Seminar. Fremtidig forvaltning af strukturfondene: Hvorledes skal ansvaret fordeles? Bruxelles, den 3. og 4. marts 2003

Transkript

1 EUROPA-KOMMISSIONEN GENERALDIREKTORAT REGIONALPOLITIK Planlægning, virkning, koordinering og evaluering Seminar Fremtidig forvaltning af strukturfondene: Hvorledes skal ansvaret fordeles? Bruxelles, den 3. og 4. marts 2003 Medlemsstaterne, regionerne, de lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, de økonomiske interesseorganisationer og Kommissionen har gjort mange fælles erfaringer under den indsats, der siden 1989 er gjort for at fremme udviklingen gennem strukturfondsstøttede offentlige investeringer. Ansvaret for strukturfondsforvaltningen er delt, idet det primært er medlemsstaterne, der har det praktiske ansvar på nationalt og regionalt plan, mens det i sidste instans er Kommissionen, som i medfør af traktatens artikel 274 er eneansvarlig for budgettets gennemførelse og den forsvarlige forvaltning af strukturfondene. Ved reformen i 1999 blev der klart lagt vægt på decentralisering, men til gengæld blev Kommissionens endelige ansvar for kontrollen styrket. Det nuværende system bygger på ensartede regler, der gælder for samtlige medlemsstater. Alligevel viser der sig i praksis forskelle, som skyldes forskellene i de politiske og administrative situationer. Praksis afviger således, selv om reglerne er ens. Ved udvidelsen vil der blive optaget nye medlemsstater, hvis administrative og finansielle strukturer og metoder er meget forskellige fra dem, der findes i de nuværende medlemsstater. Derfor er det nødvendigt med en fordomsfri diskussion om den fremtidige forvaltning af strukturfondene og om ansvarsfordelingen efter

2 RUNDBORDSDRØFTELSE Hvilke erfaringer kan man drage af det nuværende system, der gælder for perioden ? 1. Reformen i 1999 havde til formål at øge decentraliseringen. Har medlemsstaterne reelt fået et større ansvar for programmering, overvågning, forvaltning, evaluering og kontrol? Har medlemsstaterne videredelegeret dette ansvar fra centralforvaltningen til de regionale myndigheder? Har Kommissionen opfyldt Berlin-aftalen om at opnå balance mellem subsidiaritet og øget kontrol? 2. Er den tilstræbte forenkling af strukturfondsforvaltningen blev opnået? Hvis ikke, hvorfor? Skyldes dette de fællesskabsforordninger, der er vedtaget af Rådet, Kommissionens regelsæt, Kommissionens praksis, opsplitningen i flere fonde og instrumenter (fire fonde mv.), reglerne om støtteberettigelse osv.? Skyldes dette nationale og regionale bestemmelser og praksis, som føjer sig til eller udledes af fællesskabsbestemmelserne? Er disse bestemmelser og denne praksis nødvendige? Spørgsmål til overvejelse: Hvilke af det nuværende systems merværdier skal bevares? Hvilke skal fjernes? Hvorledes skal forholdet være mellem procedure og indhold? Skal Kommissionen som garant for fællesskabsinteressen bevare det endelige ansvar i henhold artikel 274, dog under hensyntagen til kravet om øget subsidiaritet, eller skal ansvarsreglerne fortolkes på en anden måde? Skal man gå bort fra det nuværende forvaltningssystem med kontrol af forskriftsmæssigheden til et system med resultatforvaltning og kontrol eller indføre en kombination af de to systemer? Skal systemet være ensartet eller differentieret? 2

3 Tema 1 Hvorledes skal ansvaret fordeles mellem Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne? 1. Traktatens artikel 274 giver Kommissionen ansvaret for budgettets gennemførelse i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning (finansforordning). Det praktiske ansvar påhviler medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder, mens Kommissionen har det endelige retlige og økonomiske ansvar. Er Kommissionens endelige ansvar fiktivt eller nødvendigt, er det en garanti for, at de i forordningerne fastlagte procedurer bliver fulgt, og måske også en garanti for de forventede og eventuelt foreskrevne resultater? Hvorledes bedømmer De den merværdi, der er knyttet til dette ansvar i henhold til artikel 274? Hvad skal Kommissionen primært have ansvaret for, hvis fællesskabsinteressen skal bevares eller styrkes? alene budgetgennemførelsen og den forsvarlige økonomiske forvaltning? de resultater, der er knyttet til bevillingerne og den finansielle gennemførelse? 2. Skal medlemsstaterne have et større ansvar end det, de har efter det nuværende system? Hvad skulle begrundelsen for en sådan ændring være set i lyset af de vidt forskellige erfaringer, der er opnået? Forsinkelser i gennemførelsen Vanskeligt eller bureaukratisk partnerskab med Kommissionen Kommissionens anvendelse og kontrol af fællesskabsreglerne Store kvalitetsforskelle i medlemsstaternes forvaltning, som eventuelt bevirker, at medlemsstagerne ikke opfylder Fællesskabets eller Kommissionens betingelser Hvor skal grænsen gå for en uddelegering af ansvaret til medlemsstaterne, hvis fællesskabsinteressen skal sikres og Kommission skal bevare det endelige ansvar? 3

4 Finansforvaltning og kontrol Strukturstøttens resultater og konsekvenserne for støtten Parnerskab Vilkårene for regnskabsaflæggelsen på nationalt plan og fællesskabsplan. 3. Skal regionerne have et øget ansvar i forhold til såvel medlemsstaterne som Kommissionen? Er medlemsstaterne rede til at uddelgerere yderligere ansvar til de regionale og lokale beslutningstagere for at sikre en forvaltning, der tager større hensyn til de regionale realiteter og behov? Er det i forbindelse med en større uddelegering af ansvar til medlemsstaterne og regionerne reelt nødvendigt at supplere fællesskabslovgivningen med nationale, regionale og eventuelt lokale regler? Skal uddelegeringen af ansvar til regionerne ledsages af en garanti for tilstedeværelsen af den fornødne administrative forvaltningskapacitet? 4. Bør ansvarsfordelingen mellem Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne være smidigere og alt efter omstændighederne nedfældes i treparts- eller topartsaftaler for at tage hensyn til de særlige nationale og regionale forhold? Partnernes forpligtelser Indhold af de aktioner, der skal finansieres Udgiftskontrol. 4

5 Tema 2 Ensartet eller differentieret system? 1. Hvad er fordelene og ulemperne ved henholdsvis et ensartet og et differentieret system, såvel nu som i det udvidede EU? (1) Nedenfor er nævnt en række fordele og ulemper ved det nuværende system. Er listen korrekt og udtømmende? Fordele Ligebehandling mellem medlemsstater og regioner Gør det muligt for Kommissionen at påtage sig ansvaret for strukturfondsbudgettet Giver medlemsstaterne ansvaret for strukturfondsimplementeringen Klar ansvarsfordeling mellem Kommissionen og medlemsstaterne Øger medlemsstaternes kapacitet inden for planlægning, finansforvaltning og kontrol, overvågning og evaluering. Ulemper Procedurerne er uforholdsmæssig tunge, hvis der er tale om mindre interventioner Strenge regler for finansforvaltning og kontrol uden hensyntagen til forskelle i national praksis Samtidig implementering af nationale systemer og fællesskabssystemer, hvilket øger kompleksiteten Stort personaleforbrug, hvis Kommissionen skal involveres i samtlige programmer og i alle medlemsstater. (2) Er det her ved overgangen til et udvidet EU med 25/27 medlemsstater muligt at indføre et ensartet forvaltningssystem for strukturfondene? Er det ønskeligt? Hvorfor? 2. Hvad er begrundelsen for at indføre et differentieret system? (1) Hvilke faktorer skal en sådan differentiering bygge på? Er interventionens omfang en afgørende faktor? Hvilken størrelse skal en støtte have for at blive betragtet som stor? (2) Bør differentieringen ske på grundlag af de forskellige strukturfondsmål? Er argumentet herfor det samme som i spørgsmålet om proportionalitet, eller er der andre grunde bortset fra støtteomfang, der gør det nødvendigt at indføre forskellige systemer for de forskellige mål? (3) Strukturfondsforvaltningen kompliceres bl.a. af forskelle mellem de nationale systemer vedrørende: 5

6 Ansvaret og kompetencen på lokalt, regionalt og nationalt plan i forbindelse med planlægning, projektudvælgelse, opfyldelse af additionalitetsprincippet mv. Nationale revisions- og kontrolprocedurer Betalingsstrømme. Er der andre områder, hvor arbejdet kompliceres af, at de nationale systemer er forskellige? Hvorledes kan en differentiering indføres under hensyntagen til, at Kommissionen skal have det endelige ansvar, men samtidig overholde subsidiaritetsprincippet? Bør differentiering indføres, hvis de nationale systemer fungerer effektivt (dvs. hvis medlemsstaten kan godtgøre, at den råder over den fornødne administrative kapacitet)? 3. Hvilke strukturfondspolitiske kerneaktiviteter er nødvendige for at bevare samhørighedspolitikkens fællesskabskarakter, og hvor vil en differentiering være mulig eller ønskelig? Programmering: Antal programmeringsdokumenter, deres indhold og betingelserne for at ændre dem Forhandling: Forhandlingspartnere og varighed af forhandlingerne Overvågning: Detaljeringsgrad i rapporterne og rapporteringsfrekvens, overvågningsudvalgets rolle, resultatreservens funktion, additionalitetsprincippet Betalinger: Væsentlige og mindre væsentlige faktorer til sikring af økonomiske strømme og N+2 s rolle Kontrol: Væsentlige forhold, der skal være ensartede, og hvorledes de kan kontrolleres Evaluering: Ansvaret for de forskellige stadier i evalueringscyklussen. 6

7 Tema 3 Hvilken gennemførelsesmetode skal vælges? 1. Skal der ske ændringer i den flerårige programmering? Skal man opretholde den ensartede programmering pr. program eller indføre en mere fleksibel model med treparts- eller topartsaftaler (land, region, Kommissionen) for at kunne tilpasse gennemførelsesbetingelserne til de nationale og regionale forhold inden for en fast ramme fastsat på fællesskabsplan? Skal der kun være én finansieringskilde pr. mål (én fond) og dermed også pr. program eller aftale? Skal støtteberettigelsesreglerne fortsat fastsættes på fællesskabsplan, eller skal der indføres nationale regler? Er den tilstræbte ensretning opnået, og er den gavnlig? Skal Kommissionen inddrages i overvågningen af forvaltningen? Hvis ja, hvilken merværdi giver dette medlemsstaterne og regionerne? Partnerskab? Forvaltningsmetode? Evaluering? Fællesskabsprioritering? Finansforvaltning og -kontrol? 2. Hvad er forskellene og lighederne mellem strukturfondenes og Samhørighedsfondens projektorienterede tilgange? Er der sammenhæng mellem tilgangene? Supplerer de hinanden? 3. Er management by objectives ønskelig og gennemførlig? Bør der være en forpligtelse til at nå de mål, der fastsættes under programmeringen eller indgåelsen af aftalen, og skal manglende opfyldelse af målene have økonomiske konsekvenser på nationalt eller regionalt plan? Skal udbetalingerne være afhængige af resultaterne? Skal der stilles andre former for betingelser? Hvad skal fremgangsmåden i så fald være, og kan betingelserne kvantificeres? Er belønning/straf en mulighed (afhængig af resultaterne)? Bør proportionalitetsprincippet afpasses efter beløbenes størrelse? Skal der ved de finansielle tildelinger for næste periode tages hensyn til resultaterne i perioden ? 7

8 4. Hvem skal have ansvaret for finansforvaltning og -kontrol? Kan det i tilfælde af en fuldstændig decentral forvaltning på nationalt og regionalt plan overvejes at kræve en garanti for, at forvaltnings- og kontrolsystemet opfylder kravene i den indgåede aftale, hvis Kommissionen ikke længere er ansvarlig herfor? Er en finansforvaltning og -kontrol, hvor der udelukkende fokuseres på resultaterne i forhold til målene, acceptabel og gennemførlig? Er en finansforvaltning og -kontrol, hvor det som i dag er regnskabernes forskriftsmæssighed, der bedømmes, at foretrække? 8