Praktisk ernæringsterapi til udvalgte sygdomsgrupper i ernæringsrisiko

Relaterede dokumenter
Praktisk ernæringsterapi til udvalgte sygdomsgrupper i ernæringsrisiko

Praktisk ernæringsterapi til udvalgte sygdomsgrupper i ernæringsrisiko

Behandling af diabetes i det postoperative forløb. Sandra Loretta Danum Klinisk diætist Rigshospitalets Ernæringsenhed, 5711

Hvorfor er kost og ernæring vigtig?

Ernæringsplan Valg af produkter og beregninger. Annette Thurøe Klinisk diætist Geriatrisk afdeling G, OUH

Mette Borre Klinisk diætist Medicinsk afdeling V Aarhus Universitetshospital

Kære deltagere i spørgeskemaundersøgelse om ernæring

Sondeernæring til patienter med akut apopleksi

ENTERAL NUTRITION. Vejledning i anvendelse af enteral ernæring

PARENTERAL NUTRITION. Patientinformation. Parenteral ernæring

Ernæringsfysiologi Center for Ernæring og Tarmsygdomme

ERNÆ- RINGS- VURDE- RING

Ernæringsvurdering. Dato: Navn: Højde: Fødselsdag: Bolig: Kontaktperson:

ENTERAL ERNÆRING. Patientinformation. Sondeernæring og ernæringsdrikke

... om danske sygehuspatienters ernæringstilstand

Praktisk ernæringsterapi til udvalgte sygdomsgrupper i ernæringsrisiko

Type 1 diabetes patientinformation

Skaberen nøder Mennesket til at spise for derigennem at opretholde Livet, indbyder ham dertil gennem Appetitten, og lønner ham derfor gennem Nydelsen.

Vibeke Gravers Kristensen Afsnit NHH

Udredning af årsagen til dårlig ernæringstilstand

Vejledning om Ernæring til småtspisende grøn recept og betaling

MORE; Et interventionsprojekt målrettet spiseudfordringer hos syge

Patienten som kunde. Hvad siger forskningen om hospitalspatientens behov og ønsker til måltidet? Christian Coff, docent og ph.d. Absalon 12.

Sundhedspersonale, som modtager patienter til behandling under indlæggelse eller ambulant.

Refeeding. definition, kliniske fund og behandling

Protein til livet når sygdom skal bekæmpes. Kia Halschou-Jensen MSc, PhD studerende Institut for Idræt og Ernæring

ENTERAL ERNÆRING. Vejledning i anvendelse af sondeernæring

MAD-pakken Formålet med MAD-pakken er at optimere patienternes ernærings tilstand, at forebygge komplikationer og forlænget rekonvalescens samt

DSKE - Temadag Sonderernæring den

Ernæring på tværs - et pilotprojekt. Karin Kaasby, Udviklingssygeplejerske, Klinik Anæstesi Tina Beermann, Led. Klinisk diætist, cand. scient.

Dysfagi. - mad til patienter med tygge- og synkevanskeligheder. Anja Weirsøe Dynesen Cand.scient. i human ernæring, tandlæge, ph.d. 12.

PROHIP. Fremlæggelse ernæringsgruppen (BK) Ernæring. Accelerede operationsforløb. Ernæring (hvordan står det så til i egen afdeling)

SIG til! ved kvalme og opkastning

Definition på kvalme:

Fremlæggelse ernæringsgruppen (BK) Did you feed your patient today?

Krig mod bakterier i munden

Har du KOL? Så er måltider og motion vigtigt. Enkle råd om at holde vægten oppe

Udskrivelse med sondeernæring fra Aalborg UH

Baggrund. Neurocenter og kirurgisk center 1

Gruppe A Diabetesmidler

Operation for overvægt. Bariatrisk Kirurgi

De livsvigtige vitaminer og mineraler af John Buhl

Lungebetændelse/ Pneumoni

Patientinformation. Kostråd. til hæmodialysepatienter

Ernæring ved genoptræning

De livsvigtige vitaminer og mineraler af John Buhl

Kvalme og opkastning SIG til!

KLINISKE RETNINGSLINJER

2 år efter overvægtskirurgi

Hvordan behandler vi patienter med stort stomioutput? DSKE efteruddannelse Marts 2011 Michael Staun Rigshospitalet

Vejledning i anvendelse af sondeernæring

Gruppe A Diabetes Glukagon hæver blodsukkeret: Regulation af blodsukkeret

Behandling af Myelomatose med cyklofosfamid og Dexamethason

Ernæring for atletikudøvere. Foredrag FIF 4/3 2008

MMU Maksimal medicinsk uræmibehandling Nefrologisk afdeling Herlev Hospital

NutriDia. Et beslutningsstøtteredskab mellem patient og professionel hos cancerpatienter med vægttab

ERNÆRING TIL ÆLDRE PT. EFTER UDSKRIVELSEN HAR VI NOGEN EVIDENS OG HVAD ER ERFARINGERNE?

Ernæringsrådgivning ved udskrivelse fra hospital

Rehabilitering med fokus på ernæring og træning på hospitaler. Hanne Elkjær Andersen, Overlæge Ph.d. Katrine Storm Piper, Fysioterapeut

Kvalme og opkastning. SIG til!

Temadag Region Syddanmark 15. november 2017

Energiindtag. Energiindtag for løbere. Energiindtag generelt. Energiforbrug ved løb. Energibehov for 70 kg løber Tom Gruschy Knudsen

Fagligt notat vedr. fysisk aktivitet, underernæring, overvægt, tobak og alkohol.

Lærervejledning til power point: Småtspisende ældre vidste du at småt er godt

Hvad er vigtigt at lære om geriatrisk sygepleje?

ERNÆRINGSPRODUKTER. Ernæringen du behøver Smagen du vil ha

NutriDia. Et beslutningsstøtteredskab mellem patient og professionel hos cancerpatienter med vægttab. Et udviklingsprojekt med støtte fra SST

DIABETES OG DEMENS Omsorgs og behandlingsmæssige tiltag hos personer med demens og diabetes

Bilag III. Ændringer til relevante afsnit i produktresuméer og indlægssedler

Forum for Underernæring

Ernæringsterapi. - mål og midler

ErnæringsNyt. Ernæringsenheden Hospitalsenheden Vest

At få mad gennem en PEG-sonde

Information til pårørende. Lavt blodsukker (hypoglykæmi) Hvad du bør vide som familiemedlem til en person med type 1-eller type 2-diabetes

Øvre dysfagi. opsporing, udredning og udvalgte indsatser. Pixi-udgave Øvre pi

Type 2 Diabetes symptomer og komplikationer Charlotte Brøns MSc. PhD. Dept. of endocrinology (Diabetes and Metabolism)

Kvalme og opkastning. SIG til!

Madens plads i behandlingen Hvorfor mad spiller en vigtig rolle under stråleterapi

Oralade kan hjælpe dig og dine patienter. restitution, fordi hundene accepterer smagen. nasalsonde, hvis det er nødvendigt

DBF-MIDTJYLLAND. Breddekonsulent Kirsten Leth. DBF- Midtjylland.

Krig mod bakterier i munden

Temadag Dansk Selskab for Klinisk Ernæring 13. marts 2019

Anette Spohr Dyrlæge, ph.d

NY OVERENSKOMST 2018

MAD- OG MÅLTIDSPOLITIK PÅ ÆLDREOMRÅDET

KOST OG TRÆNING KIF, MAJ 2015

Hurtig. Diabetesmad. Velsmagende retter på højst 30 minutter. Louise Blair & Norma McGough. Atelier

Vejledning - Høj og lav blodglucose

KOMPLET KOSTPLAN TIL KVINDER VÆGTTAB FOR KVINDER BMI OG DIT ENERGIBEHOV EKSEMPEL PÅ KOSTPLAN VÆGTTAB

Ernæringsscreening- og monitorering af den neuropædiatriske patient

Is MORE enough? DSKE 2012

ERNÆRING. Solutions with you in mind

DIABETES MELLITUS. Modul 5 E2009

Energiindtag. Energiindtag for løbere. Energiindtag generelt. Energibehov for 70 kg løber. Energiforbrug ved løb Hvordan skal man spise?

Overskrift: Ernæringsscreening Akkrediteringsstandard: Godkendt: December Revideres: December 2021

Halsbrand og sur mave

Patientinformation DBCG 04-b


Rigshospitalet Abdominalcentret Senfølger til kirurgi

Behandling af fedme og. overvægt. - Tal og fakta

Transkript:

www.ernaeringsterapi.info Praktisk ernæringsterapi til udvalgte sygdomsgrupper i ernæringsrisiko Udarbejdet af: Klinisk diætist, seniorforsker Anne Marie Beck Overlæge, Ph.D Henrik Højgaard Rasmussen Professor, overlæge, dr.med. Jens Kondrup Overlæge, dr.med. Karin Ladefoged Overlæge Karen Lindorff-Larsen Overlæge, dr.med. Michael Staun Sygeplejerske Anne Wengler ISBN nr. 978-87-987558-1-4 2. udgave december 2008 Sponsoreret af Fresenius Kabi Tryk Victor Print A/S

Indholdsfortegnelse Baggrund Baggrund 3 Behandlingsstrategi for patienter i ernæringsrisiko 5 Standardmonitorering 6 Beregning af energi- og proteinbehov 7 Refeeding syndrome 8 Stressmetabolisme 8 Faste 9 1. Indtag 10 1.1 Nedsat appetit 10 1.2 Tygge/synkeproblemer 11 1.3 Mundtørhed 12 1.4 Kvalme 13 2. Absorption 14 2.1 Diarré og malabsorption 14 2.2 Korttarmssyndrom 15 2.3 Akut pancreatitis 17 2.4 Pancreasinsufficiens 19 3. Metabolisme 20 3.1 Adipositas 20 3.2 Diabetes 22 3.3 Leversygdom 23 3.4 Alkoholafhængighed 25 3.5 Kronisk hjerteinsufficiens - CHF 26 4. Ekskretion 27 4.1 Akut nyreinsufficiens 27 4.2 Kronisk nyreinsufficiens 28 4.3 Nedsat lungefunktion 30 Formålet med dette hæfte er at give konkrete råd og anbefalinger om energibehov, valg af kostform, særlige hensyn og monitorering for en række patienter, hvor ernæringsbehandlingen erfaringsmæssigt giver problemer i klinikken. Det betyder dog ikke, at disse patienter nødvendigvis skal behandles på anden måde end almindelige, ukomplicerede patienter i ernæringsrisiko. Det er veldokumenteret, at tidlig identifikation og relevant behandling er afgørende for det kliniske forløb hos patienter i ernæringsrisiko. Det var blandt andet baggrunden for såvel hæftet Ernæringsterapi Mål og Midler fra 1999 som Sundhedsstyrelsens Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske diætister fra 2003. Begge publikationer indeholder forslag til, hvordan man på den enkelte afdeling kan screene og varetage behandlingen af patienter i ernæringsrisiko. De omtaler dog ikke specifikt sygdomsgrupper, hvor der kan være forskellige barrierer i forhold til at gennemføre ernæringsterapi. I 2004 viste en spørgeskemaundersøgelse blandt læger og sygeplejersker på danske sygehuse, at screening er blevet mere udbredt end tidligere, og at der generelt er øget fokus på ernæringsrelaterede spørgsmål. Undersøgelsen viste også, at det fortsat opfattes som vanskeligt at lægge ernæringsplaner for den enkelte patient, især ved sygdomme eller tilstande, der kan komplicere behandlingen. Der er taget udgangspunkt i den eksisterende litteratur på området samt i arbejdsgruppens kliniske erfaringer. www.ernaeringsterapi.info 3

Arbejdsgruppen Klinisk diætist, seniorforsker Anne Marie Beck, Fødevareinstituttet ved DTU Overlæge, Ph.D. Henrik Højgaard, Center for Ernæring og Tarmsygdomme, Medicinsk gastroenterologisk afdeling, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital Professor, overlæge, dr.med. Jens Kondrup, Ernæringsenheden, Rigshospitalet og Institut for Human Ernæring, Kgl. Veterinær & Landbohøjskole Overlæge, dr.med. Karin Ladefoged, Dronning Ingrids Hospital, Nuuk Overlæge Karen Lindorff-Larsen, Kirurgisk gastroenterologisk afdeling, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital Overlæge, dr.med. Michael Staun, Medicinsk gastroenterologisk afdeling, Rigshospitalet Sygeplejerske Anne Wengler, Medicinsk gastroenterologisk afdeling, Rigshospitalet Tidligere udarbejdet af arbejdsgruppen Rasmussen HH, Kondrup J, Ladefoged K et al. Clinical nutrition in Danish hospitals: a questionnaire-based investigation among doctors and nurses. Clin Nutr 1999;18:153-8 Mowé M, Bosaeus I, Rasmussen HH, Kondrup J, Unosson M, Irtun Ø. Nutritional routines and attitudes among doctors and nurses in Scandinavia: A questionnaire based survey. Clin Nutr 2006;25:524-532 Ernæringsterapi - Mål og midler, ISBN nr. 87-987558-0-3. Kan læses på www.fresenius-kabi.dk Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske diætister. Screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko. Sundhedsstyrelsen 2003. Kan læses på www.sst.dk Lindorff-Larsen K, Hojgaard Rasmussen H, Kondrup J, Staun M, Ladefoged K. Management and perception of hospital undernutrition - A positive change among Danish doctors and nurses. Clin Nutr 2007;26(3):371-8 Rasmussen HH, Kondrup J, Staun M, Ladefoged K, Lindorff K, Jorgensen LM, Jakobsen J, Kristensen H, Wengler A. A method for implementation of nutritional therapy in hospitals. Clin Nutr. 2006;25:515-23. Behandlingsstrategi for patienter i ernæringsrisiko Målet med en aktiv ernæringsindsats er, at patienten indtager mindst 75% af et fastlagt energi- og proteinbehov senest 3. døgn efter indlæggelsen. Alle patienter skal ernæringsscreenes, og er de i ernæringsrisiko, skal de have udarbejdet en ernæringsplan. Denne plan bør indeholde: 1. Vurdering af hvorvidt der er problemer med indtag, optagelse, omsætning og/eller udskillelse. Såfremt det ikke er tilfældet påbegyndes en standard ernæringsterapi. 2. Fastlæggelse af omtrentlige behov (energi og protein), herunder øget behov ved stress-metabolisme (se side 8). 3. Ordination af ernæring; kostform, evt. supplerende ernæringstilskud, enteral og/eller parenteral ernæring. 4. Plan for monitorering af behandlingen, dvs. hvilke virkninger og bivirkninger der skal observeres for, samt hvordan/hvornår behandlingen skal evalueres og justeres. Nej: Standardernæringsterapi Patient i ernæringsrisiko Er der problemer med indtag, absorption, metabolisme eller ekskretion? Ja: Specifik ernæringsterapi (Se under de forskellige sygdomsgrupper i dette hæfte) Kan patienten følge standardmonitorering? Ja: Standardmonitorering (Se side 6) Nej: Specialmonitorering (Se under de forskellige sygdomsgrupper i dette hæfte) Resultat af behandlingen (indtag, vægt, bivirkninger) samt forslag til opfølgning ved udskrivelsen dokumenteres i journalen. Klinisk diætist Der bør udarbejdes retningslinier for, i hvilke tilfælde og hvornår i patientforløbet der involveres kliniske diætister. 4 5

Standardmonitorering Energi- og proteinindtag sammenholdes med fastlagt behov. Kostregistrering dagligt indtil patienten indtager mindst 75% af det fastlagte behov. Vægt 3 gange ugentligt obs. for ascites, ødemer og dehydrering. Standardblodprøver 1 x ugentligt: Hæmoglobin (Hgb), natrium (Na), Kalium (K), creatinin, carbamid, magnesium (Mg), calcium (Ca), fosfat og blodsukker (BS). Mg og fosfat dog dagligt de første 3 dage hos svært underernærede. Hos patienter i parenteral ernæring desuden basisk fosfatase, bilirubin og alanin aminotransferase (ALAT). Se-albumin kan ikke anvendes til at monitorere ernæringstilstanden og indgår derfor ikke i standardmonitorering. Se-triglycerid monitoreres kun hos patienter med erkendt hypertriglyceridæmi. Korrektion af energi- og proteinbehov ved feber Ved 3 dages feber med vægtvedligeholdelse: 38 C 1,2 x energi 1,2 x protein 39 C 1,3 x energi 1,3 x protein 40 C 1,4 x energi 1,4 x protein Hvis patienten har feber tages udgangspunkt i vægtvedligeholdelse. Patienter med feber er ikke i stand til at opbygge ernæringstilstanden og vil dermed få tilført for meget energi, hvilket er en belastning for kroppen. Beregning af energi- og proteinbehov hos voksne patienter Angivet i kcal, (kj) og g protein. Tal er afrundet. Aktuelle vægt (kg) 90 85 80 75 70 65 60 55 50 45 40 Vedligeholdelse af ernæringstilstand Sengeliggende 2.150 (9.000) 95 1.900 (8.000) 85 1.675 (7.000) 75 1.450 (6.000) 65 1.200 (5.000) 55 Opbygning af ernæringstilstand Sengeliggende Oppegående Oppegående 2.400 (10.000) 105 2.150 (9.000) 95 1.900 (8.000) 85 1.675 (7.000) 75 1.435 (6.000) 65 Aktuelle vægt (kg) 2.600 (11.000) 115 2.400(10.000) 105 2.150 (9.000) 95 1.900 (8.000) 85 1.675 (7.000) 75 3.100 (13.000) 135 2.600 (11.000) 115 2.400 (10.000) 105 2.150 (9.000) 95 1.900 (8.000) 85 90 85 80 75 70 65 60 55 50 45 40 6 7

Refeeding syndrome Refeeding syndrome beskriver en række metaboliske forstyrrelser, der kan opstå som følge af tilførsel af enteral eller parenteral ernæring til patienter, som er moderat til svært underernærede. Refeeding syndrome kan medføre svære væske- og elektrolytforstyrrelser og ledsages ikke sjældent af hæmatologiske, neuromuskulære og kardiopulmonale komplikationer. Patofysiologisk tilskrives syndromet hypofosfatæmi, men også ændringer i K, Na og Mg optræder. Hos meget underernærede, der samtidig har haft et stærkt reduceret kostindtag over flere dage, tilrådes måling af K, Mg og fosfat dagligt de første 3 dage og herefter 2 gange ugentligt. Hvis plasmaværdierne falder væsentligt, suppleres efter behov. Behandling tilrådes såfremt K <3 mmol/l, Mg <0,5 mmol/l, fosfat <0,3 mmol/l. Til dette syndrom hører også udvikling/forværring af ødemer pga. større tilførsel af Na og væske. Mangel på K, fosfat og Mg kan forårsage hjerterytmeforstyrrelser og/eller neurologiske symptomer. Der er beskrevet dødsfald i forbindelse med tilstanden. Vær derfor opmærksom på udvikling af ødemer og reducer evt. tilførslen af Na. Stressmetabolisme Patienter, der er i ernæringsrisiko pga. sværhedsgraden af deres sygdom, har en særlig stofskiftetilstand kaldet stressmetabolisme. Tilstanden skyldes virkninger af katabole hormoner (kortisol, glukagon, katekolaminer) i kombination med virkningen af visse cytokiner (TNF-ox, interleukin-1 og interleukin-6). Cytokinerne secerneres af aktiverede inflammatoriske celler. Stressmetabolisme medfører øget nitrogentab fra kroppen (øget proteinnedbrydning) og stimulerer leverens glukoseproduktion fra aminosyrer. Dette medfører en vedvarende relativt høj glukoseproduktion, som kun delvist reduceres ved tilførsel af eksogent glukose/kulhydrat. Resultatet er uventet hyperglykæmi (glukoseintolerans). Vedvarende hyperglykæmi reducerer immunsystemets funktion. Hos visse intensive patienter (thoraxkirurgiske patienter) er det påvist, at BS >4-6 øger overlevelsen, men det er uafklaret, om det gælder for alle stressmetabole patienter. Generelt for stressmetabolisme: Øget proteinbehov Insulinresistens. Dækning af de ernæringsmæssige behov kan nødvendiggøre exogen insulintilførsel Ved svær stressmetabolisme, f.eks. kirurgi, traume, brandsår, infektion og pancreatitis, sænkes de intracellulære niveauer af glutamin i muskelvævet med 30-50%, hvilket er mere end for nogen anden aminosyre. Det er påvist, at hos patienter med ovenstående diagnoser og svær stressmetabolisme kan glutamin forbedre proteinbalancen og tarmbarrieren, reducere forekomsten af infektioner og mortalitet. Studier har vist, at omega-3 fedtsyrer sænker produktionen af inflammatoriske cytokiner og eicosanoider, og omega-3 fedtsyrer tillægges således en immunmodulerende effekt, også i klinisk sammenhæng. Dette er primært vist i studier med eicosapentaenoic acid (EPA) og docosahexaenoic acid (DHA), som begge findes i fiskeolie. Baseret på kliniske og eksperimentelle studier anbefales en ratio på 4:1 til 2:1 mellem omega-6 og omega-3 fedtsyrer. Referencer Heyland DK, Dhaliwal R, Drover JW, Gramlich L, Dodek P. Canadian clinical practice guidelines for nutrition support in mechanically ventilated, critically ill adult patients. JPEN 2003;27:355-73 Novak F, Heyland DK, Avenell A, Drover JW, Su X. Glutamine supplementation in serious illness: a systematic review of the evidence. Crit Care Med 2002;30:2022-9 Heyland DK, Dhaliwal R, Suchner U, Berger MM. Antioxidant nutrients: a systematic review of trace elements and vitamins in the critically ill patient. Intensive Care Med 2005;31:327-33 Koch T, Heller A. Benefits of ω-3 fatty acids in parenteral nutrition; Clin Nutr 2005;Supplement 1:17-24 Calder P. Use of fish oil in parenteral nutrition: rationale and reality. Proc Nutr Soc 2006;65:264-77 Morlion BJ, Torwesten E, Wreger E, Purchstein C, Fürst P. What is the optimum ω-3 to ω-6 fatty acid (FA) ratio of parenteral lipid emulsions in postoperative trauma? Clin Nutr 1997;18(2):49 Faste Gentagne fasteperioder i forbindelse med f.eks. ventetid på røntgenundersøgelser eller operation kan true en effektiv ernæringsbehandling hos den småtspisende patient. Faste bør minimeres gennem planlægning og ved anvendelse af moderne fasteregler før anæstesi. Hvis det alligevel bliver nødvendigt med flere fasteperioder, og patienten går glip af måltider i længere tid end et døgn, bør der hos patienter i ernæringsrisiko iværksættes parenteral ernæring. Målet er jo at opretholde patientens samlede energiindtag, og hvis peroral eller enteral ernæring ikke er mulig, må den parenterale administrationsform vælges. 8 9

Mange anæstesiafdelinger har indført nye fasteregler, hvor indtagelse af vand, saft, juice, kaffe og te er tilladt indtil 2 timer før anæstesien hos elektive patienter, mens der stadig anbefales 6 timers faste for måltider. Reglerne gælder ikke for akutte patienter eller patienter med risiko for forsinket ventrikeltømning. Reference Soeride E, Ljungquist O. Modern preoperative fasting guidelines. a summary of the present rekommendations and remaining guestions. Best Pract Res Clin Anaesthesiol 2006;2083:483-91 1. Indtag 1.1 Nedsat appetit Patienter har ofte nedsat appetit pga. de inflammatoriske processer, der ledsager de fleste sygdomme i aktiv fase. Det er en stor udfordring at overvinde denne appetitløshed. Appetitløshed er dog i den sidste ende en dårlig begrundelse for, at patienterne får for lidt energi og protein ligesom manglende tørst ikke accepteres som en begrundelse for dehydrering. Hos raske er kostindtaget bestemt af: 1. Sultfølelse før måltidet 2. Hvor hurtigt maden mætter 3. Hvor appetitstimulerende maden er Disse tre komponenter skal belyses hver for sig hos patienten og fører til forskellige handlinger. Når patienten siger: Jeg har ingen appetit - hvad gør man så? Begynd med at spørge patienten om det sidste hovedmåltid: Følte du ingen sult? blev du hurtigt mæt? blev appetitten større eller mindre, da du begyndte at spise (var maden appetitstimulerende)? 1. Hvis patienten ikke følte sult: Husk patienten på spisetiderne Få patienten til at lave kostregistrering, så patienten kan se, hvor meget han har indtaget i forhold til målet Forklar patienten præcist, hvad konsekvensen kan være for vedkommende i den aktuelle situation 2. Hvis patienten blev hurtigt mæt: Små portioner, mange mellemmåltider Lav en præcis aftale om, hvad der skal indtages 3. Hvis maden ikke var appetitstimulerende/gav kvalme og ubehag i stedet for nydelse. En del patienter har smagsændringer og oplever ofte, at livretter ikke smager som de plejer. Ofte kan patienter uden appetit alligevel spise. Få patienten til at prøve sig frem erfaringsmæssigt kan syge patienter ofte bedre lide fede, sure og salte retter end søde og krydrede retter. Giv patienten flere valgmuligheder, så patienten har en chance for at finde et par retter, der ikke giver ubehag Vær opmærksom på at mad, servering og spisemiljø passer til patientens madkultur Almene råd Tal under stuegang med patienten om maden, og hvordan det går med kostindtagelse Vis dit engagement i at patienten spiser I det normale sociale liv bruger vi ofte nødning til at få klemt en bid mere ned hos gæsterne brug nødning over for patienterne. Forsøg at erstatte nydelsen af maden med anden positiv feedback, såsom beskrivelsen af vigtigheden af kostindtagelse og ros Opstil mål sammen med patienten og drag patienten med ind i en evaluering af om målene nås 1.2 Tygge/synkeproblemer Dysfagi kan ses hos patienter med hjerneskader og lokale forandringer i mund og spiserør, f.eks. forsnævring af spiserøret, smerter/infektioner i mund og hals, mundtørhed. Typiske tegn på dysfagi er f.eks., at patienten savler, hober mad op i munden, bøjer hovedet bagud eller på skrå, har svært ved at synke eller fejlsynker, hoster og kaster op under måltidet. Synkefunktionen testes specifikt ved hjælp af en såkaldt vandtest. Der findes flere variationer af denne, men princippet er, at patienten skal kunne drikke 50 ml vand og tømme glasset uden afbrydelse og gøre dette uden at fejlsynke og hoste. Påvirket stemmeklang og hoste vil afsløre eventuel fejlsynkning. Hvis patienten klarer vandtesten uden at hoste, vurderes tyggefunktionen lige så systematisk ved at tilbyde patienten rugbrød eller lignende, som vedkommende skal kunne tygge og synke uden fejlsynkning. Det er i en undersøgelse påvist, at man ved systematisk testning af synkefunktionen kan reducere antallet af pneumonier hos patienter med apopleksi. Handling Patienter med tygge/synkeproblemer skal tilbydes tygge/ synkevenlig kost. Fortykningsmidler kan med fordel tilsættes diverse drikkevarer eller flydende kost. Der vil ofte være behov for supplerende ernæringstilskud, sondeernæring og/eller parenteral ernæring. 10 11

Hvis årsagen til tygge/synkeproblemerne er ømhed eller infektioner i mund/hals, kan smertestillende medicin være en hjælp. Almene råd Det anbefales, at afdelingen har en procedure for samarbejde med ergoterapeut med henblik på vurdering af tygge/synkefunktion. Der er flere ting der kan gøre det lettere for patienten at spise og drikke: Sørg for god siddestilling Sørg for at munden er renset for slim og spyt inden spisningen Sørg for ro under spisningen Tilbyd mad og drikke i små mundfulde Sørg for at mad og drikke har en passende konsistens og temperatur Hold øje med at der synkes omhyggeligt, evt. en ekstra gang Sørg for at der er plejepersonale tilstede, der er bekendt med situationen Undgå langvarige måltider specielt sent om aftenen pga. træthed Undgå fladt sengeleje efter måltidet (i ca. 1 time) for at nedsætte risikoen for opkastning og sure opstød Reference Zielke & Christensen. Ernæring ved apopleksi. Tidsskrift for Sygeplejersker 2000;18 1.3 Mundtørhed Mundtørhed kan ses hos patienter, der er i iltbehandling, strålebehandling, udelukkende får sondeernæring, har infektion i mund/hals eller får bestemte typer medicin. Mundtørhed kan give tygge/synkeproblemer samt problemer med at smage. Handling Patienter med mundtørhed skal tilbydes tygge/synkevenlig kost. Hvis årsagen til mundtørheden er bivirkninger ved medicin (f.eks. sovemedicin, vanddrivende medicin eller psykofarmaka), kan der evt. vælges alternative præparater. 1.4 Kvalme Kvalme optræder ofte efter operationer og ses hos størstedelen af patienter med fremskreden kræftsygdom. Andre hyppige årsager er forstoppelse, medicinbivirkninger, smerter, træthed, vægttab, infektioner i mund og hals, angst, utryghed og depression. Handling Behandling af tilgrundliggende årsager medicinsanering Medicinsk behandling Metoklopramid 10-20 mg x 3 dagl. (dosis halveres ved nedsat nyrefunktion) Serotoninantagonister, 5-HT-3 receptorantagonister f.eks. ondansetron (især ved kemoterapi og postoperativt). Vedr. dosering ved kemoterapi se medicinfortegnelse. Dosering postoperativt 4 mg i.v. eller peroralt p.n. Ved moderat til stærkt nedsat leverfunktion bør dosis ikke overskride 8 mg pr. døgn Haloperidol i lav dosering (0,5-1 mg x 2 dgl.) Almene råd God mundhygiejne Frisk luft, undgå stærkt lugtende mad Motion og evt. en drink før måltidet fremmer appetitten Sidde op og spise Mange små måltider fordelt over døgnet Evt. kolde anretninger, hvis lugten af varm mad provokerer kvalme Syrlige og salte snacks og syrlige drikke hjælper nogle patienter Referencer Baines MJ, ABC of palliative care: Nausea, vomiting and intestinal obstruction. BMJ 1997;315:1148-50 JB Carlisle, CA Stevenson: Drugs for preventing postoperative nausea and vomiting. Cochrane Database of Systematic Reviews 2007 Issue 2 www.cancer.dk - Kvalme og opkastning Almene råd Sørg for god mundhygiejne før, under og efter spisning Tilbyd isvand, stykker af is og små stykker frugt (gerne syrlige) Tilbyd drikkevarer og væskerig mad med meget sovs Tilbyd sugetabletter og bolcher, gerne sukkerfri Tilbyd vaseline eller pomade til læberne Tilbyd kunstigt spyt og mundskylning (f.eks. med lige dele vand og glycerin), hvis spytsekretionen er helt ophørt Reference Faglige retningslinier for den palliative indsats - omsorg for alvorligt syge og døende. Sundhedsstyrelsen 1999 12 13

2. Absorption 2.1 Diarré og malabsorption Diarré, stort stomi-output eller sekretion fra tarmfistler kan påføre patienten tab af vand, elektrolytter og næringsstoffer alt afhængig af den tilgrundliggende sygdom og de gastrointestinale anatomiske forhold. Problemet kan opstå akut, f.eks. ved gastrointestinal infektion, eller manifestere sig som følge af forværring af eller komplikation til kendt kronisk tarmsygdom. Konsekvensen kan på kortere eller længere sigt være dehydrering og underernæring. Patienter med akut eller kronisk diarré uden væsentlig malabsorption har et normalt behov, dvs. samme behov som andre patienter i ernæringsrisiko. Behovet for energi og protein kan være øget med op til 50% hos patienter med malabsorption. Væske- og elektrolytbehov kan være øget, f.eks. hos patienter med ileostomi og stort output i tilfælde af infektion. Måling af output vil være vejledende for størrelsen af det øgede behov for væske, primært isotonisk NaCl. Valg af kostform Parenteral ernæring Kost til småtspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke. Ved specifik malabsorption gives f.eks. laktosereduceret diæt eller glutenfri diæt. Ved stort væske/ elektrolyttab kan parenteralt tilskud temporært være indiceret (isotonisk NaCl) Supplerende behandling Patienter med stort gastrointestinalt tab: Peroralt elektrolyttilskud kan være indiceret, f.eks. i form af saltholdig drikkebouillon mv., evt. væsker der indeholder en kombination af glukose og elektrolytter. Patienter med manglende funktion af terminale ileum: Tilskud af vitamin B 12 (f.eks. 1 mg i.m. hver 2. måned). Tilskud af andre vitaminer, mineraler og sporstoffer skal overvejes individuelt afhængig af grundsygdom. Ved steatoré er der behov for tilskud af fedtopløselige vitaminer og mineraler (Ca, Mg, Zn). Patienter med kronisk diarré: Stoppemidler anvendes, f.eks. loperamid (2-4 mg x 3) eller Kodein stærk (mixtur) 8 mg/ml (start med 40 mg 2-3 gange dgl.). Fedtreducerede diæter er ikke indiceret. Patienter med galdesyremalabsorption (resektion eller inflammation af terminale ileum) og bevaret colon: Kolestyramin 2 g x 3 dgl. kan være indiceret. Vigtigt at være opmærksom på negativ væskebalance og hyponatriemi. Et godt mål for natriummangel er urinnatrium < 50 mmol/l. Måling af fæcesvolumen samt måling af diurese. I begyndelsen kontinuerligt, senere f.eks. 2 dage ugentligt. 2.2 Korttarmssyndrom Efter tarmresektion eller anlæggelse af tyndtarmsstomi er den kliniske problemstilling ofte korttarmssyndrom og dermed svær malabsorption. Parenteral ernæring er som regel påkrævet initialt dels til opretning af almentilstanden, og dels fordi tarmresektion og anlæggelse af stomi i den postoperative fase medfører et større væske- og elektrolyttab pga. hypersekretion fra ventrikel og tyndtarm. Længden af den fungerende tyndtarm, og hvorvidt colon er i forlængelse hermed er afgørende for: 1. Om patienten på længere sigt alene kan klare sig med oral/enteral ernæring 2. Hvilke ernæringsmæssige tiltag der skal iværksættes. Vejledende gælder, at patienter med mindre end 100 cm jejunum lagt frem som stomi eller mindre end 50 cm jejunum i kontinuitet med colon har behov for parenteralt tilskud af væske og ernæring. 14 15

kan være øget med 30-50% ved svær grad af malabsorption. Væske- og elektrolytbehov er øget især hos patienter med stomi. Behov fastlægges på baggrund af måling af stomioutput (jejunostomioutput indeholder ca. 110 mmol Na pr. liter). Supplerende behandling Stomioutput fra tyndtarmsstomier kan reduceres med protonpumpehæmmer, H-2 blokker og octreotid. Måling af fæcesvolumen, registrering af peroralt indtag samt måling af diurese, i starten dagligt senere 2 dage ugentligt. Valg af kostform Kost til småtspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke kan anvendes. Der er ikke grundlag for generelt at anbefale fedtreduceret diæt, med mindre fedtindtagelsen medfører sværere grad af diarré eller stort stomioutput. Til patienter med tyndtarmsresektion og bevaret colon kan ernæringsregimer med vægt på indgift af komplekse kulhydrater (f.eks. ris, pasta og brød) være en fordel. Derved udnyttes colons evne til at omsætte disse kulhydrater, der ikke er optaget i tyndtarmen. Peroralt elektrolyttilskud kan være indiceret hos patienter med stort gastrointestinalt tab, f.eks. i form af elektrolytblandinger Reference O'Keefe SJ, Buchman AL, Fishbein TM, Jeejeebhoy KN, Jeppesen PB, Shaffer J. Short bowel syndrome and intestinal failure: consensus definitions and overview. Clin Gastroenterol Hepatol 2006;4(1):6-10 2.3 Akut pancreatitis Akut pancreatitis kan i 25% af tilfældene have et svært forløb, som kan medføre ernæringsrisiko. Nedsat exocrin pancreasfunktion Tarmparalyse Stressmetabolisme Nedsat insulinsekretion og diabetes mellitus Multiorgansvigt (sjældent) Parenteral ernæring kan anvendes til patienter med delvis bevaret tarmfunktion. Evt. mellemkædede triglycerid (MCT) produkter til patienter med svær malabsorption og bevaret colon. Hos patienter med tyndtarmsstomi kan der være stort behov for i.v. isotonisk NaCl. Håndtering af patienter med tyndtarmsfistler eller svært reduceret tarmfunktion er en specialopgave. Ofte kræves langvarig behandling med parenteral ernæring med et individuelt program, der tilgodeser konkrete behov. Langvarig behandling, evt. som parenteral ernæring i hjemmet, er en opgave, som bør overlades til afdelinger med særlig ekspertise Øget pga. øget stress-metabolisme, størrelsen afhænger af tilstandens sværhedsgrad. et kan typisk været øget med op til 50%. Ved svær nekrotiserende pancreatitis kan behovet være endnu højere, typisk hos patienter der behandles i intensivt regi pga. multiorgansvigt. 16 17

Valg af kostform Let moderat pancreatitis Svær pancreatitis Kost til småtspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke Kost til småtspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke Standard Standard - nasogastrisk sonde med kontinuerlig indgift, hvis muligt. Evt. peptidbaseret Parenteral ernæring Standard Standard suppleret med glutamin Særlige forhold Til patienter med let akut pancreatitis, hvor oral ernæring ikke kan gennemføres, anbefales enteral ernæring; dels for at opretholde god tarmbarrierefunktion og dels for at reducere oxidativt stress hos patienten. En metaanalyse viser, at der hurtigere indtræder remission af akut pancreatitis, samt at komplikationsraten er mindre ved brug af enteral ernæring sammenlignet med parenteral ernæring. 2.4 Pancreasinsufficiens Kronisk nedsat eksokrin funktion ses ved pancreasinsufficiens i forbindelse med kronisk pancreatitis, ved cancer pancreatis og evt. efter kirurgisk pancreasresektion. Følgende problemstillinger med ernæringsmæssig relevans vil kræve klinikerens opmærksomhed: Vægttab pga. abdominalsmerter og nedsat kostindtag Malabsorption når den eksokrine funktion er reduceret med > 90% Diabetes mellitus som følge af irreversibel destruktion af insulinproducerende væv Alkoholoverforbrug, som er den hyppigste årsag til kronisk pancreatitis Komplikationer til kronisk pancreatitis med cystedannelse i pancreas samt ulcussygdom Associerede lever/galdevejsproblemer, levercirrhose, galdevejsobstruktion pga. kronisk pancreatitis eller cancer Inflammatorisk pancreassygdom øger energi- og proteinbehovet i størrelsesordenen 10-20% hos 30-50% af patienterne. Der anbefales 1,4 g protein/kg og 40 kcal/kg pr. dag Valg af kostform Svær akut pancreatitis med tarmparalyse eller obstruktion indicerer parenteral ernæring med det mål at sikre sufficient energi- og proteintilførsel, men enteral ernæring bør forsøges i videst muligt omfang. Ved svært forhøjet triglyceridkoncentration i serum (>12 mmol/l) skal den primære intravenøse energikilde være glukose, og tilførsel af fedtemulsion i.v. er kontraindiceret. Kost til småspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke Supplerende i.v. behandlinger Glutamin reducerer oxidativt stress og forbedrer prognosen ved svære tilfælde af akut pancreatitis, hvor der gives parenteral ernæring. Ved enteral ernæring kan specifikke tilsætninger af arginin, glutamin og omega-3 fedtsyrer have positiv effekt, men der er kun få studier, så behandlingen kan ikke generelt anbefales. Standardmonitorering og standardblodprøver (se side 6) dagligt, senere 3-4 gange ugentlig. Reference Meier R, Ockenga J, Pertkiewicz M, Pap A, Milinic N, Macfie J; DGEM (German Society for Nutritional Medicine); Loser C, Keim V; ESPEN (European Society for Parenteral and Enteral Nutrition). ESPEN Guidelines on Enteral Nutrition: Pancreas. Clin Nutr 2006;25(2):275-84. Parenteral ernæring Der kan generelt anvendes standardprodukter. Oral ernæring tilstræbes, evt. enteral ernæring via sonde. Problemet er, at enteral ernæring ofte forværrer/udløser abdominalsmerter. Sondeernæring fordelt over mange af døgnets timer kan være en fordel. Parenteral ernæring gives kun sjældent, f.eks. til komplicerede tilfælde med stort vægttab, evt. kortvarigt til opernæring. Ved steatore kan langkædet fedt erstattes med MCT, men der savnes dokumentation for klinisk effekt. Ved diabetes se side 22. 18 19

Særlige forhold Ved malabsorption anbefales tilskud af pancreasenzymer, både til hovedmåltider og mellemmåltider. Effekten er uforudsigelig, øger ikke den intestinale absorption i meget væsentlig grad. Pancreas enzymtilskud bør også anvendes til patienter med pancreascancer, idet der foreligger studier, som viser at almentilstanden forbedres om end kortvarigt. Malabsorption af fedtopløselige vitaminer ses hyppigt, især af D-vitamin. Efter 10 år har ca. 50% af patienterne med kronisk pancreatit udviklet diabetes mellitus med dårligere prognose til følge. : Sengeliggende: Oppegående: Valg af kostform Energi: aktuel vægt x 20 kcal. Protein: aktuel vægt x 0,9 g. Energi: aktuel vægt x 24 kcal. Protein: aktuel vægt x 1,1 g. Reference Bruno,MJ, Hverkort EB, et al, Placebo controlled trial of enteric coated pancreatin treatment in patients with cancer of the pancreas. Gut 1998;42:92-6 Kost til småspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke 3. Metabolisme 3.1 Adipositas Adipositas defineres som en tilstand, hvor patientens BMI er 30 med stigende helbredskomplikationer, specielt ved abdominal fedme (kardiovaskulære komplikationer). BMI hos ældre bør generelt ligge højere end hos yngre. Operationsrisikoen er ikke specielt øget ved kirurgi hos overvægtige, ligesom der ikke forekommer flere komplikationer hos adipøse intensive patienter. Fedtmassen beskytter imidlertid ikke mod proteinnedbrydning, men giver øget insulinresistens. Ved akut sygdom risikerer adipøse patienter at miste essentielle ernæringsstoffer ganske som andre patienter og bør derfor også tilføres tilstrækkelig ernæring. Vægttab og slankekure er ikke tilrådeligt, når patienten er i ernæringsrisiko. Derfor kan det være en stor opgave at motivere patienten til at indtage kost, der dækker det beregnede energi- og proteinbehov. Parenteral ernæring Referencer Sundhedsstyrelsen. Screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko 2003 Den nationale kosthåndbog, www.kostforum.dk Basics in Clinical Nutrition, 3. udgave, 2004 Ray DE, Matchett SC, Baker K, Wasser T, Young MJ. The effect of body mass index on patient outcomes in a medical ICU. Chest 2005;127:2125-31 Glynn CC, Greene GW, Winkler MF et al. Predictive versus measured energy expenditure using limits-of-agreement analysis in hospitalized, obese patients. Journal of Parenteral and Enteral Nutrition 1999;23(3):147-54 Der foreligger ikke konsensus om energi- og proteinbehovet eller fordelingen af kulhydrat og fedt hos overvægtige, men følgende kan anvendes. 20 21

3.2 Diabetes En diabetespatient vil normalt skulle indtage en diabetesdiæt med et lavt indhold af fedt og et højt indhold af groft brød, kartofler, ris, frugt og grønt. En diabetesdiæt har et stort volumen (fylder meget på tallerkenen), og det vil derfor være vanskeligt for patienter med nedsat appetit at få spist og drukket tilstrækkeligt til at dække deres energibehov. Det kan således være nødvendigt i en periode at afvige principperne for en diabetesdiæt til fordel for genoprettelsen af en god ernæringstilstand. Det stressmetaboliske respons ved akut sygdom eller traume er i sig selv diabetogent. Det betyder, at patienter med ikke-insulinkrævende diabetes vil kunne få behov for insulin, og at patienter med insulinkrævende diabetes vil kunne få behov for en øgning af deres insulindosis. er ikke anderledes end hos andre patienter. Valg af kostform Parenteral ernæring Kost til småtspisende kan anvendes evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke. For at lette blodsukkerreguleringen bør indtagelsen af drikkevarer som saft, sodavand og juice ofte begrænses Forhøjet blodsukker behandles med insulin og ikke med reduktion af energitilførsel. Særlige forhold Der er dokumentation for, at specifikke diabetespræparater (er endnu ikke godkendt i Danmark) giver en forbedret blodsukkerregulering, men der er endnu ikke dokumentation for et forbedret klinisk forløb. Uanset ernæringsform er hyppigere målinger af blodsukker generelt nødvendigt. Acceptable BS-værdier: 5-8 mmol/l. Referencer Elia et al. Enteral nutritional support and use of diabetes-specific formulas for patients with diabetes: a systematic review and meta-analysis. Diabetes Care 2005;28:2267-79 www.diabetesforeningen.dk 3.3 Leversygdom Underernæring er hyppig ved levercirrhose og indebærer øget risiko for komplikationer i form af variceblødning, refraktær ascites, infektioner og øget mortalitet. Sufficient ernæring kan bedre ernæringstilstanden og leverfunktionen, modvirke encefalopati og nedsætte mortaliteten hos underernærede patienter med levercirrhose eller svær alkoholhepatitis. Der foreligger ingen kontrollerede undersøgelser af ernæring af patienter med fulminant leversvigt. Følgende problemstillinger med ernæringsmæssig relevans vil kræve klinikerens opmærksomhed: Glykogendepoterne er små, og glukoneogenese ud fra aminosyrer indtræder hurtigt postprandialt. Længere tids faste bør undgås. Der er insulinresistens. Ved fulminant leversvigt er glukoneogenesen kompromitteret og hypoglykæmi er en risiko. Fedtmetabolismen er normal, og patienter med levercirrhose tåler normale mængder fedt. Ved cholestase er der fedtmalabsorption med fækalt tab af op til 30 g fedt i døgnet og tab af Ca og fedtopløselige vitaminer. Proteinintolerance kan være et problem ved encefalopati. Energibehovet er normalt. Proteinbehov g/kg/døgn Stabile, kompenserede patienter 1,0-1,2 Ved underernæring, dekompensation eller komplikationer 1,5 Ved encefalopati (comagrad 1-4) 1,2 1,5 Længere tids faste bør undgås. 22 23

Parenteral ernæring Kost til småtspisende. Sent kulhydratrigt aftensmåltid reducerer proteinnedbrydningen. Suppler om nødvendigt med energi- og proteinrige drikke kan oftest anvendes 3.4 Alkoholafhængighed Alkoholafhængige er ofte mere fejl- og underernærede, end man umiddelbart får indtryk af. Hos patienter med langvarigt stort alkoholforbrug uden tegn på leversygdom er fedtdepoterne nedsat hos 75% og kropscellemassen hos 50%. Årsagerne til underernæring er oftest: Nedsat fødeindtag - dårlig appetit, oesophagitis Malabsorption - fedt- og proteinmalabsorption, nedsat absorption af vand og salt Alkohols indvirkning på metabolismen - tiaminmangel, hypoglykæmi Supplerende behandling Suppler med Ca og fedtopløselige vitaminer ved kolestase, f.eks. 500 mg Ca + 400 IU D-vitamin x 2 dgl. + 1 multivitamin dgl. Suppler med B-vitaminer, specielt tiamin (skal altid gives før glukoseinfusion) ved alkoholisk leversygdom, f.eks. B-Combin Forte 1 x 2 dgl. + 300 mg Thiamin dgl. Særlige forhold Ved akut fulminant leversvigt gives kontinuerlig infusion af 20% glukose. Specialafdeling inddrages i behandlingen. Ved proteinintolerance med udvikling/forværring af encefalopati på normal protein/aminosyretilførsel kan man evt. forsøge substitution med forgrenede aminosyrer 0,25 g/kg/dag (enteralt). Ved comagrad 4: Indtil videre anbefales parenteral ernæring. Det er endnu uafklaret, om denne patientgruppe med fordel kan ernæres enteralt. I ovennævnte situationer bør specialafdelingen inddrages. Valg af sonde: Alm. ernæringssonder (størrelse CH 8) kan uden øget blødningsrisiko placeres hos patienter med oesophagusvaricer. Referencer Plauth, M, Merli M, Kondrup J, Weimann A, Ferenci P, Müller MJ ESPEN guidelines for nutrition in liver disease and transplantation. Clin Nutr 1997; 16: 43-55 Cabré E, Gassull MA. Nutrition in liver disease. Curr Opinion Clin Nutr Metab Care 2005; 8: 545-51 Koletzko B, Cetin I, Brenna JT for the Perinatal Lipid Intake Working Group. ESPEN Guidelines on adult enteral nutrition. Br Jour Nutr 2007;98:253-9 et adskiller sig ikke fra andre patienter. Parenteral ernæring Kost til småspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke Standardprodukt. Ved glukoseinfusioner skal der samtidig gives i.v. tiamin Supplerende behandling Alkoholafhængige har øget behov for vitaminer og mineraler, hvorfor patienter, der indlægges på hospital, rutinemæssigt bør have følgende tilskud: B-vitamin tilskud Tiamin 300 mg dagligt. Ved Wernickes encefalopati inj. tiamin 400 mg 2-3 x dagligt i 2-3 dage, aftrappet til 200 mg x 2 dagligt i yderligere 1-2 uger, herefter vedligeholdelsesbehandling med tbl. Tiamin 300 mg dagligt Zn-tilskud Mg-tilskud Evt. fosfatmixtur Evt. folinsyre ved mangel f.eks. trombocytopeni, nedsat e-folat Evt. vitamin B 12 - nedsat s-cobalamin Vitamin- og mineralbehandlingen bør fortsætte, indtil patienten spiser en sufficient kost. 24 25

Referencer Ritson B. ABC of alcohol. Treatment for alcohol related problems. BMJ 2005;330(15):139-41 Aagaard NK, Andersen H, Vilstrup H, Clausen T, Jakobsen J, Dorup I. Decreased muscle strength and contents of Mg and Na,K-pumps in chronic alcoholics occur independently of liver cirrhosis. J Intern Med 2003;253(3):359-66 Hessov I. Klinisk Ernæring 2003, 4. udgave. Munksgaard Danmark 3.5 Kronisk hjerteinsufficiens CHF Ca. 15% af alle patienter med kronisk hjerteinsufficiens lider af ekstrem afmagring (hjertekakeksi). Hjertekakeksi defineres som: > 6% vægttab af tidligere normale vægt > 6 måneder (non-ødematøse vægt, udelukkelse af andre lidelser som f.eks. cancer). Årsagen(erne) til kakeksi ved kronisk hjerteinsufficiens er ukendt(e), men patienterne har fælles træk med andre stresskatabole patienter (se side 8). Sædvanligvis indtager patienterne mindre energi end svarende til deres behov. Interventionsundersøgelser findes kun i sparsomt omfang, og generelle rekommandationer for ernæringsbehandling foreligger således heller ikke. Da der er påvist øget antal komplikationer hos CHF-patienter med lavt BMI som gennemgår hjertekirurgi, og da små ernæringsinterventionsstudier har peget på klinisk effekt (indlæggelsestid, infektioner, mortalitet), tilrådes det at ernære disse patienter på lige fod med andre patienter i ernæringsrisiko. Adskiller sig ikke fra andre patienter i ernæringsrisiko, og beregnes individuelt. Valg af kostform Kost til småtspisende med særlig vægt på mange små måltider pga øget forekomst af tarmiskæmi evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke Parenteral ernæring Reference ESPEN Guidelines on Enteral Nutrition: Cardiology and Pulmonology, Clin Nutr 2006;25:311-18 4. Ekskretion 4.1 Akut nyreinsufficiens Akut nyreinsufficiens kan ses hos patienter uden væsentlig metabolisk stress, men er ofte en komplikation til kritisk sygdom (ATIN): sepsis, større traumer, komplicerede kirurgiske indgreb, forbrændinger etc. Disse patienter er som udgangspunkt ofte normalt ernærede, og de ernæringsmæssige problemer opstår på baggrund af udtalt katabolisme. Kritisk syge patienter med akut nyreinsufficiens behandles sædvanligvis på intensive afdelinger med kontinuerlig renal substitutionsterapi (continuous renal replacement therapy: CRRT): venovenøs hæmofiltration eller hæmodiafiltration. Følgende metaboliske forhold har ernæringsmæssig betydning: Høj karbamidproduktion øger den uræmiske intoxication Der er ofte hyperglykæmi og behov for insulin pga. insulinresistens og øget glukoneogenese Ved dialyse øges proteinbehovet med 10-12 g pr. døgn pga. tab af aminosyrer i dialysatet og dialyseinduceret katabolisme B-vitaminer og askorbinsyre tabes ved dialyse Metabolisk acidose øger proteinnedbrydning og insulinresistens, nedsætter myocardiekontraktiliteten og kan disponere til arytmier et afhænger af den metabole tilstand. Nyreinsufficiensen medfører ikke i sig selv ændring af energibehovet. Proteinbehovet er oftest 1-1,5 g/kg/døgn, ved CRRT af patienter med svær katabolisme op til 1,7 g/kg/døgn. Proteintilførslen bør afpasses efter behovet. For stor proteintilførsel medfører høj karbamidproduktion og øger den uræmiske intoksation. Væske- og elektrolytindgift afpasses efter tab. Det er i reglen nødvendigt med begrænset tilførsel af væske, Na, fosfat og K. Der tilstræbes normalisering af ph. 26 27

Valg af kostform Kost til småtspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke B-vitaminer og askorbinsyre tabes ved dialyse Der er manglende 1-ox-hydroxylering af D-vitamin Metabolisk acidose øger proteinnedbrydning, knogleafkalkning og insulinresistens kan anvendes, men væske og elektrolytfattige ernæringsprodukter er mere hensigtsmæssige ved oligurisk nyreinsufficiens Nyreinsufficiensen medfører ikke i sig selv ændring af energibehovet. Ved peritonealdialyse kan glukoseabsorption fra dialysevæskerne dække op mod 25% af energibehovet. Parenteral ernæring kan anvendes, men energi- og proteintætte og elektrolytfattige infusionsvæsker kan være mere hensigtmæssige ved oligurisk nyreinsufficiens (f.eks. 50% glucose + 20% fedtemulsion + koncentreret elektrolytfri aminosyreopløsning) Supplerende behandling Ved dialyse gives tilskud af C- og B-vitaminer (f.eks. 60 mg askorbinsyre og 1 B-combin Forte dgl. samt 5 mg folinsyre ugtl.). Proteinbehov: Prædialyse (GFR <25 ml/min): 0,8g/kg/døgn Kronisk hæmodialyse: 1,2 g/kg/døgn Kronisk P-dialyse: 1,2-1,3 g/kg/døgn Proteintilførslen bør afpasses efter behovet. For stor proteintilførsel medfører høj karbamidproduktion og øger den uræmiske intoksation. Væske- og elektrolytindgift afpasses efter tab. Det er i reglen nødvendigt med begrænset tilførsel af væske, Na, fosfat og K. Acidose (St. HCO 3 < 22 mmol/l) korrigeres. Standardmonitorering og standardblodprøver (se side 6) samt syrebasestatus dagligt. Referencer Lafrance JF, Leblanc M. Metabolic, Electrolytes, and Nutritional Concerns in Critical Illness. Crit Care Clin 2005;21:305-27 Cano N, Fiaccadori E, Tesinsky P, Toigo G, Druml W, DGEM (German Society for Nutritional Medicine), Kuhlmann M, Mann H, Hörl WH. ESPEN guidelines on enteral nutrition: Adult renal failure. Clin Nutr 2006; 25:295-310 Kost til småtspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke. Evt. med begrænset tilførsel af fosfat og kalium kan anvendes, men væske og elektrolytfattige ernæringsprodukter er mere hensigtsmæssige ved oligurisk nyreinsufficiens 4.2 Kronisk nyreinsufficiens Patienter med kronisk nyreinsufficiens er ofte underernærede, og aktiv ernæring kan hurtigt blive påkrævet ved interkurrente sygdomme. Ved interkurrente sygdomme hos patienter med kronisk nyreinsufficiens er de ernæringsmæssige behov som ved akut nyreinsufficiens. Følgende metaboliske forhold har ernæringsmæssig betydning: Høj karbamidproduktion øger den uræmiske intoxication Der er tendens til hyperglykæmi pga. insulinresistens Ved dialyse øges proteinbehovet med 10-12 g pr. døgn pga. tab af aminosyrer i dialysatet og dialyseinduceret katabolisme Ved peritonealdialyse absorberes glukose og eventuelle aminosyrer fra dialysevæsken Parenteral ernæring kan anvendes, men energiog proteintætte og elektrolytfattige infusionsvæsker kan være mere hensigtmæssige ved oligurisk nyreinsufficiens (f.eks. 50% glukose + 20% lipidemulsion + koncentreret elektrolytfri aminosyreopløsning) Supplerende behandling Ved dialyse gives tilskud af C- og B-vitaminer (f.eks. 60 mg askorbinsyre og 1 B-combin Forte dgl. samt 5 mg folinsyre ugtl.) D-vitamin gives i form af alfacalcidol eller calcitriol, f.eks. Etalpha 0,25-2 µg dgl. 28 29

Standardmonitorering og standardblodprøver (se side 6) samt syrebasestatus ugtl. Referencer National Kidney Foundation: Kidney Disease Outcomes Quality Initiative Clinical Practice Guidelines for Nutrition in Chronic Renal Failure. Am J Kidney Dis 2000; 5(2):1-140 Cano N, Fiaccadori E, Tesinsky P, Toigo G, Druml W, DGEM (German Society for Nutritional Medicine), Kuhlmann M, Mann H, Hörl WH. ESPEN guidelines on enteral nutrition: Adult renal failure. Clin Nutr 2006;25:295-310 Valg af kostform Kost til småtspisende evt. suppleret med energi- og proteinrige drikke. Hos patienter med svær dyspnø kan oxygentilskud under måltidet være en hjælp 4.3 Nedsat lungefunktion Patienter med kronisk lungesygdom er ofte underernærede, da de har et øget energi- og proteinbehov pga. det øgede respirationsarbejde og de inflammatoriske processer. Derfor er en målrettet ernæringsindsats en vigtig del af rehabiliteringen af patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Formålet er at styrke (respirations-) muskelfunktionen. KOL-patienter er karakteriseret ved: Bliver forpustet ved spisning og indtager derfor for lidt energi Har vanskeligt ved at udlufte CO 2 medfører træthed Har generelt øget respirationsarbejde medfører øget energibehov Har ofte inflammatoriske processer i lungevævet medfører kronisk let stressmetabol tilstand Der kan ikke gives faste anbefalinger for energi- og proteinindtag, fordi det i så høj grad afhænger af patientens kliniske tilstand. Hvis patienten skal tage på, skal energi- og proteintilførsel øges yderligere. Pga. de inflammatoriske processer kan nyttevirkningen være nedsat, dvs. patienten tager mindre på i vægt end ventet. Parenteral ernæring Patienten observeres klinisk (respirationsfrekvens) og evt. med PaCO 2. Ved stigende PaCO 2 bør man overveje reduktion af indtag af kalorier og/eller kulhydrater. Almene råd Følgende kan evt. hjælpe således at patienten bruger færrest mulige kræfter i forbindelse med måltider: Tyggevenlig kost Udskåret mad Bibeholdelse af ilt via næsekateter Små måltider Hjælp til at spise Reference ESPEN Guidelines on Enteral Nutrition: Cardiology and Pulmonology Clinical Nutrition 2006;25:311-8 Det anbefales at begynde med patientens habituelle indtag, som derefter trinvist øges med f.eks. 15-20% med 4-5 dages mellemrum, indtil maximalt ca. 130% af normalt vedligeholdelsesbehov, indtil højst 40 kcal/kg/døgn, 1,5 g protein/kg/døgn. 30 31