Før jeg fik det lært: Forlist i Isefjorden Af Peter Engel Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke en historie jeg er stolt af! Der er nemlig ingen tvivl om, at det i sidste ende, var vores eget ansvar, at vi havnede i den situation vi gjorde. På den anden side, var der en del andre faktorer der spillede ind på, hvordan tingene udviklede sig. Dette er nemlig også historien om en mangelfuld indsats fra redningstjenestens side og om en havkajak, der kun var en wanna be. Jeg tænker at historien kan være ligeså lærerig for andre som den var for os, og det er i orden, at ryste opgivende på hovedet undervejs i læsningen. Først en lille intro. Jeg startede med at ro havkajak omkring 2002 sammen med nogle gode venner. Det blev nu ikke til så meget andet end en tur i en forlænget weekend en gang om året, hvor kajakturene afløste de vandreture, vi tidligere var taget på. Kajakturene gik til forskellige steder i Danmark, og til skærgården i det sydsvenske. I starten lejede vi havkajakker og hen ad vejen var der nogle af de andre, der købte deres egne. Havkajakker er måske så meget sagt, har jeg senere måtte erfare, for både de lejede kajakker, og nogle af dem, som mine venner fik købt lod en del tilbage at ønske. En hel del faktisk, og det er en vigtig pointe ved denne historie. Bl.a. var kajakkerne typisk helt uden lårstøtter, og de havde nok et rorsystem, men pedalerne var kun en pind, der drejede om et enkelt punkt og der var ingen fodstøtter. Så vi kunne reelt ikke sidde rigtigt i kajakkerne. Et af problemet var bare, at ingen af os vidste, hvordan en havkajak egentlig bør være indrettet, og hvordan man skal sidde i den. Jeg vil lige understrege, at vi dengang som nu opfattede os selv som rimeligt fornuftige individer, med god erfaring i at færdes i naturen, i stand til at bruge kort og kompas, opføre os ordentlig i forhold til både natur og andre mennesker osv. Men et andet af problemerne var, at vi manglede nogle grundlæggende forudsætninger for at ro fornuftigt i en havkajak. Vi kendte f.eks. intet til redninger. Og vi var ikke forberedt på det uventede I starten går det fint Men lad os komme tilbage til begyndelsen. I august 2004 var vi 6 personer, der tog ud på Isefjorden for at være af sted i 3 dage. Mad, telte, soveposer osv. var pakket godt ned i kajakkerne, humøret var højt, og vejret fint omend lidt blæsende. Vi lagde ud fra det sommerhus som en af deltagerne har ned til fjorden, og roede sydpå langs vestsiden af fjorden. Planen var at ro langs kysten til vi var ud for Orø og så krydser over der. Vinden kommer fra øst, så vi har sidebølger ind, men trods vores begrænsede erfaring klarer vi det ganske godt det første stykke vej. Jeg og min makker Lars ror i en toerkajak, som en af de øvrige deltagere har købt som havkajak. Med min nuværende viden, mindede den dog mere om en bredbaget turkajak. Den har ingen pakluger, så bagagen er stuvet ned i de dele af kajakken hvor vi ikke sidder, dvs. foran, bagved og imellem os, og der er kun et vandtæt skot i kajakkens forreste meter. Når vi begge sidder i kajakken med vores tilsammen +160 kg. er der højest 1 cm. fribord. Og så ror vi med nogle meget flotte men MEGET tunge træpagajer. Vi når da også kun ca. 3 km. ned ad kysten, før vi må ind og tømme kajakken for en smule vand, som vi har taget ind, sandsynligvis fordi vores spray decks ikke slutter ordentlig tæt. Det er på det lille strandstykke lige før Kongsøre, hvor flåden har træningsbase jeg mener det er frømandskorpset, der holder til der. En af de andre kommer også ind på stranden, mens de øvrige allerede er på vej rundt om den store stenmole, der stikker ud i vandet fra Kongsøre.
Vi har som nævnt på forhånd aftalt, at vi skal krydse over til Orø her omkring, og så vidt jeg husker også at vi skal holde nogenlunde sammen. I første omgang er det ikke noget problem, da vi stadig kan se de andre, og snart er vi selv på vandet igen. Ud for spidsen af molen går det dog galt. Fornuftigt nok vælger alle at holde sig så tæt på land som muligt, men bølgerne direkte ind fra øst giver selvfølgelig (siger den bagkloge!) nogle gevaldige refleksbølger ud for spidsen af molen. Vi kommer nærmest til at ligge i bunden af en gryde med bølger på alle sider. Lars og jeg, der kommer sidst ud til molen, kæmper som gale for at komme ud af dette morads, og vi bliver enige om, at det er bedst at stikke ud i fjorden, da vi så kan ro direkte mod bølgerne. Hvad vi ikke har overskud til at se, er, at de øvrige (hvoraf en er kæntret undervejs) har besluttet at ro ind til land på den anden side af molen, og der bliver de enige om, ikke at tage ud, før vinden har lagt sig noget. I vand til lårene Jeg kan ikke huske, om vi på et tidspunkt får set os over skulderen og opdager de andre inde på land. I hvert fald bliver vi snart klar over, at de andre ikke er med længere. På den anden side har vi ikke erfaring nok til, at vi tør vende kajakken og ro tilbage. Desuden følte vi, at vi blot fulgte vores aftale og satte derfor kursen mod Orø. Det skal siges, at de, der stod på land, var af en anden opfattelse! Det er svært nu at sige, hvor meget det blæste og hvor store bølgerne var. Det er under alle omstændigheder mit indtryk, at det var et vejr, som vi alle i dag vil være i stand til at ro i, uanset hvilken side vi får bølgerne ind fra. Men på det tidspunkt var det ikke noget vi mestrede. Den anspændthed, der naturligt opstår i kroppen i en sådan situation, hjælper ikke, og når hverken erfaring, roteknik eller kajak stemmer overens med forholdene, så skal det næsten gå galt. Lars, der havde noget mere erfaring i en kajak end jeg havde på det tidspunkt, sidder bagest, og han instruerer mig undervejs især i støttetag, som vi gør flittig brug af. Vi drøfter også kursen (vi har ikke kort med!), og jeg spørger om det ikke er Orø vi har sådan ca. kl. 1. Men Lars er ret overbevist om, at det er Orø vi kan se lige fremme. Her kan jeg huske, at jeg når at tænke, at det ikke er tiden til en diskussion, men at vi må tage en beslutning, og jeg vælger at tro på Lars vurdering. Den viser sig desværre senere at være forkert det var Orø inde til højre, og hvis vi havde valgt den kurs, havde vi måske nået land. Sådan skulle det ikke gå. Udover at vi kæmper mod bølgerne, der skylle ind over vores hoveder, hver gang spidsen af kajakken dykker ind i en bølger, så tager vi mere og mere vand ind. Da vi tømte kajakken efter de først 3 km. var det kun en sjat i bunden, men nu bliver kajakken mærkbart tungere nærmest for hvert tag vi tager. Jeg kan huske, at en sejlbåd på et tidspunkt sejler så tæt forbi os, at vi hilser på dem, men på det tidspunkt overvejede vi stadig ikke at bede om hjælp. Jeg gad nok vide, hvordan vi to våde kajakhunde med negativt fribord har taget sig ud! Vi forsøger at kæmpe os videre, vi har kurs mod kysten ved Kyndbyværket, selvom vi tror at Orø ligger imellem. Efterhånden kan vi dog konstatere, at vi overhovedet ikke flytter os i forhold til det punkt, der nu ligger lige til højre for os, og som reelt er nordspidsen af Orø. På et tidspunkt siger jeg til Lars, at nu synes jeg altså ikke, det er så sjovt længere, for jeg sidder i vand til lårene. Det er da ikke noget, svarer Lars, jeg sidder i vand til navlen. Jeg tror han tager gas på mig, og vender mig halvt om blot for at konstatere, at det meste af kajakkens bageste del ligger under vand. Vi når selvsagt ikke at ro ret meget mere før en bølge eller måske et forkert tag bringer os ud af balance og vi kæntrer i Isefjorden nord for Orø. Ufrivillig wet exit! Nu synker den altså! Vi kommer ud af kajakken og forsikrer os selv og hinanden om, at vi har det OK. Vi har begge redningsvest på og vandet er i august måned heldigvis temmelig lunt. Lars vælger at trække i en ulden trøje, som han finder frem fra sin bagage. Vi prøver om vi kan svømme med kajakken ind mod land, men bordfyldt og mod bølgerne er det helt umuligt. Vi vælger derfor blot at blive ved kajakken. Forskellige dele af vores bagage
ligger og flyder i overfladen. Bl.a. ser jeg min termokande og mine sandaler flyde væk. Vi når at fange et par bananer, som vi spiser med det samme, så vi har noget, at stå imod med. Lars finder sin mobil frem af bagagen. Den har ligget i en vandtæt pose, men han har ikke noget vandtæt hylster til den. Han ringer først 112 og forklarer vores situation. I stedet for at alarmcentralen nu sørger for den videre kommunikation, bliver vi bedt om selv at ringe til SOK. Lars skal altså, mens han ligger vandet modtage og huske et telefonnr. og derefter selv ringe videre. Ikke videre hensigtsmæssigt i en sådan situation, men vi får nummeret og får ringet til SOK. Vi forklarer, at vi begge er ved godt mod, men at vi selvfølgelig har brug for hjælp. Lars ringer derefter til vores venner inde på land, der desværre kun når at hører, at vi er kæntret, at vi er OK og har ringet efter hjælp, da en bølge skyller ind over Lars, og mobilen holder op med at fungere. Det sidste de øvrige hører, er derfor en række blob lyde, kunne de senere fortælle os. Ikke rart i en sådan situation. En af dem ringer så op til mig og lægger en besked på min telefonsvarer: Peter hvad fanden laver I? Ring nu for helvede tilbage!. Ja undskyld sproget, men det var ca. sådan ordene faldt. Jeg har imidlertid slet ikke min mobil med mig, netop får at undgå, at den bliver ødelagt. Derimod har min kone lånt den, og hun er netop i den weekend sammen med flere af de andres koner. Beskeden ender derfor hos hende, og hun bliver selvfølgelig temmelig oprørt over denne besked. Et stykke tid forsøger vi at tiltrække forbipasserende sejlskibes opmærksomhed ved at vifte med pagajerne højt hævet over vandoverfladen, og med jævne mellemrum blæser jeg morse SOS i min fløjte. Vi bliver dog hverken set eller hørt. For at holde varmen holder vi os tæt sammen, og samtidig holder vi fast i kajakken. Flere gange siger jeg til Lars, at jeg er bange for, at kajakken skal synke pga. af vægten af vand og bagage, men han siger, at det vandtætte skot, nok skal holde den oppe. Pludselig mærker jeg dog, at kajakken bliver trukket kraftig nedad, og overbevist om, at min frygt var begrundet siger jeg til Lars, at nu synker den altså! Jeg slipper mit tag i kajakken, hvis bagende allerede er borte, og jeg forventer at se den gå ned som en omvendt Titanic. Men da det meste af kajakken allerede er forsvundet under overfladen bliver den sidste meter af forenden stikkende ret op af vandet. Vi har stadig vores holdepunkt. Til gengæld begynder mere af vores bagage nu at poppe op til overfladen. Fuldstændigt irrationelt tænker jeg, at det ikke skal gå tabt, og begynder at forsøge at indfange forskellige ting. Teltet binder jeg fast til kajakken. Vi kommer til at ligge en time i vandet. Redningen Inde på land er de øvrige naturligvis urolige for os, og samtidig også sure, fordi de synes, vi har gjort noget dumt. En af dem, Tomas, som også var med inde på stranden, da vi tømte kajakken for vand, holdt dog øje med os så lang tid han kunne. Da han til sidst ikke længere kunne se os tænkte han, at det enten skyldtes bølgerne eller at vi var kæntret. Da de efterfølgende får vores blobbende opkald tager han aktion. Vinden har nu lagt sig noget, og der er tilmed ret lavvandet fra Orø og over mod kysten, hvor de står. Orø giver desuden noget læ, så alt i alt når bølgerne ikke at bygge så meget op her. Tomas, der har en misundelsesværdig god balance i kajakken og desuden er en sejtrækker, aftaler derfor med de andre, at han vil ro til Orø for at finde nogen, der kan sejle ud til os. Vel ankommet til Orø får han kontakt med den lokale tømrer, der ligger for svaj med familien i deres motorsejler. Tomas udpeger retningen for, hvor han mistede os af syne, og de sejler af sted. Vi har efterhånden ligget længe i vandet nu. Vi fryser ikke, og har som sådan modet i behold, men vil på den anden side også gerne have, at der snart sker noget. Vi undrer os især over, at der ikke er kommet nogen konkret reaktion på vores opkald til SOK, og gætter på, hvad der kan være grunden, og hvad de mon har sat i værk. Samtidig spejder vi fortsat efter både, der kommer tæt nok på, til at vi kan få kontakt.
Da vi får øje på en båd som tilsyneladende har kurs mod os, bliver vi derfor glade men er også lidt afventende. Er det tilfældigt at den har kurs mod os, vil den pludselig dreje fra og tage en anden kurs, eller er der endelig nogen, der har set os? Efterhånden bliver det klart, at sejlbåden har kurs direkte mod os, og vi ånder lettet op. Vi er endnu ikke klar over, hvordan de har fundet frem til os, men det får vi snart opklaret. Båden lægger sig stille og roligt tæt op ad os, og en af gangen kravler vi op ad lejderen i agterstævnen. Jeg tager fat med armene og begynder at kravler op. Først da jeg sætter fødderne på trinene går det op for mig, hvor mange kræfter jeg har brugt på at lægge så længe i vandet. Jeg kan kun sætte knæene på og skal hjælpes det sidste stykke op. Vi får straks det våde tøj af og varme tæpper vi kan tage om os. Det første vi beder om, er at de kontakter SOK, og meddeler, at vi er blevet redet. I det samme kommer en redningshelikopter ind over Isefjorden. Vi fandt aldrig ud af, om den var sendt til os, men sandsynligheden er stor. Så snart skipper havde kaldt SOK over radioen drejede helikopteren da også bort igen. Vores redningsmænd m/k tilbyder at trække kajakken med ind til land, hvilket vi naturligvis er mægtig glade for. I fællesskab får vi løftet kajakken så meget op, at det meste af vandet løber ud og Lars hopper igen i vandet for at bringe den på ret køl, så den kan blive trukket efter båden. Idet han vender den rundt opdager vi til vores glæde, at stort set al vores bagage stadig ligger i kajakken. Det har trods alt siddet så godt kilet fast, at det er blevet hængende. Derefter bliver vi budt på varmt at drikke og en skarp til halsen, mens vi roligt sejler tilbage mod land, hvor vores venner står og venter. Vi er glade for, at vi endelig er inde igen, mens de selvfølgelig stadig er ophidsede over det, der er sket. Det tager derfor noget tid, før alle har fået forklaret deres oplevelse af historien, og vi har fået nogenlunde ro på sindene igen. Lars og jeg får ringet til familierne og meldt alt OK, og vi får tørret tøj, sovepose, telt osv. Næste dag roede vi videre, og havde nogle hyggelige, og mere rolige dage ved og på Isefjorden. Vi byttede flere gange rundt på, hvem der sad i hvilke kajakker, og flere af de andre fik også prøvet toerens manglende evner som havkajak. Uden dog, at nogen kom i tilsvarende uheldige situationer. Toeren blev senere taget retur af sælgeren. Refleksioner, pointer og konsekvenser På internettet (http://www.vejlederkreds.dk/uheld/ulyk.html) har jeg fundet følgende, som med al sandsynlighed referere til vores uheld på Isefjorden: 6. august 2004 36. 2 kajaksejlere kæntret i Isefjorden. To personer var på kajaktur ved Kyndbyværket i Isefjorden. Her kæntrede de, og politi og Falck blev tilkaldt via Lyngby Radio. De to forulykkede personer blev taget op af et skib og bragt i land ved Omø Havn. Kajaksejlads i åbent vand kræver stor rutine. Uheldet er refereret af Søværnets Operative Kommando. Den noget lakoniske beskrivelse, der tidligere også lå på SOK s hjemmeside, er rammende for en del af vores efterfølgende refleksioner over det der skete. Her står, at politi og Falck blev kontaktet, men ikke at der først dukkede assistance op en time efter vores opkald. Hvis vandet ikke havde været så lunt, kunne tiden være blevet fatal. Der kan selvfølgelig være mange årsager til, at det tager tid, at få en helikopter frem, men flåden har som nævnt en base ganske tæt på. Hvis de var blevet kontaktet kunne de have været
ude ved os på 5 minutter. Et andet forhold vi undrede os over, var det faktum, at vi selv skulle ringe op til SOK efter at have ringet til 112. Vi fulgte aldrig op på disse ting, men det burde vi måske have gjort. Så vidt jeg ved, er kommunikationen mellem alarmcentralerne og SOK siden blevet mærkbart forbedret, således at opkald på 112 er nok, og måske bliver der, når det er muligt, også gjort bedre brug af assistance fra f.eks. flåden. Det må vi da håbe. Bemærkningen Kajaksejlads i åbent vand kræver stor rutine, som er sitets kommentar til beskrivelsen, kan jeg til gengæld kun tilslutte mig fuldt ud. Som vi alle sammen ved, skal man altid ro i farvand, der passer til ens færdigheder. Indgående kendskab til brug af kajak og udstyr er selvfølgelig et must, ligesom klare aftaler med dem man ror med og rutine i redninger er essentielt. Jeg behøver ikke remse mere op vi ved alle hvad det kræver. Det væsentlige er, at vi på betryggende vis begiver os ud i havkajakkerne, og samtidig er i stand til at håndtere de situationer, der måske alligevel opstår bl.a. som følge af vejret. Og en historie som denne kan blot understrege, hvorfor det er så vigtigt at holde fast i disse ting, og at vi som havkajak interesserede individer og som forening er med til at sikre, at budskabet om nødvendigheden af uddannelse i kunsten at ro havkajak når ud til så mange som muligt. Det er ikke bare noget man gør. For mig selv havde turen den direkte konsekvens, at jeg tænkte, at hvis jeg skulle mere ud i sådan en havkajak, så måtte jeg hellere lære noget mere om det. Jeg startede derfor med en række kurser hos FarOut og senere i Nord, som er den kano kajakklub, jeg er medlem af. I sommer tog jeg første del af instruktøruddannelsen, er nu godt på vej mod EPP 3 og forhåbentlig en instruktør 2 uddannelse i foråret 2010. Husk: Take care out there and enjoy!