DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

Digitaliseret af / Digitised by Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk

Ifi'Y*

jverdekclt.iuih 1914-18] 2 130019372147 ö2jt j.,

Eftertryk tilladt.

Kristian var lykkelig. Man havde fundet den Kvinde, som blev hans Livs Lykke. Kære Vorherre havde givet ham hende. Kristian havde syndet, syndet st\gt, men en Dag tog han sig for at vende om og forbedre sig. Han gav det Løfte for kære Vorherre at ville afholde sig fra sine Laster og Vaner, og Lønnen herfor udeblev ikke. Kære Vorherre gav ham en Hustru og et Hjem. Men en Dag faldt Kristian igen for Fristelsen og syndede atter grovt, og han syndede anden Gang og tredie Gang. og kære Vorherre straffede ham. Hans Hustru blev lagt paa Sygeleje og hans Børn sat i Pleje, og Kristian blev alene i Hjemmet; men han vendte ikke om til sit Løfte, og kære Vorherre skærpede Straffen.... Kristian var ude at arbejde, da Budskabet kom til ham, at hans Hustru Var død. Slaget ramte Kristian haardt. Han elskede sin Hustru, og det stod pludselig klart for ham, som ikke i flere Aar havde bedt fil kære Vorherre, at han ikke dermed havde mistet sin Hustru, noget saa elskelig, som hun vari kunde umuligt saadan holde op med at være, og han troede at faa hende igen. Men Kristian var ikke, som han skulde være, og i en Drøm, han havde, saa han sin Hustru i hvide Klæder gaa bort fra sig, og han raabte i Angst efter hende. Han giftede sig igen og fik et nyt Hjem foi sine Børn. Han havde været nær ved at blive gjort brødløs, men kære Vorherre forbarmede sig ovei ham og gav ham tillige med det nye Hjem ogsaa en Levevej, og han kom til sit nye Hjem, ret som den store Verdens-

4 brand begyndte og følte sig soin bragt i Havn efter en haard Rejse. Men Kristian var ikke, som han skulde være. Han var vendt tilbage til delvis at holde sit gamle Løfte til Kære Vorherre, men han bad ikke og sagde ikke kære Vorherre lak for det daglige Brød, som nu atter var ham betrykket. Han troede ikke, som han skulde og gav sig selv Æren. Verdensbranden tændte ogsaa hos ham og gjorde ham revolutionær; han tog sig for at ville reformere Verden- Han harmes over den uretfærdige Fordeling af Jorden og dens Fylde og ivrede imod den i et revolutionært Digt og saa sig alt i Spidsen for en Revolutionshær erobre Verden og afsætte Konger. Da behagede det kære Vorherre at lade Kristians Ojne falde paa et Ord fra Bibelen, og Kristian tog sig for at skrive en revolutionær Prædiken for i den at ivre imod Samfundene, og gav sig med det for Øje til at læse i Bibelen. Som en Ledetraad saa han det at gaa gennem hele Skriften en Formaning til os at være barmhjærtige imod hverandre, at skulle ville Næstens Vel tried sit eget; en Formaning til den Rige om ikke at fortrykke D^glønnerens Løn men at paatage sig deres Sag sammen med Enkers og faderløses, og Kristian blev bibelinteresseret og besluttede sig for at ville læse hele Bibelen fra Begyndelsen, og det gav ham 1 roen igen Troen paa kære Vorherre og vor kære Herre Jesus Kristus, Da kom kære Vorherres Ord til Kristian en Nat, imedens han sov: Jeg er Herren, din Gud, fra nu og til dine Dages Ende. Og Kristian spurgte om Dagen i sin Bøn kære Vorherre om, hvad han skulde gøre, og det blev i et Syn vist ham, at han skulde skrive. Og Kristian gav sig til at skrive, men eftersom hans

5 Iver ikke var saa stor, som den skulde være, og han gav sig Tid til at gøre andet Arbejde, lod kære Vorherre ham Gang paa Gang slaa op i Bibelen paa Lignelsen om Kongesønnens Bryllup, og i et Syn om Natten saa han sig selv staa foran et Jernbaneled, mens Toget kørte ham forbi. Kristian forstod Advarslen og blev mere ihærdig, sad oppe om Natten for at skrive og fik sin Hustru imod sig, fordi han gik saadan op i det, og Kristian maatte kæmpe med hende for sit Syn paa Livet, der nu forandrede saa meget hos ham. Det kneb for ham at være sagtmodig. Han havde endnu ikke lært at gaa sagte, og det affødte Trætte mellem ham og hans Hustru, som ikke vilde tro ham, naar han fortalte hende om, hvilken Tid det var, de levede, at Verdensbranden den store Krig, der som en Overrumpling for alle, som en Tyv om Natten, var Begyndelsen af Dommedag, der skal vare i syv Aar og paa hvilken Solen skal gaa ned om Middagen (efter tre og et halvt Aar), hvorefter Natten kommer og, Forgaarden skal nedtrædet i toogfyrretyve Maaneder, i hvilken Tid det skal kendes, hvem der Irods Trængselen vil forblive tro, hvem dervil nægte at tage Dyrets Mærke (blive Kristus Nægtere). * Og som det var med Kristians Hustru saaledes med hans øvrige Familie, ingen af dem vilde tro ham. Man vidste vel, at Krigen var mere om sig gribende, end nogen anden Krig havde været det, men at det stod i Forbindelse med Profetierne i Bibelen om Dommedagen, derpaa tænkte kun faa eller ingen. For Kristian, som forstod det, og hvem det i Syn blev vist, hvorledes Kirken styrtede i Havet, hvorledes den gamle Slange, der havde hvilet saa længe i Jorden nu igen blev synlig over Jorden, var det, som om han ved Siden af skulle advare de andre tillige skulde

6 bygge en Ark for sig og sine for i den at frelses fra at forgaa, naar Floden kom. Man saa Riger gaa under, Troner vakle, Folkeslag i Oprør, hørte om Jordskælv her og der og saa Pesten begynde at vise sig med sit sorte Dødningeansigt, mærkede en Dyrtid som aldrig før og hørte om Mennesker, som tjente sig fabelagtige Rigdomme paa andres Elendighed, thi Priserne paa det nødtørftige til Livets Ophold steg med hver Dag, og den store Del af Landenes Befolkning sukkede under de andres Griskhed. Men ingen forstod det. Enhver tænkte paa sit. De mange sukkede og stønnede under Dyrtidens Aag og dens mange Afsavn, de faa færdes som Guldfisk i oprørte Vande uden Hjerte eller Øje for Næstens haarde Nød. At det var strænge Tider, det mærkede man, men ingen fandt ud af at sammenligne den med det, som efter Profetierne skal gaa forud for den Trængselens Nat, som kommer, og hvori Himmelen og Jorden (de nuværende Samfund) skal forgaa. Enhver tænkte kun paa sit og ingen paa sin Næste, Den rige vilde være rigere, den fattige blev fattigere. Barmhjertigheden var -et Stedbarn, man drog omkring ved Haarene i bundløse Træsko og forrevet Tøj, og som man forlangte til at gaa ad Køkkentrappen og at gøre saa lidt Ulejlighed som muligt. Man gav, men kun af uvilligt Hjerte og tænkte ondt om dem, som trængte. Man prædikede Barmhjertighed, men lod af fra at vise den. En Købmand maatte tage Vare paa sit eget og kunde ikke gaa Næstens Ærinde; at hans Gaardskarl slæbte haardere end ham og dog kun fik en ussel Løn, hvad vedkom det ham; det var nu engang saa ; der var fattig og rig, og man kunde meget vel gaa i Kirke og kalde sig troende selv om man var rigere

7 end Næsten og havde tjent sig rig paa ham. Præsten prædikede jo ikke, at man skulde forvalte sin Rigdom saaledes, at man forvaltede den for Gud, gav af dens Overflod til de nødlidende og selv levede nøjsomt; ikke heller, at man skulde sælge den og give det til de fattige. Men Kristian forstod, at netop dette var Vejen til at bygge den Ark, i hvilken man kunde blive frelst, naar Floden kom: at vise sin Tro i sine Gerninger, at leve nøjsomt med sit Tyende, at byde dem gode og taalelige Kaar og at forvalte sine Rigdomme saadan, at man regnede dem at være kære Vorherres, til hvem det staar at kræve os til Regnskab for vore Gerninger, og hvem vi kan formilde ved at dele ud af Forraadskamrene til nødlidende, ja tømme dem for den overvættes Nøds Skyld og ikke regne den for at være vort eget, men noget vi er bleven satte til at forvalte, for at vi ved det kunde vise os som gode og forstandige Husholdere.. Men ingen vilde høre paa det, og Kristian talte for døve Øren. Man vilde blive rige, man vilde pleje sine Vaner og helst lægge et Plus til, frem for at trække noget fra og være nøjsomme. Man var agtsomme, men kun for Profitten, man var vagtsomme, men kun ved at slaa paa Sværdet. Og Nøden steg og Kampen for det daglige Brød blev haardere og haardere for dem, som var afskaaret fra at profitere paa Næstens Nød, og der kom Mangel paa Levnedsmidler, fordi man kun tænkte paa at blive rige og ikke paa at føre forstandig Husholdning, have Forsorg for det, som tiltrængtes. Men endnu var man stadig lige uforstaaende overfor den Tanke, at alt dette skyldtes, at en Haand havde rørt ved det store Samfundsur og bragt dets Pendul til at gaa i Staa; at det,

8 som skete, var noget, som var forudbestemt og forudsagt af kære Vorherre, fordi Menneskene ikke vilde omvende sig og blive barmhjertige hver imod sin Næste og leve som Brødre og Søstre i en Fællehusholdning, hvor alt skal blive Fred og Fordragelighed, Fryd og Kærlighed, hvor kære Vorherres Navn er alt for alt og alle. Kristian talte for døve Øren, ingen vilde høre, ingen forstaa, ingen kende Tegnene for den store Dags Komme. Ja, ikke engang Præsterne agtede derpaa eller kunde ikke forstaa det, som dog laa klart i Dagen, forstaa at dette var den nuværende Verdens Ende. Man bad kun om Sejer og om Fred. Fred, Fred, skønt der ingen Fred var i de Samfund, hvortil deres Kirke hørte, ingen Fred med kære Vorherre, hvis store Bud: at elske sin Næste, vi sidder overhørige i Kirken, paa Tinge og i Retsalene, og Uretfærdigheden trives frodig i Samfundene, som bekender sig til Kristus Kærligheds Evangelium. Prædike Fred, naar Næsten hungrer, Fred, naar han er uden Tag over Fiovedet og gaar klædt i Pjalter, Fred med vore fattige Brødre, mens vi udnytter dem og nedtrykker deres Løn, Fred med dem, som vi udplyndrer ved at fordyre dem det daglige Brød. For mindre end det kom kære Vorherres Straf over Sodoma. Tør vi bede om Fred, som saalænge har og stadig lever i Ufred indbyrdes, idet vi holder vor Flaand og vor Pung tilbage, hvor vore fattige Brødre udrækker Haanden og kræver et mere rimeligt Vederlag for sin Del af Arbejeet. Ja, heller ikke de Fattige, de arbejdende, tænkte, som de skulde. Religionen forekommer dem at være mere af det onde end af det gode, og de gaar Kirkens Dør forbi med Ringeagt, fordi man ikke der taler deres Sag, og hel Uret

9 har de ikke. Kirken synes ved fattige kun at forstaa saadanne, som ikke arbejder, men Bibelen giver dem ikke Ret i dette: men de fattige selv burde forstaa, at kære Vorherre ogsaa vil lade deres Dag komme, da de skal trøstes og finde Hvile, da de selv skal bebo det Hus, de bygger, og selv høste det, de saar. Kære Vorherre har lovet det, det er forudsagt forlængst, og nu er Dagen nær, da Løftet vil blive indfriet, da de, som arbejder, skal husvales. Man burde blandt de fattige, de som arbejder, huske dette og ikke tvivle paa, kære Vorherre havde deres Nød og Trængsel for Øje og vil skaffe dem Ret, og ikke forglemme, at de, som dø i deres Trængsel og har bevaret deres Kristentro vil blive rigt belønnet, huske, at hos kære Vorherre er der ikke Persons Anseelse, men enhver dømmes efter sine Gerninger. Huskede man dette blandt de fattige, da vilde man ikke geraade i Vrede mod den, som har, men nøjes med i Enighed med hinanden at forlange i Fordragelighed. Rig som Fattig, ingen af dem tænker paa at bygge sin Ark, saa at de kan blive frelste, naar Floden naar dem, men enhver drukner i sit. Hin i Havesyge og Nydelsessyge, den anden i Arbejde og Bekymringer for det daglige Brød Kristian saa dette; forstod, at ingen saa det, som foregik om dem, at ingen hørte de advarende Røster, som lød; ja heller ikke hans egen Familie troede det, han sagde dem, men regnde det, som skete, som de andre, for Krig og Dyrtid og ikke mere. Kristian talte for døve Øren, ogsaa i sit Hjem, hans Hustru blev vred paa ham, fordi han forsømte det Arbejde, som var deres Levebrød, for at skrive, var vred paa ham, fordi han sad oppe om Natten og satte sit Helbred i Fare. Men kære Vorherre trøstede ham ved at vise

10 ham den Hustru, som han elskede, og hvem han vilde faa igen. Men da kære Vorherre derefter talte til ham ved en Engel og lod ham sige: Kristian maa ikke arbejde, Kristian skal arbejde," og Kristian forstod det og lagde det Arbejde, som hidtil havde været hans Levebrød, paa Hylden, og gav sig helt hen til at skrive. O kære Vorherre lod sige til ham, at det ikke skulde komme til at mangle ham til det daglige Brod, oe gav ham Løfte om at tage ham, hans Hustru og Børn hjem til sig før Trængselens Nat brød frem og give ham dem igen som sine Børn. Men Kristian havde Trængsel. Hans Hustru forstod ham ikke og led ikke, at han solgte af Bohavet for at de kunde leve, og skaffe Penge til Trykning, af det, han skrev, og han fik sin Familie imod sig og blev mismodig og var haardere imod sin Hustru, end han skulde; og kære Vorherre lod det sige til ham. Kristian er ikke, som Kristian skal være; Kristian sku de lære at gaa sagte og ikke at ville tvinge sin Mening igennem" men tage alt med det gode og tale venhgt til sin Hustru; og kære Vorherre hjalp ham og^hanf k s Hustru med sig, saa at han kunde sæligeogs^affe sig Penge, og der fandtes meget, som kunde undværesi dere! Hjem, meget, som ikke hørte til det stræng nødvendige. Og Kristian tænkte ud fra s i eg d t de mange fattige Hjem, hvor man ikke havde aet dieliee Brød og hvor man frøs, og han tænkte pa de Hjem hvor det var anderledes, hvor man foruden det nødvendige havde i^overflod_af det, som komme alle de nødlidende Hjem ti g Hiem til som havde, vilde indskrænke alt i sit Hjem t det nødvendige, da vilde der blive meget a til de Hjem, hvor man ikke har, og man vil - ved sin Nøjsomhed, glædes ved sin Barmhjertig

11 og hvor let vilde ikke et saadant Hjem glide ind i det nye Verdenssamfund, som kære Vorherre vil give os efter Trængselen, og hvor hurtigt vilde det ikke genrejses under Retfærdigheds Lov, thi har kære Vorherre hidtil ladet der regne paa saavel retfærdige som uretfærdige, saa vil det blive andet herefter, thi da skal der igen kendes Forskel paa en ugudelig og en, som frygter Gud. Den, som ret for Alvor vil tænke over, hvordan et Samfund styret i Guds Aand vil blive herligt, vil uden Frygt, ja med Glæde være med at reformere og begynde med sit eget, begynde med en Faste for sammen med sin fattige Næste at hæve sig i det nye Jorderige til en Højde af Velvære, der Tusindfold vil overstraale det, som nu er, fordi alle Anstødsstene er fjernet, alt er Ret og Retfærdighed, enhver har, og ingen kan mangle, fordi man lever i en fælles Samfundshusholdning, i hvis Goder alle have lige Del, og hvor meget af det, som nu er, da vil forekomme latterligt og upraktisk, og man vil vende sig fra det med Ringeagt og blive enkelte i Smag og vokse til Fuldkommenhed i Skønhedsopfattelse. Hvor upraktiske og latterlige og hvor tidsopslugende er ikke nu de skiftende Moder, og hvem kan med god Samvittighed Gang paa Gang kaste Penge ud til saadant, naar andre gaar mere end halvt nøgne, men hvor vil man forsvare, at denne er saa elendigt klædt, maa slide paa de samme Pjalter Dag efter Dag, medens en anden iklæder sig Dragt efter Dragt. Er vi ikke alle skabte i Guds Billede, og er vi ikke alle Brødre og Søstre, hvortil da denne Forskel? Kunde man mon tænke sig Engle i Himmelen at være saadanne, at den ene skulde se fattigere ud end den anden eller se med misundelige Blikke til den andens Bolig?

12 Lighed i Klædning og Adgangen til det daglige Brød vil blive noget saa selvfølgeligt i det nye Rige, at man kun med Forundring kan se tilbage paa vor Tid. Den, som vil være med at bygge det nye Verdensrige og vil tænke paa at leve lykkelig deri, maa afklæde sig al Uretfærdighed, blive ydmyg og nøjsom, offervillig og næstekærlig, fornedre sig selv i den gamle Verden, for at kære Vorherre maa ophøje ham i den nye. Viggo Jacobsens Bogtrykkeri, Aalborg.

1- ^ //^cfo^^c. /&<y2^c * p&t^tx /t s*" (u^y 7 v^ * rr>i Viggo Jacouc^nc i-ogirykkeri (forhen Julius NiélsenV^