Debat. 8. marts resultater og udfordringer?

Transkript

1 Debat 8. marts 2020 resultater og udfordringer? Temaredaktionen har bedt to af tidens mest centrale ligestillingspolitikere om at komme med deres bud på en 8. marts-tale anno 2020, den nye minister for ligestilling, Lykke Friis, og Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen. Vi har bedt dem komme med deres vurdering af, hvad der er opnået på ligestillingsområdet siden 2010, samt hvilke udfordringer, der fortsat står tilbage, før der er reel ligestilling for mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked. Minister for ligestilling Lykke Friis (V) I dag fejrer vi alt det, kvinder har opnået de sidste 110 år. Men egentlig er tiden løbet fra det oprindelige formål med dagen, for ligestilling er ikke længere kun for kvinder, og det er ikke længere en kamp mellem kønnene. Kampen er dog ikke forbi, for vi er endnu ikke i mål. Vi skal stadig kæmpe for ligestilling, for at alle kvinder og mænd har lige muligheder til at forme deres liv, som de ønsker. Moderne ligestilling handler om at gøre det enkelte menneske frit og om at sikre, at ingen begrænses af sit køn eller etniske tilhørsforhold. Alle skal have mulighed for at bringe talenter og ressourcer i spil. Og det er præcis det, vi skal bruge denne dag til at markere. Når vi står her i 2020, er det bemærkelsesværdigt at tænke på, hvad der er sket på 110 år, men også bare de sidste 10 år. Status for ligestilling i 2010 I 2010 var vi nået langt. Blandt andet viste kvindernes høje uddannelsesniveau og beskæftigelsesfrekvens, at kvinderne for længst havde bidt sig fast på arbejdsmarkedet. Men hermed var lykken ikke gjort. Der var stadig lønforskelle mellem kvinder og mænd. Og vi havde endnu ikke fået indrettet vores samfund på en måde, der sikrede at alles talent kunne bringes i spil. Det danske uddannelsesvalg og arbejdsmarked var stadig meget kønsopdelt, og kvinder havde stadig vanskeligt ved at komme ind i ledelse, bestyrelser og topforskning. I 2010 satte vi fokus på, at ligestilling ikke kun skulle handle om kvinder. Udgangspunktet for ligestillingskampen var, at alle, uanset køn, etnicitet og uddannelsesmæssig baggrund, skulle have lige muligheder for at leve deres liv og forfølge deres ambitioner. Og at ligestilling simpelthen er en grundforudsætning i et samfund, marts 2020 resultater og udfordringer?

2 der ønsker at sikre viden, vækst, velstand og velfærd. At sikre optimal udnyttelse af alle ressourcer og talenter var i 2010 højaktuelt, hvis Danmark skulle komme fri af den verdensomspændende finanskrise. Derfor blev ligestilling et vigtigt kodeord i arbejdet med at komme tilbage på vækstsporet og fortsat sikre velstand og velfærd i Danmark. Hvad har vi gjort siden 2010? Siden 2010 har vi arbejdet målrettet med at fjerne alle de strukturelle og kulturelle barrierer, der i 2010 stadig stod i vejen for den enkeltes frie udfoldelse. Arbejdet har ikke fokuseret på at skabe en % fordeling på alle uddannelser, i alle brancher eller i ledelse, bestyrelser eller forskningsposter, men på at sikre lige muligheder for alle og den optimale brug af alle samfundets evner og talenter. Målet har været at skabe mere lige konkurrencevilkår for kvinder og mænd. Piger og drenges uddannelsesvalg Arbejdet har båret frugt på mange fronter. Piger og drenge vælger i dag langt mere blandet, når de skal vælge uddannelse, end de gjorde for blot 10 år siden og flere drenge får i dag en uddannelse, end de gjorde dengang. Piger har fået øjnene op for karrieremuligheder i blandt andet IT-branchen og flere drenge ser nu uddannelser inden for social- og sundhedsområdet som vejen til et givende og stabilt arbejdsliv. Det er en udvikling, som er givtig ikke bare for den enkelte, men også for samfundet som helhed. Vi får draget større nytte af alles talenter og ressourcer, og vi får mindsket de problemer, som et kønsopdelt uddannelsesvalg skaber på arbejdsmarkedet. Og dette har samtidig haft en positiv effekt på forskellen mellem kvinder og mænds løn, som i dag er væsentlig mindre, end den var for 10 år siden. For at komme hertil har det krævet en holdningsændring hos de unge selv, deres forældre og uddannelsesvejlederne. Alle er blevet mere bevidste om, at køn ikke skal være det afgørende i studievalget at piger og drenge kan vælge fra hele uddannelsespaletten og ikke kun fra halvdelen. Kvinder i forskning I 2010 satte regeringen sig det mål, at mindst ét dansk universitet skulle ligge i Europas top 10 inden Det er i dag lykkedes. Og jeg vil vove den påstand, at det aldrig var lykkedes, hvis ikke de danske universiteter og forskningsinstitutioner var blevet bedre til at opdyrke og pleje alle talenter. Universiteterne og forskningsinstitutionerne har især de sidste år arbejdet med at fjerne de barrierer, der gjorde karrierestigen i forskningsverdenen langt mere stejl for kvinder end for mænd. Rekruttering af flere kvinder til ledende forskningsstillinger har været et væsentligt aktiv og en vigtig del af den fornyelsesproces, som universiteter og forskningsbaserede virksomheder har været igennem for at styrke deres innovative styrker og konkurrenceevne. Arbejdet er ikke fuldendt, og flere universiteter har lang vej endnu. Men også de vil erkende, at de ikke har råd til at lade være! Kvinder i ledelse og bestyrelser Vejen til bestyrelseslokaler og ledelsesgange er de sidste 10 år også blevet kortere for kvinder. Både virksomhederne og det danske samfund som helhed er bedst tjent med, at alle ledertalenter, kompetencer og gode evner kommer i spil. Og det har været en vigtig forudsætning for, at Danmark har klaret sig så godt i det globale hjernekapløb. Mangfoldighed i ledelse og bestyrelser er i dag blevet en trend, som heldigvis ser ud til at blive mere og mere udbredt. Det skyldes ikke mindst, at et stort og stadig større antal virksomheder har påtaget sig et ansvar for, Tidsskrift for ARBEJDSliv, 12 årg. nr

3 at de får flere kvinder ind i deres egne direktioner. Det er ikke bare sund fornuft, det er også en god forretningsstrategi. Vi ved blandt andet, at mangfoldighed i ledelse styrker innovationen. Det har heldigvis ikke kun været virksomhederne, der har trukket i arbejdstøjet. En ny undersøgelse dokumenterer, at kvinders lederambitioner er steget støt de sidste 10 år, og at kvinder med ledelsesambitioner i dag har nemmere ved at forene drømmen om et lederjob med et familieliv. Jeg efterlyste for 10 år siden, at kvinder skulle droppe blåmejsementaliteten og ikke lade sig nøje med at sætte duelighedsmærket på ærmet. Meget peger på, at kvinderne i stigende omfang er blevet bedre til at have tiltro til eget talent og har fået mod på at synliggøre det for omverdenen. En af forklaringerne på den positive udvikling kan også være, at danske mænd blandt andet er begyndt at tage en større andel af barselsorloven. Når kvinder og mænd i større omfang deles om opgaverne i hjemmet, kan familielivet nemmere kombineres med både mors og fars karriereambitioner. I takt med at overenskomsterne har udviklet sig, har flere familier fået råd til, at både mor og far holder barsel. Ligestilling også for kvinder og mænd med indvandrerbaggrund Regeringen satte sig som mål i 2010, at Danmark skal blive blandt de mest frie lande og blandt de bedste i Europa til integration. For at dette mål kunne opnås, iværksatte jeg som ligestillingsminister i 2010 en række initiativer i forhold til de særlige udfordringer, som nogle grupper af kvinder og mænd med indvandrerbaggrund stod overfor. Initiativerne bidrog blandt andet til, at langt flere kvinder med indvandrebaggrund i dag kender deres rettigheder og de muligheder, det danske samfund tilbyder dem. Og at andelen af mænd med indvandrerbaggrund, der har fået en uddannelse, er steget. Vi er dog heller ikke på dette område i mål endnu især i forhold til den sidste gruppe. Har vi nået målet? Alt i alt har vi nået flotte resultater de sidste 110 år og ikke mindst de sidste 10 år. Og som den længst siddende ligestillingsminister er jeg stolt over, at både danske kvinder, mænd og de danske virksomheder har vist sig klar til at tage tyren ved hornene. Og arbejde aktivt for et mere ligestillet samfund, hvor den enkeltes ressourcer og evner er i højsædet, og hvor ingen bremses af sit køn. Vi har også formået at ændre ligestillingsdebatten, så den ikke længere kun har fokus på kvinder. For 10 år siden ville det have været en sensation, hvis man udnævnte en mand som ligestillingsminister. Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag kan den danske ligestillingsminister hedde Lars såvel som Lykke. Som jeg allerede har sagt flere gange, er vi dog ikke i mål. Der er stadig udfordringer. Det gælder først og fremmest gamle udfordringer, der ikke er løst helt endnu. Vi oplever blandt andet, at mange af de unge mænd, der i 00erne ikke fik en uddannelse, har vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, og at nogle af dem havner på samfundets bund. Derfor er denne dag med et nyt fokus på begge køn og på begge køns frie udfoldelse en dag, der er værd at markere. Lykke Friis er klima- og energiminister og minister for ligestilling (Venstre) min@kemin.dk Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Hvordan vil min tale til kvindernes internationale kampdag se ud om 10 år? Vil ligelønsloven være andet værd end det pa marts 2020 resultater og udfordringer?

4 pir, den er skrevet på? Er barselsorlov noget, man deler og er det blevet okay at kalde sig feminist? Min tales indhold afhænger helt af, om der er kommet et nyt politisk flertal, der rent faktisk tager kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder alvorligt. For så længe det er Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti, der sætter kursen, har jeg droppet enhver illusion om, at der vil ske fremskridt, der kan mærkes. Siden regeringsskiftet i 2001 har skiftende ligestillingsministre i bedste fald været handlingslammende og i værste fald komplet ligeglade med ligestillingen. Da de offentligt ansatte pædagoger, sosu er og sygeplejersker nedlagde arbejdet og råbte mandeløn til kvindefag stak den daværende minister, Karen Jespersen, hovedet i busken. Og vores forrige ligestillingsminister, Inger Støjberg, udtalte på sin første arbejdsdag som minister, at i Danmark har vi da ligestilling undtagen for indvandrerkvinderne kroner mere til mændene Enten er Inger Støjberg direkte uvidende eller også er hendes idé om, hvad ligestilling er meget langt fra den gængse definition. Der er ellers nok at tage fat på. På trods af at ligelønsloven blev indført helt tilbage i 70 erne, er der omkring 18 % forskel på, hvad mænd og kvinder tjener. Og det går oven i købet den forkerte vej. Med regeringens seneste skattereform er den økonomiske ulighed vokset yderligere. En gennemsnitlig dansk mand får nemlig 2000 kroner mere ud af skattelettelserne om året, end en gennemsnitlig dansk kvinde får. Årsagen er simpel: når man giver til dem, der har i forvejen, får mændene mere end kvin derne. Og det er ikke kun økonomien, den er gal med. Både i erhvervslivet, i forskningen og i det politiske liv er kvinderne stærkt underrepræsenterede. Kun 15 % af borgmesterkæderne hænger om halsen på en kvinde. Det er et problem for samfundet som helhed. Beslutningsgrundlaget er simpelthen for snæ vert, hvis langt de fleste beslutninger i vores samfund bliver truffet af kun den ene halvdel af befolkningen. Trafikpolitikken er et eksempel. Mænd tager oftere bilen, mens kvinder i højere grad benytter den kollektive transport. Hvis trafikpolitikken domineres af mandlige politikere, er risikoen for, at skattepengene bliver brugt på motorveje frem for bybusser, overhængende. Ikke fordi mænd er onde, men fordi vi som mennesker ofte tager udgangspunkt i vores egne erfaringer, når vi skal finde ud af, hvad der er behov for. Men det største problem er, at kvinder tydeligvis sorteres fra eller skræmmes fra at stille op til de poster i samfundet, som vi forbinder med magt. Er det for eksempel ren og skær tilfældighed, at vi aldrig har haft en kvindelig statsminister? Hvad så med Lykke Friis? Da Lykke Friis blev udnævnt til ligestillingsminister ved regeringens sidste rokade, blev jeg en smule optimistisk. For i modsætning til sin forgænger anerkender Friis, at vi i Danmark har et ligestillingsproblem. I sin tid som prorektor ved Københavns Universitet tog hun fat på problemet med andet end bare velmenende hensigtserklæringer. For at gøre op med den uformelle positive særbehandling af mænd i forskningsverdenen var hun blandt andet med til at indføre kontant belønning til de fakulteter, der ansætter kvindelige professorer og initiativerne virker. Desværre er mine positive forventninger til Lykke Friis hurtigt blevet gjort til skamme. Ganske kort tid efter sin udnævnelse udtalte hun til Dagbladet Information om sine ligestillingsinitiativer på Københavns Universitet, at Det var vores helt egen be- Tidsskrift for ARBEJDSliv, 12 årg. nr

5 slutning, at der skulle gøres noget. Derfor er det noget helt andet, hvis jeg nu, hvor jeg har skiftet funktion, vil til at lovgive om det og pålægge universiteterne at gøre det på en bestemt måde. Indtil videre bakker hun altså op om regeringens passive linje. Det er et stort problem. For uanset om man er prorektor på et universitet eller minister i den danske regering, har man et ansvar for at benytte de redskaber, som står til rådighed. Værktøjskassen er fuld Regeringens mantra er, at ligestilling er sådan noget, der kommer helt af sig selv, hvis bare vi venter længe nok. Desværre er der ikke noget, der tyder på, at de har ret. Tallene skriger simpelthen på handling, og værktøjskassen er fyldt med velegnede redskaber. Lad os få udvidet de kønsopdelte lønstatistikker. Lad os sikre bedre beskyttelse imod fyring under graviditet og barsel. Lad os få øremærket barslen, så vi sikrer os, at begge forældre kommer på banen. Og lad os først og fremmest sørge for, at de lavtlønnede kvindefag rent faktisk får en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Nogle mener, at det, vi har behov for, er en holdningsændring hvis bare vi anerkender, at de traditionelle kvindefag er lige så meget værd som de traditionelle mandefag, skal løn og prestige nok følge med. Og det er da også rigtigt, at lovgivning ikke gør det alene. Vi kan ikke sikre ligestillingen med et snuptag. Men vi ville nu komme langt med for eksempel en øremærket pose penge til de såkaldte kvindefag. Penge og prestige hænger sammen. En af årsagerne til, at jobbet som pædagogmedhjælper eller sosuassistent vurderes som mindre værd end så meget andet, er jo netop, at lønnen er så lav. Hvorfor ikke handle? Kan vi så være sikre på, at der kommer handling bag ordene, hvis flertallet skifter? Ja. Noget vil der ske. Netop nu arbejder ligestillingsordførerne fra oppositionspartierne på en fælles liste over alle de ting, som vi vil ændre, når magten skifter hænder. Og det er slet ikke en tosset liste. Men vi skal være vedholdende. For godt nok har Socialdemokraterne og Helle Thorning rykket sig et pænt stykke i den rigtige retning, men på trods af deres løfter under konflikten på det offentlige område, bakkede de ud, da der rent faktisk skulle afsættes penge til de strejkende. Og selvom fagbevægelsen i dag har ligestillingen højt placeret på listen, er der stadig en del fagforeningsbosser, der ikke har forstået, at hvis dem på bunden skal have mere, så er der nogle i toppen, der skal have mindre. Det er nemlig den eneste måde, vi kan komme uligheden til livs på. I Sverige kan man ikke stille op som statsminister uden stolt at erklære sig som feminist. Jeg håber det samme er tilfældet for de danske statsministerkandidater om ti år. Jeg håber, vi ser tilbage på Danmark anno 2010 og undrer os over, hvordan vi kunne acceptere, at uligelønnen voksede! At Gambia, Botswana og de forenede arabiske emirater var tættere på ligelønnen, end os. Og hvor vi først og fremmest ryster på hovedet og undrer os over, hvem der fandt på den tossede ide, at ligestilling er sådan noget, der kommer helt af sig selv, hvis bare vi venter. For hvorfor ikke handle? Johanne Schmidt-Nielsen er politisk ordfører for Enhedslisten johanne.schmidt-nielsen@ft.dk marts 2020 resultater og udfordringer?