Erstatningsnævnet Årsberetning 2017

Transkript

1 Erstatningsnævnet Årsberetning 2017 Erstatningsnævnet Toldboden 2, 8800 Viborg Telefon

2 1 Indledning Lovgrundlaget og nævnets sammensætning Sekretariatet og sekretariatets arbejde Talmæssige oplysninger vedrørende 2017, sagsbehandlingstid og nye sagsgange Opfyldelse af resultatmålene for Hvad betaler nævnet erstatning for? Konkrete afgørelser fra nævnet Indledning Offererstatningslovens 1 lovens område Nævnets stillingtagen til om skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven Personskade Direkte og indirekte skadelidte Årsagssammenhæng og påregnelighed Straffelovsovertrædelser begået i udlandet Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger Tingsskade og formueskade Offererstatningslovens 6 a almindelige erstatningsretlige regler Nedsættelse eller bortfald på grund af egen skyld eller accept af risiko Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt Offererstatningslovens 7 dækning fra anden side Offererstatningslovens 10 politianmeldelse mv For sen eller manglende politianmeldelse Manglende medvirken til politiets opklaring af sagen Krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen Offererstatningslovens 1 og 10 - plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden Offererstatningslovens Offererstatningslovens Offererstatningslovens 11 a - retskrav Offererstatningslovens 13 2-årsfristen Offererstatningslovens 14, stk. 1 sagens oplysning for nævnet Offererstatningslovens 15, stk. 2 advokatudgifter mv Offererstatningslovens 17 regres Offererstatningslovens 18 tilbagebetaling til nævnet Erstatningsansvarslovens 1 - personskadeerstatning Helbredelsesudgifter Andet tab Erstatningsansvarslovens 1 a fremtidige helbredelsesudgifter Erstatningsansvarslovens 2 tabt arbejdsfortjeneste Erstatningsansvarslovens 3 svie og smerte...30

3 7.17 Erstatningsansvarslovens 4 varigt mén Erstatningsansvarslovens 5 - erhvervsevnetab Erstatning for erhvervsevnetab varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde Erstatningsansvarslovens 6-7 fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning Fastsættelse af årsløn Erstatningsansvarslovens begravelsesudgifter og tab af forsørger Erstatningsansvarslovens 14 a overgangsbeløb Erstatningsansvarslovens 16 renter Erstatningsansvarslovens 18 overførelse mv. af krav Erstatningsansvarslovens 24 almindelig lempelsesregel Erstatningsansvarslovens 26 tortgodtgørelse og krænkelsesgodtgørelse Frihedsberøvelse Forbrydelser mod kønssædeligheden mv Erstatningsansvarslovens 26, stk. 3 krænkelsesgodtgørelse Erstatningsansvarslovens 26 a godtgørelse til efterladte Forældelse/præklusion...44 BILAG 1 Oversigt over forekomsten af de enkelte straffelovsovertrædelser i BILAG 2 Oversigt over tilkendte erstatninger mv. i fordelt på erstatningsposter46 BILAG 3 Oplysninger om tilkendelser og afslag i BILAG 4 Oplysninger om afslagsgrunde i

4 1 INDLEDNING Efter Erstatningsnævnets forretningsorden skal nævnet hvert år inden den 1. juli afgive en beretning til justitsministeren om nævnets virksomhed i det foregående år. Beretningen skal offentliggøres. Hermed foreligger beretningen for Beretningen redegør som i tidligere år for nævnets sammensætning samt nævnets og sekretariatets arbejde i løbet af beretningsåret. Beretningen indeholder desuden resumé af en række konkrete afgørelser fra nævnet til belysning af nævnets praksis ved administrationen af Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i det følgende offererstatningsloven. Det er Erstatningsnævnets håb, at beretningen kan medvirke til at udbrede kendskabet til offererstatningsloven og til, hvordan den administreres. På er denne årsberetning ligesom årsberetningerne for tilgængelig. På hjemmesiden findes i øvrigt en del andet materiale om nævnet. Viborg, den John Lundum Nævnsformand 4

5 2 LOVGRUNDLAGET OG NÆVNETS SAMMENSÆTNING Erstatningsnævnet blev etableret i Nævnet træffer afgørelser vedrørende ansøgninger om erstatning i henhold til offererstatningsloven, nu lovbekendtgørelse nr af med senere ændringer. Erstatningsnævnet har haft følgende sammensætning i 2017: Landsdommer Sanne Kolmos (formand) frem til den Landsdommer John Lundum (formand) fra den Landsdommer Anne Thalbitzer (næstformand) Landsdommer Elisabeth Mejnertz (næstformand) fra den Ankechef i Ankestyrelsen Merete Pantmann (efter indstilling fra social- og integrationsministeren, nu børne- og socialministeren) Ankechef i Ankestyrelsen Lisbet Jensen (efter indstilling fra social- og integrationsministeren, nu børne- og socialministeren) Ankechef i Ankestyrelsen Erling Brandstrup (efter indstilling fra børne- og socialministeren) fra den Advokat Christina Steen (efter indstilling fra Advokatrådet) Advokat Peter Trudsø (efter indstilling fra Advokatrådet) frem til den Advokat Sysette Vinding Kruse (efter indstilling fra Advokatrådet) fra den Advokat Malou Ehmer (efter indstilling fra Advokatrådet) fra den Advokat Charlotte Løfberg (efter indstilling fra Advokatrådet) fra den som suppleant for advokat Malou Ehmer Landsdommer Dorte Jensen er stedfortræder for landsdommer John Lundum, landsdommer Peter Buhl er stedfortræder for landsdommer Anne Thalbitzer, og landsdommer Michael Ellehauge er stedfortræder for landsdommer Elisabeth Mejnertz. Ankechef i Ankestyrelsen Lise Gry Beder er stedfortræder for ankechef Merete Pantmann, chefkonsulent i Ankestyrelsen Niels-Henrik Dam har været stedfortræder for ankechef Lisbet Jensen og ankechef Lone Lidforss Reuter Strömgren er stedfortræder for ankechef Erling Brandstrup. Endelig er advokat Anders Munk Zacho stedfortræder for advokat Christina Steen, advokat Mads Krøger Pramming er stedfortræder for Sysette Vinding Kruse, advokat Charlotte Løfberg er stedfortræder for Malou Ehmer, og advokat Karen-Margrethe Schebye har været stedfortræder for advokat Peter Trudsø. Nævnet har i 2017 afholdt 9 møder, hvorunder der er behandlet omkring 110 sager. Nævnets medlemmer har herudover modtaget ca. 324 sager i cirkulation, jf. afsnit 3 nedenfor. 3 SEKRETARIATET OG SEKRETARIATETS ARBEJDE Civilstyrelsen, der er en styrelse under Justitsministeriet, yder sekretariatsbistand til Erstatningsnævnet. 5

6 Erstatningsnævnets sekretariat sørger for sagernes forberedelse, herunder i fornødent omfang udarbejdelse af et resumé af sagen og en indstilling til nævnet om sagens afgørelse. Når en sagsbehandler har udarbejdet en indstilling, forelægges sagen som oftest for en overreferent, som kan være sekretariatschefen, souschefen, en specialkonsulent eller en erfaren fuldmægtig. Herefter vurderes sagen af nævnet enten ved cirkulation af resuméet og indstillingen blandt nævnets medlemmer eller på et møde. I henhold til forretningsordenen kan visse sagstyper afgøres af formandskabet alene uden forelæggelse for nævn. En række sager kan desuden afgøres af sekretariatet alene uden forelæggelse for formandskabet eller nævnet. Hovedparten af nævnets sager afgøres enten på sekretariatskompetence uden forelæggelse for nævn eller formand eller på formandskompetence uden forelæggelse for nævn. Som led i processen med udflytningen af Civilstyrelsen fra København til Viborg har sekretariatet i første halvdel af 2017 fortsat haft medarbejdere både i de nye lokaler på Toldboden i Viborg og de hidtidige lokaler i Adelgade i København 1. I denne del af året har der fortsat været rejseaktivitet for såvel medarbejdere som ledelse, som på skift har været i henholdsvis Adelgade og på Toldboden i forbindelse med både oplæring af nye medarbejdere og ledelsesmæssige opgaver. Sekretariatet har til og med oktober 2017 været ledet af Christian Højgaard. Pr overtog daværende souschef Louise Ingerslev Andersen stillingen som sekretariatschef. Daværende specialkonsulent Jeanett Palmann Jensen blev ligeledes pr udnævnt til souschef. Sekretariatet har i 2017 været bemandet med 11 fuldmægtige og en specialkonsulent, hvoraf en fuldmægtig har udgjort en midlertidig opnormering. I løbet af beretningsåret er der i sekretariatet startet 11 nye fuldmægtige, mens der er fratrådt 13 fuldmægtige (hvoraf to har været udlånt fra Justitsministeriets departement), en specialkonsulent, en souschef (efter dobbelt bemanding med udgangspunkt i Adelgade og på Toldboden) og en sekretariatschef. Da Erstatningsnævnets sekretariat organisatorisk udgør en enhed under Civilstyrelsen, har sekretariatet ikke nogen særskilt bevilling. Oplysninger om Erstatningsnævnets økonomiske forhold i 2017 skal derfor søges i Civilstyrelsens årsrapport for dette år. Overtandlæge, lic. odont. Troels B. Folkmar, Aarhus Universitetshospital, og overtandlæge Birgitte Sindrup fra Slagelse Kommunale Tandpleje har været tilknyttet nævnet som tandlægekonsulenter. Herudover har nævnet indgået aftaler med speciallæge i neurologi (overlæge Claus Madsen, Odense Universitetshospital) om konsulentbistand i konkrete sager, hvor nævnet har behov for en lægelig vurdering af for eksempel årsagssammenhængen mellem ansøgers tilskadekomst ved en straffelovsovertrædelse og ansøgers helbredstilstand. 1 Civilstyrelsen har fra den været samlet i Viborg. 6

7 4 TALMÆSSIGE OPLYSNINGER VEDRØRENDE 2017 Erstatningsnævnet har i 2017 modtaget i alt nye sager (nye ansøgninger) mod nye sager i 2016 og nye sager i Tabellen nedenfor viser udviklingen i antallet af nye sager i årene : Modtagne ansøgninger Erstatningsnævnet kan i den forbindelse mere generelt oplyse, at når nævnet modtager en ansøgning om erstatning fra et offer, opretter nævnet en konkret sag vedrørende den pågældende ansøgning. Nævnet behandler herefter den fremsendte ansøgning og tager stilling til de krav, der er indeholdt i ansøgningen, herunder om der skal ske en hel eller delvis tilkendelse af det ansøgte, om der skal tilvejebringes yderligere dokumentation, eller om der skal gives afslag på erstatning. Når nævnet har truffet endelig afgørelse vedrørende de fremsendte krav, afsluttes sagen i nævnet. Såfremt offeret efterfølgende vender tilbage i sagen med nye krav, åbner nævnet sagen på ny og træffer en ny afgørelse. Dette kan i de alvorligere sager gentage sig adskillige gange. Om nye sagsgange, se nedenfor. I 2017 traf Erstatningsnævnet i alt afgørelser mod afgørelser i Opgørelsen over antallet af afgørelser er baseret på antallet af udgående breve, der statistisk er registreret som en afgørelse. De enkelte registrerede afgørelser indeholder imidlertid ofte afgørelser vedrørende flere forskellige krav, herunder krav, der kan være fremsat på forskellige tidspunkter. En afgørelse kan således f.eks. bestå af tilkendelse af erstatning for udgifter til transport hjem fra sygehuset på skadesdagen, anmodning om dokumentation for sygeperiode til brug for vurdering af et fremsat krav om godtgørelse for svie og smerte, anmodning om dokumentation for et fremsat krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og et (foreløbigt) afslag på erstatning for ødelagt tøj (henvisning til forsikring). Nævnet har i 2017 tilkendt erstatning og godtgørelse med i alt ca. 91,6 mio. kr. ekskl. renter. Hertil kommer gebyrer til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, honorarer for lægeerklæringer mv. med i alt ca. 2 mio. kr. Tilsammen ca. 93,6 mio. kr. Som bilag 2 til årsberetningen er vedhæftet en oversigt, der viser fordelingen af de tilkendte erstatninger mv. fra staten i 2017 fordelt på de enkelte erstatningsposter. I 2016 tilkendte nævnet ca. 116,9 mio. kr. i erstatning og godtgørelse. Hertil kom gebyrer, honorarer mv., i alt ca. 2,5 mio. kr., og dermed en samlet udbetaling på ca. 119,4 mio. kr. 7

8 Erstatningsbeløbene udbetales ikke direkte fra Erstatningsnævnet, men udbetales efter nævnets anvisning af politiet det sted, hvor straffelovsovertrædelsen blev anmeldt. Det er endvidere politiet, der efterfølgende, i det omfang det er muligt, inddriver de udbetalte erstatninger hos gerningsmanden. Erstatningsnævnet har ikke adgang til oplysninger om, i hvilket omfang det i medfør af offererstatningslovens 17 lykkes at inddrive de tilkendte erstatninger fra skadevolderne. Der henvises i den forbindelse til årsberetningen for 2011, pkt. 4. Sagsbehandlingstid Der har i 2017 som i tidligere år kunnet konstateres en stigning i både den generelle sagsbehandlingstid og i antallet af verserende sager til behandling ved Erstatningsnævnet. Nævnet har i beretningsåret løbende iværksat en række tiltag med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden. Som eksempel kan nævnes, at nævn og sekretariat har indført en øget mulighed for intern mundtlig forlæggelse af sagerne og en mere fleksibel proces i samarbejdet mellem sekretariat, formandskab og nævn. Et andet eksempel er, at medarbejderne i sekretariatet fra sommeren 2017 er yderligere opdelt i mindre grupper, der behandler afgrænsede sagstyper. Dette giver en god synergieffekt i sagsbehandlingen, en højere faglighed og en bedre mulighed for at samle flere sagsskridt hos den enkelte sagsbehandler. I foråret 2018 er der af Civilstyrelsen og Justitsministeriet igangsat dels et bunkebekæmpelsesprojekt, hvorved sekretariatet er tilført yderligere ressourcer, og dels en analyse af offererstatningssager. Disse initiativer forventes på sigt at medføre en markant nedbringelse af sagsbehandlingstiden i nævnet. Nye sagsgange Nævnet har fra sommeren 2017 haft fokus på, at der både i nye sager og ved genoptagelsesanmodninger foretages en øget screening og derved en grundigere indledende vurdering af, om der kan træffes (del-)afgørelse på det foreliggende grundlag. Som det fremgår nedenfor, blev der i 2017 i 50 % af nævnets førstegangsafgørelser truffet afgørelse inden for 42 dage. I forhold til genoptagelsesanmodninger har nævnet ændret sagsgangen, således at nævnet så vidt muligt umiddelbart efter modtagelsen af anmodningen foretager en vurdering af, om anmodningen og de heri indeholdte oplysninger giver anledning til at genoptage sagen. Hvis nævnet vurderer, at der er grundlag for at genoptage sagen, tager nævnet samtidig stilling til, om nævnet kan træffe afgørelse i sagen på baggrund af de indkomne oplysninger. I tilfælde af, at sagen genoptages, uden at der samtidig træffes materiel afgørelse, orienteres ansøgeren om, at sagen er genoptaget, og om den forventede sagsbehandlingstid. 8

9 Nævnet har i foråret 2018 ændret sagsgangen yderligere, således at nævnet i tilfælde, hvor der i anledning af en ansøgning er behov for yderligere dokumentation, som udgangspunkt giver ansøgeren en frist for indsendelse af de pågældende oplysninger. Nævnet oplyser samtidig ansøgeren om, at nævnet, hvis nævnet ikke modtager de omhandlede oplysninger, efter fristens udløb vil træffe afgørelse på baggrund af de foreliggende oplysninger jf. offererstatningslovens 14. Derved afsluttes sagen ikke men forbliver åben med en erindring hos den pågældende sagsbehandler, og sagen eller den del af sagen, som vedrører den udbedte dokumentation, afgøres efter fristens udløb. 5 OPFYLDELSE AF RESULTATMÅLENE FOR 2017 I Civilstyrelsens mål- og resultatplan for 2017 indgår følgende mål for behandlingen af sager om offererstatning: Der træffes afgørelser i offererstatningssagerne. Der træffes 1. afgørelse i halvdelen af sagerne om offererstatning inden for 50 dage. Kun det ene af disse mål blev opfyldt i 2017, idet der blev truffet afgørelser, og der blev i halvdelen af sagerne truffet første afgørelse inden for 42 dage. 6 HVAD BETALER NÆVNET ERSTATNING FOR? Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af overtrædelser af straffeloven og overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning 2, for visse afgrænsede personlige ejendele, der er blevet skadet, samt for mindre kontantbeløb, som mistes i forbindelse med personskade opstået ved en straffelovsovertrædelse. Nævnet betaler ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre straffelovsovertrædelsen er begået af en person, der er omfattet af den personkreds, der er nævnt i offererstatningslovens 3, som hovedsageligt omfatter personer, der er tvangsanbragt i institutioner under Kriminalforsorgen. Nævnet betaler ikke erstatning i forbindelse 2 I medfør af lov nr. 112 af omfatter offererstatningsloven også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112 af Lovændringen trådte i kraft den Hvor der i det følgende henvises til offererstatningslovens betingelse om, at der skal være tale om en overtrædelse af straffeloven eller af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, vil der for overskuelighedens skyld alene blive henvist til straffeloven, medmindre det konkret er relevant at sondre mellem straffeloven og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Det ændrer selvsagt ikke på, at overtrædelse af begge love i samme omfang kan berettige til erstatning og godtgørelse. 9

10 med færdselsforseelser, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædelser, der ikke er omfattet af straffeloven. I det omfang ansøgerens krav betales af skadevolderen eller arbejdsskadesikringen, betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger direkte af bestemmelserne i offererstatningslovens 7, stk. 1, arbejdsskadesikringslovens 77 og erstatningsansvarslovens 30. Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks. helbredelsesudgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning, hvis disse udgifter dækkes af ansøgerens forsikringsselskab eller andre, jf. herved offererstatningslovens 7, stk. 1. I øvrigt betaler nævnet erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det betyder blandt andet, at erstatningen udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, og at nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den bortfalde, hvis ansøgeren har udvist egen skyld, der berettiger til det. Se pkt om nævnets praksis i sager om nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko. 7 KONKRETE AFGØRELSER FRA NÆVNET 7.1 INDLEDNING I det følgende fremgår generelle bemærkninger om nævnets praksis samt referater af afgørelser, som nævnet har fundet af mere almen eller principiel betydning. Som påpeget i tidligere årsberetninger kan der ved en sådan gennemgang af udvalgte sager ikke være tale om noget repræsentativt udsnit af de flere tusinde sager, som nævnet har truffet afgørelse i For yderligere belysning af reglerne i offererstatningsloven og af Erstatningsnævnets praksis kan der f.eks. henvises til nævnets tidligere årsberetninger, der for så vidt angår beretningerne for findes på nævnets hjemmeside, samt til Offererstatningsloven med kommentarer, 1. udg., 2005, af Gerd Sinding og Michael Lerche. 7.2 OFFERERSTATNINGSLOVENS 1 LOVENS OMRÅDE Nævnets stillingtagen til om skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven Hvis det ved dom er fastslået, at tilskadekomsten er sket ved en straffelovsovertrædelse, lægger nævnet selvsagt dette til grund. Hvis det ikke er afgjort ved dom, om skaden er sket som følge af en straffelovsovertrædelse, foretager nævnet en selvstændig vurdering af, hvorvidt den anmeldte hændelse falder inden for straffelovens område, både for så vidt angår det objektive gerningsindhold og den subjektive tilregnelse. Der er tale om en konkret vurdering i den enkelte sag under inddragelse af alle sagens oplysninger, herunder f.eks. vidneafhøringer, gerningsstedsundersøgelser, videooptagelser, lægelige undersøgelser og tekni- 10

11 ske beviser mv., der er tilvejebragt gennem politiets efterforskning, samt eventuelle nye oplysninger, som kommer frem under nævnsbehandlingen. Nævnet er ikke bundet af politiets og anklagemyndighedens vurdering af, om der kan antages at være begået et strafbart forhold mod ansøger, men vurderingen fra politi og anklagemyndighed vil normalt være vejledende for nævnet. Hvis nævnet i forbindelse med sin vurdering af, om der foreligger en overtrædelse af straffeloven, ikke finder sagen tilstrækkeligt oplyst gennem politiets efterforskning, har nævnet undtagelsesvis mulighed for at bede politiet om at foretage yderligere afhøringer af vidner mv. eller at gennemføre undersøgelser af gerningsstedet mv. Dette fremgår blandt andet af pkt. 7 i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr af til politiet og anklagemyndigheden om indsendelse af sager til Erstatningsnævnet. Nævnet har endvidere i flere tilfælde fra politiet indhentet videooptagelser og lignende fra tilskadekomsten for selvstændigt at vurdere, om ansøgeren har været udsat for en straffelovsovertrædelse. Som omtalt i pkt. 6 omfatter offererstatningsloven pr i medfør af lovens 1 også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112 af Der henvises herom til årsberetningen for 2013, pkt Vedrørende plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden henvises til pkt Personskade Nævnet kan kun tilkende erstatning og godtgørelse, hvis ansøger har lidt personskade ved straffelovsovertrædelsen Direkte og indirekte skadelidte Nævnet betaler som udgangspunkt kun erstatning til ansøgere, der er direkte forurettede ved en straffelovsovertrædelse. Det vil sige, at man ikke kan få erstatning, hvis man blot har været vidne til en straffelovsovertrædelse. Man kan imidlertid have været så tæt på begivenhedernes centrum, at man som indirekte skadelidt alligevel er erstatningsberettiget. Der henvises for nærmere herom blandt andet til årsberetningen for 2003, pkt , årsberetningen for 2006, pkt , årsberetningen for 2008, pkt , årsberetningen for 2014, pkt og årsberetningen for 2016, pkt Fra nævnets praksis i 2017 kan nævnes: N.j.nr Ansøger arbejdede på et apotek, der i åbningstiden blev udsat for et røveri, idet to røvere iført maskering gik ind på apoteket og truede sig til at tage kassebeholdningen med udtalelser som hvor er kassen og giv mig pengene eller lignende udtalelser. Ansøger forklarede til politiet, at hun stod ved et bord i det sydøstlige hjørne bag 11

12 kasseskrankerne. Apoteket havde netop modtaget byttepenge, der blev lagt i det bord, som ansøger stod ved. Ansøger stod med ryggen til kasseskranken, da hun bemærkede en mand, som kom op bag hende. Hun observerede to røvere, der bar på henholdsvis en hardballpistol og en peberspray. Ansøgeren blev ikke personligt truet af røverne, men den ene røver, som havde en peberspray i hånden, stod tæt på hende ved bordet under røveriet. Ansøger var således ikke direkte forurettet i forbindelse med røveriet, men henset til omstændighederne omkring røveriet fandt nævnet, at ansøger havde været så tæt på begivenhedernes centrum, at forholdet ansås for omfattet af offererstatningsloven. Spørgsmålet om erstatning til indirekte skadelidte opstår blandt andet i sager om nærtpårørendes, herunder navnlig forældres, adgang til erstatning og godtgørelse som følge af psykiske følger, de pådrager sig i forbindelse med drab på deres børn. Nævnet kan vedrørende dette emne henvise til nævnets årsberetning for 2014, pkt Nævnet har i 2017 i flere sager haft anledning til at tage stilling hertil, og i den forbindelse kan nævnes følgende sag: N.j.nr Ansøger søgte om blandt andet efterladtegodtgørelse efter erstatningsansvarslovens 26 a og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i anledning af, at ansøgers eksmand havde dræbt deres fælles 8-årige datter. Nævnet besluttede at tilkende ansøgeren kr. i efterladtegodtgørelse. Nævnet lagde vægt på oplysningerne om de omstændigheder, hvorunder ansøgerens datter var blevet dræbt, og på, at der tilsyneladende lå et hævnmotiv bag drabet. Vedrørende ansøgningen om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste meddelte nævnet, at det ikke var udelukket, at der kunne blive tale om, at ansøger var berettiget til erstatning herfor, uanset at ansøger ikke overværede drabet eller umiddelbart efter kom til stedet, men efterfølgende blev underrettet om drabet. Nævnet anførte dog, at det skulle dokumenteres, at ansøger var blevet påført en egentlig psykisk lidelse som følge af drabet, som rakte ud over sorg og savn. Nævnet henviste i den forbindelse til U H samt U H. I den konkrete sag fandtes det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren havde pådraget sig en sådan lidelse. Sagen er også omtalt under pkt om godtgørelse til efterladte Årsagssammenhæng og påregnelighed For at kunne få erstatning efter offererstatningsloven skal der i overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige regler være årsagssammenhæng mellem den begåede straffelovsovertrædelse og skaden, ligesom skaden skal være en påregnelig følge af straffelovsovertrædelsen. Der henvises herom blandt andet til årsberetningen 12

13 for 2006, pkt , årsberetningen for 2013, pkt , og årsberetningen for 2014, pkt Straffelovsovertrædelser begået i udlandet Efter offererstatningslovens 1, stk. 3, 1. pkt., betaler staten kun i særlige tilfælde erstatning for skader, der er sket uden for Danmark, og kun, hvis ansøger har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en dansk udenrigsrepræsentation. Efter forarbejderne tager bestemmelsen navnlig sigte på tilfælde, hvor der er dansk jurisdiktion efter blandt andet straffelovens 6, nr. 2 og 3. Fra nævnets praksis i 2017 kan nævnes følgende sag: N.j.nr Ansøger, der var dansk statsborger, rejste på en mindre båd i det Caribiske Hav med 5 andre danskere. Besætningen bestod af ansøger, en ven til ansøger, 3 unge personer og en kaptajn. Alle udover kaptajnen havde betalt for deltagelse på turen, som varede ca. en måneds tid, og alle indgik i besætningen og havde gøremål og pligter om bord. En aften, mens båden var i havn på en ø i det Caribiske Hav, opstod der et skænderi mellem ansøger og kaptajnen, og kaptajnen tildelte ansøger et ukendt antal slag og spark med skader til følge. Kaptajnen blev senere dømt ved en dansk domstol for overtrædelse af straffelovens 244. Hændelsen skete på et uregistreret fartøj, der i det omfang, det førte flag, anvendte dansk flag. Skibet havde i de sidste 5 år hovedsageligt sejlet i Danmark udelukkende med danskere, og skibet var ejet af et selskab, hvor skibets danske kaptajn var direktør. Af disse årsager fandt retten, at skibet, uanset at det var ejet af et firma hjemmehørende i Belize, var et dansk fartøj og, at hændelsen var omfattet af dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens 6, nr. 2. Erstatningsnævnet fandt på denne baggrund, at hændelsen var omfattet af OEL 1, stk. 3. Herudover anvendes bestemmelsen efter praksis hovedsageligt i tilfælde, hvor en person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark overfalder en anden person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark. I sådanne tilfælde ydes erstatning dog kun, når skaden opstår i et lukket dansk miljø, f.eks. i forbindelse med en skolerejse. Fra nævnets praksis i 2017 kan nævnes følgende sag: N.j.nr Ansøger blev under en skitur i Østrig med sin efterskole tildelt en skalle af en skolekammerat. Episoden fandt sted på et hotelværelse, hvor alene klassekammerater fra samme efterskole opholdt sig. Ansøger blev tilset på en skadestue i Østrig samme dag, ligesom ansøger anmeldte forholdet til dansk politi 9 dage efter hændelsen. Skadevolder erkendte forholdet over for politiet, der efter endt efterforskning 13

14 henlagde sagen under henvisning til, at skadevolder var under den kriminelle lavalder. Erstatningsnævnet tilkendte ansøgeren godtgørelse for svie og smerte svarende til 15 dage. Efter offererstatningslovens 1, stk. 3, 2. pkt., kan erstatning endvidere betales til ansøgere, der har bopæl i Danmark, og som kommer til skade i forbindelse med deres erhvervsudøvelse i udlandet. Bestemmelsen er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Hvis en tilskadekomst i udlandet kan anses som en arbejdsskade, kan skaderne i visse tilfælde være omfattet af bekendtgørelse nr. 853 af om arbejdsskadesikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet. For yderligere eksempler på nævnets praksis for tilkendelse af erstatning efter offererstatningslovens 1, stk. 3, henvises til nævnets årsberetning for 2009, pkt og til årsberetningen for 2016, pkt Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger Foruden straffelovsovertrædelser giver offererstatningslovens 1, stk. 1, 2. pkt., også mulighed for erstatning og godtgørelse for personskade, der sker i forbindelse med 1) hjælp til politiet under anholdelse, 2) handlinger, der foretages med henblik på lovlig privat anholdelse, og 3) handlinger, der foretages med henblik på forhindring af strafbare handlinger. Der henvises herom blandt andet til årsberetningen for 2012, pkt Tingsskade og formueskade Efter offererstatningsloven ydes der som anført under pkt som udgangspunkt alene erstatning og godtgørelse i anledning af personskade. I offererstatningslovens 1, stk. 2, er der imidlertid givet den skadelidte mulighed for som tillægserstatning at få erstatning for tøj og andre sædvanlige personlige ejendele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden skete. For eksempler på nævnets praksis om forståelsen af sædvanlig og personlig ejendel henvises til nævnets årsberetning for 2015, pkt og årsberetning for 2016, pkt Nævnet kan endvidere henvise til årsberetningen for 2007, pkt , hvor en gennemgang af nævnets praksis vedrørende niveauet for erstatning for dyrere personlige ejendele findes. Afsnittet indeholder endvidere omtale af praksis for erstatning for udgifter til nye briller. Nævnet kan endvidere henvise til årsberetningen for 2013, hvoraf det fremgår, at nævnet i 2013 forhøjede det maksimale erstatningsbeløb for personlige ejendele til kr. mod tidligere kr. 14

15 Bestemmelsen i offererstatningslovens 3 giver endvidere hjemmel til at yde erstatning for tingsskade ud over de i 1, stk. 2, nævnte tilfælde, såfremt skadevolderen er omfattet af den særlige personkreds i 3 (bl.a. personer, der er tvangsanbragt på institution under Kriminalforsorgen), som det offentlige menes at have et særligt ansvar for. Bestemmelsen i offererstatningslovens 3 muliggør også erstatning til juridiske personer, f.eks. anparts- og aktieselskaber, men ikke erstatning til offentlige myndigheder eller institutioner, jf. lovens 5. Erstatningen i henhold til offererstatningslovens 1, stk. 2, og 3 omfatter kun egentlig tingsskade. Formueskade opstået ved for eksempel bedrageri, underslæb, afpresning eller anden straffelovsforbrydelse kan derimod ikke erstattes i medfør af offererstatningsloven, jf. herved forarbejderne til offererstatningsloven, betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 33, 1. sp. Nævnet erstatter heller ikke tab for f.eks. mistet rejse eller mistet ferie. Se i den forbindelse årsberetningen for 2014, pkt OFFERERSTATNINGSLOVENS 6 A ALMINDELIGE ERSTATNINGSRET- LIGE REGLER Nedsættelse eller bortfald på grund af egen skyld eller accept af risiko Efter offererstatningslovens 6 a finder dansk rets almindelige erstatningsretlige regler tilsvarende anvendelse, herunder reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade. Fra nævnets praksis kan i den forbindelse nævnes følgende sager fra 2017: N.j.nr Ansøger mødtes efter aftale med skadevolder i en sexbio. Forinden havde ansøger og skadevolder korresponderet om, hvad de skulle foretage sig af seksuelle aktiviteter. Under samværet i sexbioen indførte skadevolder henholdsvis sin arm og en dildo i ansøgers endetarm hvilket medførte, at ansøger fik læsion på sin endetarm. Ansøger blev nogle dage senere indlagt på sygehuset, hvor han var i potentiel livsfare. Under straffesagen lagde retten til grund, at skadevolder og ansøger i fællesskab havde indført skadevolderens arm og dildo i ansøgerens endetarm, og at de seksuelle aktiviteter ikke lå ud over, hvad ansøger forud for mødet havde samtykket til. Retten fandt det endvidere ikke bevist, at det under mødet i sexbioen gik op for skadevolder, at ansøger var kommet til skade. Retten fandt skadevolder skyldig i overtrædelse af straffelovens 249. Efterfølgende søgte ansøger Erstatningsnævnet om godtgørelse for svie og smerte samt godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens

16 Erstatningsnævnet besluttede at nedsætte ansøgerens godtgørelse for svie og smerte med 1/2 på grund af udvist egen skyld. Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde samtykket til de seksuelle aktiviteter, at ansøger selv havde medvirket til at føre skadevolders arm mv. op i endetarmen, og at ansøger på lige fod med skadevolder måtte have været klar over de risici, som var forbundet med de seksuelle aktiviteter. Nævnet besluttede endvidere at afslå ansøgers krav om godtgørelse efter erstatningsansvarsloven 26. Sagen er også omtalt under pkt om godtgørelse for tort. N.j.nr / og Sagerne omfattede i alt fem forurettede, hvoraf tre var afgået ved døden, og to havde pådraget sig svære ansigtsskader i forbindelse med affyring af ulovlige luftbomber (krysantemum). Tilskadekomsterne fandt sted samme aften, men ved to forskellige affyringer, der var uden indbyrdes sammenhæng udover, at luftbomberne var erhvervet hos samme person. Den person, der havde overdraget luftbomberne, var af retten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens 241, 1. pkt.. De to skadelidte, der havde pådraget sig svære skader, og en række pårørende til de afdøde personer søgte nævnet om erstatning, og kravene angik blandt andet forsørgertabserstatning, begravelsesudgifter, efterladtegodtgørelse og varigt mén. Nævnet nedsatte de erstatninger, der relaterede sig til fire af de forurettede med 2/3, og i forhold til den sidste forurettede nedsatte nævnet erstatningen med 1/3 under henvisning til offererstatningsloven 6 a. For så vidt angår de ansøgninger, hvor erstatning og godtgørelse blev nedsat med 2/3, lagde nævnet vægt på, at de afdøde samt de tilskadekomne havde udvist meget stor grad af egen skyld ved hændelsen. Nævnet lagde vægt på, at de alle måtte have været vidende om, at der blev affyret en farlig luftbombe, at det ikke var fejl ved luftbomberne, men derimod håndteringen og affyringerne heraf, der forårsagede ulykkerne, og at der ikke var truffet særlige sikkerhedsforanstaltninger ved affyringerne. Nævnet vurderede således, at de involverede havde udsat sig selv for en meget høj grad af risiko. For en ansøger, der havde pådraget sig svære skader, blev erstatningen nedsat med 1/3. Denne ansøger havde ikke været med til at købe luftbomben eller deltaget i forberedelsen til affyringen heraf. Ansøgeren vidste endvidere ikke, at luftbomben var medbragt den pågældende aften før umiddelbart forinden affyringen. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren var klar over, at der var tale om en ulovlig luftbombe, at han desuagtet befandt sig i nærheden i forbindelse med affyringen heraf, og at han i den forbindelse ikke traf særlige sikkerhedsforanstaltninger, men derimod stod tæt på affyringsstedet og lyste med sin mobiltelefon, så den ulovlige luftbombe kunne antændes. 16

17 Nævnet bemærkede i forhold til nedsættelse af erstatning for begravelsesudgifter afholdt af de pårørende, at det er fast antaget i retspraksis, at afdødes egen skyld også bevirker nedsættelse eller bortfald af de efterladtes krav på erstatning og henviste herved til Lærebog i erstatningsret af Bo von Eyben og Helle Isager, 8. udgave, kapitel 15, afsnit 4.4., side Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt Bestemmelsen i offererstatningslovens 6 a indebærer endvidere, at den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt finder tilsvarende anvendelse i erstatningssager i henhold til offererstatningsloven. Tabsbegrænsningspligten indebærer, at den, der har lidt skade som følge af en andens ansvarspådragende adfærd, har pligt til så vidt muligt at begrænse sit tab som følge af skaden. 7.4 OFFERERSTATNINGSLOVENS 7 DÆKNING FRA ANDEN SIDE Efter offererstatningslovens 7, stk. 1, betaler nævnet ikke erstatning, hvis ansøgers skade godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning. Det følger af Erstatningsnævnets forretningsordens 10, stk. 1, 2. pkt., at nævnet ikke træffer afgørelse, førend det er konstateret, om skaden dækkes fra anden side, jf. offererstatningslovens 7. Det betyder, at nævnet som udgangspunkt, hvis den oplyste skadevolder er under 14 år, eller der er oplysninger, som giver anledning til at formode, at skadevolder har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, vil henvise skadelidte til at rette henvendelse til skadevolders eventuelle ansvarsforsikringsselskab. Dette skyldes den særlige bestemmelse i forsikringsaftalelovens 19. Efter denne bestemmelse fraviges det forsikringsretlige udgangspunkt om, at skader, som den forsikrede skadevolder selv har fremkaldt ved forsæt, ikke dækkes, i tilfælde hvor den sikrede var under 14 år eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt. Persongruppen omfatter således personer, der er omfattet af straffelovens 16, stk. 1 og 2, samt i et mindre omfang også personer, der er omfattet af straffelovens 69, jf. U Ø. Børn under 14 år vil ofte være dækket af forældrenes ansvarsforsikring, ligesom en del voksne institutionsanbragte eller sindslidende vil være dækket af en ansvarsforsikring. Hvis det efterfølgende må lægges til grund, at skadevolderen ikke var omfattet af en forsikring, tages sagen efter ansøgning på ny under behandling i nævnet. Nævnet betaler endvidere ikke erstatning, hvis skaden er en arbejdsskade og dækkes af arbejdsgiverens lovpligtige forsikring, jf. herved arbejdsskadesikringslovens 77 og erstatningsansvarslovens 30, hvoraf fremgår, at Ydelser i henhold til loven [arbejdsskadesikringsloven] kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevol- 17

18 der, der har pådraget sig erstatningspligt over for skadelidte eller dennes efterladte. Skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, forsikringsselskabet har betalt eller er pligtig at betale erstatning til de pågældende efter denne lov. Endelig betaler nævnet ikke erstatning, hvis skaden er forvoldt af en udlænding, der på gerningstidspunktet var omfattet af bekendtgørelse nr. 384 af om statens hæftelsesansvar for skader, som udlændinge, der opholder sig her i landet og er omfattet af udlændingelovens 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, forvolder på andre eller andres ejendele. Nævnet vil derfor i disse sager henvise skadelidte til at rette henvendelse til Udlændingestyrelsen. Hvis Udlændingestyrelsen herefter træffer afgørelse om, at skadevolderen på gerningstidspunktet ikke var omfattet af bekendtgørelse nr. 384 af , tages sagen efter ansøgning på ny under behandling i nævnet. 7.5 OFFERERSTATNINGSLOVENS 10 POLITIANMELDELSE MV For sen eller manglende politianmeldelse Efter offererstatningslovens 10 er det som udgangspunkt en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer. Ved anmeldelse forstås en anmodning til politiet om at efterforske en sag. I mere alvorlige sager vil det sjældent være nødvendigt at fremsætte en udtrykkelig anmodning om efterforskning, men i mindre alvorlige sager vil det derimod som regel være nødvendigt. Den omstændighed, at politiet har været til stede og måske også har talt med den forurettede, vil dermed ikke altid være tilstrækkeligt til at anse forbrydelsen for anmeldt. Der er mulighed for at dispensere fra anmeldelsesfristen, såfremt forholdene taler for det, jf. offererstatningslovens 10, stk. 2 (nu stk. 3). Som følge heraf ser Erstatningsnævnet f.eks. stort set altid bort fra kravet om anmeldelse inden 72 timer, hvis det på trods af den sene anmeldelse lykkes at pågribe og retsforfølge skadevolderen. Der kan også i andre situationer være grundlag for at dispensere fra kravet om politianmeldelse inden 72 timer. Der kan for eksempler, hvor nævnet har dispenseret, henvises til nævnets årsberetning for 2016, pkt Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder, jf. betænkning 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 37, 2. sp., ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold, nu inden 72 timer. Vedrørende plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden henvises til pkt

19 Ved lov nr. 140 af lov nr. 140 af er fristen i offererstatningslovens 10 ophævet i forhold til sager om voldtægt ( 216), incest ( 210), alvorligere sædelighedsforbrydelser over for børn ( , stk. 1, og 225, jf ) samt visse sædelighedsforbrydelser begået over for en person under 18 år ( og 225, jf ). Lovændringen vedrører alene 72-timersfristen, og det forudsættes fortsat at være en betingelse, at straffelovsovertrædelsen politianmeldes. Fristen ophæves med virkning for skader forvoldt ved straffelovsovertrædelser begået efter den Manglende medvirken til politiets opklaring af sagen Kravet i offererstatningslovens 10, stk. 1, om politianmeldelse indebærer endvidere, at ansøgeren skal have medvirket efter evne i fornødent omfang til politiets opklaring af sagen. Bevidst fortielse af oplysninger eller lignende modvilje mod at medvirke til sagens opklaring medfører således normalt, at der ikke kan tilkendes erstatning i henhold til offererstatningsloven. Se herom følgende afgørelse: N.j.nr Ansøger, der var taxachauffør, blev under en køretur udsat for vold af to passagerer. Ansøger blev slået en gang på låret og i ansigtet. Ansøger standsede herefter sin vogn og trak den ene skadevolder ud af vognen. Hændelsen blev filmet af vognenes videoovervågning og efterfølgende gennemset af politiet. Politiet vejledte i forbindelse med efterforskningen ansøgeren om muligheden for, at han selv risikerede at blive sigtet og efterfølgende dømt for vold på grund af sin håndtering af den ene skadevolder. Ansøger valgte efter vejledning af sin advokat at trække anmeldelsen tilbage. Nævnet besluttede at meddele ansøgeren afslag efter offererstatningslovens 10, da ansøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang efter evne havde medvirket til politiets opklaring af sagen. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren valgte at trække anmeldelsen tilbage, samt at politiet på denne baggrund besluttede at opgive påtalen i sagen Krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen Efter offererstatningslovens 10, stk. 1, er det tillige en betingelse for at få erstatning fra staten, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning eller taget forbehold herfor i retten: N.j.nr Ansøger blev overfaldet af flere skadevoldere. Ansøger blev i den forbindelse tildelt ét knytnæveslag i ansigtet, flere spark i hovedet og på kroppen samt ét slag i hovedet med en flaske. Én af skadevolderne blev i retten dømt for at have tildelt ansøger et knytnæveslag i 3 Lov om ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. 19

20 ansigtet, ét spark i ansigtet og ét spark på låret. Ansøger blev ved overfaldet påført en lille flænge på højre side af overlæben, et lille sår på venstre kind, flere buler i baghovedet, hjernerystelse samt en defekt plastfyldning i en kindtand. Bistandsadvokaten nedlagde under straffesagen påstand om godtgørelse for svie og smerte i ca. 3 måneder samt erstatning for udgifter til behandling. Bistandsadvokaten tog samtidig forbehold for senere at fremsætte krav om godtgørelse for varigt mén samt erstatning for erhvervsevnetab. Ansøger blev ca. 10 måneder efter dommen sygemeldt på ny, og Erstatningsnævnet modtog i den forbindelse en ansøgning om yderligere godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet besluttede at afslå ansøgningen om yderligere godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under henvisning til, at bistandsadvokaten ikke i forbindelse med straffesagens behandling i retten havde taget forbehold for senere at fremsætte krav herom. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på skadens karakter, at ansøger forud for straffesagen havde været sygemeldt i de første tre måneder og raskmeldt i én måned, og at der allerede på tidspunktet for straffesagen forelå lægelige oplysninger, som indikerede, at ansøger kunne have pådraget sig varig nedsættelse af arbejdsevnen. Nævnet fandt på denne baggrund, at det, da straffesagen blev behandlet i retten, ikke med rimelig grund kunne udelukkes, at der ville opstå yderligere krav om erstatning og godtgørelse som følge fremtidig sygemelding og uarbejdsdygtighed, og at der således ikke var grundlag for i medfør af offererstatningslovens 10, stk. 2, at fravige kravet i samme bestemmelses stk. 1, hvorefter erstatning blandt andet er betinget af, at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning eller tager forbehold herfor. N.j.nr Skadevolder blev dømt for at have revet ansøger i håret samt slået hende i hovedet én gang med flad hånd. Under sagens behandling ved retten nedlagde bistandsadvokaten påstand om godtgørelse for svie og smerte svarende til 3 sygedage samt erstatning for et par sko. Bistandsadvokaten tog endvidere forbehold for senere at fremsætte krav om godtgørelse for varigt mén. Bistandsadvokaten oplyste i den forbindelse, at et varigt mén ikke kunne opgøres allerede under sagens behandling ved retten, da ansøger fortsat gik til psykolog og fysioterapeut. Senere fremsatte ansøger krav om godtgørelse for varigt mén samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og helbredelsesudgifter i form af udgifter til fysioterapeut. Nævnet meddelte ansøger afslag på erstatning for udgifter til fysioterapeut under henvisning til offererstatningslovens 10, stk. 1. Nævnet fandt ikke, at der gjorde sig særlige forhold gældende i forhold til kravet om erstatning for udgifter til fysioterapeut, der gjorde, at nævnet i medfør af offererstatningslovens 10, stk. 2, kunne se bort fra, at der ikke af bistandsadvokaten under sagens behandling i retten var nedlagt påstand om erstatning for udgifter til fysioterapeut eller taget forbehold herfor. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger al- 20

21 lerede under sagens behandling ved retten blev behandlet ved fysioterapeut, og at ansøger derfor allerede på dette tidspunkt indså eller burde have indset, at hun havde eller ville få et krav på erstatning for udgifter til fysioterapi. For så vidt angår ansøgers ansøgning om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab besluttede nævnet sig imidlertid for at dispensere fra kravet i offererstatningslovens 10, stk. 1. Begrundelsen for dispensationen var, at ansøger, henset til skadens karakter, ikke på tidspunktet for sagens behandling i retten havde rimelig grund til at forvente, at der ville opstå et krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Nævnet fandt derfor, at der kunne ses bort fra, at ansøger ikke havde fremsat krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne eller taget forbehold herfor under sagens behandling ved retten. Betingelsen om, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning i retten, gælder, uanset at skadelidte efterfølgende opnår en civil dom om erstatning. Der henvises i den forbindelse til nævnets årsberetning for 2007, pkt , for en gennemgang af nævnets praksis på området. 7.6 OFFERERSTATNINGSLOVENS 1 OG 10 - PLEJEPERSONALES MV. TIL- SKADEKOMST I ARBEJDSTIDEN Plejepersonale, pædagoger, skolelærere og andre personalegrupper med særlige omsorgsfunktioner mv., der kommer til skade, fordi f.eks. en patient eller en elev opfører sig voldsomt, truende eller decideret voldeligt, udgør en særlig tilfældegruppe. Såfremt der foreligger politianmeldelse i en sådan sag, danner politiets efterforskning og eventuelle afgørelse om påtaleundladelse, tiltalefrafald eller tiltale grundlaget for nævnets afgørelse om, hvorvidt der som forudsat i offererstatningslovens 1 har været tale om en straffelovsovertrædelse. I de tilfælde, hvor der er rejst tiltale ved domstolene, følger nævnet naturligvis rettens afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse, ligesom nævnet efter offererstatningslovens 11 a følger rettens eventuelle afgørelse om erstatning. I praksis foretages der imidlertid ofte ikke politianmeldelse i sådanne sager, ligesom ansøgningen om erstatning ofte først indsendes til Erstatningsnævnet lang tid efter, at hændelsen har fundet sted. Erstatningsnævnet vil i så fald ved modtagelsen af en ansøgning om erstatning (i relevant omfang) anmode institutionens ledelse om en udtalelse vedrørende det præcise hændelsesforløb i forbindelse med den pågældende hændelse, samt en redegørelse for, hvorfor hændelsen ikke er politianmeldt. Nævnet vil endvidere indhente sagens akter fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Nævnet vil herefter først og fremmest tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at dispensere fra kravet om (rettidig) anmeldelse til politiet i offererstatningslovens 10, stk. 1, 1. led, og dernæst hvis der er grundlag for at dispensere tage stilling til, om forholdet kan anses for omfattet af offererstatningsloven i medfør af lovens 1, 21