DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 2/2002

Transkript

1 DANSK TEOLOGISK TIDSSKRIFT 2/2002 Redaktion: Mogens Müller, Niels Henrik Gregersen, Martin Schwarz Lausten og Kirsten Nielsen Gitte Buch-Hansen Dobbeltperspektivet i Romerbrevet, kap Et forsøg på med udgangspunkt i receptionshistorien at komme med et aktuelt bud på en eksegese af Rom 9-11 Mette Birkedal Bruun Den spirituelle topografi hos Bernhard af Clairvaux Mogens Müller Kristendommens forudsætninger og tilblivelse. En præsentation og kritik af Per Bildes En religion bliver til Per Bilde Rekonstruktioner af Jesus-bevægelsen og kristendommens tilblivelse. Forskellige erkendelsesinteresser og forskningsformål? Tillader de en konstruktiv dialog om sagen? Et svar til Mogens Müller Mogens Müller Kort replik til Per Bilde Litteratur FORLAGET ANIS 65. ÅRGANG

2 Dansk Teologisk Tidsskrift 65. årg., 2002 s Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap Et forsøg på med udgangspunkt i receptionshistorien at komme med et aktuelt bud på en eksegese af Rom STUD. THEOL. GITTE BUCH-HANSEN I 1868 kunne den tyske ekseget W. Beyschlag i sin bog Die paulinische Theodicee Römer IX-XI karakterisere de tre kapitler som en tykning i en skov, hvor krattet lukker sig efter ethvert forsøg på at trænge gennem dette. For enhver, der søger at nærme sig de tre kapitler gennem receptionshistorien, bekræftes denne opfattelse: Eksegeternes fortolkninger vedbliver at pege i forskellige retninger, og skønt adskillige gennem årene har ment at have afsløret de tre kapitlers hemmelighed, er der ikke opnået konsensus om en bestemt læsning. Ikke desto mindre synes løsningen på de tre kapitlers gåde at være at finde netop i denne mangfoldighed. Receptionshistorien og dobbeltperspektivet Eksegesens opgaver I 1977 udarbejdede W. G. Kümmel som oplæg til et seminar over temaet Die Israelfrage nach Röm 9-11 en statusopgørelse over forskningen i de tre kapitler:»die Probleme von Römer 9-11 in der gegenwärtigen Forschungslage«. 2 Iflg. Kümmel når Paulus i 11,25ff frem til en løsning på spørgsmålet om Israels skæbne i lyset af Kristusbegivenheden. Men den løsning, der for Paulus vedkommende åbenbart var i stand til at forvandle den bekymring, som ved kap. 9 s begyndelse satte overvejelserne i gang, til en jublende lovprisning ved afslutningen af kap. 11, er ikke blevet til samme forløsning for 1. Artiklen har udgangspunkt i den fælles besvarelse af en ved Københavns Universitets Teologiske Fakultet udbudt prisopgave (1999): Det nye Perspektiv på Paulus og Romerbrevet kap En kritisk stillingtagen til forskningen i Romerbrevet kap siden W. G. Kümmels Forschungsbericht, som blev indleveret af Anne Vig Skoven og Gitte Buch-Hansen. Anne Vig Skoven har i artiklen»rom 9-11 som eksegetisk spejl og anstødssten«offentliggjort i det forrige nummer af DTT, redegjort for de tre kapitlers nyere forskningshistorie. 2. W.G. Kümmel,»Die Probleme von Römer 9-11 in der gegenwärtigen Forschungslage«, i: L.D. Lorenzi (red.), Die Israelfrage nach Röm 9-11, Rom (1977) s

3 82 GITTE BUCH-HANSEN die Forschungslage. Problemet er, at argumentationen bag løsningen ikke er klar og løsningen derfor heller ikke uden videre er at tage for pålydende. Kümmel bemærker i sin rapport to forhold, zwei Auffälligkeiten, som han i de tre kapitler finder påfaldende. For det første undrer han sig over den advarende tiltale af de hedningekristne i Rom (11,13-24), som pludselig blander sig i udredningen af Die Israelfrage. Dernæst peger han på modsætningen mellem den tankegang, som er fremherskende til og med 11,24, og som taler om nogles betingede frelse og så den uindskrænkede forjættelse af hele Israels frelse i 11,26ff. Kümmel konkluderer sin undersøgelse med en opgave for eksegesen: For overhovedet at komme videre i arbejdet med de tre kapitler er det nødvendigt at afklare»die Frage nach der Einheitlichkeit oder der Gegensätzlichkeit der Vorstellungen, die in diesen Kapitlen begegnen.«(kümmel, 31) H. Räisänen griber med sin forskningsrapport fra 1987»Römer 9-11: Analyse eines geistigen Ringens«Kümmels opfordring. 3 Resultatet er imidlertid negativt: Det er iflg. Räisänen ikke muligt ad logikkens vej at argumentere sig frem til løsningen i kap. 11. De tre kapitler udgør ikke en sammenhængende enhed; tværtimod forsøger Paulus sig med tre forskellige svar på det ene og sammen spørgsmål om, hvorfor Israel ikke er kommet til Kristustro. Paulus kæmper med at forene sin jødiske tradition med den nye Kristuserfaring. Räisänen kan derfor konkludere, at det netop er i modsigelserne, at løsningen på de tre kapitlers gåde gemmer sig. 4 Räisänen skærper dermed formuleringen af eksegesens opgave: Som kriterium for en acceptabel fortolkning af de tre kapitler skal de interne modsigelser tages i betragtning; de må ikke harmoniseres bort. Afgørende for udviklingen i forståelsen af de tre kapitler har været den litterære vending i eksegesen. Hvor det historisk-kritiske paradigme betragtede de bibelske tekster som historiske vidnesbyrd til det, de talte om, betyder den litterære vending, at teksterne som udgangspunkt ses som litterære fiktioner. Det er ikke forfatterens»verden«, som projicerer sig ind på teksten, men teksten, som projicerer sig ud på læsernes»verden«. I forhold til brevlitteraturen betyder det nye fortolkningsparadigme, at man har fået øje på den»fiktion«, det verdensbillede, som de pau- 3. H. Räisänen,»Römer 9-11: Analyse eines geistigen Ringens«, Aufstieg und Niedergang der römischen Welt, (1987), s H. Räisänen,»Romans 9-11 and the History of Early Christian Church «, Texts and Contexts, (red.) Fornberg og Hellholm, Oslo (1995),

4 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap linske breve ved hjælp af teologien søger at opbygge hos læserne. Brevene ses ikke længere som et»vindue«til udsigelsessituationens»wie es eigentlich gewesen«, men som normative tekster for menighedernes liv dvs. som parænese. I stedet for at interessere sig for den paulinske lære, vender man blikket mod brevenes theologizing, dvs. deres brug af teologien til at understøtte en bestemt ethos. De retoriske midler, hvormed brevene opbygger menighedens nye»verden«, kommer i søgelyset. Dette paradigmeskifte giver anledning til yderligere en nuancering og præcisering af eksegesens opgave: Det handler ikke længere om at afdække argumentationens enhed med henblik på at rekonstruere den paulinske teologi, men først og fremmest om at bestemme de såkaldte modsigelsers funktion i forhold til formaningens strategi. M.a.o. at komme med et bud på, hvorledes Kümmels»zwei Auffälligkeiten«forholder sig til hinanden. Vidnesbyrdet om dobbeltperspektivet De tre opgaveformuleringer, Kümmels, Räisänens og den, der følger af den litterære vending, har successivt sat dagsordenen for eksegesen. Men trods læsningernes forskellige indfaldsvinkel, forekommer de alligevel at bære vidnesbyrd om det samme strukturelle fænomen i teksten: En form for dobbeltperspektiv. En række eksegeter har i opposition til Räisänen ment, at det fortsat var relevant at beskæftige sig med Kümmels spørgsmål om argumentationens enhed; de insisterer på, at det er muligt at afdække en linje i argumentationen. Problemet er blot, at der aldrig er opnået konsensus om denne linje. Eksegeterne deler sig groft sagt i to grupper, hvis løsninger udmærker sig ved gensidigt at udelukke hinanden! Således kan disse læsninger, som Räisänen formodentlig ville beskylde for at være utilladeligt harmoniserende, alligevel siges at pege i retning af dobbeltperspektivet. 5 Andre eksegeter forholder sig til de af Räisänen påpegede modsætninger og forsøger på forskellig vis at integrere disse i deres forståelse af Paulus teologiske lære. Der er de eksegeter, som tolker dobbeltheden som et aspekt ved Guds væsen og væren, dvs. som udtryk for dikaiosynê theou. Det gælder gælder f.eks. S. Westerholm. 6 I Westerholms læsning er det af afgørende betydning at opretholde Räisänens spænding mellem den jøde- 5. Anne Vig Skoven har i artiklen»rom 9-11 som eksegetisk spejl og anstødssten«, nøje redegjort for to diametralt modsatte forståelser af argumentationens sammenhæng i de tre kapitler. 6. S. Westerholm, Preface to the Study of Paul, Grand Rapids (1997).

5 84 GITTE BUCH-HANSEN kristne rests frelse og så frelsen af pas Israêl. Men hvor Räisänen taler om inkonsistens i den paulinske tænkning, hævder Westerholm med henvisning til den profetiske tradition, at kritikken af Israel på ingen måde behøver at stå i modsætning til en holdning, der sætter sin lid til Guds nåde og håber på frelsen for samme Israel. Spændingen mellem den skæbne, som Israel»fortjener«, og Guds godhed, som den kommer til udtryk i frelsen af pas Israêl, repræsenterer netop Guds nåde. Guds pagtstroskab ville være opfyldt gennem frelsen af den jødekristne rest, alligevel er det muligt at håbe på, at han i sin godhed vil frelse pas Israêl. For Westerholm er der ingen mulighed for på logisk vis at argumentere sig frem til Guds nåde, nåden er altid irrationel og gives netop på trods. Dertil kommer de fortolkere, som opfatter dobbeltheden som et aspekt ved Paulus person. H. Räisänen og E. P. Sanders tilhører denne gruppe. 7 De ser Paulus kæmpe med to stridende overbevisninger/soteriologier: Den nye erfaring i Kristus og den jødiske traditions pagtsteologi. I en sidste gruppe findes de litterært orienterede eksegeter, som tyder tekstens dobbeltaspekt retorisk. I modsætning til læserne i den forrige gruppe, som tolkede modsætningerne som et fænomen ved den paulinske verden, ses dobbeltaspektet her som en del af en retorisk strategi, der angår forholdet mellem tekst og læser. Tekstens referent skifter fra det paulinske univers til læsernes. Til denne gruppe hører eksegeterne: S. Stowers, som fremlægger sin Romerbrevslæsning i bogen A Rereading of Romans: Jews, Gentiles and Justice fra C. H. Cosgrove, som kommer med et bud på en læsning af Romerbrevet kap. 9-11, primært 11,11-16, i artiklen»rhetorical Suspense in Romans A Study in Polyvalence and Hermeneutical Election«JBL 115/2 (1996) s J. Lodge, der fremlægger sin analyse af de tre kapitler i bogen Romans A Reader-Response Analysis også fra Ad forskellige veje når de tre eksegeter frem til, at nøglen til forståelsen af, hvad der i de tre kapitler er på spil, er at hente i formsproget. Stowers og Cosgroves indfaldsvinkel er den kulturhistoriske analyse. Begge tager udgangspunkt i den hellenistiske kulturs udtryksformer; for Stowers vedkommende den antikke venskabsrelation og brevtradition og den særlige rolle, som formaningen spiller i disse institutioner; for Cosgrove den klassiske retorik i den udformning, som den fik hos de romerske retorikere. Lodges analyse tager deri- 7. E. P. Sanders, Paul, the Law, and the Jewish People, Philadelphia (1983),

6 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap mod udgangspunkt i de tre kapitlers receptionshistorie for via en receptionsæstetisk analyse af tekstens ubestemtheder at nå frem til et udsagn om den implicitte forfatters intention. Hver tilgang tjener således til at afdække et særligt aspekt ved teksten. Da det i høj grad er fra disse retorisk orienterede læsninger, der bliver kastet nyt lys over de tre kapitler, vil de her blive ofret en særlig opmærksomhed. Den retoriske kritik og dobbeltperspektivet II.i S. Stowers: Ambivalenserne som retorisk fælde Stowers analyse af Romerbrevet gør op med den tradition, som selv efter at have fået forankret brevet historisk i»the Romans Debate«, har kunnet fastholde dette som en præsentation af Paulus teologiske lære. 8 I stedet ses Romerbrevet som et protreptisk brev, der har formaningen som det centrale anliggende. 9 Denne forståelse medfører, at Stowers kan pege på den eksplicitte formaning i 11,13-24 som brevets retoriske klimaks. Stowers giver Räisänen ret i, at modsætningerne ikke må harmoniseres bort (Stowers, ). Men hvor Räisänen fastholder modsætningerne inden for Paulus person, fordeler Stowers dem på to personae to retoriske roller i teksten: Det er slet ikke Paulus, men menigheden, som aktuelt i lyset af egen udvælgelse gør sig tanker om Israels skæbne. Gennem kap. 9 og 10 leder Paulus på strategisk vis læseren hen til den konklusion, som menigheden tilsyneladende selv har draget af den aktuelle situation:»mon ikke Gud har forkastet det folk, som han først vedkendte sig?«men blot for at korrigere denne holdning. Svaret på det retoriske spørgsmål i 11,1 er et kategorisk nej. Stowers ser Paulus retoriske strategi som en fælde. Tekstens ambivalenser giver plads til, at læserne kan projicere deres egne holdninger ind i teksten (Stowers, 299). Bekymringen over Israels skæbne er således slet ikke Paulus egen, men hans pathos indgår ligesom de sproglige ambivalenser i den retoriske strategi som»madding«i den fælde, der skal lokke tilhørernes position frem. Iflg. Stowers uddyber Paulus i de tre kapitler det svar, som han allerede har givet i Rom 3,3: Nogle jøders aktuelle ulydighed, apistia, anfægter på ingen måde Guds pistis. Guds pistis refererer til ordholden- 8. Dette gælder f.eks. J. Jervells tese om Romerbrevet som et apologetisk skrift udformet med henblik på det forestående besøg i Jerusalem.»The Letter to Jerusalem«, St.Th. 25 (1971) Artiklen er også offentliggjort i K. Donfried (red.), The Romans Debate, Minneapolis (1977), For en nærmere redegørelse for Stowers forståelse af Romerbrevet, se Anne Vig Skovens artikel.

7 86 GITTE BUCH-HANSEN heden overfor løftet til Abraham:»I dig skal alle jordens slægter velsignes.«stowers går så vidt, at han betegner Gen 12,3 som»the good news«overhovedet. Abrahamsløftet udgør den horisont, i forhold til hvilken også hedningerne skal forstå sig selv, deres frelse og den aktuelle situation: Gud bruger Israels apistia til at sætte sin plan for opfyldelsen af løftet til Abraham igennem (Stowers, 307). I lyset af Stowers forståelse af Romerbrevet kan det undre, at han i sin bog stort set ikke kommer ind på fortolkningen af oliventræsbilledet (11,17-24), skønt det indgår i det udnævnte retoriske klimaks. Udsagnet om, at nogle grene pga. apistia er blevet hugget af (11,18), lades ukommenteret. Men eftersom dette billede sætter en række spørgsmål ved den»to-pagtsteologi«, som Stowers læsning kommer nær, ville en detaileksegese af dette afsnit have været ønskværdig. II.ii Ch. Cosgrove: Paulus som retor Communicatio og sustentatio Cosgrove tager fat, hvor Stowers slap. Med en analyse af de tre kapitler, som tager udgangspunkt i den klassiske retoriks figurer: communicatio og sustentatio, forankrer Cosgrove Stowers tale om en retorisk strategi i den antikke tradition. Hos Quintilian tjente det retoriske spørgsmål som en opfordring til tilhørerne til i dialog med taleren communicatio at overveje deres egen mening om et givent emne. For at skabe et rum for denne co-deliberation måtte retoren midlertidigt holde den pointe eller viden, som hans egen holdning baserede sig på, tilbage. Han måtte etablere et sustentatio. Udløsningen af spændingen kunne dels tjene til at sætte fokus på»løsningens«helt ekstraordinære karakter, men først og fremmest kom afsløringen af retorens position eller særlige viden til at fungere som en kommentar til tilhørernes holdning. Det er således ikke retorens holdning, som den deliberative tale sætter fokus på, men tilhørernes. Netop derfor er det af afgørende betydning, at publikums egne holdninger og erfaringer bliver aktiveret. Talens mål opnås ikke gennem, at pointen logisk argumenteres frem, men ved hjælp af den psykologiske effekt, som overraskelsesmomentet tilvejebringer (Cosgrove, 279). Betydningsmæssig polyvalens - en invitation til læserne Cosgrove afviser den aktuelle trend i eksegesen, som argumenterer for, at kap. 9 skal læses i lyset af åbenbaringen i 11,25ff. Heller ikke han ser nogen logisk forbindelse mellem de perspektiver, der anlægges i henholdsvis 9,1-11,10 og i 11,25ff. Han konkluderer, at hvis det ikke havde været for de sidste tolv vers i kap. 11, ville der overhove-

8 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap det ikke have været nogen diskussion om, hvorledes Israels udvælgelse hang sammen med Guds impartialitet. Intet andet i hele det paulinske korpus giver anledning til den tanke, at Paulus skulle fastholde en jødisk pagtsteologi. Iflg. Cosgrove repræsenterer afsnittet 11,11-24 et ganske særligt spændingsfelt, et rum, hvor læseren opfordres til at overveje det emne, som»retoren«paulus har sat på dagsordenen. De mange ei er»hvis«,»om«i 11,11-16 indleder retoriske spørgsmål, som indbyder læseren til communicatio. Cosgroves læsning af 11,11ff. kan parafraseres på følgende vis: Nu hvor I er blevet bekendt med alvoren i Israels aktuelle situation, hvordan forestiller I jer da Israels skæbne? Med den åbne og upræcise stil, som præger dette afsnit, giver Paulus plads til læserens overvejelser, men samtidig også til sin egen løsning, således at denne ikke direkte er i strid med, hvad der bliver sagt; han etablerer et sustentatio. Paulus guider med sin ethos brevmodtagerne hen imod den rette holdning; for sit eget vedkommende håber han, at missionsarbejdet via misundelsen vil bringe nogle af landsmændene til frelsen (11,13f). Paulus»seeks to cultivate in his audience a will to the salvation of all carnal Israel«(Cosgrove, 282). Det falske spor Iflg. Cosgrove udgør allerede 9,22f indledningen til denne communicatio. Det fortolkningsmæssige crux i 9,22f er det sted, hvor læserens medvirken for alvor bliver aktiveret. For at læseprocessen overhovedet kan fortsætte, må læseren afgøre, hvad det mon betyder, at Gud med stor tålmodighed har båret over med de kar, der var bestemt for vrede: Opsamles vreden med henblik på den totale destruktion, eller holdes den tilbage for at skåne de ulydige? Er Gud streng eller god? Og hvem refererer vredens kar i det hele taget til? Til afgørelse af disse spørgsmål må læseren selvfølgelig trække på konteksten, men først og fremmest på sin egen forståelse af tingenes sammenhæng. Tilsyneladende bliver sustentatio en i kap. 9 udløst hurtigt; det sker i 9,24f, hvor Paulus gennem at definere barmhjertighedens kar som dem, der nu kaldes blandt både jøder og hedninger, lægger op til, at vredens kar må være de øvrige ikke kun blandt hedningerne, men også blandt jøderne. Men Paulus siger ikke dette direkte, og dét er for Cosgrove af afgørende betydning. Identifikationen af vredens kar med Israel er læserens valg! Cosgrove forholder sig kritisk til de økumeniske læsninger, som bortfortolker den negative tone over for Israel i kap. 9. Med deres velmenende eksegese fjerner de den provokerende tone fra teksten, som er en nøgle i Paulus retoriske strategi. Det vigtige er her ikke, hvad Paulus siger, men hvad han gør med sproget (Cosgrove, 281). Provo-

9 88 GITTE BUCH-HANSEN kationen underbygger opfordringen til co-deliberation, men samtidig tjener den også til at lokke læseren ud ad et falsk spor. Det er denne forkerte holdning, som genoptagelsen af co-deliberationen i 11,11ff har til formål at korrigere. Det er derfor af afgørende betydning, at denne korrektion fremstår så entydigt, at læseren ikke - med forventning om Paulus velsignelse - fortsætter ud ad det forkerte spor. Udnyttelsen af en sådan strategy of suspense fordrer et vist retorisk håndelag hos den, der ønsker at praktisere dette. Med henvisning til de problemer, som fortolkningen af 11,25ff har givet anledning til, må Cosgrove konkludere, at Paulus sustentatio trods den aktuelle tendens til konsensus omkring at forstå pas Israêl som identisk med det empiriske Israel ikke udløses med en lysende klarhed til følge. Hvorvidt der er tale om, at Paulus har udskudt den definitive udløsning af sin sustentatio til det planlagte besøg i Rom, eller blot er en dårlig retoriker, må Cosgrove lade ubesvaret. Cosgroves læsning af de tre kapitler ligger hvad forståelsen af retorikken angår på linje med Stowers. Heller ikke Cosgrove mener, at den israelkritiske holdning i kap. 9 og 10 er udtryk for Paulus egen forståelse; kapitlerne tjener alene til at lede læserne i deres egen men forkerte retning. Ligeledes ligner Cosgroves læsning Stowers i det forhold, at også han stopper sin detaileksegese, inden han når til oliventræsmetaforen i 11, II.iii J. Lodge: Kap som self-consuming artifact Receptionshistorie og receptionsæstetik Med udgangspunkt i en receptionshistorisk analyse af de tre kapitler, forsøger Lodge at indkredse tekstens ubestemtheder for på grundlag af disse at beskrive tekstens retoriske strategi. Den teoretiske baggrund for Lodges arbejde er receptionsæstetikkens analyse af tekstens implicitte læser; dvs. forsøget på at afdække de strukturer i teksten, som guider læseprocessen. 10 Lodge bevæger sig i sit projekt fra receptionshistorien via den receptionsæstetiske analyse til et bud på forfatter-intentionen (Lodge, 11-32). Den receptionshistoriske analyse viser, at læsningerne af de tre kapitler grupperer sig i to hovedstrategier: De, som finder»the implied author's stance towards Israel«kritisk, og de, som finder den positiv. Lodge definerer den»anti-israelitiske«position som den, der hævder, at Kristustroen og loven er uforenelige som frelsesveje, og som mener, at Israels vej til frelsen går gennem kirken. Den»pro-israelitiske«læsestrategi ser derimod Israels pagt som uanfægtet af Kristusbegi- 10. J. Lodge trækker bl.a. på arbejder af S. Fish, U. Eco og W. Iser.

10 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap venheden. Hvor Stowers og Cosgrove alene ser Paulus arbejde på én front, mener Lodge, at Paulus arbejder imod såvel en substitutionsteologisk forståelse af den israelitiske situation som en»to-pagts-løsning«(lodge 216). På baggrund af den receptionshistoriske analyse fremsætter Lodge den tese, at forfatteren bevidst holder teksten åben for to læsestrategier. Tekstens mange ubestemtheder udgør de gaps, hvor læseren må trække på sin egen fortælling om Israel for at forsøge at rekonstruere den implicitte forfatters holdning til Israel. Teksten lokker læsernes holdning frem for at bekræfte eller at korrigere denne. I kap. 10 lader Paulus iflg. Lodge den pro-israelitiske læsning, som hævder, at der intet galt er med Israel, møde sit consensual judgment. 11 Læserne må her acceptere, at den implicitte forfatter vitterlig mener, at der er et eller andet, der ikke er, som det burde være med Israel, også selvom Paulus ikke kommer nærmere ind på, hvori Israels fejl måtte bestå. Som hos Stowers og Cosgrove tjener kap. 9 og især kap. 10 til at lokke de anti-israelitiske holdninger frem. Den implicitte forfatter opsummerer denne position i 11,1 i spørgsmålet, om Gud mon har forkastet sit folk? Et synspunkt, som straks afvises kategorisk. Her møder den anti-israelitiske læsning sit judgment. Kap som self-consuming artifact Lodge betegner denne erfaringskorrigerende læseproces med Stanley Fishs begreb the self-consuming artifact; læsningen af kap tjener til at opbygge en ny forståelse af Guds Israel (Lodge 23-27). Fishs begreb har rødder i den klassiske græske retorik. Her skelnes mellem to former for sproglig fremstilling, den retoriske og den dialektiske. Hvor den retoriske fremstilling bekræfter læserens forestillingsunivers, udfordres det af den dialektiske. Den dialektiske fremstilling kræver, at læseren selv går ind i processen og arbejder med på konstruktionen af meningen. Læsningen bliver således en begivenhed, der kan medvirke til at ændre læserens forståelse af sin verden. Fish kalder den retoriske fremstilling for self-satisfying og den dialektiske for selfconsuming. Målet for the self-consuming artifact er at sætte spørgsmålstegn ved læserens traditionelle måde at anskue tingene på og tvinge tankerne ud i nye baner. I det sokratisk/platoniske univers, hvorfra terminologien er lånt, tales der om den dialektiske proces som en form for helbredelse, den bringer læseren nærmere»det sande«. 11. Lodge anvender dette begreb fra Umberto Eco til at betegne den situation, hvor teksten "aktivt" modsætter sig en given læsnings forsøg på at rekonstruere den implicitte forfatter.

11 90 GITTE BUCH-HANSEN Receptionsæstetik og den historisk-kritiske eksegese Styrken i Lodges læsning ligger først og fremmest i påpegningen af tekstens mange ubestemtheder og dermed ualmindeligt åbne karakter. Men samtidig er der så mange metodologiske problemer i Lodges projekt, at det alene kan tjene til heuristisk inspiration. Først og fremmest forekommer det a priori at være en metodologisk misforståelse at ville bruge en reader-response analyse til at indkredse et self-consuming artifact. Hvis læseren overgiver sig til forfatterens strategi og accepterer hans løsning, vil tekstens åbne betydningspotentialer udkrystalliseres, så de underbygger og fremkalder den helbredte forståelse. Teksten lukker sig dermed, og det er ikke længere muligt at vende tilbage til den første»jomfruelige«læsning. Et overvejende antal af læsninger vil derfor spejle den korrigerede holdning dvs. resultatet af den proces, som teksten har indbudt læseren til. For Lodges vedkommende forstærkes denne problematik af det forhold, at hans undersøgelses materiale i overvejende grad består af læsninger, der har fundet sted efter Holocaust, og som for manges vedkommende er præget af et intenst ønske om, at den paulinske tekst skulle kunne udgøre en platform for dialog med jødedommen. Disse metodologiske fejlgreb kunne forklare, hvorfor Lodge ikke får øje på tekstens (co)-deliberative karakter i 11, Sympatien for Paulus løsning er slået igennem, og teksten har lukket sig. De mange ei er læses i lyset af den autoriserede løsning ikke længere som et deliberativt»hvad nu hvis «, men som et faktuelt»når«. I overensstemmelse hermed ser Lodge tekstens consensual judgment falde før formaningen i 11,13-24 ja, allerede i 11,1, medens Cosgrove foreslår, at tekstens suspense først ophæves efter 11,25. Dette har radikale konsekvenser for Lodges forståelse af dynamikken i den paulinske tekst. Således hævder Lodge, at Guds mystêrion og frelsen af pas Israêl er fuldt fremlagt, inden teksten når formaningen, og at dette i sig selv rummer en pointe. Først i det øjeblik, hvor Guds styrelse bag og formålet med den aktuelle situation er åbenbaret, er det muligt for Paulus overhovedet at tale om Israels apistia. Lodge tyder Israels aktuelle situation kristologisk: Der er på ingen måde tale om, at Israel er under en eller anden form for straf. Aktuelt lider Israel uskyldigt, for at Guds plan kan gennemføres. Som Gud i sin genoprettelsesplan ikke skånede sin søn (Rom 8,32), har han heller ikke skånet sit folk. Israel har aktuelt rollen som Herrens lidende tjener.»apistia is not an action but a state«.»israel undergoes apistia for the sake of the world, bearing suffering vicariously.«(lodge, ) Kernen i kritikken mod Lodge er hans kobling af receptionæstetikken med den historisk-kritiske eksegese, som han ikke helt formår at give afkald på. Hvor reader-response analysen har som mål at afdæk-

12 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap ke tekstens betydningspotentialer, søger den historisk-kritiske eksegese at nå frem til én betydning nemlig den rigtigste. Receptionshistorien kan i høj grad medvirke til at udpege problemerne i teksten, men den er ikke i stand til at løse disse. Skridtet fra potentialerne til forfatterintentionen fordrer, at læsningen suppleres med det, som Schleiermacher betegnede den grammatiske kompetence, og som omfattede både sproglig indsigt og tidshistorisk kendskab. Receptionsæstetikken kan ikke alene bygge bro over der garstige breite Graben. Et forsøg på en fænomenologisk beskrivelse af kap. 9-1 III.i Metodologiske overvejelser1 Den eksegetiske analyse af de tre kapitler, som her vil blive fremlagt, er opdelt i to adskilte forløb: En indledende fænomenologisk beskrivelse af den identificerede struktur, dobbeltperspektivet, som derpå fungerer som oplæg til og platform for selve fortolkningen. En sådan tilgang har den fordel, at fortolkningen af strukturen kan diskuteres og evt. forkastes uden at det nødvendigvis implicerer, at dobbeltperspektivet som tekstlig struktur samtidig må vrages. Strukturen er således et bud på en hermeneutisk ramme, som den aktuelle eksegese af de tre kapitler må forholde sig til. 12 Forklaringen af de tre kapitlers struktur kan anskueliggøres i en grafisk model. Modellen er en»idealtype«, og som sådan er der selvfølgelig aspekter i teksten, som ikke umiddelbart lader sig indfange, men den har vist sig som en frugtbar måde at forklare tekstens dynamik på. Med udgangspunkt i den strukturelle beskrivelse af kapitlerne vil Stowers og Cosgroves pointer blive udviklet til en eksegese, der giver et bud på en samlet fortolkning af de tre kapitler. I særlig grad vil der blive lagt vægt på at få integreret den tilsyneladende så problematiske oliventræsmetafor (11,17-24) i eksegesen. Hvor de tre her fremlagte retoriske læsninger trods deres kritik af den økumeniske tradition er enige om, at den løsning på problemet, som fremlægges i kap. 11,25ff, er udtryk for genuin paulinsk tankegang, vil denne forståelse blive udfordret! Yderpunkterne Det må konstateres, at de læsninger, som mener, at der i teksten findes én sammenhængende tematisk og logisk konsistent forklaring, al- 12. Stowers, Cosgroves og Räisänens læsninger kan således siges at være fortolkninger af denne struktur eller dele heraf.

13 92 GITTE BUCH-HANSEN le hvad enten udgangspunktet tages i kap. 9 eller kap. 11 møder deres Waterloo i teksten. Vi har i receptionshistorien set, hvorledes traditionen med udgangspunkt i forkastelsen af Israel har haft besvær med at forholde sig til mysteriet og Paulus jublende lovprisning, som reaktion på frelsen af pas Israêl (11,25-36), ligesom de økumeniske fortolkere, der tager deres udgangspunkt i Guds frelsesplan, har svært ved at forholde sig til Paulus bekymring og sorg på sine landsmænds vegne (9,1-3). De to yderpunkter i modellen repræsenterer de to læsningers respektive Waterloo. To argumentationslinjer Der tegner sig i de tre kapitler to argumentationslinjer, der væver sig ind i hinanden, men som ud fra en logisk betragtning udelukker hinanden. I modellen er disse linjer illustreret ved to kiler. Den første kiles argumentation har sit»kanoniske«udgangspunkt i Paulus sorg (9,1-3), men egentlig rækker perspektivet tilbage i de foregående kapitler. Skønt Paulus ikke redegør nærmere for, hvori hans sorg består, er det med udgangspunkt i konteksten uhyre vanskeligt ikke at se den som begrundet i Israels afvisning af Kristus. De fire foregående kapitler udfolder netop betydningen af Kristusbegivenheden og slutter i et credo af en lovprisning af frelsesvisheden i Kristus (8,31-39). Denne kiles argumentation sætter fokus på Israels fejltrin og mangel på tro. Kilen peger frem mod den eksplicitte formaning i 11,13-24 og slutter i 11,24. I formaningen sættes hedningernes hoveren (11,18) over for grenene i relation til Israels apistia, og de Kristustroende hedninger advares mod at gentage Israels fejltagelse. Gennem at fastholde den retfærdighed, som havde gyldighed for dem (10,3), har Israel afvist den paulinske forkyndelse og hedningernes inddragelse i Guds retfærdighed. Det er denne stolthed og arrogance, som hedningerne advares mod:»når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig!«(11,21). Israel har paradigmatisk status i denne kiles argumentation. Kap. 10 spiller med sin betoning af Israels fejltagelse derfor en afgørende rolle i dette perspektiv. Kap. 9-perspektivet kunne passende betegnes det kristocentriske perspektiv: Frelsen sættes i relation til Kristusbegivenheden. I lyset af virkningshistorien kunne man også tale om solus Christus-perspektivet, fordi det er dette perspektiv, som den lutherske tradition med sin reformatoriske opdagelse har taget til sig. Den anden kile har sin basis i Paulus jubel over Guds frelsesplan, som den er åbenbaret i 11, Denne kiles argumentation fokuserer på Guds styring af begivenhederne. Planen kan spores tilbage til

14 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap den typologiske forhærdelse af Farao i 9,17f, der også har som formål, at Guds navn bliver forkyndt over hele jorden. Denne kile, Guds frelsesplan, som den afsløres i mysteriet, omslutter formaningen. Hedningerne har fået del i saften fra det ægte træs rod (11,17), og vel hænger det på en eller anden måde sammen med, at nogle grene pga. apistia er blevet hugget af, men det er ikke hele sandheden. Israels apistia skal netop forstås i det rette perspektiv:»i forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld!«(11,28). Israels apistia indgår i Guds plan for realiseringen af»løfterne til fædrene«(15,8) nemlig løftet til Abraham og hans efterfølgere»om at skulle arve verden«(4,13 & 15,8). Hedningerne har således ikke fået pladsen, fordi nogle grene er blevet hugget af, men fordi Gud i sin dikaiosynê er impartiel og trofast. Israels apistia indgår i dette perspektiv på syntagmatisk vis i Guds plan. Hvor hedningernes hoveren i kap. 9-perspektivet blev spændt op imod Israels apistia, sættes deres hovmod i kap. 11-perspektivet i relation til Guds retfærdighed, som den fremlægges i 11, Kap. 11-perspektivet kan derfor betegnes det teocentriske perspektiv: Frelsen forstås ud fra Guds plan for inddragelse af»først jøder men også hedninger«(1,16) i sin retfærdigheds sfære. I lyset af virkningshistorien kunne dette perspektiv også kaldes det frelseshistoriske perspektiv. Det er dette perspektiv, som danner grundstrukturen i Barths revision af prædestinationslæren i Kirkedogmatikkens bind II,2. Krydspunktet»Rummet«i kapitel 11 mellem vers 10 og 11 kan betragtes som det punkt, hvor de to argumentationslinjer krydser hinanden. I 11,11-12 sættes Israels aktuelle tilstand for første gang eksplicit i forbindelse med en guddommelig styring af begivenhederne: Israel er snublet, og ved dette fald er frelsen kommet til hedningerne»for at [eis to + inf.] ægge (Israel) til misundelse«. Hvor der i 11,10 utvetydigt tales om»rygge, der altid [dià pantòs] skal være bøjede«, åbner spændingen mellem snubleriet og faldet i 11,11 [mê éptaisan hina pésôsin;] for den mulighed, at den aktuelle situation kunne være af provisorisk karakter. To idealtypiske læsninger Eftersom det ikke er muligt ud fra en strengt logisk betragtning at fastholde begge yderpunkter sorgen i kap. 9 og jublen over frelsen af pas Israêl i kap. 11 må disse fortolkes, således at betydningen bringes i overensstemmelse med eksegetens valg af»kanonisk«udgangspunkt.

15 94 GITTE BUCH-HANSEN Kap. 9-læsningerne står over for deres udfordring yderpunkt med proklameringen af frelsen af pas Israêl. Med udgangspunkt i det kristocentriske perspektiv fortolkes mysteriet typisk bagudrettet dvs. med vægt på misundelsesstrategien: Når hedningerne er kommet ind, og forhærdelsen er blevet hævet, vil også missionen til jøderne lykkes og på denne måde [kaì houtôs (11,26)] vil pas Israêl blive frelst. Israels frelse er iflg. kap. 9-perspektivet ikke specifikt forbundet med Kristi parusi (11,26 27). Uanset om pas Israêl forstås som den stærkt udvidede jødekristne rest eller denne rest udvidet med hedningerne, er det helt afgørende, at dette Israel er defineret ved Kristustro. E. P. Sanders, H. Räisänens og D. Moos 13 læsninger repræsenterer på forskellig måde dette perspektiv. Kap. 11-læsningerne, der tager deres udgangspunkt i Guds styring af de historiske begivenheder, har derimod problemer, når de skal forklare Paulus sorg og bekymring. Hvor de retoriske læsninger fortolker denne sorg som en påtaget pathos, slipper andre af sted med at forstå»sorgen«som en teologisk og teoretisk bekymring, der går på den problematisering af det paulinske evangelium, som den historiske situation har foranlediget. Det er således slet ikke Israel, der er bekymringens sande genstand, men den apostolske troværdighed, som situationen for Paulus har sat på spil. Åbenbaringen af hele Israels frelse i Guds mystêrion sættes i denne kile i relation til den frelser, som skal komme fra Sion og fjerne synderne fra Jakob; kaì houtôs peger her fremad. Frelsen af pas Israêl ses forbundet med tidernes ende. Variationer af denne læsestrategi er repræsenteret ved f.eks. J. D. Dunn og K. Stendahl. 14 Ubestemthederne Skønt det ikke har været muligt at opnå konsensus om meget i de tre kapitler, er der almindelig enighed om, at teksten i kap indeholder ualmindeligt mange komplicerede udtryk, som ikke uden fortolkning afgiver mening. Kilernes overlap illustrerer disse dobbelttydigheder. Fastlæggelsen af ubestemthederne fordrer en kontekst, men denne kontekst afhænger jo af fortolkerens forhåndsstilling og udgangspunkt. Teksten forekommer derfor at skifte karakter afhængigt af, om den læses forlæns med fokus på Israels apistia eller baglæns i lyset af Guds frelsesplan. Er mysteriet først accepteret som forståelseshori- 13. D. Moo, "The Theology of Romans. A Response to E. Elisabeth Johnson", Pauline Theology, vol 3, Minneapolis (1995) s J.D. Dunn, The Theology of Paul the Apostle, Grand Rapids (1998), K. Stendahl, Final Account. Paul s Lettes to the Romans, Minneapolis (1995).

16 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap sont, er det ikke længere muligt at vende tilbage til den første læsning; ubestemthederne er blevet fikseret. Teksten har som self-consuming artifact helbredt læseren. Lodges reader-response analyse med dens påpegning af tekstens mange ubestemtheder kan fortolkes som en illustration af begrebernes oscillering mellem kap. 9- og kap. 11-perspektivet. Lodge bruger i sin bog tohundrede tætskrevne sider på at beskrive dette aspekt af teksten. Enkelte essentielle eksempler er dog tilstrækkeligt til at illustrere fænomenet. Rest-begrebet S. Stowers karakteriserer i sin bog restbegrebet som»a remarkably ambiguous concept in the setting of Paul s trap«(stowers, 299). Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt Israels rest er objekt for frelsen, eller om resten er Guds instrument i realiseringen af frelsesplanen? Forståelsen af begrebet kompliceres yderligere af, at det bliver brugt både i 9,27 [hypoleimma] og 11,5 [leimma], men i to forskellige sammenhænge. For kap. 9-læsningernes vedkommende lykkes det at skabe kongruens mellem de to restbegreber med udgangspunkt i en forståelse af resten som objekt for frelsen. Således hævder den såkaldte Københavnerskole på gammeltestamentligt grundlag, at Israels rest er et selvidentifikatorisk prædikat for det Israel, som mener at repræsentere det sande svar på Guds udvælgelse, og som derfor er de retmæssige besiddere af arven. Sådan har det været gennem Israels historie (9,27), og sådan er det også nu, hvor de jødekristne (11,5) udgør det sande Israel. 15 Også kap. 11-perspektivet evner at skabe overensstemmelse mellem betydningerne i kap. 9 og kap. 11, men nu med en instrumentel forståelse af restbegrebet. De trofaste i Israel udgør den rest, som Gud bruger til at bringe hele det udvalgte folk tilbage i folden. Resten er derfor et symbol på Guds trofasthed. Iflg. Stowers udgøres den aktuelle rest af Paulus og de øvrige hedningemissionærer jf. Paulus ønske om, at hans hedningemission må bringe landsmændene til frelsen N.P. Lemche» Københavnerskolen, Det Gamle Testamente og teologien«, TEOL-information nr. 20 (1999), s De eksegeter, som opererer med denne opfattelse henviser systematisk til det samme værk, nemlig Paul E. Dinter,»The Remnant of Israel and the Stone og Stumbling in Zion according to Paul (Romans 9-11)«(Ph. D. diss., Union Theological Seminary, 1980).

17 96 GITTE BUCH-HANSEN Oliventræet Også oliventræet oscillerer mellem to former, alt efter hvilken indfaldsvinkel det fortolkes efter. Læst baglæns i lyset af frelsen af pas Israêl synes oliventræet at betegne pagtens dvs. det empiriske, historiske Israel. Guds udvælgelse af fædrenes, pagtens, Israel står fast, og træet vil ved tidernes ende stå i sin fuldendte form med det fulde antal af hedninger podet ind på sin stamme. Nationerne er i overensstemmelse med den gammeltestamentlige tale kommet til Sion. Oliventræet, elaía, visualiseres som et træ med stamme, og det er Guds pistis, Guds trofasthed overfor Abrahamsløftet, som konstituerer dette. Læst forlæns i lyset af den argumentation, som begrænser Guds udvælgelse til Israels rest, og som lader hans trofasthed blive opfyldt heri, kommer træets grene til at repræsentere den jødekristne rest. Grenene vokser direkte ud af den rod, hvorpå også de hedningekristne indpodes; elaía er en busk. Kriteriet for at være en gren på»roden«er de enkelte grenes pistis. I overensstemmelse med den sidste opfattelse læser E.P. Sanders oliventræsbilledet som et udtryk for a third entity og definerer den krævede pistis som Kristustro (Sanders, 172). J.D. Dunn følger i sin 98-læsning den første opfattelse. Han betoner kontinuiteten ved at se oliventræet som et billede på det eskatologiske, universelle Israel, forankret i det pagtens empiriske Israel, men fuldendt ved Guds nye handling i Kristus. Hedningerne er blevet podet ind på Israels træ (Dunn 1998: ). Ligeledes er S. Stowers (Stowers ) og L. Gaston ikke i tvivl om, at det er pagtens historiske Israel, som hedningerne optages i. 17 Kristusbegivenheden betragtes af Gaston som et codicil, en testamentarisk tillægsbestemmelse, der tillader hedningerne at få del i det historiske Israels arv. H. Räisänen placerer sig imellem disse to positioner, idet han mener, at Paulus med oliventræsmetaforen forsøger at forsvare en kontinuitet, som burde være, men som reelt ikke er til stede. Paulus forsøger iflg. Räisänen at give den Kristustroende sekt et mainstream image (Räisänen 1995:756). 11,11-24: ei, ei, ei Afsnittet fra 11,11-24 har en ganske særlig åben karakter. Forskellige forhold bidrager til denne åbenhed: For det første er afsnittet præget af en mængde metaforer, hvor den nære kontekst ikke umiddelbart bidrager med klare linjer til at given dem et entydigt indhold. For det andet er teksten kendetegnet ved en mængde ei er. Disse er på forskellig vis medvirkende til at give afs- 17. L. Gaston, Paul and the Torah, Vancouver (1987).

18 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap nittet den åbne tone, som Cosgrove med henvisning til den antikke retorik har set som udtryk for den deliberative stil. Nogle af ei erne indleder retoriske spørgsmål, som indbyder læseren til stillingtagen; andre af ei erne indgår i betingelsessætninger, som pga. deres manglende verbum ikke giver læseren mulighed for at vurdere konditionens karakter. Betingelsens modalitet realis, irrealis, eventualis eller potentialis kommer jo til udtryk i sætningens modus og tempus. Men da en række af sætningernes verber alene er repræsenteret af et evt. fraværende participium, er bestemmelsen af konditionens modalitet overladt til læseren. Det er dette fænomen, som muliggør, at afsnittet kan oscillere mellem hypoteser og realiteter; mellem hvis og når. 18»Fornemmelsen«for tekstens modaliter er af helt afgørende betydning for at forstå, hvad der er på spil (jf. note 20): Afsnit 11,11-16 er præget af disse ubestemte konditioner. 11,17-21 udfoldes primært i modaliteten realis. Israels fremtidige skæbne i 11,22-24 bliver derimod omtalt under modaliteten eventualis (11,23f). Et bud på fortolkningen af dobbeltperspektivet De tre retorisk orienterede læsninger, som i denne sammenhæng er blevet præsenteret, er enige om at betragte tekstens dobbeltperspektiv som en del af og alene en del af den retoriske strategi. De skyder en kile ind mellem Paulus historiske person og tekstens retoriske personae. Men trods den retoriske tilgang ønsker de alligevel ikke helt at give afkald på»den historiske Paulus«. De er mere eller mindre enige om, at det er det såkaldte kap. 11-perspektiv, som skal regnes for det genuint paulinske, medens kap. 9-perspektivet først og fremmest tjener til at lokke menighedens holdninger frem. Bag tekstens dobbeltkarakter gemmer der sig iflg. de tre eksegeter en konsistent personlighed ,11-24 s deliberative karakter illustreres her med et par eksempler på en oversættelse, som sætter fokus på afsnittets hypotetiske og ubestemte karakter: 11,12: [ei dè + (participium) + pósôi mallon] ubestemt kondition og en ad minus a maiori slutning, der i form af et retorisk spørgsmål indbyder læseren til at overveje problemstillingen.»men hvis det nu er sådan, at deres snublen [har betydet] rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere [vil] da ikke det fulde antal [betyde]?«11,15: [ei gàr + (participium) & ei mê + (participium)] ubestemt kondition»men hvis nu apobolê autôn [Ubestemthed: subjektiv genitiv: deres forkastelse (af evangeliet); objektiv gentitiv: forkastelsen af dem] [har betydet] verdens forligelse, hvad da med próslêmpsis [Ubestemthed: subjektiv genitiv: deres modtagelse (af Kristus); objektiv genitiv: modtagelsen af dem] hvis ikke liv af døde? «

19 98 GITTE BUCH-HANSEN Denne tale om en retorisk strategi giver anledning til to spørgsmål: Det første spørgsmål forbliver på det retoriske niveau og diskuterer forholdet mellem den eksplicitte formaning, der jo iflg. Stowers udgør brevets retoriske højdepunkt, og den proces, der igennem de tre kapitler knyttes til Paulus person, hvor sorg forvandles til jubel. M.a.o. hvorledes forholder formaningen i 11,13-24 sig til de i den fænomenologiske model beskrevne to perspektiver? (IV.i) Det andet spørgsmål bevæger sig ud over det retoriske niveau og drister sig til at spørge til forholdet mellem de retoriske personae og»den historiske Paulus«. (IV.ii) IV.i11,11-24: Formaningen og dobbeltperspektivet Afgrænsningen af formaningen Eksegeterne er uenige om, hvorledes de skal afgrænse formaningen i kap. 11. Der er tale om et spørgsmål, som er forbundet med diskussionen af Romerbrevets adressater, men som også hænger sammen med spørgsmålet om, hvad en formaning egentlig er. Forestillingen om et blandet brevpublikum bestående af både jødeog hedningekristne betyder hos eksegeter som f.eks. J.D. Dunn og J. C. Beker, at de kan hævde, at der mellem 11,12 og 11,13 sker en indsnævring og præcisering af det tiltalte publikum. 19 Hvor Paulus hidtil har været engageret i over for sine landsmænd at påvise og pointere kontinuiteten mellem evangeliet og den jødiske arv, henvender han sig nu til de hedningekristne, som med deres insisteren på, at Israels velsignelse er gået videre til dem, i lige så høj grad som de afvisende jøder anfægter det teologiske grundlag for det paulinske evangelium. Hovedtendensen blandt de læsninger, som opererer med et blandet brevpublikum, går på at se formaningen som identisk med den litterære enhed, der udgøres af oliventræsbilledet 11,17-24 (Räisänen, Sanders, Beker, Dunn m. fl.). Fra og med vers 13 henvender Paulus sig eksplicit til hedningerne, men det er først i 11,17, at tonen bliver egentlig formanende. For de eksegeter, der opfatter Romerbrevet som en fremlæggelse af den paulinske lære, her Israelsteologien, kommer den pludselige formaning til at blande sig i argumentationen som en kümmelsk Auffälligkeit. Dunn siger:»vv constitutes a pause for exhortation prior to the climatic denouement (vv.25-32)«(dunn 88:652). Denne forståelse er som regel kombineret med en ignorering af den særlige mo- 19. J.D. Dunn, Romans, vol 1 og 2, Word Biblical Commentary, Dallas (1988), s. 669

20 Dobbeltperspektivet i Romerbrevet kap dalitet i 11, Betydningspotentialerne i de seks vers»fikseres«i det af fortolkeren valgte perspektiv. S. Stowers og L. Gaston, der fastholder Paulus apostelmandat som eksklusivt knyttet til hedningemissionen, opfatter adressaterne som identisk med de hedningekristne, brevet nævner i 11,13. Med sin retorisk orienterede læsning har S. Stowers øje for, at der er noget ganske særligt på færde i de tre kapitler.»chapter 9-11 contains the climax, in terms of both ethos and pathos, of the authorial persona in the letter. To ignore this is to risk an egregious misreading of the letter«(stowers, 293; kursiv tilføjet). I modsætning til de foregående kapitler, hvor the authorial voice enten har været neutral, eller som i kap. 5-8 har allieret sig med den implicitte læser til et vi, så skiller the authorial voice i kap sig ud fra brevets publikum for med ethos og pathos at vise sit sande retoriske jeg,»a spokesman of God's righteousness and Jewish rights.«det fortrolige vi alliancen mellem forfatter og læser er blevet brudt. Denne adskillelse kulminerer i 11,13-25, hvor brevets autoritet vender sig mod læseren og sætter ham i rette (Stowers, ). Cosgrove diskuterer ikke spørgsmålet om Romerbrevets adressater, men hans overvejelser viser, at han med selvfølgelighed betragter disse som hedningekristne. Artiklen bruger ikke termen»parenesis«. I stedet»nøjes«cosgrove med at sætte fokus på, hvorledes teksten konkret arbejder med at påvirke læsernes holdning. Analysen af tekstens polyvalenser fører Cosgrove frem til at se 11,11-24 som en litterær enhed karakteriseret ved den deliberative genus. Stowers redegørelse for the authorial voice og Cosgroves indkredsning af opfordringen til co-deliberation forekommer at være to vinkler på samme retoriske fænomen. Det synes derfor plausibelt at betragte 11,11-24 som en enhed, der er karakteriseret ved på ganske særlig vis at bearbejde læserens holdninger. Formaningen:»Officia suadendi ac dissuadendi«cosgroves eksegetiske detailanalyse koncentrerede sig om afsnittet fra 11, Det er imidlertid muligt ved hjælp af de antikke retoriske begreber suasio og dissuasio, den deliberative genres to argumentationsformer, at integrere 11,17-24 i den co-deliberation, som Cosgrove også betegner som en»cultivation of the will«(cosgrove, 282). En analyse af 11,11-24 ud fra den klassiske model for den deliberative tale gør det muligt at placere afsnittet i kilemodellen og dermed at integrere det i de tre kapitler som helhed.