIVILLIGE FRA NETVÆRKSGRUPPEN I KØBENHAVN MED FLYGTNINGE- OG INDVANDRERKVINDER. SIDE 12 En gruppe kvinder iført cykelhjelme og skriggule sikkerhedsveste stiger en efter en op på cyklerne og begynder at køre rundt på stierne i den parklignende kirkegård. Nogle slingrer lidt endnu og har blikket stift rettet mod fødderne, andre tramper mere sikkert i pedalerne. Kig op, Eman! lyder det opmuntrende fra en af de frivillige der er mødt op for at holde, løbe, og give gode råd. Hver søndag fra august til november møder de op på indre Nørrebro for at træne den vanskelige kunst med en gruppe flygtninge- og indvandrerkvinder: At lære at cykle som voksen. Uddannelse kræver cykling Da 32-årige Eman startede på SoSu-skolen troede hun ikke, at det blev nødvendigt at cykle. I hvert fald ikke lige med det samme. Hun kunne nok komme i praktik på et plejehjem i stedet for som hjemmehjælper. Men det gik hurtigt op for hende, at hun ikke kunne gennemføre uddannelsen til social- og sundhedshjælper uden at lære at cykle. Alle skal ud i praktik som hjemmehjælper, og alle skal kunne cykle. Det er en del af jobbet som hjemmehjælper de fleste steder i Danmark. Op på cyklen eller farvel til en fremtid som social- og sundshedshjælper. Eman fandt sedlen frem fra frivillighuset på Nørrebrogade og skrev telefonnummeret ned. Eman kom til Danmark i 1998 fra den palæstinensiske Vestbred, hvor hun arbejdede som sygehjælper på et hospital. Hun havde mødt sin dansk-palæstinensiske mand, da han var på besøg i sit hjemland. Dernede er der ikke mange der cykler, slet ikke kvinder! fortæller Eman, der var bekymret for hvem der ville se hende på cykel. Og hendes mand var da heller ikke begejstret, da hun lancerede det forestående cykelkursus. Men så sagde jeg bare, at det er nødvendigt hvis jeg skal have det arbejde, fortæller hun med et smil. Og så var den diskussion ikke længere. Nødvendighed og personligt mål Mødet med de frivillige og timerne hen over styret har givet Eman et frisk pust i hverdagen og ikke mindst øget selvtillid. Bekymringerne om hvem der ville se hende på cykel blev blæst væk den første søndag. Herefter koncentrerede hun sig alene om pedalerne, balancen og vejen fremad. Jeg har slået mig, når jeg falder. Men det gør ikke noget. Jeg skal bare fortsætte. Det er blevet et af mine personlige mål. Før kursets vinterpause nåede kvinderne hvoraf ca. 15% skal bruge cyklen for at kunne passe et arbejde ud på de hektiske københavnske cykelstier, med en frivillig foran og en bagved. At lære spillereglerne for cyklister i trafikken er den næste hurdle. Måske skal jeg også med på næste kursus der kommer en fra politiet og fortæller om trafikken.

Kendskabet til frivillighuset har imidlertid ikke bare løst et konkret problem for Eman. Gennem cykelkurset fandt hun nemlig ud af, at der også var hjælp at hente til lektier og opgaver en hjælp som ellers er svær at finde, når man som Eman ikke har nogen danske venner. Jeg har heller ikke computer derhjemme, det giver muligheder at jeg kan bruge dem her. Flere gange har jeg tænkt: Hvorfor kendte jeg ikke frivillighuset før? Jeg har også fortalt det til andre på skolen - at de kan komme her og få hjælp af de frivillige. At blive sikker i trafikken er det der tager længst tid, fortæller Karen Gonzales Lundager fra Netværksgruppen, som har været med til at starte cykelkurserne i 2003. Derfor er vi begyndt at køre et fortsætterhold her i efteråret, hvor vi øver i trafikken. Heldigvis er der også tid til at hygge med kaffe og snak på kryds og tværs i pauserne. 37 kvinder på forårsholdet og 42 i efteråret 2004 må siges at være et flot resultat. Karen koordinerer tilmeldinger og frivillige, sørger for at cyklerne er i orden og at Nørrebro Nærpoliti kommer og fortæller om trafiksikkerhed og lovgivning. Kvinder cykler holdt også åben workshop over en weekend i Miljøtrafikugen. SIDE 13 Selv mangler hun bare cyklen. Og så lidt øvelse. Men hendes mand har tilbudt at hjælpe hende det sidste stykke vej før hun er klar til at starte i praktik som hjemmehjælper. Foto: Jette Lise Hansen.

PENSIONISTER FØLGER TIL DØRS ÆLDRE ERFARNE FRIVILLIGE SØRGER FOR STØTTE OG TÆT KONTAKT UNDERVEJS PÅ SPORET MOD ARBEJDE. DE FRIVILLIGE SKAL HELST VÆRE GODE TIL AT STILLE SPØRGSMÅL, VIDEREFORMIDLE OG FØLGE OP, MEN DET SKADER IKKE AT KENDE LIDT TIL UDDANNELSESSYSTEMET ELLER DEN KOMMUNALE FORVALTNING SIDE 14 Efter et langt arbejdsliv som lærer meldte Aksel Balle sig som frivillig på Nørrebro i København da han stod overfor en tilværelse som pensionist. Tiden skulle bruges til noget fornuftigt. Den første tid var han aktiv i gruppens lektiehjælp, men nu bruger han al sin tid som frivillig på længere individuelle forløb for flygtninge og familiesammenførte, der skal i arbejde eller i gang med en uddannelse. De individuelle forløb Det var egentlig en bruger, en flygtning der var uddannet styrmand fra sit hjemland, der fik Aksel Balles øjne op for hvor lang vej der kan være til et arbejde, når ens uddannelse og arbejdserfaring stammer fra et land fjernt fra Danmark. Og at det kræver overskud, gå-på-mod og tro på egne evner at blive ved med at gå efter sit mål. Aksel og styrmanden havde mødt hinanden i frivillighuset på Nørrebrogade i København. Aksel prøvede i lang tid at bakke ham op og tage med ham til møder alverdens steder. Men til sidst stod jeg af, indrømmer Aksel, der ikke kunne blive ved med at tro på, at mandens drøm om at komme på havet igen nogensinde ville lykkes. I dag lever den energiske sømand af at tage unge der er rendt ind i problemer med ud at sejle. Denne lille historie gjorde det tydeligt for Aksel Balle, hvor stor en indsats det som regel kræver at komme til at bruge sine erhvervserfaringer fra hjemlandet. Og at der er adskillige mellemstationer hvor det er fristende at stige af. En af dem som efterfølgende kom under Aksels vinger var Grace fra Ghana. De første år efter familiesammenføringen til Danmark arbejdede hun som rengøringsassistent, men kom i kontakt med frivillighuset, da hun begyndte på sprogskole. Grace havde gået mindre end seks år i skole i sit hjemland. Jeg har altid ønsket at arbejde med gamle mennesker, fortæller Grace, så sammen med Aksel fandt jeg ud af, at jeg skal være social- og sundhedshjælper. Sammen gennemgik de papirerne fra uddannelsesstedet, snakkede om hvad uddannelsen kunne føre til, hvad den ville kræve osv. Arbejdsformidlingen lagde en uddannelsesplan som skulle føre frem til målet. Forud for første dag på SoSu-skolen var der blandt andet møder med Arbejdsformidlingen og A-kassen, og et intromøde på det kommende uddannelsessted. Og Grace ville gerne have Aksel med. Det er svært at forstå det hele, og Aksel fortæller mig stille og roligt bagefter alt hvad der er blevet sagt. Ensomt frivilligarbejde? Det er godt at man som frivillig i denne her rolle kender lidt til uddannelsessystemet eller den kommunale forvaltning, mener Aksel, der dog understreger, at det vigtigste er at man er god til at tage telefonen og stille spørgsmål, videreformidle og følge op. Det er hans erfaring, at den tætte kontakt til én frivillig er nødvendig i en periode, typisk overgangen fra sprogskole til brugeren er kommet godt i gang med en uddannelse eller arbejde. Men vi må ikke tage ansvaret fra brugeren og tage helt over det er en balancegang, understreger Aksel, der også har været på kursus for bisiddere.

Der er travlt sådan en mandag eftermiddag hos Netværksgruppen i København, når pensionistholdet rykker ud. Foto: Nadja Christy. Men er det ikke ensomt at være frivillig på den måde? Det er vigtigt at de frivillige samles, deler erfaringer og bruger hinandens stærke sider, mener Aksel Balle. Det har hvilet på ret få af os, nu er vi ved at være en gruppe på 24-25 pensionister. Mange af dem har fundet vej til Nørrebrogade efter et par artikler, dels i et fagblad for lærere, dels i en avis, hvor Aksel har fortalt om sin indsats i det frivillige integrationsarbejde. For at kunne koordinere og udvikle tilbuddet yderligere har Aksel planer om at starte en vinklub for de mange ældre frivillige. Jeg kan ikke lade være med at organisere tingene, siger Aksel, der også har et mangeårigt politisk arbejde i bagagen. I gang på SoSu-skolen Grace startede på SoSu-skolen og skulle hurtigt ud i praktik på et plejehjem. Efter to dage ville jeg stoppe! Jeg kunne slet ikke lide det! fortæller Grace. Hvis ikke Aksel havde sagt at hun skulle fortsætte var hun måske sprunget fra. Efter det første chok faldt Grace godt til blandt kolleger og beboere. Jeg har fået en god anbefaling jeg ved at jeg er god til at hjælpe gamle mennesker, smiler hun. Selv om praktikopholdet endte godt, stod det imidlertid klart at Grace måtte forbedre sine danskkundskaber for at gennemføre det kommende skoleophold. Det betød en afbrydelse for at gå på VUC. Den dag da Grace skulle starte på et dansk-hold på VUC kom der ikke et øje. Hun ringede straks til Aksel som rådede hende til at få fat i skolens studievejleder. Min opgave var at holde humøret oppe, husker Aksel, da heller ikke vejlederen var på sit kontor. Først på tredjedagen fik de afklaret, at Grace havde fået en forkert startdato VUC-holdet startede først en måned senere. Nu er Grace i gang med VUC, og fire dage om ugen får hun lektiehjælp i frivillighuset. Derefter er det tilbage til SoSu-skolen. Rygtet breder sig Grace er ikke den eneste som Aksel har haft fat i. Der var den irakiske laborant der kom i praktik på Seruminstituttet og nu har et vikariat samme sted. Og den iranske psykolog, der med Aksels hjælp er i gang med at afdække mulighederne; skal hun satse på en fremtid inden for det pædagogiske felt, eller skal hun forfølge drømmen om at åbne en blomsterbutik? Og den somaliske biolog med speciale i fisk, der nu skal til intromøde på laborantskolen. Og rygtet om at der er nogen der har tid og evner til at hjælpe flygtninge videre på sporet mod arbejde har bredt sig. Vi ser nu helt nye brugere som aldrig før har været i frivillighuset, siger Aksel og rejser sig undskyldende. Han skal lige nå at ringe til en sprogskole. Inden han skal over i frivillighuset til dagens aftaler. SIDE 15

VI SKAL STØTTE HINANDEN NÅR MAN KOMMER SOM NY TIL DANMARK MED EN HØJERE UDDANNELSE, SKAL MAN FØRST HAVE ANERKENDT UDDANNELSEN OG DEREFTER SKAFFE SIG ARBEJDE INDEN FOR SIT FAG. DET ER LYKKEDES FOR LÆGEN MASOUD, SOM KOM HVER DAG HOS NETVÆRKSGRUPPEN I GENTOFTE FOR AT FÅ LEKTIEHJÆLP OG SPROGTRÆNING. SIDE 16 Jeg har været på operationsgangen hele dagen, så jeg er lidt træt, siger Masoud undskyldende, da vi mødes i Netværkshuset. Endnu må han kun assistere ved operationerne eller tage sig af mindre alvorlige ting på skadestuen, hvor han var i sidste uge. Efter masser af forgæves ansøgninger til mange forskellige hospitaler er 43-årige Masoud i dag ansat som læge på Amtssygehuset i Gentofte, ortopædkirurgisk afdeling; foreløbig på prøve, men om nogle måneder har han forhåbentlig afsluttet eksamen i de fag, der kræves for at han kan få autorisation i Danmark, og så... Masoud fik opholdstilladelse i november 2003. Bag sig havde han næsten 14 års erfaring med hospitalsarbejde, anatomiundervisning og almen praksis i Iran. Lægeuddannelsen i Iran er tæt på den danske, det er stort set de samme engelske og amerikanske lærebøger, fortæller Masoud, men nogle fag adskiller sig alligevel. Derfor skal han tage retsmedicin, socialmedicin og receptskrivning - og selvfølgelig gennem ildprøven med at stille diagnose og anvise behandling på hele 20 patienter. Det er vigtigt at vise, at patienterne og han kan kommunikere. Masoud har lige fra starten koncentreret sig om at blive god til dansk. Jeg bliver så ked af det, hvis en patient eller en af de andre læger siger Hvad siger du?, sukker han, men det har han nu ingen grund til, for hans dansk er glimrende. Det har sin forklaring. Arne Madsen fra Netværksgruppen fortalte forleden, at Masoud er kommet hver eneste dag i Netværkshuset, indtil han fik arbejde. Masoud havde fået adressen fra kommunen, men først kunne han ikke finde stedet. Heldigvis kunne en afghaner i samme midlertidige bolig vise vej. Jeg kan huske, det var en tirsdag, smiler Masoud, for om tirsdagen kommer Karen. Mit første møde var med hende, og hun blev min første lærer. Når man kommer hver dag, får man mange forskellige frivillige lærere. Alle har hjulpet mig meget, Masoud remser op: Esther, som er sygeplejerske, Holst Andersen, som er forfatter, Birgit, som er radiograf og som har hjulpet ham med at finpudse den helt rigtige ansøgning osv., osv.. I dag er det onsdag, og det er Hans dag. Hans Koch er en af dem, der har haft meget at gøre med Masoud, og han er helt skuffet over, at Masoud ikke kommer med ind for at snakke. Det er en berigelse at tale med ham, siger Hans, det er ikke bare mig, der hjælper ham. Det er et venskab! Nu kommer Masoud kun en eller to gange om ugen i Netværkshuset. Ikke fordi han behøver hjælp til eksamenslæsningen, men det er lige som min familie, siger han, som ikke har nogen familie her. Et afgørende kursus, som nær ikke var blevet til noget De frivillige yder ikke bare venskab og sprogtræning. En støtte i forholdet til myndighederne kan være nok så vigtig. Masoud havde alle sine papirer med sig ved ankomsten til Danmark, så efter fem-seks måneder fik han sin uddannelse godkendt. Et anatomikursus på Panum Instituttet gik godt, men det blev et andet kursus, der fik afgørende betydning for hans fremtid.

Masoud sammen med to af de frivillige, der har hjulpet ham, Hans Koch (til venstre) og Ole Meyer fra Netværksgruppen i Gentofte. Foto: Arne Madsen. Og så var det lige ved, at Masoud slet ikke var kommet med. Hans lærer på sprogskolen havde gjort opmærksom på specialkurset i læge-dansk for udenlandske læger på Amtssygehuset i Gentofte. Men jobkonsulenten mente ikke, at kurset var relevant for Masouds arbejdsmuligheder og sagde nej, mindes Arne Madsen med en hovedrysten. Masoud havde i forvejen problemer med finansiering af de dyre lærebøger, og han blev meget vred ved tanken om at gå glip af dette kursus. Arne hjalp med at skrive det brev, der overbeviste kommunen. Men jeg hjalp kun, jeg skrev ikke brevet - det gjorde han, understreger Arne. Det er altid en balancegang, hvor meget man skal hjælpe. Men når nogen er så velfungerende som Masoud, så kan han selv skrive sådan et brev. Vi skal støtte hinanden Kurset i læge-dansk var kombineret med korte praktikker på forskellige afdelinger, og allerede efter et par uger havde Masoud en fire måneders praktikplads på øre-, næse- og halsafdelingen. Med en positiv evaluering herfra gik Masoud i gang med at undersøge, om der var andre muligheder på Gentofte, og det var der, nu på ortopædkirurgisk. Jeg tog en direkte samtale med overlægen, fortæller Masoud, og sagde: Jeg er læge, jeg kommer fra Iran. Jeg vil gerne være praktikant på jeres afdeling. Det blev han 1. april 2004, og her har han været siden, fra november 2004 i fast stilling. Sygehuset har ikke nogen egentlig mentorordning, men alle lægerne er meget hjælpsomme, synes Masoud. Nu giver han stafetten videre. Han har påtaget sig at hjælpe nogle af de andre udenlandske læger, der dukker op: Der kommer en praktikant fra Indien og en fra Frankrig, og jeg viser dem afdelingen og hjælper dem til rette. Vi skal støtte hinanden. SIDE 17

SÅDAN ER JEG IKKE OPDRAGET OVER 60 ANSØGNINGER OG FIRE ANSÆTTELSESSAMTALER UDEN RESULTAT. SARA MANGLEDE EN PRAKTIKPLADS FOR AT KUNNE GENNEMFØRE SIN UDDANNELSE SOM TANDKLINIKASSISTENT. MEN SÅ FIK HUN BIRTHE SOM GUIDE. SIDE 18 Sara var helt sikker på at det var tørklædet der stod i vejen. Eksamensresultaterne var det i hvert fald ikke de var meget fine. Så kom Birthe på banen. Birthe er uddannet tandlæge, har arbejdet på klinik og er nu konsulent i branchen. Birthe er også frivillig guide i Guideprojektet og blev guide for Sara. Sådan er jeg ikke opdraget Sammen gennemgik de Saras skriftlige ansøgninger. Det var de små detaljer, hun faldt over, husker Sara. Jeg skulle blive meget mere konkret om mig selv: at jeg kan klare stress, at jeg er god til at tage imod kritik. Jeg skulle være sådan lidt selvglad. Det er jeg ikke vant til sådan er jeg ikke opdraget Hun forberedte mig på hvordan tandlæger tænker og hvad de er optaget af. Hun gav mig tryghed så jeg kunne blive modig og fremhæve hvad jeg kan og hvem jeg er. Ikke sidde til ansættelsessamtalen og vente på at de f.eks. vil kommentere mit tørklæde eller spørge til min religion, men selv tage spørgsmålet op. Op med skuldrene, sagde hun, og husk at lægge ansøgningen i en A4-kuvert og ikke folde den sammen i et lille beskedent brev. Det var jo ikke så meget der skulle til, siger Birthe. Sara var jo selv godt i gang. Men når man skriver til mennesker som ikke kender en, kan man ikke bare overlade det til dem selv at tolke oplysningerne. Det er ikke nok, som i Saras tilfælde at skrive at hun er blevet månedens medarbejder hos Mac Donalds flere måneder i træk. Man må dreje den oplysning konkret i forhold til det job man søger. At det viser at man er ambitiøs og meget, meget serviceminded. Tandlægeklinikassistentfaget er om noget et servicefag. Sara mente først, at det var en ulempe at hun kommer fra Marokko, og ville helst slet ikke berøre det i ansøgningen. Men jeg fik hende overtalt til at vende det til en fordel og understrege at hun udover dansk talte flydende arabisk, og at det kunne være en stor hjælp på klinikken. Den hjælp der gjorde forskellen Udover ansøgningen og relevante nye adresser på mulige tandlægeklinikker drøftede de to også selve ansættelsessamtalen. Birthe satte sig i tandlægens sted, så Sara kunne forberede sig på at have svar parat på de mange mulige spørgsmål og selv spille med åbne kort. Senere har de talt om hvordan man som praktikant er nederst i klinik-hierarkiet og at man kun får mere spændende opgaver ved selv at tage initiativer. For meget hurtigt efter at hun sammen med Birthe havde gjort sit hjemmearbejde fik Sara en praktikplads. Og selv om Birthe mener at det ikke var så meget så var det for Sara lige netop den hjælp hun havde brug for og som gjorde forskellen. Og Sara får allerede nu flere og flere faglige opgaver på klinikken, tilføjer Birthe. Sara er 20 år og var 13 år, da hun kom til Danmark. Birthe er 44 år, uddannet tandlæge, Master of Public Health og arbejder som odontologisk konsulent.

Guideprojektet er et tilbud til unge med anden etnisk baggrund om at få en frivillig guide. Guiderne er erhvervsaktive voksne med et stort fagligt og personligt netværk. De stiller løbende deres egen viden, erfaringer og netværk til rådighed, når de unge skal vælge og gennemføre en uddannelse, når de skal finde praktikplads eller jobs. Ofte mangler de unge nogle personer i deres eget private netværk med solid forankring og bredt kendskab til arbejdsmarkedet. SIDE 19 Guideprojektet findes i Storkøbenhavn, Århus, Randers, Esbjerg, Fredensborg-Humlebæk og Kolding. Se www.flygtning.dk/guideprojektet Nasib var en af de første som fik en guide. Øjvind Begstrup, faglig sekretær i HK, brugte sit netværk til at finde praktikplads. Nu er Nasib i lære hos FONA, og han har startet en klub i Brønshøj for unge somaliere med stor opbakning fra Øjvind og HK. Foto: Torben Stroyer.

LANDSKABSARKITEKTEN OG TURISTGUIDEN TO FYNSKE FAGFÆLLER DET FRIVILLIGE ARBEJDSMARKEDSPROJEKT PÅ FYN SKAFFER FAGFÆLLER, SOM HJÆLPER ETNISKE MINORITETER MED AT FÅ ET FAGLIGT NETVÆRK ELLER MÅSKE DET ER EN COACH, DER ER BRUG FOR TIL AT AFKLARE MULIGHEDERNE I UDDANNELSESSYSTEMET OG PÅ ARBEJDSMARKEDET. SIDE 20 Lise Bendix Madsen kendte faktisk slet ikke til det frivillige arbejde i Dansk Flygtningehjælp. Men Dansk Landskabsarkitekt Forening pegede på hende fordi hun bor på Fyn og nok også fordi hun i forvejen har kontakt til nogle flygtninge i lokalsamfundet. Da Lise blev ringet op af Dansk Flygtningehjælp var hun da heller ikke i tvivl. Hun ville gerne prøve rollen som frivillig fagfælle for afghanske Asef. Frivillige fagfæller Lise og Asef er blevet bragt sammen som led i et nyt projekt under Dansk Flygtningehjælp på Fyn. Projektet skal hjælpe flygtninge tættere på arbejdsmarkedet ved brug af frivillige kontaktpersoner. Vi vurderer om flygtningene har brug for en coach til at afklare hvilken retning de skal bevæge sig i, eller en fagfælle for den person der ønsker et netværk inden for et bestemt fagligt område, fortæller Birte Nyholm, der koordinerer projektet. Det gør hun sammen med en gruppe frivillige, der gerne skal overtage det fulde arbejde med at interviewe flygtninge eller familiesammenførte, rekruttere egnede fagfæller eller coaches og matche parrene. Asef var ikke i tvivl. Han ville prøve muligheden for at finde arbejde inden for sit faglige felt. At være fagfælle er en god indgang til at tale sammen, fortæller Lise om den kontakt hun har opbygget til Asef igennem de sidste fire måneder, men der er lang vej igen. Job som landskabsarkitekt eller bare noget lignende hænger ikke på træerne heller ikke for ledige med en dansk uddannelse. Lige nu er udfordringen for Asef og Lise at afklare Asefs faglighed: Hvad omfatter den, og hvordan passer den ind i en dansk sammenhæng? Foreløbig har Lise konkluderet, at Asefs militære uddannelses- og erhvervsbaggrund ikke helt ligner en dansk landskabsarkitekts. En invitation ind i Lises faglige netværk giver mulighed for at stifte bekendtskab med feltet som det ser ud i en dansk virkelighed. Vi har et mødenetværk for fynske planlæggere landskabsarkitekter, arkitekter og ingeniører der tager jeg ham med. Asef der har været tre år i Danmark forstår endnu ikke alt hvad der bliver diskuteret på møderne, men hans faglige sprog udvikles lidt efter lidt ved at snakke om fag, uddannelse og arbejdsområder. Turistguiden Projektets succeskriterium er ikke at kontakten med en fagfælle resulterer i job, men derimod at dørene til et fagligt netværk åbnes. Vi fandt straks hinanden vi havde samme baggrund. Vi er begge døtre af skoleinspektører og har begge arbejdet som stewardesser, fortæller Jette Klingenbæk om sit første møde med afghanske Jamilla. Jette har erstattet flyveturene med et job som freelance turistguide tilknyttet det regionale turistselskab Fyn Tours, og det er netop dette spring som Jamilla ønsker at gøre efter. Selskabets holdning var fra starten ikke specielt positiv, hvilket straks tændte Jette og fik hende til at tage imod udfordringen da hun hørte at der var brug for en frivillig fagfælle.

KAN DET SKE I EN ALMINDELIG FRIVILLIGGRUPPE? Ja, og det gør det. Selv mindre frivilliggrupper kan forsøge at finde en fagfælle til voksne flygtninge, der ønsker et fagligt netværk. Mange kontaktpersoner fungerer som coachere. Jette lagde ud med at arrangere nogle lørdagsture, hvor hun og Jamilla sammen med et par veninder tog rundt til fynske seværdigheder. Jette guidede og introducerede til de ansatte på stederne. Men for at få det nødvendige certifikat skal man på et af Fyn Tours guidekurser. Jamilla blev præsenteret og da de ansatte i selskabet havde mødt hende, blev hun optaget på det fire måneder lange kursus. SIDE 21 Jamilla har foreløbig ikke opnået det eftertragtede certifikat til at guide engelsksprogede turister, og er nu i praktik på en af de fynske herregårde. Men et vigtigt produkt af kurset er at Jamilla nu kender en hel række af personer inden for turisterhvervet. At være turistguide er ikke et fast job, men jeg kunne sagtens se Jamilla for mig på en af vores internationale turistattraktioner som H.C. Andersens Hus eller Egeskov, siger Jette om Jamillas muligheder for at finde et job i branchen igennem sit nyerhvervede netværk. VIRKSOMHEDSBESØG Flere frivilliggrupper arrangerer besøg på arbejdspladser. Her gælder det Berg Reklame på Frederiksberg, hvor deltagerne fik lov at øve sig. Foto: Gitte Skov Andersen.