KONFERENCEN EN BARNDOM UDEN VOLD DE VOKSNES ANSVAR

Transkript

1 november 2011 Besøg tre af konferencens inspirationsrum side 4 Mød fire fagfolk og hør om deres konferencedag side 8 Dacapo Teatret lægger op til debat side 11 KONFERENCEN EN BARNDOM UDEN VOLD DE VOKSNES ANSVAR Fire års arbejde. 16 projekter i kommuner og på krisecentre. Tre inspirationsrum. Tre oplægsholdere. 450 fagfolk. Børnene Nikolaj, Sofie og Camilla. Moren Lise, faren Peter. Sagsbehandleren, Statsforvaltningsmedarbejderen og klasselæreren. Mød deltagerne, oplægsholderne og læs historierne fra dagen, da Servicestyrelsen og Danner rundede projekt Børn og Kvinder i Familier med Vold af med konference på Axelborg i København. Et tankeeksperiment Hvad ville det have af betydning, hvis en hel fødselsårgang levede uden vold? SIDE 12 Vigtigt med et vågent øje Cirka professionelle er i kontakt med de voldudsatte børn SIDE 3 Hvad Konferencen En barndom uden vold de voksnes ansvar den 14. september 2011, arrangeret af Danner og Servicestyrelsen. Hvem Socialrådgivere, psykologer, psykiatere, advokater, politifolk, skolelærere og ledere, sygeplejesker og sosu-assistenter, embedsmænd fra styrelser og ministerier, medarbejdere og ledere fra krisecentre - og mange andre. Hvorfor Afslutning på projekt Børn og Kvinder i Familier med Vold, et satspuljeprojekt, som har været gennemført fra i 14 kommuner og 11 krisecentre. FOTO LEA MEILANDT, FOTOGRAF TEKST TINA JUUL RASMUSSEN, JOURNALIST

2 2 DAMEN FRA KOMMUNEN GIK IGEN Dacapo Teatrets gengivelser af børns oplevelser af volden gjorde indtryk på mange Hvad? Hvad?? Det gider jeg sgu da ikke. Hvorfor? Fordi jeg ikke gider. Skrid med dig. Ja, så sig, at jeg er på lokum! Nikolaj vrænger og efterligner en tynd kvindestemme: Nu skal du ikke bruge hele dansktimen ude på lokummet Hvad så, hvis jeg skal?? Han hiver mobilen op ad lommen og ringer. Stilhed. Hvorfor tager du den ikke hvor er du henne? Okay. Er far kommet hjem? Nej ok. Jeg kommer hjem. Nej, jeg skal ikke over til Andreas. Fordi det skal jeg bare ikke, okay? Ja, jeg kommer hjem. Hej. Nikolaj er 12 år. Hans far banker hans mor. Engang brækkede han næsen på hende. Nikolaj var med på skadestuen. Han skulle ikke være alene hjemme med faren, som får de der sorte øjne, når han er vred, fortæller Sofie, Nikolajs storesøster på 14. Det bedste, jeg ved, er når far er glad. Så har han blå øjne og fløjter og laver burgere til os. Sofie halvfniser ved tanken. Ja, der kom også en fra kommunen og så spillede vi lykkelig familie. Min lillebror havde fået en helt ny tegnefilm. Så sagde hende damen farvel. Og så gik hun. Sofie går også. Børnene er nationens fremtid For en stund er der tavst i salen. Et øjebliks refleksion. For selvom Sofie og Nikolaj blot er skuespillere fra Dacapo Teatret, formidler de det voldsudsattes barns stemme med overbevisning. Dagens mange små teaterstykker er nemlig baseret på viden og erfaringer fra Danner og andre krisecentre i hele landet. Så scenen er sat og til mere end kun teater. I den store konferencesal på Axelborg i København pryder meterhøje plancher med klare barneansigter væggene med dagens tema: En barndom uden vold de voksnes ansvar. De to arrangører bag konferencen, repræsenteret af Susanne Dal Gravesen, projektleder i Servicestyrelsen og Vibe Karup Voetman, direktør i Danner, byder i fællesskab velkommen: Temaet i dag er Danmarks fremtid nationens børn. Deres liv handler ikke om mangel på vækst og økonomi, men om trivsel. Hvert femte barn oplever vold i hjemmet og trives ikke. Derfor skal vi som voksne gøre vores bedste, når vi møder disse børn. For vi har alle et ansvar vi skal blive bedre til at påtage os det og bedre til at samarbejde. Økonomien vejer tungere end barnet Som stand-in for socialminister Benedikte Kiær, der

3 3 havde meldt afbud, træder en vice-socialminister, som hun selv udtrykker det, op på scenen. Jeg er født i 1961, og dengang var man ikke for fin til at bruge vold i opdragelsen en endefuld hist og en ørefigen pist. Jeg er ikke gået ram forbi. Jeg har fået mine flade og er blevet rusket. Det tog ingen sig af. Heller ikke selvom jeg er vokset op et sted med mange veluddannede mennesker. Men jeg har taget skade, det er jeg slet ikke i tvivl om. F.eks. har jeg i dag meget lidt respekt for autoriteter. Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, underholder salen. Pointerer, at gennem hendes liv går også et spor af vold mod børn. Først på egen krop, så som socialrådgiverstuderende med en stor opgave om børnemishandling, siden som uddannet socialrådgiver i sit faglige virke i en forvaltning og nu som fagforeningsformand og politisk aktør. Men for nylig også som nabo til en kvinde, der mishandlede sine børn, og som Bettina Post underrettede til kommunen. Og hun pointerer, at trods de mange gode viljer og det store arbejde, der udføres rundt om i landet, er der stadig også en vigtig politisk dimension i kampen mod vold. Uanset hvor fede de her projekter er, duer det ikke, hvis der ikke samtidig er en klokkeklar plan for, hvordan det kan blive til noget ude i kommunerne. Med de økonomiske forhold, der er lige nu, er vi nødt til at love hinanden, at vi går hjem og bruger det her til noget. For vi ved, at i mange tilfælde får økonomien lov til at bestemme meget mere end det voldsramte barn par voksne øjne på børnene Hvert femte barn udsættes for vold i opvæksten. Cirka fem procent i en fødselsårgang udsættes for grov vold i opvæksten. Det svarer til børn eller cirka en elev i hver skoleklasse. Tæller man alle former for vold med, rammer det tre-fire elever i hver klasse. Til at spotte det voldsudsatte barn er: klasselærere i grundskolen, andre lærere, pædagoger i SFO erne, i dagtilbuddene samt andre ansatte end pædagoger samt sundhedsplejersker. Det er jo ikke fordi, der mangler voksne omkring de her børn. Hvorfor står det så alligevel til, som det gør? Kilde: Direktør Jørgen Søndergaard, SFI, på konferencen. Hvert femte barn oplever vold i hjemmet og trives ikke. Derfor skal vi som voksne gøre vores bedste, når vi møder disse børn

4 4 Man lukker sig meget inde På konferencen blev deltagerne inviteret på en rejse gennem fire års projektarbejde i kommuner og på krisecentre: Tre inspirationsrum. Tre verdener om og med børn, der vokser op med vold. Børn, der tager skade. Og børn, som får hjælp. Glade børn. Legende børn. Mor med barn på maven i tæt kontakt. Spædbarn, der sover trygt på mors skulder. Mor. Barn. Kontakt. Smil. Billederne på væggen skifter roligt, understøttet af afdæmpet, stemningsfuld klavermusik. Og suppleret af citater, der formidler nogle ganske andre billeder og fortællinger: Faktisk listede vi, men han kunne høre simpelthen så meget i sit øre Han kunne høre os ånde og sådan noget. (Pige 9 år) Når vi ikke er der, så slår han min mor. (Dreng, 7 år) Vi er mors bodyguard, ikke også mor? (Dreng, 10 år) Jeg gemmer mig under dynen, eller også skriger jeg rigtig meget. (Pige, 4 år) Han slår hende med knytnæve og brækker næsen på hende. Det er så der, hvor min mor kommer og kalder på mig: Kom, vi går lige på skadestuen. (Dreng, 8 år) En pigestemme fylder rummet: Jeg vil bare rigtig gerne kunne leve et normalt liv og ikke behøve tænke over det med vold i familien. Bare gerne sådan et dejligt, rart liv. ( ) Man lukker sig meget inde. Jeg gik altid bare hjem fra skole. Også fordi jeg følte, at jeg skulle passe på min mor. Tage ansvar for hende, ik? Underboen gjorde ingenting Pigestemmen fortsætter. Om OCD en hele tiden vaske hænder og spise nøjagtig det samme hver dag der kom, da hun var 11 og stoppede den dag, forældrene blev skilt, uden at de nogensinde opdagede det. Om skyldfølelsen. Om dobbeltlivet at være en succes, jage de gode karakterer, så vennerne i skolen ikke opdagede den falske facade. Og om ønsket om at få hjælp. Jeg ville ønske, at vores naboer havde gjort noget mere ved det. Vores underbo kunne ikke sove, fordi hun var så nervøs for os og der synes jeg, at hun skulle have taget fat i myndighederne. Pigestemmen fader ud. Frem toner Ghita Nørby på lærredet til lyden af højlydte stemmer, der skændes voldsomt i lejligheden ovenover hendes. Nervøst drejer hun hovedet i lydens retning. Rynker panden. Blikket flakker, hun knuger nervøst brillerne i hånden. Stemmerne bliver højere, ordene barskere. Kaffekoppen på bordet klirrer. Hun åbner hoveddøren på klem. Hun kigger ud i opgangen et øjeblik. Lydene er tydelige. Hun tøver. Og lukker døren. De 75 deltagere i inspirationsrum 1 er stille. En enkelt snøfter. Og så lyder klapsalverne. Gardinerne trækkes fra, og en påtrængende lys virkelighed fylder lokalet. Danners præsentation af arbejdet med voldsramte kvinder og børn er forbi. Skanderborg Kommune fortsætter. Psykolog Anne Langkjær Fårup og socialrådgiver Birgitte Lindholm præsenterer tre års arbejde med tidlig opsporing af børnene og beredskabsplaner til fagfolkene.

5 5 Projekt Børn og Kvinder i Familier med Vold Tre delprojekter har været sat i værk i projektperioden fra : En forbedret indsats for kvinder og børn under opholdet på krisecenter og i en efterværnsperiode på op til seks måneder. Udvikling af modeller til behandling af kvinder og børn, som har været udsat for vold. En forstærket tidlig indsats for at kunne spotte og håndtere det voldsudsatte barn. Læs mere på: Vender ikke tilbage til manden På vej ud ad døren afleverer deltagerne en håndskrevet seddel med tanker og input, som inspirerede dem i rummet. De fortsætter hen ad gangen, guidet af et musikalsk lydtæppe, til næste inspirationsrum. Næste rum byder på en præsentation af Arbejdet med børn på krisecenter og støtte til en fremtid uden vold i Randers, Herning, Odense og Lolland Kommune. Psykolog Mie Andersen fra Lolland indleder med mor-barn-relationen. Mor er ikke nærværende, når hun kommer til krisecentret. Det har hun ikke været længe. Hun er i højstress, det selvregulerende nervesystem er overbelastet. 25 procent af kvinderne har behandlingskrævende PTSD, og andre 25 procent har symptomer på det. Hun magter ikke børnene. Gennem både individuel og gruppebehandling arbejdes der blandt andet med kvindens invaderende tanker, trangen til isolation, stress. Og hun bliver langsomt mere optaget af, hvordan børnene har det. Hun lærer at være i nuet og kan efterhånden overskue at tænke på fremtiden, forklarer Mie Andersen. Psykolog Anne Langkjær Fårup fremlægger 3 års arbejde

6 6 I projekt Børn og Kvinder i Familier med Vold deltog kommuner og krisecentre i 16 projekter. Disse kommuner og krisecentre har arbejdet med at udvikle Det gode kriseforløb for kvinder og børn, der opholder sig på krisecentre og yde støtte i efterværnsperioden på op til seks måneder: Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Krisecenter Herning Kommune og Herning Krisecenter Kolding Kommune og Kvindehuset Kolding krisecenter Lolland Kommune og Nakskov Krisecenter Odense Kommune og Krisecenter Odense Randers Kommune og Randers Krisecenter Roskilde Kommune, Roskilde Kvindekrise center og Ringsted Krisecenter Skanderborg Kommune og Horsens Krisecenter. Kommunerne har desuden arbejdet med at udvikle metoder til opsporing og tidlig indsats over for voldsramte børn. Disse kommuner har udviklet behandlingsmodeller til kvinder og børn: Haderslev Kommune Odense Kommune Randers Kommune Skanderborg Kommune Århus Kommune.

7 7 Resultatet er blandt andet, at kvinderne ikke vender tilbage til deres voldelige mand. De bliver opmærksomme på deres børns behov, og børnene bliver mere tillidsfulde, trygge og sociale. Og hos kvinderne vender lysten til uddannelse og arbejde tilbage. Dukketeater bryder tabuet Jette Høngaard og Pia Buchholtz fra Nakskov Krisecenter tager over med konkrete eksempler, på hvordan de arbejder med børnene, som længe er blevet overset. En metode er blandet andet Barnets Bog, som alle børn udfylder, mens de bor på krisecentret og får med sig, når de rejser derfra. Jette viser, hvordan drengen Søren i sin bog har svaret på: Hvem er jeg? ved at tegne sin familie. Følelser, som kan være svære at sætte ord på, bliver hjulpet på vej af enkle sætninger, Søren har udfyldt: I dag er jeg glad for jeg skal male. Jeg ville ønske jeg kunne flyve. Jeg føler mig alene når det regner. Jeg holder rigtig meget af min farmor. Skaber ro at støtte kvinden Odense Kommune runder af med erfaringer fra efterværnsarbejdet, som blandt andet handler om at skabe ro på bolig- og økonomifronten. Kravene om job og uddannelse skal håndteres, og børnenes hverdag med skole og institution skal fungere. Her spiller netværk, både professionelt og privat, en afgørende rolle. Og det kræver en tværfaglig, koordineret indsats, hvor sikkerhedsarbejde, beredskabsplaner og psykoedukation indgår. Det er utroligt vigtigt at få skabt ro i familien, fordi der hurtigt opstår nye krisesituationer. Her er det vigtigt, at kvindens netværk er klædt på til at forstå, hvad der sker. Det skaber også ro, når nogen går med til møder med Statsforvaltningen og politiet. For kvinderne har ikke ro til at arbejde terapeutisk, hvis der samtidig er krise, understreger familiebehandler Anne Grethe Ankersen. Hvem er Astrid? Pling, pling, pling. Musik guider deltagerne ud på gangen igen og videre til tredje og sidste inspirationsrum med Behandlingsmodeller til voldsudsatte børn, som Odense, Skanderborg, Haderslev, Randers og Aarhus Kommune har udviklet i projektperioden. Hvem er Astrid? Det spørgsmål bliver deltagerne bedt om at forholde sig til. Forud går en beskrivelse af arbejdet med det narrative perspektiv i Haderslev Kommune. I vores kultur taler vi meget om problemer og om at løse dem. I det narrative er der fokus på færdigheder, viden og intentioner. Så i stedet for at tale direkte om problemet, undersøger vi undtagelserne til problemerne: hvad kan, ved og vil familierne? Og vi har fokus på sproget som magt at de ord, vi vælger, får indflydelse på det, vi ser og oplever. Igennem sproget udtrykker vi et bestemt menneskesyn, forklarer familiebehandler Henriette Hyldgaard. Hun illustrerer sin pointe ved at vise en kort bid af filmen White Orelander. Vi møder Astrid, en ung pige, hvis mor har slået sin kæreste ihjel og nu sidder i fængsel. Astrid har været i pleje, men har indledt et forhold til sin plejefar og skal i stedet anbringes på døgninstitution. Efter filmen spørger Henriette Hyldgaard igen: Hvem er Astrid? Ord som ensom, voldelig, aggressiv, indesluttet, kunstnerisk og en overlever, fylder tavlen. Vi danner os lynhurtigt et billede af, hvem Astrid er, siger Henriette Hyldgaard: Nu vil jeg stille et andet spørgsmål som illustration af sprogets magt: Hvad vil Astrid? Holde fast i sine drømme, beskytte sig selv, ha nærvær og venner, udtrykke sig, ha sin mor, står der nu på tavlen. Så I kan se der er forskel på, om I møder hende med det ene eller andet blik. Hvilket blik vil hun helst mødes af, tror I? Ja, formentlig det sidste, hvor vi ser mennesket med fokus på dets intentioner. Koordinator Gitte Jørgensen fra Aarhus Kommune runder af med at demonstrere en anden måde at arbejde narrativt på. Hånddukken Magnus, en lille mus, sætter ord på drengen Viktors følelser om at savne sin far - en konkret metode fra den narrative behandlingsmodel, kommunen har udviklet i projektperioden. Kolding og Roskilde Kommune samt Roskilde og Ringsted krisecentre har også deltaget i projekt Børn og Kvinder i Familier med Vold. På konferencen var de med som videnspersoner, deltagerne kunne henvende sig til og få svar på spørgsmål om projektet.

8 8 Hvad tager du med hjem fra konferencen? Politiassistent Tonny Poul Rasmussen, Lokalpolitiet i Nakskov Jeg har taget det hele til mig, fordi jeg kan bruge det i min hverdag. F.eks. så vi, at nogle kommuner bruger bamser i samtalerne med børnene. Det er jo meget modsat, hvad jeg gør i mit arbejde, men det var måske noget, man kunne bruge hos os. Det vigtigste i disse ulykkelige situationer med både vold og også seksuelt misbrug, som jeg arbejder med til daglig, er samarbejde på kryds og tværs af alle fagskel. Og her har jeg fået kontakt med folk i min egen kommune, som jeg har arbejdet sammen med i flere år, men som jeg faktisk for første gang har stået face-to face med i dag. Vi hørt om efterværn og om, hvordan man bedst hjælper ofrene på plads igen. Men hvad med den voldelige part? Hvis han ikke bliver hjulpet, render han bare ud og gøre det samme igen. Jo, han skal i fængsel, det er en del af det, men der skal også være noget hjælp efterfølgende. Socialrådgiver Ditte Bruun Olsen, Krisecenter Røntofte, Helsingør Vi har ikke noget efterværn, udover en familierådgiverfunktion. Så det arbejder vi på at få vores kommune til at indse, at der er brug for, fordi det er den mest sårbare periode for kvinderne og børnene, som vi også hørte i dag. Og som de også sagde, får man rigtig meget ro på som barn, når man kan se, at der er en, som kommer og tager mor i hånden. Så jo, der er noget energi til at gå hjem og sparke røv til kommunen med! Det er jo et kæmpe felt med rigtig mange udfordringer for kvinden og børnene, så der er mange ting, man kan dykke ned i, som der ofte ikke er tid til. Det er tit et akut arbejde at være på krisecenter, og så smider man, hvad man har i hænderne. Så intentionerne er gode, men der er ikke altid lige tiden til at nå det hele. Projektleder Susanne Dahl, Egmont Fonden Jeg tager rigtig mange gode pointer med mig hjem fra arrangementet i dag: Ny faglig viden, inspiration og ikke mindst gode kontakter til et miljø, hvor Egmont Fonden gerne vil være med til at gøre en forskel. Jeg synes især, at oplægget af direktør Jørgen Søndergaard fra SFI om de samfundsøkonomiske konsekvenser af volden i familierne med al tydelighed viser, at en yderligere indsats på voldsområdet er stærkt nødvendig. Arrangementet i dag bidrager til at øge min indsigt i voldsområdet og styrker mig i arbejdet med at vurdere de mange ansøgninger, vi får ind fra blandt andet krisecentre og kommuner. Helt konkret kan jeg nu læse dem med en større faglig ballast og bedre vurdere, hvilke initiativer det giver størst mening for Egmont Fonden at involvere os i. Socialrådgiver og leder af Tidlig Indsats, Inge Kjærgaard, Aarhus Kommune Det var jo mange forskellige perspektiver: det personlige vidnesbyrd, lovgivningen, samarbejde og det tværfaglige, efterværn, sikkerhed og behandlingsmodeller. Tilsammen giver det et flot helhedsbillede, synes jeg. Jeg tror, der er behov for, at vi bliver ved og ved og ved med at sætte det her på dagsordenen. Det er ikke slut, fordi vi nu har lavet et projekt. Det er et evigt arbejde. Og der er ikke én model eller metode, som er den eneste rigtige. Vi skal tillade os at have flere forskellige, fordi vi ved jo, at noget af det, der får ting til at virke, er, at vi brænder for det og tror på det. Derfor skal der være plads til forskellighed.

9 9 Det er ikke slut, fordi vi nu har lavet Et projekt

10 10 Vi arbejder på tre forskellige planeter Professor Marianne Hester, leder af Centre for Gender and Violence Research, The School for Policy Studies, University of Bristol, England præsenterede international viden om vold mod kvinder og børn et felt, hun selv har forsket i i 30 år. Trods god og positiv praksis på feltet arbejder fagfolk stadig på tre forskellige planeter med indbyggede modsætninger. Første planet er vold mod kvinder. Den har været i vores system meget længe og handler mest om arbejdet på krisecentre og i politiet, som er veludviklet. Fokus er på de voksne kvinden og den voldelige part. Den næste plante er de mishandlede børn. Her bor socialforvaltningen, som støtter og intervenerer i familien, fordi mor ikke kan beskytte barnet. Her er fokus på barnets sikkerhed. Faren er ikke med her han er smuttet ud af billedet, men findes derude et sted. Den tredje planet er samvær. Barnets tarv er at have to forældre, og derfor er far noget godt. Her bor Statsforvaltningen, og her er også mægling. Vi har lige hørt, at mor skal flytte langt væk fra far (Dacapo Teatrets stykke om Lise, se s. 11), men her skal de pludselig tale sammen, og barnets tarv er at have to forældre. Det er lidt mærkeligt, ik? Alle gør deres bedste, men vi skal finde ud af, hvordan vi bringer de tre planeter tættere sammen, konstaterer Marianne Hester.

11 11 Forskning viser, at grov vold under opvæksten: Øger sandsynligheden for anbringelse uden for hjemmet. Øger sandsynligheden for andre former for børnesager/foranstaltninger. Øger sandsynligheden for misbrugsproblemer. Mindsker sandsynlighed for uddannelse, men øger sandsynligheden for arbejdsløshed og førtidspension før 25 år. Øger risikoen for selvmord, psykiatrisk behandling og for at blive dømt for kriminalitet. Direktør Jørgen Søndergaard, SFI, på konferencen. Han finder os alligevel Konferencedeltagerne har fundet tilbage til deres pladser i salen efter power-networking i frokostpausen. Og Dacapo-skuespillerne er atter på scenen igen. Lise er skilt fra Peter, som er blevet løsladt fra fængslet efter en dom for vold mod hende. Han har flere gange opsøgt Lise og deres to børn, Camilla på 14 og Sebastian på seks år, trods tilhold. Lise er til møde med sagsbehandleren og forsøger at forklare, hvorfor hun i går lukkede Peter ind, i stedet for blot at trykke på overfaldsalarmen, som hun har gjort før. Det var så han ikke vækkede børnene... Han sagde, at vi bare skulle snakke, men lige så snart han var indenfor døren, tog han fat i mig. Han har sådan et greb i min hestehale... han er blevet så smart, man kan ikke se det. Og så begyndte han at råbe: Smatso, dumme ko. Og vækkede selvfølgelig børnene. Jeg var helt sikker på, at han ville slå mig ihjel, så jeg løb ind i soveværelset, hvor alarmen lå og ringede. Han stod og skreg: Jeg lader dig aldrig, aldrig, aldrig gå!. Men når politiet så kommer, er han helt rolig. Han har nået at rejse de væltede stole, så man ikke kan se noget, og han siger, at vi bare skændtes. Politimanden siger, at han ikke må komme her, og han svarer, at det ved han godt. Han savner os jo bare så meget. Sagsbehandleren spørger ind til børnene, og Lise erkender, at de ikke har det så godt for tiden. Sagsbehandleren mener også, at det er en god ide, hvis Lise flytter til Jylland, hvor hun har familie, som hun før har talt om. Men det er jo lige meget, hvor jeg flytter hen. Han finder os alligevel Jeg elsker jo mine børn Dacapo Teatret får igen de 450 i salen til at sidde stille og lytte. Nu er det Peters tur nogle måneder og flere anholdelser senere er han til møde i Statsforvaltningen, fordi han har søgt om samvær med børnene. Peter ved godt, at han har kvajet sig, men mener, at alting nu er anderledes. Han har fået arbejde, kan købe dyre gaver til børnene, tage på tur med dem. Og han håber, at han og Lise måske igen kan finde sammen. For han elsker hende jo stadig og børnene. Men Lise har fortalt, at du også har slået børnene systematisk, og at hun ikke ønsker, du har samvær med dem, påpeger sagsbehandleren. Det er da løgn! Jeg har måske puffet lidt til dem, hvis jeg var vred men hvorfor tror du, det kommer op nu, hva? Jeg ved da godt, at jeg har fejlet, men man

12 12 har da lov at begynde forfra få en ny chance, ik? Hvornår skulle jeg have slået mine børn? Sagsbehandleren indstiller i slutningen af samtalen, at Peter får overvåget samvær med børnene. Hun skal lære at lukke døren Salen får lov at diskutere, hvorfor de to sagsbehandlere handler, som de gør. Buddene er mange. Lises sagsbehandler får hug for ikke at være nærværende og for kun at være forelsket i sin egen ide om, at Lise skal flytte til Jylland, uden at lytte til Lises frygt og behov. Lise skal klædes på til at lukke den dør! Sagsbehandleren skal tage hende i hånden. Så når manden kommer, skal han stå ude på trappen og råbe, så alle naboerne kan høre det og kan ringe efter hjælp, lyder et bud. Paradokset om, at Peter på den ene side har krav på at se sine børn, og at forældreansvarsloven også cementerer, at børn har krav på kontakt med begge forældre samtidig med, at Lise opfordres til at lukke døren for ham og rejse væk, bringes på banen. En holdning er, at overvåget samvær ikke gør Peter til en bedre far. Måske skulle han i stedet have tilbudt et forløb, så børnene får en anden oplevelse af deres far, lyder et andet bud. Savner du ikke far? Lise og Peters ældste datter, Camilla, får det sidste ord. Sammen med sin lillebror har hun haft overvåget samvær med sin far. Sebastian fik en eller anden stor bil og hang om halsen på ham ka du slet ikke huske, hvordan han klemte dine fingre og kastede alt muligt efter dig? Jeg fik også en eller anden t-shirt. Prøv den dog på! Ihh, hvor den klæ r dig. Camilla vrænger. Mor sagde, at de havde vredet armen om på hende. Hun skulle give lov til, at han måtte se os de der to timer en gang om ugen. Det er fint nok, sagde jeg. Ja, Sebastian glæder sig allerede. Han har sagt henne i børnehaven, at han får en stor traktor. Jeg savner far! Savner du ikke også far? Camilla vrænger igen. Savner du ikke også far? Hun tier stiller. Og snøfter. Hvornår skulle jeg have slået mine børn? Et tankeeksperiment Hvis fødselsårgang 1980 levede uden vold, indtil de fylder 25 år, viser forskningen, at: færre bliver ramt af langtidsledighed færre kommer på førtidspension færre forsøger at begå selvmord færre vil få brug for psykiatrisk behandling færre vil få en dom for kriminalitet færre vil blive anbragt uden for hjemmet færre bliver til en tung børnesag færre vil få misbrugsproblemer færre vil dø. Forskerne er i gang med at undersøge, hvor mange det drejer sig om. Men selvom det sandsynligvis kun drejer sig om nogle hundrede unge i en årgang, er det samfundsøkonomiske potentiale betydeligt: Tab af indkomst, stort ressourceforbrug til foranstaltninger vedrørende kriminalitet og anbringelser uden for hjemmet. Og det er kun op til det fyldte 25. år. Vi har ikke tal på livstidsperspektivet, på hvor meget af det her, der forsætter. Det gælder jo for hver eneste fødselsårgang, så det er bare at gange op. Set i et generationsperspektiv er det flere tusinde unges chancer i livet, som er markant forringet. Der er altså et stort potentiale i at undgå den grove vold i hjemmet. Direktør Jørgen Søndergaard, SFI, på konferencen

13 13 Små Oaser spillede baggrundsmusik gennem hele konferencedagen i løbet af dagen i dag er de voksnes ansvar blevet til mit ansvar Som afslutning på konferencen vil vi spørge: Hvad har du taget med dig hjem i dag - og hvad gør du i morgen? Vi synes, at i løbet af dagen i dag er de voksnes ansvar blevet til mit ansvar. Vi håber, at I alle sammen vil gå hjem og handle på det. Projektleder Susanne Dal Gravesen, Servicestyrelsen og direktør Vibe Karup Voetman, Danner VIL DU VIDE MERE?

14 14 VIL DU VIDE MERE? Servicestyrelsen: og (under Vælg tema : Vold i hjemmet). Danner: Servicestyrelsen har udgivet to bøger om et af delprojekterne i projekt Børn og Kvinder i Familier med Vold : Børn og Kvinder i Familier med Vold behandlingsmodeller. Børn og Kvinder i Familier med Vold teorierne bag behandlingsmodellerne. Begge bøger kan downloades på Siso - Videnscenter for Sociale Indsatser ved Overgreb mod Børn: Vores ansvar (kampagne om vold mod børn): Danner har udgivet metodehåndbogen Sådan arbejder vi metoder og praksis i Danners Krisecenter. Bogen kan downloades på Du kan finde mere viden, tal og fakta om børn og kvinder i familier med vold på Powerpoints fra konferencen En barndom uden vold - De voksnes ansvar kan downloades på Fremtidige materialer med tilknytning til projekterne og konferencen vil blive lagt på Konsulentfirmaet Rambøll har evalueret projekterne. Evalueringerne bliver udgivet som publikationer. Der bliver desuden udarbejdet en artikelsamling, som beskriver kommuner og krisecentres arbejde med efterværn og tidlig opsporing. Begge dele vil være at finde under konferencens materialesamling.