Beretning år 2014 Gymnastikafdelingen Lystrup IF 1.januar - 31. december 2014 Det er nu mit andet år som formand for gymnastikafdelingen i Lystrup IF og et år hvor der igen er sket rigtig meget indenfor gymnastikken i Lystrup IF. I foråret 2014 deltog vi igen med hold til forskellige opvisninger rundt i oplandet. Vi startede allerede i februar måned hvor både alle Grand Prix rytmeholdene og Talentholdet deltog i GymDanmark opvisning i Silkeborg. En god opvisning hvor hold fra hele regionen deltog. Vi deltog også med hold i DGI Østjyllands opvisninger. Det var dog med blandede følelser idet børnedagen med kort varsel blev flyttet til Lyseng i stedet for Stadion hallen. Og med rette. Selve opvisningshallen er en flot ramme om opvisningen, men opvarmningshallen og ind og ud af gulvet blev en kaotisk oplevelse specielt for de helt små gymnaster der blev noget overvældet af alle de mange efterskole elever som fyldte godt op i billedet. Jeg håber, at det var sidste gang at denne hal blev brugt til en så stor opvisning. De andre dage: junior og voksendagen var dog stadig i Stadion hallen som vanligt og en god oplevelse for alle. Det er godt, at så mange af vores hold ønsker at deltage i disse opvisninger og dermed komme ud og vise, at Lystrup har noget at byde på også indenfor gymnastikken. Vores Grand Prix rytme afdeling vokser og får flere medlemmer. Til konkurrencerne i 2014 deltog vi med 3 hold og havde et hold som ikke var klar til konkurrence endnu. Vi deltog i Jysk Mesterskab i Grindsted med alle hold Glimmer Girls i Mikro rækken 6-8 år, Rytmetøserne i Mini Mono rækken 8-10 år samt Rytmetøserne i Mini rækken med 2 serier 10-12 år. Her fik Glimmer Girls en flot 3. plads og dermed bronze medaljer. Til DM 1. runde i Odense deltog Rytmetøserne 10-12 år og til DM 2. runde i Slagelse deltog både Mini Mono og Mini 10-12 år. Her overnattede vi med pigerne og havde en rigtig hyggelig weekend sammen, med besøg i svømmehallen og kage og film om aftenen. Dette er nu en tradition at vi gør det til 2. runde siger pigerne. For at vi kan blive dygtigere og dermed også øge vores chancer for at komme med i medalje kampen kræver det meget mere træning end pigerne træner i dag. Nogle af de hold som vi konkurrere imod, træner op imod 6-8 timer om ugen, så vores 1 times konkurrence træning tæller ikke så meget i det regnskab. Vi har mere end rigeligt at gøre med bare at huske serierne og dermed er der ikke så meget tid til smidigheds- og balancetræning. Dette er pigerne og forældrene heldigvis også med på, at det skal laves om og derfor øges træningsmængden til næste sæson således, at holdene bliver delt mere op og vi også har en ugentlig smidighedstræning sammen. Derudover vil der komme flere ekstra træninger i weekenden. 1
Vi er efterhånden kendt mange steder for vores dygtige Talenthold som giver opvisning mange steder omkring Lystrup. I 2014 blev det til 12 opvisninger. De var blandt andet i Trige til lokalopvisningen, til Børn løber for Børn et Røde Kors arrangement, til indvielsen af LIF s nye fodboldbaner desværre i regnvejr og til byfest i Lisbjerg, Hjortshøj og Elstedhøj. De lavede også opvisning til Aarhus Halvmarathon og fik en plads udenfor Stadion hallen i forbindelse med et væskedepot på ruten. Team Lux var også med her således, at de 2 hold kunne skiftes da programmet skulle køres over 3 timer og dermed mange gange igennem. Der var desværre ikke så mange tilskuere til opvisningen da der jo hele tiden er løbere som kommer forbi og det har primær fokus for de fremmødte. Talentholdet er igen i juni måned 2015 inviteret til at give opvisning og vi håber denne gang på at der kommer flere og ser den flotte opvisning. I år afholdte vi gymnastikopvisning søndag den 30. marts. Igen en stor succes. Der var 829 betalende tilskuere en stigning på 222 i forhold til 2013. Vi havde sørget for endnu flere stole, men alligevel var der ikke nok. Folk stod tæt og der var pres på ved indgangen omkring start tidspunktet kl. 13.00. Der var flere hold på gulvet der gerne ville vise hvad de har arbejdet med i sæsonens løb. Vi har nogle rigtige dygtige instruktører og hjælpere på holdene som går aktivt ind og sørger for at vores gymnaster har en god dag. Udover dem har vi også en god håndfuld eller to af hjælpere som giver en hånd med i løbet af dagen til flere af de praktiske opgaver som der er. Billet kontrol, redskaber frem og tilbage til skolerne samt ind og ud af gulvet på dagen. Det er en rigtig god hjælp for os da vi er flere i bestyrelsen som selv har hold eller deltager på hold og dermed også har andre opgaver. Vi kan se, at flere i år har købt billetter på nettet og det betyder heldigvis, at det går hurtigere med at få folk ind i hallen. Udfordringen fremadrettet må være, at få plads til flere i hallen da vi jo har ambitioner om at udvide med flere hold og flere hold giver flere opvisningshold og dermed også flere tilskuere til opvisningen. Til opvisningen i 2015 var der 895 så en lille stigning igen i forhold til 2014. Til generalforsamlingen i april 2014 var der omkring 25 deltagere til fællesspisning. Helle Foss gik ud af bestyrelsen og blev erstattet af Kirsten Andersen og der var genvalg til både Else Kjærgaard og Jørn Olsen. Birte Laursen og Dorte Kähler blev valgt som suppleanter for kommende år. Efterfølgende blev de forskellige ansvarsområder fordelt således, at vi hver især er ansvarlig for nogle af hovedområderne blandt andet spring børn rytme voksen opvisning osv. Dette letter arbejdet da vi ikke alle behøver at være med i planlægningen til alle arrangementer og beslutninger der skal tages. Når alle har forladt hallen til gymnastikopvisningen starter vi allerede planlægning af ny sæson for at vi kan starte tilmelding op pr. juni måned. Det er som altid et stort puslespil, hvor alle brikkerne gerne skal ende med at gå op. Vi er mange afdelinger i Lystrup som alle gerne vil have timer og det bliver ikke nemmere da vi i gymnastik har ambitioner om at ville mere. 2
I 2014 til sæsonstart 1. september startede vi med 26 børne og juniorhold samt 15 voksenhold. I alt ca. 695 medlemmer mod 688 året før. Vi startede op med flere nye tiltag heriblandt Rope skipping med Sofie som instruktør. Rope skipping er både en opvisnings- og en konkurrence gymnastikgren under GymDanmark og det er for alle både piger og drenge fra 8 år. Det er en form for gymnastik som også tiltrækker børn, som ikke før har gået til gymnastik, men godt kan lide at sjippe. Dette kan vi også se på holdet i år og det er dejligt, at der er 18 piger som går på holdet. Vi startede også et ekstra springhold op, for at imødese nogle af de børn på venteliste som vi kunne se, der hurtigt kom på de små springhold. Vi har tidligere manglet et tilbud til lidt ældre springere og derfor blev der oprettet et Junior springhold for både begyndere og letøvede gymnaster. Solvejg og Sabine fik hurtigt fyldt holdet og der blev flyttet rundt på gymnasterne indbyrdes på holdene således, at man kunne træne på det rigtige niveau. Til de voksne startede vi op med Hit Fit dans et koncept som Lets Dance og Marianne Eihilt har udviklet. En rigtig god motionsform hvor alle kan være med og det er bevægelser til god kendt musik som man kan synge med på og det giver samtidig sved på panden. Ventelister slap vi desværre ikke for i år og vi kunne godt have fyldt mindst et mere Krudtuglehold og et mere Rytmeprinsserne hold. Da vi ikke havde flere instruktører at tage af, kunne vi desværre ikke tilbyde flere hold. En af opgaverne til næste år er, at finde egnede instruktører og hjælpere til hold i den mindste aldersgruppe. Lystrup har rigtig mange børn og vi skal helst kunne tilbyde dem at gå til gymnastik. Igen i år tilbød vi, i samarbejde med GymDanmark Gymnastikskole i Lystrup. I år havde vi både en rytme og en spring skole med flere fælles aktiviteter. Det var 3 rigtige gode dage med 36 glade og motiverede børn og 11 instruktører og hjælpere. Vi havde i år blandet vejr og var derfor både i Sønderskoven og indendørs i pauserne. Den sidste dag havde vi løbe bingo banko med små gaver og alle gik rigtig meget op i det. Vi laver endnu en skole i 2015 dog kun en rytmeskole igen da mange af de unge instruktører ikke har mulighed for at deltage. I år havde vi også udfordringer og bekymringer omkring den nye skolereform som trådte i kraft 1. august 2014. Vi deltog i møder med skolerne allerede i foråret for at kende skemaet således, at vi kunne tilpasse vores sæsonprogram efter hvornår børnene fik fri fra skole og ikke mindst hvornår nogle af vores yngste hjælpere og instruktører fik fri. Heldigvis er vi kommet godt fra land og vi har fået flere børnemedlemmer på holdene. Specielt Elsted skole har bakket op og har sørget for at bringe børnene til gymnastik i Idrætscenteret da vi var lukket ude af salene pga. vandskade. Et samarbejde som vi sætter stor pris på. Børnene har fået længere skoledage men ikke så mange lektier derhjemme og det har gjort at mange af børnene har fået lov til at gå til flere fritidsaktiviteter end tidligere. En tendens som vi håber fortsætter i årene fremover. For at opbygge et godt sammenhold blandt de unge instruktører har Unge udvalget bestående af Monica og Olivia i år arrangeret en tur til skøjtehallen. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag hvor 3
11 deltog. Dette er noget som vi vil holde fast i, da vi kan se, at det har en effekt og de er gode til at hjælpe og bruge hinanden i salene. Vi arrangerede forskellige fællestræninger / ekstra træninger for vores voksne medlemmer i både forår og efterår om lørdagen hvor især Christina har stået for træningen. Talentholdet arrangerede også i år vores årlige julefest hvor der var mulighed for tons i redskaberne samt dansen om juletræet og opvisning af Talentholdet. I år var det muligt at tilmelde sig via hjemmesiden og der var rift om pladserne. Godt at der nu kommer ekstra nødudgange i salene på Elsted således, at det er ok at der kommer så mange glade børn i salen. Traditionen tro selvom det kun var anden gang - afholdte vi instruktør møde i slutningen af november med juleklip og uddeling af julegaver. I år fik alle instruktører og hjælpeinstruktører en fin Kähler vase som alle blev rigtig glade for. En god kommunikationskilde for os er LIF nyt som vi også i år selv har været med til at dele ud i Lystrup og omegn. En stor tak skal lyde til dem som var med til at tage en tørn med uddelingen. I 2015 vil vi forsøge, at gøre det anderledes og forsøge, at få samlet folk lidt mere således, at uddelingen evt. kan foregå over en formiddag med efterfølgende snack/hygge som tak for hjælpen. Alle både medlemmer, instruktører og hjælpere er velkomne til at komme med indlæg til bladet og det vil glæde mig hvis flere bidrog med artikler således, at der kom variation i hvert blad. Vi har i år haft mange både instruktører og hjælpere på kursus. Udover dagskurser både hele og halve dage har vi haft 8 på hjælpeinstruktørkursus og 4 på instruktørkursus. Det er en stor omkostning for os men en nødvendig omkostning. Hvis vi ingen instruktører og hjælpere har ingen tilbud til vores gymnaster og dermed ingen forening. Det er vigtigt, at vi uddanner i egne rækker og sørger for, at være attraktive overfor både nuværende og kommende hjælpere og instruktører. Tiden har ændret sig og det er sværere at få folk til at udføre frivilligt arbejde. Det er derfor vigtigt, at vi tilbyder dem gode vilkår og sørger for at vi har et godt sammenhold og et godt klima/miljø som alle trives i. Det er vigtigt, at bestyrelsen er lydhør og synlig men også stiller krav om kvalitet og udvikling. Det hjælper ikke noget bare at fylde flere ind på holdene, hvis det betyder, at der er mindre tid til hver enkelt gymnast eller at der ikke sker udvikling for den enkelte gymnast. Derfor er det blandt andet bestyrelsens opgave at sikre, at det som vi siger og gør også bliver gjort og at der bliver fulgt op på holdene samt instruktører og hjælpere løbende igennem sæsonen. Til slut vil jeg sige tak til både medlemmer, hjælpere og instruktører fordi I støtter op omkring vores hold. Tak til dem som er mødt op til generalforsamlingen i dag og er med til at slutte sæsonen af. Og en ekstra stor tak til bestyrelsesmedlemmerne for det store stykke arbejde som I 4
gør for til gavn for alle medlemmer i gymnastikafdelingen. Jeg sætter stor pris på det samarbejde som vi har, både i forretningsudvalget og i bestyrelsen og jeg er glad for, at det er personer som ønsker at gøre en forskel for gymnastikken i Lystrup. Med en så stor afdeling kræver det dedikerede medlemmer af bestyrelsen, da det er et stort arbejde hvis kun få yder en indsats. Sådan er det heldigvis ikke hos os, og vi sætter også grænser for mængden af arrangementer der bliver igangsat hvis der ikke er opbakning og hjælp at hente til, at få det gennemført. Tak for jeres store indsats. Som tidligere sagt har vi store ambitioner i gymnastikafdelingen. Vi vil tilbyde flere hold til både børn, juniorer, voksne og seniorer i Lystrup. Vi vil uddanne flere instruktører for ellers kan det ikke lade sig gøre at udbyde flere hold. Vi vil gøre os mere synlige og dermed mere attraktive for både medlemmer og instruktører fra andre steder end kun Lystrup. Vi har mange andre tilbud i Lystrup til både børn og voksne og derfor er det en nødvendighed, at vi er med på det nyeste både indenfor motionsformer, men bestemt også når det handler om redskaber og udstyr. Det koster alt sammen arbejdskraft og tid og ikke mindst penge. Vi er villige til at investere, men det kræver også at vi får hjælp udefra. Derfor bruger vi også tid på at søge efter flere frivillige hænder til både hold og til øvrige arrangementer og til at søge fonde efter penge til redskaber. Vi håber, at det giver pote så vi kan fortsætte den gode udvikling i gymnastikafdelingen. 5