Forslag. Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Transkript

1 L 132 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces). Fremsat den 30. marts 2005 af justitsministeren (Lene Espersen) Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces) 1 I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som ændret ved 2 i lov nr af 22. december 2004, foretages følgende ændringer: 1. I 2 a, stk. 2, nr. 2, 368, stk. 5, 1. pkt., og 369, stk. 2, udgår»og processuelle straffe«2. I 22 indsættes som stk. 2:» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces efter regler i denne lov.«3. I 23 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:» Stk. 2. Ved afgørelse af klager over afslag på fri proces består nævnet af en landsdommer (afdelingsformand), en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de tre medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Stk. 1, pkt., finder tilsvarende anvendelse.«stk. 2 bliver herefter stk I 23, stk. 2, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., indsættes efter»stk. 1«:»og 2«. 5. I 25, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter»sager«:»om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling«. 6. I 41 b, stk. 1, indsættes efter»kendelser«:»samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager« , stk. 4, 6. pkt., 54 a, stk. 3, 6. pkt., 128, 139, stk. 1, 4. pkt., 147 e, stk. 2, 3. pkt., 259, stk. 3, 3. pkt., og 260, stk. 6, 3. pkt., ophæves. 8. Kapitel 30 affattes således:»kapitel 30 Sagsomkostninger 311. Enhver part skal foreløbig betale de omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt, som parten har foretaget eller anmodet om. Stk. 2. Retten kan efter anmodning fra en part, der efter stk. 1 foreløbig skal betale omkostningerne ved et syn og skøn eller lignende, bestemme, at modparten foreløbig skal betale en del af omkostningerne, hvis modpartens spørgsmål til syns- og skønsmanden mv. i væsentlig

2 grad har bevirket en forøgelse af omkostningerne. Stk. 3. Retten bestemmer, i hvilket forhold parterne foreløbig skal betale de omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt, som retten anordner af egen drift. Stk. 4. Er parten ikke repræsenteret af advokat, kan retten betinge iværksættelse af et processuelt skridt af, at parten stiller en sikkerhed, hvis art og størrelse fastsættes af retten Den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet. Stk. 2. Retten kan dog bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Stk. 3. Har den tabende part tilbudt modparten, hvad der tilkommer denne, skal modparten erstatte den tabende part udgifterne ved den derefter følgende del af processen. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Når sagen i det hele afvises, betragtes den med hensyn til sagsomkostninger som tabt af sagsøgeren. Stk. 5. Den part, som ved appel ikke opnår nogen forandring af den appellerede afgørelse, betragtes med hensyn til sagsomkostninger som tabende. Stk. 6. I de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b omhandlede sager skal ingen part betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det Når hver af parterne for en del taber og for en del vinder sagen, pålægger retten en af parterne at betale delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemmer, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten. Stk. 2. Retten kan dog pålægge en af parterne at betale fulde sagsomkostninger til modparten, når modpartens påstand kun i en mindre betydelig grad afviger fra sagens udfald, og afvigelsen ikke har medført særskilte omkostninger Når en sag hæves, kan retten pålægge en af parterne at betale fulde eller delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemme, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten Opnås der ved appel en forandring i den appellerede afgørelse, finder anvendelse med hensyn til appelsagens omkostninger såvel som med hensyn til omkostningerne ved sagens tidligere behandling, for så vidt der skal træffes afgørelse herom Som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til advokatbistand erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt ud. Stk. 2. Sagsomkostninger kan ikke tilkendes skadesløst eller efter regning Procesfæller hæfter solidarisk for sagsomkostninger. Dog kan retten, når omstændighederne taler for det, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse dele af omkostningerne Den part, som på uforsvarlig måde har foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse eller andre overflødige processuelle skridt, skal, selv om parten i øvrigt vinder sagen, erstatte modparten udgifterne herved Advokater og andre rettergangsfuldmægtige kan ifølge modpartens påstand under sagen pålægges at bære de omkostninger, som de ved pligtstridig opførsel har forårsaget Retten kan beslutte, at statskassen skal erstatte udgifter, som en part uden egen skyld er blevet påført som følge af, at sagen helt eller delvis har måttet gå om eller ikke har kunnet behandles.

3 321. En sagsøger, der ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal efter sagsøgtes anmodning stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til sagsøgte. Sagsøgtes anmodning skal fremsættes i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af retten, der tillige kan fritage for sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det. Stilles sikkerheden ikke, afvises sagen. Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis sagsøgeren har bopæl eller hjemsted i et land, hvor en sagsøger, der har bopæl eller hjemsted i Danmark, er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger Retten træffer bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom, jf. dog 319.«9. Kapitel 31 affattes således:»kapitel 31 Retshjælp og fri proces 323. Justitsministeren yder tilskud til retshjælp ved advokatvagter i form af helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1). Justitsministeren yder endvidere tilskud til retshjælp ved advokater i form af rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3). Stk. 2. Enhver har ret til vederlagsfri retshjælp på trin 1 vedrørende ethvert retsspørgsmål. Stk. 3. Den, der opfylder de økonomiske betingelser efter 325, har ret til delvis vederlagsfri retshjælp på trin 2, jf. dog stk. 4. Når der foreligger en tvist, og der skønnes at være udsigt til, at sagen ved yderligere bistand fra advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt, har den pågældende endvidere ret til delvis vederlagsfri retshjælp på trin 3. Stk. 4. Retshjælp på trin 2 og 3 kan ikke gives til: 1) sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager, 2) aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter, 3) sager om gældssanering eller 4) sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et privat klageeller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Stk. 5. Uanset stk. 4, nr. 4, kan der dog gives retshjælp på trin 2 og 3 ved klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse. Stk. 6. Vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 udgør 800 kr. (2005-niveau) inkl. moms, hvoraf statskassen betaler 75 pct. Vederlaget til advokater for retshjælp på trin 3 udgør kr. (2005-niveau) inkl. moms, hvoraf statskassen betaler halvdelen. Statskassen betaler dog hele vederlaget for retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces. Tilskud fra statskassen omfatter alene vederlag, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden form for forsikring. Stk. 7. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af retshjælp, herunder om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud til retshjælp, herunder om tilskuddets beregning og udbetaling Justitsministeren kan af statskassen yde tilskud til retshjælpskontorer. Justitsministeren fastsætter regler om tilskuddets beregning og udbetaling Der kan efter ansøgning meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, fri proces efter reglerne i 327 og 328. Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må antages at

4 blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren fastsætter regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget. Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør kr. (2005-niveau) for enlige. Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen udgør kr. (2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år, herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne De i 323, stk. 6, og 325, stk. 3-5, angivne beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb efter 323, stk. 6, afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. De regulerede beløb efter 325, stk. 3-5, afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted Fri proces kan, jf. 325, gives til en sag i 1. instans: 1) i de i 139, stk. 1, 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i sager efter 13 i lov om forældremyndighed og samvær, 2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og 3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i: a) en kredsbestyrelse, jf. 146, b) et huslejenævn eller et beboerklagenævn, c) et centralt statsligt klagenævn, eller d) et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, og sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af kredsbestyrelsens eller nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller kredsbestyrelsen eller af modparten til ændring af kredsbestyrelsens eller nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller kredsbestyrelsen. Stk. 2. Fri proces kan, jf. 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten. Stk. 3. Fri proces efter stk. 1 og 2 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen. Stk. 4. Fri proces efter stk. 1 og 2 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset 392, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse Uden for de tilfælde, der er nævnt i 327, kan fri proces, jf. 325, gives, hvis ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces. Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet: 1) sagens betydning for ansøgeren, 2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen, 3) sagsgenstandens størrelse, 4) størrelsen af de forventede omkostninger og 5) muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler herimod. Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til:

5 1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed, eller 2) sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds. Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeleles af justitsministeren. Afslås fri proces, kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget Uden for de tilfælde, der er nævnt i 325, jf. 327 og 328, kan justitsministeren efter ansøgning meddele en part fri proces, når særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Afslås fri proces, kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele Fri proces medfører for vedkommende part: 1) fritagelse for afgifter efter lov om retsafgifter, 2) beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. 334, 3) godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen, 4) fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger, og 5) i skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for skifteomkostninger og, for så vidt udgifterne ikke kan dækkes af boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuel medhjælper i boet og andre udgifter ved foranstaltninger, der iværksættes med skifterettens godkendelse. Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser. Stk. 3. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig for at opnå en ny foretagelse af sagen for samme ret, samt fuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces. Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter også behandlingen af sagen i 2. eller 3. instans, såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten, og den part, der har fri proces, helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans. Stk. 5. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død. Stk. 6. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører virkningerne af fri proces Retten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet fri proces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. 331, stk. 1, nr. 1. I det omfang en part er fritaget for betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. 331, stk. 1, nr. 4, betales sagsomkostningerne af statskassen. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger, tilfalder beløbet statskassen. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning af sagen, fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og parten. Stk. 2. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces, i det omfang udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det For hver ret antager justitsministeren et passende antal advokater til at udføre sager for parter, der har fri proces, eller for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter reglerne i denne lov. Justitsministeren kan ved antagelse af en advokat ved en byret bestemme, at der ikke skal tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen. Stk. 2. I ankesager kan den advokat, der har været beskikket under behandlingen i den foregående instans, beskikkes til også at føre sagen for den overordnede ret, såfremt advokaten er

6 mødeberettiget for denne ret. Stk. 3. Efter partens anmodning kan en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende ret, beskikkes, såfremt det findes forsvarligt, og advokaten er mødeberettiget for retten og villig til at lade sig beskikke. Stk. 4. En autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for landsret, kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det findes forsvarligt. Det er dog en betingelse, at sagen ikke på forhånd skønnes uegnet som prøvesag, og at parten meddeler samtykke hertil. Stk. 5. De i stk. 1 nævnte advokater skal yde retshjælp efter 323, stk. 1, 2. pkt. Advokater, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren bestemmer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident (den administrerende dommer). Ved de i 17 nævnte retter meddeler dommeren beskikkelse af advokat. Beskikkelsen omfatter også retshandlinger ved anden ret. Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog 333, stk. 1, 2. pkt. Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelse for rejseudgifter. Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Fastsættelsen sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning. Stk. 5. Den beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse udover de beløb, der er fastsat af retten. I de i stk. 3 nævnte tilfælde samt i tilfælde, hvor den beskikkede advokat giver møde ved en anden ret, jf. stk. 1, 3. pkt., kan der dog træffes aftale mellem parten og advokaten om, at parten skal betale rejseudgifter, der ikke dækkes af statskassen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, såfremt der er truffet særlig aftale mellem parten og advokaten om vederlaget og advokaten frafalder krav på vederlag af statskassen. Stk. 6. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales af forsikringen Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, indtræder statskassen i sikredes krav mod forsikringsselskabet, i det omfang statskassen har ydet dækning efter reglerne om retshjælp og fri proces. Dette gælder dog ikke dækning i form af fritagelse for afgifter efter 331, stk. 1, nr Der kan efter ansøgning ydes en part, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Bestemmelserne i finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Omkostninger ved sagen dækkes efter stk. 1, i det omfang statskassen, hvis der havde været meddelt fri proces, ville have ydet dækning efter 331, 332 og 334. Stk. 3. Når retten i medfør af 327, stk. 4, har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt, fastsætter retten samtidig, hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2. Stk. 4. Når justitsministeren eller Procesbevillingsnævnet i medfør af 328, stk. 5, har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt, kan justitsministeren træffe afgørelse om udbetaling af det ansøgte beløb, såfremt dette kan godkendes, jf. stk. 2. Kan justitsministeren ikke godkende det ansøgte beløb, sender justitsministeren sagen til den ret, der behandler eller senest har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.«10. Efter 336 c indsættes i kapitel 31 :

7 » 336 d. Ved beskikkelse af advokat i medfør af regler i kapitel b gælder samme regler o m salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces.«11. I 391, stk. 1, udgår»og om processuelle straffe« affattes således:» 449. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand, kan retten beskikke den pågældende part en advokat. Retten pålægger samtidig med sagens afslutning parten at erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse med beskikkelsen.« affattes således:» 451. Udgifter ved bevisførelse i henhold til 450, stk. 2, afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.« l affattes således:» 456 l. Udgifter ved bevisførelse i henhold til 456 h afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.« affattes således:» 465. Udgifter ved bevisførelse i henhold til 461 afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.« affattes således:» 474. Udgifter ved bevisførelse i henhold til 471 afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.« h affattes således:» 475 h. Udgifter ved bevisførelse i henhold til 475 e afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.« , stk. 2, affattes således:» Stk. 2. Retten kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter 325, fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand for fogedretten.« , stk. 4, affattes således:» Stk. 4. Skyldneren kan ikke gyldigt give samtykke til udlæg i de i stk. 1 og 3 nævnte aktiver.«20. I 561, stk. 6, 3. pkt., ændres»den i 330, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse«til:»de økonomiske betingelser efter 325« , stk. 6, 6. pkt., ophæves. 22. I 741, stk. 1, 2. pkt., ændres» 336 c, stk. 2, 3 og 5«til:» 333, stk. 1, 2. pkt., og 334, stk. 3 og 5« e og 821 f, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

8 a affattes således:» 995 a. Retten kan give den forurettede fri proces, når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af erstatningskravet, og den forurettede opfylder de økonomiske betingelser efter 325. Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav.« a ophæves. I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, som ændret senest ved 1 i lov nr af 22. december 2004, foretages følgende ændringer: 1. I 1, stk. 3, 2. pkt., og 2, stk. 3, 2. pkt., ændres» 335 a eller markedsføringslovens 23«til:» 327, stk. 1, nr. 2 eller 3« , stk. 1, nr. 2, affattes således:»2) en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens 331, stk. 1, nr. 1,«3. I 13, stk. 1, indsættes som nr. 3 :»3) en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens 325.«4. 20, nr. 3, affattes således:»3) krav tilkommende en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens 331, stk. 1, nr. 1,«5. I 20 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:»4) krav tilkommende en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens 325,«Nr. 4-7 bliver herefter nr , stk. 2, affattes således:» Stk. 2. Reglerne i 13 finder tilsvarende anvendelse ved anke.«3 I lov om renter ved forsinket betaling mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002, foretages følgende ændringer: 1. I 1, stk. 1, ændres» 8«til:» 8 og 8 a«. 2. Efter 8 indsættes:» 8 a. Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter 5, stk. 1 og 2. Stk. 2. I tilfælde af appel skal rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger stadfæstes. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb, eller appellen i øvrigt havde opsættende virkning.«4

9 I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 26. juni 1969, som ændret ved lov nr. 335 af 14. maj 1992, lov nr af 23. december 1992 og lov nr. 385 af 28. maj 2003, foretages følgende ændring: 1. I 10, stk. 4, 1. pkt., udgår»rettergangsbøder og«. I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001, som ændret senest ved lov 16 i lov nr. 473 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring: 1. I 112, stk. 4, udgår»rettergangsbøder og«. 5 6 I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som ændret ved 2 i lov nr af 29. december 1999, 4 i lov nr. 215 af 31. marts 2004 og 3 i lov nr. 447 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring : ophæves. I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som ændret ved 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer: 7 1. I 219, stk. 2, 1. pkt., ændres»den i retsplejelovens 300, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse«til:»de økonomiske betingelser efter retsplejelovens 325« ophæves. 3. I 248, stk. 3, udgår»processuelle straffe og om«. 4. I 252, stk. 2, udgår»processuelle straffe og«. I l ov nr. 449 af 9. juni 2004 om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold mv. foretages følgende ændringer: 1. I 8, stk. 2, 2. pkt., ændres»741 c-741 e«til:»741 c og 741 d« I 8, stk. 2, indsættes som 3. punktum:»om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.«9 I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 17. juli 2000, som ændret ved 18 i lov nr. 428 af 6. juni 2002, 4 i lov nr. 450 af 10. juni 2003 og 3 i lov nr. 352 af 19. maj 2004, foretages følgende ændring: ophæves. 10

10 I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004, som ændret ved lov nr. 429 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring: 1. I 52, stk. 4, ændres»den i retsplejelovens 330, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse«til:»de økonomiske betingelser efter retsplejelovens 325«. 11 I lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling foretages følgende ændring: 1. I 10, stk. 3, ændres»betingelserne i retsplejelovens 330, stk. 1, nr. 2«til:»de økonomiske betingelser efter retsplejelovens 325«. 12 Stk. 1. Lovens 1, nr. 1, 6, 8, 10, 11, 13-17, 19 og 25, 3-5 og 7, nr. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli Lovens 1, nr. 2-5, 7, 9, 12, 18 og 20-24, 2, 6, 7, nr. 1 og 2, og 8-11 træder i kraft den 1. januar Stk finder anvendelse på domme og andre retsafgørelser, der afsiges efter den 1. juli Stk. 3. Regulering efter retsplejelovens 326, som affattet ved denne lovs 1, nr. 9, foretages første gang pr. 1. januar 2007 med 4,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenterne for 2006 og Stk. 4. Fra den 1. januar 2007 dækker retshjælpsforsikringer uden fradrag af selvrisiko, såfremt sikrede opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens 325, og sikrede behøver ikke at ansøge om fri proces, for at retshjælpsforsikringen dækker. Eksisterende policer behøver ikke forsynes med påtegning herom. Stk. 5. En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den ændring af størrelsen af sagsomkostningerne, der er en følge af denne lov. Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Stk. 2. 3, 4, 6-8, 10 og 11 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. 13

11 1. Formål og baggrund Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger Indholdsfortegnelse 1. Formål og baggrund Sagsomkostninger Gældende ret Retsplejerådets overvejelser Justitsministeriets 19 overvejelser Retshjælp Gældende ret Retsplejerådets overvejelser Justitsministeriets 25 overvejelser Fri proces Gældende ret Retsplejerådets overvejelser Justitsministeriets 33 overvejelser Retshjælpsforsikring Gældende ret Retsplejerådets overvejelser Justitsministeriets 37 overvejelser Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv Høring Formålet med lovforslaget er at modernisere og forbedre retsplejelovens regler om sagsomkostninger, retshjælp og fri proces i civile sager. Der foreslås en ny samlet regulering af spørgsmålet om sagsomkostninger, der i vidt omfang viderefører principper, som allerede gælder i dag. Hovedprincippet vil fortsat være, at den tabende part skal betale sagsomkostninger til den vindende part, og dette vil også fremover kunne fraviges, hvis særlige grunde taler for det. Endvidere videreføres de gældede regler om, at andre udgifter end udgifter til advokatbistand i princippet erstattes fuldt ud, hvorimod udgifter til advokatbistand erstattes med et standardiseret beløb, der ikke direkte afhænger af udgiften i den konkrete sag. Der lægges med lovforslaget op til en væsentlig forhøjelse af de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand. Formålet hermed er at opnå en bedre overensstemmelse mellem de sagsomkostninger, som den vindende part får tilkendt, og partens faktiske udgifter til advokatbistand. Endvidere er det hensigten, at der fremover skal være større gennemsigtighed med hensyn til afgørelser om sagsomkostninger. Det forudsættes således, at parterne i højere grad udtaler sig, før der træffes afgørelse om sagsomkostninger, og at afgørelsen begrundes mere udførligt. Endvidere foreslås det, at enhver som udgangspunkt skal have ret til aktindsigt i beslutninger om sagsomkostninger i civile sager på

12 samme måde som i domme og kendelser. Endelig foreslås det, at tilkendte sagsomkostningsbeløb fremover skal forrentes, hvis sagsomkostningerne ikke betales inden udløbet af fuldbyrdelsesfristen. Der foreslås et enklere og mere enstrenget regelsæt, hvor der opereres med tre trin for retshjælp: Helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1) Rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) Rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3) Det foreslås at videreføre det gældende princip, hvorefter retshjælp som udgangspunkt er mulig i alle sager, men hvor der er en såkaldt negativliste med sager, som er undtaget. Der foreslås ingen ændringer i, hvilke typer af sager der skal være undtaget fra retshjælp, men det foreslås, at negativlisten alene skal gælde for videregående retshjælp, dvs. retshjælp på trin 2 og 3. Endvidere foreslås det, at betingelserne for tilskud til private retshjælpsinstitutioner fremover skal fastsættes ved bekendtgørelse, og at vederlaget til advokater for advokatretshjælp fremover skal reguleres årligt. Der foreslås en ny samlet regulering af spørgsmålet om fri proces. De gældende økonomiske betingelser for fri proces foreslås videreført uændret. Samtidig foreslås en mere nuanceret lovregulering af de materielle betingelser for fri proces, der i dag udgøres af reglen om»rimelig grund til at føre proces«. Forslaget til materielle betingelser for fri proces indeholder følgende hovedelementer: Der skal som udgangspunkt gives fri proces i sager i første instans om ægteskab og forældremyndighed. Der skal som udgangspunkt gives fri proces, når en person helt eller delvis har fået medhold i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, men modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse, eller modparten anlægger retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse. Der skal som udgangspunkt gives fri proces, når en person helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten. For andre sager lovfæstes de vigtigste hensyn, som indgår i vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, herunder sagens betydning for ansøgeren, udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen, sagsgenstandens størrelse, størrelsen af de forventede omkostninger og muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. For så vidt angår sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold eller om personskade angives det udtrykkeligt i loven, at henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte skal anses for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre andre hensyn klart taler herimod. Det foreslås endvidere at videreføre den gældende regel om, at der, når særlige grunde taler for det, kan meddeles fri proces, selv om de almindelige betingelser for at få fri proces ikke er opfyldt. Med hensyn til forholdet mellem fri proces og retshjælpsforsikring foreslås det at videreføre den gældende regel om, at fri proces er subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning. I forlængelse heraf foreslås det at adskille fri proces og retshjælpsforsikring yderligere, således at der ikke skal gives fri proces, hvis ansøgeren har en retshjælpsforsikring, der dækker den konkrete sag. Samtidig foreslås det dog, at en person, der har retshjælpsforsikringsdækning, skal kunne ansøge om dækning af rimelige udgifter ud over forsikringens maksimum, hvis de øvrige betingelser for fri proces er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at sagsomkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum. Med hensyn til kompetencen til at give fri proces foreslås det, at domstolene skal bevilge fri proces i de tilfælde, hvor der ikke skal foretages en nærmere vurdering af udsigten til, at ansøgeren vil få medhold, og at kompetencen til at bevilge fri proces i andre tilfælde henlægges til Civilstyrelsen, samt at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne indbringes for en nyoprettet afdeling i Procesbevillingsnævnet, der skal behandle klager over afslag på fri proces. Lovforslaget bygger på de dele af Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene) (herefter»betænkningen«), som angår sagsomkostninger, retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring, og svarer i det væsentlige til Retsplejerådets lovudkast. Forslaget om at forhøje de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, udmønter regeringens aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne omkring forslaget til finanslov for 2005.

13 2. Sagsomkostninger 2.1. Gældende ret Civile retssager påfører typisk parterne en række udgifter. I de fleste sager skal der betales retsafgift til staten. I mange sager antager parterne hver en advokat, som modtager et honorar for sin bistand. Mange former for bevisførelse medfører udgifter, eksempelvis syn og skøn. Endvidere kan en part have udgifter til transport i forbindelse med møder i retten eller skønsforretninger mv., og i samme forbindelse kan der være tabt arbejdsfortjeneste (eller udgifter til afløser). Endelig kan der være forskellige normalt mindre udgifter forbundet med retssagen, eksempelvis til kopiering, porto og telefon. Retsplejelovens udgangspunkt er, at omkostninger forbundet med den konkrete sag skal betales af sagens parter, medmindre der er bevilget fri proces, jf. herom pkt. 4 nedenfor. Parterne skal således betale retsafgift og alle egne udgifter i forbindelse med retssagen samt endvidere udgifter til bevisførelse, jf. ovenfor. Parterne skal ikke betale udgifter, der vedrører retten og rettens personale. Parterne skal således ikke særskilt (dvs. ikke ud over retsafgiften) betale for løn til dommere og andet personale, honorar til sagkyndige dommere, brug af rettens bygninger eller transportudgifter (og rejsegodtgørelser) vedrørende rettens medlemmer for eksempel i forbindelse med en besigtigelse. Parterne skal heller ikke betale for forkyndelse i forbindelse med retssager, jf. retsplejelovens 165, stk. 2, 1. pkt Retsplejeloven bygger på det princip, at parterne hver især foreløbig afholder deres egne udgifter, og at udgifter til bevisførelse afholdes af den part, der har anmodet om bevisførelsen, jf. retsplejelovens 311, stk. 1. Retsplejelovens regler om den endelige fordeling af sagsomkostningerne kan skematisk gengives således: (1) Hovedprincippet er, at den tabende part betaler ( 312, stk. 1). Dette gælder også ved appel ( 317). Afvises sagen, anses sagsøgeren som tabende part ( 313). (2) Hæves sagen, afgør retten, hvordan der skal forholdes med sagens omkostninger ( 312, stk. 4). (3) Det samme gælder, når hver af parterne for en del taber og for en del vinder sagen ( 316). (4) Udgifter påløbet efter at den tabende part har tilbudt den vindende part, hvad der tilkommer denne, påhviler den vindende part ( 312, stk. 5). (5) Udgifter forårsaget ved tilregnelig fejl eller forsømmelse påhviler den part, der har begået fejlen ( 319). (6) Hovedprincippet (taberen betaler) kan fraviges ved aftale ( 312, stk. 1). (7) Hovedprincippet (taberen betaler) kan endvidere fraviges, hvis retten»i særlige omstændigheder finder skellig grund«dertil ( 312, stk. 1). Retsplejelovens regler om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet som sagsomkostning, kan skematisk gengives således: (1) Sagsomkostninger kan kun tilkendes med et bestemt beløb, der direkte fremgår af dommen ( 312, stk. 2, 4. pkt.). Denne regel kan ikke fraviges ved aftale ( 312, stk. 2, 5. pkt.). (2) Udgifter til advokatsalær erstattes med et passende beløb, mens øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud ( 312, stk. 2, 4. pkt.). (3) Unødvendige udgifter erstattes ikke ( 312, stk. 2, 1. pkt.). Selv om en bevisførelse viser sig ikke at oplyse noget i sagen, anses udgifterne hertil ikke allerede derfor som unødvendige ( 312, stk. 3). Det samme gælder udgifter til bevisførelse, som angår et anbringende, som parten ikke får medhold i De almindelige regler om sagsomkostninger, herunder navnlig hovedreglen om, at den tabende part skal erstatte den vindende parts sagsomkostninger, fraviges i sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller af adoption uden samtykke (indispositive sager), jf. retsplejelovens 451, stk. 3, 456 l, stk. 2, 465, stk. 2, 474, stk. 2, og 475 h, stk. 2. I disse sager er hovedreglen, at hver af parterne bærer egne sagsomkostninger. Retten kan dog, hvis der er særlig anledning til det, pålægge en part at betale sagsomkostninger helt eller delvis, men det sker i praksis kun sjældent. I værgemålssager gælder endvidere, at den, der begæres sat under værgemål eller er under værgemål, kun kan pålægges at betale sagsomkostninger, hvis den pågældende ikke opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

14 De særlige regler om tilkendelse af sagsomkostninger i indispositive sager må ses i sammenhæng med reglerne om advokatbeskikkelse og fri proces i disse sager, jf. herom pkt nedenfor. I sager om forældremyndighed afholdes udgifter til bevisførelse, der besluttes af retten af egen drift, af statskassen, jf. retsplejelovens 451, stk. 2. Retten kan bestemme, at også andre udgifter i sager om ægteskab og forældremyndighed skal afholdes af statskassen. Reglen er navnlig tænkt anvendt i tilfælde, hvor retten opfordrer en part, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, til at føre bevis. I begge situationer kan retten pålægge en part at dække udgifterne, hvis parten i øvrigt pålægges at betale sagsomkostninger, men det sker som nævnt kun sjældent i praksis. I sager om faderskab afholdes udgifter til bevisførelse, der besluttes af retten af egen drift eller efter anmodning fra en part, af statskassen, jf. retsplejelovens 456 l, stk. 1. I værgemålssager og sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller af adoption uden samtykke kan retten bestemme, at (også) andre udgifter end udgifter til en beskikket advokats vederlag og udlæg kan afholdes af statskassen, jf. retsplejelovens 465, stk. 1, 474, stk. 1, og 475 h, stk Med hensyn til, hvilke udgifter mv. der anerkendes som sagsomkostninger, fremgår det direkte af retsplejeloven, at udgift til advokatsalær erstattes med et»passende beløb«. Dette indebærer, at sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand fastsættes på standardiseret grundlag bl.a. ud fra sagens værdi, det med sagen forbundne arbejde og det opnåede resultat. Der er således ikke nogen direkte sammenhæng mellem det beløb, en vindende part kan få tilkendt som sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, og det beløb, parten rent faktisk skal betale til advokaten. I praksis er det formentlig nu sådan, at det tilkendte omkostningsbeløb i de fleste tilfælde er mindre end det beløb, der skal betales til advokaten, men det modsatte kan også forekomme. Med hensyn til udmålingen af det passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand vil der normalt blive taget udgangspunkt i landsretternes vejledende takster, der er udtryk for, hvordan landsretterne som udgangspunkt vil fastsætte sagsomkostninger i konkrete sager. Landsretternes takster, der senest er ændret i 2003, er opdelt i 19 intervaller fra 0-1 mio. kr. For hvert interval angives en middelværdi svarende til sagsomkostningsbeløbet til dækning af udgifter til advokatbistand ved den sag, hvis værdi er i midten af intervallet. Endvidere angives en maksimumsværdi for sagsomkostningsbeløbet ved den sag, hvis værdi svarer til intervallets øvre grænse. Sagsomkostningsbeløbene spænder fra kr. i intervallet kr. (middelværdi) til kr. i intervallet mio. kr. (maksimumsværdi). Der er endvidere angivet en formel for beregning af sagsomkostningsbeløb for sager over 1 mio. kr. De nævnte sagsomkostningsbeløb er ekskl. moms. Taksterne er alene vejledende, og omkostningerne skal i den enkelte sag også fastsættes under hensyntagen til sagens omfang, beskaffenhed og kompleksitet Landsretterne har udarbejdet særskilte takster for inkassosager, dvs. sager, der optages til dom som følge af manglende eller for sen indlevering af svarskrift eller som følge af mangler ved svarskriftet, eller som afsluttes på anden måde, uden at kravet bestrides i svarskriftet. Taksterne er også i inkassosager principielt alene vejledende, og omkostningerne skal derfor i princippet i den enkelte sag også fastsættes under hensyntagen til sagens omfang, beskaffenhed og kompleksitet. Sagernes helt ensartede karakter medfører imidlertid, at fravigelser af taksterne er langt sjældnere end i tvistige sager. Landsretternes takster er opdelt i 19 intervaller fra kr. For hvert interval angives en middelværdi svarende til sagsomkostningsbeløbet til dækning af udgifter til advokatbistand ved den sag, hvis værdi er i midten af intervallet. Endvidere angives en maksimumsværdi for sagsomkostningsbeløbet ved den sag, hvis værdi svarer til intervallets øvre grænse. Sagsomkostningsbeløbene spænder fra 360 kr., 770 kr. og kr. i intervallet kr. (henholdsvis minimumsværdi, middelværdi og maksimumsværdi) til kr. i intervallet kr. (maksimumsværdi). Der er endvidere angivet en formel for beregning af sagsomkostningsbeløb for sager over kr. De nævnte sagsomkostningsbeløb er ekskl. moms. I tilknytning til taksterne for inkassosager har landsretterne udarbejdet særskilte takster for sager om betalingspåkrav, dvs. sager om ubestridte pengekrav på højst kr., jf retsplejelovens kapitel 44 a, der trådte i kraft den 1. januar Disse takster for sager om betalingspåkrav anvender intervallerne indtil kr. fra taksterne for inkassosager og anvender for hvert interval den middelværdi for sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, som fremgår heraf. Da sager om betalingspåkrav er ganske ensartede, er der her ikke mulighed for at fravige taksterne i konkrete sager. Ved den konkrete udmåling af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand skal der

15 imidlertid i givet fald fradrages et eventuelt beløb, som er medtaget i betalingspåkravet til dækning af udgifter til advokat efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger. Dette skyldes, at taksterne størrelsesmæssigt inkluderer udgifter til advokatbistand til udenretslige inkassoskridt før sagens anlæg. Rentelovens 9 a indeholder regler om, at skyldneren skal betale fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretslig inddrivelse af fordringer på formuerettens område. Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt, og justits ministeren har på grundlag heraf udstedt bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling. Bekendtgørelsen indeholder regler om, hvornår fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler udgifter til henholdsvis egeninkasso (dvs. udenretslige inddrivelsesskridt, som fordringshaveren selv foretager) og fremmedinkasso (dvs. udenretslige inddrivelsesskridt, som en anden, typisk en autoriseret inkassovirksomhed eller en advokat, foretager for fordringshaveren). Bekendtgørelsen fastsætter endvidere maksimumsbeløb for, hvad fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler til dækning af fordringshaverens udgifter til henholdsvis egeninkasso og fremmedinkasso Retsplejerådets overvejelser Retsplejerådet finder, at hovedprincippet om, at taberen betaler, fortsat bør være udgangspunktet for retsplejelovens regler om sagsomkostninger i civile retssager. Sagsomkostningerne bør efter rådets opfattelse ikke som almindelig regel betales af det offentlige eller af lovpligtige forsikringer. Der er derfor kun parterne til at betale, og den bedste løsning er efter rådets opfattelse den, der har været gældende siden retsplejelovens ikrafttræden i 1919, og som anvendes i andre europæiske lande. Retsplejerådet anfører, at denne regel er udtryk for, at den tabende part i en dispositiv civil retssag som udgangspunkt pålægges et objektivt ansvar (dvs. ansvar uden skyld) for modpartens sagsomkostninger. Sagt på en anden måde pålægges den tabende part et objektivt ansvar for at indtage det standpunkt, som parten ikke fik medhold i ved retssagen. Denne såkaldte standpunktsrisiko kendes også inden for obligationsretten, hvor en skyldner ikke kan undgå ansvar for misligholdelse ved at henvise til, at der var tvivl om forpligtelsen eller om fordringshaverens opfyldelse af sin del af aftalen. Hvis det efterfølgende fastslås (eksempelvis ved en retssag mellem parterne), at skyldneren var forpligtet, og at fordringshaveren havde opfyldt sin del af aftalen, fritager det ikke skyldneren for ansvar, at spørgsmålet var tvivlsomt. I formueretlige tvister udgør det procesretlige princip om, at den tabende part som udgangspunkt er objektivt ansvarlig for den vindende parts sagsomkostninger, således efter Retsplejerådets opfattelse en naturlig fortsættelse af de obligationsretlige regler. I andre dispositive sager (dvs. navnlig sager om prøvelse af forvaltningsafgørelser) kan princippet om objektivt ansvar for den vindende parts sagsomkostninger derimod ikke uden videre begrundes på samme måde. I de tilfælde, hvor borgeren får medhold, kan reglen imidlertid begrundes med, at når borgeren har været nødt til at anlægge retssag for at få sin ret i forhold til en forvaltningsmyndighed, bør forvaltningsmyndigheden erstatte borgeren dennes udgifter ved retssagen, uanset om der er noget at bebrejde forvaltningsmyndigheden. Med hensyn til de tilfælde, hvor borgeren taber sagen, henviser Retsplejerådet til, at objektivt ansvar er en enklere løsning end culpaansvar (dvs. ansvar, hvor skadevolderen kan bebrejdes noget), og til, at det objektive ansvar kan modificeres ved hjælp af skønsmæssige fritagelser, når en borger taber en retssag mod det offentlige i tilfælde, hvor det var rimeligt at søge retstilstanden afklaret ved en retssag. Desuden kan retssager ikke opdeles fuldstændigt entydigt i formueretlige og ikke-formueretlige tvister. Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at udgangspunktet fortsat skal være, at den tabende part i en dispositiv civil retssag på objektivt grundlag skal erstatte den vindende part dennes sagsomkostninger. I indispositive civile sager (sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke) bør udgangspunktet derimod efter Retsplejerådets opfattelse fortsat være, at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part. Et objektivt ansvar (dvs. ansvar uden skyld) er et strengt ansvar og bør efter Retsplejerådets opfattelse modsvares af en relativt stram styring af ansvarets omfang. For at udgifter skal dækkes som sagsomkostninger på objektivt grundlag, må det efter Retsplejerådets opfattelse for det første kræves, at udgiften har været nødvendig til sagens forsvarlige førelse. Målestokken bør efter Retsplejerådets opfattelse være, hvad der på tidspunktet for udgiftens afholdelse med rimelighed kunne anses for nødvendigt, og ikke hvad der efterfølgende kan konstateres rent faktisk at have været absolut nødvendigt

16 for at vinde sagen. I vurderingen bør også indgå, om udgifterne står i rimeligt forhold til det, sagen angår. Er der tale om et markant misforhold, bør udgifterne alene dækkes med et beløb, der i forhold til det, sagen angår, kan anses for passende. Endvidere kan der for en række typiske udgifter opstilles mere almindelige anvisninger for, i hvilket omfang de bør dækkes som sagsomkostninger. Som udgifter, der bør dækkes som sagsomkostninger, nævner Retsplejerådet bl.a. udgifter til bevisførelse, f.eks. udgifter til syn og skøn, sagkyndige erklæringer og vidnegodtgørelse, og udgifter til fremstilling af ekstrakt og materialesamling i forbindelse med retssagen. Som udgifter, der ikke bør dækkes som sagsomkostninger, nævner Retsplejerådet bl.a. udgifter til transport, ophold og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i retsmøder eller andre retsskridt, hvor parten er repræsenteret af advokat, og partens eget arbejde med sagen. Retsplejerådet henviser i den forbindelse til, at hvis parten er repræsenteret af advokat (og dermed har mulighed for at få tilkendt et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand), kan parten i dag efter fast praksis i almindelighed ikke få dækket transport, ophold, tabt arbejdsfortjeneste eller afløser i forbindelse med deltagelse i retsmøder eller andre retsskridt. Retsplejerådet finder ikke anledning til at foreslå ændringer heri, og det bør af retstekniske grunde også gælde, når der er tale om afgivelse af partsforklaring eller deltagelse i en syns- og skønsforretning, hvor parten efter sagens karakter har behov for at være til stede under denne. Med hensyn til partens eget arbejde med sagen henviser Retsplejerådet bl.a. til, at for privatpersoner kan eget arbejde ikke betegnes som en udgift eller et økonomisk tab. Retsplejerådet finder ikke grundlag for at fravige det grundlæggende princip, at erstatning kun gives for det lidte økonomiske tab, og privatpersoner kan allerede derfor efter Retsplejerådets opfattelse ikke få erstattet deres eget arbejde med sagen. Retsplejerådet tilføjer, at den personlige belastning, som en retssag kan være, efter rådets opfattelse ikke kan kompenseres via reglerne om sagsomkostninger. I stedet må målet være at indrette procesreglerne på en sådan måde, at deltagelse i en retssag i mindre grad opleves som en belastning. Retsplejerådet henviser endvidere til, at erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder i en vis forstand ganske vist kan siges at have en udgift eller et økonomisk tab, hvis deres medarbejdere anvender deres arbejdstid på en retssag, som virksomheden eller myndigheden er part i. Tabet er imidlertid vanskeligt at gøre op, for det afhænger af det hypotetiske spørgsmål, hvad medarbejderne ville have lavet, hvis de ikke havde arbejdet med retssagen. Hertil kommer, at når privatpersoner ikke kan få betaling for deres arbejde med retssager, som de er part i, kan det forekomme mindre rimeligt, at erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder skulle have denne mulighed. For erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder gør der sig også det forhold gældende, at arbejde med retssager indgår i de almindelige driftsomkostninger, og for erhvervsvirksomheder er udgifter til retssager i forbindelse med indkomsterhvervelsen fradragsberettigede. Retsplejerådet bemærker endelig, at udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen bør undergives en særlig behandling, jf. pkt nedenfor Retsplejerådet finder, at der fortsat bør være mulighed for helt eller delvis at fritage den tabende part for at betale sagsomkostninger til den vindende part, hvis særlige grunde taler for det. Som relevante faktorer ved vurderingen heraf nævner Retsplejerådet sagens principielle karakter eller videregående betydning, og om en af parterne er en offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed, en interesseorganisation eller lignende. Derimod bør sagens tvivlsomhed ikke i sig selv være tilstrækkelig grund til helt eller delvis at fritage den tabende part for at erstatte modparten dennes omkostninger. Retsplejerådet er på dette punkt enig med det udvalg, der udarbejdede 1899-udkastet til lov om den borgerlige retspleje. Udvalget anførte, at den»ulyst«, dommeren kan føle ved at grunde en dom på bevisbyrderegler, ikke må forlede ham eller hende til at prøve at skabe en slags balance ved at»ophæve«sagens omkostninger (dvs. bestemme, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til nogen anden part). For at parternes eller en af parternes status som offentlig myndighed, stor erhvervsvirksomhed eller interesseorganisation skal kunne føre til fritagelse for betaling af sagsomkostninger, vil det efter Retsplejerådets opfattelse også ofte være rimeligt at kræve, at sagen var tvivlsom. Hvis sagen tillige er af principiel karakter, er det efter Retsplejerådets opfattelse særligt nærliggende at overveje helt eller delvis at fritage for betaling af sagsomkostninger. En mere fleksibel praksis end i dag vil efter Retsplejerådets opfattelse være hensigtsmæssig, navnlig således at delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger anvendes oftere. Forskellen mellem fuld erstatning af den vindende parts sagsomkostninger og ingen erstatning af sagsomkostninger kan være temmelig stor, og delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan anvendes som en mellemform i tilfælde, hvor omstændighederne i nogen, men ikke meget høj, grad taler for en fritagelse for betaling af

17 sagsomkostninger Retsplejerådet finder, at udgifter til advokatbistand fortsat (alene) bør erstattes med et passende beløb. Allerede i 1877-udkastet til lov om den borgerlige retspleje anføres, at det ikke skal komme den tabende part til skade, at den vindende part, for at få en særligt kendt eller udmærket advokat, har tilsagt advokaten et ekstraordinært stort salær. Et sådant ekstraordinært stort salær kan nemlig ikke anses for fornødent til sagens forsvarlige førelse. Efter Retsplejerådets opfattelse kan man imidlertid ikke blive stående ved, at ekstraordinært store udgifter til advokatsalær ikke dækkes som sagsomkostning. Både af hensyn til modparten og af hensyn til, at de samlede udgifter til førelsen af civile retssager ikke løber løbsk, er der behov for en strammere styring af, hvilke beløb der tilkendes til dækning af udgifter til advokatsalær. Retsplejerådet foreslår derfor at opretholde den nuværende praksis, hvor der alene tilkendes et beløb svarende til, hvad der kan betegnes som et»normalsalær«. Efter Retsplejerådets opfattelse er der imidlertid behov for en tilnærmelse mellem de sagsomkostninger, der tilkendes til dækning af advokatsalær, og de advokatsalærer, som faktisk betales af parterne til deres advokater. Sagsomkostninger bør udmåles på en sådan måde, at de opleves som rimelige i langt de fleste sager. Tilnærmelsen mellem tilkendte sagsomkostninger og faktisk betalte advokatsalærer kan i sagens natur ske ved, at advokaterne opkræver mindre salærer, eller ved, at der tilkendes højere beløb som sagsomkostninger til dækning af advokatsalær, eller ved en kombination heraf. Med hensyn til sager af mindre værdi taler det efter Retsplejerådets opfattelse afgørende imod en forhøjelse af de tilkendte sagsomkostninger, at sagsomkostningerne for den tabende part så vil stå i endnu større misforhold til sagens værdi, end det allerede er tilfældet. Retsplejerådet foreslår derfor for sager om krav på højst kr., at behovet for advokatbistand indskrænkes ved at etablere en særlig forenklet procesform for disse sager (»småsagsproces«). Til gengæld foreslår Retsplejerådet en generel forhøjelse af de sagsomkostningsbeløb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokatbistand i sager om krav på mellem kr. og ca. 5 mio. kr. For sager om krav på over ca. 5 mio. kr. er der efter rådets opfattelse ikke behov for en forhøjelse. Retsplejerådets forslag til takster fremgår af nedenstående tabel. Tabel over, hvad der udgør et passende beløb til dækning af udgifter til advokatsalær i dispositive civile sager af sædvanlig karakter, hvor domsforhandlingen varer ½-1 dag. Sagsgenstandens værdi Salær (ekskl. moms) Salæret fastsættes som udgangspunkt inden for de angivne intervaller. Har der været syn og skøn, bør salæret normalt udmåles i den øverste halvdel af intervallet. Salæret kan efter anmodning fra en part fastsættes højere eller lavere, hvis sagen har været usædvanlig vanskelig eller usædvanlig nem. Salæret skal normalt fastsættes højere, hvis der har været forelagt præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen. Tabellen omfatter ikke sager med skriftlig procedure, der træder i stedet for mundtlig domsforhandling, eller sager, hvor domsforhandlingen varer mere end 1 dag. Tabellen kan dog tjene som vejledning også i disse sager. Tabellen omfatter ikke sager uden økonomisk værdi, sager med en økonomisk værdi indtil kr. eller sager med en økonomisk værdi over kr. Retsplejerådet understreger, at forslaget ikke tilsigter en forhøjelse af de salærer, som advokater kræver, men en bedre overensstemmelse mellem disse salærer og det beløb, som tilkendes den vindende part til dækning af udgifter til advokat. Retsplejerådets forslag giver mulighed for, at der i alle sager med en sagsgenstand på mellem kr. og 1 mio. kr. kan udmåles et sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand, der er ca. 50 pct. højere end det, der typisk vil blive udmålt i dag. Rådet foreslår imidlertid, at der opereres med intervaller, inden for hvilke sagsomkostningsbeløbet til dækning af udgifter til advokatbistand fastsættes, og man kan derfor ikke sige, at der i konkrete sager altid vil blive udmålt et beløb, der er 50 pct. højere

18 end det, der ville blive udmålt i dag, hvilket heller ikke er tilsiget. Det vil i stedet bero på den enkelte sags karakter, om der er grund til at udmåle et beløb i den øvre, midterste eller nedre del af intervallet, og der vil således blive tale om en mere differentieret udmåling af sagsomkostninger i forhold til i dag. I sager med en sagsgenstand på over 1 mio. kr. vil der også kunne udmåles et beløb, der er højere end det, der typisk ville blive udmålt i dag, men jo højere sagsgenstand, jo mindre bør forhøjelsen efter Retsplejerådets opfattelse gennemsnitligt set være. Når sagsgenstanden nærmer sig 5 mio. kr., er det hensigten, at de fremtidige sagsomkostningsbeløb gennemsnitligt skal ligge på linje med de nuværende, men at udmålingen ligesom i sager med en sagsgenstand under 1 mio. kr. kan være mere differentieret end i dag Retsplejerådet finder, at der fortsat bør anvendes særlige takster i rene inkassoretssager, hvor kravet slet ikke bestrides. Retsplejerådet anfører, at der i disse tilfælde er tale om, at sagsøgte i svarskriftet tager bekræftende til genmæle i forhold til det fulde krav, således at der umiddelbart kan afsiges dom efter parternes samstemmende påstande, eller at sagsøgte undlader at svare (udebliver), således at der kan afsiges udeblivelsesdom efter sagsøgerens påstand. Er der kun tale om en delvis anerkendelse af kravet, eller sker anerkendelsen eller udeblivelsen først senere under sagen, bør et sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand efter Retsplejerådets opfattelse fastsættes et sted imellem de almindelige takster og inkassotaksterne. Jo senere anerkendelsen eller udeblivelse sker, eller jo mindre del af kravet der anerkendes, desto mindre bør afvigelsen fra de almindelige takster være. Sker anerkendelsen eller udeblivelsen først under domsforhandlingen, kan der højst blive tale om et mindre fradrag i anledning af, at domsforhandlingen forkortes. I forhold til de gældende takster for inkassoretssager foreslår Retsplejerådet, at der for hvert interval entydigt angives ét sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand. Endvidere foreslår Retsplejerådet for inkassosager over kr. en lidt langsommere stigningstakt i sagsomkostningsbeløbene og et lidt lavere absolut maksimum end i dag. Retsplejerådets forslag til takster fremgår af nedenstående tabel. Tabel over, hvad der udgør et passende beløb til dækning af udgifter til advokatsalær i inkassosager af sædvanlig karakter. Sagsgenstandens værdi Salær (ekskl. moms) indtil Tabellen omfatter sager, hvor sagsøgte tager bekræftende til genmæle i svarskriftet, eller hvor sagsøgte helt udebliver. Salæret fastsættes som udgangspunkt til den angivne takst. Har sagsøgeren ikke haft grundlag for at betragte sagen som en inkassosag før sagsøgtes anerkendelse af kravet i svarskriftet eller udeblivelse, kan salæret efter anmodning fra sagsøgeren fastsættes til et højere beløb. Tabellen omfatter ikke sager med en økonomisk værdi over kr. I sådanne sager vil salæret skulle ansættes efter et skøn. Retsplejerådet foreslår, at de sagsomkostningsbeløb, som fremgår af taksterne for inkassoretssager, skal inkludere (standardiserede) udgifter til advokatbistand til udenretslige inkassoskridt før sagens anlæg. Taksterne skal således efter Retsplejerådets opfattelse fastsættes på et sådant niveau, at de ud over advokatbistand til selve inkassoretssagen ud fra en gennemsnitsbetragtning også dækker advokatbistand til forudgående udenretslige inkassoskridt. Der bør derfor efter Retsplejerådets opfattelse ikke ved siden af et tilkendt sagsomkostningsbeløb til dækning af advokatbistand være mulighed for at få dækket udgifter til advokat efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger. Derimod bør der efter Retsplejerådets opfattelse ikke være noget til hinder for ved siden af sagsomkostninger efter retsplejelovens regler at få dækket eventuelle rykkergebyrer, inkassogebyr og/eller udgifter til egeninkasso eller til fremmedinkasso hos en autoriseret inkassovirksomhed efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger.

19 Retsplejerådet anfører, at man alternativt kunne vælge at nedsætte sagsomkostningstaksterne for inkassoretssager, således at de ikke længere gav dækning for udgifter til forudgående udenretslige inddrivelsesskridt ved advokat. Rådet peger på, at der i givet fald ville skulle opereres med to sæt takster, ét for sager, hvor fordringshaveren har haft udgifter til advokat til forudgående udenretslige inddrivelsesskridt, og ét for sager, hvor dette ikke er tilfældet. Sidstnævnte sæt af takster ville ikke skulle nedsættes i forhold til de sagsomkostningsbeløb, Retsplejerådet foreslår, eftersom en advokat, der antages af fordringshaveren til at føre en inkassoretssag, har en selvstændig forpligtelse til at undersøge, om forudgående inddrivelsesskridt er i overensstemmelse med reglerne i inkassoloven, renteloven og bekendtgørelsen om udenretslige inddrivelsesomkostninger, herunder også når de forudgående inddrivelsesskridt er foretaget af en autoriseret inkassovirksomhed. Retsplejerådet finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at udgifter til advokat i forbindelse med forudgående udenretslige inddrivelsesskridt i overensstemmelse med fast og langvarig tradition fortsat indgår i de indenretslige sagsomkostninger også selv om sådanne advokatudgifter ud fra en strengt logisk betragtning egentlig må siges at være udenretslige inkassoomkostninger Retsplejerådet finder, at den gældende regel om, at retten træffer bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom, jf. retsplejelovens 328, bør opretholdes. Retsplejerådet har overvejet, om parterne i højere grad bør høres, før retten træffer afgørelse om sagsomkostninger. Det forekommer umiddelbart at være rimeligt, hvis retten i alle tilfælde, hvor den overvejer af egen drift at træffe en afgørelse, hvor den tabende part helt fritages for at erstatte modparten dennes omkostninger, giver parterne lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Det samme gælder, hvor retten overvejer af egen drift at afvise dækning for udgiftsposter, som den vindende part udtrykkeligt har angivet som sagsomkostning. En høring i sådanne tilfælde kan imidlertid støde på den praktiske vanskelighed, at retten måske først efter sagens optagelse til dom bliver opmærksom på spørgsmålet. En høring af parterne på et så sent tidspunkt vil kunne forsinke afgørelsen, ikke mindst hvis der er tale om en afgørelse, hvori flere dommere deltager. En løsning kunne være at lægge op til, at parterne i alle tilfælde udtaler sig om spørgsmålet om sagsomkostninger. En sådan løsning vil tilgodese både hensynet til, at parterne får lejlighed til at udtale sig om grundlaget for rettens afgørelse om sagsomkostninger, og hensynet til en praktisk afvikling af retssagen. Retsplejerådet forudsætter på den baggrund, at parterne i alle tilfælde udtaler sig om sagsomkostningerne. Det vil ofte være naturligt, at parterne i den forbindelse fremlægger en egentlig opgørelse over de udgifter vedrørende retssagen, som efter deres opfattelse bør indgå i afgørelsen om sagsomkostninger. En almindelig praksis af dette indhold vil give retten et mere sikkert grundlag for afgørelsen om sagsomkostninger. Som nævnt finder Retsplejerådet, at retten fortsat skal træffe afgørelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom. En part vil således efter Retsplejerådets forslag kunne få tilkendt sagsomkostninger, selv om parten ikke har udtalt sig om spørgsmålet eller ikke har fremlagt en opgørelse over sine udgifter i anledning af retssagen. I mangel heraf vil retten imidlertid kunne træffe afgørelse om sagsomkostninger ud fra en generel vurdering for sager af den pågældende karakter. Afgørelser om sagsomkostninger har ofte central betydning for parterne. Det er derfor efter Retsplejerådets opfattelse vigtigt, at afgørelser om sagsomkostninger begrundes på en sådan måde, at parterne kan gennemskue, hvordan et tilkendt eller pålagt sagsomkostningsbeløb er fremkommet. Retsplejerådet forudsætter på den baggrund, at afgørelser om sagsomkostninger fremover i det mindste indeholder følgende oplysninger: en beløbsmæssig specifikation fordelt på (1) retsafgift, (2) passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand og (3) øvrige udgifter en konkret begrundelse, hvis den tabende part helt eller delvis fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part i givet fald en udtrykkelig angivelse af, at visse udgifter anses for unødvendige, og af årsagen hertil, eller at visse påberåbte udgifter mv. i øvrigt ikke tages i betragtning som sagsomkostninger Retsplejerådet finder, at der bør være adgang til aktindsigt i beslutninger om sagsomkostninger i civile sager i samme omfang, som der er adgang til aktindsigt i domme og kendelser i civile sager, således at afgørelser om sagsomkostninger i civile sager er undergivet samme regler om aktindsigt, hvad enten afgørelsen indgår i en dom eller er truffet ved kendelse eller beslutning Efter de gældende regler forrentes tilkendte sagsomkostningsbeløb ikke. De udgifter, som et

20 tilkendt sagsomkostningsbeløb skal erstatte, vil i en række tilfælde være afholdt tidligere og eventuelt meget tidligere. Dette taler efter Retsplejerådets opfattelse for at tilkende rente. Et formaliseret system, hvor tilkendte sagsomkostningsbeløb i et vist omfang skal forrentes for perioder forud for rettens afgørelse om sagsomkostninger, vil imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse blive meget kompliceret. For så vidt angår perioden indtil rettens afgørelse om sagsomkostninger, foreslår Retsplejerådet derfor ingen ændringer i, at sagsomkostninger ikke forrentes. For så vidt angår perioden efter rettens afgørelse om sagsomkostninger, bør der derimod efter Retsplejerådets opfattelse betales rente. Da der ved rettens afgørelse om sagsomkostninger er fastslået en umiddelbar pligt til at betale et bestemt pengebeløb, bør der i tilfælde af manglende betaling svares rente med den almindelige morarentesats efter renteloven (dvs. referencesatsen med tillæg af 7 pct. p.a.). Rente bør dog først svares fra fuldbyrdelsesfristens udløb. Betaling inden for fuldbyrdelsesfristen må anses for rettidig, og praktiske grunde taler også for, at der ikke skal beregnes og betales rente for nogle få dage eller uger. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage fra afsigelsen af afgørelsen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen, jf. retsplejelovens 480, stk. 1 og 5. Efter Retsplejerådets opfattelse bør appel af afgørelsen ikke udskyde begyndelsestidspunktet for renteberegningen. Dette gælder, selv om appel sker inden fuldbyrdelsesfristens udløb, eller appelretten tillægger appellen opsættende virkning, således at afgørelsen foreløbig ikke kan tvangsfuldbyrdes. Retsplejerådet henviser til, at arbejdsgruppen om renteloven tidligere har givet udtryk for lignende synspunkter, jf. betænkning nr. 1161/1989 om renteloven side , idet det bl.a. anføres, at den vindende part normalt har skullet afregne salær og udlæg til sin advokat allerede i forbindelse med afgørelsen i første instans, og at den foreslåede ordning vil modvirke appel alene med det formål at udskyde betalingsfristen for sagsomkostninger. Der henvises til Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 side Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet kan tilslutte sig, at udgangspunktet fortsat bør være, at den tabende part i en civil retssag på objektivt grundlag skal erstatte den vindende part dennes sagsomkostninger. Justitsministeriet kan også tilslutte sig, at udgangspunktet i indispositive civile sager (sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke) dog fortsat bør være, at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at et objektivt ansvar er et strengt ansvar, og at det derfor, for at udgifter skal kunne dækkes som sagsomkostninger på objektivt grundlag, bør kræves, at udgiften har været nødvendig til sagens forsvarlige førelse. Endvidere bør udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen undergives en særlig behandling, jf. pkt nedenfor Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der fortsat bør være mulighed for at fravige hovedprincippet om, at den tabende part skal erstatte modparten dennes sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at der ved vurderingen af, om den tabende part helt eller delvis bør fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, bl.a. bør tages hensyn til, om sagen har principiel karakter eller videregående betydning. Er dette tilfældet, kan der også ligesom i dag tages hensyn til, om en af parterne er en offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed, en interesseorganisation eller lignende. Justitsministeriet er også enig i, at der i lidt højere grad end efter gældende ret bør ske delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger, således at den tabende part f.eks. pålægges at betale halvdelen af den vindende parts sagsomkostninger Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen fortsat bør erstattes med et passende standardiseret beløb. Justitsministeriet finder, at dette bør gælde i alle tilfælde, hvor en part under sagen er repræsenteret af en mødeberettiget advokat, herunder når den pågældende advokat er ansat hos parten eller hos en mandatar, der fører retssagen på partens vegne. I nyeste retspraksis tilkendes ikke sagsomkostninger til dækning af advokatbistand, når den vindende part under sagen er repræsenteret af en advokat, der er ansat hos parten eller hos en mandatar, der fører retssagen på partens vegne, idet der henvises til, at parten henholdsvis mandataren ikke har haft udgifter til advokatsalær. Justitsministeriet finder imidlertid, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at størrelsen af sagsomkostningerne til den vindende part alene afhænger af, om parten under sagen er repræsenteret af en mødeberettiget advokat, og ikke af, om den pågældende advokat modtager betaling i form af salær eller