Flygtningebørn lever som fredløse i Danmark

Transkript

1 Flygtningebørn lever som fredløse i Danmark I anledning af DRs julekalender har der i medierne været fokus på børns tarv i forbindelse med skilsmisse. Alt for mange børn havner midt i krydsilden og skal ligesom Sofie i Tidsrejsen selv vælge om de vil holde jul hos mor eller far, og undersøgelser viser desværre, at mange bruger så mange kræfter på at være splittet mellem to hjem, at børnene ikke opnår den tilstrækkelige ro og tid til at vokse færdig og derfor senere får problemer med at knytte varige relationer og gennemføre en videregående uddannelse. Det er godt og vigtigt, at vi tager vores børn alvorligt og sætter fokus på det, der er mange danske skilsmissebørns virkelighed, nemlig at konsekvensen af forældrenes skilsmisse sætter deres egen udvikling i stå, fordi de forsøger at tage ansvar for den sammenhængskraft, som forældrene har sluppet. En af de aftener jeg med den mindste på skødet sad og fulgte med i Sofies tidsrejse, blev to afghanske brødre forsøgt sendt ud af landet af Rigspolitiet. Zekrya og Mustafa, to uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan, har opholdt sig i Danmark i fire år. I al den tid har de befundet sig på et asylcenter, fordi de kun har opnået midlertidig opholdstilladelse, da Udlændingestyrelsen ikke anser dem for at være personligt forfulgte og derfor har ment, at man kunne sende dem til Afghanistan, så snart den ældste fyldte atten. De to drenge kæmpede ligesom Sofie i tidsmaskinen for deres overlevelse ved at lave så meget ballade i flyveren, at piloten nægtede at flyve. Den ældste sidder nu i Ellebæk og den yngste på asylcenteret og venter på næste hjemsendelsesforsøg. I Ellebæk kunne den ældste have mødt to andre afghanske uledsagede brødre, Farid og Amir, der også har modsat sig hjemsendelse, men i dette tilfælde har begge drengene alligevel fået lov til at blive på asylcenteret, mens de venter på svar, da de efter adskillige afslag på ophold har søgt igen efter udlændingeloven 9c, stk. 1, hvor det blandt andet lyder at der kun efter ansøgning gives opholdstilladelse ( ) hvis udlændingen er under 18 år ( ) og hvis hensynet til barnets tarv, taler derfor, ( ). Man kan spørge sig selv, hvorfor Farid og Amir, ligesom Zekrya og Mustafa ikke for længst har fået asyl, hvis der er tale om mindreårige uden andre familiemedlemmer end en ældre bror, der enten selv er mindreårig eller kun lige akkurat er trådt ind i de voksnes rækker. 1

2 Når man tænker på det fokus der ellers er på barnets tarv; skilsmissebørnenes tarv, men også de danske børn der på ulykkelig vis mister deres forældre og pludselig står i en situation, hvor den eneste familie, de har tilbage er en ældre søskende, som kun lige er blevet myndig. I de tilfælde bliver barnet ikke automatisk overladt til denne søskende. Den ældre søskende får kun lov til at overtage forældremyndigheden, såfremt en række omstændigheder taler derfor. Blandt andet har det afgørende betydning om den ældre søskende er moden nok til at påtage sig forældrerollen og om vedkommende bliver vurderet psykisk stabil nok til at varetage opgaven. Men den slags omstændigheder har tilsyneladende ingen som helst betydning, når det gælder uledsagede flygtningebørn. Siden Farid og Amir kom hertil i 2010 har Farid haft store psykiske problemer. Han har i flere tilfælde lavet hærværk på asylcenteret, og han har forsøgt selvmord. IOM International Organisation for Migration, som er det FN organ, Danmark samarbejder med om hjemsendelser og som hjælper med repatriering i hjemlandet, har i tilfældet Vahid og Albofazi vurderet at begge drenge er for sårbare til hjemsendelse og at Vahid ikke er i stand til at tage sig af sin lillebror. Alligevel har Udlændingestyrelsen fastholdt afgørelsen lige frem til at hjemsendelsen blev bremset, da drengene med hjælp udefra søgte udlændingeloven 9c, stk. 1, og hvis afgørelse endnu ikke er faldet. I 2011 udgav jeg romanen ÆSEL om to uledsagede brødres flugt fra Afghanistan til Danmark. I 2009 og 10, da jeg skrev romanen og havde min hyppige gang på Center Gribskov, et asylcenter for uledsagede flygtningebørn, var det primært drenge fra Afghanistan og Irak, som boede på centeret, på flugt fra de krige som Danmark deltog i. I den periode fik jeg mange både børns og voksnes personlige flugthistorier, og det gik gradvist op for mig, at der er børn i vores samfund, som aldrig får et hjem, men tilbringer alle deres formative år med at pendulere, ikke mellem tider som Sofie, men mellem lande, når de i angsten for afslag efter al for lang ventetid søger til det næste land. De tilbringer en hel barndom i et ingenmandsland, i et venteværelse, hvorfra ingen nogensinde kalder dem ind. Til trods for alle de grufulde historier jeg fik dengang om krig i hjemlandet, farlige og langvarige flugtruter, årelang venten i det danske asylsystem, var det dog ikke så slemt som 2

3 nu. Siden jeg skrev romanen, er det blevet endnu sværere at flygte. Menneskesmuglerne er blevet dyrere og faren for at blive bortført til mandlig prostitution eller at blive snuppet og tvangsudskrevet til Taliban i de ældstes tilfælde er i dag endnu større. Drenge uden familie og klantilhørsforhold er i stor risiko for at ende i de forkertes hænder og derfor vil IOM kun medvirke ved hjemsendelse, hvis der i Afghanistan findes en voksen person som vil modtage drengene og påtage sig ansvaret for dem. Til trods for dette mener man fra dansk side godt, at man kan hjemsende afghanske drenge, så længe man har en formodning om, at blot en i en søskendeflok er fyldt atten. Når jeg bruger ordet formodning, er det fordi man i mange tilfælde ikke er sikker på, hvor gamle børnene er og derfor benytter medicinske tests, der ifølge tidsskiftet The New Scientist ikke er videnskabeligt underbygget. Det er derfor muligt, at vi i Danmark har sendt mindreårige direkte i armene på trafficking bagmænd og sekteriske kidnapninger. Men selvfølgelig ønsker den danske regering ikke at komme i karambollage med internationale konventioner, og man indledte derfor tilbage i 2012 et pilotprojekt sammen med en række andre europæiske lande (de såkaldte ERPUM-lande) om oprettelse af modtagecentre i de lande (primært Afghanistan), man sender børnene tilbage til. Daværende justitsminister Morten Bødskov forsvarede projektet med, at Danmarks ansvar for de udviste børn stopper ved grænsen, hvorefter Europarådets menneskerettighedskommisær Nils Muizniek henviste til FNs børnekonvention, hvor der netop står, at de selvsamme lande (ERPUM- landene) skal sikre beskyttelse og hjælp til børn uden familienetværk og træffe beslutninger om foranstaltninger for børn ud fra barnets tarv. I årene op til pilotprojektets afslutning i sommeren 2014 blev der da også stillet adskillige spørgsmål til projektet fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik. Senest den. 30. Juni 2014 ville Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten have svar på, om den resultatløse afslutning på ERPUM-projektet indebærer, at regeringen opgiver at etablere modtagecentre for uledsagede mindreårige asylansøgere i Afghanistan. Karen Hækkerups svar var, at Danmark vil vente at se, hvordan de andre lande går videre med projektet. Hvis Danmark ender med deltage i et eventuelt pilotprojekt for hjemsendelse af afviste uledsagede mindreårige til Afghanistan, lover hun at det naturligvis vil ske med fuld respekt for menneskerettighederne og vores internationale forpligtelser. 3

4 Det bliver interessant at se, hvordan den respekt for menneskerettighederne og de internationale forpligtelser i det tilfælde vil blive fortolket, for som det ser ud nu, er respekten og ansvaret for det gode børneliv ikke tilstede, når det gælder uledsagede mindreårige fra Afghanistan. Siden 2010, er der kun sket forringelser på området. I 2010 fik uledsagede mindreårige opholdstilladelse, hvis de ikke havde nogle voksne familiemedlemmer at vende tilbage til i hjemlandet, også selvom det ikke kunne påvises, at de var personligt forfulgt. I begyndelsen af 2011 blev lovgivningen ændret til, at man kunne få midlertidigt ophold i Danmark i de tilfælde, hvor der ikke var nogle voksne at vende hjem til, indtil det fyldte attende år. I årene 2011 til 2013 har 27 uledsagede mindreårige asylansøgere fået tildelt midlertidigt ophold. Den yngste af ansøgerne var seks, da han kom hertil, hvilket vil sige at han vil tilbringe størstedelen af sin barndom i Danmark. Han kommer til at gå 10 eller 11 fulde år i skole i Danmark, han får danske venner, danske kærester, han vil knytte sig til voksne omsorgspersoner her i Danmark, og når han så står med studenterhuen på hovedet, ja, så beder vi ham om at rejse, hvis ikke frivilligt så under tvang. Hvordan kan vi som et af de mest ressourcerige lande og efter sigende det lykkeligste land i verden tilbyde børn så usle vilkår? Hvordan kan vi overhovedet se os selv i øjnene? Vi fører krige rundt om i verden, men vi vil ikke tage ansvar for de brændte børn, disse krige blandt andet afstedkommer. Der er mennesker hvis hele barndom forsvinder ned i sorte huller af venten på asylcentre mennesker som i udgangspunktet er sårbare, fordi de måske har mistet kontakten med deres forældre, set en søskende bliver slået ihjel eller andre hjerteskærende traumatiserende oplevelser, som vi end ikke kan holde ud at forestille os, at vores egne børn kunne blive udsat for. Vi synes i forvejen, at det vores børn oplever gør rigelig skade, som den stakkels Sofie fra Tidsrejsen og hendes umodne forældre, der giver hende alt for meget ansvar og hvis langtidsskadelige virkninger, vi allerede ser for os. Men hvordan kan vi sidde rundt om i julestuerne og bekymre os om Sofie og alle de andre Sofiers ve og vel, når vi samtidig smider børn på porten eller lader dem sidde og rådne op på asylcentre i årevis, hvis ikke vi inviterer dem ind i varmen i de år det nu tager, før de på papiret er voksne nok til at vi kan smide dem ud? Er det fordi vi ikke betragter dem som børn? Er de andres børn ikke rigtige børn? Jo, selvfølgelig er de det, men hvordan kan det så lade sig 4

5 gøre, at der er børn i vores samfund, som får så umenneskelig en behandling af et system, vi selv har været med til at skabe? Er det mon så banalt, at vi simpelthen bare stoler på systemet af den grund, at vi tror på systemet som en rationelt funderet organisme med indbyggede saglige og gennemtænkte argumenter for de love, systemet leder os til at skabe? Jamen hov, har vi ikke hørt den banale historie før? Deportationerne af jøderne, Adolf Eichmanns overordentligt dygtige systematik, der senere ledte Hannah Arendt til at skrive om ondskabens banalitet, da det gik op for hende, at de egentlige bødler blot var skrivebordspaver, funktionærer der ønskede at stige i graderne, der simpelthen ønskede at udføre deres arbejde så godt som muligt. Man skal passe overordentligt meget på med at tro på systemet og dets indbyggede lovmæssighed og deraf indbyggede retfærdighed, ja, måske endda godhed. Systemet er os. Det er os, der har gjort det muligt, at der findes en Udlændingestyrelse, et Flygtningenævn. Det er os, der har gjort det muligt, at disse institutioner ikke tager det fornødne ansvar for samtlige af de børn, der opholder sig i dette land. Som det er nu, er der børn i Danmark der lever som fredløse. De hører ikke til nogle steder og ingen tager ansvar for dem. Kristina Stoltz, december 2014, Politiken 5