JURA Jura er noget overflødigt bæ. Hvis alle mennesker opførte sig efter devisen: Alle skal opføre sig ordentligt som god moral tilsiger. Så kunne alverdens domstole nedlægges, alle jurister kunne sættes til at lave noget fornuftigt og hele justitsvæsenet ville kunne sendes på markarbejde. Men sådan er mennesker ikke. Moralen rækker ikke. Når 1800 tallets engelske virksomhedsejere, som det naturligste af verden, anvendte 10 til 12 årige børn som arbejdskraft til livsfarlige spinderimaskiner eller i miner, var det ikke fordi deres moral var ringere end vores, det var fordi det ikke var forbudt. Derfor behøver vi regler. Alle kendte samfund har udviklet regler for borgernes indbyrdes adfærd. I den vestlige verden er reglerne som hovedregel skriftlige og meget detaljerede. Vi kalder dem love. Her i landet har vi to typer love: Grundloven og alle de andre. Grundloven er kendetegnet ved at der stilles ganske særlige krav, for at den kan ændres (Vedtagelse i to på hinanden følgende folketing og derpå folkeafstemning, hvor mindst 40% af de stemmeberettigede skal stemme for. En sofavælger stemmer altså imod) medens alle de andre love kan ændres ved simpelt flertal i Folketinget. Udviklingen i EU-direktiver gør dog sidstnævnte påstand mere end tvivlsom. Der findes en overordnet EU bestemmelse som siger at et lands borgere ikke kan stilles ringere end andre landes, bare fordi det lokale parlament er langsomt. Eksempel: Bestemmelserne om to års garanti ved forbrugerkøb (se købeloven) er baseret på et EU direktiv. På grund af udskrivningen af valg her i landet nåede folketinget ikke at få vedtaget den nye danske købelov. Men det var ganske ligegyldigt. Reglerne trådte i kraft alligevel, så i visse henseender er Folketinget reduceret til at være et gummistempel, som man ikke engang behøver at bruge. Alle de andre love kan igen opdeles i to: De præceptive og de deklaratoriske. Det vil normalt af lovens egen tekst fremgå, om den er det ene eller det andet. Nogle (måske de fleste) love indeholder bestemmelser af begge typer. Det viser sig i de enkelte paragraffer ved forbehold som: Med mindre andet følger af sædvane, eller med mindre andet er aftalt, eller med mindre det ville stride mod almindelig hæderlighed, o.s.v. En præceptiv lov gælder ubetinget. Borgerne kan ikke foretage sig noget der sætter loven ud af kraft eller påvirker rækkevidden af dens bestemmelser. Eksempel: Funktionærloven er præcepitv. Den kan ikke afviges til ugunst for funktionæren. Hvis loven foreskriver at en funktionær i en bestemt situation har 3 måneders opsigelse, kan man ikke aftale (heller ikke mod en økonomisk kompensation!!) at der i et bestemt arbejdsforhold skal gælde en korter opsigelse. Da det præceptive kun gælder til gunst for funktionæren kan man altså godt (og med retslig virkning!) aftale en længere opsigelsesperiode. En deklaratorisk lov gælder kun hvis man intet andet har at holde sig til, altså hvis der ikke findes aftaler, alment udbredt praksis eller kutyme for det pågældende tilfælde. Dette giver begrebet almen praksis og kendskab til den en betydelig virkning. Derfor udgiver brancheforeninger og lignende ofte skriftlige orienteringer om den
slags forhold (hvilket giver dem endnu større betydning). Ved retslige kilder forstår men de steder, hvor man kan læse hvilke regler der gælder for det problem man har. Den primære retskilde er naturligvis selve lovene. Er lovteksten tvetydig må den tolkes. Målet med tolkningen er at bestemme hvad lovgivernes hensigt har været, og hvilken konsekvens denne hensigt fører til i det foreliggende tilfælde. I forbindelse med udarbejdelse af loven findes ofte meget omfattende skrifter (betænkninger, kommisionsarbejder, høringssvar o. l.) som kaldes forarbejder til loven. Disse indgår i tolkningen. I mange (navnlig nyere) love er de endelige bestemmelser imidlertid ikke en del af lovteksten. I teksten står blot: Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for (ditten eller datten). Benytter ministeren sig af sin ret kaldes resultatet en anordning eller en bekendtgørelse og disse har (næsten) samme virkning som havde forordningen været en del af lovteksten. Loven kaldes en bemyndigelseslov. Det gælder f. eks. miljøloven hvor der næsten ikke er ende på alt det miljøministeren har bemyndigelse til at bestemme. Sædvaner eller kutymer er tidligere omtalt som retslige kilder. Findes heller ingen regel heri for det pågældende problem, må man søge i domspraksis. Alle domme offentliggøres og retshandlingen, der fører til den, er offentlig. Der er offentlighed i retsplejen. Alle domme af blot nogen rækkevidde offentliggøres i Ugeskrift for retsvæsen (UFR). Her kan dommeren derfor læse, hvorledes andre dommere har afgjort lignende sager tidligere, og derfra skønne hvilken retstilstand der har udkrystalliseret sig gennem tiderne. Dette forudsætter naturligvis at loven har eksisteret i en vis tid. Ovenstående er udtryk for en hierarkisk organisering. Først hvis man må opgive at finde problemets løsning i selve loven tyr man til forarbejderne, dernæst til bekendtgørelser, dernæst til sædvaner og først når det svigter til domspraksis. Ofte er sager imidlertid så forskellige og detaljerede at man først for alvor får bid når man undersøger domspraksis. Lovvalgsproblemet. Med væksten i globaliseringen bliver økonomisk aktivitet, der overskrider landegrænser stadig mere udbredt. Hvis der nu opstår en uoverensstemmelse om en sådan aktivitet, hvilket lands love, forarbejder, bekendtgørelser og domspraksis skal så anvendes??. Til løsning af dette problem findes der et par internationale konventioner. Disse er ganske komplicerede, men fastslår dog et par forståelige hovedprincipper: 1.) Parterne har frihed til at aftale ved hvilket retsvæsen en eventuel uoverensstemmelse skal behandles. Det kan naturligvis være enten købers og sælgers land, men det kan også være et helt tredje lands love det aftales at anvende. 2.) Hvis der ingen aftale er, skal sagen behandles i det land hvor den største økonomiske aktivitet (i forbindelse med aftalen) har fundet sted. 3.) Kan man heller ingen afgørelse finde efter pkt. 2 anvendes lovene i sælgers land.
Retten til frit at aftale hvor uoverensstemmelser skal afgøres bør benyttes af den der jævnligt indgår grænseoverskridende aftaler. Internationalt arbejdes der på at harmonisere landenes lovgivning så forskellen i behandlingen afhængigt af lovvalget mindskes. Et godt eksempel på at politiske systemer halter håbløst bagud for borgernes faktiske adfærd.
RETSSYSTEMET Når nu vor moral er så slet er det jo fint med regler, men hvis det ikke har konsekvenser at bryde dem bliver de virkningsløse. Derfor må der findes et system som venligt men bestemt tvinger den borger, der søger at overtræde reglerne, til i stedet at følge dem. Den skadelidte borger kan således få et offentligt system til at deltage i kampen på sin side mod skadevolderen. Retssystemet kan opdeles på flere måder, bl. a. geografisk. Danmark har en landsdækkende Højesteret, Østre og Vestre Landsret (skillelinie Lille Bælt) i henholdsvis København og Viborg. Desuden er landet opdelt i 82 underretskredse (også kaldet byretter). Desuden findes en række særlige retter med specielle virkeområder. Sø- og handelsretten behandler sager om uoverensstemmelser vedr. varehandel Boligretten dømmer i sager om boligspørgsmål. Arbejdsretten dømmer i sager om arbejdsgiver / arbejdstager forhold. Landsskatteretten behandler uoverensstemmelser mellem borgerne og de kommunale myndigheder om borgernes skattebetaling Der findes flere specielle retter med særlig ekspertise. Voldgift. I stedet for at anlægge en retssag kan de stridende parter vælge at lade sagen afgøre ved voldgift. De kan aftale det inden problemet opstår eller være enige om det, når det er opstået. Der findes en lov om voldgiftsrettens funktion. Groft set er princippet: Hver part udvælger en repræsentant. Disse to udvælger i fællesskab en Opmand. Sagen behandles derefter under overholdelse af almindelige principper for en retssags afvikling. (Ret til at udtale sig, føre vidner, o.s.v.). Derefter afsiger voldgiften sin kendelse (ikke dom) hvorpå sagen er slut. Den kan ikke appelleres. Den hvem afgørelsen går imod er underkastet det almindelige retssystems bestemmelser om tvangsfuldbyrdelse m.v. Fordelen ved en voldgiftsret angives at være: Større sagkundskab, hurtigere behandling, mindre sagsomkostninger, ret til også at anvende ikke strengt juridiske vurderingskriterier og hemmelighed. Der er kun universel enighed om den sidste fordel. Medens de almindelige retters sagsbehandling altid er offentlig, er voldgiftsrettens behandling hemmelig. Det kan derfor være lettere for to parter at fortsætte et ellers udmærket samarbejde efter en voldgift end efter en almindelig retssag. Appel kan kun komme på tale hvis den appellerende part kan vise, at reglerne for gennemførelse af en retssag er overtrådt. Ellers vil appellen blive afvist, med mindre begge parter ønsker at appellere. Tvangsfuldbyrdelse. Når en dom er afsagt vil den vindende part have krav enten på penge eller på en bestemt adfærd fra den tabende part, og retssystemet hjælper til med at gøre dommen til virkelighed. 1) Pengekrav. Hvis domfældte ikke inden 14 dage opfylder dommen kan modparten få fogden i domfældtes retskreds til at foretage udlæg i skyldnerens værdier. Betales ikke inden yderligere 4 uger sælges de udlagte værdier på tvangsauktion. Der findes
dog følgende begrænsning: Der må ikke foretages udlæg i værdier som er nødvendige for at opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand, og ikke i aktiver under kr. 3000.- som er nødvendige for skyldnerens og hans husstands erhverv eller uddannelse. I vore dage regnes et farvefjernsyn som at høre med til et beskedent hjem, tidligere måtte det kun være sort/hvid. Ovenstående vil af de fleste opfattes som udpantning. Udpantning foregår ganske tilsvarende (og med samme begrænsninger), her er det bare det offentlige der har skatter, afgifter, MOMS eller underholdsbidrag til gode. 2) Ikke pengekrav. En dom kan bestemme at den dømte skal udlevere en bestemt genstand, fraflytte en bolig eller lignende, altså gøre noget bestemt. Eller den kan bestemme at den dømte skal undlade at gøre noget bestemt f. eks. at ophøre med at (mis)bruge et firmanavn, en varemærkeret eller en patentret. Sker det ikke som bestemt kan fogden gennemtvinge dommen. Opfyldes dommen ikke foreligger der desuden en strafferetlig forbrydelse der kan føre til bøde eller hæfte. I en del tilfælde søges dommens værdi i penge beregnet, så den skadelidte kompenseres økonomisk. Mediation er et nyt begreb i retsplejen. Grundideen er at undgå de store udgifter, det store fjendskab og det ofte opslidende arbejde med at gennemføre en retssag. Ofte er de stridende parter endnu mere uvenner efter sagen end de er inden. Ved en mediation søger en mediator at finde ud af hvilke INTERESSER parterne har og søger en ordning hvor parterne får imødekommet deres interesser så meget som muligt. Modsat dette søger en retssag at finde ud af hvilken RET parterne har, og at afsige en dom i overensstemmelse hermed. Der er gode grunde til at antage at mediation vil blive mere udbredt i fremtiden. JAU DEC 2001 K:\UndervisMateriale\Virksomh\JURA\Ret-Sys.doc