København den 20. november 2009

Forbrugerstyrelsen Amager Fælledvej 56 2300 København S Att: Chefkonsulent Signe Schmidt. Lars Thykier Administrerende Direktør Ph.: +45 35 30 12 55 E-mail: lth@travelassoc.dk København den 20. november 2009 Udkast til ændring af bekendtgørelse om registrering, garantistillelse m.v. i Rejsegarantifonden. Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) har modtaget Forbrugerstyrelsens udkast af 23. oktober 2009 til ændring af bekendtgørelsen vedr. registrering, garantistillelse m.v. i Rejsegarantifonden (RGF). DRF takker for muligheden for at kommentere på udkastet og har følgende bemærkninger. Ad 2: definitionen på dansk etablerede rejseudbydere og formidlere. RGF har hidtil praktiseret ganske snævre afgrænsninger for, hvornår en virksomhed anses for at være etableret i Danmark. Den nye udformning af bekendtgørelsens 2 ændrer i dens nuværende udformning ikke eksplicit på de hidtidige afgrænsninger på trods af, at bekendtgørelsen sammen med den vedtagne ændring af lov om en Rejsegarantifond nu udvides til også at skulle dække virksomheder, nemlig flyselskaber, der ikke på samme måde som dansk registrerede (i RGF) rejsebureauer er virksomheder, der efter nuværende praksis anses for at være etableret i Danmark. Konsekvenser af manglende afgrænsninger i 2. 1. Der gives mulighed for spekulation i etablering i Danmark -begrebet. Den nuværende fortolkning vil medføre, at en række flyselskaber vil kunne spekulere i ikke at være etableret i Danmark for på den måde at undgå det nye krav om at skulle tilbyde forsikring og stille garanti. 2. Bestemmelsens formuleringer medfører ulige konkurrencevilkår mellem danske (etablerede) og udenlandske (ikke-etablerede) flyselskaber. Konsekvensen er, at flyselskaber der åbenlyst vælger at etablere sig i Danmark eller altid har været dansk etableret efter den nuværende fortolkning, vil stå langt ringere end konkurrenter, der ikke er etableret i Danmark, fordi 1

førstnævnte er tvunget til at skulle stille med en omkostningsfuld garanti for en evt. konkurs, som deres konkurrenter ikke skal stille med. 3. Forbrugerne bliver ladt i stikken, da de ikke kan overskue, hvornår de kan sikre sig mod konkurs. Forbrugerne vil nemlig have svært ved at kunne vurdere, hvorvidt de køber på hhv. et dansk (etableret) eller et udenlandsk (etableret) flyselskabs hjemmeside. Løsning: Det skal direkte i bekendtgørelsen tydeliggøres, hvilke kriterier der stilles for at blive betragtet som værende etableret i Danmark. I den henseende vil det være hensigtsmæssigt, at man laver en opgørelse over, hvilke kriterier der ligger til grund for RGF s vurdering og derved fjerner dele af den skønsmæssige vurdering, der ligger i forslagets nuværende udformning. En bruttoliste over relevante kriterier for om en rejseudbyder er etableret i Danmark kunne være (ikke udtømmende eller i prioriteret rækkefølge): CVR-nr. i Danmark Etableret som virksomhed i Danmark f.x. som et A/S eller Aps. Dansk medarbejderstab og ansatte Markedsføringsaktiviteter rettet mod det danske marked fx brug af.dkhjemmesider eller hjemmesider, hvor dansk er kontraheringssproget. For flyselskaber: Beflyver Danmark enten med egne fly eller via samarbejdsaftaler med andre flyselskaber, der er til stede i danske lufthavne. DRF skal derfor foreslå, at 2 udformes mere konkret, således at det mere klart fremgår, hvilke flyselskaber der fremover er omfattet af kravene om registrering i RGF. En ny-formulering af 2 kunne udformes således: 2. Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejseudbydere må kun udbyde og sælge rejseydelser, såfremt de er registreret i Rejsegarantifonden, jf. 8, stk. 2, i lov om en rejsegarantifond. Stk. 2: Rejsegarantifondens bestyrelse har kompetencen til at træffe beslutning om, hvorvidt en given virksomhed anses for at være etableret i Danmark på baggrund af kriterierne i 2 stk. 3. Stk. 3: En rejseudbyder er etableret i Danmark, hvis denne opfylder visse kriterier, herunder eksempelvis 1) er etableret i Danmark, 2) er registreret med CVR-nummer i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, 3) har dansk medarbejderstab eller 4) udfører markedsføringsaktiviteter, som er rettet mod det danske marked. Stk. 4: For et flyselskab gælder desuden, at det i henhold til denne bekendtgørelse anses for at være en registreringspligtig Rejseudbyder, hvis flyselskabet enten selv beflyver en dansk lufthavn med eget fly eller via samarbejdsaftaler er til stede i en dansk lufthavn via for eksempel en såkaldt codeshare -aftale med et eller flere andre flyselskaber, som beflyver Danmark. 2

Ad 12 stk. 1: Rejseudbyderes garantistillelse. 12 stk. 1 er alene udtryk for Forbrugerstyrelsens udlægning af, hvilken garanti en rejseudbyder skal stille i henhold til den reviderede Rejsegarantifondslov, hvis denne sælger flytransport eller billeje i udlandet. Det politiske ønske, der ligger bag udvidelsen af Rejsegarantifondslovens dækningsområde, er at forbrugerne skal sikres i tilfælde af, at det flyselskab de har købt flybilletter hos går konkurs. Der var i forbindelse med lovens tilblivelse således ikkenoget ønske fra politisk hold om, at den udvidede dækning skulle baseres på, at det var flybilletformidlerne, der blev pålagt denne risiko og byrde. Den foreslåede formulering af 12 stk. 1 er således alene Forbrugerstyrelsens udmøntning af den reviderede Rejsegarantifondslov. Med den foreliggende udformning af 12 stk. 1 skal flyselskaber, der er etableret i Danmark jfr. bekendtgørelsens 2 alene stille garanti for deres eget direkte salg til forbrugerne, samtidig med, at formidlerne af de samme selskabers flybilletter, det vil sige rejsebureauerne, skal stille garanti for den del af salget på selvsamme flyselskaber, der formidles gennem rejsebureauerne. Denne garantikonstruktion har den yderst uhensigtsmæssige konsekvens, at dansk etablerede rejsebureauer skal stille garanti for det salg af flybilletter, som de har til de fritidsrejsekunder, der vælger at tilkøbe konkursdækningen. Det bliver dermed rejsebureauerne, der skal stille garanti for, at deres salg af flybilletter til ferierejsende danskere rent faktisk kan gennemføres. Denne garantikonstruktion medfører, at det ikke er flyselskaberne, der skal garantere, at de penge, som kunden har indbetalt til rejsebureauet for køb af flybilletten, og som rejsebureauet herefter videreoverdrager til flyselskaberne, kan refunderes til kunden i tilfælde af et eller flere flyselskabers konkurs. I stedet for er der med formuleringen af 12 stk. 1 lagt op til, at det er for rejsebureauets egen regning, at kunden skal have refunderet det indbetalte beløb uanset at dette beløb allerede er overdraget til det nu konkursramte flyselskab. Den foreslåede udformning af 12 stk. 1 medfører således, at det først er hvis rejsebureauet ikke kan honorere forbrugernes erstatningskrav og går konkurs, at RGF involveres. RGF skal herefter først søge at fyldestgøre kunden via den garanti, som rejsebureauet har stillet. Er der ikke midler nok til at honorere kundernes krav i denne garanti, kan RGF herefter gøre brug af fondens egne midler. Det vil med andre ord sige, at rejsebureauet først skal gå konkurs som følge af flyselskabets konkurs, før RGF kan træde til og sikre forbrugeren. Det er ikke logisk eller rimeligt, at de virksomheder det rent faktisk drejer sig om nemlig flyselskaberne og deres konkurser næsten er usynlige i denne proces. For at opsummere så medfører lovændringen altså, at når en flybillet er købt via et rejsebureau, og flyselskabet efterfølgende går konkurs, så skal rejsebureauet selv betale for en ny flybillet til den pågældende kunde. Samtidig er det rejsebureauet, der skal stille garanti for sit flybilletsalg og dermed ikke den virksomhed, der rent faktisk udgør konkursrisikoen, nemlig flyselskabet. Denne situation er ikke holdbar set fra et rejsebureausynspunkt. 3

Konsekvenser af den foreslåede formulering af 12 stk. 1. 1. Rejsebureauerne skal stille en meget stor bankgaranti. Den foreslåede tolkning af lovændringen har store økonomiske konsekvenser for rejsebureauerne. Bestemmelsens krav om en større bankgaranti vil for en række mindre danske rejsebureauer være enten meget svær (hvis ikke umulig) at få eller i hvert tilfælde meget omkostningsfuld, og det vil indebære, at en række rejsebureauer kan være nødt til at lukke. 2. Rejsebureauerne skal betale for flyselskabernes konkurser. Bestemmelsen indebærer desuden, at de rejsebureauer der formår at opnå tilsagn om forhøjelse af garanti uden at skulle lukke af denne grund stadig risikerer at skulle lukke (gå konkurs). Dette kan ske som følge af, at de bliver pålagt den yderst byrdefulde forpligtelse at skulle betale/erstatte kunden dennes udgifter som følge af et luftfartselskabs konkurs, uden at rejsebureauerne vil kunne få dækket disse udlæg andetsteds fra heller ikke hos RGF. Løsning: Bekendtgørelsens 12 ændres således, at det klart fremgår, at de registreringspligtige flyselskaber forpligtes til at stille garanti for samtlige solgte flybilletter i Danmark. Garantien skal stilles af flyselskabet overfor RGF, uanset om flybilletterne er solgt via et rejsebureau eller købt direkte hos flyselskabet. Denne løsning forudsætter vel at mærke, at etableringsproblematikken er løst som foreslået ovenfor i 2, hvorved størstedelen af de udenlandske flyselskaber omfattes af registreringskravet. Denne løsning vil sikre forbrugerne i overensstemmelse med lovforslagets oprindelige intentioner, og det samme vil være tilfældet for dem, der skal udgøre ansvarssubjektet, nemlig flyselskaberne. Forbrugerne bliver dermed sikret og kan få deres penge refunderet i tilfælde af et flyselskabs konkurs ved at henvende sig direkte til RGF. Rejsebureauerne vil dermed ikke skulle stille egen garanti for solgte flybilletter på flyselskaber, der er registreret i RGF, idet denne garanti allerede stilles af flyselskaberne. Danske rejsebureauer vil således kunne nøjes med at skulle stille garanti for det salg de har af flybilletter på selskaber, som ikke er registreret i RGF. Dette forslag vil ligeledes være mindre administrativt krævende at håndtere for RGF, idet antallet af garantier på denne måde begrænses, uden at RGF s midler af denne grund reduceres, idet behovet for garantier sikres af (større) garantier fra flyselskaberne. 4

DRF foreslår følgende formulering af en 12 stk. 1 & 2: Ny 12 stk. 1: Flyselskaber, der er registreret i Rejsegarantifonden jfr. 2, skal overfor Rejsegarantifonden stille garanti for værdien af deres samlede salg af flybilletter til forbrugere i Danmark. Ved samlet salg forstås flyselskabets eget direkte salg samt salg formidlet af flyselskabets agenter. Ny 12 stk. 2: Rejseudbydere af flytransport eller billeje i udlandet og formidlere for en udenlandsk rejseudbyder af flytransport eller billeje i udlandet skal overfor Rejsegarantifonden stille en garanti i forhold til den del ad deres omsætning på ferierejser i udlandet med fly, som ikke er dækket af en garanti, der er stillet i henhold til 12 stk. 1. Nuværende 12 stk. 2, 3 & 4 konsekvensændres til 12 stk. 3, 4 & 5. I 11 & 12 omtalers separate garantikrav for hhv. rejseudbydernes salg af pakkerejser og henholdsvis flytransport og billeje solgt alene. Det fremgår dermed, at der skal indhentes separate garantier for salget af de to produkttyper. Da det er indlysende, at det vil være dyrere for en rejseudbyder at få udstedt to garantier end blot en, skal DRF anmode om, at det gøres muligt for rejseudbydere, der tilbyder begge ydelser at udstede én samlet garanti for deres samlede omsætning. Muligheden for en samlet garantistillelse bør beskrives i en separat paragraf, som foreslås at have følgende formulering: Ny 13: Rejseudbydere, der udbyder såvel pakkerejseprodukter jfr. 11, og flybilletter og billeje i udlandet jfr. 12, kan stille én, samlet garanti for deres salg, hvor garantiens størrelse fastlægges i henhold til hhv. 8, stk. 4 og stk. 5 i lov om en rejsegarantifond. DRF står naturligvis til rådighed, hvis der er spørgsmål til ovenstående ændringsforslag. Med venlig hilsen DANMARKS REJSEBUREAU FORENING. Jakob Hahn Afdelingschef Lars Thykier Administrerende direktør. 5