Mennesket er dømt til at nyde

Transkript

1 26. november 2005 Mennesket er dømt til at nyde Skrevet af: men i hele samfundet, siger han, og det er at give den enkelte redskaber til at opnå anerkendelse og dermed identitet - ikke bare i f, siger den franske psyko-analytiker og samfundsiagttager Charles Melman. Der er kun én vej frem, Tine Byrckel Alle forsøg på at løse forstædernes uro med sociale og kollektiviserende tiltag vil sl Alle forsøg på at løse forstædernes uro med sociale og kollektiviserende tiltag vil slå fejl, siger den franske psyko-analytiker og samfundsiagttager Charles Melman. Der er kun én vej frem, og det er at give den enkelte redskaber til at opnå anerkendelse og dermed identitet ikke bare i forstæderne, men i hele samfundet, siger han "Det kan da ikke overraske nogen, hvad der sker nu". Charles Melman tager imod i sit private hjem midt i Paris i et stort rum fyldt med bøger og med et lillebitte fjernsyn. Han forhører sig straks om, hvordan det står til i Danmark. Hvordan er regeringen, skolen, hvordan lever man med autoriteter? Respekterer børn deres forældre, og er folk lige så deprimerede som i Frankrig? Han er netop færdig med at spise frokost med familien, byder på frugt og kaffe og tager fat på at tale om de unge i de franske forstæder. "Vi står jo midt i en samfundsopløsning. Det, som førhen skabte enhed i et land, en nation en kultur, de fælles referencer og værdier, er ved at falde fra hinanden i demokratierne. Man kan selvfølgelig mene, at forandringen - med den brede vifte af valg, den giver - er et fremskridt for den personlige frihed. Men man kan også mene, det står i vejen for enhver form for fællesskab." I den ene ende af samfundet sidder læger og psykiatere og deler piller ud til deprimerede patienter, der ikke ved, hvad de skal stille op med deres liv. I den anden ende brænder unge mennesker tilsyneladende formålsløst biler af i forstæderne. Den nu 74-årige neuropsykiater og psykoanalytiker er en af de eneste, der gennem de sidste 20 år har forsøgt at gabe over de tilsyneladende paradoksale tilstande i det franske samfund. I stedet for at holde sig til sin praksis som psykiater på det psykiatriske hospital St. Anne i Paris eller til sin lænestol bag divanen, har han længe i fuld offentlighed - som redaktør af adskillige tidsskrifter og forfatter til en række bøger - prøvet at diagnosticere, hvad det er for en ny type menneske og samfundsborger, der i bredere forstand gemmer sig bag de nye og tilsyneladende forskelligartede symptomer, patienterne kommer med. Og her adskiller de unge i forstæderne sig ikke fra de fleste andre mennesker i det franske samfund. Også de mangler pejlemærker, noget at forholde sig til. "Man kan spørge, hvorvidt de unge, der gjorde oprør i forstæderne, henvendte sig til nogen, altså havde Side 1 af 5

2 en fælles reference. Og nej. Det er jeg sikker på, at de ikke har. Jeg er overbevist om, at disse unge mennesker er lige så forskellige, som vi er det her i dette rum, eller som dem, der går nede på gaden. Det, at de bor i det samme højhus og har de samme problemer, er ikke tilstrækkeligt til at give dem en fælles identitet. På den anden side er der helt sikkert mange både religiøse og politiske grunde til at forsøge at pådutte dem en fælles identitet, de ikke har i virkeligheden. Men det er en helt anden dagsorden. Hvis der stadig er en smule intelligens tilbage i regeringen, så kunne den bestå i at nægte at kollektivisere disse unge; lade være med betragte dem som et fællesskab, de ikke er." - Var det ikke det indenrigsminister Nicholas Sarkozy gjorde ved at kalde dem for rakkerpak? "Når indenrigsministeren talte om rakkerpak, talte han om en lille del af disse unge, der lever af kriminalitet, og som ikke er interesserede i, at der kommer nogen og blander sig i deres affærer. Han talte ikke om dem alle." - Men var det ikke det, de reagerede på? "Vi har nogle forestillinger om, hvad de reagerede på. Der var nogle unge, der blev forfulgt af politiet, og som døde, fordi de gik ind i et højspændingslokale. Noget lignende er sket før, for eksempel da en ung motorcyklist blev forfulgt af politiet, kørte galt og døde. Det, man så er vidne til, er følelsesreaktioner. Men det er ikke det samme, som at udtrykke nogle bestemte krav." - De unge har selv sagt, at de reagerede på Sarkozys udtalelser? "Man bliver jo nødt til at finde en årsag til sine egne reaktioner. Men hvem af dem - eller os - kender de egentlige grunde til, at det hele gik i gang? Det forholder sig ganske ofte sådan, at man faktisk ikke er klar over, hvorfor der opstår optøjer." - De tror ikke, at Sarkozy pludselig inkarnerede autoriteten, en slags streng faderfigur? "Men sådan en elsker de jo, det er jo sådan en, de vil have. Så skulle man paradoksalt forestille sig, at det er fordi, de elsker Sarkozy, at de gør oprør? For hvis der er noget, der er helt sikkert med de familiemæssige kår, de lever under, så er det, at de har problemer med, hvad autoritet er." For Melman består det overordnede problem i, at den type menneske eller subjekt, de moderne demokratiske samfund i begyndelsen var organiseret i forhold til, er på vej til at forsvinde. I 2001 definerede han det ved en psykiatrisk kongres, som at der var opstået en "ny psykisk økonomi". Som i øvrigt hænger dybt sammen med det forbrug, der kendetegner den fri markedsøkonomi. Han uddybede tanken i bogen L'homme sans gravité, der både kan betyde mennesket uden alvor; mennesket uden tyngde og mennesket uden fare. I stedet for den mennesketype, Freud diagnosticerede ved forrige århundredes start, hvor neurosen var den almindelige livsform, står vi nu med en mennesketype, der er kendetegnet ved grænseløshed, noget som nærmest kan ligne en perversion. Neurotikeren var karakteriseret ved at forholde sig til loven eller en autoritet, inkarneret i faderens nej. Faderens nej består, psykoanalytisk set, i at nægte adgangen til moderen, altså incestforbudet, og grundlægger dermed seksualiteten, men også samtidig det længselsfulde subjekt. Det er den grænseløse mulighed for hele tiden at få sit begær opfyldt med ting - for eksempel alle de ting, man kan købe, men også med skiftende partnere, skiftende job eller børn uden at have haft et Side 2 af 5

3 seksuel forhold, der på den ene side får den uendeligt eskalerende økonomi til at fungere, men på den anden side betyder, at subjektet, som vi kendte det førhen, forsvinder. Mennesket er dømt til at nyde. Og hvis man hele tiden er tilfredsstillet med 'virkelige' objekter, er der hverken mangel eller begær tilbage, men blot afreagering. Det var også det, man så i forstæderne. "De unges reaktioner var følelsesmæssige, og det er fuldt ud tilstrækkeligt til at handle, som der blev gjort. Men der var ikke nogen politiske krav, som når for eksempel jernbanearbejdere strejker. For hvis man kunne forstille sig, at de krævede 'Vi vil ikke have Sarkozy', så kunne man så spørge, 'Jamen, hvad vil du så have? Vil du have flere skoler?' - men de brændte jo skoler af. Eller 'vil du have bedre transportmidler?' Nej, de brændte jo busserne. 'Vil du have at din lillebror skal i børnehave?' Nej, den satte de også ild til..." - Den nye psykiske økonomi gælder altså også for disse unge? "Ja, det gælder i høj grad. De lever på et konstant overdrev. Og overdrevet er ikke det samme, som det man førhen forstod ved overskridelse. Det, man skal lægge mærke til, er, at der ikke engang længere er tale om at krænke loven, for der er ikke anden lov end den stærkeste ret. En fysisk overmagt. Det er kun politiet, der inkarnerer loven, og når politiet ikke er tilstede, er der ikke længere nogen lov." "Man kan også se det ved deres forhold til 'objekter', altså de ting, de ødelagde. De ødelagde ting, der symboliserer noget, de ikke normalt kan opnå uden anstrengelse - medmindre de bliver kriminelle. Ikke mindst social status. Det var også derfor, de angreb skoler og vuggestuer - fordi det repræsenterer republikken. Det er i så fald det eneste, man kan kalde politisk ved deres handlinger: At den angriber republikken." Problemet er så, forklarer Melman, at denne meningsløshed findes på alle niveauer. "Da præsident Chirac i sidste uge udtalte, at der dybest set var tale om en mangel på mening, så havde han for en gangs skyld fuldkommen ret. Problemet er så, at han selv er omfattet af denne meningsløshed. Han ved jo ikke noget om, hvor han er på vej hen. Ligesom de fleste andre politikere i Europa. Vi er alle bevæget af disse kræfter, det vedrører os alle. Den meningsløshed, der er ved at blive alment kendetegnende, er blot særlig uudholdelig for de unge i forstæderne." - Har Frankrig ikke selv skabt de problemer, der er med de unge nu? "Jo, Frankrig har selv produceret det for så vidt, de skiftende regeringer - og her gælder det især de socialistiske regeringer - er gået ud fra, at problemet først og fremmest var socialt. Og at det var nok at bygge skoler, boliger, vuggestuer og sportshaller - at give de samme faciliteter til alle. Socialisterne fortsætter med at tro, at det er det eneste problem. De har ikke tage højde for, at det er en anden slags indvandrere, der er tale om end de andre indvandrerbølger, Frankrig har kendt til og absorberet." "Forestil Dem, at jeg er ung mand i forstæderne. Min far har været specialarbejder på en fabrik, men nu er han mere eller mindre syg. Min mor går hjemme med mine brødre og søstre. Hvordan skal jeg bære mig ad med at blive en mand? Det vil sige et stærkt og ansvarsfuldt menneske? Hvem kan være min model? Hvor er de love og de pejlemærker, jeg kan indrette mig efter? Det er et problem, og det er hver enkelts problem. For det enkelte unge menneske ude i forstæderne melder problemet om, hvordan man bliver voksen, hvordan man bliver en mand eller kvinde, sig altid specifikt. Som for alle andre. Der kan være mønstre, der ligner hinanden, men løsningen er altid specifik". - Men skolen ser jo ikke ud til at kunne klare problemet med at skabe et liv for disse unge mennsker. Og det tager sig jo særlig slemt ud i forstæderne? Side 3 af 5

4 "Det er, fordi disse unge kommer fra traditioner, hvor forholdet til viden ikke er det samme som forholdet til viden i verdslige demokratiske samfund." - Det er altså, fordi de har en anden religion? "Nej, det er fordi de er fra en anden tradition, hvad angår forholdet til viden. Og det har igen at gøre med, hvorledes en familie er struktureret. Og det er bare et af de forhold, skolen må tage højde for og have ressourcer til at klare. Man kan sige, at disse unge ikke automatisk investerer deres kræfter, deres drift, i uddannelse. Det er kræfter, der kan investeres forskellige steder, de kan også investeres i sport, i kriminalitet eller pludselig bryde ud, som vi har set det nu." - De har talt om, at det samfundsmæssige resultatet af det, der sker nu, kan være, at der opstår en slags 'frivillig fascisme'? "Ja, det er ikke usandsynligt, at hvis Nationalforsamlingen blev opløst nu, og der blev udskrevet valg, så ville vi komme til at stå med en meget ubehagelig overraskelse. Det ville helt sikkert være Le Pen, der vandt i første omgang ved et præsidentvalg, derefter Sarkozy, derefter Villepin - og socialisterne kan man se i vejviseren efter. Selvfølgelig ville Le Pen ikke vinde i anden omgang, men ved et valg til parlamentet ville der komme mange ekstremt højreorienterede ind". For Melman er den frivillige fascisme, der svarer til den nye psykiske økonomi, en fascisme, hvor det går ud på at forsvare sine egne interesserer gennem en stærk person, der først og fremmest virker angstdæmpende. Og disse interesser har at gøre med, at alle skal være nyttige og at formålet er forbrug. "Le Pen er tæt på folket, fordi han udnytter følelser, der altid ligger lige for. Han udnytter fremmedhadet, nationalfølelsen og traditionerne. Han er en rigtig røver. Han er populær, fordi det er den måde, man spontant reagerer på. Når man ser sin bil brænde, så reagerer man umiddelbar sådan. Og det er dybt tragisk, at de tænkere, vi har i dette land, ikke bruges i politik. Der er en mangel på tænkning, der er kun pragmatisme tilbage, men ikke nogen politisk tænkning." "I stedet er det nu psykiske mekanismer, der ligner det frie marked, der 'tænker' for os. Et marked, hvor alting er blevet til objekter. Og dermed repræsenterer vi heller ikke læn-gere noget for hinanden. Vi er bare, som man siger det. Vi har mistet den symbolske betydning, der før opretholdt vor værdi livet igennem." "Førhen var repræsentation noget, der var opnået en gang for alle: Man er en mand, man er en kvinde, og man bevarer sin værdighed, lige meget hvor gammel man bliver. I visse kulturer var det endog sådan, at man blev mere værd med alderen, fordi man blev klogere og vidste mere. Men nu er der en anden måde at betragte mennesker på, som har at gøre med objekter. Et sådant objekt er kun noget værd, sålænge det er nyttigt. Så snart der er noget galt med det, eller det bliver lidt slidt, kan man lige så godt smide det væk. Andre steder end lige i forstæderne er det den fornemmelse, mennesker nu lever med i stadig stigende grad. Man skal hele tiden opretholde sin egen identitet, og den er ustandselig truet af andres vurdering af ens nytteværdi". I Mennesket uden alvor har Melman en profeti om et nærmest houllebecqsk menneske, et menneske, han allerede møder i sin praksis nu, der fornægter både kønnet og døden og lever i en evig, men konstant opfyldt behovstilfredsstillelse. Et menneske, der på den ene side ikke lider under det seksuelle begærs frustrationer, men på den anden side er komplet blottet for målsætninger og derfor er komplet apolitisk. Det er også et menneske, der er totalt utilgængeligt for den psykoanalyse, Melman selv praktiserer. Side 4 af 5

5 - Jeg ved godt, man ikke kan spørge en psykoanalytiker om den slags, men er der andre muligheder, og hvad er løsningen? Melman griner, men bliver hurtigt alvorlig igen. "På lige præcis problemet med de unge i forstæderne er løsningen for det første den samme, som jeg allerede foreslog Mitterrands regering for over 20 år siden. Det er meget nede på jorden. Det er nemlig at gøre arabisk til et valgfrit fag i skolen. Et barn bliver nødt til at vide, at dets kultur og sprog er accepteret og har sin plads i den franske skole. At det er anerkendt. Så det ikke kun er imaner, der tager sig af at lære dem sproget, sådan som det ofte er tilfældet nu. De har et sprog derhjemme, og det må føres med ind i skolen." - Den franske skole er altså stadig løsningen? "Ja, det er stadig den eneste reelle mulighed. Det er dyrt, men det er langt billigere end det der sker nu. Det er billigere end alle disse brændte biler, skoler og transportmidler. Der er ikke nogen vej uden om at arbejde med det enkelte barn, så det klarer sig i skolen, så det klarer sit eget liv og opbygger en virkelig identitet. Alle andre løsninger er kollektiviserende, det er sociale løsninger, og alt der går i retning af at kollektivisere denne gruppe er dømt til at slå fejl." Charles Melman -Født i Paris i Psykiater og psykoanalytiker, har i mange år arbejdet på Saint-Anne hospitalet i Paris. -Var i en årrække leder af psykoanalytikeren Jacques Lacans École freudienne de Paris samt redaktør for tidsskrifetet Scilicet. -Grundlagde i 1982 Association Freudienne, der nu har skiftet navn til Association lacanienne international og lancerede tidsskriftet le Discours psychoanalytique. -Står bag tidskrifterne Passages, La célibataire og Journal français de psychiatrie. -Har udgivet en række bøger heriblandt Nouvelle études sur l'hysterie (Denoël, Paris 1984) og L'Homme sans gravité.( (Denoël, Paris 2002). En række af hans seminarer er udgivet på forlaget ALI. Source URL: Side 5 af 5