Bhagavan Sri Sathya Sai Baba

Transkript

1 Dato : 13. januar 1965 Sted Anledning : Prasanthi Nilayam (Sai Baba s ashram; Den Højeste Freds Bolig ). : Dagen, der er helliget Herren Vishnu. Oversætterens supplerende forklaringer er anført med kursiv i parentes. Luk vinduerne og red lampen af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba Mukkoti Ekaadhashi en, som vi fejrer i dag, er også kendt som Vaikuntha Ekaadhashi (dagen, der er helliget Herren Vishnu). De to talere, der netop har talt til jer, beskrev den traditionelle legende om kærningen af havet. De beskrev alle de detaljer, der er at finde i Bhagavatha en om Mælkehavet, Vishnu s inkarnation som skildpadde, Mandara-bjerget, den giftige slange, dæmonerne og de himmelske væsener og de forskellige genstande, der dukkede frem af havet kulminerende med amritha (udødelighedens nektar)! Denne legende har stor værdi for jer, fordi I også er nødt til at kærne jeres hjertes hav og finde nektaren til jer selv. Legenden er kun en påmindelse, et stikord, et opråb. Hjertet, der er fuld af sathwaguna (gode og rene kvaliteter) er Mælkehavet. (Dette Mælkehav symboliserer det rene hjerte ). Den vedvarende kontemplation på det guddommelige, enten som jeres egen virkelighed eller som det ideal, der skal nås, er Mandara-bjerget placeret i havet som kærnestokken. Slangen, der er viklet rundt om kærnestokken som et reb, er gruppen af sanser, der udsendte giftige dampe under kærningsprocessen og næsten skræmte de dæmoner, der holdt dens hoved. Rebet blev holdt af de gode og de dårlige impulser, og begge kæmpede med kærningsprocessen; begge var de ivrige efter at opnå de resultater, som de hver især ønskede at opnå. Guds nåde er Skildpadde-inkarnationen, for Herren Selv kommer til undsætning i det øjeblik, Han finder ud af, at I oprigtigt søger udødelighedens hemmelighed. Han kommer, stille og ubemærket, som skildpadden gør. Han holder refleksionsprocessen usvækket og tjener som det stabile grundlag for al åndelig praksis. Mange ting dukker frem fra sindet, når det bliver kærnet, men den vise venter tålmodigt på, at udødelighedens garant dukker frem, og han bemægtiger sig den med begærlighed. Det er den lektie, legenden lærer jer. Den er en sammenfatning af Atmavidya (videnskaben om Selvet). Den sang, som doktoren sang ved dette mødes begyndelse, Bhajagopalam ( vær knyttet til Krishna, den guddommelige røgter ), bærer det samme budskab, men måske i en enklere og lettere form. I denne tidsalder er ihukommelse af Guds navn metoden, der skal anvendes, hvis I ønsker at krydse det verdslige livs hav. At ihukomme Herren ved hjælp af Hans navn er nok til at frelse mennesket. Herren er af lyksalighedens natur. Han er også ananda (guddommelig lyksalighed), der skal opleves gennem navnet. Det er Sath-Chith-Ananda. (Begrebet Væren- Bevidshed-Lyksalighed er en ældgammel måde at beskrive Herren på. Væren betyder udødelig eksistens ; Bevidsthed betyder universel viden, og Lyksalighed betyder fuldstændig 1

2 og ubetinget lyksalighed ). I tvivler måske på, om et så lille ord som Rama, Sai eller Krishna kan bringe jer over det verdslige livs grænseløse hav. Folk krydser store have på en lille tømmerflåde; de er i stand til at gå gennem mørke jungler med en lillebitte lampe i deres hænder. Navnet, selv pranava, der er kortere, har umådelige muligheder. (Pranava er navnet på urlyden, den oprindelige og første lyd. Lyden er OM eller AUM). Tømmerflåden behøver ikke være lige så stor som havet. Fremsigelsen af navnet er som borearbejdet, når man ønsker at tappe grundvandet. Den er som slagene med mejslen, der vil frigive den gudestatue, der er indespærret i marmor. Bryd det omsluttende lag ned, og Herren vil dukke frem. Kløv søjlen, som Prahlada bad sin fader om at gøre, og Herren, der altid er der, vil manifestere Sig. (Prahlada er en berømt Vishnuhengiven). Kærn, og I vil bringe smørret til syne, der er latent i mælken. Det er den erfaring, enhver moder giver videre til sin datter. Inden for det åndelige område lærer I denne åndelige praksis fra yogier, der har vundet og ofret dette navaneetham (friske smør) til Krishna. Der er mange, der latterliggør disse yogier og afviser dem med foragt. De kalder dem selviske, asociale, selvcentrerede driverter, der løber fra deres forpligtelser og søger tilflugt i ensomhed og stilhed. Men at være tæt på andre er ikke ensbetydende med, at man er til gavn og nytte for andre. At man er langt væk fra andre, indikerer ikke, at man hader eller frygter andres selskab, eller at man ikke er til nogen nytte. Virus trænger ind i selve blodet, og der er ganske sikkert ikke noget, der er tættere på jer, alligevel er de dødbringende fjender. Medlemmer af den samme familie er misundelige på hinanden og mistroiske over for hinanden. De, der er født som brødre og søstre, kæmper mod hinanden i retten og fylder advokaternes lommer. Selv tvillinger elsker sjældent hinanden. Det er ikke det at være tæt på, der tæller. Disse yogier flyttede ud til ensomt beliggende steder og søgte guruer, der kunne lære dem om den indre vej. Det er omtrent det samme, som unge teknikere gør i dag. De rejser til Japan, Amerika eller Rusland for at erhverve sig færdigheder, der vil hjælpe dem til at opbygge et bedre Indien. De opgiver ikke slægt og venner og alle chancer for at tjene en formue, fordi de er bange for at stå over for livets hårde realiteter. De flygter ikke fra tab eller nederlag. De tager af sted for at lede efter den evige glædes hemmelighed. De vinder den for sig selv, og gennem deres liv inspirerer de andre til at vinde denne kostbare hemmelighed ved at betræde den vej, de har fundet nyttig. Ingen kalder den mand, der rejser til udlandet for at dygtiggøre sig som ingeniør eller læge, for selvisk. Hvorfor skulle den mand, der gennemgår endnu større afsagn for at gøre sig til en bedre ingeniør for sindet, idet han anvender dets ubestridelige kræfter, ikke til trældom, men til befrielse, så blive kaldt for egocentreret? Dette viser blot en uvidenhed om livets sande værdier. Der findes isolerede hospitaler, hvor patienter, der lider af kroniske infektionssygdomme, bliver behandlet og helbredt. Eneboernes bopladser i skovene er sådanne hospitaler, hvor folk, der ønsker at blive helbredt for det verdslige livs infektion, kan gennemgå en behandling og komme raske derfra, så de kan tjene andre patienter. I dag er dagen, hvor Mælkehavet blev kærnet, og den guddommelige nektar dukkede frem og blev delt ud til guderne. Guderne var gledet over i den skæbne, der betød, at de stod foran at miste deres udødelighed! Mennesket er også udødelighedens barn. Det er grunden til, at han ikke kan få sig selv til at tro, at han vil dø. Han ser sine naboer dø, men han tror, at han på en eller anden måde selv vil undslippe døden. Jnani en (det befriede menneske, en vis person) er imidlertid altid parat til at gøre sig fri af denne klods om benet og undslippe fra det fængsel, der udgøres af navn og form. Kong Janaka var et sådant befriet menneske. Han mistede aldrig bevidstheden om altings Enhed. Engang besøgte Sulabha, den berømte kvindelige dialektiker, hans hof. I løbet af deres drøftelser udfordrede hun Janaka til også at behandle hende som sin dronning. For som hun sagde: Som et befriet menneske bør du ikke gøre nogen forskel på personer, eftersom 2

3 befriede mennesker ser det samme Selv i alle. (En dialektiker er en person, der er dygtig til at fremstille en sag set fra dens forskellige sider). Men Janaka tog til genmæle: Som et befriet menneske bør du vedkende dig Enheden. Der er ingen gyldighed i at tale om mænd og kvinder som værende forskellige. Således lærte han hende om ægte jnana (åndelig visdom). Blot det at drikke den nektar, som Jeg skaber, vil ikke skænke jer udødelighed. Alt, hvad der bliver født, må dø; alt, hvad der er blevet opført, vil falde fra hinanden. Men I kan undslippe døden ved ikke at blive født igen. Når I bliver klar over, at I er den grænseløse Atma (Den guddommelige Gnist), så vil I ikke længere blive udsat for fødslens begrænsninger. Det er hemmeligheden. Hvordan kan I blive klar over dette? Det er resultatet af en lang proces, hvor I skærper intellektet og renser jeres følelser og impulser. I praktiserer måske den mest omhyggelige japa (gentagelse af Guds navn), eller I praktiserer den strengeste askese, men hvis I ikke er retskafne mennesker, så er det hele ren og skær spild. I har muligvis de allerbedste grøntsager, I er muligvis de dygtigste kokke, men hvis kobbergryden, i hvilken I tilbeder grøntsagssuppen, ikke er grundig rengjort, vil maden, I tilbereder, blive meget giftig. Så I skal rense jeres hjerte ved hjælp af sathya (Sandhed), dharma ( rigtig handling ), santhi (fred) og prema (guddommelig kærlighed). Så vil det blive en gryde, i hvilken I kan tilberede gentagelse af hellige navne og symboler, meditation, religiøse løfter, pilgrimsrejser, rituel tilbedelse og andre retter, som I tilbereder i den. At forbedre sine tilbøjeligheder og sin karakter er en hård og besværlig opgave. En mand studerer måske alle mulige lærebøger om åndelig praksis, han studerer alle de hellige skrifter, og han holder endog timelange forelæsninger om dem, men han vil begå fejltagelser, når han konfronteres med fristelser. Som jord, der er afsveden, kan hjertet forekomme at være fri for ondskabens afgrøder, men når den første regn falder, så forandrer frøene og rødderne neden under jordoverfladen den øde og uopdyrkede jord til et grønt tæppe. Der var engang en omvandrende tiggermunk, der nægtede at afsløre sin kaste og tro, sin herkomst og sit bestemmelsessted. En skarpsindig husmor fandt let ud af det. Hun gav ham rigeligt at spise, og da han lå og sov fast og snorkede, lagde hun et rødglødende stykke træ på hans fodsåler, og manden hylede og skreg: Allah! Ens inderste væsen kan aldrig blive fornægtet, skjult eller undertrykt. Men hvad er ens inderste væsen? Det er ikke en bestemt religiøs tro eller det navn eller det sprog, som man har lært, da man lå i sin moders skød. Det er Den Absolutte Virkelighed, som I er. I jeres indre dyb ved I, at I er og vil være. Det er det karakteristiske ved Sath (væren; udødelig eksistens ). Alle eksistenser har den. I er også ivrige efter at vide, at udfolde jer gennem viden, at række ud. Alle eksistenser har denne trang til at udtrykke sig. Det er det karakteristiske ved Chith (bevidsthed; universel viden ). I søger glæde; det gør alle væsener. Det er det karakteristiske ved ananda (lyksalighed; fuldstændig og ubetinget lyksalighed ). Den lyksalighed, der findes i jer, søger sine slægtninge alle vegne, i alt og alle. Det er grunden til, at det siges, at Væren-Bevidsthed-Lyksalighed er forbindelsen mellem thath og thwam, det specifikke og det universelle. Alt er asthi (at være til), fordi det er væren; det er bhathi (at udtrykke sig selv), fordi det er bevidsthed; det er priya (tiltalende), fordi det er lyksalighed. Hvis I er i stand til, at udstyre jeres sind med denne bevidsthed, så er I realiserede personer. Ellers er I personer, der er forklædt. Der findes tre slags sind. 1. Sind, der er som afkornet bomuld, parat til at modtage den højeste visdom. Det er tillige parat til at opgive evigheders svaghed og fordomme i et øjebliks flammehav. 2. Sind, der er som tørt træ, der opnår succes, men først efter en kort stund. 3. Sind, der er som friske brændeknuder, der af al magt modstår det voldsomme angreb fra den åndelige visdoms ild. Flokke af kvæg løber mod et spejlbillede for at slukke deres tørst, men I bør være klogere. I besidder viveka (skelneevne) og vairagya (ikke-tilknytning). (Begrebet skelneevne betegner 3

4 evnen til at skelne mellem det varige og det flygtige; at erkende at verden er flygtig, mens Gud er varig. Ligeledes betegner skelneevnen evnen til at kunne skelne mellem, hvad der er godt eller dårlig; hvad der er rigtigt eller forkert. Begrebet ikke-tilknytning omhandler ønsket om og evnen til at kunne give afkald på alle flygtige glæder). I kan bevidst løsrive jer fra jeres jagt og stræben efter ting, som I opdager er skadelige for jer. Sæt jer stille i nogle få minutter og fundér over den skæbne, som de, der løber efter spejlbilledet, bliver til del. Er de lykkelige? Har de styrken til at bære lidelser og udmærkelser med sindsligevægt? Får de så meget som et glimt af universets skønhed, sandhed og storslåethed, der er Guds værk? Ser de sig selv som universets centrum? I har læst om, at Herren smeltede og blev bevæget, da en hengiven udførte streng askese. Han åbenbarede Sig, og blidt og venligt spurgte Han: Mit kære barn! Hvad er det, du har behov for? Han manifesterer Sig for at give, men tænk alligevel over den nåde, der formåede Ham til at spørge: Hvad er det, du har behov for? Han ønsker, at I i ord giver udtryk for det, I længes efter, og at I beder Gud om det; den Gud, I har bragt for jeres åsyn ved at iagttage stilhed. Det er et lille spil, Han spiller. Og sommetider er det Hans vilje, at spørgsmålet bliver besvaret på en måde, som Hans plan fordrer! Ravana s broder, Kumbhakarna, var velsignet med en belejlig evne til at slå knude på tungen. Så han fik bedt om nidhra (styrke til at sove) i stedet for nigraha (styrke til at myrde)! (Kumbhakarna sov derfor i seks måneder, hver gang han lagde sig til at sove!). Den, der ser, bør ikke knytte sig til det, han ser. Det er måden at blive fri på. Sansernes kontakt med objektet fremkalder ønsker og tilknytning. Det fører til bestræbelse og til enten opstemthed eller fortvivlelse. Så opstår der frygt for at miste eller sorg over nederlag, og rækken af reaktioner bliver længere og længere. Når der er mange døre og vinduer, der holdes åbne, så vinden kan blæse ind af dem, hvordan kan lampens flamme så overleve? Denne lampe er sindet, der skal brænde roligt og upåvirket af den ydre verdens dualistiske krav. Fuldstændig overgivelse til Herren er en måde at lukke vinduer og døre på. Når I har denne holdning af fuldstændig overgivelse til Gud, så er I blottet for ego, og derfor bliver I ikke kastet omkring af glæde og sorg. Fuldstændig overgivelse får jer til at tænke på Guds nåde, når I møder alle kriserne i jeres liv, og derfor gør overgivelse jer heroiske, mere trofaste, hengivne og bedre forberedt til kampen. Beslut jer på denne gunstige dag til at begynde at søge efter sathya (Sandhed). (Det, der er det samme i fortid, nutid og fremtid, er sathya. Det er altså det, der er uforanderligt, der er sathya. Det betyder, at intet i universet, eller selve universet som sådan, er sathya. Sai Baba siger: Sandhed er Gud; Gud er Sandhed). Uththarayana (dagen, hvor Solen starter på sin nordgående bane) er det bedste tidspunkt. For denne dags morgen er morgenen, hvor den store og prægtig Bhishma ventede længe på sit leje af pile; det er morgenen, hvor Solen går i sin nordlige bane, retningen hvor guderne befinder sig, hvor Siva bor. Solen er den guddom, der kontrollerer øjet, menneskets syn, og derfor er de seks måneder, hvor Solen bevæger sig mod Siva også meget gunstige for mennesket til at gøre det samme. Der er nogle forhandlere af tømmer i Øst Godavari-distriktet til stede her. De ved, at kævler flyder ned af Godavari-floden, når floden er vandrig, og at de igen bliver taget op ad vandet efter en rejse på mange mange kilometer ved Rajahmundry eller et andet sted. Jernbanesveller flyder ned fra Himalaya-skovene på Ganges og bliver opsamlet ved Haridwar i tusindtal. Slut jer til floden; slut jer til det strømmende vandløb, og rejsen bliver lettere. Det samme er tilfældet, hvis I praktiserer åndelige øvelser for at nå Herren. Når synets guddom bevæger sig mod det guddommelige område, så kan I drage nytte af denne fremdrift. I dag er det også Vaikuntha Ekadhashi. Mange af jer forventer, at Jeg går ned til Chitravathi-flodlejet og materialiserer nektar og giver jer alle noget. Godt! På vejen mod floden møder I flokke af kvæg, der bevæger sig ned til floden eller vender tilbage fra den. I har erhvervet jer denne vaag amritham (ord-nektar) fra denne tale, som I kan bevare i jeres sind, og som I kan handle 4

5 i overensstemmelse med. Det er den sande guddommelige nektar. Kend dens værdi, tillad ikke, at den går til spilde, sørg for at den bliver guddommelig. Oversat af 5