Børn tager skade af forældres traumer og ventetid på asyl

Transkript

1 Børn tager skade af forældres traumer og ventetid på asyl Nye danske studier viser, at flygtningebørn med traumatiserede forældre fungerer psykisk dårligere end andre børn, og at langvarige asylophold skader børnene. Det har også stor betydning for barnets psyke, hvordan forældre håndterer fortællingen om flugt og voldsomme oplevelser. Men der er håb for disse børn - de kan komme sig over traumer, hvis de rette livsvilkår er til stede. Af Anna Fasting 1 juli 2016 Traumer kan gå i arv Et dansk-engelsk psykologisk forskerhold viser i et studie fra 2015, at flygtningebørn med forældre der lider af posttraumatisk stress, har et ringere psykisk helbred end andre børn. Studiet fokuserer på børn fra 30 flygtningefamilier, hvor børnene er opvokset i eksil, og derfor ikke, som forældrene, har oplevet flugt, sult, vold eller krig. Børnene i undersøgelsen har en signifikant højere grad af utryg tilknytning til deres forældre end den øvrige børnepopulation i Danmark (1). Forskerne peger på en række andre studier, der viser, at traume-overførslen er afhængig af, om forældrene selv er forstyrret i deres egen tilknytningsevne, hvor påvirkede forældrene er af deres traumer, og endelig hvordan forældre kommunikerer med deres børn om traumatiske hændelser. Studiet understreger, at børnene ikke må glemmes i behandlingen; ofte udfører man nemlig kun terapi med den voksne, der lider af posttraumatisk stress (PTSD) - men det er væsentligt at designe og foretage familieinterventioner og dermed inkludere børnene i den hjælp og støtte der behøves. (1) Men hvordan skal forældre håndtere fortællingen om voldsomme traumer og eventuelle sygdomssymptomer til deres børn? Skal de fortælle alt åbent, eller bør de fortie traumerne for at beskytte deres børn? Og er det afgørende, at forældre er bevidste om, hvordan og hvornår de fortæller om de traumatiske livsbegivenheder? Ufiltreret kommunikation kan gøre skade Studiet af de 30 flygtningefamilier konkluderer, at familiens indbyrdes kommunikationsstil har en væsentlig betydning for barnets tilpasningsevne og psykiske sundhed. Ufiltreret kommunikation,

2 hvor forældre ikke tager hensyn til, hvad børnene hører, eller hvor børn overhører samtaler om traumer og sygdomssymptomer, kan skabe angst og medføre utryg tilknytning. Studiet viste ingen tegn på, at åben kommunikation, hvor alt deles og forklares ærligt til barnet, virker bedre på barnets tilpasningsevne og tilknytningsmønster end bevidst fortielse. Resultatet udfordrer dermed en udbredt teoretisk antagelse om, at åbenhed altid er bedre end fortielse (1): baseret på erfaring med behandling af holocaust-overlevere har psykodynamiske teorier hævdet, at en overførelse af traumer fra forældre til børn skyldes forældrenes fortielse om fortiden. De påpeger, at denne teoretiske antagelse har præget den generelle psykologiske forskning (1, 2). "Timingen og måden, som forældre formidler deres traumatiske oplevelser på, er langt mere vigtig end hvad der præcist fortælles til barnet." Kommunikationen skal tilpasses børnene Et litteraturstudie af forskerteamet Nina Thorup Dalgaard og Edith Montgomery peger på, at det ser ud til at skabe de bedste betingelser for en psykologisk tilpasning hos barnet, hvis forældrene formår at afstemme kommunikationen efter barnets alder, udvikling og evne til at bearbejde viden om familiens traumatiske oplevelser (2). Det empiriske studie af de 30 flygtningefamilier nåede forsigtigt til samme konklusion (1). Dalgaard og Montgomery fastslår dog også, at timingen og måden, som forældre formidler deres traumatiske oplevelser på, er langt mere vigtig end, hvad der præcist fortælles til barnet. De undersøgte både forskningsudgivelser om familier med børn, der selv har oplevet krig og flugt, samt børn opvokset i eksil i modtagerlandene. Eksilbørn ser ud til at få størst gavn af den tilpassede kommunikation, mens fortielse muligvis kan virke beskyttende for især mindre børn, der selv er direkte traumatiserede af krigen; studier viser nemlig, at åben kommunikation om oplevelserne kan skabe angst hos det lille, traumatiserede barn. Dog ser det ud til, at børn efter 12-års alderen har størst gavn af at blive indviet i forældrenes traumatiserende oplevelser og psykiske problemer - afstemt efter barnets alder og modenhed. Affektiv kommunikation hvor forældre i nænsomme, forbindende og indfølende samtaler med deres børn, sætter navn på følelsesladede oplevelser - ser ud til at være en gavnlig metode her. "Røde Kors anbefaler, at børn ikke må opholde sig i asylcentre i mere end 12 måneder - herefter er skaderne for store." Børn lider under langvarige ophold i asylcentre Ikke kun traumer udløst af flugt, krig, vold, sult og tab af familiemedlemmer belaster flygtningebørn. Seks forskere udgav i 2008 en kvantitativ undersøgelse af 4- til 16-årige børns helbred efter langvarige ophold i asylcentre samt mange forflytninger mellem disse centre. Forskningsprojektet konkluderer, at langvarige ophold og mange forflytninger har en signifikant forværrende effekt på

3 de i forvejen psykisk belastede børn. Røde Kors anbefaler, at børn ikke må opholde sig i asylcentre i mere end 12 måneder - herefter er skaderne for store. Daværende Integrationsminister Rikke Hvilshøj udtalte i 2007, at børn ikke bør gennemleve flere end 3 forflytninger. Det viste sig, at børnene i undersøgelsen i gennemsnit har opholdt sig 4 år i asylcentre og gennemlevet seks forflytninger. Det mest markante resultat er, at 58% af de 11- til 16- årige børn led af psykopatologiske problemer, hvilket kun var gældende for 10% af den øvrige børnepopulation i Danmark. Forskerne så også en markant forværring, når børnene havde opholdt sig i asylcentre i mere end ét år og oplevet mange forflytninger; forhold der ofte hænger sammen (3). Fotograf: EU/ECHO Pierre Prakash Kulturen spiller en rolle Familiens kultur skal tages med i betragtning i traumebehandling. I litteraturen ses kritik af psykologiske interventioner, hvor man har udsat ikke-vestlige, traumatiserede flygtninge for terapiformer ud fra den grundantagelse, at det er vigtigt, at de ventilerer og gennemarbejder deres traumer for ikke at udvikle seriøse mentale problemer senere hen. Flere studier viser modsatrettede effekter af åben kommunikation i forbindelse med traumer, og enkelte kvalitative undersøgelser peger på, at ikke-vestlige, traumatiserede flygtninge kan tage skade af en forceret vestlig åben kommunikationsstil. I stedet bør terapien foretages i en meget mere dialogisk form med familien (2). Dalgaard og Montgomery peger på, at en langt mere kultursensitiv og kulturtilpasset tilgang vil være gavnlig i arbejdet med ikke-vestlige, traumatiserede flygtninge. De understreger behovet for ny forskning om, hvordan en tilpasset kommunikation kan faciliteres i familieterapi med traumatiserede flygtningefamilier.

4 "Det er muligt at komme sig oven på traumer. Det afhænger dog af flere ting - såsom barnets egne ressourcer, kulturelle faktorer og livsvilkår i modtagerlandet." Trivsel på trods af traumer Edith Montgomery udgav i 2010 en undersøgelse af ledsagede flygtningebørns resiliens forstået som deres psykiske modstandskraft, hvor hun sammenligner deres psykiske helbred ved ankomsten til Danmark med deres tilstand 8-9 år efter i et follow-up-studie. Resultatet vækker optimisme: mens 75% af børnene havde svære psykiske problemer ved ankomsten, var tallet faldet til 25% ved followup-undersøgelsen. Det er vigtigt at understrege, at de børn, der indgik i follow-up studiet, havde fået asyl og ikke længere opholdt sig i asylcentre. Undersøgelsen bekræfter, hvad andre studier også finder: at det er muligt at komme sig oven på traumer. Det afhænger dog af flere ting - såsom barnets egne ressourcer, kulturelle faktorer, og livsvilkår i modtagerlandet. Nye traumer kan også forhindre resiliens. De kan udløses af svære familiesituationer, sygdom eller ulykker i modtagerlandet samt diskrimination og en svær integrationsproces. Endelig kan forældres mangelfulde kommunikation med deres børn forhale eller endda forhindre den positive proces. Hvis flygtningebørn skal have en chance for resiliens, er det yderst vigtigt, at modtagerlandene skaber gode modtagelsesforhold for asylbørn og deres familier (4). Kilder: 1. Dalgaard, Nina Thorup, Brenda Kathryn Todd, Sarah I.F. Daniel, & Edith Montgomery 2016: "The transmission of trauma in refugee families: Associations between intra-family trauma communication style, children s attachment security and psychosocial adjustment". Attachment & Human Development, 18, nr. 1: Dalgaaard, Nina Thorup & Edith Montgomery 2015: Disclosure and silencing: A systematic review of the literature on patterns of trauma communication in refugee families. Transcultural Psychiatry, 52, nr. 5: Nielsen, Signe Smith, Marie Norredam, Karen L. Christiansen, Carsten Obel, Jørgen Hilden & Allan Krasnik 2008: Mental health among children seeking asylum in Denmark the effect of length of stay and number of relocations: a cross-sectional study. BMC Public health, 8, nr. 1: Montgomery, Edith 2010: Trauma and resilience in young refugees: A 9-year follow-up study. Development and psychopathology, 22, nr. 02: Yderligere information Faktaboks: Kilde 1. En kvalitativ undersøgelse publiceret i 2015 af psykolog og forsker Nina Thorup Dalgaard m.fl., Institut for Psykologi ved Københavns Universitet. Undersøgelsen omfatter 30 flygtningefamilier fra Mellemøsten, hvor enten begge eller den ene forælder lider af PTSD, med børn født i eksil i alderen 4-9 år. Studiet anvender screeningsredskabet SDQ til kortlægning af børns psykiske helbred, samt målte tilknytningsmønsteret via the Attachment

5 and Traumatization Story task. Kilde 2. Et litteraturstudie publiceret i 2015 af psykolog og forsker Nina Thorup Dalgaard, Københavns Universitet, og Edith Montgomery, seniorforsker ved Dignity, baseret på 25 peerreviewed psykologiske forskningsartikler. Studiet analyserer 14 kvantitative og 11 kvalitative studier, udvalgt efter en screeningsproces i flere etaper. Kilde 3. En kvantitativ undersøgelse publiceret i 2008 af blandt andet lektor Signe Smith Jervelund, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Undersøgelsen omfatter 260 flygtningebørn i alderen 4-16 år og er foretaget ved hjælp af den udvidede version af screeningredskabet SDQ. Lærerne, der alle havde et nært kendskab til børnene, udfyldte skemaerne for samtlige børn. Desuden udfyldte alle børn mellem år også selv skemaerne. Kilde 4. En kvantitativ psykologisk undersøgelse publiceret i 2010 af Edith Montgomery, seniorforsker ved Dignity, som omfatter 131 børn og unge fra Mellemøsten med en gennemsnitsalder på 15,3 år, der alle ankom som flygtninge til Danmark i enten 1992 eller Børn og forældre udfyldte skemaerne med hjælp fra en sygeplejerske og forskeren selv. Det mentale helbred blev målt via the Achenbach System of Empirically Based Assesment; et redskab der ofte bruges i tværkulturel research om mental sundhed.