BES BREVE TIL A TTE BØRN

Transkript

1

2 BREVE TIL BESA TTE BØRN

3 Bogen er tilegnet de mange tapre børn, der genvandt deres styrke og selvværd og deres forældre, som var taknemmelige over at få redskaber til at støtte deres børn.

4 Torben Marner BREVE TIL BESA TTE BØRN Michael White og David Epstons narrativ familieterapi Manual til narrative breve

5 Breve til besatte børn Frydenlund og Torben Marner, 2005 ISBN: Grafisk tilrettelæggelse: Susanne Gjøl Thomsen Grafisk produktion: Pozkal, Polen Billedet på omslaget: Sainte Maria del Soccorso. Malet af: Ignoto Fiorentino XV Sec. Udstillet i Firenze: Chiesa di. S. Spirito Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K Tlf Fax post@frydenlund.dk

6 Indhold FORORD...7 INDLEDNING...11 I. TEORETISK BAGGRUND...15 Kybernetikkens og Gregory Batesons betydning...16 Eksternalisering...17 Indflydelsen fra Michel Foucault: Oprør mod undertrykkelse...18 Den narrative metafor...20 Den narrative metode...21 Postmodernismen og den terapeutiske samtale...23 Opgør med konstruktivismen...25 II. DEN NARRATIVE FAMILIETERAPI I PRAKSIS...28 Det terapeutiske interview...28 Michael Whites narrative spørgsmålstyper...28 Barnets valg: fortsat offer eller frihedskamp...34 Registrering, breve og magiske æsker...34 Offentliggørelse, diplomer og festligholdelse...35 Ny status for barnet som konsulent for andre børn...36 III. BREVE TIL OG FRA BØRN...37 Resourcefokuserede breve...37 Diplomer

7 IV. NARRATIVE KORTTIDSFAMILIETERAPIER...59 Sara: 7 årig pige med rygsmerter...59 Cathrine: 9 årig pige med opkastningstendens...62 Simon: 7 årig dreng med raserianfald...64 Annette: 11 årig pige med anoreksi...66 Christian: 12 årig dreng med tvangstanker...70 Tobias: 11 årig dreng med tvangstanker og tristhed...74 Fredrik: 7 årig dreng med angst for at spise...79 Anders: 7 årig dreng med tiltagende angst...85 V. MANUAL: BREVE TIL BØRN OG UNGE...89 Tvangstanker...90 Overdreven angst...93 Toiletuvane...96 Spiseforstyrrelser...99 Raserianfald LITTERATUR ORDLISTE

8 Forord Det mest originale bidrag til den voksende litteratur om narrativ terapi er måske bogens manual: Breve til børn og unge efter første familiesamtale. Denne pragmatiske manual rummer eksempler fra 903 narrative breve, som jeg skrev til børnene efter familiesamtalerne fra 1993 til 2003 som overlæge ved Hillerød sygehus børne- og ungdomspsykiatriske afdeling. Min bog»kom lad os snyde problemet. Eksternalisering i familieterapi efter Michael White og David Epstons metode«fra 1994 er i dag udsolgt fra Hans Reitzels Forlag. Jeg har derfor kunne basere kapitlet om den teoretiske baggrund for den narrative praksis på det tilsvarende afsnit i den nævnte bog. I krydsklipningen mellem Michael White og David Epstons bøger og artikler og andre forfatteres beskrivelser af deres teori og praksis har jeg valgt ikke at referere hvem og hvor mange, der står bag de enkelte formuleringer. I litteraturlisten har jeg medtaget et udpluk af de bøger og artikler, som jeg har fundet stimulerende at læse. Udtrykket»besatte børn«hentyder til, at de henviste børn var plagede af overdrevne følelser (eksempelvis tiltagende angst), af overdrevne tanker (eksempelvis tvangstanker) og af overdrevne handlinger (eksempelvis raserianfald).»besættelsen«har intet at gøre med djævlebesættelse og -uddrivelse. Det narrative behandlingsforløb kan sammenlignes med heltens rejse i legeterapien, hvor barnet er helten, der genvinder sit selvværd og følelsen af egenkompetence ved aktivt at bekæmpe sit problem. Selvom mange børn og deres forældre tidligere har givet mig tilladelse til at citere breve med børnenes fornavne, har jeg i denne bog besluttet mig til at anonymisere navnene på nær den 6-årige islandske pige, Helga, som jeg skrev mit første narrative brev til i Helga overrumplede mig ved at bekæmpe sin årelange tilbøjelighed til mareridt på én nat og lærte mig derved betydningen af breve til børn, der er plaget af angst, tvangstan- 7

9 ker, toiletuvaner, hidsighed, spiseforstyrrelse eller af andre pro - blemer, som barnet kan støttes til at overvinde. 8

10 Kære Helga Du er så ung, at du endnu ikke forstår dansk, så jeg lader din mor læse mit brev højt for dig. Det var morsomt at træffe dig og spille teater for dig. Du er en sød og klog pige, som klarer mange ting, men din mor har nævnt for mig, at du en gang imellem lader dig overliste af mareridt om natten. Nu er det heldigvis sådan, at mareridt er dumme, og derfor kan børn lære at snyde dem. Mareridt er så dumme, at de tror, at det blot er spændende og interessante drømme, som de kommer med om natten, og så dumme er de, at de tror, at de har ret til at bestemme over dig. Men nu skal du høre, hvad du kan gøre, når de kommer for at bestemme over dig og forære dig drømme, som DU ikke kan lide, men som DE synes er vældig morsomme og spændende. Du kan enten kalde på din mor og far eller gå ind til dem, sådan som du plejer men endnu klogere er det at få fat i en lille æske med et nøglehul i! Forstår du, mareridt er ikke blot dumme, men også meget nysgerrige så hvis du siger til dem, når de kommer for at bestemme over dig:»se min æske!«da er de SÅ nysgerrige, at de smutter ind gennem nøglehullet, og SÅ dumme, at de ikke kan finde ud igen! Og så kan din mor og far en gang imellem køre ud på landet og sætte dem fri der. Sådan kommer du til at være den, der bestemmer, og når du er blevet god til at fange mareridt, kan det være, at du kan hjælpe nogle kammerater, der også for en tid har ladet sig overliste af disse dumme Mareridt, der elsker at bestemme over børn. Held og lykke med fangsten af mareridt! Din gode ven Torben 9

11 10

12 Indledning Tal ikke om problemet, men mod det! David Epston I 1989 deltog jeg i en workshop med Michael White og den satte skub i mig! Her så jeg Michael White i medrivende samtaler med børn fra 4 til 14 år, samtaler hvor barnet blev hørt og fik lyst til at snakke med, morsomme dialoger, hvor overrumplende hurtige symptombortfald bogstavelig talt fik Michael White til at falde ned af stolen i smittende begejstring. Det var her, jeg hørte om»sneaky Poo«og Michael Whites fortælling om, hvordan han kom frem til sin behandlingsmetode over for encoprese (afføring i bukserne) hos børn. Han fortalte, at han efter skolen kom til at arbejde i et kloakfirma, og derpå i et ingeniørfirma, hvor han blev sat til at tegne rensningsanlæg. Efter at have indset, at han hellere ville have med mennesker at gøre, tog han en socialrådgiveruddannelse og blev på et tidspunkt ansat på et stort børnehospital. Her fik han et nyindrettet, stort, lyst kontor og sad den første dag og glædede sig herover. Men ude på gangen kom en overlæge forbi, og da han så det lyse nymalede kontor, gik han til hospitalets administration og forlangte at få det! Der udspandt sig nu en større brevveksling, der endte med, at Michael White beholdt sit kontor, men også overlægens mishag. Dette førte til, at Michael White det følgende år fik henvist omkring 100 børn med encoprese! Michael White tog udfordringen op og udviklede sin eksternaliseringsteknik. Her fandt det radikale skift sted fra opfattelsen af symptomet som en medicinsk lidelse til en kamp på forestillingsplanet mod problemet som tyranniserende despot eller monster. Terapeutens position blev derved ændret fra den systemiske familieterapeuts neutralitet til en langt mere aktiv rolle, nu som forbundsfælle til barnet og dets forældre. Og foræl- 1 1

13 drene kunne, befriede fra skyld, langt bedre bakke op om barnets frihedskamp mod den tyranniske fjende:»sneaky Poo«, Lumske Pøller, eller den Trold, som modsætter sig erhvervelsen af natur - lige toiletvaner. Som Michael White og hans kollega og medforfatter, David Epston, har jeg i mit faglige virke fulgt familieterapiens historiske udvikling. Omkring 1970 blev jeg inspireret af Jay Haleys strategiske familieterapi, i 70 erne af Salvador Minuchins strukturelle familieterapi og i 80 erne af Milano-teamets systemiske terapi. I workshoppen i 1989 tunede jeg mig så let ind på det legende element i Michael Whites børnedialoger, at jeg både tilskriver det mine personlige træk og erindringen om symbollegen i de talrige legeterapier i mine tidlige år som børnepsykiater. Barnets privilegerede kontakt med terapeuten i legeterapien minder meget om den privilegerede kontakt, der med forældrenes tilstedeværelse må etableres med det henviste barn for, at den narrative familieterapi vil kunne lykkes, dvs. at barnet støttes til at slippe ud af problemets kløer. Netop denne lighed gav mig en dag ideen til en illustration af, hvilken grad af nærhed og kontakt med terapeuten barnet må opleve i de forskellige former for familieterapi. Illustrationen er offentliggjort i Børne- og ungdomspsykiatrisk Selskabs jubilæumsskrift 2003, men den tekniske tegners uheldige forveksling af begrebet»systemisk«med»systematisk«ansporer mig til at offentliggøre en korrigeret udgave. Det skulle fremgå af illustrationen, at barnet sjældent vil opleve en privilegeret terapeutkontakt i den strukturelle familieterapi, hvor terapeuten er optaget af at adskille forældre/børn subsystemer og at udfordre familien til at arbejde mod et mere normalt familiemønster. Ligeså i den systemiske familieterapi, hvor terapeuten er lige optaget af alle familiemedlemmernes beskrivelser af deres indbyrdes forhold i en aktiv neutralitet uden specifikke mål for en ændret familiesituation. 12