BLOD - oplysning til bloddonorer om blodtapning og blodtransfusion 2005
Denne pjece kan bestilles hos Schultz Information på tlf. 7026 2636, samt downloades fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside
Tapning af blod Blodet tappes gennem en kanyle fra en blodåre i albuebøjningen. Det opsamles i et tappesæt. Tapningen tager ca. 10 minutter. Der bruges altid engangsudstyr, så man bliver ikke smittet ved en tapning. Der tappes ca. en halv liter blod. Denne væskemængde erstattes efter få minutter. Men det er vigtigt, at man inden har spist og drukket. Man skal også drikke noget og hvile i 10 minutter efter tapningen, så væskemængden i blodbanen kan erstattes. Efter tapningen er der lidt lavere indhold af celler og æggehvidestoffer. Men dette betyder ikke noget, og det bliver normalt efter få uger. I nogle situationer er der kun brug for en enkelt komponent af blodet. Ved hjælp af en maskine udvindes den pågældende komponent, mens resten ledes tilbage til donor. Dette kaldes aferesetapning. Frivillighed og oplysningspligt Bloddonation er frivillig. Selvom man har meldt sig som donor, kan man på et hvilket som helst tidspunkt afstå midlertidigt eller permanent fra af give blod. Man har ikke pligt til at oplyse årsagen hertil. Man kan altid stille spørgsmål til blodbanken om tappeprocedurer, undersøgelse af blodet og resultaterne af undersøgelserne. Når man underskriver spørgeskemaet, giver man hermed samtykke til, at man er indforstået med at afgive blod, og at man mener at være tilstrækkeligt informeret om tappeproceduren og de forhold, der er angivet i informationen. Hvis undersøgelsen af blodet giver mistanke om sygdom, bliver blodet kasseret og donor informeret. Dette gælder også, hvis undersøgelse viser infektion med HIV, smitsom leverbetændelse type B eller C eller anden infektion. Der er anonymitet mellem bloddonor og patient. Der gives derfor ikke oplysning om, hvem der har afgivet blod, og hvem der har modtaget blod. Fortrolighed Alle oplysninger, der gives til blodbanken ved samtale eller fra spørgeskemaet, behandles fortroligt. Både disse oplysninger samt undersøgelsesresultaterne bliver arkiveret fortroligt. Der er også anonymitet, hvis blodet giver anledning til smitte af en patient. Hvis man efter blodtapningen får mistanke om, at det tappede blod kan smitte en person, kan man fortroligt anmode blodbanken om ikke at anvende blodet. Man behøver ikke at give en begrundelse.
HVAD SKER DER MED DONORBLOD? Anvendelse af donorblod Blod fra bloddonorer anvendes til behandling af patienter. Størstedelen bliver givet direkte til patienterne. En portion blod kan anvendes til behandling af flere patienter, da man adskiller blodets forskellige komponenter. Transfusion med røde blodlegemer anvendes til at erstatte blodtab i forbindelse med ulykker og operationer. Det anvendes også til patienter med blodsygdomme, hvor patienten har nedsat antal røde blodlegemer. De røde blodlegemer har dermed en umiddelbar livreddende virkning. Blodplader anvendes ved større blødninger samt ved kræftsygdomme, fx leukæmi, hvis kemoterapi medfører øget blødningstendens. Plasma anvendes til patienter, der mangler blodets størkningsfaktorer. Plasma anvendes endvidere til fremstilling af forskellige lægemidler, fx medicin til behandling af blødersygdom, antistoffer mod infektioner og albumin til behandling af større blodtab. Fremstilling af blodkomponenter I blodbanken bliver posen med det tappede blod slynget (centrifugeret). På denne måde adskilles blodet i røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader og plasma. Røde blodlegemer tilsættes saltvand og næringsstoffer, og en pose med røde blodlegemer kan holde sig i fem uger. Blodplader er holdbare i 5-7 dage. Blodplasmaet er holdbart i mange måneder i frossen tilstand. Det plasma, som ikke bliver anvendt til transfusion, sendes fra blodbankerne til forarbejdning i et medicinalfirma. Her oprenses plasmaet til fremstilling af bl.a. antistoffer og lægemidler, der fremmer blodets størkning.
Helbredsoplysninger Inden en blodtapning bliver en donor udspurgt om sit helbred. Formålet er dels at sikre, at donor kan tåle at blive tappet, og dels at sikre, at patienten ikke tager skade af blodet. Blodbanken udleverer spørgeskema til donor inden tapningen. Nogle sygdomme medfører, at en person ikke kan tåle at blive tappet. Det drejer sig for eksempel om hjertesygdomme, kredsløbssygdomme, epilepsi, astma og sukkersyge. Andre sygdomme kan eventuelt overføres til patienten ved transfusion: kræftsygdomme og smitsomme sygdomme. Hvis en sygdom behandles med medicin, kan der være medicinrester i blodet, og disse kan ved transfusion skade en patient. Hvis donor er misbruger af medicin eller narkotika, kan rester af disse stoffer i blodet også skade patienten. Ved hver tapning skal donor derfor udfylde et særligt spørgeskema vedrørende helbred, medicinindtagelse og andre helbredsforhold. Hvis helbredsoplysningerne medfører, at man ikke må tappes, kan dette være permanent eller midlertidigt. Permanent udelukkelse skyldes for eksempel: - kroniske, alvorlige sygdomme (forhøjet blodtryk, sukkersyge), - kræft, - visse smitsomme sygdomme (leverbetændelse, malaria, syfilis og HIV), - adfærd der indebærer stor risiko for at pådrage sig smittefarlige sygdomme, der kan overføres med blodet (stiknarkomani, prostitution og mandlig homoseksualitet) - misbrug af medicin og narkotika. Midlertidig udelukkelse kan skyldes: - periodevis medicinindtagelse, - en afgrænset periode med en adfærd, der indebærer risiko for at få smittefarlige sygdomme (seksuel adfærd med risiko for HIV, tatovering, piercing eller akupunktur foretaget af andre end læger), - smitsomme sygdomme, der ikke er kroniske - alvorlige tilstande, der ikke er kroniske - rejser i områder med malaria - andre smitsomme sygdomme. Den største risiko for alvorlig smitte fra donor til patient udgøres af smitsom leverbetændelse og HIV. Der tages derfor specielle forholdsregler for at undgå denne smitte, se pjecen: Bloddonorer, aids og leverbetændelse. Det er vigtigt, at donor oplyser om risikoadfærd, fordi blodbanken i de første uger efter smitte ikke kan påvise sygdommen, selvom blodet er smittefarligt. Bloddonorerne i Danmark har på hjemmesiden www.bloddonor.dk angivet vejledende retningslinier for aktuelle udelukkelseskriterier.
Uheld ved tapning Der foretages i Danmark årligt ca. 360.000 tapninger. Langt de fleste tapninger forløber uden gener eller følger. Men i nogle få tilfælde opstår bivirkninger. Det er oftest forbigående gener som utilpashed, besvimelse eller en mindre blodansamling uden for blodåren ved indstiksstedet. Der kan opstå symptomer fra en nerve, der er ramt ved indstik af kanylen. I meget sjældne tilfælde kan generne være langvarige. Erstatning Der anmeldes årligt ca. 100 skader eller uheld efter blodtapning. Dette svarer til én skade eller et uheld for hver ca. 3.500 tapninger. Risiko for alvorlige bivirkninger er meget ringe. Der kan udbetales erstatning fra Patientforsikringen og fra Bloddonorernes Sikringsfond. Patientforsikringen udbetaler erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varige mén, erhvervsevnetab mv. Donorer kan få erstatning for en skade, der er en direkte følge af selve tapningen. Men også ulykketilfælde i forbindelse med transport til og fra en aftalt tapning kan medføre erstatning, medmindre erstatning opnås fra anden side. Bloddonorernes Sikringsfond dækker herudover i ganske særlige tilfælde betydelig tingsskade, samt yder kulance-godtgørelser, eventuelt som lån indtil forsikringsspørgsmål er afgjort. Sikringsfonden arbejder tæt sammen med Patientforsikringen. Udbetaling fra Sikringsfonden afhænger af en vurdering i hver enkelt sag. Flere oplysninger Bloddonorerne I Danmark (BiD) har på hjemmesiden www.bloddonor.dk flere oplysninger om blod og bloddonation. BiD har udgivet bogen Dit blod. Denne bog beskriver nærmere blodets egenskaber og funktioner samt forhold vedrørende blodtransfusion. Bogen kan downloades fra hjemmesiden eller købes på landskontoret: Bloddonorerne i Danmark Vesterbrogade 191 1800 Frederiksberg C tlf.: 70 13 70 14
Blod - oplysning til bloddonorer om blodtapning og blodtransfusion Denne pjece beskriver kort blodets egenskaber og oplyser om, hvad der sker ved tapning og ved blodtransfusion. HVAD BESTÅR BLODET AF? Blod består af ca. 45% celler og 55% væske, som kaldes blodplasma eller plasma. Alle voksne menne- sker har 5-6 liter blod, svarende til 7% af menneskets vægt. Hjertet pumper blodet rundt i kroppen. Blodets celler dannes i knoglemarven. Blodets celler fylder ca. 2 liter og består af ca. 25.000 mia. røde blodlegemer, ca. 1.500 mia. blodplader og ca. 35 mia. hvide blodlegemer. De røde blodlegemer (erytrocytterne) er skiveformede og måler 0,007 mm. Et rødt blodlegeme lever i ca. 120 dage. Røde blodlegemer indeholder det røde farvestof hæmoglobin. I lungerne optager hæmoglobin ilt, som herved føres ud til celler i organerne, hvor ilten afgives til brug for cellernes stofskifte. Herefter optager hæmoglobinen kultveilte fra organerne. Kultveilten føres tilbage til lungerne, hvor det udåndes. Blodpladerne (trombocytter) er de mindste celler, som måler 0,003 mm. De lever i ca. ni dage. Ved blødning får blodpladerne blodet til at størkne. Blodpladerne kan klæbe sig til et hul i blodkarrene, så blødningen stopper. De hvide blodlegemer (leukocytter) måler 0,01-0,03 mm. Der er flere forskellige slags hvide blodlegemer, der hver har deres funktion. Hvide blodlegemer føres også rundt i blodbanen, men opfylder væsentligst deres funktion uden for blodbanen. I vævene forsvarer de kroppen mod virus og bakterier, og de kan optage og fjerne disse mikroorganismer og døde celler. Ved infektioner danner nogle af de hvide blodlegemer antistoffer. Blodplasmaet fylder ca. 2,5 liter. Det er en gullig væske, der består af 95% saltvand. Plasmaet indeholder forskellige æggehvidestoffer, fedtstoffer, sukkerstoffer, hormoner og affaldsstoffer. I plasmaet transporteres næringsstoffer fra tarmen til leveren og ud i vævene. Der bringes affaldsstoffer fra vævene til lever og nyrer. Lægemidler føres i plasmaet ud i vævene, hvor de kan virke. Ved hjælp af blodplasmaet opretholdes væskebalancen mellem blodbanen og vævene. Plasmaet medvirker til organismens temperaturregulation.
Layout: Sundhedsstyrelsen. Foto: Mikael Riekc. Tryk: Datagraf www.sst.dk Sundhedsstyrelsen Islands Brygge 67 2300 København S. Tlf. 72 22 74 00 Fax 72 22 74 11 sst@sst.dk