PiTmark Vejafmærkning Public Infrastructure Technology Roadmarking

Transkript

1 PiTmark Vejafmærkning Public Infrastructure Technology Roadmarking PiTmark adfærdsstyrende vejafmærkning bygger på viden, dels omkring blikkets 'rute', ved mødet med forskellige linietyper og figurer, - dels omkring vores ubevidste afsøgning af omgivelserne. Vejafmærkningens linieføring udnytter, modsat den klassiske og hidtil anvendte vejafmærkning, denne iboende effekt. TrafficNology lancerer 'dynamisk vejafmærkning' under navnet PiTmark. I vejdirektoratets idékatalog fra 2003; 'Hastighedstilpasning i åbent land', beskrives blandt andet mulige årsager til, den ofte for høje hastighed på vores veje, såvel i byer som på landet : ''Opmærksomheden skal vækkes Bilisten skal opleve at vejen er afvekslende og interessant. Hvis vejen er ensformig og dermed opleves som kedelig eksempelvis en vej gennem en tunnel, en lang vej gennem en skov eller et dige omgivet af høje støjvolde vil bilisten være tilbøjelig til at øge hastigheden for at bryde monotonien. På samme måde kan en meget lige og plan vej med lang sigt til alle sider virke kedelig og fremprovokere en højere fart. Situationen vil ofte indebære en lav mental belastning, hvor bilisten har tendens til at fokusere på et fjernt punkt i horisonten, hvor vejen forsvinder, og øge hastigheden for - så hurtigt som muligt - at nå derud. Man kan sige, at bilisten i den situation har slået autopiloten til. For at bryde monotonien, så autopiloten kobles fra - skal trafikantens opmærksomhed vækkes. Mennesket er udstyret med en naturlig nysgerrighed; - et behov for at undersøge de nærmeste omgivelser. Vores orienteringsrespons ;- at se os omkring, når vi kommer ind i et nyt rum sker helt automatisk og ubevidst. Vores opmærksomhed kan relateres direkte til vores behov for kontrol. Vi skal vide, hvor vi er, hvordan omgivelserne ser ud, og hvad der sker omkring os. Det er først, når vi stilles overfor et valg eller et krav om tilpasning i et miljø eller en ny situation, vi ikke umiddelbart genkender (fordi vore forventninger ikke umiddelbart opfyldes) at bevidstheden kobles ind. Et varierende og interessant vejforløb stimulerer hjernen, også selv om bilisten tænker på noget andet eller samtaler med en passager. Stimulering af hjernen gør, at bilistens opmærksomhed er vakt. Vejen bør derfor bestå af en serie afgrænsede vejrum med begrænset sigtlængde. Ved at begrænse sigtlængden i vejrummet og lukke nye vejrum op, kan trafikantens opmærksomhed vækkes. Når bilisten kører ind i et nyt vejrum, orienterer han sig i det nye rum både med hensyn til selve vejen og medtrafikanterne og med vejens omgivelser med bebyggelse og landskab. Når bilisten nærmer sig vejens sigtminimum ved vejrummets afslutning, fokuserer bilisten på vejen for at have fuld kontrol over situationen. Det handler om at skabe veje med tilpas variation, så trafikmiljøet og vejens omgivelser virker stimulerende på trafikanternes nysgerrighed og opmærksomhed men samtidig undgå uventede overraskelser, der kan føre til uhensigtsmæssig og farlig adfærd. Der skal være både rytme og balance i den mentale belastning.'' side 1 af 13

2 Linier, figurer og rum. Baggrunden for vores iboende tendenser til at lade blikket følge et 'forudbestemt' mønster, afhængig af hvilke linier, figurer eller rum vi betragter eller befinder os i. Men først lige lidt gymnastik og eftertanke til, - og om hjernen... Et simpelt billede af hvordan vi oplever omverdenen, kunne være at starte med, at du forestiller dig at hjernen er delt op i kælder og første sal, svarende til vores underbevidsthed og vores bevidsthed. Stueetagen er reserveret til modtagelse af input i form af sanseindtryk. Der er ingen forbindelse imellem stueetagen og førstesalen, hvor vores eksistens er hensat til. Alle sanseindtryk vælter direkte ned i kælderen hvor de sættes på plads på 'hylder og i skuffer' på et ufatteligt stort lager. Efter systemsætningen opstår der 'grupper' af sanseindtryk fra lageret, bestående af både nye og lagrede indtryk, bedre kendt som 'oplevelser'. På en brøkdel af et sekund, via en lynhurtig forbindelse mellem kælder og første sal, sendes oplevelsen videre til vores bevidsthed. Det eneste vi har kendskab til af os selv, er altså de oplevelser, som giver sig til kende for vores bevidsthed, dannet på baggrund af et mix af nye og lagrede input fra kælderetagen. Hvad der tilgår af sanseindtryk i stueetagen og hvad der lagres i kælderen, har vi derfor intet direkte kendskab til, - vi bor kun på første sal. Og tak for det, for man antager at stueetagen modtager omkring 11 millioner usorterede sanseindtryk hvert sekund vi er i live; - fra vi bliver født og til det sekund vi befinder os i netop nu,..! Hvad der ligger af indtryk i kælderen, selv fra et ganske kort liv, er næsten ufatteligt og ganske uoverskueligt at tænke på, men det hele ligger der indtil vi dør... Ja, - nu kommer det mest ufattelige af det hele, for man mener, at der i vores underbevidsthed også er lagret input og 'aftryk' af oplevelser fra alle vores forfædre, helt tilbage fra livets opståen... Ganske 'syret' at tænke sig... Ikke så mærkeligt at vi derfor ser os selv gentage 'mønstre' fra vores forældre og at menneskelige handlinger ofte ses at gentage sig selv historisk set, uanset hvor lidt vi måtte ønske det. At oplevelser kan videregå imellem os alle på tværs af slægtsbånd, ligger derfor ej heller så langt fra det mulige... Deja-vu er for eksempel et fænomen de fleste kender til, hvor vi genoplever noget vi knapt nok har kendskab til. At man gennem regressionsterapi kan 'genopleve hændelser fra tidligere liv', er hermed heller ikke så svært at forestille sig sandsynligheden for; - men dog stadig en anelse uoverskueligt. Antallet af oplevelser der tilgår vores bevidsthed per sekund er derimod mere overskuelig; - særlig hvis man er en mand. Vores bevidsthed kan modtage op til ti oplevelser i sekundet og i gennemsnit tilgår der er kvinde omkring 8 oplevelser i sekundet, mens de fleste mænd må nøjes med 4! Ganske tankevækkende og sikkert stof nok til en anden fortælling i en anden sammenhæng... Vores bevidsthed eksisterer ikke når vi fødes, men opstår omkring tremåneders alderen som et værn imod det massive bombardement af sanseindtryk, som rent faktisk blev oplevet af os alle inden 'førstesalen blev etableret'... At vi har oplevet det kaos af input der tilgår os alle hvert sekund, har større indflydelse på vores efterfølgende liv, end man måske kunne tro. Vores bevidsthed kunne vi kalde et 'tryghedsfilter', da den er bygget op omkring det genkendelige og omkring 'trygge' hændelser i livet. Desværre lader de fleste også bevidsthedens monotoni styre i det daglige liv. De fleste hjem er for eksempel ganske ofte, og pudsigt nok bygget op over samme læst. Ting som spisebord og billedet over sofaen er ganske ofte placeret efter de samme iboende tendenser; - Og det uanset hvor i verden vi kikker hen. side 2 af 13

3 Det hele er dog ikke så pudsigt endda, når vi tænker over hvad vores første oplevelser i livet må have haft af indflydelse på vores konstante frygt for kaos og uoverskuelighed og deraf følgende trang til i ét og alt, at gå efter det 'sikre' og forudsigelige... Mange gange vil vi også ubevidst være tilbøjelige til at lade 'det der giver sig selv' styre vores adfærd og styre, hvordan vi for eksempel indretter og placerer ting i vores hjem. En ganske interessant oplysning i denne sammenhæng er også, at fordelingen af sanseindtryk på de forskellige sanser er nogenlunde ens i starten af livet, mens andelen af sanseindtryk fra synet alene er op imod 60 % når vi er voksne... Dermed vil også meget af det vi får ind via blikket alene, være indtryk fra vores egen 'ordnede' verden. Vi kunne kalde det en selvlåsende situation hvor oplevelserne så at sige går i ring, hvis de ikke brydes af deres egen forudsigelige rute og rytme. Mange mennesker holder da også af, en gang imellem, at bryde hverdagens trummerum med et afbræk i form af en middag i byen eller en kortere eller længere rejse væk fra 'det hele'. En tur til havet eller i en naturskov kan på forunderlig vis løsne op for alle de 'låste' og menneskeskabte relationer vi dagligt indgår i. Når størsteparten af vores sanseindtryk er relateret til naturens 'åbne ro' og ikke til vores egen 'låste ro' vil de fleste opleve en indre afspænding eller det der populært kaldes 'indre ro'... Og så til det lidt mere jordnære; - en streg... Der er selvfølgelig en mening med denne lille 'rundtur i hjernen', før vi ser på vores alles iboende tendenser til at lade blikket følge bestemte mønstre og ruter, alt afhængig af hvilke linier, figurer og rum vi betragter eller befinder os i; - og hvad det måtte medføre af ensrettede handlinger. Enhver linie eller streg angiver en retning. Den 'peger' om man vil, altid i to retninger, men det er ikke ensbetydende med at blikket følger denne retning... Kikker vi på en ret linie vil blikket først afsøge den for markerede eller fremtrædende punkter. Først vil vi 'undersøge' hvor stregen går fra og til og blikket vil derfor hæfte sig til enderne af stregen. Stregen 'peger' i princippet ud i det uendelige, hvis vi fortsatte i dens retning, men blikket fortsætter stort set aldrig i den retning. Dette kunne ganske givet skyldes, at vi i stregens 'uendelige retning' genoplever én af vores store ubevidste traumer i livet... Uoverskueligheden som stammer fra de første tre måneder af livet, hvor vi levede uden vores uundværlige bevidsthedsfilter og dermed oplevede uoverskuelighedens kaos på nært hold. Siden er livet på grund af dette traume, ubevidst gået hen og blevet en evig flugt fra al uoverskuelighed... Efter at blikket således har gjort holdt i enderne af den rette linie, vil det på grund af vores frygt for det uendelige, søge direkte til stregens midtpunkt. Blikket er på grund af kaos-traumet, midtpunktsøgende i ét og alt. ( Billedet over sofaen hænger i de fleste hjem 'fint' i midten, osv... ) Når nu blikket skal til at 'forlade' selve stregen på et tidspunkt, vil det foregå vinkelret bort fra den og med udgangspunkt i stregens midte... Vi gør åbenbart alt hvad vi kan, ganske ubevidst, for ikke at genopleve de famøse tre måneder i livet... En anden teori for at blikket altid forlader en ret linie vinkelret bort fra den, er at vi alle i mere eller mindre grad har endnu et betydeligt traume med os i erindringen; - nemlig tvang. I enhver opvækst må det, på trods af enkelte forældres bevidste forsøg på at undgå tvang, stadig være forbundet med tvang eller afsavn, at skulle tilpasse sig et liv som et 'afrettet' menneske, frem for det at være et 'helt' barn. Vi bliver alle begrænset i hoved og røv for at kunne fremstå som en 'ordentlig' voksen, men mon ikke verden så anderledes ud, hvis vores iboende trang til orden omkring os var et bevidst valg og ikke styret af en en gammel frygt; - nå, det var vist også lidt linier til en anden fortælling... Den rette linie beordrer os til at lede blikket i dens retning, og tilmed ud i den uendelighed som vi også frygter... Uanset årsagen er resultatet, at blikket forlader linien, modsat dens retning. side 3 af 13

4 Der findes kun to slags streger i verden; - den rette linie og buen! Den rette linie 'peger' ud i uendeligheden, som vi har svært ved at håndtere. Derfor fæstner blikket sig som det første, til enderne af linien. Vi har åbenbart brug for noget konkret at rette blikket imod... Herefter søger blikket som altid, imod midten af linien, for straks derefter at forlade linien vinkelret bort fra midten. Vi kalder enderne og midten for blikkets 'stoppunkter' eller 'fokuspunkter'. Buen er af en noget anden 'natur', da den ikke peger ud i det uendelige, men blot er en lille rundrejse inden den når sig selv i den anden ende. Vi har da også set så mange cirkler igennem livet at vi, hver gang vi møder selv en ganske svag bue, så at sige, gør figuren færdig inde i hovedet. Vi ser med andre ord den fulde cirkel for os som et 'billede' når vi betragter et buestykke. Derefter hæfter blikket sig som ved den rette linie også til enderne af stregen. Liniens midtpunkt, som var et fokuspunkt ved den rette linie, er for buestykkets vedkommende flyttet ind til centrum af den cirkel vi forestiller os. Blikket forlader nu cirkelstykket 'vinkelret bort fra centrum, som stråler fra en sol. Effekten vil med et buestykke være at blikket, efter at have 'afkodet' figuren, afsøger omgivelserne for konkrete holdepunkter, som en slags 'radar-effekt'. Buen har altså indbygget det uoverskuelige i, i hvilken retning blikket skal forlade den i, hvor den rette linie har 'indbygget' det uoverskuelige, i den retning den fysisk peger i... Blikket vil under afsøgningen af omgivelserne hæfte sig ved noget 'trygt' derude. Vi har åbenbart brug for ro og orden, for at kunne håndtere uoverskueligheden i kaos eller uro... side 4 af 13

5 Inde, ude, omme og henne... Når vi snakker effektforskelle i de to stregtyper er forholdsordene en ganske betydningsfuld oplevelsesmæssig faktor. Når vi ser på en cirkel er der et helt klar og éntydigt 'inde' og 'ude'. Det forholder sig lidt anderledes med den rette linie, hvor der isoleret set ingen forskel er, om vi befinder os på den ene eller den anden side af stregen. Cirklen eller buestykket vil altid have en inde/ude-effekt med sig i sit udtryk, mens den rette linie kun har dette forhold med sig i den måde den rette linie indgår i sammenhæng med andre elementer omkring sig på. Sagt med andre ord kan vi som arkitekter, i vores arbejde med streger ilægge den rette linie et bestemt 'forhold' til dens omgivelser og konstruere, for eksempel et 'inde' og et 'ude', mens vi ved anvendelsen af buestykker til stedse er underlagt det altid tilstedeværende 'inde' og 'ude'. Forholdsordenes betydning for vores oplevelse af figurer og rum er også en ganske betydelig faktor. Vi har ikke før i treårsalderen noget som helst begreb om 'forhold', som for eksempel inde, ude, henne og omme. Inden denne alder vil alle streger, figurer og rum intet forhold have i forhold til hinanden; - de vil så at sige 'være sig selv nok'. Alle streger peger videre, end den fysiske længde af stregen, men det er først efter tre år i livet at dette registreres og det vi kalder 'flugtlinier' opstår som et billede til forståelse af forholdsbegrebet. Afstande kan derfor også først bedømmes for alvor fra treårsalderen, mens fornemmelsen for tid og hastighed, først kommer til, lidt senere i livet. Liniers og figurers 'flugtlinier' er som usynlige, ubevidste streger eller 'grænser' imellem f.eks ude og inde. Vi er omgivet af et hav af flugtlinier fra alle de streger, figurer, rum og elementer vi omgives af. Alle disse flugtlinier er i betydelig grad med til at forme vores oplevelse af begrebet 'forhold' og er ganske ubevidst med til at 'bestemme' hvordan vi placerer ting i forhold til hinanden i vores omgivelser. Det er med andre ord omgivelsernes 'flugtlinier' der i høj grad er medvirkende til at megen arkitektur, formgivning og placering; - hvis der ikke arbejdes bevidst med andre virkemidler end 'dem der giver sig selv', - ender med at blive intetsigende, kedelige eller blot anderledes for at være anderledes. Som landskabsarkitekter i arbejder vi bevidst med de omtalte effekter og forsøger i vores formsprog at indbygge et dynamisk forhold imellem linier, figurer og rum, som rummer spændstigheden imellem det genkendelige og det foranderlige, imellem spænding og ro... Med PitMark vejafmærkning vækkes trafikantens opmærksomhed, for derigennem at stimulere hjernen og vores situationsfornemmelse, således at hastigheden ubevidst sænkes... Figurer og rum. Forestil dig at du står midt på en stor græsplæne, kun omkranset af høje hække, så du ikke kan se hvad der er udenfor hækrummet. Uden at jeg har beskrevet rummets form vil du ganske ubevidst og med stor sandsynlighed have dannet dig et billede af et firkantet; - og ligefrem et rektangulært rum... Og dette på trods af at jeg skrev 'omkranset' af; - en krans er vel som oftest rund! Selvom du ikke havde dannet dig et indre billede af en rektangulær plæne, er det den form du nu skal forestille dig... Forestil dig at du har en stol og at du skal placere stolen midt på plænen og sætte dig på den. Det er sikkert lidt vanskeligt at bestemme sig for, hvordan vi skal placere os på stolen da enhver retning vi vælger vil udelukke den der er bag os. Allerhelst ville vi placere os ude ved én af rummets sider så vi havde det fulde overblik over rummet. Når vi får besked på at sætte os midt på plænen vil stolens placering, retningsmæssigt, ganske givet følge rummets sider og vi vil efter al sandsynlighed 'vælge' at rette blikket vinkeret ind imod én af rummets 'endevægge', som imod målet på en fodboldbane. Måske er det endda fodboldbanen som ubevidst 'bestemte' at det første billede af græsrummet blev som en fodboldbane, dog uden mål og opmærkning på banen. Referencen til et det græsrum du så for dig, stammer fra underbevidsthedens 'lager' af tilsvarende rum, uanset hvilken form du så for dig. side 5 af 13

6 Sagt med andre ord er meget af det vi forestiller os, styret af hvad vi allerede rummer af informationer i kælderetagen og vi forholder os stort set altid til figurer og rum efter et forudbestemt mønster, som bunder i vores oplevelse af de to linietyper; - den rette linie og buen... Forestil dig selv siddende på stolen midt på græsplænen, men denne gang står stolen på en firkantet terrasse som ligger diagonalt eller skråt, i forhold til hækkene. Hvordan ville du nu placere stolen og dig selv, og hvor ville du kikke hen? Langt de fleste vil nu placere stolen i forhold til kanterne på terrassen og lade hæk være hæk. Stolen står altså parallelt med terrassen og dit blik vil ganske givet 'forlade' terrassen vinkelret ud over én af dens sider. Det er den flade der 'står os nærmest', som 'bestemmer' for os. Det er på samme måde heller ikke dig der har bestemt at dit spisebord derhjemme står parallelt med spisestuens vægge. Det er altså rummet vi befinder os i, der dikterer os hvordan resten af indretningen skal forholde sig til omgivelserne. Medmindre vi er bevidste omkring hvad der er den styrende faktor, er vi ikke i stand til at gøre noget andet, og medmindre vi er klar over de iboende, og i realiteten ganske simple effekter der kan arbejdes med, vil resultatet blot blive postulerende anderledes og ikke favne den brede forståelse for formsproget, som en bevidst håndtering af de beskrevne effekter kan afstedkomme... Tilbage til græsplænen. Vi kan altså med en simpel drejet figur midt på plænen, styre blikket i en bestemt retning. Det kunne for eksempel være hen på noget, som kræver opmærksomhed og som ikke i sin tilstedeværelse, selv giver den fornødne tiltrækning på blikket og dermed på vores opmærksomhed. Vi kunne også ønske os at lede blikket væk fra et eller andet, som var for dominerende eller opmærksomhedskrævende i helhedsbilledet. Et eksempel på sidstnævnte kunne være naboens carport, derhjemme... Hvis terrassen midt på plænen nu laves om til en rund terrasse, er effekten en ganske anden. Der er nu ikke noget i den cirkulære figur, der er retningsgivende for hvordan og i hvilken retning blikket skal forlade terrassen. Radar-effekten indtræder og der afsøges i omgivelserne efter noget håndgribeligt der kan styre en retning, eller rettere sagt kan udelukke hovedparten af de uendelig mange retninger 'strålerne' fra cirklen peger i... Det bliver nu hækkene, som igen kommer til at styre stolens placering på den runde terrasse. Resultatet er endda endnu mere styrende end da der kun var græs, for når vi leder efter noget der kan styre og finder det, vil vi holde endnu mere krampagtigt fast i det der er det 'styrende'. Enhver kantet figur vil lede blikket vinkelret bort fra midtpunktet af én af dens sider; - og det uanset om vi befinder os på eller i figuren, eller måtte betragte den på afstand. Figurer hvori der indgår buer, vil lede blikket bort fra figuren med en afsøgende effekt. Samtidig vil der i figuren altid være et 'inde' og et 'ude' repræsenteret, i vores 'rumoplevelse'. Formsproget og den dynamiske effekt i PiTmark vejafmærkning Til grund for udformningen af 's dynamiske vejafmærkning ligger blandt andet de ovenfor beskrevne teorier omkring vores iboende tendenser, der tillige med vores brede og mangeårige erfaring i, generelt i vores formgivning af udearealer, at indarbejde et dynamisk og letafkodeligt formsprog. Som landskabsarkitekter med speciale i uderum, har vi igennem tiden løst opgaver for såvel private, erhverv og kommuner, hvor vores erfaringsgrundlag til stadighed er udviklet i et tæt samarbejde med kunden som en central partner. Vores formsprogs-teorier er således i høj grad præget af en bevidst og systematisk 'afprøvning', samt tilbagemeldinger / respons fra vores kunder. PiTmark vejafmærkning tilsigtes at være universelt forståeligt, på sin egen simple facon, på trods af kompleksiteten i opgaven... Vi har sat os for at bidrage til forøgelse af trafiksikkerheden generelt, ved blandt andet at medvirke til nedsættelse af hastigheden, i både by og land. side 6 af 13

7 Implementerede effekter med PiTmark, kontra klassisk vejafmærkning Først et kik på effekterne af de mest gængse løsninger i forbindelse med vejafmærkning, generelt. Hvis vi overordnet set betragter en vej som en lang streg eller en ret linie, er det måske nemmere at forstå problematikken omkring for høj hastighed. I princippet fortsætter vejen / stregen jo i det uendelige, men da vi som oftest har et mål med rejsen vil vi ikke fornemme det uoverskuelige i at skulle fortsætte i tankerne i vejens retning. Tankerne vil da også samles om målet med rejsen, frem for på omgivelserne. En anden situation er gældende når vi betragter en 'søndagsbilist' eller en ferierejsende, hvor rejsen i sig selv ikke har et eksakt mål. Da vil blikket og dermed tankerne automatisk søge bort fra vejens / stregens retning; - følgende vores iboende tendens til at undersøge vores omgivelser. Den altafgørende faktor for at vores tanker på en almindelig biltur er rettet imod rejsens mål er, at vejens linieføring til stadighed 'peger' eller låser blikket til kørselsretningen. Der er intet på vejen der tilkendegiver at vi faktisk kører på en afvekslende rute, passerende forskellige vejrum. Det eneste der efter vores opfattelse kan råde bod på denne utilsigtede effekt, er til stadighed at lade vejafmærkningen afspejle det vejrum vi befinder os i. Sagt med andre ord må der en opdeling af det 'uendeligt lange' vejrum til, for at vi optisk og dermed oplevelsesmæssigt fornemmer at vi bevæger os igennem et afvekslende landskab af forskelligartede rum. En effektiv men meget bekostelig løsning er selvfølgelig at lade kørebanen skifte karakter og overflade, alt efter om vi befinder os på landet eller i byen. Brolæg alle byer og etabler byporte og alt er igen som i fordums tider, hvor problemet ikke fandtes. Nok også af den simple grund at køretøjerne ikke var i stand til at skyde den fart de kan i dag; - og endog uden at vi fornemmer bilens fart. Løsningen kan sagtens etableres med mere simple virkemidler og til næsten ingen penge, i forhold til hvad der ofres af resurser på vejbumt, forsætninger og andre fartregulerende chikaner for trafikanterne i dag. Løsningen kunne f.eks. være 'dynamisk vejafmærkning', hvor de iboende tendenser til at undersøge omgivelserne og til at lade blikket styre af ledelinier på vejbanen, sørger for at opmærksomheden vækkes og spredes til, også at indbefatte vejens omgivelser. Hermed er mange fluer klaret med ét smæk, men først og fremmest er det både billigt og effektivt. Den klassiske opbygning af vejrum og vejafmærkning er underlagt vejens retning. Vejene omkring os er efterhånden blevet det mest dominante indslag i vores omgivelse og på sin vis har vejene fuldstændig overtaget 'magten' i landskab og by. Der er tilmed ikke den store forskel på hverken udformning eller indhold på vejbanen, uanset hvor vi kører. Enkelte steder har man dog med held, gjort forsøg med at lave en anden overflade på vejbanen, men da dette er en yderst bekostelig affære er det nok ikke vejen frem, så at sige... Optisk effekt af klassisk vejafmærkning, kontra PiTmark vejafmærkning. Den gængse vejafmærkning er underlagt og styret af vejens forløb og da vejene i forvejen har et dominant udtryk, bliver situationen desværre kun værre, rent oplevelsesmæssigt. Effekten af vejenes linieføring og placeringen af 'udstyr' i forbindelse med vejene, er at blikket, og dermed vores tanker og opmærksomhed, fastlåses og tvinges til at dreje sig om rejsens mål. Al klassisk vejafmærkning har derfor den uheldige og sikkert ganske utilsigtede effekt, at den tilsidesætter og eliminerer vores iboende tendenser til at undersøge omgivelserne; - også kaldet vores orienteringsrespons. side 7 af 13

8 Den klassisk anvendte vejafmærkning er en følgevirkning af vores før omtalte 'angst for det uoverskuelige' og fastfryser desværre trafikanten til dette mønster, da vores orienteringsrespons ved samme lejlighed da underkendes og mister sin positive effekt totalt. PiTmark vejafmærkning bygger som kontrast til den gængse vejafmærkning, bevidst på den positive effekt af vores orienteringsrespons og forsøger så at sige at 'tage angsten i hånden' og lære den at kende... Som i så mange andre sammenhænge, kan vi ikke blive ved med at flygte fra vores traumer. Der kommer som bekendt ikke meget godt ud af at lade vores reaktionsmønster på den baggrund, styre hvad vi foretager os af andre ting og sager; - uanset hvor meget dette mønster end måtte give sig selv... Vi kan gøre en forskel ved, bevidst at styre efter et hensigtsmæssigt reaktionsmønster og en positiv effekt, som bygger direkte på vores lyst til at undersøge og ikke som i dag, hvor vejafmærkningen alene; - og ganske utilsigtet, bygger på tvangsforanstaltninger for netop at undgå det... Dilemmaet ligger derfor i sagens natur indbygget i os alle og handler om 'mødet imellem kaos og orden' og er en ganske naturlig del af vores liv som mennesker. Vejen frem er derfor ikke, bevidst eller ubevidst, at fortrænge eller udelukke den ene del af dilemmaet, men tværtimod at lade dem gå hånd i hånd. Tvangsforanstaltninger der fastlåser os alle i en negativ spiral, burde derfor høre fortiden til, vel vidende at det til tider kan være svært at få øje på vejen ud af spiralen. Vi fastholder desværre hinanden i den negative spiral i meget af det vi foretager os sammen; - og i særdeleshed i hvad vi omgives af af menneskeskabte ting, da disse som oftest er en direkte afspejling af 'spiralen'... Billedet over sofaen, spisebordets placering i stuen, vejafmærkning og linieføring. 'Formsproget' som vi alle er en del af og 'former' ganske ubevidst i fællesskab, holder os igen og igen fast i det vante mønster, med sin deraf følgende, utilsigtede og uhensigtsmæssige effekt. PiTmark vejafmærkning er blot ét sted at sætte ind, men med stor fælles effekt for alle der færdes på vores veje rundt omkring i verden. Trafiksikkerhed bør derfor bygge på gensidig forståelse; - og respekt for de iboende konflikter og tendenser vi alle rummer. Med PiTmark vejafmærkning forsøger vi at gøre en markant og effektiv forskel... Enhver rute der i sit fysiske udtryk i linie og streg, afspejler vejen til vores mål, fastholder vores tanker og opmærksomhed ved målet. Omgivelserne og vores iboende orienteringsrespons fortrænges utilsigtet. Effekten er en ligegyldighed for omgivelserne og en 'automatpilot' der forøger farten. Vores 'autopilot' kan med PiTmark vejafmærkning, ledes til også at indbefatte vejens omgivelser i vurderingen af og i sidste instans justeringen af hastigheden, så den tilpasses 'automatisk'. Effekten af PiTmark vejafmærkning er en langt mere nuanceret oplevelse af at være til stede i de forskellige vejrum der passeres, frem for blot at være 'på vej'... Hastigheden reduceres af 'lyst' til at inddrage omgivelserne og vores rejse bliver dermed en oplevelse i sig selv, selvom vi bare skulle ud at køre, for at besøge moster Åse. Tilmed opleves rejsen knapt så lang, da vi undervejs i et varierende vejforløb får stimulerer hjernen, også selv om bilisten tænker på noget andet eller samtaler med en passager. Det kan i den forbindelse godt være at bilisten kommer fem minutter senere til sit mål, men det opleves ikke som et savn; - tværtimod. Effektforskelle på Klassisk vejafmærkning kontra PiTmark vejafmærkning, illustreret i streg. Overgangene imellem land og by; - nærmere bestemt, 'ind- og udkørslerne' af vores byer, store som små, er generelt set, blevet et problem med hensyn til bilisternes ofte for høje hastighed igennem byen. Årsagen ligger dels i, at vejen 'dikterer' omgivelsernes udformning og placering af inventar og dels i at vejens egen linieføring, i form af vejafmærkning ('streger på vejen') ikke bryder den samlede dominans. Effekten bliver, at blikket og opmærksomheden ikke spredes til vejens omgivelser, som ville være det optimale på alle planer. side 8 af 13

9 Vejens linieføring leder blikket og dermed vores opmærksomhed ret igennem byen vi ænser den knapt nok. Selvom vi ved at farten bør nedsættes, sker det i praksis kun delvist. Læg mærke til at både vejens rabatter, cykelsti, skilte, lygtepæle, busstoppested, afstandspæle og sågar overgangene til marker og private haver er underlagt og styret af den rette vej igennem byen. Den ønskede effekt udebliver. Klassisk vejafmærkning Med den klassiske vejafmærkning fortrænges den naturlige afsøgning af omgivelserne. Blikket og vores opmærksomhed tvinges i Der er intet til at lede blikket til siderne... Vejen har 'hovedrollen' i det samlede billede. kørselsretningen og låses til 'målet' på grund af linieføringen parallelt og vinkelret på vejen. PiTmark vejafmærkning Med PiTmark PauseBuer ledes blikket og dermed vores opmærksomhed imod omgivelserne og en part af opmærksomheden forbliver ved omgivelserne efter at PauseBuen er passeret. Den naturligt iboende afsøgning af omgivelserne underbygges hermed og den ønskede effekt er opnået. Farten sænkes automatisk af lyst... 'Forsætninger', bump og 'heller' med begrænset effekt, i forhold til PiTmark vejafmærkning. Enhver forhindring på ruten vil virke som en begrænsende faktor for vores 'gøremål' og kræve vores opmærksomhed for at forcere dem hurtigst muligt. Opmærksomheden låses igen og igen til vejen. Omgivelserne holdes dermed ude af vores tanker. Effekten er, at de fleste bilister vil forsøge at passere forhindringerne med størst mulig fart; - stik modsat den ønskede effekt. At bump,heller og forsætninger i vejbanen på trods af dette, har en minimal fartdæmpende effekt, skyldes alene, at vi rent køreteknisk begrænses og at vi ikke ønsker at beskadige bilen eller at køre galt. Al hjerneaktivitet er koncentreret omkring vejen og selve kørslen. side 9 af 13

10 Ingen holder af at være begrænset i udfoldelse; - ej heller bilister. Modsat har de fleste dog brug for en vis afgrænsning af den uoverskuelige mængde af indtryk der omgiver os alle. Det har i udformningen af vores omgivelser resulteret i at linieføringen, sikkert ganske ubevidst, er endt i et formsprog der er låst i sin egen begrænsning... Vælges derimod det 'åbne' formsprog som er indarbejdet i PiTmark vejafmærkning og hvor den klassiske begrænsning eller tvangsforanstaltning er erstattet af vores naturlige 'indbyggede' nysgerrighed og tendens til at undersøge omgivelserne, vil hver enkelte bilist opleve en højere mental belastning og stimulering af hjernen. Dette medfører at vi hver især og ganske ubevidst, afgrænser vores indtryk via vores 'bevidsthedsfilter', frem for at de begrænses af andres ubevidste begrænsning under omgivelsernes udformning. Hellen opleves som en chikane - ringe effekt. Flere vælger endda at køre venstre om..! Ved bevidst at lade linieføring og formsprog lægge op til at det er den enkeltes oplevelse af; - og bedømmelse af omgivelserne, der er den afgrænsende faktor, vil oplevelsen være positiv og der sikres en optimal spredning af opmærksomheden, samtidig med en individuel øget mental aktivitet og stimulering af hjernen. Effekten ved en opmærksomhedsspredende vejafmærkning er dermed stik modsat den klassiske vejafmærkning, som udelukkende bygger på begrænsning og tvang. Ethvert påbud eller forbud har som oftest den stik modsatte effekt end ønsket og oplevelsen er i en vis grad altid forbundet med afsavn, afvisning og manglende forståelse for den enkeltes integritet. Et negativt reaktionsmønster kan derfor være svært at undgå ved en klassisk 'låst' vejafmærkning. Klassisk vejafmærkning med forsætninger og bump Blikket og vores opmærksomhed fraledes omgivelserne ved den klassiske vejafmærkning. Står bump og forsætninger alene, vil de grundet deres opmærksomhedskrævende islæt 'låse' vores tanker til kørebanen. PiTmark vejafmærkning Med PiTmark vejafmærkning vil opmærksomheden ledes til omgivelserne. Hér er PauseBuerne ved indkørslen til byen suppleret med en VognbaneBuer umiddelbart efter hvert bump, da farten netop øges efter at en forhindring på ruten er forceret. Det vil være at foretrække at der således efter enhver forhindring, forsætninger som bump, etableres opmærksomheds-spredende foranstaltninger; - f.eks. i form af PitMark VognbaneBuer. Ligeledes kan VognbaneBuerne etableres umiddelbart inden f.eks. fodgængerfelter, plejehjem, skoler, hospitaler, børnehaver, sideveje, rundkørsler og andet særligt opmærksomheds-krævende i omgivelserne. side 10 af 13

11 Rumlestriber, vejtræer og 'byporte' i klassisk placering, leder opmærksomheden ret igennem byen. I en by som på billedet, hvor der er brugt mange midler på at begrænse farten igennem byen, mangler der én afgørende faktor;- den opmærksomhedsspredende vejafmærkning, som kunne have gjort det ud for flere af de foranstaltninger der hér er anvendt. Ved byens indkørsel er der ud over en 'byport' af vejtræer ( en kort allé bestående af fem træer langs hver vejside ) brugt såkaldte 'rumlestriber' som skulle virke ved hjælp af den afgivne lyd ved overkørsel. Begge dele leder ganske uønsket opmærksomheden til kørebanen og ikke til omgivelserne. Inde i byen er der herudover etableret en hel del 'forhindringer' i form af lave beplantninger, skiftevis placeret i højre og venstre side af vejen. Chikaner der kræver opmærksomhed for at kunne forceres hurtigst muligt... Velment 'opstilling', - men med negativ effekt Det virker som; - 'en, to, tre og så fuld fart frem'. Effekten er langt fra optimal, da alle foranstaltninger låser blikket og dermed vores tanker og opmærksomhed til vejbanen og dermed udelukker enhver tanke for omgivelserne... Klassisk vejafmærkning med rumlestriber, vejbeplantning og sidevej. Al linieføring leder blikket i kørselsretningen og det samlede billede vil være at opmærksomheden holdes fast ved rejsens mål. Byen bliver blot en forhindring der hurtigst muligt skal gennemkøres. Der er intet undervejs på ruten igennem byen til at sprede opmærksomheden til omgivelserne. PiTmark Vejafmærkning Rumlestriberne er udskiftet med PauseBuer og 8 af vejtræerne er fældet. De tilbageblevne to vejtræer står nu asymmetrisk og vil dermed bibringe til en spredning af blikket; - i dette tilfælde imod venstre. Efter hver forsætning er der etableret vejbanebuer, da det netop er efter, at en forhindring er passeret, at blikket og dermed vores opmærksomhed rettes fremad igen for at 'lede' efter næste forhindring. VejbaneBuerne supplerer denne iboende tendens med en undersøgelse af omgivelserne. At en part af opmærksomheden til stadighed ledes imod omgivelserne, ved hjælp af den anvendte vejafmærkning, stimulerer og øger belastningen af hjernen i positiv retning, så bilisten ikke mere, kun kan koncentrere sig om beregninger af hvor hurtigt der kan køres for at komme igennem forhindringen. Effekten er nu efter al sandsynlighed, næsten den der oprindelig var tiltænkt, inden investeringerne i diverse 'tvangsforanstaltninger'. Endnu bedre havde resultatet nok været, hvis forsætningerne aldrig var blevet etableret... side 11 af 13

12 PiTmark 'PauseBuer' med dynamisk effekt... De fleste har mødt de gængse 'rumle-striber', der med sin lydeffekt skal få trafikanterne til at opleve det, at køre 'ind i et bynært område'... Den visuelle effekt har dog den modsatte effekt, da der er tale om streger på tværs af kørsels-retningen. Da vi har en tilbøjelighed til at lade blikket forlade en kantet figur, vinkelret bort fra fladen, vil effekten af streger på tværs af vejen, blot være endnu en understregning af den lige rute igennem byen. Det var vist ikke hensigten med stregerne... Der er ingen ophold og spredning af blikket og dermed vores tanker. Udskifter man i stedet de lige streger på tværs, med ovale buer med et markeret centrum ved bygrænsen, vil effekten være den ønskede; - i al sin enkelthed, det vi har valgt at kalde PiTmark PauseBuer... - en pause i den oprindelige rute! Det første vi møder er et markeret ovalt punkt; - et 'PausePunkt' midt på vejen, der skal fortælle os at vi forlader ruten for en stund. Ruten går fra by til by, fra PausePunkt til PausePunkt og byen bliver dermed selve 'pausen' på vores rute fra A til B. PiTmark PauseBuer - En visuel 'ind- og udkørsel' der opleves som 'at være til stede'... En buet linie har altid en 'inde'-side og en 'ude'-side. PauseBuerne refererer til ruten og ikke til byen. På ruten er vi 'inde' og når vi passerer PauseBuerne er vi derfor 'ude' i byen... Tankerne spredes altid når vi er 'ude' i verden og samles når vi er 'inde', eller hjemme... På trods af at vi godt ved at vi kører 'ind' i en by, fortæller buerne det modsatte og effekten er at blikket spredes og tankerne følger med. Sagt med andre ord, vil en part af vores opmærksomhed rettes imod omgivelserne... Vi er 'til stede' i byen, selvom vi stadig og reelt er på vej... Det har ikke den store effekt at lave portaler, plante træer og anden udsmykning ved 'indkørslens' sider, hvis linieføringen til stadighed og ubrudt leder blikket ret igennem byen... - men som supplement til buerne, vil det kunne fremme den positive effekt; - men vel at mærke, kun hvis der er tale om en asymmetrisk placering! PausePunktet omkranses af et antal ovale buer (PauseBuerne) ind imod byen. Vi kører således nu udenfor ruten. Blikket ledes; - som i en vifte, til at orientere sig til siderne og undersøge omgivelserne. Vi har hermed opnået flere markante effekter, som ingen af de gængse 'forhindringer' rummer... side 12 af 13

13 Vi oplever at ruten ændres til at gå fra A til D; - hvor byen som delmål går fra b til c, tilmed uden at ruten bliver hverken længere eller mere besværlig; - nærmere tværtimod. Det er behageligt at 'være til stede', så hvis det at køre igennem en by kan ændres til igen at være et pusterum eller en pause for tankerne omkring det endelige mål, er vel meget løst. Farten nedsættes automatisk for at kunne undersøge og opleve byens huse, haver, cykler og gående. Buerne har til formål at flytte vores tanker så vi oplever hvad vi er midt i; - i stedet for blot at køre forbi en række huse... Tilmed kan der undervejs i byerne, på særligt opmærksomhedskrævende områder, placeres særlige VognbaneBuer; - enten som enkelt- eller dobbelt-rettede foranstaltninger. F.eks. ved skoler, sygehuse o.l. 'PauseBuerne' vil have størst dynamisk effekt hvis de etableres uden at afgive lyd, når de passeres. De gængse rumlestriber opleves tit som noget man kører 'hen over' og at det er overstået i det sekundt de er passeret. Tilmed fortæller rumlestriberne os noget vi godt ved; - at vi nu er på vej ind i en by... Alt hvad vi får at vide som vi i forvejen ved, foranlediger irritation! den ønskede effekt udebliver eller svækkes... Rent teknisk vil streger på vejen dog altid afgive lidt lyd, men i modsætning til lyden fra de gængse rumlestriber, vil PauseBuerne give et langt mere afdæmpet og nuanceret lydbillede, med både forskellig og forskudt rytme fra henholdsvis højre og venstre hjul-par, da stregerne passeres asymmetrisk; - Igen et lille afbræk på rejsen. Også hér er det tankerne der tæller Den dybere mening med PiTmark ovalerne er, at de på lang afstand opleves som 'bløde buer' eller cirkler, mens de; - jo nærmere man kommer, opleves som det de er. En 'omsluttende oval'. Idét man passerer buerne vil den visuelle effekt også være, at hastigheden opleves som værende hurtigere, end den reelt er... - uanset hvilken retning man kommer fra. Igen en dynamisk og positiv foranstaltning, der kan være med til at bilisten af sig selv sætter farten ned af ren og skær lyst og nysgerrighed for omgivelserne. Enkelt, billigt og nemt. 'Produktoversigt' over PiTmark vejafmærkninger findes særskilt. Se side 13 af 13